Blog

03-07-2022

Der er en særlig charmerende stemning over Bornholms Sommerrevy, som betyder at man tilgiver den meget. Spilleglæden i Kyllingemoderen opvejer de lidt for mange svage numre.

* * * * 

Det er ikke nyt, at der er aldeles vidunderligt på Bornholm. Og når Solskinsøen tilmed tager sig ud fra sin bedste side, findes der næppe et revyteater i Kongeriget, der er mere charmerende, skønt og indbydende end Kyllingemoderen midt inde i Almindingen.

I den gamle pavillon, med dens hvælvede trælofter, har Gunvor Reynberg og Søren Hauch-Fausbøll genoplivet Bornholms Sommerrevy, og siden 2019 henrykket især de lokale med deres helt egen revystil. Revyen ligner ikke landets andre revyer, selvom elementerne grundlæggende er de samme. Revyen er mere lokal, og alligevel almengyldig i sin satire. 

For når Joakim Lind Tranberg kort inde i forestillingens anden akt på klingende bornholmsk synger sin egen flot svungne sang om øens grønne strøm, og miljømæssige ambitioner, så handler det nok specifikt om Bornholm, men essentielt om os allesammen. Pointen er nemlig, at hvor meget vi end gerne vil den grønne omstilling, så skal vindmøllerne ikke stå der hvor vi selv bor. Nummeret er i særklasse revyens bedste, et af revysæsonens allerbedste og Tranberg synger det med både formfuldendt stor musicalstemme og en underliggende poetisk klippegrund. Fremragende.

Ikke alt er desværre lige så fremragende i en revy, hvor veloplagt spilleglæde og teknisk dygtighed heldigvis det meste af tiden overskygger et tekstniveau, der ligger under middel. 

Revydebutanten Marianne Gonnow Bøgelund er et energibundt af fine figurer, men når hun som fodboldtræneren Carsten plaprer om køn og wokeism er det hendes figurtegning, og bestemt ikke den skrækkelige tekst, der fænger. Så der sjovt nok mere bund i den klassiske revytekst om kvinden, der har dummet sig til firmafesten og nu beder selveste statsministeren om hjælp til at slette SMS'erne med de pinlige billeder.

Det er ganske typisk for revyen på Bornholm, at pointer og emner får et lille twist af galskab. Joakim Tranberg og Marianne Gonnow Bøgelund er ganske sjove i en sketch om krænkelser til en lønforhandlingssamtale, der tager et andet perspektiv end det, der oversvømmer mediebilledet for tiden. Og hele holdet leverer teknisk dygtig komik, når en komplet ligegyldig sketch, bliver spillet baglæns og derfor bliver sjov. 

Søren Hauch-Fausbøll er også bedst når han bruger sine evner som klovn, dels i et stumt nummer med lydeffekter om en mands kamp med en flue, og når han og Tranberg agerer assistenter til Gunvor Reynbergs fjollede hæklemester, der har skabt en forretningsidé med at hækle kondomer med bornholmske motiver fra Krølle-Bølle til Dueodde Fyr.

Revyens nye pianist Johann Gustav indgår også i flere numre, og har tilmed sin egen sang om frustrationerne ved IKEA's kundeservice. Han har selv skrevet tekst og musik til nummeret, og man fornemmer at det er en lidt for privat ventil for indestængt utilfredshed.

Revyen har numre om forkælede møgunger og deres endnu værre møgforældre, om Herlufsholm og om udfordringerne ved et kontantløst samfund. Man behandler emner som stigende forbrugerpriser - her er det den aldeles uundværlige fritureolie, der handler om - og, i et bizart nummer, hvordan fejlamputationer i sygehusvæsenet kan afhjælpe manglen på varme hænder i i socialsektoren. De bornholmske vindmøller snurrer en omgang mere i revyens tilbagevendende sketch om byrådsmedlemmerne, der alle hedder Kofod, og er en både indavlet og sammenspist masse af koncentreret småborgerlighed. Men rigtigt sjovt er det nummer ikke i år.

