Blog

25-11-2022

Nomineringer til Teaterpokalen 2022 - Danmarks ældste teaterpris.

Foreningen Danske Teaterjournalister, som jeg er medlem af, har på den årlige generalforsamling valgt at nominere følgende seks til Danmarks ældste teaterpris, Teaterpokalen.

* Skuespiller Nanna Bøttcher, Omstigning til Paradis og Leonora Christina – sandhedens
dronning, Aarhus Teater


* Skuespiller Silas Holst, Kinky Boots, Det Ny Teater


* Skuespiller Marie Knudsen Fogh, Hvem er bange for Virginia Wolf?, Aalborg Teater


* Danser Mark Philip, Plejer er død – Kalinka, Uppercut Danseteater


* Danser Tobias Praetorius, En skærsommernatsdrøm, Det Kongelige Teater


* Skuespiller Mads Rømer Brolin-Tani, Matilda – the Musical og Ugens Rapport, Det Kongelige
Teater

Hvem der modtager prisen for 2022 afgøres ved en urafstemning blandt foreningens medlemmer, og prisoverrækkelsen finder sted på Folketeatret på et tidspunkt i december, der besluttes så snart man ved hvem, der skal modtage prisen.

Ved samme lejlighed uddeles også instruktørprisen Teaterkatten og den særlige Initiativpris.

Teaterpokalen er Danmarks ældste teaterpris, som siden 1933 er blevet uddelt af Foreningen
Danske Teaterjournalister. En lang række store navne i dansk teater har modtaget prisen bl.a. Ghita Nørby, Bodil Jørgensen, Lars Mikkelsen og senest Sofia Nolsøe. Med prisen følger 50.000 kr. og en unik sølvskål designet og fremstillet af sølvsmed Manuel Sjødahl. Modtager af instruktørprisen Teaterkatten får 25.000 kr. og en unik lagkagekniv i sølv fra Manuel Sjødahl. Med Initiativprisen følger 15.000 kr. og en teatertegning udført af Erik Werner.

Midlerne til priserne er stillet til rådighed af Slots - og Kulturstyrelsen.

---

Fotocollage: Silas Holst. Foto: Miklos Szabo. Nanna Bøttcher. Foto: Kim Glud. Mads Rømer Brolin-Tani. Foto: Natascha Rydvald. Tobias Praetorius. Foto: Camilla Winther. Mark Philip. Foto: Emil Monty. Marie Knudsen Fogh. Foto: Allan Toft.

24-11-2022

Odsherred Teaters årlige juleforestilling er i år helt anderledes end man er vant til. Vemod og melankoli afløser skæg og ballade.

* * * 

 

Er denne jul den sidste jul?

Man er lige ved at tro, at det er budskabet i "The Last Christmas", som er Odsherred Teaters bud på en juleforestilling i 2022; i et år med krig lige i nabolaget og en latent klimakatastrofe, der hænger som et varsel om en snarlig undergang over vores hoveder.

I en del år har teatrets ensemble - ægteparret Mei Oulund og Henrik Ipsen - med skiftende makkere lavet spøjs, folkelig juleunderholdning i form af julebanko, og sidste år blev den nye flotte teatersal indviet med en regulær julerevy, som ganske vist ikke var i et traditionelt format, men dog teatrets bud på skæv og skør underholdning, der gav varme i kroppen i en kold tid.

I år er tonen noget anderledes. "The Last Christmas" kaldes for en 'bittersjov teaterkoncert', men det sjove skal man godt nok lede længe efter i forestillingen, der blot varer en time og 35 minutter inklusive en pause, der kun kan have ét eneste formål; at skabe lidt ekstra omsætning i baren. 

Vemod og melankoli er der derimod til overflod, når Mei Oulund, Henrik Ipsen og Isa Marie Henningsen med den ganske karismatiske, men også markant indadvendte multiinstrumentalist Martin Ullits Dahl synger et par håndfulde kendte og mindre kendte julesange i helt nye, markant forandrede arrangementer.

December will be magical, synger Ullits Dahl indledningsvis med en uomtvistelig snart af britisk undergrundsrock i både attitude og stemmeføring, og det er lige før at det bliver magisk, når Isa Marie Henningsen efterfølgende giver sit bud på MC Einars udødelige december-hitbasker "Jul det' cool", ikke som rap, men nærmere som en talk, der sætter tekstens satiriske dybder i fint fokus. 

Derefter synes forestillingen at tage en mere og mere tungsindig drejning. Som om The Pogues "Fairytale of New York" og Chris Reas "Driving home for Christmas" ikke i sig selv rummer nok længsel og savn. Her får den lige et ekstra skru på melankolien.

