Blog

16-11-2022

Højt at flyve, dybt at falde. Årets Crazy Christmas Cabaret er en direkte fortsættelse af sidste års meget vellykkede show. I år bare meget langt fra samme niveau.

* *

I Tivoli er der rutsjebaner, hvor det går op og ned i et hæsblæsende tempo. I Vivienne McKees Crazy Christmas Cabareter i Glassalen går det åbenbart også op og ned. Sidste års show "Tell me about it" var morsommere og bedre end længe - læs anmeldelsen her - mens dette års show "Who killed Don Calzone" er en direkte fortsættelse, og som så mange andre 'svære to'ere' i verdenshistorien slet, slet ikke lever op til sidste års niveau, eller til publikums pænt opskruede forventninger.

Første akt er én lang gang tomgang, hvor kun Kevin Kiernan Molloys totalt over the top bøssekomik som gangsteren The Cuban lyser op og fremkalder mere end blot et anstrengt smil på læben. 

Det bliver lidt bedre efter pausen, hvor især den første halvdel af anden akt tillader sig selv at slippe tøjler og gentagelser en smule og i sine mest løsslupne øjeblikke bliver temmeligt sjovt. At aftenens største bifald tilfalder publikummeren Frederik, der er 'virgin' (altså ser sin første Crazy Christmas Cabaret) og tages med op på scenen for at agere intim coach i en scene mellem Vivienne McKees Lola Lotta Libido og David Batesons Al Fresco Calzone, siger dog immervæk noget om, at det er småt med de rigtigt morsomme scener og situationer. Bevares, der er onelines, der går hjem, og da førnævnte Bateson gentager sin Donald Trump-parodi for 'kun Gud ved hvilken gang', får vi også et par skefulde med satirisk sukker på surdejen.

Glem historien; det er noget med en gangster, der er blevet myrdet, og hvem der mon stod bag. Den burde blot være en undskyldning for løjerne, men det virker næsten som om man i teksten gerne vil retfærdiggøre en 'historie' og der pludres og sludres i ét væk om ind- og forviklinger, og når man begynder at gentage og forklare sine egne vittigheder er det som regel tegn på, at de ikke er rigtigt gode. Andrew Jeffers' imposante The Dame får selskab af en 'stiff kok fra Tyskland' og det ordspil gentages i det uendelige indtil man tænker: jo tak, den er trængt ind...notch, notch say no more...

Den danske musicalperformer Mikkel Hoé Knudsen er ny på holdet og liver op med en flot sangstemme, noget friskhed og en nydelig fysisk fremtoning. Katrine Falkenberg ser stadig dejlig ud i undertøj og synger lige så glimrende som alle de foregående år, men bygges der videre på noget? Ikke rigtigt. Andrew Jeffers synes at være gået helt i baglås med sin The Dame-karakter, og selvom Vivienne McKee herself stadig kan svinge de flotte ben, og optræder med en imponerende energi, så kan det ikke skjules at stemmen ikke længere er hvad den har været. Vitaliteten fra scenen synes heller ikke at være den samme i rollerne som dramatiker og instruktør af showet.

Vi får en opklaring på mord-mysteriet - hvilken skal naturligvis ikke afsløres her - og Vivienne McKees faste og elskelige Dr. van Helsingør kan afslutningsvis konkludere at The case is kaput.

Det samme gælder desværre for årets show.

-----

"Who killed Don Calzone" af Vivienne McKee.

Instruktion: Vivienne McKee. Scenografi & kostumer: Kirsten Brink. Koreograf: Peter Friis. Musical director: Stuart Goodstein.

Medvirkende: Katrine Falkenberg, Vivienne McKee, Kevin Kiernan Molloy, David Bateson, Andrew Jeffers, Mikkel Hoé Knudsen og Claus de Lichtenberg. Orkestret The Snabby Alligators: Søren B. Petersen (inkl. lydeffekter), Tom Højlund Petersen og Stuart Goodstein.

Produceret af London Toast Theatre.

Spiller i Tivolis Glassalen indtil 14. januar.

Anmeldt 15. november (premiere).

Forestillingsfoto: Thomas Petri.

13-11-2022

Verden er vendt på hovedet i Kolding Egnsteaters dramatisering af Janne Tellers bog "Hvis der var krig i Norden".