Revyen i Kyllingemoderen er igen i år meget hyggelig og utroligt charmerende. Og man sidder egentlig kun tilbage med ønsket om, at revyens dygtige solister med deres mange fine ideer, havde fået lidt bedre tekster at arbejde med. 

"Bornholms Sommerrevy -Pip Pip Hurra".

Tekster og musik: Gunvor Reynberg, Johann Gustav, Søren Hauch-Fausbøll, Leif Maibom, Rasmus Hauge, Arnold/Fabritius, Josephine Nørring, Andreas Hermansen, Vase & Fuglsang, Carl-Erik Sørensen, Lars Fjeldmose, Joakim Lind Graae Tranberg, Lars Knutzon, Jakob Weble, Mille Berg, Bo Skødebjerg m.fl.

Instruktion: Gunvor Reynberg & Søren Hauch-Fausbøll. Scenografi: Rikke Juellund, Kostumer: Julie Jakobsen. Koreograf: Vivi Siggaard.

Medvirkende: Marianne Gonnow Bøgelund, Gunvor Reynberg, Joakim Lind Graae Tranberg, Søren Hauch-Fausbøll og JOhann Gustav (pianist).

Spiller i Kyllingemoderen i Almindingen til 4. august.

Anmeldt 2. juli (eftermiddagsforestilling)

Foto: Anderes Beier

30-06-2022

Grønnegårdsteatret er tro mod Holberg i en god,gedigen, men ikke ikke rigtigt sprælsk Maskerade.

* * * *

 

Sidste sommer sparkede Grønnegårdsteatret i den grad røv med en sprudlende "Jean de France", og det synes helt naturligt at give instruktøren Charlotte Munksø genvalg i år, hvor det er "Maskerade" der er på plakaten i Odd Fellow Palæets Have i hjertet af København.

Igen i år har hun så bearbejdet og instrueret, og igen er det blevet en god Holberg-opsætning, men rigtigt sprælsk bliver hendes "Maskerade" nu ikke. Det kan sagtens skyldes forlægget. "Maskerade" fra 1724 er knapt så meget rendyrket komedie som den to år yngre "Jean de France" er det. Teksten er mere et debatindlæg i datidens verserende debat om afholdelse af dekandente maskerader i København, som det ældre bedsteborgerskab foragtede. Et satirisk pisk med Nilles den nihalede over snæversynethed og stivstikkeri.

Sjovt, men også forudsigeligt som bare pokker, i sin historie om de unge Leonora og Leander, der er blevet givet væk til hinanden af deres socialt ambitiøse forældre i en arrangeret forlovelse, og som så mødes - uden at kende hinandens identitet - til maskeraden og forelsker sig som kun unge i de allermest romantiske komedier kan forelske sig. Det møde betyder at ingen af dem vil have deres forudbestemte forlovede - og derfor begiver begge sig ud i et decideret ungdomsoprør - for blot til sidst at opdage at det jo er den rigtige de har forelsket sig i og så er alting pludselig godt.

Holbergs komedie har intet tvist i pointen, og Charlotte Munksø har ikke givet den ét. Det er en forestilling tro imod sit forlæg, og derfor måske lige til den ferske side.

Dermed ikke sagt, at "Maskerade" ikke er en både munter, hyggelig og charmerende teaterforestilling under åben himmel. Det er den bestemt. Det er blot ikke et festfyrværkeri af grinagtigheder, selvom især Patrick Baurichter som gavtyven Henrik, Leanders tjener, leverer en meget vittig og charmerende performance, der topper med hans fremførelse af det optrin i Tamperetten, der venter den forelskede Leander hvis han bryder forlovelsen.

Det er Baurichters Henrik, der driver historien. Det er hans gavtyvestreger, fantasifuldhed og oprørstrang, der står i slående kontrast til borgerskabets fordomsfuldhed, og det er i den grad også Patrick Baurichters fortjeneste, at vi både mores og hygger os med denne opførelse.

