Blog

01-10-2022

"Meget mere end Kjeld fra Olsen Banden - en biografi om Poul Bundgaard" er den anden store, gennemarbejdede biografi fra Jacob Wendt Jensens hånd i løbet af en måned. Også denne er meget læseværdig.

* * * * 

I begyndelsen af september udkom biografien om "Revykongen Aage Stentoft" - læs anmeldelsen her - og tidligere i denne uge udkom så "Meget mere end Kjeld fra Olsen Banden", der er en omfattende biografi om skuespilleren Poul Bundgaard, som døde i juni 1998, for altså 24 år siden. Bundgaard ville 27. oktober være fyldt 100 år.

Begge bøger er skrevet af Jacob Wendt Jensen, og det mærker man. Metoden er den samme; Wendt Jensen har vendt hvert et blad i bøger, artikler og interviews om og med Poul Bundgaard. Har genset film, tv-udsendelser og stribevis af videomateriale. Og har interviewet en lang række mennesker, som kendte og arbejdede sammen med Poul Bundgard. Familie og venner, især hustruen Kirsten og børnene Steen, Helle og Peter, men også interessante overraskende kilder som for eksempel den unge sygeplejerske, der havde til opgave til tilse den aldrende og sygdomsplagede Bundgaard på filmsettet under optagelserne af hans sidste film, den fatale "Olsen Bandens Sidste Stik".

Det er faktisk bogens sidste kapitler, som fremstår som de mest interessante, fordi der her kommer ting frem omkring optagelserne af denne film, som i hvert fald for mig er nyt. 

Frem til de sidste kapitler lider bogen en smule under at Poul Bundgaards liv for det første var markant udramatisk, dels at det var overordentligt veldokumenteret mens han var i levende live. Var man fan af Poul Bundgaard, så kunne man læse alt om hans gøren og laden i aviser og ugeblade hele karrieren igennem, for Bundgaard var elsket af medierne og kærligheden var gengældt. Jeg var selv en del af underholdningsmedierne i en lang årrække på den tid og husker selv kun Poul Bundgaard som en 'åben bog', altid parat til at fortælle og lade sig fotografere. Man havde ikke indtryk af, at der blev holdt noget hemmeligt dengang. Hvis der gjorde, så afslører Jacob Wendt Jensens bog det heller ikke.

Poul Bundgaards livslange kamp med sceneskræk er således velbeskrevet gennem årene, så heller ikke her kan biografien for alvor føje nyt til historien og fortællingen om mennesket bag facaden.

Dermed ikke sagt at "Meget mere end Kjeld fra Olsen Banden" er en dårlig biografi - det er den på ingen måde. Den er både velskrevet, grundigt researchet og godt sat sammen. Jacob Wendt Jensen kan sit håndværk. Den er så afgjort anbefalelsesværdig hyggelæsning til en kold og mørk vinterweekend for alle, der elskede Olsen Banden-filmene og alle de andre ting, som Poul Bundgaard lavede - hans mange optrædender i 'foreninger' for eksempel. Og hvem gjorde ikke det?

Jeg tillader mig at afslutte denne anbefaling med en anekdote om Poul Bundgaard, som ikke er med i bogen. Faktisk omtales det blot meget kort at han i gennem en længere periode var hesteejer på Galopbanen i Klampenborg. Her havde han en overgang en hest med et ganske stort men uforløst potentiale, og historien vil vide, at Poul Bundgaard, der jo var en diger herre, på en løbsdag var henne i paddocken og her hviskede ind i øret på galophesten: Hvis ikke du vinder i dag - så rider jeg dig selv næste gang!

Det hjalp! Hesten vandt løbet.

----

"Meget mere end Kjeld fra Olsen Banden - en biografi om Poul Bundgaard". Af Jacob WEndt Jensen. 304 sider. 300 kr. udkom 26. september på Forlaget Format.

 

30-09-2022

Store og stærke emner i komisk og musikalsk indpakning. Otte skuespillere på scenen, flot scenografi, men helt 'okay' er det alligevel ikke.

 

* * * *

 

Man går aldrig helt forgæves på Nørrebro Teater. Uanset om forestillinger lykkes til perfektion eller at det bliver ved de gode intentioner, så får man altid noget 'med hjem'. Nogle gange blot et godt grin, andre gange en smuk visuel eller musikalsk oplevelse.

