KLØVEDAL – DET BEDSTE MAN KAN SIGE

Teatergrads dramatisering af Nadia Kløvedal Reichs selvbiografiske roman om at vokse op i et kaotisk eksperiment blandt egoistiske kollektivister er glimrende teatermateriale. Det bliver godt forløst i en komprimeret forestilling på kanten af Lyngby Sø.

* * * *

”Det kræver en god egoist at være en god kollektivist!”.

Sådan siger den aldrende og døende forfatter og samfundsdebattør, Ebbe Kløvedal Reich, i sit forsvar over for sin voksne datter, Nadia, der anklager ham for kun at have tænkt på sig selv under hendes opvækst i kollektivet Maos Lyst i 1960’erne og 70’erne.

I 2023 udkom Nadia Kløvedal Reichs anmelderroste selvbiografiske roman ”Det bedste man kan sige”. I bogen tager hun et opgør med sine forældres livsførelse. En livsførelse, der under dække af at dyrke fællesskabet og friheden, i virkeligheden var dybt egoistisk og efterlod en stribe børn på en brændende tømmerflåde midt i oprørt hav.

Teatret Teatergrad, der de seneste mange år har spillet sommerforestillinger med udgangspunkt i virkelige kulturpersoners liv op gennem det 20. århundrede – eksempelvis Asta Nielsen, Anna Ancher, Josephine Baker og Jens Otto Krag – er nu nået til 1970’erne, hvor der blev eksperimenteret med både euforiserende stoffer og de gængse familiestrukturer. Teatret har skiftet plænen foran Sofienholm ud med parken bag Lyngby Mølle, hvor forestillingen spilles i et stort lærredstelt med en vidunderlig udsigt over Lyngby Sø.

Denne tirsdag eftermiddag er der helt fyldt i teltet, hvor man sidder i to rækker på hver side af scenegulvet, og derfor alle har første parket til et intenst familiedrama, der udspiller sig over en periode på godt 40 år, og hvor vi springer i tid og sted mellem 1970’erne og begyndelsen af 00’erne.

Kombinationen af kendte kulturpersonligheder, forsømte børn, heftige trekantsdramaer, grænseløs egoisme og bøvlet selvretfærdighed udgør et glimrende teatermateriale, og dramatikeren Thomas Markmann har skrevet et komprimeret skuespil, der på fem kvarter når ganske godt omkring historien. Håndværket er i orden. Det er dygtigt skruet sammen, om end der måske godt kunne være givet lidt mere plads til at komme mere i dybden med flere af karaktererne, som umiddelbart rummer flere lag end der er blevet plads til her.

Den voksne Nadia skal holde jul og tænker tilbage på sin barndom i kollektivet Maos Lyst, hvor julen var bandlyst som selve indbegrebet af den forhadte småborgerlighed. Med et snuptag bliver det juledækkede bord forvandlet til dekorerede træølkasser i det kendte kollektiv, hvor beboerne opfattede sig som en ’stamme’, og alle tog navnet Kløvedal, efter Elverfolkets dal i Tolkiens ”Ringenes Herre”. Blandt initiativtagerne til kollektivet var forfatteren og debattøren Ebbe Kløvedal Reich og hans daværende kæreste, billedkunstneren Alice Møller Kristensen. Sammen får de datteren Nadia, men begge har så travlt med at realisere sig selv, at der ikke rigtigt er tid til hende. I stedet bliver hun en kastebold mellem forældrene, deres nye kærester og hvem, der nu ellers lige kommer forbi.

Senere i livet har Nadia et opgør med sin selvretfærdige mor, der blandt andet anklager sin datter for at ødelægge hendes økonomi ved at flytte hjemmefra tidligt med det resultat at børnepengene udebliver. Heller ikke den efterhånden svækkede Ebbe Kløvedal Reich kan for alvor indse sine fejl, indtil han kort tid før sin død skriver et undskyldende og forsonende brev til sin datter.