Henrik Ipsen afslører en smuk, følsom stemme - det hedder vist en lyrisk tenor - i en ganske smuk fortolkning af Love Shops "En nat bliver det sommer", som synges i et smukt scenebillede med grønne, lysende rør, der sænkes ned fra loftet. Også efter pausen er det melankolsk, men dog med en snert af håb spirende i fortolkningen af soldatens brev fra skyttegravene under Første verdenskrig, hvor han fortæller om hvordan de tyske og britiske styrker spontant mødes i Ingenmandsland for at holde julefred i fællesskab.

Det positive budskab varer dog her, som dengang, kort, for herefter er det atter savn og længsel, der er det bærende udtryk i forestillingen frem mod en version af "Last Christmas" som man ikke ligefrem har hørt den før; mørk og monoton. Det er bestemt et spændende bud på en af de mest spillede julesange i vor tid, men er det godt? Ikke rigtigt.

Lisbeth Burian har skabt en scenografi bestående af en drejsescene i det helt nøgne 'ind-til-de-rå-mure' scenerum og hundredevis af juletræsfødder, der flyttes rundt på i en uendelighed, og som blandt andet kan stå som en kirkegård af simple trækors over de faldne på slagmarken. Desuden har hun klædt de medvirkede på i nogle aldeles aparte kostumer, som er så uklædelige, at der må være en dybere mening med det. En mening, jeg fortsat søger at forstå.

Martin Ullits Dahl, som blandt har kunnet opleves på Nordkraft i Aalborg i teatrets anmelderroste "Woyzeck" og i musikerkredse er kendt under sit alter ego Prins Nitram, er det musikalske omdrejningspunkt. Han står for alle arrangementer og spiller selv alle instrumenter, ofte på ganske imponerende vis, på samme tid. Han har et markant udtryk, både musikalsk og vokalt og er særegen og spændende på den gode måde. Isa Marie Henningsen er dygtig, men man savner at hun får lov at slippe talentet mere løs. Mei Oulund leverer en udmærket udgave af Prince's patosfulde "Another lonely Christmas", men har vanskelige betingelser for at brænde igennem for alvor. Den mission lykkes bedst for Henrik Ipsen, der byder ind med et nærvær i sine sange, som man savner mere af i teaterchef Leiv Arne Kjøllmoens trevne iscenesættelse, der grundlæggende synes at savne et samlet mål med det hele.

Man forlader teatret med en besynderlig følelse i kroppen. Er det her en god teaterkoncert? Eller er der for meget uforløst potentiale? Jeg synes det sidste.

----

"The Last Christmas - en bittersjov teaterkoncert" med tekst/musik af bl.a.: MC Einar, The Pogues, Joni Mitchell, Prince, Chris Rea, Wham.

Instruktion: Leiv Arne Kjøllmoen. Scenografi & kostumedesign: Lisbeth Burian. Lys: Dennis Veilgaard. Lyd: Jakob Pørtner. Musikalske arrangementer: Martin Ullits Dahl (skrives Ullitsdahl i programmet).

Medvirkende: Isa Marie Henningsen, Mei Oulund, Henrik Ipsen og Martin Ullits Dahl.

Spiller på Odsherred Teater til 17. december.

Anmeldt 23. november (premiere)

Foto: Forestillingens profilfoto, som ikke matcher det sceniske og visuelle udtryk i forestillingen.

23-11-2022

14 gode numre og to helt og aldeles overdådige højdepunkter, gør Café Livas årlige julecabaret til en stensikker succes.

* * * * *

 

Det er altid godt, når der ikke er nogle numre, der falder igennem på den forkerte måde i en cabaret eller revy. Når bundniveauet er højt. Men det, der for alvor løfter en cabaret eller revy er hvis der er et par topnumre, der for alvor slår ud på latterbarometret.

Dem har årets julecabaret "And i sigte" på Café Liva i Nyhavn. Et til hver af de to solister, ægteparret Mette Marckmann og  Jacob Morild. I begge tilfælde er der tale om karakterer de har benyttet før, ja karakterer som man nærmest forventer at møde i forestillingen. Så meget desto bedre er det, når alle forventninger ikke alene indfries, men også overgås. 

Jacob Morild tager det første stik, som sin salvesesfulde, harkende og højstemte præst, der med ypperlig patos forkynder det politiske juleevangeleum med de tørreste satiriske hip til højre og venstre, og med Sofie Carsten Nielsen som et yndlingsoffer i en grad, at det er svært at holde lattertårerne tilbage. I Guder, hvor er det sjovt. Figuren, så absolut, men først og fremmest fordi teksten i år rammer lige i bulls eye.

