Blog

23-09-2022

Folketeatret markerer 300-året for dansk teater ved at sætte Ernst Bruun Olsens ”Den poetiske raptus” på turné landet rundt. En forestilling om Holberg og om teatrets sjæl og betydning.

 

* * * *

 

Ludvig Holberg skrev sine første komedier for præcis 300 år siden, hvilken fejres bredt over det meste af landet i netop disse dage. Stykkerne spilles stadig flittigt, og trods de mange år på bagen synes de ikke at have mistet deres aktualitet og vitalitet. Senest bekræftet af Aarhus Teaters ypperlige genopsætning af Christian Lollikes udgave af ”Erasmus Montanus” og sidste års ligeledes pragtfulde ”Jean de France” i Charlotte Munksøs opsætning på Grønnegaards Teatret.

Den go’e gamle Holberg lever altså og har det godt i hænderne på visionære og moderne teaterfolk, der uden at øve vold på forlægget kan modernisere Holbergs værker og trække den eviggyldige sandhed ud af hans eminente tekster.

Ernst Bruun Olsen skrev ”Den poetiske raptus” i 1976 om Holberg, om dansk teaters tilblivelse i Lille Grønnegade i 1722 og om de kvaler de brave teaterfolk havde med at overleve datidens pietistiske magtstrukturer. Stykket var aktuelt dengang, hvor kulturlivet også var under politisk pres, og det er desværre ikke blevet mindre aktuelt i dag, hvor en af den helt aktuelle nutids største politiske manipulatorer taler om at give nogle borgere større befordringsfradrag og finansiere det ved at tage 800 mio. kroner fra kulturen. Pietisme er blevet populisme, men det er den samme fare, der lurer.

Kulturen og teatret har altid været, og vil formentlig altid være, under politisk pres og udfordret af udefrakommende kriser. På Holbergs tid var det Københavns brand, der lagde teatret i ruiner – i dag er det coronakrisen efterfulgt af en energikrise, som stiller det potentielle teaterpublikum i det dilemma at skulle vælge mellem at få varmt bad og ordentlig mad på bordet eller tage en tur på ’komedie’ i teatret.

Moralen hos Ernst Bruun Olsen i 1976 var at teatret nok skal overleve, alene af den grund at teaterfolket ikke lader sig kue ihjel, men altid stiger op af asken som fugl Fønix.

Hvor Holbergs komedier synes uopslidelige selv så mange år efter de blev til, synes Ernst Bruun Olsens skuespil sjovt nok lidt mere altmodish og gammeldags i sin tone og stil. Geir Sweaass tilfører i hvert fald ikke en afgørende moderne spillestil i sin instruktion og bearbejdelse af stykket. Blot en enkelt scene skiller sig ud i sit udtryk, hvor Maskeraden pludselig tilføres elektronisk musik og et mystisk og dystert præg, og det virker mærkeligt i sammenhængen. Men forestillingen spilles nu stadig med en elegant lethed, der balancerer det på sin vis alvorlige budskab med en perlende humor.

Vi er tilbage i 1722, hvor skuespilleren Montaigu og hans yndige hustru beder datidens store samfundsdebattør Ludvig Holberg, som er professor på Universitetet, om at skrive en komedie. Han bliver straks så inspireret, at han som en hvirvelvind skriver fem komedier, alle inspireret af mennesker han kender og tendenser i tiden. På teatret er det danske studenter, der sammen med franske Montaigu sætter stykkerne op og med dem når ud til et helt nyt publikum, folket, personificeret ved Holbergs værtinde Madam Gelskirchen, der får latterkrampe af at opleve ”Jeppe på bjerget” fra sin uvante plads i Lille Grønnegade teatret.

Madam Gelskirchen er dog en påvirkelig sjæl, og da hun først mister sin unge datter og siden sin mand, går hun den pietistiske kirkes vej, anført af den tyske præst fra Sct. Petri kirke.

”Den poetiske raptus” myldrer med referencer til Holberg- og Moliére-komedier og det er en virtuost sammensat tekst, men altså også en tekst, der bærer præg af at være skrevet i en anden tid end i dag. Det er opsætningens største paradoks.