Præcis sådan er det med sæsonens første forestilling "Kunsten at være okay". Her præsenterer teatret os for et stort og alvorligt tidstypisk emne; angsten for ikke at være som alle andre. Med deraf følgende mangel på selvværd og i yderste konsekvens tanker om selvmord.

Det er nyskrevet dansk dramatik - af Nanna Cecilie Bang. Det er med en stribe nykomponerede og nyskrevne sange - af Thomas Buttenschøn, der jo om nogen kender til følelsen af at skille sig ud fra det normale i en popbranche spækket til randen med kopier af hinanden. Scenografi og kostumer skaber en visuelt meget smuk ramme om de skiftende fortællinger om usikre og angste mennesker fanget i en verden, hvor de ikke rigtigt føler at de passer ind. Og der er otte skuespillere på scenen - og en multimusiker på siden, der giver sangene lyd og skaber stemninger.

I en tid, hvor teatrenes økonomi er presset, og hvor ny dramatik helst skal skrives som kammerspil for to, højst tre personer, serverer Nørrebro Teater en stor forestilling med mange medvirkedne. Flere af dem tilmed relativt nyuddannede talenter. What's not to like?

Desværre kommer man ikke helt i mål med alle disse gode intentioner. Det skyldes først og fremmest et manuskript, som nok omfatter de mange sider af menneskelig ensomhed, angst og mangel på selvværd, og som har både morsomme og sørgelige replikker, men som i afgørende grad savner interaktion mellem de medvirkende. Alle er ensomme - også i fællesselskabet, point taken. Men man går fra teatret med en underlig følelse i maven af, at Nanna Cecilie Bangs tekst i virkeligheden havde fungeret bedre som en monolog med indlagte sange. En ensomheds tour de force for én knalddygtig skuespiller og en musiker. For historierne, der fortælles bliver for ens og vanskelige at skelne fra hinanden. Hvem var det, der helst ikke vil møde nogen han kender? Hvem var det, der mestrer kunsten at græde i offentlige transportmidler uden at blive bemærket? Hvem er det, der synger en popsang, der reelt er et skrig om hjælp? Det kunne være den samme person, der her befinder sig på kanten af normaliteten.

Det lykkes for instruktøren Niels Erling, at skabe en forestilling, der føles vedkommende og balancerer kønt mellem det meget morsomme og det uendeligt triste, men det lykkes ikke rigtigt at få de otte karakterer til at være en samlende enhed i forestilingen. 

Hver især har alle otte deres små og større 'øjeblikke', hvor de både er morsomme, musikalske og ganske rørende. Marie Dalsgaard gør altid indtryk. Det samme gælder i høj grad Ena Spottag Fog, og Andrea Øst Birkkjær, Mikkel Becker Hilgart, Mathias Bøgelund og Lea Thiim Harder bygger ovenpå deres umiskendelige talent med fine portrætter af skæve eksistenser. Isa Marie Henningsen er meget morsom i en trist historie om en usikker piges søgen efter et kort knald efter en bytur og Ari Alexander opsummerer alle fortællingerne til sidst med et tankevækkende jeg har det bare værre! Endelig får musikeren Viktor Dahl sin egen sang om at være introvert. Dygtigt, men overflødigt, det er de jo allesammen.

Det er et elegant træk, at lade forestillingen gennemgå de fire årstider, og slutte på en positiv tone med forårets komme. Og således har "Kunsten at være okay" en masse godt at byde på, på alle mulige plan. Man kommer bare ikke rigtigt i mål med helheden, så helt 'okay' er forestillingen trods alt ikke.

--- 

"Kunsten at være okay". Af Nanna Cecilie Bang. Musik: Thomas Buttenschøn.

Instruktion: Niels Erling. Scenografi & kostumer: Julian Toldam Juhlin. Musikalsk arrangør og lyddesign: Viktor Dahl.

Medvirkende: Ene Spottag Fog, Marie Dalsgaard, Andrea Øst Birkkjær, Lea Thiim Harder, Isa Marie Henningsen, Ari Alexander, Mikkel Becker Hilgart, Mathias Bøgelund og musiker Viktor Dahl.

Spiller på Nørrebro Teater til 29. oktober.

Anmeldt: 29. september.