Lucas Toya og Laura Skjoldborg er umådeligt søde som det unge, forelskede par - helt ude af flippen af de boblende hormoner, og Camilla Lau er gæv på den gode måde som tjenestepigen Pernille, som i denne komedie må overlade initiativet til den Henrik hun - også temmelig forudsigeligt - får til sidst. Mathias Flints Arv er en pusseløjerlig klovneskikkelse, der supplerer den lovligt påhæftede musiker Kevin Oliver Eagle i de indlagte sange.

Morten Suurballe virker til tider næsten ufokuseret og fjern som den stivsindede Jeronimus, repræsentanten for den forældregeneration, der dvæler i fortiden, og som her også dvæler ved sine replikker, og som hans mere løsslupne hustru, giver Christiane Gjellrup Koch den solid farcegas, men meget gods har hun ikke at gøre godt med. 

Det har Anette Støvelbæk mere af som Jeronimus' modpart, Leonarda, Leonoras mor, som her er gjort til en kvinderolle (normalt hedder karakteren Leonardo), og som udadtil er noget mere oppe på det moderne beat indtil 'skandalens' omfang går op for hende. Forældrescenen, hvor de to stakkels forældre begge forsøger at undskylde for deres børns dårskab, for til sidst alligevel at ende med at ville tvinge dem til ægteskab, bliver ganske enkelt lidt lang i spyttet, og det samme må siges om forestillingen som helhed.

"Maskerade" spiller en time og fyrre minutter uden pause, og det er kort tid og lidt langt på en gang. Generationsoprøret og en morale om at den ældre generation ikke må glemme deres egen ungdom og bør give nutidens unge plads til at udfolde sig, er eviggyldig og ikke det mindste forældet små 300 år efter skuespillet er skrevet. Til gengæld virker plottet næsten for forudsigeligt og støvet.

"Maskerade" markerer Grønnegårdsteatrets 40 år jubilæum, og det er synd og skam, at man ikke kunne få lov at spille i Kunstindustrimuseets smukke gård bare én gang mere, så jubilæet kunne fejres i de helt perfekte omgivelser. Odd Fellow Palæets Have er dog slet ikke dårlig til teater. Der er en fin intim stemning i haven, og mågernes skrig og de gamle husmure omkring scenepodiet skaber en charmerende ramme.  Denne opsætning markerer ikke et højdepunkt i teatrets 40 år lange historie, men det er en god, gedigen Holberg fortolkning. 

"Maskerade" af Ludvig Holberg.

Bearbejdelse og instruktion: Charlotte Munksø. Scenografi: Steffen Aarfing. Kostumedesign: Marie í Dali. Musikarrangementer og lydkompositioner. Kevin Oliver Eagle. Musik og sange: Henry Purcell, J.B. Lully., Marianne Sørensen, trad. folkeviser.

Medvirkende: Patrick Baurichter, Lukas Toya, Laura Skjoldborg, Anette Støvelbæk, Morten Suurballe, Camilla Lau, Christiane Gjellerup Koch, Mathias Flint og Kevin Oliver Eagle (musiker).

Producent: Grønnegårdsteatret. Spiller i Odd Fellow Palæets Have til 27. august

Anmeldt 29. juni (premiere).

Forestillingsfoto: Bjarne Stæhr.

23-06-2022

Solidt revyhold serverer en skånsom blanding af gammelt og nyt i charmerende rammer og lettere sjusket opsætning.

 

* * * *

 

Det er 14. gang der spilles Revyperler-revy i Rødvig på Stevns - med afstikkere gennem årene - og det er i form og stil altid hyggeligt og vældigt charmerende at se nogle af de gamle revyklassikere i nye fortolkninger. Og ved selvsyn konstatere, at nogle af de gamle numre fra 'den gang de virkelig kunne skrive revynumre' både enten stadig holder eller ikke helt har overlevet tidens tand.

Revyens kunstneriske leder gennem de fleste år, Max Hansen, må efterhånden have været bunken af potentielle 'perler' godt og grundigt igennem, men heldigvis kan han læne sig op ad 19-20 nye revyer hvert år, som alle bidrager lidt til samling og udvalg. 

