Blog

12-06-2022

Hjørring Revyen 2022 swinger – både musikalsk og tekstmæssigt - og er strålende underholdning i umådelig lækker indpakning. Anmeldelsen bringes i samarbejde med Ekstra Bladet.

 

* * * * *

 

Der er noget med revyer, hvor chefen er musiker. Der bliver bare gjort noget mere ud af musikken, og som tilfældet er det i Nykøbing Falster, er også Hjørring Revyen et sandt overflødighedshorn af gennemført lækker musik.

Revydirektør og kapelmester Henrik Baloo Andersen og hans seks-mands orkester, med tre blæsere, blæser publikum bagover rent musikalsk, og det er næppe noget tilfælde, at ensemblet på scenen alle har sanger- og/eller musicalbaggrund. For når musikken er fra øverste hylde, skal sangstemmerne også være det og det er de så. Leveret af Trine Gadeberg, Rikke Buch Bendtsen, Kasper Le Fevre, Preben Kristensen og den nye dreng i revyklassen, musicalstjernen Tomas Ambt Kofod.

Fra det elegante kridhvide åbningsnummer til den lidt atypiske finale, der i et musikalsk pop-medley beskriver forskellen på hvordan mænd og kvinder tackler bristet kærlighed, er det musikken, der er i fokus og Hjørring Revyen 2022 er således ren showtime!

Tekstmæssigt er revyen mere svingende. Der er små perler, men der er også en del grus, og derfor bliver det overvejende musikaliteten og vellyden, og den i øvrigt gennemgående fejlfri og topprofessionelle levering, der i sidste ende gør Hjørring Revyen til en femstjernet succesoplevelse.

Kasper Le Fevre tager kegler med en fonetisk gennemgang af det europæiske demokrati, Tomas Ambt Kofod synger smukt en hyldest til vores truede klode, og Preben Kristensen guider meget morsomt publikum gennem den nordjyske affaldssorteringslogik, som er alt andet end – logisk. Trine Gadeberg henrykker, naturligvis, igen med sin Pelle-figur, der kommenterer på krig, klima og adfærdsdiagnoser, mens Rikke Buch Bendtsen må slås med revyens svageste solo-tekst, men heldigvis tager revanche i ensemblenumrene, hvor hun bl.a. er en herlig Margrethe d.I i en skøn og gakket sketch hvor fortidens regenter planlægger surprise-party for Margrethe d. II, der hyldes med ordene: Hun er en ener, det’ hvad flest dansker’ mener.

Et par numre er vellykket genbrug; bl.a. en besk duet om en chefs seksuelle krænkelser af kontorets unge praktikant, og mens man sender en stikpille til de danske fodboldfans, der ukritisk sætter skyklapper på klaphatten og ’dribler udenom’ politiske overvejelser på deres vej til VM i Qatar, så er Putin og krigen i Ukraine her nærmest blot bisætninger i det større billede. DF’s medlemsflugt behandles i et sjovt folkedansernummer og der leges med ordene i en vrøvlesketch om MitID.

Revyen har finurlig, skæv tilgang til sine emner, der blandt andet kommer til udtryk i en sketch, hvor DR's Anders Agger - revyens eneste bud  på  en parodi - afbryder og forstyrrer for 'dokumentere' arbejdet med en revy. 

Scenografi, kostumer, lys og lyd er som musikken de rene lækkerier, og trods mindre bump på vejen undervejs er Hjørring Revyen aldeles strålende, musikalsk underholdning. Vendelboerne har da også allerede luret succesen, for der er stort set udsolgt resten af sæsonen.

Hjørring Revyen 2022.

Tekst og musik: Henrik Baloo Andersen, Lars Bisgaard & Rasmus Søndergaard, Vase & Fuglsang, Sven Gyldmark, Jacob Morild, Søren Anker Madsen, Kasper Le Fevre, P.E. Lange-Müller, Trine Gadeberg, Leif Maibom, Flemming Jensen/Lars Mikkelsen & Søs Egelind, Revyorkestret, Tomas Ambt Kofod, Jan Svarrer, Leif Fabricius, holdet og diverse.

Instruktion: Michael Moritzen. Scenografi & Kostumer: Kirsten Brink. Koreografi: Peter Friis. Kapelmester: Henrik Baloo Andersen.

