”Prometheus” er et eksperiment i storskala, hvor legesyge teaterfolk får lov at gakke derudaf på en af byens store scener.
* *
Det bedste man kan sige om Rostrup-brødrenes, Emil (instruktør) og Mikkel (scenograf og kostumedesigner), forestilling om titanen Prometheus på Nørrebro Teater er at den blot varer fem kvarter.
For det er i sandhed en smertelig affære at opleve gode kræfter kæmpe med et materiale, der måske kunne have haft en vis berettigelse som et gakket teatereksperiment på Aveny-T’s foyerscene – hvor Emil Rostrup tidligere har boltret sig – men som blæst op på en af byens store scener falder fuldkommen igennem.
Nørrebro Teater har fået nyt direktørpar, Janne Villadsen og Jennifer Vedsted Christiansen, med sidstnævnte som kunstnerisk leder. Man må sige at de vover pelsen med denne, deres første produktion, som hvis ”Prometheus” på nogen måde skal ses som et pejlemærke for teatrets nye kunstneriske stil – og niveau – må give dybe panderynker mange steder i det københavnske teaterliv. Er det virkelig hvad de vil med Nørrebro Teater?
”Prometheus” er historien om titanen, der trodser de græske guder ved at stjæle ilden og give den til den nye race, han har skabt – mennesket – for at give dem liv og visdom. Han straffes af overguden Zeus for sine gerninger ved at blive lænket til et bjerg i Kaukasus, hvor ørnene æder ham bid for bid. I tekstforfatter Amalie Smith, og instruktør Emil Rostrups grænsesøgende version, bliver Prometheus legenden et spejl på vor tid, hvor techmoguler er ved at overtage verdensherredømmet. Til sidst pustes vores fremtid op som en gigantisk sølvballon, der er helt uden andet indhold end varm luft. Så langt så godt. Det er ikke her den er gal.
Det er instruktionen, der fejler. Joen Højerslev (Prometheus), Nicolai Jørgensen (Zeus), Nanna Finding Koppel og Christopher Nallo (menneskene) render rundt i ført voksenbleer og filmer sig selv med et videokamera, mens de råber banaliteter og ligegyldigheder. Det skal åbenbart også være et særligt kunstnerisk træk, at Zeus skider i bleen, og smører indholdet ud i hovedet på Prometheus.
Mon der er en sammenhæng mellem de afklædte skuespillere og Zeus’ spidse hat, som han benytter til at straffe den stakkels Prometheus med? Spids nøgenhat er jo som bekendt en stærkt hallucinogen svamp, og man kan godt have den mistænkt for at have haft en finger med i spillet i tilblivelsesfasen, for ord og gerninger er så aparte, at forestillingens bestemt interessante budskab om vores udfordrende fremtid drukner i et hav af påtagede instruktørgreb, som måske blot er for at forsøge at skjule et grundlæggende manglende talent.
Nu er grænsen mellem mesterværk og makværk ganske vist skarp, og nogle gange næsten usynlig, og man må da håbe at de medvirkende i det mindste har det sjovt med det de laver, for ellers er der længe til 11. oktober hvor der spilles sidste gang.
Den ene stjerne går til den nuttede robothund, og den anden som en anerkendelse af, at det herfra kun kan gå én vej for den nye ledelse på Nørrebro Teater.
——
”Prometheus”. Tekst: Amalie Smith i samarbejde med skuespillerne.
Instruktion: Emil Rostrup. Scenografi og kostumedesign: Mikkel Rostrup. Lyddesign: Kevin Eagle Oliver. Lysdesign: Mia Jandje Willett.
Medvirkende: Joen Højerslev, Nicolai Jørgensen, Nanna Finding Koppel og Christopher Nallo.
Spiller på Nørrebro Teater til 11. oktober.
Anmeldt 22. september.
Foto: Jesper Berger.
VIL DU HAVE MINE TEATERANMELDELSER DIREKTE I DIN MAILBOKS, NÅR DE UDKOMMER, SÅ SKRIV EN MAIL TIL MORTENBUCKHOJ@PM.ME, SÅ TILFØJER JEG DIG MAILINGLISTEN. DU KAN NATURLIGVIS TIL ENHVER TID AFMELDE DIG IGEN.