Men det bliver endnu bedre. For Mette Marckmann tager alle stik hjem og rydder fuldstændig bordet som den speedsnakkende sønderjyde kusine Karen, som uvist af hvilken grund er inviteret ind på TV2 for at lade sig interviewe om VM i Qatar, og alle de menneskeretskrænkende ting, der foregår dernede. Hun snakker, som et russisk maskingevær, om alt muligt andet i en rabende associasions diarré, der er fuldkommen virtuost udført. Her har selv Morild som hendes tavse sidekick, der ikke kan få et ord indført, svært ved at holde masken.

De to numre løfter "And i sigte" fra god til fremragende juleunderholding. Og det er bestemt ikke fordi forestillingens 14 øvrige numre ikke har kvalitet. De to veloplagte musikanter Morten Wedendahl og Thomas Pakula bidrager også som korister og oplæggere, og det er finurlig og besk humor, når alle fire som børnekor synger om en juleaften, der går totalt i ged, når Mette Marckmann optræder som nyskilt på kærlighedstur til Paris, eller når Morild synger en smægtende country om en servicemand, der først bliver forført og siden forladt på klimabevidsthedens alter.

Thomas Pakula har lavet et dygtigt arrangement af kendte julesange, der synges til The Beatles-melodier, og der sluttes af med herlig pjattet julefrokostbrandert-humor og Café Livas efterhånden faste tak-for-iaften-sang om Nyhavns knapt så glorværdige skæbner, derude i den funklende juleoplyste overflods virkelighed.

Der meldes om ganske tæt på udsolgt til "And i sigte", så skynd jer at få fat i billetter. Når I har sikret jer dem, og kommer ned i det hyggelige cabaretskib, så kan I godt nyde stedets gløgg, men uden æbleskiverne, der som det eneste denne aften slet ikke holdt niveau.

----

"And i sigte". Julecabaret af Mette Markmann og Jacob Morild. Musik: Thomas Pakula, Morten Wedendahl, The Beatles og trad.

Instruktion og medvirkende: Mette Marckmann, Jacob Morild, Thomas Pakula og Morten Wedendahl.

Spiller på Café Liva i Nyhavn til 21. december.

Anmeldt 22. november.

Foto: Brta Fogsgaard.

22-11-2022

BOGANMELDELSE: Forfatterparret Christian Monggaard og Jacob Wendt Jensen har skabt et fornemt værk om den populære tv-serie "Huset på Christianshavn", der følger i tråd med bøgerne om "Olsen Banden" og "Matador".

 

* * * * * 

 

"Huset på Christianshavn" var måske ikke kvalitetsmæssigt på højde med sin efterfølger "Matador", men seriens popularitet kan man ikke tage fra den. Selv i dag - mere end 50 år efter at første afsnit blev sendt på DR - kan de fleste voksne danskere sagtens huske flyttemand Olsen, Emma i Rottehullet og dyrehandler Clausen med 'varanen'. For slet ikke at tale om vicevært Meyer og den fjollede kugle, der altid faldt ned fra gelænderet i trappeopgangen på Christianhavn.

Forfatterparret Christian Mongaard og Jacob Wendt Jensen synes at have vendt hver eneste sten i det historieske materiale, der omhandler tv-serien, der kom i 84 afsnit og også kastede en spillefilm af sig. I øvrigt en spillefilm, der ikke bruges mange kræfter på i bogen. Ud over at de har talt med en lang række af de mennesker bag serien, der stadig lever, og i nogle tilfælde deres efterkommere, så har forfatterne kværnet sig gennem adskillige hyldemeter af avis- og ugebladsartikler, Nordisk Films arkiver og et helt bibliotek fuldt af biografiske bøger om skuespillere, filmfolk, forfattere m.m. 

At det overhovedet er lykkedes at skabe en fornuftig sammenhæng af alt det materiale, er i sig selv en bedrift. Hver af de bærende skuespillere, og instruktørerne Tom Hedegaard og Ebbe Langberg, får deres lille biografiske kapitel, der ikke kun handler om deres medvirken i "Huset", men også om deres øvrige karriere, privatliv og forskellige 'dæmoner'. Pudsigt nok har Erik Balling ikke her sit eget kapitel. Forfatterne mener formentlig at ham er der skrevet nok om, eller forventer måske at læserne allerede har parrets coffee-table værker om "Olsen Banden" og "Matador", der går grundtigt i dybden med Balling.

