27-04-2022

Visuelt flot "Odysseen" som illustreret klassiker på Det kgl. Teater.

* * * *

 

Dengang jeg var barn var der noget, der hed "Illustrede Klassikere". Det var en bogserie med store, klassiske værker i kort, kondenseret form og rigt illustrerede, som gav især børn og unge en introduktion til den store litteratur, til de største værker.

Jeg husker ikke om "Odysseen" var blandt dem, men det tror jeg næsten, at den var, for jeg husker tydeligt fortællingerne om den trojanske hest, om krigerne, der var fanget i kyklopens hule og om de smukke sirener, der med deres sang fordrejede hovederne på søfolkene, der aldrig vendte hjem, når de først havde hørt sangen.

På samme måde som disse ungdomsbøger, er Det kgl. Teaters opsætning af Homers storværk om krigeren Odysseus og hans rejse hjem fra den sejrrige krig i Troja, en kondenseret udgave af værket. 75 minutter tager det for de fem skuespillere og den kolossalt medlevende - og medrivende - musiker, at fortælle historien, som her i dag fremstår med en nærmest skræmmende aktualitet i sin blodige og voldsomme beskrivelse af krigens grusomheder.

Om det er en tilføjelse, skal jeg ikke kunne sige, dertil kender jeg ikke værket godt nok, eller det virkelig er en del af det originale værk, men det gør indtryk, at Odysseus ikke kun anses som en krigshelt, men også som massemorder og krigsforbryder på grund af hans og hans folks myrderier i den belejrede by, Troja. Et stærkt træk er det i hvert fald med krigen i Ukraine buldrende lige her og nu.

Det giver forestillingen en ekstra dimenssion. Og det er nok også tiltrængt, for bortset fra at "Odysseen" visuelt er fuldkommen magisk i Nathalie Mellbyes ødsle scenografi, med drivende vand og blod i kaskader i det kliniske stålbassin, så er Anja Behrens' montage af Homers original, John von Düffels bearbejdelse og Alexandra Moltke Johansens supplerende tekster i sig selv ikke voldsomt ophidsende. 

Det er næsten for komprimeret, når Alvin Olid Bursøe, Karin Bang Heinemeier, Benjamin Kitter, Nanna Skaarup Voss og Karen-Lise Mynster på skift og sammen som et messende kor alle er Odysses i de hastigt skiftende tableauer. Skuespillerne føler næppe at de 75 minutter er kort tid, for de er på fysisk overarbejde, og leverer et gedigent stykke arbejde. Undervejs imponeres man over Alvin Olid Bursøes evne til at holde vejret under vand, og undrer sig over hvad teatret i virkeligheden udsætter Karen-Lise Mynster, en af deres allerfineste karakterskuespillere, for. Her giver hun alt i ensembleteatrets tro tjeneste, må man sige.

Forestillingens lydside er lige så imponerende som dens visuelle indtryk, med David Hildebrandt som tungt pumpende percussionist, der på trommer, pauker og andre effekter skaber et intenst lydunivers.

Det var glædeligt ud over det normale, på vej ud af salen, at høre en gruppe helt unge pigers umiddelbare begejstring over det fysiske, visuelle og audiotive format, som det lød som om, havde givet fortællingen en helt særlig dimension for dem. Og de, som jeg, købte 100 procent den højaktuelle parallel til krigen i Ukraine. 

"Odysseen" . Tekstmontage af Anja Behrens frit baseret på Homer. Med tekst af John von Düffel og Alexandra Moltke Johanssen. Oversættelse: Otto Steen Due (Homer) og Pernille Kragh.

Instruktion: Anja Behrens. Scenografi & kostumedesign: Nathalie Mellbye. Lysdesign: Súni Joensen. Lyddesign: Janus Jensen. Musik: David Hildebrandt.

Medvirkende: Alvin Olid Bursøe, Karin Bang Heinemeier, Benjamin Kitter, Karen-Lise Mynster, Nanna Skaarup Voss og David Hildebrandt.

Spiller på Skuespilhusets Mellemgulvet til 4. juni.

Anmeldt 26. april.

Foto: Emilia Therese

26-04-2022

"Denisova 11" er nyskrevet dansk samtidsdramatik, der blander videnskaben med komedien, drømmespillet og thrilleren i en diffus, men både velspillet og underholdende forestilling.

