Blog

13-08-2022

Den Jyske Operas opsætning af Andrew Lloyd Webbers musical ”Sunset Boulevard” lyder overdådigt; den er velsunget, godt spillet og smuk at se på. Som musical er den dog ikke noget mesterværk.

 

* * * *

Alle spiller musicals i disse år.

Både Det kgl. Teater og nu også Den Jyske Opera er sprunget med på bølgen, udover de etablerede teatre og en stribe private producenter. Det er et reelt spørgsmål om hvor længe bukserne kan holde. Hvor længe, der er publikum nok, og om der er kvalitet nok til på denne måde at tæppebombe teaterrepertoiret med musicals.

Det er ikke mangel på kvalitet i opsætningen, der tynger Den Jyske Operas aktuelle opsætning af ”Sunset Boulevard” – skrevet af Andrew Lloyd Webber med tekst af Don Black og Christopher Hampton, baseret på Billy Wilders Oscar-belønnede melodramatiske film fra 1950 af samme navn.

Alt spiller upåklageligt i operaens opsætning i Musikhuset i Aarhus – bortset fra en mikroport, der til premieren gik i stykker og måtte udskiftes, men det skal operafolkene være undskyldt, de er ikke vant til at sangerne er ’miked op’, som man siger.

Lloyd Webbers musik er storladen musicalmusik fra øverste hylde, og når den spilles af hele Aarhus Symfoniorkester i graven, lyder den aldeles vidunderligt. Når man er vant til at se musicals, hvor selv de største internationale opsætninger ’blot’ har 10-15 mand i orkestret og halvdelen spiller synthesizer for at skabe ’englelyden’, så er det helt overvældende at opleve lyden af det store orkester. Det skal man normalt til særlige koncertopførelser for at opleve, og dér er den dramatiske oplevelse så begrænset.

Det er den ikke her. Scenografi, kostumer, lys og lyd og særdeles dygtige solister – igen med hele Den Jyske Operas kor som et både velklingende og visuelt overdådigt bagtæppe – får mest muligt ud af materialet. Det er flot, med ekstra flødeskum på toppen, som en overvældende konditorkage, man næsten ikke tør at stikke kagespaden i.

Som det nogle gange er med den slags kager, så er den ydre skønhed ikke nødvendigvis ensbetydende med, at kagen også smager vidunderligt, og sådan forholder det sig lidt med ”Sunset Boulevard”.

Når Den Jyske Opera overhovedet sætter denne snart 30 år gamle West End-musical på plakaten i 2022 (skulle have været i 2020, men corona kom i vejen), så skyldes det operachef Philipp Kochheims egen, personlige passion. Han er – får man at vide på den glimrende, korte introduktion til musicalen inden forestillingen – inkarneret filmnørd, og har Billy Wilders film fra 1950 på sin personlige top50 over de bedste film nogensinde. Lige siden Lloyd Webbers musical baseret på filmen havde verdenspremiere i 1993, har Kochheim drømt om at sætte den op, og nu havde han muligheden. Tilmed kunne han tage sig kunstneriske friheder i forhold til opsætningen, der ikke længere er underlagt rettighedskrav til scenografi, kostumer m.v.

At et operamenneske kan forelske sig i en musical som ”Sunset Boulevard” er på ingen måde overraskende. Det er skrevet som en slags moderne opera, hvor al dialog synges eller i det mindste foredrages til musik, og Lloyd Webber var (og er) en dygtig håndværker. Partituret er vanvittigt dygtigt skruet sammen, og den melodramatiske grundhistorie om den unge filmforfatter, Joe Gillis, som ved et tilfælde møder den aldrende og glemte, men styrtende rige, stumfilmsdiva Norma Desmond, har både saft og kraft. Hun er forelsket i ungdom som begreb. Hun drømmer om at opleve evig ungdom, og han er på den anden side forelsket i drømmen om at få succes og penge. De er et match made in heaven, eller helvede, rettere sagt, for romancen er baseret på kynisme og egoisme, og historien ender bestemt ikke lykkeligt.