 

* * * *

 

Tankeeksperimentet ligger lige for. Hvad nu, hvis vi vendte situationen om i disse tider med krig og ufred i verden omkring os. Hvad nu hvis det ikke var i Ukraine, der var krig - eller i nogle mellemøstlige lande. Hvad hvis det var lige her i Danmark, der var krig. Hvordan ville vores liv så være? Hvor skulle vi så flygte hen? Og hvordan ville vi have det i flugten?

Alle disse spørgsmål stillede og besvarede forfatteren Janne Teller tilbage i 2002 i et essay skrevet til Dansklærerforeningen og siden udkommet i bogform. Bogen blev en stor succes på børne- og ungdomslitteraturmarkedet og blev udgivet i mere end 20 lande. Tematikken interesserede andre end os herhjemme.

Set gennem en 14-årig drengs øjne fortælles historien om dengang i en måske ikke så fjern fremtid, hvor de interne uenigheder mellem de tre nordiske lande bryder ud i åben krig. Drengen og hans familie må sælge alt for at få råd til at flygte ud af ragnarok og ender i en flygtningelejr i Mellemøsten, hvor de søger asyl i Egypten. 

Først skal de vænne sig til et uvist liv i flygtningelejren, hvor også flygtninge fra Danmarks fjender - Sverige og Norge - befinder sig, dernæst skal de forsøge at tilpasse sig livet i et fremmed land, med en anderledes kultur end den de er vokset op i. Drengens lillesøster, der er 10 år da flugten starter, får en mere end 20 år ældre egyptisk kæreste og får barn som 15-årig. I panik sender familien hende tilbage til det nye Danmark, der styres af et diktatur, hvor hún kan komme på bedre tanker. Og drengen, der nu er en ung mand tæt på de 20 år, gifter sig med sin ungdomskæreste fra skolen hjemme i Kolding for at redde hende ud af diktaturstaten, og får familiesammenføring.

Det lyder velkendt, ikke sandt? Og det er det også. Janne Teller vender simpelthen historien på hovedet. Og får os til at forstå, at der måske er en grund til, at ikke-vestlige indvandrere i Danmark har svært ved at finde sig til rette, og bidrager til forståelsen af, at det er vanskeligt at tilpase sig en anderledes kultur og helt grundlæggende forskellige normer - uanset om man  opfatter disse normer som fornuftige, rigtige eller forkerte. 

Emnet er stadig lige relevant 20 år efter bogen kom frem, og som skoleteater for de ældre klasser synes "Hvis der var krig i Norden" som et oplagt valg, når der skal diskuteres integration i Samfundsfag. Som generel teateroplevelse, bliver det måske lidt for forudsigeligt det hele.

Tamara Sonja Aijamathiesen har både bearbejdet teksten og iscenesat forestillingen for Kolding Egnsteater, hvor Sir Grand Lear har skabt en uhyre simpel, men samtidig både meget effektfuld og fleksibel scenografi af primært et stort klæde, der med enkle snoretræk kan omskabes fra gennemsnitlig dansk dagligstue til teltlejr i Egypten med meget mere.

Den dramatiske bearbejdelse har så afgjort sine svagheder, for det lykkes aldrig rigtigt at flytte fortællingen ud af bogformatet og over i en sammenhængende dramatisk kontekst. Når man på skrift beskriver kedsommelig venten på asyl i en flygtningelejr, skaber ordene billeder, men når man på scenen blot lader skuespillerne sidde og stirre tomt ud i luften, dør forestillingens intensitet. Og det kan diskuteres om det er et holdbart greb, at invitere publikum med til spontan fodboldkamp på scenen. 

Som teater har "Hvis der var krig i Norden" derfor nogle åbenlyse begrænsninger, og det lykkes da heller ikke til fulde at give de fire hovedkarakterer; sønnen, lillesøsteren, mor og far et scenisk liv, der kryber ind under huden på os publikummer. Bedst lykkes det for Hans Christian Schrøder, der som den hovedfortællende dreng, har en interessant pirrende uro i både krop og blik. Salle Sallé, Christiane Bjørg og Mads Nørby gør alle hvad de skal, uden helt at have fået værktøjerne til at komme ind i knoglerne på deres karakterer.

Isoleret set er "Hvis der var krig i Norden" således ikke en stor teateroplevelse, men emnet er både vigtigt og indlysende godt twistet, og det må kunne bidrage til at skabe en nødvendig samfundsdebat om integration og flygtninge. Derfor de fire stjerner. For som en af mine skolekammerater fra fordums tid altid sagde i Samfundsfag; hvad nu hvis....