* * * * 

Det er en kompleks forestilling, "Denisova 11", som nu kan opleves på Teater Grob på Nørrebro i København. På én og samme tid et stykke moderne samtidsteater, der omfavner emner som miljøaktivisme og strukturel racisme, et absurd drømmespil, en småuhyggelig fremtidsvision, og en komedie om menneskets evolution gennem flere hundredetusinde år.

Det hele samlet i én kompakt halvanden time lang forestilling, der både morer, skræmmer og måske ligefrem gør os lidt klogere, men som bestemt også gaber højt - for højt ? - og bliver en temmelig stor mundfuld at kapere.

Joan Rang Christensen er dramatikeren bag, og hun har arbejdet i tre år på at strikke alle disse mange garnnøgler af emner og genrer sammen til et underholdende kludetæppe af et skuespil, der i rutinerede Madeleine Røn Juuls iscenesættelse og med en spændende kombination af klassisk teaterscenografi og vellykket brug af videoanimation ender med at blive en seværdig teateroplevelse. Men altså også en kompleks forestilling.

Historien handler om forskeren Elvira, der lever og ånder for at komme til at vide mere om fortidsarten denisova; en menneskeart på linje med neanderthaleren og homo sapiens, som uddøde for mange tusinde år siden. Det er ikke en historie grebet ud af luften, forskere har faktisk påvist, at der dengang var en anden art - ja, flere faktisk - end dem vi normalt har kendt til, og det helt store 1 million dollar-spørgsmål er naturligvis hvorfor det lige blev homo sapiens og ikke denisovaer eller neanderthalere, der udviklede sig til det moderne menneske. Joan Rang Christensen stiller spørgsmålet, men giver ikke svaret. Og det vil måske også være for meget forlangt.

Elvira er arbejdsnarkoman, og da hun til sidst bryder sammen med stress, og hører stemmer, bliver hun trukket ind i en sælsom drøm, der inkluderer en meget mystisk læge, en hemmelig sekt, og en rejse gennem fire porte til en anden dimension, hvor Elvira møder denne Denisova 11, som i forskningens rapporter er en ca. 13-årige pige, men som viser sig at være et spejlbillede af Elvira selv, af os mennesker så at sige.

Sideløbende med denne historie følger man Elviras lesbiske aktivistveninder, som i ægte thriller-komediestil forsøger at redde Elvira ud af drømme og den mystiske læges kløer.

Ellen Allen Müller agerer aldeles glimrende som den passionerede forsker på sit livs parapsykologiske rejse, men det er i birollerne omkring hende, at forestillingens primære energi skabes; Laura Bro er ganske skøn som både storstrikkende veninde, og som det voksne barn og den modne kvinde, henholdsvis 'menneskets dårlige barndom' og 'undertrykkelsens og umenneskelighedens billede', som Elvira møder i 'prøvelsernes ørken' på sin rejse, og altid betagende Malene Melsen kan vel kandidere til titlen som 'dansk mester i groteske karakterer' med sin macho-næsten-læge-lesbiske Jacobe og som den skræmmede uhyggelige læge med de magiske piller, der tager mennesket på en mental flyvetur i universet. At hun også agerer hjulbenet cowboy som et billede på 'menneskets begær og grådighed' er blot et ekstra krydderi på præstationen.

Josephine Ingrid Raahauge fungerer rigtigt fint som både Elviras mandhaftige aktivistkæreste og som en overmåde selvglad Grauballemanden, der sandelig også dukker op på turen gennem forhistorien, som kustode ved den sidste port ind til Denisova 11's sneklædte Nirvana, og som den astronaut, der til sidst tager Elvira på en himmelrejse tilbage til fremtiden.

Det er således en både velspillet, og generelt også vellykket forestilling, hvor Joan Rang Christensen måske ind i mellem forfalder til at blive lovligt docerende i sin tekst, og hvor fremstillingen af det lesbiske aktivistkollektiv godt kan fremstå overdrevent komisk karrikeret, hvis man vil se på det med de krænkelsesparate stereotyp-briller.

Men "Denisova 11" både kan noget, og vil enormt meget. Og det er teater, som man ikke sådan lige bliver klog på, men måske ender med at blive lidt klogere af.

"Denisova 11"af Joan Rang Christensen.