Medvirkende: Rikke Buch Bendtsen, Trine Gadeberg, Preben Kristensen, Kasper Le Fevre og Tomas Ambt Kofod.

Spiller på Vendsyssel Teater til 30. juli.

Anmeldt 11. juni (premiere).

Foto: Thomas Petri.

 

11-06-2022

Den nye Nyhavns revy går i flæsket på medierne og tidsånden, og er sjov så længe det varer - havde jeg nær sagt! Anmeldelsen bringes i samarbejde med Ekstra Bladet.

* * * * 

Nu har Nyhavn også en sommerrevy. Jacob Morild lægger skib til på sit hyggelige Café Liva, og optræder selv sammen med Tom Jensen og Mathilde Norholt. En glimrende trio, der klæder og supplerer hinanden godt, og som selv har skrevet al materialet - 28 numre, hvoraf de 17 er små videosketches over tre skiftende temaer, der alle udspringer af vore dages primære udbud på tv-kanalerne.

Her er breaking news fra skiftende krigszoner, her er åndsløst small-talk tv, der gør menneskelige tragedier og alvorlige emner til letfordøjelig underholdning midt i spisetiden og så er der Liva-holdets bud på et nyt reality-koncept, hvor en midaldrende direktør fra Frederiksberg bliver sluppet løs på Vestegnen, hvor han skal forsøge at klare sig alene.

Omkring de mange video-sketches fortsætter stilen med at sætte lup på tidsånden og zoome ind på medierne og svirpe med den satiriske pisk. Og det er for langt det mestes vedkommende både skarpt og morsomt, for Jacob Morild er en gudsbenådet satiriker, én af de bedste herhjemme, og er en mester i at twiste virkeligheden og få den til at fremstå nærmest grotesk i al sin almindelighed.

Bedst i nummeret "Ytringsfrihed" hvor trioen som gruppen Football Matters rapper konspirationsteorier og anti-viden, under dække af deres ytringsfrihed, som ligeså stille skifter til 'ytringsfriHAD' undervejs. Elegant. Morild er ligeledes forrygende som den tyske schlagersanger, Gunner Ree, der forfører både kvinder og mænd med omkvædet: Willst du bratwurst in deiner sachertorte haben!

Sammen med Mathilde Norholt leverer han 'Liberal børnetime', hvor den liberale økonomiske plan beskrives ved hjælp af legeklodser, og de to gakker også ud i absurd parringsleg på venstrefløjen.

Hvor er Tom Jensen henne, vil man måske spørge. Mest på video, faktisk, hvor han er helt fortabt på Vestegnen, og rapporterer fra krigszoner som bl.a. Viborg Sygehus og Amager i bedste Rasmus Tantholdt-stil, og er vært overfor Mathilde Norholt i Go' Aften Liva, hvor parret hele tiden afslutter sætninger med et havde jeg nær sagt. Sammen med Morild laver han mad i 'Det hjemløse køkken', et nummer der falder en tredjedel inde i forestillingen, og markerer lidt et stilskifte.

For ind til da er numrene blevet affyret i et nærmest manisk tempo med satirisk finesse. 'Det hjemløse køkken' er mere en old school revysketch; lidt plat, lidt lummer og lidt for lang. Man griner, men på en måde tager det nummer også noget energi ud af forestillingen, og måske skulle det have været det, der skulle have været pillet ud inden premieren og ikke et musikalsk nummer senere i forestillingen, men det er naturligvis vanskeligt at sige, når man ikke har set det andet nummer.

Mathilde Norholt har selv skrevet et influencer-nummer med flittig brug af de unges SoMe-lingo, og trioen leverer et ikke ueffent musikalsk indslag om hvor meningsløst livet kan udvikle sig og med den dystre pointe, at hvis vi er uheldige, så er vi kun halvvejs igennem.

Nyhavns Revyen spiller i fem kvarter og det er måske forestillingens lille  problem. I den ideelle verden havde man haft stof til to gange 45 minutter med en indlagt pause, men i stedet er man endt med 75 minutter, der på grund af de mange tilbagevendende video-indslag ender med at gå lidt i tomgang og føles længere end det er. Det er faktisk synd.