Anders Juul spiller sin Holberg som en lidt perpleks intellektuel, der føler sig på gyngende grund i en for ham ny verden. Der er ikke meget ’professor autoritet’ over hans fremstilling af geniet Holberg, i stedet fokuserer han på det søgende i det kunstneriske menneske. Tom Jensen har fine manerer og pudsige øjeblikke som teatermanden Montaigu og Karoline Brygmann er indtagende som hans hustru og teatrets primadonna. Det er Marie Louise Wille, som tager de fleste stik hjem, som en meget morsom og elskelig Madam Gelskirchen. I de lidt mindre roller er Jesper Riefensthal pudsig som tysk præst og Jeppe Ellegaard Marling, Niels Anders Manley og netop Lauritsen- Believe in you - prisvindende Simon Kongsted gør fyldest som studenterskuespillere og andet godtfolk.

Marianne Nilssons spartanske scenografi har fokus på det skrevne ord, med luftige beskrevne draperier, og så får hendes mini-København langs scenekanten en særdeles god effekt til sidst.

”Den poetiske raptus” er en fint valg til at fejre dansk teaters jubilæum, selvom man måske nok kunne have gjort både teatret, salig Holberg og publikum en tjeneste ved at spille det mere nutidigt.

----

”Den poetiske raptus” skuespil af Ernst Bruun Olsen.

Bearbejdelse & Instruktion: Geir Sveaass. Dramaturgi: Ninette Mulvad. Scenografi & kostumer: Marianne Nilsson. Koreografi: Jeanette Binderup-Schultz.

Medvirkende: Anders Juul, Marie Louise Wille, Karoline Brygmann, Tom Jensen, Jesper Riefensthal, Jeppe Ellegaard Marling, Niels Anders Manley og Simon Kongsted.

Produceret af Folketeatret Turné: Spiller landet rundt til 4. december. Desuden på Hippodromen i Nørregade fra 18-23. oktober og på Folketeatrets Store Scene fra 7.-11. december. Se turneplanen på www.folketeatret.dk.

Anmeldt 20. september (presseforestilling på turnéscenen i Grøndalscentret)

Foto: Robin Skjoldborg

22-09-2022

For første gang i tre år præsenterer showkonsortiet Wallmans i Cirkusbygningen et nyt dinnershow. Det er underholdende på en nærmest pågående facon; mor dig eller du bliver skudt!

* * * *

Sidst det svenske underholdningskonsortium Wallmans i Cirkusbygningen præsenterede et nyt show i den smukke gamle Cirkusbygningen i København var helt tilbage i 2019. På grund af den der I ved nok pandemi, har det forrige show først nu udspillet sig og et nyt er sat på skinner.

Det er ikke fordi forskellen er så stor endda, for Wallmans konceptet er urokkeligt: Mens publikum spiser en aldeles glimrende fire-retters menu, så bliver man underholdt af et høj-energisk cast af sangere, musikere, dansere og artister - de sidste af international klasse.

Underholdningen er efter devisen; mor dig eller du bliver skudt! Sådan føles det i hvert fald. Gang på gang anråber solisterne publikum med: Har I det godt? Jeg sagde: Har I det GODT? Eller: Hallo Copenhagen! Og så skal vi råbe 'Hallo' tilbage i kor, højt er ikke højt nok.

Aftenens værtinde er en (synes det) to meter høj Drag Queen, der går under navnet Megan Moore (mennesket bag hedder Thomas Rosendal), og hun kan ikke meget andet end at 'se ud'. Et Dolly Parton-nummer undervejs lyder umiskendeligt som playback, og værtsrollen tilføres ikke den mindste antydning af 'kant' i den burlesque opsætning, hvor man  måske gerne vil skabe en smådekadent 'natklub a la Berlin i 20'erne'-stemning, men ikke lykkes med det. Stemningen er mere hen ad et amerikansk krydstoftsskib i Caribbien, eller et sydeuropæisk casinoshow. Heldigvis er både band, sangere, dansere og artister dygtigere end værtinden.

Og maden, den må man ikke glemme, for den er virkelig overraskende god. Overraskende i den betydning, at man måske ikke forventer at det kan lade sig gøre at servere en menu af høj kvalitet for 1000 mennesker på - næsten - én gang. Men det kan det.

Forretten er en cremet blomkålssuppe med hvid chokolade og chili. Wallmans signatursuppe, kalder de den, og den kommer ind varm og spicy og serveres med masser af brød og rørt smør. 