Jeg erindrer ikke at have set filmen, men jeg så musicalen ”Sunset Boulevard” i London i 1993 kort efter dens verdenspremiere, og husker, at jeg dengang fandt fortællingen langtrukken og med al for meget fyldstof. Grundhistorien med Gillis og Desmond har substans. Den er intens og vedkommende, og sidehistorien med hendes altopofrende tjener, Max, giver fortællingen et overraskende og stærkt twist mod slutningen. Men der er for meget fyld, for meget Hollywood-hyldest, for lange scener på den fattige forfatters ydmyge kammer, hvor han sideløbende skriver på et filmmanuskript med den unge, smukke pige, som selvfølgelig også forelsker sig i ham. Hvor flot partituret end er skruet sammen, så sidder jeg i hvert fald – dengang i 1993 som i dag - med en fornemmelse af, at der er for mange gentagelser, for mange referencer, der skal med.

Der er især inden pausen al for meget tomgang i fortællingen, og for lidt dramatisk fremdrift. Og så har historien den grundlæggende ulempe, at ingen af dens hovedpersoner er mennesker vi rigtigt kan holde af og med. Alle er de følelseskolde kynikere, der først og fremmest agerer for egen vindings skyld. Der er ingen helt, ingen heltinde og det er derfor først til allersidst, at man bliver lidt berørt over historiens tragiske afslutning.

”Sunset Boulevard” er således ikke som musikdramatisk værk et egentligt mesterværk. Men det er djævelsk godt håndværk, og opsætningen er flot som bare pokker.

I Aarhus er det Tammi Øst, som i en alder af 63 år spiller sin første musicalrolle. Hun er en fremragende Norma Desmond. At hun som skuespiller kan spille rollen som den glemte diva, der nægter at indse at tiden er løbet fra hende, er bestemt ingen overraskelse. Og har man fulgt Tammi Øst lidt gennem hendes karriere, ved man også, at hun synger glimrende. Alligevel er det både en overraskelse og en udelt fornøjelse at høre hvor godt hun synger de krævende sange. Hun falder på ingen måde igennem i forhold til de mere skolede musical- og operasangere, der omgiver hende på scenen. Hun tilføjer en dramatisk tyngde, og et langt skuespillerlivs erfaring til karakteren Norma Desmond, som jo ikke er en ukendt karaktertype i teater-og filmbranchen. Ikke for meget, ikke for lidt. Hendes Norma Desmond bliver et monster af et menneske, og dybt tragisk.

Overfor hende er den amerikanske musicalperformer Randy Diamond, en overdådigt velsyngende, men også meget moden Joe Gillis. Hans præstation er som sådan upåklagelig, men han er simpelthen for gammel til rollen. Det er præmissen for hele historien, at den gamle filmstjerne forelsker sig i den unge forfatter, som igen forelsker sig i den lidt yngre kollega. Hele essensen i fortællingen er baseret på kærlighed til ungdommen og den evige ungdom. Derfor bliver det alt andet lige et problem for troværdigheden, at de to hovedpersoner fremstår nærmest jævnaldrende.

Jeg er ikke operakender, men er da bekendt med, at man i operaens verden godt kan se stort på alder og fysisk fremtoning når hovedpartier i store operaer skal besættes – det handler om stemmerne – men netop i dette tilfælde hvor alder og aldersforskel er en afgørende drivkraft for hele historiens grundpræmis, så bliver det altså et problem.

Forestillingens to andre store roller; tjeneren Max og forfatterspiren Betty, er i gode hænder hos den danske musicalperformer Martin Loft og tyske Katharina Maria Abt. Hun synger heldigvis ikke som den brækkede arm, hun uheldigvis går rundt med, og han giver sin vigtige birolle med stor dramatisk patos, og er vel aldrig set bedre. En flot præstation.

”Sunset Boulevard” synges på engelsk, med danske ’overtekster’, og spiller bare fire gange mere i Musikhuset i Aarhus frem til 20. august. Sådan er det jo meget med opera. Et enormt set-up for ganske få opførelser. Det synes næsten synd, at forestillingen får så kort et liv, men måske kan Den Jyske Opera eksportere opsætningen til udenlandske scener. På den bugnende danske musicalscene, fremstår opsætningen som et overflødighedshorn af overdådig vellyd, som ingen af branchens private producenter har en kinamands chance for at leve op til. Det er på en måde både godt og skidt. Men mest godt. Det er altid dejligt, når barren sættes højt, og man lykkes med det meste.