Forestillingsfoto: Büro Jantzen

 

29-09-2022

Visuelt flot og musikalsk medrivende genopsætning af Teaterkoncert Gasolin' på Østre Gasværk. Det er en stensikker succes.

* * * * *

Det var i 1994 at Nikolaj Cederholm fik den idé at skabe en ny teaterform ved at sætte musikken fra rockgruppen Gasolin' ind i en helt anden teatralsk ramme end sangene var skabt til. Gennem nye fortolkninger og et nytænkende visuelt udtryk skabte han og den musikalske arrangør Kåre Bjerkø begrebet Teaterkoncert, som siden er blevet en fast bestanddel af den danske teaterscene.

"Teaterkoncert Gasolin'" blev et nybrud for den moderne scenekunst - og en gigantisk succes. Siden er den blevet opført flere gange, men aldrig med samme appel som dengang. Før nu hvor Cederholm og Bjerkø igen har fået mulighed for at genopsætte deres klassiker i en ny og spændende version.

Østre Gasværk har tidligere opført forestillingen og det unikke rum synes som skabt til den rå rammefortælling om rodløse unge, der, trods fraværet af talte replikker og en egentlig handling, alligevel ligger som en underliggende struktur for forestillingen. Vi fornemmer rammerne af en gammel forladt maskinhal, måske et gasværk, som bliver indtaget af en gruppe mennesker på flugt. Er jorden gået under? Eller flygter de fra en altødelæggende krig? Der skabes foruroligende billeder på ens nethinde, når nyhedsbilledet samme dag som man ser forestillingen nærmest kun handler om sprængte gasledninger, et Europa på vej mod en energimæssig katastrofe og en krig ude østpå som nærmest kun mangler et forkert vindpust i at udløse en reel verdenskrig.

Set i det dystre perspektiv er scenograf Kim Witzels rustikke scenografi med afspærrede maskiner, sammen med Brian Nijés nærmest geniale lysdesign og Line Bechs slidte, beskidte og hullede kostumedesign særdeles stemningsskabende og giver forestillingen et intet mindre end formidabelt visuelt udtryk. Jeg har ofte ladet mig fortælle, at det er vanskeligt at lave en rigtig god lyd i Østre Gasværks runde silobygning, men det problem synes at være løst efter den seneste ombygning, for lyden er storslået god og vigtigst alt er, at man også - for de fleste af sangernes vedkommende - helt tydeligt kan høre hvert enkelt ord i teksterne. Det har tidligere været et problem på Gasværket - og faktisk også i andre af de teaterkoncerter jeg gennem årene har set.

Man kan diskutere meningen med Line Bechs kostumer til anden afdeling af forestillingen, hvor de forhutlede flygtninge optræder som en blanding af farverige sommerfugle udklækket af deres 'sovepose-kokoner' og deltagere i et ekstrovert karveval, men flotte ser de ud, og imponerende er det når det centrale sceneplateau kører op og står nærmest lodret mens sangerne trodser tyngdekraften.

"Teaterkoncert Gasolin'" indeholder 26 sange, og ikke alle er Gasolin'-sange, der er også nogle stykker med fra Kim Larsens solo-karriere. Jeg har ikke helt kunnet finde frem til, om der - og i givet fald hvornår - er blevet suppleret og udskiftet sange, men det er måske også underordnet. Afgørende er det at sangene i Kåre Bjerkøs spændende arrangementer, der inkluderer lidt fra både kletzmer musikken, jazz og blues, får et nyt liv, uden at man for alvor øver vold på Gasolin's og Larsens værk. Det er tankevækkende, at jeg selv lige efter at have set teaterkoncerten trods alt stadig bedst husker de originale sanges lyd som jeg voksede op med i 70'erne. Jeg tror, at det skal opfattes som en anerkendelse af hvor gode rock-pop sange det egentligt er.

På scenen leverer et toptunet sanger- og musikerhold varen over hele linjen. Jimmy Jørgensen, der var med helt tilbage i 1994, har de seneste gange jeg har hørt ham lydt noget anstrengt og slidt, men her er han tilbage for fuld power. Både hans "Langebro" og senere "Dagen før" i uforlignelig forening med guitaristen Boi Holm, er gåsehudsfremkaldende godt udført. Og "Hvorfor er der aldrig nogen der tør tage en chance" fremføres med en desperat energi, der sender os til pause med ild i sjælen. En anden af veteranerne fra 1994, Nis Pedersen, har fået mere fylde - både fysisk og karismatisk - og leverer stadig en fornem vokal performance.