Næste servering er tre små tapas, som er en lækker lille mellemsnack. Hovedretten er også hovedattraktionen; Oksemørbrad med trøffelemulsion, ristede kartofler og rødvinssauce. Kødet var så mørt, at det smeltede på tungen, og kniv var nærmest overflødig. Det bør tilføjes at denne servering i følge hjemmesiden er en opgradering på 75 kr., men den kan varmt anbefales. Desserten bestod af to små serveringer; en cremet Key Lime Pie med digestivedrys og en hvid chokoladekage. Begge var glimrende, med et lille plus til den elegant syrligt-søde Lime Pie.

Men tilbage til det som jeg jo primært skal anmelde; showet. Det er et meget dygtigt, og meget overfladisk show, de seks sangere og fem dansere leverer denne gang. Vi får blandt andet et flot Elvis-nummer, hvor den ikke får for lidt med pailletter og rhinstene, og der sniger sig også både lidt Chuck Berry og lidt Little Richard med. 

Udvalgte publikummer får lov at synge med på publikums egne udvalgte ABBA-favoritter - det var fint på en gallaaften med mange dygtige sangere i salen, men hvordan lyder det når Tandlægeforeningen er i Wallmans til julefrokost? ABBA går man aldrig galt i byen med, når man skal skabe en fest, og således heller ikke her.

Den rutinerede Wallmans sanger Robert Lukian - han har optrådt på forskellige Wallmans destinationer i ni år, fortæller han - leverer en elegant soul session. Fin sanger, gode korharmonier, men 'soul' betyder altså 'sjæl', og den mærkede man intet til.

Så var der lidt mere saft i åbningsnummeret, hvor vi blandt andet fik "Lady Marmalade" fra Moulin Rouge - og kan så glæde os til at den musical kommer op i København om et år.

Det første artistnummer er aftenens bedste. Akrobaterne Beate Surmiak og Jamie Swan leverer håndstandsakrobatik på højeste niveau i en sensuel entré ledsaget af en svedig blues, som vel også nærmest er aftenens bedste musikalske indslag leveret af sangeren Anton Eriksson og guitaristen Svante Öhberg. 

Jamie Swan kommer ind igen og laver et lummer-erotisk badekarsnummer, hvor han fra sin våde leje hæves op i to reb og laver åndeløs akrobatik, men lige så dygtigt udført nummeret lige så kedeligt er det også - med mindre man sidder helt nede ved karret og har fået festtøjet dækket til af regnslag. Timingen med nummeret, som aftenens næstsidste er uheldig, for det tager jo en lille evighed at rydde op og tørre af efter ham. Inden det har den engelske akrobat Jonathan Young udført et flot og komisk nummer på en seks meter høj lodret stang - det, der også kaldes for en 'stripperstang', men her helt uden strip.

Finalenummeret er en svulstig hyldest til den svenske musikproducer Max Martin (her må jeg  indrømme at jeg simpelthen aldrig har hørt om manden), der åbenbart har skrevet og produceret et utal af hits - som jeg kendte flere af - bl.a. til Katy Perry, Britney Spears og Backstreet Boys. Nummeret er tænkt som en optakt til at der festes videre hele natten og som sådan er det ikke ueffent. 

Konklussionen er at dette års Wallmans show i meget høj grad ligner de shows man tidligere har oplevet på stedet; nye solister, nye numre men et koncept der ikke afviger en milimeter fra den glatte og overfladiske og meget amerikanske mainstream. Det er dygtigt, energisk og pågående i sin evindelige: Have fun or Die! attitude.

---- 

"Viva" dinnershow på Wallmans i Cirkusbygningen, København.

Instruktion og produktionsdesign. Johan Espeland. Musikalsk instruktør: Figge von Wachenfeldt. Ass. instruktør og vokal coach: Albin Fredy Ljungqvist. Koreografer: Nelie Bethel/Sian Playstedt, Johan Espeland, Kim Ace Scherlund, Thomas Rosendal, Theresa Carlsson, Zain Odenstål. Kostumedesign: Karen Christoffersen. Lysdesign: Mikael Kratt. Lyddesign: Magnus Högkvist. Film & animation: Peter Andrén Produktion. Scenografi: Ljus & Dekor i  Halmstad. Backtrack-produktion: Per Björling, Jonas Thander, David Nyström, Figge von Wachenfeldt og Dan Bornemark.