”Sunset Boulevard”.

Musik: Andrew Lloyd Webber. Manuskript: Don Black og Christopher Hampton baseret på Billy Wilders film af samme navn fra 1950.

Instruktion: Philipp Kochheim. Scenografi: Emily Bates. Kostumedesigner: Mathilde Grebot. Lysdesigner: Anders Poll. Korindstudering: Peter Pade. Dirigent: Andy Massey. Oversættelse: Steffen-Peter Gliese og Frank Rubæk med Leif V.S. Balthzersen.

Medvirkede: Tammi Øst, Randy Diamond, Martin Loft, Katherina Maria Abt, Andreas Eldeen, Jens Jagd, Carsten Gottholt Hansen, Erik Bekker Hansen, Jonathan Heegaard Jespersen, Linda Arunee Olofsson, Josephine Stokholm, Frederik Stuhllemmer, Inger Margrethe Holt Povlsen, Bolette Bruno Hansen, Pernille Stolting-Madsen, Annette Dahl, Morten Wang, Andreas Winther, Jens Bové, Lars Fentz Krogh, Al Dresden Ramos og Joan Ribalta. Samt Den Jyske Operas Kor og Aarhus Symfoniorkester.

Producent: Den Jyske Opera. Spiller i Musikhuset Aarhus til 20. august.

Anmeldt 12. august (premiere)

Forestillingsfoto: Anders Bach for Den Jyske Opera.

07-08-2022

For ottende gang spilles der farce under åben himmel i i Holbæk Museums gård. I år er det historien om Den Røde Pimpernel, der står for skud.

* * * *

Næsten alt er ved det gamle i Holbæk Museums gård.  For ottende gang byder Sjællands Teater udenfor til sommerkomik i de charmerende rammer, og det er et koncept som publikum har taget i mod med stadig voksende interesse.

Det er bestemt også én af sensommerens meget hyggelige teatertraditioner. En let og charmerende sommerspøg, hvor der pjattes igennem på scenen og hvor den muntre stemning smitter fra scenen til publikum under den store bøg.

I år har Niels Olsen - ørkensønnen og revystjernen - overtaget manuskriptskrivningen fra Flemming Jensen, som i mange år har forvaltet den opgave med sin udprægede sans for at sætte regulært nonsens ind i en form for dramatisk ramme, tilsat myriader af tidstypiske politiske henvisninger og referencer.

Helt så radikalt går Niels Olsen ikke til værks med sit manuskript til "Den Røde Pimpernel". Referencerne er færre, galskaben er mere kontrolleret og der er faktisk en handling, man kan vælge at forholde sig til, hvis man vil. Men hånden på hjertet; det er ikke derfor man går i museumsgården. Det gør man for at grine, og selvom "Den Røde Pimpernel" er meget munter, og har adskillige morsomme scener, vittige replikker og sjove karakterer, så udebliver den helt store skraldlatter i år.

Det selvom, der spilles skønt komediespil af især Jacob Weble i skiftende roller som skruppelløs fransk skurk, engelsk aristokrat og degenereret monark. Han er en ægte komiker når han slår sig løs som her, og det er en ren fornøjelse. Weble følges fint til dørs af Brian Kristensen som den engelske lord med superheltegen, og af sent tilkomne Charlotte Guldberg, som blandt andet slår gækken løs som understimuleret fransk adelsfrue - og hendes datter - og som gæv søulk på den engelske kanal. Penille Albæk Andersen har fået lidt mindre at lave sjov med som Pimpernels upålidelige hustru, men gør fyldest med hvad der er.

Forestillingen varer på den gode side af to timer inkl. en pause, og det er til den absolut lange side, ikke mindst taget i betragtning at aftenkulden kommer snigende efter kl. 20 på denne tid af året. Det var ikke noget problem på en premiereaften, der var tilsmilet af mildt augustvejr, men der skal altså spilles helt ind i september.