Således har et par relativt nye numre, bl.a. den gakkede sketch om Foreningen af Funktionærer med Fjollede Fobier, der stammer fra Kerteminderevyen i 2019, fundet vej til programmet, og er aftenens bedste grin.

Max Hansen har samlet et overordentligt solidt og rutineret revyhold til dette års revy, hvor man på udvalgte aftener formentlig vil kunne opleve at gennemsnitsalderen på scenen er højere end i salen. Men alderen tynger bestemt ikke Susanne Breuning, som er en pryd og en fryd på en revyscene. Hun giver Marguerite Vibys "Den jazzende husmor" fra Cirkusrevyen 1965 med vitalt overskud og en smittende energi, men selve nummeret er et af dem, som tiden på forunderlig vis har gjort overflødigt. Så er der mere substans og næsten uhyggelig aktualitet i "Noget farligt indeni", som Preben Kaas skrev til Lily Broberg i Cirkusrevyen 1976, også her er det Susanne Breuning, der leverer varen.

Marie Mondrup trækker både aldersgennemsnittet og revyerfaringen markant ned, men hun kan sin metier, og leverer bl.a. visen om "Den sidste analoge person", som hun selv har oversat efter norsk forlæg, med afdæmpet varme og troværdighed. Helt anderledes end Kim Hammelsvang laver det samme nummer i årets Kerteminderevy, men lige så godt.

Marie Mondrup synger smukt om DF's Messerschmidt, mens medlemsflugten i partiet illustreres på grafikken bag hende, og så er hun sjov i den frække "Bip, Bap, Bøp", som efterhånden synes at have fået plads i kassen med nødnumre til kvindelige solister, for den kom også i sidste øjeblik med i Svendborg Revyen, og er set så mange gange de senere år, at jeg ganske enkelt ikke kan huske oprindelsen. I Marie Mondrups udgave får sjofelhederne et absurd, omend menneskeligt tvist.

Flemming Jensen optræder med hidtil uset ynde og uforfængelighed i Lone Hertz' Nitouche-kostume fra sidste sommer, og har bidraget med adskillige af revyens tekster, både helt nye og gennemskrivninger af ældre numre. Han er fremragende i visen om manden, der mener at have mistet synet, fordi han ikke længere kan genkende det socialdemokrati han altid har stemt på, eller kan få øje på humanismen eller solidariteten i samfundet. Det er revyens bedste tekst og bedste nummer.

Han er meget morsom som ældre sæddoner og når han sammen med Max Hansen leverer et klassisk parløb med sang-bidder og gamle vittigheder om mink. Det er i sådanne numre at Revyperle-navnet rigtigt kommer til sin ret. Fordi det har aktualitet samtidig med at det skuer tilbage og hylder revyens folkeligste tradition.

Max Hansen elsker at foredrage en god, gammel revyvise, og han er god til det. I år er det "Månemanden" af Børge Müller og Aage Stentoft, og dens oprindelse fortaber sig desværre også. Måske fordi den afdæmpede skabelsesberetning om hvordan jorden blev brugt som bold af manden i månen og hans søn, og derfor ser ud som den gør, måske ikke hører til blandt genrens allerypperste. Men visen fremføres elegant og med overbevisning. Og så kan ingen bære en scenebrandert som Max Hansen, der igen i år fortæller fuldemandsvittigheder når han her ved midsommer er på vej hjem med den kransekage han skulle hente til nytårsaften. Skål og godt nytår.

Årets revyperler er kvalitetsmæssigt en noget blandet landhandel. Revyen har bestemt sine højdepunkter, men også alt for mange numre der halter, og det skyldes i høj grad, at Max Hansens instruktion i lidt for høj grad bærer præg af at han har mange kasketter på. Den forekommer for sjusket, og det går først og fremmest ud over revygenrens to vigtigste T'er, Tempo og Timing. Den slags kommer ikke af sig selv, selv ikke med de mest rutinerede kræfter på scenen. For mange numre bliver ganske enkelt for lange, og det er som om det endnu ikke er lykkedes at få holdet på scenen til at sende på 100 procent samme frekvens. Det skal nu nok komme, når de får spillet sig varme, men det havde selvfølgelig været at foretrække at timingen og tempoet var på plads til premieren.

