Kan komikeren Linda P. forny og forynge revygenren? Hendes første sæson som kunstnerisk leder af Tivoli Revyen giver ikke noget entydigt svar, men peger dog i den rigtige retning.
* * * *
Da Linda P. for to år siden debuterede som revyskuespiller i Lisbet Dahls bemærkelsesværdigt gammeldags og tilbageskuende Tivoli Revy var det tydeligt, at standupkomikeren fra Vestegnen var havnet et eller andet sted i udkanten af sin komfortzone.
Var det revyen, der ikke passede til Linda P., eller var det Linda P., der ikke passede til revyen? For morsom er hun jo, og heller ikke bange for at klæde sig ud og ’gå i karakter’, hvilket jo ellers ikke er standupkomikernes fornemste dyder.
Det var en overraskelse for mig, og vist også mange andre, da Tivoli annoncerede at Linda P. skulle være kunstnerisk leder af revyen i den gamle have denne sommer, og det hold hun præsenterede var ikke mindre overraskende; udover hende selv var det standup kollegaen, Thomas Warberg, og de to modne og garvede revyfolk, Kurt Ravn og Søs Egelind. En næsten sælsom blanding af meget uprøvet i revygenren overfor det meget erfarne. Yngre vs. Ældre. Klassisk revy kontra standup comedy. Hvad skulle det dog blive til? Lå der en dybere mening bag den sammensætning? Eller er Kurt og Søs bare Lindas yndlingsskuespillere? Læg oveni at den fortræffelige musicalsangerinde Xenia Lach-Nielsen var hyret ind som sangerinde, ikke som solist.
Søs Egelind sagde så farvel så tidligt i forløbet. Forklaringen svæver fortsat i det uvisse. Men hun blev ikke erstattet. Og det kan man altså godt mærke. For ét af de områder, hvor Linda P’s første Tivoli Revy ikke fungerer, er netop i de afbrydelser de indlagte musikalske numre giver. Revyen får simpelthen aldrig et ordentligt flow.
De seneste sæsoner har Aarhus Revyen med betydelig succes benyttet sangere som musikalske mellemspil mellem de egentlige revynumre, og grebet blev også benyttet i Joy-Maria Frederiksens Tam Tam-revyer i Tivoli for omkring ti år tilbage, men her fungerer det ikke.
Revyens instruktør, Mads M. Nielsen, har muligvis været tvunget til at lade sangene strække sig ud over vignet-længden fordi de nu kun tre solister skal have tid til at klæde om til næste nummer, eller også har han og Linda P. forelsket sig i Xenia Lach-Nielsens fede sangstemme, der swinger ganske forrygende med Mathias Groves groovy orkester. Men for det første synes der ikke at være en egentlig rød tråd i sangvalget, som med en enkelt undtagelse eller to, ikke understøtter revynumrene, og for det andet efterlader det i hvert fald mig som publikum med en følelse af at være til to shows på én gang. Et lækkert sangshow, der forstyrres af komikere, og en ganske morsom revy, der afbrydes af en sangerinde.
Der er kun 17 revynumre udover de mange vokale mellemspil. Det er ikke mange ud fra tidens norm, og en håndfuld af dem fremstår da også lovligt lange, selvom de i udgangspunktet faktisk er ret morsomme. Det gælder for eksempel en klassisk sketch med Kurt Ravn og Thomas Warberg som to modne midtjyske husmødre, der bruger sociale medier og ChatGPT, og en ganske ferm sketch med Kurt Ravn som kynisk nyhedschef, der oplærer sine journalistelever i clickbaitens ædle kunst; skriv kort og vildledende. Sketchen er fin, men den påhæftede sang med temaet vi vil skide på mangel på etik gør intet godt for nummeret. Også i anden akts åbning spolerer man noget godt, når Xenia Lach-Nielsen og Kurt Ravn fremfører Rasmus Seebachs hit ”Engel” som et lækkert swingnummer, og forstyrres af at Thomas Warberg får lov at pille skolekomedie som kikset blokfløjtespiller. Er hans karakter en decideret omgang diagnose shaming? Ja, det tror jeg nogle vil mene.
Linda P. genbruger nummeret ”Bollecoach” fra den uheldige 2023-revy (jeg mener ikke det er en ny tekst, men tilgiv mig hvis det er). Dengang fremstod det bedre end her, og det er vel egentlig en cadeau til dette års revy, som trods sine åbenlyse mangler, bestemt også har sine ganske glimrende øjeblikke.
For eksempel er nummeret med Linda P. og Thomas Warberg som de meget forskellige siamesiske tvillinger Nina, meget morsomt, og det atypiske åbningsnummer lover bestemt også godt for aftenens forløb.