----- 

"Hvis der var krig i Norden" af Janne Teller.

Bearbejdelse og iscenesættelse: Tamara Sonja Aijamathiesen. Scenografisk konsulent: Sir Grand Lear. Komponist: Søren Siegumfeld. 

Medvirkende: Salle Sallé, Christiane Bjørg, Hans Christian Schrøder og Mads Nørby.

Produceret af og spiller på Kolding Egnsteater til 30. november.

Anmeldt 12. november

Forestillingsfoto: Asmus Kromann Bork

12-11-2022

Christian Lollike fortolker en af Danmarkshistoriens største landsforrædere, men samtidig også en af dens stærkeste kvindeskikkelser, og som altid med Lollike er der mere bag ordene end man umiddelbart hører.

 

* * * *

 

Man sidder og stirrer ind i en tom kongeblå kasse af en scene. På scenen sidder en guitarist og spiller og pludselig bryder en kvindestemme bag os stemningen med et ’hej’. Der står hun, Leonora Christina, kongedatter og én af Danmarkshistoriens mest mytiske skikkelser. Landsforræder par excellence, men i egen opfattelse uskyldsren som den hvideste, nyfaldne sne.

Intet gjorde hun på sin tid – den sidste trefjerdedel af 1600-tallet – der ikke var for Danmarks bedste. Men på grund af magtbegær og intriger ved hoffet, endte hun indespærret i Blåtårn for sine forbrydelser. For at undgå at blive vanvittig skrev hun, med hjemmelavet blæk og fjerpen, sin version af historien i det ikoniske værk ”Jammers Minde”, som først blev udgivet et par hundrede år efter hendes død. 

Leonora Christina var datter af Christian IV og hans hustru til ’venstre hånd’, Kirsten Munk, og selvom hun, i egen opfattelse var den klogeste af kongens børn og burde være blevet Danmarks dronning ved faderens død, så stod hendes køn og ophav hende i vejen. Hun blev som purung gift med den fattige, men snu og magtbegærlige adelsmand Corfitz Ulfeldt, og det var sammen med ham, at hun både ødede store dele af den danske stats formue op, og indlod sig på talrige alliancer med Danmarks fjender, ikke mindst svenskerne. Historieskrivningen lader ingen være i tvivl om Leonora Christina og Corfitz Ulfeldts forræderi, men hovedpersonen selv – ja, hun så anderledes på tingene, og i Christian Lollikes 90 minutter lange historiske dramalektion, møder hun personligt op, mere end 300 år efter sin død for at fortælle hvorfor.

Den første halvdel af Lollikes skuespil kredser om dette, og hvor let og elegant det end løber over Aarhus Teaters Scala-scene, så fremstår det mest som en form for dramatiseret historieforedrag, men der er naturligvis – når den begavede teatermand Christian Lollike står bag – mere bag ord og handlinger end vi lige hører og ser. Og da først Leonora Christina er blevet smidt i Blåtårn, og Corfitz Ulfeldt er flygtet over hals og hoved for at smede nye rænker mod tronen syd for grænsen, fortættes og intensiveres historien i en monolog, der sætter historien i perspektiv; Lad os holde et minuts stilhed, og forestil jer det ganget op til 22 år, siger Nanna Bøttcher direkte til publikum, og der i stilheden vokser hun i styrke og kraft til den stærke og handlekraftige kvinde hun jo også var. Et er at udtænke sindrige planer, til egen gavn og glæde, noget ganske andet er at ikke blot overleve, men bevare sit intellekt i fangenskab og stilhed.

På sin tid var Leonora Christina en manipulator af Guds nåde, og det fortsætter i efterlivet; I, der har fornuft og dømmekraft ved at jeg er uskyldig, messer hun og det er lige før vi tror på det. Gentages en løgn tilstrækkeligt mange gange, bliver den til sidst til sandhed. Sådan er det jo.