Løjerne, og det er jo det, det er og skal være, bliver allerede inden pausen lige omstændelige nok, og selvom der kommer bedre flow mod slutningen, så må instruktøren Joy-Maria Frederiksen altså gerne skrue på gashåndtaget og lade sine skuespillere og det ganske herlige kor, bestående af unge elever fra Holbæk Drama College gakke endnu mere ud. Måske kunne man endda med fordel stryge en enkelt eller to af de indlagte sange, som ganske vist er både morsomme optrin og stikker i alle mulige referenceretninger, men ok, hvordan i alverden skal skuespillerne så nå at klæde om?

Omklædningerne er der nemlig mange af. Kostumepragten er imponerende, og både de og den smidige scenografi, der tager os fra Paris' gader til Dover og Calais med et snuptag, er igen i år udført med både snilde og sprudlende fantasi af Kirsten Brink, ligesom pianisten stadig er altid veloplagte Lars Fjeldmose, som - bare rolig - atter i år 'spiller med' til kirkeklokkernes uendelige ringen inden forestillingsstart.

Næsten alt er altså som det plejer at være. Vi er i trygge hænder, vi morer os og først og fremmest så hygger vi os i museumsgården, og når man forlader gården og går hjem i den mørke sensommernat begynder man allerede at glæde sig til næste sommers forestilling, som er historien om Dracula. Til den tid må Niels Olsen gerne tænke i lidt kortere og strammere baner, for man griner bedre når man ikke fryser.

"Den Røde Pimpernel".

Tekst: Niels Olsen. Musik: Lars Fjeldmose og en masse andre.

Tinstruktion: Joy-Maria Frederiksen. Scenografi & kostumedesign: Kirsten Brink. 

Medvirkende: Charlotte Guldberg, Penille Albæk Andersen, Jacob Weble og Brian Kristensen. Samt koret: Jaqueline Lillevang, Nanna Langtved, Alberte Sander Jensen, Estrid Dandanell Rothmann, Frida Sjødahl Østergaard, Josefine Aviaja Christiansen, Mads Frydensberg Nicolaisen, Rosa Lawaetz, Samuel Peter Falch og Sarah Chabert Saugmann.

Producent: Sjællands Teater. Spiller i Holbæk Museums Gård til 6. september.

Anmeldt 6. august (premiere).

Forestillingsfoto: Mie Neel.

17-07-2022

Teatret Slotsgaarden i Odense giver Molières Misantropen en ordentlig tur i gendigtningsmøllen, med en skør, men lidt skinger tidsåndssatire.

* * * 

Der er ikke meget Molière tilbage i Johan Sarauw og Jo Hedegaards særdeles frie gendigtning af klassikeren "Misantropen". Her på Teatret Slotsgaarden i hjertet af Odense er 1600-tals komedien blevet 2022-satire, og den franske elegance er udskiftet med nutidig skinger overfladiskhed.

Alceste hedder her André og er kulturkommentator. Celimène er omdøbt til Celeste og er en del af et opstyltet, progressivt kunstnermiljø. Mens han stræber efter fordybelse og ærlighed i kunsten såvel som livet, så jagter hun - og hendes farverige entourage - likes på Instagram og overfladiskheden er i sig selv et mål. Glem alt om fordybelse og nærvær i en verden, hvor SoMe og wokeism er Gud, og mennesker som André blot er latterlige boomers, der skal udstilles i komiske memes.

Paralellen mellem Molières originale historie, og Sarauw/Hedegaards frie gendigtning, er sådan set meget godt set, og komedien rummer en ikke ubetydelig selvironi, for når man rammer ud efter et selvfedt, selviscenesættende kunstnermiljø, der lever højt på Kulturstyrelsens gunst, så svinger boomerangen jo også tilbage og rammer teaterfolkene selv i nakken. 

På et tidspunkt taler vores anti-helt, André, ligefrem om det tåbelige i at remodellere gode teaterstykker, der er perfekte i forvejen. Touché!

