Forside Anmeldelser 2025 DESERTØR

DESERTØR

41
0

Visuelt betagende møde mellem scene- og tegneseriekunsten. Halfdan Piskets graphic novel får nyt liv på Blaagaard Teater.

* * * *

Lydsiden og det visuelle indtryk er dybt betagende, når tegneseriekunsten og scenekunsten møder hinanden på Blaagaard Teater. Her har den altid interessante instruktør Sargun Oshana bearbejdet kunstneren Halfdan Piskets prisbelønnede graphic novel – tegnet litteratur – ”Desertør” til scenen.

Bogen udkom i 2014 og har vakt international anerkendelse for såvel sin markante og symbolske tegnestil som sin poetiske, men barske, fortælling om en ung mand, hvis liv tager en drejning da krigen kommer til hans landsby, og han rekrutteres til den tyrkiske hær.

Pisket har skabt sin fortælling gennem interviews med sin egen far, og historien er således et biografisk vidnesbyrd om krigens rædsler. Handlingen udspiller sig i 1960’erne, hvor der var en konflikt mellem Tyrkiet og Armenien. Den unge mand lever et ubekymret liv i en lille grænselandsby mellem de to lande; en landsby, hvor man ikke skelner mellem beboernes etnicitet eller religion, indtil ’de ansigtsløse’ tyrkiske soldater indtager byen og blandt andet dræber hovedpersonens bedste ven.  Det sender ham ud i en eksistentiel krise, der kulminerer da han bliver hvervet til den forhadte tyrkiske hær, som han altså til sidst deserterer fra.

Vi møder ham fra forestillingens start i hans isolationscelle i et militærfængsel, hvor han udsættes for ydmygelser og vold, og hvorfra han i tilbageblik fortæller sin barske historie.

Tegneseriens sort-hvide stiliserede stil er genskabt på scenen, hvor de tre skuespillere alle er iført grå kedeldragter og er sminket hvide, så øjne og andre ansigtstræk træder særligt markant frem. Hovedkarakteren gestaltes af en dukke – uhyggeligt flot skabt af dukkemager Katrine Karlsen – der føres på skift og sammen af skuespillerne, der også på skift lægger stemme til hans ord. Hen ad vejen bliver det Kasper Krassimir, der ganske overbevisende overtager hovedrollen, mens Ellaha Lack og Haesam Jakir aldeles glimrende udfylder rollerne som vennen, kæresten, moderen, faderen og andre karakterer. Det hele i et intenst, og stramt koreograferet udtryk, der ganske effektfuldt korresponderer med tegneseriestilens frames.

Når man læser en traditionel roman, skaber man sine egne billeder inde i hovedet, mens en graphic novel giver læseren billederne, og på grund af tegneseriens færre ord, udfordrer læseren til i høj grad selv at forestille sig historien. Her møder Sargun Oshana sin største udfordring i opsætningen, for på scenen må teksten have en større plads end i tegneserien, samtidig med, at Oshana gerne vil yde forlægget visuel retfærdighed. Det sidste lykkes til fulde. Det er en meget smuk og effektfuld visuel forestilling, hvor Piskets tegninger projiceres op på den nøgne fængselsvæg og på allerfineste vis binder de to genrer sammen – et fælles projekt mellem scenograferne Franciska Zahle og Rosa Birkedal og lys- og video-mestrene Clement Irbil og Andreas Buhl. Det visuelle udtryk forstærkes af Anders Amdisens intense og medrivende lydunivers, og skuespillernes ekspressive spillestil.

På en måde bliver teksten, Halfdan Pisket ord i Sargun Oshanas bearbejdelse, i hvert fald for mig, det svageste led i forestillingen. Er den lidt for prætentiøs? Eller bliver det en smule fortænkt?

Men vedkommende er den. Med de aktuelle konflikter i både Ukraine og Mellemøsten har ”Desertør” fortsat en uhyggelig aktualitet, for overalt hvor der er konflikter og krige, bliver unge mennesker dagligt taget som gidsler af magthaverne, der tvinger dem til at deltage i en krig, de formentlig ofte ikke har noget forhold til eller interesse i. Ja, måske ligefrem, som her, skal bære en uniform de afskyer.

”Desertør” varer små fem kvarter, men udvalgte aftener suppleres forestillingen med talks med relevante personer inden forestillingen begynder. Se mere på teatrets hjemmeside.

—–

”Desertør” af Halfdan Pisket. Bearbejdelse: Sargun Oshana.

Instruktion: Sargun Oshana. Scenograf: Franciska Zahle/Rosa Birkedal. Lys- og videodesign: Clement Irbil/Andreas Buhl. Lyddesign: Anders Amdisen. Dukkemager: Katrine Karlsen. Dukkeførerkonsulent: Astrid Kjær Jensen.

Medvirkende: Kasper Krassimir, Ellaha Lack og Haesam Jakir.

Spiller på Blaagaard Teater til 28. februar.

Anmeldt 1. februar (premiere).

Foto: Zuhal Kocan.

VIL DU HAVE MINE TEATER- OG REVYANMELDELSER DIREKTE I DIN MAILBOKS, NÅR DE UDKOMMER, SÅ SKRIV EN MAIL TIL MORTEN.BUCKHOEJ@GMAIL.COM, SÅ TILFØJER JEG DIG MAILINGLISTEN. DU KAN NATURLIGVIS TIL ENHVER TID AFMEDE DIG IGEN.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her