I sidste øjeblik måtte den strålende revykapelmester, Morten Wedendahl, træde til og vikariere for den sygemeldte Mathias Grove. Han er altid en gevinst for en revy, men det kan vel ikke undgås at have haft indflydelse på den sidste uges hektiske opløb til premieren.

Harmonien i Rødvig er et charmerende og meget hyggeligt revyteater, og stedets revyplatte fik ros fra alle sider (jeg nåede den desværre ikke selv). Årets revy er ikke den bedste revyperlesamling vi har set der, men man går ikke helt galt i byen.

Harmoniens Revyperler.

Tekst og musik: Morten Wedendahl, Anders Probst, Leif Maibom, Mathias Grove, Kevin Bovin, Hege Schøven, Trond Hansen, Jan Niklas Rønning, James Price, Henrik Studsgaard, Flemming Jensen, Lars Fjeldmose, Per Lekang, Peter Düring, Max Hansen, Alan Menken, Teatro, Thomas Pakula, Johannes Møllehave, Bent Fabricius-Bjerre, Børge Müller, Aage Stentoft, Kristian jensen, Preben Kaas, Poul Godske, Randy Newman, Epe, og P. Sørensen og Amdi Ris m.fl..

Instruktion: Max Hansen (assisteret af Martin Miehe-Renard). Scenografi: Morten Jørgensen. Koreografi: Susanne Breuning. Kapelmester og musikalsk arrangement: Morten Wedendahl.

Medvirkende: Susanne Breuning, Marie Mondrup, Flemming Jensen og Max Hansen.

Spiller i Restaurant Harmonien, Rødvig til 30. juli.

Anmeldt 22. juni (premiere)

Foto: Mathias Rasmussen.

16-06-2022

Der har været sommerrevy i Sønderborg i 40 år, og det nye ejerpar er ved at finde deres form og stil på revyen.

Der gives ikke stjerner til denne forestilling, da de oprindeligt ikke ønskede at blive anmeldt, men siden skiftede mening.

 

 

Den alsiske revykonge Leif Maibom sætter stadig sine spor i Sønderborgs Sommerrevy, hvor han ganske vist for et par år siden har givet stafetten videre til Jeanne Boel og hendes mand, Klaus Kristensen, der nu står i spidsen for revyen og har tilføjet et disket ’show’ til titel og varebetegnelse.

I år har han skrevet syv af revyens 27 numre, og det er vel at mærke numre af den slags, som det store, trofaste publikum på disse kanter elsker; blandt andet et godt, gammeldags parodinummer hvor Jeff Schjerlund og Rasmus Søndergaard er DF’s Pia Kjærsgaard og Morten Messerschmidt, og et klassisk vittighedsnummer med Jesper Lundgaard som glat brugtvognsforhandler med politikerjokes, fordi de to erhverv befinder sig nogenlunde samme sted på troværdighedsbarometret.

Han har også skrevet revyens bedste nummer, hvor Lisbeth Kjærulff optræder med en særdeles veloplagt parodi på Jørgen Leth, der tusser rundt og venter på at Tour de France kommer til Sønderborg. Lisbeth Kjærulff er et alternativt valg til parodien, men leverer den meget, meget morsomt, assisteret af Jeanne Boel som Ulla Therkildsen, TV2, der dukker op flere gange undervejs i små videoglimt af varierende kvalitet.

Det showprægede består først og fremmest af nogle lækre musikalske numre, hvor især åbningen af anden akt, et swingende medley med sange om krig og fred, imponerer. Men man kunne faktisk godt ønske sig at det musikalske fik endnu mere plads på bekostning af nogle af de forholdsvis forudsigelige sketches, og vittighedsbaserede monologer, som kalder på den lette latter, men ikke rigtigt tilfører revyen noget nyt og rigtigt interessant. Man synes næsten at revyen får for lidt ud af den dygtige kapelmester Thomas Pakula og hans trio.