Det er her at Lollikes ord, og Nanna Bøttchers fængslende intense spil, for alvor begynder at sætte tankerne i rotation. For kender vi ikke begrebet andre steder fra? Fra Donald Trumps uendelige historie om at valget blev stjålet fra ham. Fra Inger Støjbergs insisteren på at hun kun gjorde hvad hun gjorde for ’pigernes skyld’. Fra Mette Frederiksen, fra Putin, og fra alle de andre med eller med ambitioner om magt, der ufortrødent og uden den mindste anger insisterer på at deres løgne er sandheden? Det er i denne efterrationalisering, at ”Leonora Christina – Sandhedens dronning” for alvor bliver interessant som moderne teater, og ikke kun som et elegant historisk tilbageblik.

Nanna Bøttcher i titelrollen er den altoverskyggende centrale skikkelse på scenen, og hun skaber endnu en gang en rigt facetteret karakter; koket, intrigant, magtbegærlig, charmerende og insisterende. Indigneret over at blive frarøvet den trone hun anser som sin, og over at blive anklaget for sit forræderi. Hun synes i disse år at vokse som skuespiller, og opsluger her nærmest alt ilt i rummet omkring sig i endnu en fremragende præstation.

Omkring hende lyser Anne Plauborg op som Leonora Christinas livsfjende, dronning Sofie Amalie, Anne Laybourn er morsom som den svenske dronning Kristina, der forfører Corfitz Ulfeldt for blot at gå i kloster da alliancen skal udnyttes, Emil Busk Jensen gør fyldest som Frederik d.III, mens nyuddannede William Jacobsen Halken er en lige lovlig ung Christian IV, og jo ikke rigtigt kan gøre ved at han mangler noget naturlig pondus. Kjartan Hansen er en tilpas usympatisk Corfitz Ulfeldt, men man sidder med følelsen af at rollen forbliver uforløst.

Norske Fredrik Longva har instrueret og har skabt en forestilling, der løber let og effektivt over David Gehrts kongeblå sceneunivers, der kun brydes af Blåtårns rå bagvæg. Når man har en huskomponist, skal hun naturligvis benyttes, så Marie Højlund har sammen med Morten Riis fået lov at indlægge et lille techno-rave til at illustrere Ulfeldt-parrets rejse til London og deres ubændige seksuelle energi, der resulterede i 15 børn, kun de syv overlevede dog spædbørsalderen. Det er (igen) helt og aldeles unødvendigt og giver intet til hverken fortælling eller opsætningen som helhed.

Men med en lysende Nanna Bøttcher og fint ensemblespil omkring hende, bliver Christian Lollikes version af fortællingen om landsforræderen og jernkvinden Leonora Christina til en både vedkommende og tankevækkende forestilling om løgne og manipulation, og minder os om, at det aldrig stopper, så længe der er mennesker i denne verden, der stræber efter magt.

----

”Leonora Christina - Sandhedens dronning” af Christian Lollike.

Instruktion: Fredrik Longva.  Scenografi & kostumedesign: David Gehrt. Lydunivers. The Overheard v/Marie Højlund og Morten Riis. Kompositioner: Astrid Sonne. Guitar-arrangementer: Jakob Bangsø.

Medvirkende: Nanna Bøttcher, Kjartan Hansen, Anne Plauborg, Emil Busk Jensen, William Jacobsen Halken, Anne Laybourn og Jakob Bangsø (guitarist).

Spiller på Aarhus Teater (Scala) til

Anmeldt 11. november

Foto: Rumle Skafte.

10-11-2022

Begavet og neddæmpet mandekomedie er meget morsom og rammer noget meget genkendeligt.

* * * * *

 

Der står tre mand i et køkken.

To ældre og en ung. Omgivelserne er kaotiske, med møbler i rodede stakke, men det ydre kaos er intet i mod det indre kaos, der venter. I Hans Rønne og Thomas Jacob Clausens lille tætte mandekomedie "5 kvarter ved 200 grader" bliver velkendte arketyper vendt i luften; den gamle provokatør og socialistiske livsnyder, hans unge højskolelærer-søn med alle de 'rigtige' holdninger og sønnens nationalliberale, kristne midtjyske svigerfar.

Forestillingen har spillet på Svalegangen i Aarhus og på Teater Nordkraft i Aalborg siden midten af oktober, og runder nu af med en uge på Teater V i Valby, som skal have tak for at bringe denne lille, meget fine komedie til byen, om hvor forskellige og alligevel så ens vi i grunden er i dette lille land, når vi ridser lidt i overfladen.