Bogen afsluttes med Nordisk Films egne korte, maskinskrevne resumeer af samlige 84 afsnit, og vi får eksempler på personlige kontrakter, interne dokumenter, uddrag af manuskripter, og også de skiftende episode-forfatteres syn på sagen. Ikke alle, hverken medvirkende skuespillere eller forfattere, var helt glade for seriens kunstneriske kvaliteter, men anerkendte seriens folkelige gennemslagskraft.

Og den var stor, gennemslagskraften. "Huset på Christianshavn" var til tider genstand for en ophedet debat, når karakterernes indtag af øl, eller seriens selv for datiden oldnordiske kønsrollemønster blev for meget for parnasset. Gang på gang måtte seriens idémand, daværende Underholdningschef i DR, Niels-Jørgen Kaiser forsvare sin serie med, at den var et 'eventyr' og ikke var 'virkeligheden', blot noget der lignede. Af bogen fremgår at Niels-Jørgen Kaiser i en avisartikel kaldte en af kritikerne for 'arrogant'. At det lige skulle komme fra ham, er måske bogens morsomste sætning.

Anmelderne på den tid kunne ikke udstå "Huset på Christianshavn", der var den første egentlige sit com herhjemme, og modsat "Matador", som generelt blev positivt modtaget for siden nærmest at blive sat på en piedestal, så fik serien aldrig skovlen under meningspolitiet. Folkets opbakning var derimod usvækket da serien efter syv sæsoner og 84 blev afsluttet med at huset i Amagergade 7-9 simpelthen blev revet ned og beboerne spredt for alle vinde. Her var der virkelig tale om et point-of-no-return for skaberne af serien, det var jo igen Erik Balling, Henning Bahs, Tom Hedegaard og deres A-Team fra Nordisk Films gyldne år.

Billedsiden er outstanding, med mange store, flotte fotos, også en del private fotos, man aldrig har set før, fine tegninger af karaktererne, deres lejligheder, masser af interne breve og fortegnelser og en vidunderlig nørdet oplistning af hvem, der var med i hvilke afsnit. Her springer det i øjnene, at der var ét afsnit hvor flyttemand Olsen ikke er med. Det eneste man næsten savner er en forklaring på hvorfor?

Jeg var selv otte år gammel da "Huset på Christianshavn" blev sendt første gang, men jeg husker stadig serien. Sådan tror jeg vi er mange der har det. Men én ting er lidt pudsigt ved at læse denne store, glimrende bog; jeg huskede ganske enkelt ikke at Karen Berg flytter ind i kvistlejligheden som Fru Hammerstedt i 10 af de sidste 12 afsnit! Det må hænge sammen med at jeg dengang som 15-årig havde fået 'andre interesser' lørdag aften end at sidde hjemme på gården foran det sort-hvide fjernsyn med mine forældre, og at jeg nok ikke har fulgt helt så godt med i genudsendelserne efterfølgende. Men lidt pudsigt er det da.

Jacob Wendt Jensen og Christian Monggaard har delt skrivearbejdet mellem sig. I et bogår, hvor førstnævnte også har fået udgivet hele to omfattende biografier - om Poul Bundgaard og om Aage Stentoft - kan man godt genkende skrivestilen og hans metode. I et så omfattende værk - 424 sider! - med to forfattere, er det uundgåeligt at der opstår enkelte gentagelser, men det skal være dem undskyldt. 

"Huset på Christianshavn" er en oplagt julegaveidé til film- og tv-elskeren, der er vild med Erik Ballings livsværk, og som i forvejen har parrets andet digre værk om "Matador", og Monggaards bog om "Olsen Banden".

----

"Huset på Christianshavn" af Jacob Wendt Jensen og Christian Monggaard. Rigt illustreret med fotos af primært Rolf Konow, og blandt andet med originale tegninger af Thomas Thorhauge.

Udkom i begyndelsen af oktober på forlaget Booklab. 424 sider. pris: 445 kr.

20-11-2022

SEX

Aveny-T har igen flyttet en populær ungdoms tv-serie ind i et scenedramatisk format. Men "Sex" er ikke rigtigt vellykket på scenen.

* * * 

Det vakte stor opmærksomhed - og solgte teaterbilletter - da Aveny-T i sin tid fik rettighederne til at lave en scenedramatisk version af den norske ungdomsserie "Skam". Det projekt - som vist nok aldrig blev helt afsluttet - blev ganske vellykket.