Også resten af holdet imponerer så vel fysisk som vokalt; Carl-Christian Riestra kan kombinere halsbrækkende fysisk akrobatik med en hjertegribende vokal, allerbedst sammen med Stephanie Nguyen i den fysiske "Min tøs". Anders Bilberg alias drag-queenen Betty Bitschlap entrer scenen med en storladen "Hva' gør vi nu lille du" og gør en af Gasolin-æraens allerstørste sange "Kvinde min" til sin egen med intens inderlighed. 

Joanita Zachariassen er i begyndelsen den eneste, hvor tekstudtalen bliver ofret for en fascinerende vokal præstation, men det bliver der rettet op på og blandt andet sammen med Jimmy Jørgensen leverer hun en fremragende bluesy "Længes hjem".

Orkestret består af den meget markant udtryksfulde guitarist Boi Holm, som har spillet samtlige "Teaterkoncert Gasolin' "-shows siden '94, saxofonisten Christian Hougaard, der også er 'en af de gamle', samt bassisten Nana Weintraube Schwartzlose, keyboard-spilleren Ulla Pihl og trommeslageren Maria Juntunen, der sidder lidt gemt væk under scenen, men skaber en både poetisk og dunkende rå baggrund. 

Musikalsk er "Teaterkoncert Gasolin'" en medrivende oplevelse, og visuelt er den overdådig. Der er ikke meget støv tilbage på den gamle teaterkoncert, som på en eller anden mærkelig måde aldrig synes at være blevet overgået i niveau selvom mange - inklusive Nikolaj Cederholm og Kåre Bjerkø selv - har forsøgt det gennem de seneste 28 år.

---- 

"Teaterkoncert Gasolin'" skabt af Nikolaj Cederholm og Kåre Bjerkø med musik af Gasolin og KIm Larsen.

Instruktion: Nikolaj Cederholm. Musikalsk arrangement: Kåre Bjerkø. Scenografi: Kim Witzel. Kostumedesign: Line Bech. Lysdesign: Brian Nijé. Lyddesign: Morten Frank Nebelong.

Medvirkende: Stephanie Nguyen, Joanita Zachariasson, Jimmy Jørgensen, Carl-Christian Riestra, Nis Pedersen og Anders Bilberg/Betty Bitschlap. Musikere: Boi Holm, Charistian Hougaard, Nana Weintraube Schwartzlose, Ulla Pihl og Maria Juntunen.

Spilles på Østre Gasværk Teater til 20. november.

Anmeldt 28. september

Forestillingsfoto: Sophia Kalcker.

28-09-2022

Effektiv og præcist ramt skuespil om fascinationen ved fodbold. Men én ting savner man.

* * * * 

Dramatikeren Henrik Szklany er nordjyde og AaB-fan om en hals - en skæbne han deler med undertegnede i disse for vor gamle klub så trange tider - og han har tidligere arbejdet med fodbold som dramatisk emne i en forestilling om netop AaB for Aalborg Teater.

På nationalscenen går han skridtet videre og har skabt forestillingen "Fodbold fodbold fodbold", som handler om selve fascinationen ved verdens mest populære spil, om fankulturen, om hjerteblod, klubfølelse og iskold økonomisk kynisme. 

Det er der kommet en effektiv og meget præcist ramt forestilling ude af, som både underholder på det helt basale plan, og samtidig sætter tanker igang om hvordan storkapitalen udnytter befolkningens - fra den lokale til hele verdens - entusiasme for spillet til at score kassen og skabe en gusten, ugennemsigtig og iskold business ud af noget, som reelt bare er et spil.