De traditionelle revyer er ofte lidt for forsigtige med satiren, man skal jo nødigt træde nogle over tæerne. Den berøringsangst har de ikke på Café Liva, og tak for det. Medierne får et fortjent drag over nakken, og med dem jo også alle os, der sluger medie-indholdet råt. Når vi kigger på os selv i Morilds satiriske spejl, ser vi en anden end den vi helst vil være. Så derfor går man sjældent forgæves på Café Liva. Heller ikke den sommer.

Nyhavns Revyen. Tekster og musik af Jacob Morild, Tom Jensen, Mathilde Norholt, Thomas Pakula, Jan Rørdam og Morten Wedendahl.

Koncept & Instruktion: Jacob Morild. Film: Monitor Film v/Casper Joel. Track: Thomas Pakula.

Medvirkende: Mathilde Norholt, Tom Jensen og Jacob Morild.

Spiller på Café Liva til 9. juli.

Anmeldt 10. juni (premiere)

Foto: Brita Fogsgaard.

10-06-2022

Nykøbing Falster Revyens 110-års jubilæumsrevy er pragtfuld underholdning i det store format. Anmeldelsen bringes i samarbejde med Ekstra Bladet.

 

* * * * *

 

Troels Malling er en plaget mand. Siddende på en taburet og med underspillet tristesse fortæller han om senfølgerne efter en særlig slem corona. Han er ude på hypokondriens afsindigste overdrev uden at fortrække en mine i sit martrede ansigt. Nummeret lyder ikke af meget, men det er det morsomste revynummer endnu denne sommer, og det er Nykøbing Falster Revyens komiske højdepunkt.

Nummeret – eller numrene, for han kommer igen i anden akt – er et godt eksempel på, hvad Nykøbing Falster Revyen kan, og hvad der lykkes særligt godt i år. Den veksler mellem det eftertænksomme, det rene gakkeri og det helt store showudtræk. Morsomt, elegant, musikalsk og helt igennem underholdende. Der er satirisk brod, men den stikker ikke så dybt at det generer nogen. Revyens instruktør, Rasmus Krogsgaard, der også er én af revyens fem stjerne-veloplagte solister, har haft så meget godt stof at arbejde med, at revyens eneste lille svaghed er at den er lidt for lang, at nogle numre bliver trukket lidt for langt ud.

Et perlende shownummer med den kække og charmerende revydebutant Kristine Yde og den 74-årige revyveteran Bente Eskesen, der viser at Eskesen stadig både kan synge og danse røven ud af bukserne på en scene, er således lidt for langt. Og når Gordon Kennedy med perfekt præcision parodierer bl.a. Jørgen Leth, Finn Nørbygaard og Søren Ryge, er det både morsomt og dygtigt, men man sidder med følelsen af at det er mindst otte år siden de var aktuelle. Det samme gælder den ti minutter lange, lækre musikalske finalehyldest til ABBA, der minder lovlig meget om slutnummeret i ”Mamma Mia”.

Højdepunkterne er dog klart i overtal. En musikalsk trio om ministerrokader mixer frydefuldt show og satire, og man hylder eftertænksomheden i Rasmus Krogsgaards ”Mail til Putin”, en velskrevet opdateret parafrase over Osvald Helmuths ”Brev til Bulganin”. Bente Eskesen er først afdæmpet alvorsfuld i en stærk vise om unges udfordringer med psykiske lidelser, for umiddelbart efter at fjolle lifligt med falsterske breaking news sammen med resten af holdet som folkedansere. Begge de to vidt forskellige numre er skrevet af Vase & Fuglsang. Sikke en variation. Det er dansk revy når det er bedst.

Et nummer om identitetstyveri er ren teknisk virtuositet, og holdets parodier på de danske og engelske kongelige er kostelige. Kristine Yde kan med fordel skrue lidt ned for blusset i sit nummer om ægtemanden, der har fået gasgrill, men glider i øvrigt fornemt ind på holdet af rutinerede revyfolk.

Musikalsk er det svært at forestille sig en mere elegant og swingende revy. Revydirektør Mickey Pless og hans musikere leverer vidunderlig vellyd, og selv brillerer han sammen med Rasmus Krogsgaard på firehændigt klaver. Revyen er en fryd for ører og øjne. Flot pakket ind og en gennemført velsmurt underholdningsmaskine.