Medvirkende: Megan Moore, Daniel Stigberger, Svante Öhberg, Martin Karlsson og Gusyav Wikström Seltman (musikere), Elin Malmgren, Louise Desirée Bottelet, Malin Eliasson, Alexander Beyer, Anton Eriksson, Daniel Stigberger og Robert Lukian (sangere), Fannie Johansson, Johanna Åkesson, Kajsa Björklund, Katrine Holmsnæs og Linnea Hult (dansere), Beata Surmiak, Jamie Swann og Jonathan Young (artister).

Spiller på Wallmans i Cirkusbygningen frem til foråret 2023.

Anmeldt 21. september (Gallapremiere).

Foto: John Resborn

18-09-2022

Myreflittige Jacob Wendt Jensen har skrevet en grundig biografi om revykongen Aage Stentoft, der døde for mere end 30 år siden. Værd at læse hvis man interesserer sig for dansk revy og mennesker med komplicerede sind.

 

 

* * * *

 

Aage Stentoft døde i juli 1990, så det er unægtelig lidt sent, at der udkommer en grundig biografi om dette sammensatte og åbenbart ikke særligt sympatiske menneske, som satte sig så markante aftryk i den danske revy- og teaterverden.

8. september udkom ikke desto mindre biografien ”Revykongen Aage Stentoft” på forlaget People’s, skrevet af landets bedste og flittigste kunstnerbiografist Jacob Wendt Jensen, som til trods for det lange spænd mellem hovedpersonens død og bogens udgivelse, på imponerende vis har talt med en lang række mennesker, der kendte og på forskellig vis krydsede spor med Stentoft. Alt fra hans eneste overlevende søn til venner og kolleger i revy- og teaterbranchen.

Dele af bogens manuskript er imidlertid baseret på de optegnelser, og deciderede tekststykker, som forfatteren Jane Aamund ved sin død i 2019 efterlod sig om Aage Stentoft. Aamund var nær veninde med Stentofts sidste hustru, May, og arbejdede frem til Aage Stentofts død på en biografi, der blot aldrig blev færdiggjort. I begyndelsen af det færdige værk virker Jane Aamunds materiale som lidt af en hæmsko for Jacob Wendt Jensen, men efterhånden som han får distanceret sig fra det, bliver biografien bedre og Aamunds bidrag bliver i højere grad væsentlige bilag end egentlige bidrag til fortællingen.

Aage Stentoft bliver beskrevet som den meget sammensatte personlighed han åbenlyst var. En fantastisk teatermand, en uhørt begavet komponist, en knalddygtig forretningsmand og et på mange måder dybt usympatisk menneske; en kyniker både i forretninger og privat, og et menneske, som havde det svært med sig selv. Opvokset i Holbæk i en familie, der oplevede en barsk deroute fra provinsbyens hierarki. En baggrund, der livet igennem gjorde penge og rigdom til vigtige succeskriterier for den succesrige Stentoft.

Under krigen antydes det at han kortvarigt flirtede med nazismen, men akkurat trak sig i tide og i stedet fik positioneret sig på frihedskampens side. Biografien dvæler også ved Aage Stentofts kynisme i forbindelse med Dirch Passers død, som Stentoft vel ikke havde kunnet forhindre, men muligvis udskyde, hvis han som direktør havde forhindret den pligtopfyldende Passer i at gå på scenen den sidste, fatale gang. Også privatpersonen Stentofts glødende jalousi, som kostede flere ægteskaber indtil at den fjerde og sidste hustru, May Reimers, bed det i sig og blev hos ham til hans død, beskrives indgående, ligesom det mildt sagt problematiske forhold til sønnerne Christian og Alexander bidrager til at tegne et alt andet end flatterende billede af Aage Stentoft.

Det lykkedes på glimrende vis for Jacob Wendt Jensen at beskrive Aage Stentofts mindre sympatiske sider uden at bogen på nogen måde bliver det karaktermord, som den godt kunne være blevet. Det gør den fordi Wendt Jensen behandler materialet så grundigt som han gør, og hele tiden søger efter at få begge sider af hovedpersonen beskrevet af de omfattende kilder.