Teatret Slotgaarden spiller for 11. gang i gården på Odense Slot, og har denne gang valgt en langt mere opdateret og direkte samfundssatirisk vinkel på deres klassisker-bearbejdelser. Det giver forestillingen mere substans end vi har oplevet de seneste somre, men det er på bekostning af noget af morskaben. For nok er det sjovt, når det unge skuespillerhold gakker ud som selvfede kunstnertyper, men lige netop det som det handler om mangler; en dybde i karaktertegningen og i spillet. Det forbliver for det meste ved det overfladiske, det hurtige, det Instagram-egnede og savner en egentlig klangbund.

Komikken er frisk og frejdig, men for ofte for skinger. Og selvom vi sidder der under den åbne himmel og griner en hel del, så er det for ofte en anstrengt latter. Ikke en befriende latter, som Teatret Slotsgaarden ellers de senere år har fremkaldt, og således stikker publikums forventninger (i hvert fald mine) og ensemblets ambitioner måske i for forskellige retninger til at årets forestilling kan siges at være vellykket.

Der er dog bestemt lyspunkter. For midt i al den farverige overfladiskhed lyser Jacob Moth-Poulsen op som den forbitrede misantrop. Han fremstiller nærmest perfekt den hund i keglespillet, som denne André bliver. Præcis i sine vrede tirader om ungdommens og kunstens dårskab - i øvrigt skrevet på mundrette vers, som Molière ville have anerkendt - og troværdig i sin sjælelige deroute, når han indser at hans kærlighed til Elimie Rasmussens livslystne Celeste aldrig vil kunne blive gengældt. Han fremstiller en menneskelighed i karakteren, som meget passende for stykket står i slående kontrast til det øvrige ensembles let overgearede og  forcerede spillestil.

Der er finurlige, satiriske pointer i teksten, og dens karske kritik af kulturparnasset anno 2022, rammer ind i mellem lige hvor den skal. Selvironien svider, men virker den ikke lidt påtaget i Johan Sarauw og Martin Nyborgs instruktion, som ikke rigtigt formår at give forestillingen den legende lethed som ville klæde den?

Måske er det bare mig, der er en halvgammel misantropisk boomer. Men jeg synes helt ærligt ikke at projektet lykkes, alle dets mange kvaliteter til trods.

"Misantropia" af Johan Sarauw og Jo Hedegaard frit efter Molières "Misantropen".

Instruktion: Johan Sarauw og Martin Nyborg. Scenografi & Kostumer: Jo Hedegaard. Korværker: Mathæus Bech.

Medvirkende: Jacob Moth-Poulsen, Emilie Rasmussen, Anders Manley, Mathilde Lundberg, Emil Hyldeborg og Simone Harvald.

Spiller i slotsgården i Odense til 20. august, dog fra 28. juli - 1. august på Kunsten i Aalborg.

Anmeldt 16. juli (premiere).

Foto:  Karoline Lieberkind  (NYT foto i forhold til oprindeligt)

 

07-07-2022

Velspillet og ikke mindst velklingende sommerteater om stumfilmstjernen Asta Nielsen.

* * * * 

Musikken spiller en skrattende tysk schlager, der tager os tilbage til 1920'erne mens vi indtager de skrå solstole på plænen foran udstillingsstedet Sophienholm ved Lyngby og med front mod Bagsværd Sø nyder den danske sommer i al dens aftenpragt.

Spillestedet kan være en bidragende faktor til Teatergrads sommerforestillinger, og disse smukke, romantiske omgivelser kan vel ikke være længere væk fra 30'ernes Berlin, hvor "Asta" foregår. Årets skuespil handler om Asta Nielsen - Die Asta - Europas største filmstjerne dengang inden de begyndte at tale på film. Det dekadente berlinermiljø og den smukke sommersø er ikke den ideelle kombi, men Lisbeth Burian har skabt en bastant kassescenografi i sort, med røde effekter, som alligevel fungerer ganske godt, og publikum inddrages fra begyndelsen, for Die Asta, primadonnaen, trives bedst med stående applaus, må vi jo nok forstå.

Senere skal forestillingen bl.a. spille i den sal på Cinemateket i København, der bærer Asta Nielsens navn, og det kan godt gå hen og blive en interessant affære. 