Men fodbold er mere end en sport - Més que un club, lyder FC Barcelonas berømte slogan; 'mere end en klub! Fodbold er liv og død. Og det skal tages bogstaveligt i Szklanys ordrige tekst-ping-pong, der går som førstegangsafleveringer i små trekanter mellem de fem skuespillere på scenen. For vi møder en overflod af karakterer, som hver på sin måde lever og ånder for fodbolden til de dør; alt fra den 90-årige fanlegende over den afrikanske fodboldspiller, der er havnet i uvished i et vildt fremmed land til den nepalesiske migrantarbejder, der dør af hedeslag mens han under slavelignende forhold bygger et nyt VM-stadion i 'ørkenstaten'. Vi ved alle sammen godt, at det er Qatar, det handler om, men Szklany har anonymiseret både fodboldklubber og altså også 'ørkenstaten', som inden forestillingens spilleperiode slutter til december er vært for det måske mest korrumperede verdensmesterskab nogensinde.

Med originale fodboldtrøjer på stolene og en energisk aktivering af publikum, lykkes det instruktør Nicolei Faber og skuespillerne at skabe en ganske autentisk stadionstemning på Skuespilhusets Mellemgulvet, og jeg forventer faktisk, at den stemning kan blive endnu mere tydelig når forestillingen mod slutningen af oktober drager ud i landet på en større turné. 

Skuespillerne Mads Rømer Brolin-Tani, Alvin Olid Bursøe, Jakob Femerling, Charlotte Fich og Ellaha Lack får pisket den helt rigtige stemning op, mens de gennemspiller en fiktiv pokalfinale mellem det dyre storbyhold FC Øresund (ja, vi tænker alle FC København) og den mindre, men historisk stolte jyske provinsklub Boldklubben BK (AaB ligger lige for...). Sideløbende diverterer de med en stribe sidehistorier, der berører alt fra lidenskabelige fangrupperinger, til hooliganisme, en glat fodboldagent og den 16-årige dreng og hans far, som han er ved at få taget røven på. Vi møder en benhård anfører, og indtil flere selvoptagede fodboldspillere, migrantarbejdere, en god gammeldags fodboldtræner med sixpence, og hans modstykke, den udenlandske klubejer fra en unavngiven oliestat, der styrer butikken fra VIP-loungen, uden den mindste fornemmelse for klubkultur og -ånd. Det er alle meget fint og præcist tegnede figurer, og min ledsager i teatret, som har et livslangt klubtilhørsforhold som både fan, spiller og direktør i en professionelt drevet divisionsklub kunne nikke både genkendende og anerkendende til stykkets problematiker. Så spot on til Szklany.

Det står helt klart, at hverken Szklany eller Nicolei Faber har ønsket at underholde alene for underholdningens skyld. Der er holdning i stykket, og det handler i høj grad om det forestående VM i Qatar. Et par centrale karakterer er det danske fan-ægtepar, der har billetter til VM-kampene og som under en rundtur på det næsten færdigbyggede stadion bliver vidne til et dødsfald blandt arbejderne. De reagerer som rigtigt mange af os netop gør, med en umiddelbar forfærdelse afløst af et hovedrystende jamen, det kan vi jo ikke gøre noget ved. 

Der dør mennessker overalt i verden hele tiden - og et VM er once in a lifetime. Skarpt og kontant sat på spidsen, og en pirren til vores nationale dårlige samvittighed, hvor glæden ved fodbolden, og håbet om dansk succes ved VM helt og aldeles overskygger de grusomheder, som spillerne helt konkret kommer til at spille oven på. Her visualiseret som et reelt dødsrige indkapslet i den rå stadionbeton.

Som på ethvert fodboldhold er der også bærende kræfter på scenen. Mads Brolin Rømer-Tani fylder godt op med sin fysiske autoritet, men genbruger lige lovligt frit nogle af sine attituder fra glansrollen som Kurt Thyboe i sidste sæsons "Ugens Rapport", Ellaha Lack glider ubesværet rundt mellem kønnene, Jakob Femerling agerer fint som både stortalent, bænket stjerne og homoseksuel kæreste, mens Alvin Olid Bursøe ganske enkelt ligner en professionel fodboldspiller med sit affarvede hår og sin rå energi. Charlotte Fich forekommer som den eneste i ensemblet en smule fejlplaceret på holdkortet, men trækker stik hjem som skræmt lille-pige med far til fodbold og som pokalfinalens kvindelige dommer - en sjov lille detalje, for sådan én har elitefodbold nemlig endnu til gode at opleve.