Kurt Ravn er kostelig som formand for foreningen NMDAGN – Nu Må Der Altså Gøres Noget – der samler penge ind til ældres vilkår og forsøger at få publikum til at synge med på en gammel, tysk Gitte Hænning-schlager, efter et kanonsystem han kun selv forstår. Han og Linda P. er også ret morsomme som verdens kedeligste ægtepar, med verdens kedeligste hobby, og efter pausen får revyen pludselig for alvor noget snert, når ensemblet formummet som munkekor synger om verdens behov for stilhed på Simon & Garfunkels ”Sound of Silence”. Et alvorligt nummer om frygt for fremtiden og det lille håb, vi må prøve at bevare. Et tema, der går igen flere gange i revyen, og som her får lov at udfolde sig på fornem vis.
Thomas Warberg er for alvor på hjemmebane i en klassisk standup-rutine om parforhold i 2025 og hvordan småbørn og mental load påvirker yngre menneskers liv. Her tager han flot revanche for nogle lovlig fesne karakterer, ved at udfolde sig på slap comedy line. Nummeret har så tilmed en nærmest genial lille finesse, der udnyttes et par numre senere, og som ikke skal spoiles her.
Kurt Ravn og Xenia Lach-Nielsen portrætterer to forskellige sider af et umiddelbart umage datingliv. Den velhavende ældre mand, og den hårdtpumpede smækre golddigger. Begge får hvad de vil have, så det er jo en win-win situation!
Et af de helt store spørgsmål inden premieren var, om komikeren Linda P. med sin revy i Tivoli kunne forny og forynge revygenren, som har ry for ikke at udvikle sig hurtigt nok og ikke rigtigt at formå at få tag i et publikum under 50 år. Efter dette års revy blafrer svaret fortsat i vinden. På mange måder er Tivoli Revyen 2025 såre traditionel, om end den for eksempel er blottet for parodier. Satirisk handler revyen mere om overordnede samtidsfænomener som klima- og krigsfrygt, AI og mental load, end om dagsaktuelle emner og politiske piskeslag. Musikalsk er det et show, der stikker i mange retninger. Vil denne revy tiltrække et yngre publikum end det traditionelle? Det tror jeg faktisk ikke, men måske vil de lidt yngre gæster, der finder vej til Tivoli Revyen, trods alt føle, at det er en revy, der taler mere til dem og deres tid, end så mange andre af de mere traditionsbundne revyer.
Der er al mulig grund til at lade Linda P. fortsætte den udviklingsproces, der er sat i gang. Det er stadig nødvendigt at skrue på en masse knapper, ikke mindst hvad angår flow og timing, to af revygenrens helt afgørende parametre, men man går fra Glassalen med en fornemmelse af at pilen peger i den rigtige retning. Men man går ikke fra Glassalen med en fornemmelse af, at revyens fremtid er sikret – hverken generelt eller i Tivoli.
—-
”Tivoli Revyen 2025”. Tekst og musik: Linda P, Christina Sederqvist, Mathias Grove, Thomas Hartmann, Rasmus Søndergaard & Lars Bisgaard, Marie Østerbye, Gitte Hænning, Thomas Warberg, Mads M. Nielsen, Vase & Fuglsang, Rasmus Seebach, Simon & Garfunkel, Lasse Aagaard, Lennon/McCartney, Mike Chapman/Nicky Chinn, Karin Jönsson/Børge Müller, Debbie Harry/Nigel Harrison, Boney M, David White/John Madara, Bob Seeger/George Henry Jackson/Thomas Earl Jones III, Hans Georg Moslener, Roger Miller/Daimi, Dire Straits, Johnny and the Hurricanes, Ray Hopkins/Otto Brandenburg/Peter Mynte/Susanne Palsbo og Percy Mayfield.
Instruktion: Mads M. Nielsen. Scenografi: Gøje Rostrup. Kostumer: Michael Bertram. Kapelmester: Mathias Grove.
Medvirkende: Linda P, Kurt Ravn, Thomas Warberg og Xenia Lach-Nielsen.
Spiller i Glassalen til 13. juli.
Anmeldt 5. juli (premiere).
Foto: Camilla Winther.
VIL DU HAVE MINE TEATERANMELDELSER DIREKTE I DIN MAILBOKS, NÅR DE UDKOMMER, SÅ SKRIV EN MAIL TIL MORTEN.BUCKHOEJ@GMAIL.COM, SÅ TILFØJER JEG DIG MAILINGLISTEN. DU KAN NATURLIGVIS TIL ENHVER TID AFMEDE DIG IGEN.