Teatermennesket Stentofts ubestridelige talent får heldigvis lov til at fylde ligeså meget som hans komplicerede personlighed, og ud over at alle med en vis interesse for dansk revyhistorie naturligvis kender til hans mange legendariske kompositioner, så er det interessant at læse om hans lidt mindre kendte bidrag til teaterhistorien; for eksempel hans insisteren på at opsætte en alt andet end kommerciel og traditionel revy som ”Cranks” og gøre den til en succes, og om at være manden, der reelt ’opfandt’ revygeniet Kjeld Petersen.

Et omfattende kapitel handler om opsætningen af musicalen ”My Fair Lady” omkring årsskiftet 1959-60. Og om hvordan den oprindelige hovedrolleindehaver Ingeborg Brahms brød sammen – eller blev ’nedbrudt’ til at bryde sammen, og hvordan en ung skuespillerinde Jeanne Darville derefter kynisk blev udnyttet for at Stentoft og hans kompagnon kunne få udbetalt en omfattende forsikringssum for de aflyste forestillinger frem til at Gerda Gilboe fik et teaterhistorisk gennembrud i rollen som blomsterpigen Eliza.

Der er fortællinger om hvordan Osvald Helmuth ikke kunne udstå Stentoft, men levede med det fordi Stentoft kunne skrive melodierne til hans viser, og om rivaliseringen med Stig Lommer, der også endte med at de to konkurrenter slog pjalterne sammen fordi det ganske enkelt var ’den bedste forretning’.

For os, der elsker dansk revy og revyhistorie er bogen om Aage Stentoft naturligvis et ’must’ at have i reolen, og Jacob Wendt Jensen skal have stor tak for at skrive biografien så ærligt og redeligt som han har gjort. Det kunne have klædt People’s med en grundigere korrektur (men det er desværre ikke noget nyt problem), men at de overhovedet udgiver en biografi om en kunstner og et menneske, der har været død i mere end 30 år, og som næppe bliver en stor kommerciel succes for forlaget, skal man huske at anerkende.

27. september udkommer endnu en Jacob Wendt Jensen biografi – om skuespilleren Poul Bundgaard – og sandelig om han ikke også sammen med Christian Monggaard er på trapperne med et kæmpe coffee table-værk om tv-serien ”Huset på Christianshavn”, der udkommer engang til oktober.

----

Jacob Wendt Jensen: ”Revykongen Aage Stentoft” baseret på Jane Aamunds sidste manuskript.

398 sider. Kr. 299,95

Udkom 8. september på People’s.

18-09-2022

Det er de gode, solide revyveteraner der holder årets Menstrup Revy nogenlunde oven vande.

* * * 

Revytraditionen i Menstrup uden for Næstved er efterhånden lang, og kvaliteten har for nu at skrive tingene som de er, været temmeligt broget. Sidste år fik revyen under Jesper Søgaards kunstneriske ledelse er vellykket pift opad i form af mere fokus på musikaliteten og man glæder sig over at det igen i år er Christian Dahlberg og hans trio, der er garant for den del af underholdningen.

Revyen har tre gengangere fra sidste år; Jester Søgaard selv, Thomas Mørk, som indiskutabelt er én af landets bedste revyskuespillere og den musicaluddannede Cecilie Thiim. Derudover er holdet blevet tilført Le Münster-Swendsen, som de senere år har haft fin succes i Helsingør Revyerne og et ganske ubeskrevet blad - som det er tradition - Rasmus Mansachs. Han er dog ikke helt uprøvet. I adskillige år har han været primus motor for Musicalteatret i København, hvor han både har stået på scenen, instrueret og skrevet nyskrevne musicals. Det lover altså ganske interessant, og aftenen i Menstrup starter da også på den høje klinge med en aldeles glimrende tre-retters menu med fiskeforret, velstegt kød og en glimrende dessertkage.

Ligesom sidste år bliver vi budt velkommen til revyen af Thomas Mørks groteske karakter Jørgen, en slags moderne hulemand, som har fået tungen skåret af og bor i en gylletank bag hotellet, fordi han benyttede sin mobiltelefon under revyen året før. Bum! Tag den og læg mobilen væk. Det virker faktisk. Selv et opstemt lørdags-publikum fattede budskabet.

