KOMMENTAR: Krorevyen, der engang var et udbredt fænomen, lever stadig i bedste velgående i bl.a. Ganløse.
DER GIVES IKKE STJERNER
Dengang jeg begyndte at anmelde revyer, tilbage i slutningen af 1980’erne, var ’krorevyen’ er et udbredt fænomen. I en gennemsnitlig sommersæson var der typisk 30-35 revyer, og af dem var flertallet små, lokale krorevyer, hvor kombinationen af fællesspisning med efterfølgende underholdning var med til at sætte kroen eller hotellet på landkortet.
Det var steder som blandt andet Højslev Kro, Lindenborg Kro, Skuldelev Kro, Hotel Hybylund, Mogenstrup Kro eller Strandhotellet i Femmøller. Sidstnævnte lå smukt i Mols Bjerge, og man ’reklamerede’ med at man lå ’et stenkast fra stranden’. Virkeligheden var, at man skulle løbe tre kilometer inden man kastede stenen….
Revyerne dengang havde tilnavnet ’højrebsrevyer’ fordi netop oksehøjreb var den foretrukne hovedret, og fælles for disse kro- eller højrebsrevyer var, at de ikke rangerede særligt højt i status. Det var typisk ikke de største navne, der optrådte i revyerne, eller også var det skuespillere, der år eller sågar årtier forinden havde toppet, som nu tog et ofte dårligt lønnet sommerjob i provinsen, hvor ’navnet’ fortsat havde en vis tiltrækningskraft på publikum.
Krorevyerne kunne dog være arnested for fremadstormende unge talenter, og for eksempel Pernille Schrøder og Henrik Lykkegaard fik således begge deres professionelle revydebut på Sandkroen i Nordsjælland i den spæde begyndelse af 90’erne.
Krorevyerne var i en længere årrække så væsentlig en del af revybilledet, at det er en skam, at de slet ikke nævnes i Peter Engholm og Jacob Wendt Jensens store bog om Dansk Revys 175-års jubilæum, der udkom tidligere på året (se anmeldelsen her).
I dag er der færre revyer, og langt færre krorevyer. Det er nok meget godt, for kvaliteten af revyerne på kroerne dengang var pænt sagt noget variabel; fra det helt vidunderligt charmerende til det tåkrummende pinagtige.
På Ganløse Kro på Sjælland har man siden 2001 holdt krorevyen i hævd. Den nyligt afdøde Ulla Jessen fandt stedet, og typisk for hende, så kunne hun ikke se et lokale med plads til over 60 mennesker uden at hun så muligheder for at lave revy på stedet. Krorevyerne var dengang så småt ved at uddø, men Ulla Jessen var ihærdig og hun benyttede Ganløse til at introducere talenter som Rasmus Krogsgaard og Mickey Pless til revygenren.
Gennem årene siden da har talrige skuespillere stået på den lille, lavloftede scene i kroens hyggelige sal, og helt typisk for krorevyen som genre har det været både skidt og kanel hvad man har præsenteret. Det toppede i 2015 med kåringen som ’Årets revy’ ved Revyernes Revy, mens man for et par sæsoner siden ramte et uhørt lavt bundniveau. Jo, det går op og ned i showbusiness. Og krorevyen i Ganløse lever stadig i bedste velgående, som en af de sidste rigtige krorevyer (en anden er Græsted Revyen, som jeg skrev om i sidste uge).
Årets revy på Ganløse Kro er på mange måder typisk for krorevyen som subgenre. Maden inden er vigtig – og god. Rigtigt god, endda. Revyen er malet op med den brede pensel, for her er det først og fremmest meningen at publikum skal grine. Den får derfor ikke for lidt med forlorne tænder og skøre parykker, og den politiske satire skal man grave dybt for at finde. Det bliver til nogle diskrete pip, og til et originalt Donald Trump-nummer, hvor Le Münster-Swendsen håndterer et vanskeligt MAGA-medley ganske forbilledligt.
Lisbeth Kjærulff demonstrerer også sin tekniske dygtighed i et vittigt sangnummer om eksploderende vejvrede, men ellers er det de håndfaste virkemidler, der bliver taget i brug. Martin Knudsen og Michael Hasselflug er begge effektive og solide revykunstnere, førstnævnte med en charmerende energi, og sidstnævnte med en afvæbnende underspillet komisk tæft, der bidrager til at kvarterren på scenen klæder hinanden og revyen.
Man griner højt af ensemblets groteske familiekor, der formidler denne sommers sjofleste tekster med introvert ynde, og glæder sig over gensynet med en række af tidernes revyglansnumre i et (meget) langt jubilæumspotpourri. Musikerne Josef Aarskov (trommeslager og kapelmester) og Stuart Goodstein har moderniseret lydbilledet takket være teknisk godt udførte indspillede tracks, der giver musikalsk fylde. Og selv på denne, landets måske mest umulige scene, er det efterhånden lykkedes at skabe noget, der ligner en elegant scenografi. Her mærker man tydeligst hvordan også krorevyen har udviklet sig positivt gennem årerne.
Instruktøren Michel Castenholt har valgt at blande kortene så der er 14 numre i første akt, og bare syv i anden, og i begge afdelinger er der en tendens til at numrene bliver noget lange i spyttet – især i begyndelsen. Men han er også utrolig dygtig til at få skabt en gemytlig og jovial stemning, der smitter fra scenen til salen. Det er ikke kun vigtigt at kende sine virkemidler, det er også vigtigt at vide hvad der fungerer hvor. Og det er tydeligt, at Castenholt og revyholdet ved hvad det er publikum efterspørger i netop Ganløse.
På mange måder tager Ganløses lille krorevy tråden op fra tidligere tiders traditionelle krorevyer. Det er ved Gud ikke stor kunst men det er underholdende og charmerende. Og det kan bestemt også noget.
——-
Ganløse Revyen 2025 spiller på Ganløse Kro på udvalgte dage frem til 28. august.
Plakatfoto: Mathias Rasmussen
VIL DU HAVE MINE TEATERANMELDELSER DIREKTE I DIN MAILBOKS, NÅR DE UDKOMMER, SÅ SKRIV EN MAIL TIL MORTENBUCKHOJ@PM.ME, SÅ TILFØJER JEG DIG MAILINGLISTEN. DU KAN NATURLIGVIS TIL ENHVER TID AFMELDE DIG IGEN.