Jeff Schjerlund er ved Gud ikke en mesterlig parodist, til gengæld synger han godt, og derfor bliver et Andreas Odbjerg-nummer, som handler om små mænd med magt – i modsætning til hittet om en stor mand – ganske vellykket. Revydebutanten Rasmus Søndergaard kommer fint fra land, både som en morsom Moses, der i bedste statsministerstil har slettet sine stentavler, og ikke mindst i sit glansnummer fra Specialklassen som tegnsprogstolk – her i et lidt for langt, men sjovt nummer om en guldbryllupstale.

Jeanne Boel har for engang skyld givet sig selv rigeligt at lave – det er kun positivt at direktricen markerer, at hun er her og at der er en ny sherif i byen. Hendes bedste nummer handler om kvinden, der har ’sendt en lort med posten’, mens en monolog om singlekvinden Susanne nok går bedre hjem en festlig fredag aften end denne onsdag aften med Danske Seniorer på bustur til Sønderborg som publikum.

Jesper Lundgaard giver den hele armen som Kandis Johnny, der som en anden Messias ’tænder lys, når mørke tanker rammer dig’. Han åbner også ballet som ren stand-upper, når han varmer publikum op, og er morsom, som hårdt prøvet patient i det danske sygehusvæsen, i en sketch, der er spækket med sjove detaljer, men savner en effektiv pointe. Lisbeth Kjærulff rammer glimrende Mette Frederiksens dialekt med Schjerlund og Boel som embedsmandskor og er en yndig Omikrom-virus, der føler sig tilsidesat af Putin og hans krig.

Der er meget at grine af, og ikke vanvittigt meget at tænke over i årets Sønderborg Revy Show, men man fornemmer at det næsten nye ejerpar så småt er ved at finde deres egen form og stil med revyen, som for min skyld gerne måtte gå endnu mere i showretningen, og distancere sig mere fra de forudgående 39 års tradition. Ikke fordi der var noget som helst galt med den, men verden og ikke mindst den danske sommerrevy, har faktisk ændret og rykket sig siden 1982. Mon dog ikke også, at publikum vil være i stand til at tage imod det?

Det er naturligvis en vanskelig proces, og ejer- og generationsskiftet er bestemt ikke blevet lettere af at corona aflyste 2020 og halverede mulighederne i 2021. Dette års udgave af Sønderborg Sommerrevy Show peger i den positive retning. Det god underholdning og en revy, som de fleste vil have en rigtig god oplevelse med. Både som stamgæst gennem 40 år og som ny udi i revyen.

Sønderborg Sommerrevy Show.

Tekst og musik: Leif Maibom, Thomas Pakula, Lars Bisgaard & Rasmus Søndergaard, Wendt/Tind/Engholm, Søren Anker Madsen & Søren Vandkær Thomsen, Lisbeth Kjærlund, Rasmus Krogsgaard, Kai Normann Andersen, Jan Svarrer, Jeanne Boel, Kim Ace Schjerlund, Lisbeth Kjærulff & Kristian Jensen, Jacob Morild, Sune Gylling Æbelø, Søren Nielsen & Peter Bisgaard Christiansen.

Instruktion: Jeanne Boel. Scenografi: Klaus Kristensen. Koreografi: Jeff Schjerlund & Jeanne Boel. Kostumer: Marianne Meyer. Kapelmester & arrangør: Thomas Pakula.

Medvirkende: Lisbeth Kjærulff, Jesper Lundgaard, Rasmus Søndergaard, Jeff Schjerlund og Jeanne Boel.

Spiller på Sønderborg Teater på Hotel Sønderborg Strand til 23. juli.

Anmeldt 15. juni.

Foto: Stefan Kragh

13-06-2022

Et veloplagt revyhold skaber en umådeligt festlig revy på den lille nordsjællandske kro. Anmeldelsen bringes i samarbejde med Ekstra Bladet.

 

* * * * 

 

Man har nærmest glemt de fleste numre allerede inden man er kommet hjem fra revyen i Ganløse, men mens det står på, når man sidder side om side ved langbordene i salen, så både griner og hygger man sig nonstop. Man er på alle måder godt underholdt i de hyggelige rammer og det er en kvalitet, der ikke må underkendes.

