Forside Anmeldelser 2022 ET TYSK LIV

ET TYSK LIV

382
0

Stor, stor skuespilkunst af Kirsten Olesen i monologen ”Et tysk liv”, som har fået re-premiere på Det kgl. Teater og skal ud på turné.

* * * * *

Kirsten Olesen er fuldkommen overdådigt god i monologen ”Et tysk liv” på Det kgl. Teaters Mellemgulvet. Det er ingen overraskelse, det var hun allerede for to år siden, da forestillingen havde premiere på bagkant af corona-pandemien. De anmeldere, der den gang fik lov at se forestillingen, der spillede for begrænset publikum på grund af restriktioner, hyldede da også Kirsten Olesen for hendes præstation som Brunhilde Pomsel, der var sekretær i Goebbels propagandaministerium under 2. verdenskrig. Kort inden sin død som 106-årig i 2017 medvirkede hun i en dokumentarudsendelse om sit liv. En udsendelse, der inspirerede dramatikeren Christopher Hampton til at skrive monologen om hende.

Nu sætter Det kgl. Teater heldigvis igen forestillingen på plakaten – og til januar rejser Kirsten Olesen så ud på en kort, men ganske landsdækkende turné.

”Et tysk liv” er en af den slags meget sjældne teateroplevelser, hvor de ydre omstændigheder næsten helt fortaber sig i ordene, betoningerne og det sagte, fornemt afstemte krops- eller nærmere ansigtssprog, hvor pauser, blikke, ja selv åndedræt siger så uendeligt meget.

Alene på scenen i en time og 45 minutter, det meste af tiden blot siddende lidt umageligt på kanten af en stol, fastholder Kirsten Olesen publikum i et ømt, men fast greb. Helt afdæmpet, som den gamle, gamle kvinde naturligvis er, fortæller hun om erindringer fra et langt liv. Om den første erindring om 1. verdenskrigs begyndelse, om ungdomsårene i Berlin, om forældrene og faderens kunder; han var maler, kunderne for det meste jøder. Det var dem, der havde råd selv under depressionen.

Erindringerne er én ting. Noget andet er fortrængningerne. For Brunhilde Pomsel bliver ansat i Joseph Goebbels nazistiske propagandaministerium som sekretær. Hun bliver også ’medlem af partiet’, for det blev jo alle. Helt tæt på Goebbels er hun vel egentlig ikke, blot en af flere sekretærer, men hun beundrer ham for hans karismatiske udstråling. Krigsforbrydelserne, dem kender hun ingenting til. Selvfølgelig ved hun, at jøderne – og de homoseksuelle – bliver sat i lejre, men at de der bliver dræbt aner hun ikke, siger hun. Og vi fornemmer på det fine mimiske spil, at det måske ikke er helt sandt, eller er det refleksionen over hvordan hun dog kunne have været så blind? Det må være op til den enkeltes tolkning.

”Et tysk liv” er Brunhilde Pomsels personlige vidnesbyrd, om hvad hun gjorde, og hvordan hun oplevede tiden under 2. verdenskrig, om hvordan hun efterfølgende levede videre uden at føle personlig skyld for de forfærdelige hændelser. Man aner og fornemmer en uvished, en latent anger – ikke mindst i forhold til den jødiske veninde, der afbrød forbindelsen med hende og mistede livet i Auschwitz kort før krigen sluttede – men ingen skyld. Brunhilde Pomsel taler om hvor lidt den almindelige tysker vidste. Men i dag, spørger hun, kunne den slags jo aldrig ske, vel?

Siden premieren i 2020 har netop den sekvens af monologen fået endnu mere vægt, for hvad ved for eksempel den almindelige russer i virkeligheden om Putins ’særlige mission i Ukraine’? Ja, hvad ved vi andre? Når vi i en tid, hvor alt kan dokumenteres i real time, og bliver det på alle platforme, alligevel kan manipuleres til at tro blindt på den ene eller den anden side af en historie, er det så egentlig ikke troværdigt når tyskere, der levede under nazisterne regime, fortæller at de ikke ’vidste hvad der foregik’?

Kirsten Olesen er knugende troværdig. Nænsomt fortællende, uden de store udsving. Hun sidder der bare og taler – og tænker. Og vi sidder der bare, stille, og lytter. Så fokuserede på det talte ord og den diskrete mimik, at vi først sent opdager, at hele bagvæggen af opstablede stole i et umiddelbart kaos, bevæger sig langsomt frem på scenen og skubber til de opstillede stolerækker, der udgør forestillingens eneste scenografi. Dybt fascinerende.

En diskret lydside afspiller sagte musik. Af det lille trykte program fremgår det at instruktør Liv Helm har valgt værker af udelukkende jødiske komponister, og at hun også bevidst har fravalgt at vise billeder af de jødeforfølgelser og frygtelige ugerninger som nazisterne udførte. Det er vanvittigt virkningsfuldt.

Mårten K. Axelsson står for den visuelle del; stolene, det diskrete lysdesign og Kirsten Olesens røde spadseredragt, som nok minder lidt om det tøj, Goebbels’ hustru angiveligt forærede Brunhilde Pomsel under krigen. At Marie Topp er angivet som koreograf, forekommer besynderligt. Kirsten Olesen går ind, sætter sig, vender sig lidt i stolen, rejser sig et par gange, og det er det.

”Et tysk liv” er en enorm opgave, som kun de allerstørste skuespillerinder vil kunne løfte. Kirsten Olesen gør det med afdæmpet, knugende autoritet. En mageløs præstation.

—–

”Et tysk liv” af Christopher Hampton. Oversat af Anita Bay Bundegaard og Christian Bundegaard.

Instruktion: Liv Helm. Scenografi, lysdesign og kostume: Mårten K. Axelsson. Koreografi: Marie Topp.

Medvirkende: Kirsten Olesen.

Spiller på Det kongelige Teater, Mellemgulvet til 19. januar. Derefter på turné fra 23. januar til 10. februar.

Forestillingsfoto: Camilla Winther

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her