Revyen i Nykøbing Falster fejrer 110-års jubilæum, og hylder både fortiden og nutiden i et show, der siden Mickey Pless trådte til som direktør, hele tiden synes at blive bedre og mere moderne. Man anerkender og respekterer traditionerne, men revyen bevæger sig fremad og i takt med tiden. På den måde vil revytraditionen kunne overleve langt ud i fremtiden.

Nykøbing Falster Revyen.

Tekst og musik af: Rasmus Krogsgaard, Mickey Pless, Rasmus Søndergaard/Lars Bisgaard, Sune Æbelø, Søren Anker Madsen/Jan Svarrer, Birthe Jønsson, Troels Malling, Leif Maibom, Vase & Fuglsang, Bobby Darin, Gordon Kennedy, Bjarne Lisby og Ulvaeus & Andersson m.fl.

Instruktion: Rasmus Krogsgaard. Scenografi: Niels Secher. Koreografi: Katrine Bonde. Kostumer: Henrik Børgesen. Kapelmester: Mickey Pless.

Medvirkende: Bente Eskesen, Kristine Yde, Troels Malling, Gordon Kennedy og Rasmus Krogsgaard.

Spiller på Nykøbing Falster Teater til 20. august.

Anmeldt 9. juni (premiere)

Foto: Rune Buch, Yellows

09-06-2022

Køge har igen fået sin egen sommerrevy, men den holder slet ikke niveau. Anmeldelsen bringes i samarbejde med Ekstra Bladet.

 

* *

Det er tanken at Køge Sommerrevy skal være en årligt tilbagevendende tradition, men hvis niveauet i fremtiden ikke bliver bedre end i år – revyens første – så er det svært at forestille sig at det vil ske.

Revyen har ét nummer, der lykkes. Peter Andersen, som af de fleste vil være kendt for at have vundet det danske Melodi Grand Prix som og med ”Drama Queen”, leverer en glimrende parodi på Dronning Margrethe og serverer undervejs nogle rigtigt sjove jokes – ikke mindst om børnebørnene. Pludselig, tre numre inde i anden akt griner vi for første gang frit af hjertet, og et lille beskedent håb om forbedring sniger sig ind. Det bliver ved det.

På scenen kæmper de fire skuespillere en ulige kamp med et materiale, der slet ikke holder niveau. Den solide revymand, Kim Brandt, får en del ud af en vise om det barokke i at krig er blevet en form for nyhedsunderholdning, hvor vi hepper på det ene hold, som var det sport, uden at tænke på at mennesker dør. Resten af tiden kan man næsten se panikken i hans øjne, når han febrilsk forsøger at fremtvinge en reaktion på dårlige vittigheder og umulige sketches. Mette Ladekarl demonstrerer en vis teknisk dygtighed i en musikalsk avanceret sang om de stigende forbrugspriser, og stakkels Kirsten Siggaard ender med at skulle stå med en sang, der sætter hendes egen karriere i et verdenshistorisk perspektiv. Scenelederen Louise Vangkilde optræder i flere numre og det er lige før, at det er det mest originale og vellykkede i denne revy.

Instruktørparret Nicolaj Tarp og Claus Reenberg - der selv er ansvarlige for en del af teksterne - udstiller deres skuespillere på værste vis, ved at lade dem stå med et materiale, der for det mestes vedkommende ikke ville være en amatørrevy værdigt. Hysterisk overspil synes at være den eneste redningsvej; det virker stik modsat. Der er ikke skyggen af revygenrens ædleste disciplin; timing. Læg dertil dårlige parykker og mestendels uklædelige kostumer. Det er pinagtigt!

Det eneste, der for alvor spiller i Køge Sommerrevy er orkestret. Kapelmester Jan Overgaard, som tilmed er kommet med i sidste øjeblik, Carsten Milner Henriksen og Lars Fabiansen får Teaterbygningen til både at swinge og rocke. Der er en stjerne til dem, og en til Peter Andersens Dronning Margrethe. Og så må man bare håbe at niveauet hæves til næste sommer.

Køge Sommerrevy.

Tekst og musik af: Mads Strandgaard, Reenberg/Tarp, Søren Graversen, Wendt/Ting/Engholm, Mads Æbelø Nielsen, Kenneth Sichlau, Fie Alberte Damgaard-Lauritsen, Ralph Benatzky, Rasmus Lundgreen, Arthur Sullivan, Tine Juel, Rasmus Krogsgaard, Mette Ladekarl, Kim Brandt og diverse.