Det er det nu bestemt også her på Sophienholm. Ikke mindst på grund af Karen Duelund Guastavinos elegante kompositioner, der både er tidstypiske for perioden og samtidig moderne, og som hun selv fremfører sammen med skuespillerne. Og på grund af et udsøgt lydarbejde af Janus Jensen, med snurrende filmkameraer og andre fine effekter, der giver et meget intenst lydunivers.

Nanna Cecilie Bang gestalter Asta Nielsen med perlende livlighed, og portrætterer hendes målbevidsthed, ambition og moderne feministiske tanker ganske overbevisende. Hun brænder flot igennem, med en intens og ganske glimrende performance. Omkring hende giver Rolf Hansen og Janus Elsig mændene i hendes liv med masser af energi, musikalitet, charme og en god portion humor. 

Det er således både en velspillet og velklingende forestilling, men lærer vi voldsomt meget mere om Asta Nielsen end vi vidste i forvejen? Kommer vi meget dybere ind bag facaden på kvinden, der valgte sin karriere frem for sin datter, var forud for sin tid i forhold til at tale kvindesagen og som afviste nazisterne, men alligevel blev dømt ude herhjemme på grund af sit tyskersind? 

Det gør vi desværre ikke rigtigt i Julie Petrine Glargaards velskrevne, men overfladiske biografiske manuskript, der skøjter kronologisk frem gennem karrierens højdepunkter og de private lavpunkter. Man får nærmere lyst til at gå på biblioteket og finde de bøger frem, som dramatikeren må have brugt i sin research, og selv læse sig dybere ned i historien.

"Asta" spiller på Sophienholm til på lørdag, og igen fra 2.-10. august. Derefter på Cinemateket fra 23-26. august som led i en turné, der kører fra 16. august til 13. oktober. Hele landet får således mulighed for at opleve den let overfladiske, men velspillede og elegante forestilling, der blot varer en time og et kvarter.

"Asta" af Julie Petrine Glargaard.

Instruktion: Pelle Nordhøj Kann. Scenografi: Lisbeth Burian. Komponist: Karen Duelund Guastavino. Idé og koncept: Det flydende Teater.

Medvirkende: Nanna Cecilie Bang, Rolf Hansen, Janus Elsig og Karen Duelund Guastavino.

Arrangør: Teatergrad.

Spiller ved Sophienholm til 9. juli, og igen 2.-10. august. Derefter turné til 13. oktober, bl.a. i Cinemateket 23.-26. august.

Anmeldt 6. juli på Sophienholm.

Foto: Per Morten Abrahamsen.

06-07-2022

Helt ny revy i Odsherred er skør og skæv, poetisk, urkomisk og temmelig musikalsk. En anderledes revy, som forhåbentlig bider sig fast.

* * * * 

De er godt vant når det gælder revy i Odsherred, hvor Dragsholmsrevyen indtil sidste år har sat landsdelen på revykortet. Og de lokale og områdets mange sommerhus- og feriegæster bør bestemt også i år sætte penge af i budgettet til at lægge vejen omkring Odsherreds smukke, nye teater i Nykøbing Sj., hvor en helt ny revy indtager byen.

Den norske, men herboende, instruktør Frede Gulbrandsen indfrier en gammel drøm om at lave sin egen revy, og optræder tilmed selv på scenen, nænsomt doseret i forhold til revyens absolutte attraktioner; Rikke Bilde og Kristian Holm Joensen.

Revyen har sin helt egen tone. Og det er ikke kun instruktøren, der spiller med, det gør regissøren Katrine Skjoldelev også - og bestemt ikke kun som 'fyld' i en sketch - og forestillingens musiker Henrik Silver. Han nøjes ikke ikke kun med at synge smukt med i flere flerstemmige arrangementer, men optræder sågar som Christian IV i en MeToo-monolog. Ét af meget få tiltag, der ikke falder helt heldigt ud, men det kan blive bedre, når teksten sidder på rygraden.

Musikalsk er Silver til gengæld en gevinst, bl.a. når han med skøn charme synger dansktop-solisten Peter Vesth's  "Fru Pedersens bordel" med resten af holdet som backingkor.