Om det fuldt og helt også lykkes at føre TV2 Play-serien "Sex" ind i teatret kan jeg af gode grunde ikke vide, for jeg har ikke set serien. Forestillingen vurderes derfor alene som et selvstændigt værk, og her er der ikke tale om et specielt vellykket stykke ungdomsdramatik.

Men det positive først. At dømme ud fra det publikum, jeg så forestillingen med lørdag eftermiddag, i overvældende høj grad unge kvinder i start-tyverne, der var sammen to og to eller i grupper, nogle havde også taget en fyr eller to med, ramte forestillingens tone tilsyneladende ret godt. Sætninger, ord og betoninger som i mine gamle ører lød mærkelige, fremkaldte reaktioner hos målgruppen. For eksempel, da en af karaktererne omtaler 'fiske emoji' og hele pigegruppen bag mig fniser højlydt. Jeg aner ikke hvad det betyder, men måske noget med at være 'til piger'?

For 'til piger' er karaktererne i "Sex" Her adskiller forestillingen sig lidt fra tv-serien, hvor hovedpersonen Cat er i et forhold med Simon, og fordi de har for lidt sex efter hendes smag og behov, tiltrækkes hun af kollegaen på Sex-linjen, Selma, som er lesbisk, og de indleder et forhold. I denne udgave er Cat allerede 'til piger', og er i et sex-underskud med kæresten Maja, da hun vender blikket mod Selma. Den fjerde karakter, Nanna, er lige blevet forladt af sin fyr, og hun skiftevis græder ud ved Cats skulder og fester igennem som var hun et rovdyr på desperat jagt efter mad.

Der er påfaldende lidt sex i forestillingen om sex. Men de taler en del om det, og om, at det altså er vigtigere at være nogens 'person' - igen et af disse ungdommelige udtryk, der lyder som et fremmed sprog i mine ører - end at have meget sex. 

Til sidst er situationen de unge kvinder imellem så opkørt, at vores hovedperson Cat tager noget af sit tøj (og møjsommeligt sin mikroport) af, for at afslutte forestillingen med at vride sig rundt i en udefinerbar slimet masse på gulvet, mens de andre forklædt som en slags dæmoner nærmer sig hende. Det træk fra instruktør og dramatiker Leo Clara Mendes side forstår jeg simpelthen ikke.

Det var også hende, der skrev tv-seriens korte afsnit, og som her har udvidet formatet - og sin rolle til også at instruere. Selvom forestillingen dramatisk (vist) lægger sig tæt op af serien - ved blot at se en kort 45 sekunders trailer genkender man flere replikker fra forestillingen - og karaktererne grundlæggende er de samme, så mangler der en større sammenhæng på scenen, hvor de korte scener og fragmentariske situationsklip og kvindernes skiftende monologer synes at savne en linje. Måske er årsagen, at afsnittene i serien er på ca. 12 minutter, hvor der her skal skabes en sammenhængskraft gennem 80 minutter. Er vi ude i det samme som at det er lettere at skrive en stribe gode noveller end én god roman om samme emne?

Der spilles også lidt for ujævnt. Clara Dessau gør en ganske glimrende figur som den sex-hungrende Cat, med en god fornemmelse for også at lade det usagte komme til udtryk. Nina Rask spiller samme rolle som hun gør i serien, den lesbiske Selma, der både inviterer og skubber fra sig, men virker ikke tilpas på en teaterscene, og de to relativt nyuddannende skuespillere Hanin Georgis som kæresten Maja, og Nanna Eide som veninden Nanna (hun medvirker også i serien, men i en anden rolle) har deres øjeblikke, men fremstår ikke for alvor troværdige. Det er næppe deres skyld alene.

Aveny-T har for kort tid siden fået ny direktør, og for begge de to aktuelle forestillinger, der  henvender sig meget direkte til ungdommen, gælder, at niveauet ikke er godt nok. Det er nok en opgave Marianne Klint skal arbejde med når hun for alvor får indflydelse på repertoiret, for det er ikke nok at lokke ungdommen i teatret én eller to gange, de skal helst blive ved med at komme, og det gør de kun hvis forestillingerne ikke kun handler om dem, men også skrives, instrueres og spilles med høj kvalitet.

---- 

"Sex" af Leo Clara Mendes, baseret på TV2 Play-serien af samme navn.

Instruktion Leo Clara Mendes. Scenografi: Sofia Stål. Lysdesigner: Malte Hauge.

Medvirkende: Clara Dessau, Nina Rask, Hanin Georgis og Nanna Eide.

Spiller på Aveny-T til 10. december.

Anmeldt 19. november.

Forestillingensfoto: Zuhal Kocan