Et sidespor med en homoseksuel landsholdspiller forekommer lige konstrueret nok, og så giver de mange sideløbende historier, der alle skal bindes en sløjfe på, forestillingen en lidt tung slagside mod slutningen. Det havde været en raffineret detalje hvis "Fodbold fodbold fodbold" havde varet to gange 45 minutter, men her løber 'dramatikerens overtid' godt op over de 20 minutter og det er for langt.

"Fodbold fodbold fodbold" er glimrende som meningsfuld underholdning, men der mangler én helt fatal ting - som der selvfølgelig kan rettes op på, både på Det kgl. Teater og helt sikkert på turnéen; stadionpølsen! Den havde jeg set frem til i pausen, og den kunne have udløst den femte stjerne.

----

"Fodbold fodbold fodbold" af Henrik Szklany.

Instruktion: Nicolei Faber. Scenografi og kostumedesign: Jonas Fly. Koreografi: Jannik Elkær. Lysdesign: Mathias Hersland. Lyddesign: Jonas Vest.

Medvirkende: Charlotte Fich, Ellaha Lack, Mads Rømer Brolin-Tani, Jakob Femerling og Alvin Olid Bursøe.

Spiller på Skuespilhusets Mellemgulvet til 17. december, afbrudt af en landsturné fra 23. oktober til 19. november. Se turneplanen på www.kglteater.dk.

Anmeldt 27. september.

Forestillingsfoto: Emilia Therese

23-09-2022

16 år efter at Det Ny Teater som det første udenfor USA og England satte Mel Brooks' mucical "The Producers" op, er den igen på plakaten; stadig storslået, skideskæg og stadig med Preben Kristensen i strålende storform.

 

* * * * * 

 

"The Producers" er alt det man ikke må være i dag; anstødelig overfor snart sagt enhver minoritet eller religiøs retning, og sexistisk som bare pokker. "Hvis du har det, så vis det" synger den yppige svenske showgirl Ulla og svinger både barm og de lange, lækre stænger, så forestillingens to hovedpersoner ikke behøver at rejse sig fra sofaen for at give stående applaus. 

Hold mig/Rør mig tigger den søde lille 85-årige enke, der gladeligt giver en femcifret check til den fallerede teaterproducent for at få et sidste skrald eller i det mindste være med i et kinky rollespil.

På taget med udsigt til New York Citys skyline, holder nazisten Franz Liebkind heilende duer, drømmer sig tilbage til de gode gamle dage og har skrevet et skuespil, der skal frelse førerens navn. Og vores producere får hans stykke sat op af den flamboyante instruktør Roger de Bris og hans entourage af ekstrovert homoseksuelle teaterfolk. Alle har de det til fælles, at de er tordnende talentløse og det er præcis hvad det hele går ud på. Showet "Forår for Hitler" må og skal blive en fatal fiasko ellers er The Producers på røven - for det hele er et nøje planlagt svindelnummer, der skal sikre den gamle producer Max Bialystok og hans unge, introverte revisor-kompagnon Leo Bloom hver en million dollars, som de kan stikke af til Brasilien med.

For 16 år siden - i 2006 - var Det Ny Teater i København det første udenfor USA og England, der satte Mel Brooks' hylemorsomme musical på plakaten. Musicalen havde haft verdenspremiere fem år forinden på Broadway og var blevet en af de største succeser nogensinde. Den vandt 12 Tony awards, noget som ikke siden er blevet overgået. Oprindeligt er "The Producers" en komediefilm fra 1967, som i Danmark opnåede noget nær kultstatus under titlen "Forår for Hitler". Den var Mel Brooks' første film, og banede vejen for en stribe succeser som "Silent Movie", "Sheriffen skyder på det hele" og "Frankenstein Junior". Sidstnævnte er i øvrigt også siden blevet til en musical, drevet af "The Producers" succes.

"The Producers" er stadig en meget morsom musical, nærmest en farce med indlagte sangnumre. Sangnumre, som i øvrigt har referencer til både højre og venstre til Broadways golden age og alverdens andre musicals. Mel Brooks har selv skrevet både musikken og sangteksterne, men fik hjælp til manuskriptet af Thomas Meehan. Det er allestedsnærværende Adam Price, der har oversat til dansk - det gjorde han allerede i 2006, men har været teksten igennem med nogle mindre opdateringer i dag. Brooks' humor må være vanskelig at oversætte, for den er på mange måder meget indforstået; ikke mindst den jødiske humor, som det store publikum også kender fra bl.a. Woody Allens film, og som i dette tilfælde nærmest er en forudsætning for at 'hyldesten' til Hitler kan glide ned. Det lykkes langt hen ad vejen for Price, men jeg erindrer stadig, at den opsætning jeg for år tilbage så i London var sprogligt mere raffineret og derfor endnu morsommere.