Teksten er uhyre velskrevet, og piller elegant alle de overfladiske lag af arketyperne. Den gamle kunstmaler og ny-veganer har Petrus rødvin i skabet på sin svenske ødegård og spiser flæskesvær i smug, den klimabevidste søn flyver gerne 16 gange til Latinamerika for at redde regnskoven og den skinhellige jyske klimakrise-fornægter mener naturligvis at gevinsten ved eksporten af flæsk fra sønnens gigantlandbrug så rigeligt opvejer manglen på dyrevelfærd blandt de 10.000 slagtesvin på bedriften.

Og så er der lige religionen. Den er de heller ikke rigtigt enige om, selvom svigersønnen virkelig forsøger, så godt han kan. Ih, hvor er det dog genkendeligt.

De tre er på faderens svenske ødegård, hvor de er kørt i forvejen for at forberede et påskemåltid for resten af familien, der vil ankomme næste dag, og mens der snittes kål og drikkes rødvin, kommer alle deres forskelligheder frem i lyset; diskussioner om klima, dyrevelfærd, religion, kønsroller og ja, såmænd også fodbold, ruller lystigt over scenen, med underfundige, velbalancerede replikker, der aldrig forfalder til at kamme over i overdrivelser. 

Det hele simrer som en god fond i gryden, og vi aner hele tiden uråd, og bliver ikke skuffede. For både teksten, Hans Rønnes instruktion og de tres jordnære og afdæmpede spil rummer et utal af små finurlige detaljer, der gør forestillingen til en sand fornøjelse. Kunsten ligger i betoningerne, og dem mestrer Bue Wandahl og Bo Stendell Larsen til noget nær fuldkommenhed som de to ældre, der, viser det sig, har noget meget overraskende til fælles fra fortidens dunkle dyb. Thomas Jacob Clausens unge idealist fungerer som balancebom mellem de to ældre, og har sandelig også sit at tænke over på den hjemmefront, vi ikke ser, men kun hører om. Det er tre fornemme skuespillerpræstationer i en lille perle af en komedie med 'noget på hjerte' som man siger. 

"5 kvarter ved 200 grader" spiller kun i Valby til og med søndag, og kan på det varmeste anbefales.

----

"5 kvarter ved 200 grader" af Hans Rønne Thomas Jacob Clausen. 

Instruktion: Hans Rønne. Scenografi: Gitte Baastrup. 

Medvirkende: Bue Wandahl, Bo Stendell Larsen og Thomas Jacob Clausen.

Produceret af Teatret.

Spiller på Teater V i Valby til og med 13. november.

Anmeldt 9. november

Foto: Pr-foto

09-11-2022

Teatret Gorgerne markerer deres 25-års jubilæum med en klassiker indenfor musicalgenren, Frank Loessers festlige "Guys and Dolls".

 

* * * *

Normalt giver jeg ikke stjerner, når der er tale om ikke-professionelle forestillinger, men ligesom det er tilfældet med for eksempel Eventyrteatret, så kan opsætningens ambitionsniveau være så højt, at det tangerer det professionelle og så er stjernerne på sin plads.

Derfor FIRE stjerner til Gorgernes jubilæumsforestilling "Guys and Dolls", der frem til og med lørdag kan opleves på Galaksen i Værløse i en særdeles ambitiøs opsætning med et 16-mands (m/k) orkester og et stort, velfungerende cast af velsyngende og overraskende velspillende ikke-professionelle sangere og skuespillere. 

Det er ikke fair at benytte ordet 'amatør' i sammenhæng med Gorgerne, for alt omkring opsætningen er yderst professionelt, selvom der er tale om en teaterforening af frivillige, som ikke får løn for at medvirke, men tværtimod betaler for at være med.

Scenografien er langt ud over hvad man kan forvente - New York breder sig elegant ud over Galaksens scene, og de rigtige lysreklamer lyser når vi er enten i Søster Sarahs missionshus eller i Miss Adelaides syndige natklub, HotBox, eller ude på gaden hos hustlerne, Nathan Detroit og Sky Masterson, der driver ulovlig gambling og hutler sig gennem livet på charme og et veludviklet overlevelsesgen.

Kostumerne rammer tidsånden perfekt, 1940'ernes lettere anløbne USA, hvor en mand altid bar hat til den stribede habit, og kvinderne var i ærbare kjoler med lidt pikant under overfladen.