Det er dog Rikke Bilde og Kristian Holm Joensen, der får lov til at trække det store læs, og som de dog kan. Han med en ganske vidunderlig poetisk komik i adskillige skæve mandetyper - flere af dem taget ud af hans soloshow "Mænd i mindre doser". Hun med en konstant underliggende sjælfuld dybde, der balancerer på den smalle grænse mellem tragikken og komikken. 

Rikke Bilde og Kristian Holm Joensen er på hver deres vidt forskellige måde aldrig 'bare' morsomme, og det er deres og revyens helt store styrke. Til fans af Bente Eskesens Dragsholm-revyer er dette glædeligt, for det var noget af det samme hun mestrede i sine revyer, og det gamle stampublikum vil sagtens kunne finde en ny lokal yndlingsrevy i denne Odsherred revy.

I første akt brillerer Kristian Holm Joensen først som den 48-årige mand, der bekymrer sig og stiller spørgsmål til alle hverdagens små og store tilskikkelser. En fin-fin underfundig tekst, og mesterligt udført. Senere er han helt oppe på den store komiske klinge som uheldig Tour de France-rytter. Her er urkomikeren på slap line og det er aldeles henrivende.

Rikke Bilde er i særklase når hun parodierer Mette Frederiksen, så vi er lige ved at tro at det er den ægte vare, der er kommet på besøg. Satiren er ætsende skarp og helt aktualiseret tekstmæssigt, og Bilde kan bedre end nogen anden scenekunstner ramme selv de fineste detaljer i statsministerens jargon, mimik og kropssprog. Det er sommerens bedste parodi - med afstand. 

Efter pausen leverer hun med underspillet inderlighed en lang, helt anderledes revymonolog som moderen, der fortæller sin søns livshistorie. Det er frækt og modigt at tage et nummer af den slags med, men dybsindigheden opvejes umiddelbart efter af den skinbarlige galskab, når Kristian Holm Joensen optræder med en rå, dansende kylling.

Endnu et højdepunkt er Rikke Bildes smukke sang om kvinden, der ikke kan trænge igennem til den mand hun elsker, fordi han altid kun fordyber sig i mobiltelefonens univers. På Lionel Richies "Hallo" synger hun inderligt og intenst sin afmagt ud og slutter med at sende ham en SMS til farvel.  

Joensen og Bilde er komplet vanvittige i et fællessangnummer som jeg er spændt på om kan lykkes som på premieren hver aften, og som de to fulderikker, der synger om organdonation på den gamle "Du må få min sofacykel når jeg dør".

Frede Gulbrandsen selv fungerer upåklageligt som oplægger i flere numre, og er ellers mest sig selv i en intro og en outro samt i et elegant nummer hvor han og Katrine Skjoldelev stepper på ski - som enhver nordmand jo er født med på fødderne. Han har tidligere lavet et par Kerteminderevyer, men står her selv som revydirektør, instruktør og solist for første gang. Og man må virkelig håbe at dette års spæde start med blot 10 forestillinger, kan blive en ny fast tradition i Odsherred sommerland. Revyen fortjener i hvert fald et stort publikum, for det er en af sommerens mest sympatiske og velspillede revyer. Skynd jer! De spiller kun til 16. juli.

Odsherred Sommerrevy 2022.

Tekst og musik: Mei Oulund, Knutsen & Ludvigsen, Frede Gulbrandsen, Kristian Holm Joensen, Rikke Bilde, Peter Vesth, Lars Bisgaard & Rasmus Søndergaard, Søren Anker Madsen og Jan Svarrer, Jon Niklas Rønning, Alice Tegnér, Pierre de Geyter, Mads Kaiser, Jantzen & Aagaard, Søren Kragh-Jacobsen, Carl Nielsen, Linn Skåber, Trond Hanssen, Lionel Richie, Josephine Nørring, Søren 'Sonny' Jensen m.fl.

Instruktion: Frede Gulbrandsen. Kostumer: Charlotte Stahrnberg.

Medvirkende: Rikke Bilde, Kristian Holm Joensen, Frede Gulbrandsen, Katrine Skjoldelev og Henrik Silver (musiker m.m.).

Spiller på Odsherred Teater til 16. juli.

Anmeldt 5. juli (premiere)

Foto: Klaus Vedfelt.