Thomas Mørk er en vanvidskomiker, der med sin unikke kropslige komik og sit gummiansigt kan få meget ud af det mindste, og det skal som aftenen skrider frem vise sig, at det er mere nødvendigt end det burde være i år. Også den bundsolide revymand Jesper Søgaard, som nu for ottende gang er revyens kunstneriske leder, trækker i dybt i erfaringskassen og skaber undervejs nogle pudsige karakterer, blandt andet som tordnende umusikalsk blokfløjtevirtuos i et ordløst crazykomisk nummer inden pausen.

De to rutinerede herrer er dem, der med deres karakterkomik holder årets Menstrup Revy sådan nogenlunde flydende, for materialet er sandt at sige ikke værd at skrive hjem om. Jeg noterede på min lille anmelderblok to originale og vellykkede numre; det første afslutter første akt og er et politisk parodipotpourri med ABBA-sange, det andet er et fællesnummer om balladen på Herlufsholm, med ensemblet i ondskabsfuld mobbe-lancier tilsat Thomas Mørks groteske konstituerede vice-rektor Fritz Carskenbælg som omdrejningspunkt.

Resten af revyen bærer desværre præg af, at instruktøren Nikolaj Tarp og holdet slet ikke har fundet tekster af validt niveau. Thomas Mørk og Rasmus Mansachs har selv skrevet en stor del af dem, så pilen peger indad. Samtidig fylder det musikalske alt for lidt, og det er mærkeligt at man ikke har haft mere øje for hvad der fungerede så udmærket sidste år. Men - og den faktor skal naturligvis ind i ligningen - det er selvfølgelig ikke sikkert at publikum var lige så glade for sidste års revy, som sådan nogle som mig.

Det er en kikser af dimensioner at et totalt umorsomt sketchnummer om Menstrup Nærradio kommer til at gå igen ikke færre end fem gange i løbet af forestillingen - tre gange på video og to gange live - det starter slemt, og bliver næsten kun værre. 

Stakkels Cecilie Thiim, som laver en fin Inger Støjberg i politiker-potpourriet, bliver totalt kastet for løverne og udstillet i et solo-nummer som terapeuten Sussanne Thrane, mens hun og Le Münster-Swendsen synger en duet med titlen "Den tredje arm" som jeg ærligt skal indrømme at jeg ikke fattede hverken hoved eller hale af. Det er hård kost at skulle stå med den slags materiale på en revyscene, og her bør instruktøren have mere gefühl.

Rasmus Mansachs er ikke ueffen som skuespiller - som tekstforfatter er det en anden sag - og han skaber en af revysæsonens mest bizarre karakterer som transvestitten Rosa. Han har noget vanvittigt i sit spil, som trækker nogle pointer hjem, og mon ikke han kan lære meget af at tilbringe efteråret i mesterlære hos Thomas Mørk?

Le Münster-Swendsen kan ganske enkelt mere end hun får lov at vise her, hvor hun er sjovest i en ganske pudsig sketch om en fjernbetjeningsapp, der lever sit eget liv.

Christian Dahlbergs trio får mulighed for at spille både ABBA og AC/DC, men musikken fylder mindre end sidste år og generelt for lidt i årets revy, som blandt andet derfor ikke lever op til forventningerne. 

-----

"Menstrup Revyen 2022 - Det glade vanvid". Tekst & musik: Thomas Mørk, Christian Dahlberg, Jan Svarrer, Søren Anker Madsen, Rasmus Mansachs, Jesper Søgaard, Leif Maibom, Nikolaj Tarp, AC/DC, ABBA m.fl.

Instruktion: Nikolaj Tarp. Scenografi: Michael Larsen. Koreografi: Peter Friis. Video-breakers: Nikolaj Tarp og Josef Aarskov. Kapelmester: Christian Dahlberg.

Medvirkende: Le Münster-Swendsen, Cecilie Thiim, Thomas Mørk, Rasmus Mansachs og Jesper Søgaard. Musikere: Christian Dahlberg, Josef Aarskov og Peter Ravn.

Spiller på Hotel Menstrup Kro til 12. november.

Anmeldt 17. september

Foto: Henning Kildegaard.

16-09-2022

Aveny-T's teaterkoncert med Peter Sommer er nærmest patetisk selvhøjtidelig.

* * 

Sangeren og sangskriveren Peter Sommer er uden tvivl en af de mest markante stemmer på den danske musikscene. 12 albums - det ene i samarbejde med Simon Kvamm - har han skrevet, indspillet og udgivet siden 2003. 