I disse rammer folder solister og korister sig ud med overbevisende sikkerhed i de bestemt ikke lette roller, og kun på ét punkt mærker man tydeligt at det her ikke er en fuldt professionel opsætning; i dansene.

"Guys and Dolls" er en klassisk Broadway musical fra genrens første storhedstid (den havde premiere i 1951), hvor det ene storladne danseoptrin afløser det andet, smægtende latinrytmer blander sig med hot jazz og swing, og lige her møder Gorgerne en udfordring de trods alt ikke magter at løse. De prøver, efter bedste evne, men danseoptrinene er bare mere Bagsværd end Broadway.

Langt bedre går det med skuespillet, som sidder forbilledligt mundret for især forestillingens fire hovedpersoner; Anna Christine Bauer som den forelskede frelserpige, Sarah, Johan Engel Bolving, som hendes udkårne gambler Sky Masterson, Adam Villaume i rollen som gadehustleren Nathan Detroit, som i 14 år har været forlovet med natklubsangerinden, den særdeles giftemodne Miss Adelaide, sjovt spillet af Louise Gade, som også synger med pondus og power.  De suppleres af musicalens komiske par, Fino-Fino og Benny, pudsigt spillet og sunget af David Lakshøj-Hansen og Tom Aarup Larsen.

Gorgerne startede for 25 år siden da en flok unge amatører fra Greve ville spille "Grease". Ambitionerne steg i lyntempo, og gennem årerne har teatret sågar givet Danmarkspremiere til flere musicals som "Monty Python's Spamalot" og "Legally Blonde", samt spillet undergrunds-musicals som "Rent" og "Urinetown" inden de professionelle scener fandt dem. Adskillige dygtige sangere har været gennem Gorgerne både på vej til en professionel karriere og efter at have etableret sig. 

Valget af "Guys and Dolls" som jubilæumsforestilling er både modigt og ambitiøst i forhold til de udfordringer den store Broadway-musical byder på, men man må også sige, at tiden måske er løbet lidt fra "Guys and Dolls". Dels med et 1950'erne kvindesyn, som slet ikke flugter med nutidens - omend, det i den grad er kvinderne, der 'vinder' til sidst - dels med et musikalsk score, som oser af nostalgi, og som trods sine kvaliteter fremstår gammeldags og tilbageskuende. Kunne Gorgerne have valgt at se frem i stedet for at skue bagud i jubilæumsåret? Ja, det kunne de da.

Den erfarne dramaturg og instruktør Pierre Westerdahl har gjort hvad han kan for at få "Guys and Dolls" til at fremstå frisk og sprød. Det lykkes så godt det næsten kan. På intet tidspunkt falder nogen igennem, forestillingen præges af en overbevisnende sikkerhed og Gorgernes møjsomt opbyggede rutine. Og kan derfor anbefales.

"Guys and Dolls" spiller kun til og med lørdag - så skynd jer at sikre en billet, Gorgerne overlever stort set alene af billetsalget, og hvis I synes om det, så kan man da lige overveje en tur omkring Det Ny Teater, hvor "The Producers" er en topprofessionel forestilling om Broadway og en hyldestparodi på netop den type af musicals som "Guys and Dolls" repræsenterer.

-----

"Guys and Dolls". Tekst og musik: Frank Loesser. Manuskript: Jo Swerling og Abe Burrows. Oversættelse: Thomas Bay & Mads Æbelø Nielsen.

Instruktion & scenografi: Pierre Westerdahl. Koreograf: Lasse Holm. Kapelmester. David T. Mortensen. Korleder & sangcoach: Esben Frank.

Medvirkende: Adam Villaume, Louise Gade, Johan Engel Bolving, Anna Christine Bauer, David Lakshøj-Hansen, Tom Aarup Larsen, Thomas M. Brøchner, Carina Kristensen Berth, Benjamin Sitrit, Jonathan Maltesen, Mathias Lakshøj-Hansen, David S. Jakobsen, Esben Føns, Steven Emil Bøttger, Chris Byskov ornaby, Christian Klugmann, Louise Eriksen, Louise Marie Falk, Michelle Svorin Funk, Mette Nybo Bonde, Tilde Gaardboe, Celine Højbjerg Jacobsen, Anja Østerby og Freia Friis. 16-mands orkester under ledelse af David T. Mortensen.

Spiller i Galaksen, Værløse til og med 12. november.

Anmeldt 8. november (premiere).

Foto: Lars Lind Poulsen