Den nordsjællandske kro har efterhånden skabt en rigtig fin revytradition, med dygtige solister og en let og luftig revystil, og så må man endelig ikke glemme maden, som er aldeles glimrende og rigelig. 

Holdet på scenen består i år af den fynske tornado, Sara Gadborg, af altid stilsikre Anne Karin Broberg og af gennemsolide Martin Knudsen og Michael Hasselflug, der alle synes at trives i krorevyens trange, men omfavnende rammer.

Alle fire formår hele aftenen igennem at skabe små, søde, sjove og skøre karakterer i gennem revyens 28 numre. Det er veloplagt revykomik. Solidt håndværk, og leveret med charme og overskud. 

Tekstmaterialet er af varierende kvalitet, og en del numre har lidt svært ved at blive rundet af tidsnok til at fokus fastholdes, men man kan ikke sætte en finger på underholdningsværdien. Det er en revy, man skal grine af, og den mission lykkes overbevisende godt for instruktør Michel Castenholt og hans folk. 

Til gengæld er der ikke så mange numre, der fæstner sig voldsomt meget længere end i nuet. Et af dem er Sara Gadborg og Anne Karin som DR Pigekorister, der så smukt og yndigt synger Dorte Munksgaards tekst om dirigentens tiltagende krænkelser overfor pigerne på de kønne, kendte melodier fra den danske sangskat - Dirigentens største trang er en ung blond pige! Sangene bliver frækkere og frækkere som nummeret skrider frem, og her bliver komik og satire sammenflettet på fineste vis.

Det er bestemt heller ikke til at stå for Michael Hasselflug og Anne Karin som antikvitetshandlerparret, der på grund af lidt svære tider i branchen i stedet laver pornofilm i butikken, eller for Anne Karins nordsjællandske 'slaveejer', der udnytter sin aupair til det yderste. Hele ensemblet er meget morsomme i en desværre noget for lang sketch om en generalforsamling i foreningen Os Med Dårlig Hukommelse, og den politiske satire præsenteres af Sara Gadborg i en politisk auktion, hvor bl.a. Inger Støjbergs fodlænke, Moderaternes partiprogram og Jens Rohdes politiske integritet kommer under hammeren.

Flere numre er reelt blot visualiserede vittigheder, der serveres med vitalitet og overskud. Andre numre bæres af karakterkomikken; blandt andet Hasselflug og Anne Karin som herligt  ægtepar på diskussionskurs, Martin Knudsen som naiv politimand og en skønt jodlende Sara Gadborg.

Musikalsk er man i gode hænder hos Christian Dahlberg og den energiske trommeslager Josef Aarskov, og kvartetten synger overbevisende godt. Allerbedst kommer det til udtryk i revyens finalenummer, der er en festligt og energisk hyldest til popsnedkeren over dem alle, Keld Heick.

Ganløse Revyen.

Tekst og musik af Leif Maibom, Christian Dahlberg, Jantzen & Aagaard, Lukas Birch, Thomas Pakula, Lars Bisgaard og Rasmus Søndergaard, Michel Castenholt, Frankie Ifield, Dorte Munksgaard, Ulla Jessen, Sune Gylling Æbelø, Irving Berlin, Anne Karin Broberg, Mikkel Reenberg, Jan Svarrer/Søren Anker Madsen, Carl-Erik Sørensen, James Price, Anders Aamand Anderskov, Gershon Kingsley, Keld Heick m.fl.

Instruktion: Michel Castenholt. Scenografi: Martin Knudsen/Michel Castenholt. Koreografi: Steffen Hulehøj Frederiksen. Kostumer: Martin Knudsen, Michel Castenholt og Anette Oxenbøll. Kapelmester: Christian Dahlberg. Musiker: Josef Aarskov.

Medvirkende: Anne Karin Broberg, Sara Gadborg, Martin Knudsen og Michael Hasselflug.

Spiller på Ganløse Kro til 26. august.

Anmeldt 12. juni (premiere).

Foto: Jesper Blæsild.