Kontrasten mellem de to forældre er drivkraften i historien; den ene kompromisløs ærlig til det sidste, den anden angrende ulykkelig.

Malin Rømer Brolin-Tani fortolker både barnet og den voksne Nadia med resignerende indignation. Splittet mellem kærlighed og foragt. Først til allersidst får hun sagt fra, akkurat tids nok til at få en undskyldning fra faderen. Hun er fortællerstemmen, der guider os gennem de mere end fire årtier, og periodisk sidder tavst observerende som tilskuer til sit eget liv.

Anne Gry Henningsen er alle de mange kvinder i Ebbe Kløvedal Reichs liv; tå krummende irriterende som den selvretfærdige Alice, rørende som Majken, der går til i misbrug, men som Ebbe aldrig helt kan slippe, og stærk som Pernille, der på kollektivets ferie i det græske øhav må finde sig i, at eks-kæresten og barnet også uanmeldt kommer med.

Brian Hjulmann har en imponerende fysisk lighed med virkelighedens Ebbe Kløvedal Reich, og skaber et troværdigt portræt af den intellektuelle vatpik med det enorme libido. En glødende idealist og grænseløs egoist. En far, der helt i kollektivismens ånd er mere en god onkel end en nærværende far.

Christine Worre Kann leverer en række musikalske tableauer, komponeret og skrevet af Marie Louise von Bülow, som 70’er hippie i bare fødder og stammeagtigt indianer-look. En karakter, som giver forestillingens et musikalsk drev, men som på en eller anden måde forekommer påhæftet og ude af kontekst.

Pelle Nordhøj Kann har instrueret og Nikolaj Heiselberg Trap har skabt den funktionelle brede scenografi. For begges vedkommende gælder, at det lykkes at balancere skift i tid og sted så man som publikum ikke mister orienteringen og fokus fastholdes. Forestillingen skal lige løbes i gang, men så bliver det ganske interessant, og som historien skrider frem, priser man sig lykkelig over at ikke alle kulturradikale familier i 1960’erne og 70’erne var lige så kaotiske og egoistiske som Kløvedal-stammen i Maos Lyst. At dømme efter tirsdagens publikum, hvor alle vist – på nær én – har levet i og oplevet 70’erne, var der noget i historien de fleste godt kunne genkende og relatere til.

Man kan i høj grad stille spørgsmål til om datidens familiemønstre og børneopdragelse er efterstræbelsesværdigt, og konkludere at egoisme kommer i flere former og farver. På trods af den kaotiske barndom lykkedes det for Nadia Kløvedal Reich at få et godt liv og en interessant karriere. Helt tabt på gulvet blev flipper-generationens børn altså ikke. Men det er tydeligvis ikke uden omkostninger.

—-

”Kløvedal – det bedste man kan sige” af Thomas Markmann baseret på Nadia Kløvedal Reichs bog ”Det bedste man kan sige”.

Instruktion: Pelle Nordhøj Kann. Scenografi: Nikolaj Heiselberg Trap. Kostumedesign: Olivia Hetman. Komponist og sangskriver: Marie Louise von Bülow.

Medvirkende: Malin Rømer Brolin-Tani, Brian Hjulmann, Anne Gry Henningsen og Christine Worre Kann (sanger/musiker).

Producent: Det Flydende Teater. Idé og koncept: Teatergrad.

Spiller på plænen bag Lyngby Mølle til 28. august. Derefter turné til 11. oktober.

Anmeldt 19. august.

Foto: Per Morten Abrahamsen.

VIL DU HAVE MINE TEATERANMELDELSER DIREKTE I DIN MAILBOKS, NÅR DE UDKOMMER, SÅ SKRIV EN MAIL TIL MORTENBUCKHOJ@PM.ME, SÅ TILFØJER JEG DIG MAILINGLISTEN. DU KAN NATURLIGVIS TIL ENHVER TID AFMELDE DIG IGEN.