Randers Teater fejrer 25-års jubilæum med en stor, ambitiøs og gennemført opførelse af musicalklassikeren ”Cabaret”. En forestilling om fortiden, der peger direkte ind i vor tid og en potentielt uhyggelig fremtid.
* * * *
John Kander, Fred Ebb og Joe Masteroffs musical ”Cabaret” er en klassiker indenfor genren. Ikke mindst på grund af Bob Fosse’s filmversion fra 1972 med en fuldkommen fortryllende Liza Minnelli og en dæmonisk farlig Joel Grey i hovedrollerne som natklubsangerinden Sally Bowles og natklubbens konferencier.
At Randers Teater har valgt netop ”Cabaret” som sin 25-års jubilæumsforestilling er både modigt og forståeligt. Modigt fordi det er en krævende musical, der på flere plan stiller store krav til sit cast af skuespillere og sangere, forståeligt grænsende til det indlysende, fordi ”Cabaret” trods sine næsten 60 år på bagen i dag er fuldkommen lige så uhyggeligt aktuel, som da den blev skabt (originaludgaven havde Broadway-premiere i 1966, og var baseret på et skuespil fra 1951, der igen havde taget sit udgangspunkt i Christopher Isherwoods roman ”Farvel til Berlin” fra 1939).
Vi befinder os i mellemkrigsårenes ubekymrede dekadente Berlin, netop som ’de brølende 20’ere’ går på hæld og recessionens 30’ere begynder. På natklubben Kit Kat Klub er der fri leg med flydende kønsidentiteter og seksualitet. Berlin er Europas frække underholdningscentrum. En by, der tiltrækker alt fra homoseksuelle og bohemer, over håbefulde sangerinder til aspirerende forfattere fra hele verden. Her leves livet fuldt ud på dekadente klubber, og Kit Kat Klub er den hotteste af dem alle, styret af stedets konferencier, der byder gæsterne willkommen, bienvenue, welcome ind i en bevidsthedsudvidende drømmeverden, hvor alle bekymringer bliver efterladt i garderoben på vej ind. Og bekymringer er der nok af i verden udenfor. Både i Berlin dengang i 1930, og i dagens globale krisecenter.
Økonomisk recession, en middelklasse, der bliver fattigere for hver dag, spirende racisme og et topstyret opgør mod individets ret til bestemme over deres egen identitet. Læg dertil en politisk himmelstormer, der skaber en bevægelse omkring sig, der tror blindt på varm luft og hadsk retorik. Ringer der en klokke?
Christopher Isherwood fik sin roman udgivet i 1939, efter Hitler var kommet til magten i Tyskland, men inden helvede og Anden Verdenskrig brød løs. Det er en samtidsroman, der så at sige spår om en fremtid, der er mere nær, end formentlig han selv var fuldt ud bevidst om. Da John Van Druten skrev sit skuespil, og senere Ebb, Kander og Masteroff skabte musicalen, vidste de derimod kun alt for godt hvad nazismen havde bragt med sig af krig, død og ødelæggelser. Men havde de nogen som helst anelse om, at noget lignende kunne ske igen?
Når Randers Teater i 2025 fejrer 25-års jubilæum med netop ”Cabaret” er det med bevidstheden om, at vi lige her og nu befinder os i en periode i verdenshistorien, hvor alt er uforudsigeligt, men hvor vi har al mulig grund til at frygte det værste. Denne gang ikke i Tyskland, men i det endnu større, og globalt endnu mere magtfulde USA. Krige og konflikter ulmer i både øst og sydøst, woke-bevægelsen knægtes grundigt i USA, hvor magten er gået direkte i krig med videnskaben og det intellektuelle miljø, udlændinge deporteres uden rettergang til brutale interneringslejre og militæret sættes ind i storbyerne, for at opretholde en lov og orden, der reelt ikke er truet. I hvert fald ikke af dem, det går ud over.
I dette perspektiv kan ”Cabaret” næsten ikke være et bedre valg af jubilæumsforestilling, og alle sejl er da også sat til Randers, hvor publikum ledes ind i det dejlige teaterhus midt i byen gennem en skummel bagindgang, der nu er omdannet til en pop-up Kit Kat Klub, og modtages af et farverigt entourage af flydende seksualiteter, der optræder i foyeren med sange fra 1930’erne og 40’erne ment vi spiser en udmærket platte, og inden vi ledes ind i selve teatersalen. Her er de forreste rækker erstattet af små, runde borde for at skabe den helt rigtige natklubstemning. At der på premiereaftenen tilmed var så varmt i foyeren, at man spontant havde lyst til at smide ikke bare jakken, men også skjorten, bidrager kun til den lumre stemning af berliner-rave anno 1930.
Randers Teaters Teaterkor udfylder fint rollerne som natklubværter inden forestillingen, og fylder godt ud på scenen når showet for alvor går i gang. Men her er det mere kendte og anerkendte navne, der tager over; det er lykkedes teateret at få stærke kræfter som Kim Hammelsvang og Sicilia Gadborg Høegh over fra København til de krævende hovedroller som konferencieren og Sally Bowles. De suppleres af Lone Rødbroe og Karsten Jansfort som pensionatsværtinden Fräulein Schneider og den jødiske grønthandler Herr Schultz, af Daniel Bevensee som den amerikanske forfatter Clifford Bradshaw (Isherwoods alter ego), der forelsker sig i både Berlin og den flyvske Sally – og i et par af Kit Kat Klubs mandlige gæster – Bue Wandahl som vennen Ernst Ludwig, der viser sig at være nazist, og musicalperformeren Christina Elisabeth Mørkøre, som den letlevende fräulein Kost, som af uransagelige årsager har gjort det til sit speciale at støve liderlige sømænd op, hvilket er lidt af en bedrift al den stund at Berlin ligger inde midt i landet, temmelig langt fra en havn.
