Teatret Slotsgaarden i Odense giver Molières Misantropen en ordentlig tur i gendigtningsmøllen, med en skør, men lidt skinger tidsåndssatire.
* * *
Der er ikke meget Molière tilbage i Johan Sarauw og Jo Hedegaards særdeles frie gendigtning af klassikeren “Misantropen”. Her på Teatret Slotsgaarden i hjertet af Odense er 1600-tals komedien blevet 2022-satire, og den franske elegance er udskiftet med nutidig skinger overfladiskhed.
Alceste hedder her André og er kulturkommentator. Celimène er omdøbt til Celeste og er en del af et opstyltet, progressivt kunstnermiljø. Mens han stræber efter fordybelse og ærlighed i kunsten såvel som livet, så jagter hun – og hendes farverige entourage – likes på Instagram og overfladiskheden er i sig selv et mål. Glem alt om fordybelse og nærvær i en verden, hvor SoMe og wokeism er Gud, og mennesker som André blot er latterlige boomers, der skal udstilles i komiske memes.
Paralellen mellem Molières originale historie, og Sarauw/Hedegaards frie gendigtning, er sådan set meget godt set, og komedien rummer en ikke ubetydelig selvironi, for når man rammer ud efter et selvfedt, selviscenesættende kunstnermiljø, der lever højt på Kulturstyrelsens gunst, så svinger boomerangen jo også tilbage og rammer teaterfolkene selv i nakken.
På et tidspunkt taler vores anti-helt, André, ligefrem om det tåbelige i at remodellere gode teaterstykker, der er perfekte i forvejen. Touché!
Teatret Slotgaarden spiller for 11. gang i gården på Odense Slot, og har denne gang valgt en langt mere opdateret og direkte samfundssatirisk vinkel på deres klassisker-bearbejdelser. Det giver forestillingen mere substans end vi har oplevet de seneste somre, men det er på bekostning af noget af morskaben. For nok er det sjovt, når det unge skuespillerhold gakker ud som selvfede kunstnertyper, men lige netop det som det handler om mangler; en dybde i karaktertegningen og i spillet. Det forbliver for det meste ved det overfladiske, det hurtige, det Instagram-egnede og savner en egentlig klangbund.
Komikken er frisk og frejdig, men for ofte for skinger. Og selvom vi sidder der under den åbne himmel og griner en hel del, så er det for ofte en anstrengt latter. Ikke en befriende latter, som Teatret Slotsgaarden ellers de senere år har fremkaldt, og således stikker publikums forventninger (i hvert fald mine) og ensemblets ambitioner måske i for forskellige retninger til at årets forestilling kan siges at være vellykket.
Der er dog bestemt lyspunkter. For midt i al den farverige overfladiskhed lyser Jacob Moth-Poulsen op som den forbitrede misantrop. Han fremstiller nærmest perfekt den hund i keglespillet, som denne André bliver. Præcis i sine vrede tirader om ungdommens og kunstens dårskab – i øvrigt skrevet på mundrette vers, som Molière ville have anerkendt – og troværdig i sin sjælelige deroute, når han indser at hans kærlighed til Elimie Rasmussens livslystne Celeste aldrig vil kunne blive gengældt. Han fremstiller en menneskelighed i karakteren, som meget passende for stykket står i slående kontrast til det øvrige ensembles let overgearede og forcerede spillestil.
Der er finurlige, satiriske pointer i teksten, og dens karske kritik af kulturparnasset anno 2022, rammer ind i mellem lige hvor den skal. Selvironien svider, men virker den ikke lidt påtaget i Johan Sarauw og Martin Nyborgs instruktion, som ikke rigtigt formår at give forestillingen den legende lethed som ville klæde den?
Måske er det bare mig, der er en halvgammel misantropisk boomer. Men jeg synes helt ærligt ikke at projektet lykkes, alle dets mange kvaliteter til trods.
“Misantropia” af Johan Sarauw og Jo Hedegaard frit efter Molières “Misantropen”.
Instruktion: Johan Sarauw og Martin Nyborg. Scenografi & Kostumer: Jo Hedegaard. Korværker: Mathæus Bech.
Medvirkende: Jacob Moth-Poulsen, Emilie Rasmussen, Anders Manley, Mathilde Lundberg, Emil Hyldeborg og Simone Harvald.
Spiller i slotsgården i Odense til 20. august, dog fra 28. juli – 1. august på Kunsten i Aalborg.
Anmeldt 16. juli (premiere).
Foto: Karoline Lieberkind