Instruktion: Nicolaj Tarp/Claus Reenberg. Scenografi: Jan Kongebro Hansen. Koreograf: Fie Alberte Damgaard-Lauritsen. Kostumer: Tina Grunwald/Amorin.

Medvirkende: Kirsten Siggaard, Mette Ladekarl, Kim Brandt, Peter Andersen og Louise Vangkilde. Kapelmester: Jan Overgaard.

Spiller i Teaterbygningen til 2. juli.

Anmeldt 8. juni (premiere).

Foto: Jeppe Bjørn.

03-06-2022

Der er kommet nye ejere af Rottefælde-revyen, men det er go’e gamle Jan Schou, der er oplevelsen. Anmeldelsen bringes i samarbejde med Ekstra Bladet.

 

* * * *

Jan Schou er sjov. Den fynske revylegende fejres for både 50 år på scenen og 70 år i livet i Rottefælde revyen, der har skiftet navn til Svendborg Sommerrevy og er flyttet ind på byens smukke teater. Og han takker for hyldesten ved at være revyens absolutte midtpunkt og egentlige attraktion.

Han er forrygende som Dronningen, der fyrer vandede vitser af i kaskader. Han er helt dyb og eftertænksom i en velskrevet parafrase over den gamle Osvald Helmuth-klassiker ”Brev til Bulganin”, her med en opfordring til Putin om at komme til Svendborg og forhandle fred i en tid hvor klimaet bliver varmere, men verden bliver koldere. Han er også helt uforlignelig som den kiksede fællessangs-frikadelle Henning, der ikke helt har publikum i sin hule hånd. Det har til gengæld Jan Schou.

Omkring ham leverer Anne Herdorf og det nye ejerpar af revyen, Christine Astrid og Mikkel Schrøder en solid omgang revyunderholdning.

Anne Herdorf med folkelig charme som bl.a. fluen på væggen og overgangsalderramt kvinde. Christine Astrid som erotisk forfatter og Mikkel Schrøder som oplæser af nyheder i moderne emoji-sprog.

Ejerskiftet har ikke betydet et mærkbart stilskifte i den gamle revy, der sætter det kontante grin højere end den begavede tekst. Det er en kvik og effektiv underholdningsmaskine, der buldrer derudad, når et (alt for) langt parodi-potpourri over fire årtiers populærmusik åbner anden akt, og lidt for mange numre synes man at have set før. Ét af dem ”Små mennesker”, fremført med overlegen musikalitet af Mikkel Schrøder og orkestret, stammer faktisk fra en Rottefælde-revy i 1986, men har fået ny aktualitet med Putins fremfærd.

Ejerskiftet, og de medvirkende selv, fylder meget i årets revy, så Svendborg Sommerrevy Rottefælden løber ikke tør for ananas i egen juice i denne sæson. Det smerter lidt, at det gamle Rottefælde-teater nu er blevet for småt, men revyen har fået gode og charmerende rammer på byens centrale teater, hvor der er tekniske muligheder for at lave et flot show. Mikkel Schrøder og Christine Astrid er dygtige folk som man har tillid til kan føre traditionen videre, og årets revy holder i hvert fald traditionerne i hævd. Der er ingen revolutioner i denne omgang. Stampublikummet har intet at frygte. Og netop derfor må man håbe at direktørparret er på udkig efter en eliksir, der kan give Jan Schou evigt liv.

Svendborg Sommerrevy Rottefælden.

Tekst og musik: Mikkel Schrøder, Jens Krøyer, Kasper Gattrup, Anne Herdorf, Jan Schou, Randy Newman, Niels Jørgen Steen, Peter Oliver Hansen, Carl-Erik Sørensen, Christine Astrid, Leif Maibom, Kenneth Sichlau, Kim Hammelsvang og Vase & Fuglsang.

Instruktion: Carsten Friis. Scenografi: Rikke Juellund. Koreografi: Christine Astrid. Kostumer: Lasse Spangenberg. Tegner: Allan Buch.

Medvirkende: Anne Herdorf, Jan Schou, Christine Astrid og Mikkel Schrøder. Kapelmester: Jens Krøyer, Guy Moscoso og Ole Caspersen.

Producent: Mikkel Schrøder.

Spiller på Svendborg Teater til 13. august.

 Anmeldt 2. juni (premiere)

Foto: Rune Buch