Joy-Maria Frederiksen har instrueret forestillingen, som hun har givet masser af effektiv energi, flotte optrin og musikalsk power. Men selv ikke hun kan ændre ved det faktum, at første akt bliver noget af en langstrakt affære, fraset de fantastiske sangnumre. Det har også været problemet med andre udgaver af ”Cabaret”, senest på Aarhus Teater for nogle år siden. En time og 40 minutter går der inden pausen, og inden forestillingen tager dens geniale drejning fra at beskrive Berlins ubekymrede bohemeliv til at blive en skildring af et samfund på randen af afgrunden med nazismens og racismens indtog i byen – og resten af landet.
At enhver skuespiller i rollerne som Sally Bowles og konferencieren er oppe imod den urimelige, men uundgåelige sammenligning med Liza Minnelli og Joel Grey er der ikke så meget at gøre ved. Men Kim Hammelsvang fremstår som det helt indlysende valg som konferencier. Han evner den seksuelle dobbelttydighed, der ligger i karakteren, og spiller og navnlig synger rollen med dæmonisk uhyggeligt nærvær. Det er djævelsk godt.
Også Sicilia Gadborg Høegh er et perfekt valg til Sally Bowles. Hun er den bedste Sally jeg har set siden Liza Minnelli. Med en uskyldig naivitet bag den frivole facade, får hun os til at forstå hvem hun er, denne engelske lykkeridder i den dunkende metropol. På mange måder en stakkel, men også en pige med ben i næsen, bevidst om sin egen skæbne. Hun nailer signatur- og titelsangen life is a Cabaret fuldkommen. Det bliver en magtdemonstration af bragende musicaltalent.
Rollen som forfatteren Clifford Bradshaw har ikke nær de samme dybder, som de andre hovedroller, men Daniel Bevensee løser opgaven ganske glimrende. Han er så at sige kedelig på den rigtige måde.
Lidt mere problematisk står det til med forestillingens meget rørende sidehistorie, om det spirende kærlighedsforhold mellem fräulein Schneider og herr Schultz. For nok spilles de ganske kært af den nykårede Årets Revykunstner Lone Rødbroe og en anden dreven revyskuespiller, Karsten Jansfort, men deres skæbne går ikke hjertet på os. Og det skal den altså. Det er et essentielt element i en helt vellykket ”Cabaret”. Jeg savner ganske enkelt noget sjæl, for overflade er der nok af i cabaretens eskapistiske drømmeverden.
En anden lille ting, som kom til at irritere mig undervejs i opsætningen er, at Joy-Maria Frederiksen har ladet alle tyske karakterer tale et påtaget cirkus-tysk. Det gav en fornemmelse af folkekomedie, der igen ikke klæder denne opførelse af ”Cabaret”.
Man har (måttet) gå på kompromis med traditionen om et rent kvinde-orkester. I stedet fører rutinerede og sikre Thomas Pakula os på bedste vis gennem de ikoniske sange i spidsen for et seks mands (m/k) orkester, der sidder og troner over scenen i nogle lidt besynderlige røde dragter, som undertegnede ikke rigtigt forstod meningen med. Camilla Bjørnvad har ellers skabt nogle både tidstypiske og dekadente kostumer og en spartansk, men effektivt fungerende scenografi. Og Peter Friis har giver de tre dansere, det lokale kor og solisterne nogle spændende trin at arbejde med.
Når alt kommer til alt, kan Randers Teater bestemt have al mulig grund til at være stolte over en flot og gennemført jubilæumsforestilling. Især på grund af de to bærende hovedrollekræfter, og for musicalens tidløse aktualitet, som er mere skræmmende end man rigtig føler sig tryk ved.
——
”Cabaret”. Forfatter: Joe Masteroff. Komponist: John Kander. Dramatiker: Fred Ebb. Oversættelse: Jesper Dupont.
Instruktion: Joy-Maria Frederiksen. Koreografi: Peter Friis. Scenografi & kostumedesign: Camilla Bjørnvad. Kapelmester: Thomas Pakula.
Medvirkende: Sicilia Gadborg Høegh, Kim Hammelsvang, Daniel Bevensee, Lone Rødbroe, Karsten Jansfort, Bue Wandahl, Christina Elisabeth Mørkøre, Ellen Fjord, Johannes Lyngby Johansen og Oliver Poulin samt statister og korister fra Randers Teater Kor.
Spiller på Randers Teater til 13. september.
Anmeldt 14. august (premiere)
Forestillingsfoto: Martin Gundesen.
VIL DU HAVE MINE TEATERANMELDELSER DIREKTE I DIN MAILBOKS, NÅR DE UDKOMMER, SÅ SKRIV EN MAIL TIL MORTENBUCKHOJ@PM.ME, SÅ TILFØJER JEG DIG MAILINGLISTEN. DU KAN NATURLIGVIS TIL ENHVER TID AFMELDE DIG IGEN.