På alle andre måder matcher Det Ny Teaters opsætning dog igen London-udgaven. Scenografien og de mange store shownumre er storslået og på højt internationalt niveau.

Ligesom i 2006 er det Preben Kristensen, der har den bærende rolle som den aldrende og fallerede Broadway-producer Max Bialystok, og ligesom han gjorde det dengang vælter han allerede fra første sangnummer huset. De sidste rester af teatret, der små to timer senere stadig måtte stå, kollapser ved begejstringen over hans afsluttende tour de force, hvor han fra sin fængselscelle gengiver hele forestillingens handlingsforløb og sange i nummeret "Forrådt". Aldeles mesterligt, fuldkommen fremragende udført.

Preben Kristensen er og bliver forestillingens ubestridte stjerne, og hans præstation er intet mindre end mageløs. Med udsøgt balance i farcespillets små nuancer, perfekt timing og en energi, der synes at være nærmest naturstridig for en skuespiller, der altså fylder 70 år næste gang. Sangstemmen er også stadig i fuld vigør.

Preben Kristensen sekunderes glimrende af Sebastian Harris, der som den usikre revisor Leopold Bloom med de store drømme endelig får sin første musical-hovedrolle, og til fulde lever op til tilliden. Det samme kan man sige om bulgarske Alexandra-Yoana Alexandrova, der i rollen som sekretær/starletten Ulla får sin danske debut og for første gang nogensinde optræder på dansk - eller en slags dansk, for hun skal jo altså tale med en markant svensk accent i rollen. Hun er datter af en balletdanser og en operasangerinde, har gået i det danske mindretals skole i Flensborg og er musical- og teateruddannet i Wien. Hvordan i alverden Det Ny Teater har fundet hende er et mysterium, men hun er et fund især i sang- og dansenumrene.

Asger Reher er perfekt typecastet som den bindegale nazist, der har skrevet sin helt særlige hyldest til Der Führer, og han er hele vejen igennem meget, meget morsom, og så leverer Kim Hammelsvang den vildeste omgang bøssekomik, som sjældent er set stærkere - eller morsommere - på en teaterscene som den opblæste instruktør Roger de Bris' personlige assistent og private partner Carmen Ghia. Michael Carøe vender tilbage til teaterscenen efter i adskillige år at have prioritet en sangerkarriere. Hans Roger de Bris er i mine øjne slet ikke flamboyant nok, men han leverer en strålende performance i det store shownummer "Forår for Hitler" i spidsen for det aldeles glimrende og knivskarpt dansende ensemble. 

"The Producers" er og bliver en storslået og skideskæg musical. Noget af det morsomste indenfor genren overhovedet, og hvis man føler sig alt for krænkelsesparat, så kan man jo bare lade være at købe billet, så slipper man for at blive forarget. Til gengæld går man glip af byens bedste show.

---- 

"The Producers" af Mel Brooks og Thomas Meehan. Musik og sangtekster: Mel Brooks. Oversættelse: Adam Price.

Instruktion & koreografi: Lisa Kent. Scenografi & kostumer: Paul Farnsworth. Musikalsk indstudering: Per Engström. Original Broadway instruktion & koreografi: Susan Stroman.

Medvirkende: Preben Kristensen, Sebastian Harris, Alexandra-Yoana Alexandrova, Michael Carøe, Kim Hammelsvang, Asger Reher, Monica Isa Andersen, Simon Nøiers, Kristian Jensen, Henrik Lund, Jonas Suurballe, Jenny Asterius, Emilia Berglind, Oliver Poulin, Elise Andersson, Andrea Ulvenstål, Mathias Hartmann, Anne Sofie Skøtt, Mark Agerskov, Ernestine Ruiz, Paul James Rooney, Emma Kumlien, Olof Åhmann, Elise Ruusunen og James Leece.

Spiller på Det Ny Teater året ud.

Anmeldt 22. september (Premiere)

Forestillingsfoto: Miklos Szabo