Peter Sommer er lyriker. Hans sange er ikke 'bare' sange, men små, velformulerede digte, og han er en af de få lyriske kunstnere, hvis musik trods alt formår at få lidt mere end jævnlig playtime på de mere mainstream radiostationer. Sommers sangskrivning rummer en sjælden eksistentiel dybde.

Det giver således ganske god mening, at lade hans sange være omdrejningspunkt for en teaterkoncert sådan som det er tilfældet netop nu på det nyligt ombyggede Aveny-T på Frederiksberg. Hvad der derimod kan forekomme ganske besynderligt er at det er Peter Sommer selv, der fortolker Peter Sommer.

Hvis Sommer gerne vil se sig selv og sin musik 'med andre øjne', hvorfor så ikke bare tage de tre fremragende musikere Palle Hjort (keyboards), Søren Bigum (guitar og cello) og Anders Bach (trommer) med på turné rundt til de mere intime spillesteder og spille sangene på en ny måde der?

I stedet er det Aveny-T, der lægger scene til Peter Sommers kunstneriske selvransagelse. Ikke i den nye tilbygning, der ligger der hvor Café Kellerdirk tidligere lå, men inde i selve teatersalen. Her har filmscenografen Nikolaj Danielsen skabt en spartansk scenografi med en stor terning, som efter pausen splittes op i fragmenter, blandt andet en trappe som 'man skal lære at turde gå op af', som Sommer synger mod slutningen. Lysdesigneren Mads Vegas har leget med lækre lyseffekter og Jane Marshal Whittaker har givet Sommer, musikerne og gæsterne Charlotte Munck, Camilla Munck og Klaus Handsome nogle aparte kostumer på, som ikke signalerer en defineret retning. Nu kan man så kalde det 'teater', og med den betegnelse følger muligvis en form for 'kunstnerisk bevilling'.

Forestillingen er så indadvendt selvhøjtidelig at det næsten ikke er til at holde ud. Charlotte Munck kravler i flere af sangene inden pausen formålsløst rundt på bagscenen, hendes søster, avantgarde-musikeren Camilla Munck, er klædt ud som noget fra Star Wars, og multikunstneren Klaus Handsomes medvirken er der ingen umiddelbar begrundelse for. Han er nærmest usynlig bortset fra at han udfører en form for dans, der minder om en nørdet ingeniørstuderende til halbal i provinsen, indtil han ved anden afdelings begyndelse optræder som sangsolist med sangen "Tigger", som Peter Sommer har skrevet netop om vennen fra Skanderborg, der nu får sine five minutes of fame på en københavnsk scene.

Sangene spilles og synges introvert, dystert og dystopisk og alle medvirkende, med Peter Sommer selv i spidsen, agerer med en indadvendt patos, som er nærmest søvndyssende kedsommelig, og kun med ganske få undtagelser skabes der intensitet og energisk nerve i musikken og performancen. Det er ikke til at tvinge et smil frem i ansigtet på de medvirkende, for vi må forstå, at kunst er en alvorlig sag, og Peter Sommer og co. er kunstnere - måske endda med stort 'K'.

At der synges med gode stemmer, og at musikerne utvivlsomt har høj, høj kvalitet er ganske enkelt ikke nok til gøre aftenen blot marginalt interessant. Peter Sommer har forud for premieren udtalt om teaterkoncerten: "Vi entrerer med begejstring teaterrummet med ønsket om at sætte tableauer, ord og musik til menneskehjerternes eksistentielle nødråb: Hvem er jeg, hvem er du, hvem er vi?".

Ensemblets 'begejstring' var vanskelig at få øje på, mens spørgsmålene savner et hvad laver vi dog her?

---- 

"Teaterkoncerten Peter Sommer - I morgen er alt muligt".

Tekst og musik: Peter Sommer og Håkan Hellström. Instruktion: Peter Harton. Scenografi: Nikolaj Danielsen. Kostumer: Jane Marshal hittaker. Lysdesign: Mads Vegas. Koreografisk assistent: Stine Witt Andersen.

Medvirkende: Peter Sommer, Camilla Munck, Charlotte Munck, Palle Hjort, Søren Bigum, Anders Bach og Klaus Handsome.

Spiller på Aveny-T til 29. oktober.

Anmeldt 15. september (premiere).

Der er ikke noget fotomateriale fra forestillingen