Instruktion: Madeleine Røn Juul. Scenografi & kostumedesign: Gøje Rostrup. Lyddesign & komponist: Ingvild Skandsen. Lys-og videodesigner: Flora Brandt.

Medvirkende: Laura Allen Müller, Malene Melsen, Laura Bro og Josephine Ingrid Raahauge.

Producent: Johns Teater.

Spiller på Teater Grob til 21. maj.

Anmeldt 25. april.

Foto: Thomas Petri.

 

24-04-2022

Vivienne McKee leverer Willy Russell's skønne tekst med liv, sjæl og humor.

* * * * *

 

Det engelsksprogede London Toast Theatre markerer i år sin 40-års jubilæumssæson med Vivienne McKee i rollen som den forsømte Liverpool-husmor, der finder sig selv og troen på livet under en ferie i Grækenland i monologen "Shirley Valentine".

Willy Russell's tekst er ikke uden grund blevet en lille klassiker, og skuespillet har gået sin succesrige gang verden over - og på film - siden midt 80'erne. Herhjemme husker man bedst Lisbet Dahls pragtpræstation på Betty Nansen Teatret for noget nær en menneskealder siden. Også Lene Poulsen har inden for de senere år taget livtag med Shirley.

Vivienne McKee spiller den på originalsproget, og det giver mulighed for at få alle tekstens sproglige finurligheder med, samt ikke mindst den særlige Liverpoolske dialekt, som vel næsten kan betragtes som synonym med britisk lower-middle-class. 

Shirley Bradshaw er en midaldrende, noget afblomstret husmor. Gift med Joe, og mor til to voksne børn; en søn der drømmer om at blive poet og skriver graffiti på Liverpools gråtriste mure, og en datter, som udforsker sin seksualitet. 

Det seksuelle er ikke rigtigt noget for Shirley længere, for Joe går mere op i spisetiderne end sengetiderne, og har trods et langt samliv aldrig fundet Shirleys kli-TO-ris, som hun kalder den.

Da den nyskilte veninde Jane en dag inviterer Shirley med på en 14-dages ferie til Korfu, tør hun først ikke tage i mod tilbuddet. For det vil Joe aldrig tillade, og hvem skal så lave hans mad? Men langsomt får frihedstrangen overtaget, og det ender med at Shirley tager med - uden at fortælle det til Joe. I Grækenland møder hun caféejeren Costas, der er alt det mand, som Joe ikke er, og det møde ændrer hendes liv.

Shirley forelsker sig ikke i Costas. Hun forelsker sig i at leve livet. Og det er pointen i den enkle, men kærligt livskloge fortælling.

"Shirley Valentine" er skrevet midt i 1980'erne. Dengang så verden unægteligt anderledes ud end i dag, hvor kvinderne i langt højere grad har taget hånd om deres eget liv. Alligevel synes tiden ikke at være løbet fra det fundamentale i Russell's skuespil. Stykket taler stadig til noget grundlæggende hos os alle. Det handler om at turde bryde ud, at sætte sig selv fri. Tage chancer og lade skæbnen råde. Det kan være i ægteskabet som her, men det kan jo også være i andre af livets forhold. Det kan handle om at sige sin hamsterhjul-job op, droppe den konforme bolig og flytte i ældrekollektiv, eller tage på den Interrail-togrejse, man aldrig nåede som ung. Vi rummer vist alle en indre Shirley Valentine når det kommer til stykket. 

I Helen Tennisons rene og enkle instruktion rammer Vivienne McKee's fortolkning af Shirley de fleste nuancer i denne tvivlrådige kvinde. Bedst i de lette, lyse og humoristiske sekvenser, men bestemt også med dybde og sjæl. Det er en fin præstation i en skøn teatertekst.

Teatret ved Sorte Hests lille scene byder ikke på de store scenografiske muligheder, og Kirsten Brink er normalt mere fantasifuld end med sit stilistiske kulissekøkken i orange kakler, og et Grækenland illustreret med et blåt bagtæppe og ret ugræske cafémøbler. Men Shirley Valentine behøver ikke så meget i det ydre for at funkle. Kærlighed kommer indefra og "Shirley Valentine" er en smuk hyldest til kærligheden til livet.

"Shirley Valentine" af Willy Russell.

Instruktion: Helen Tennison. Scenografi: Kirsten Brink.

Medvirkende: Vivienne McKee.

Produceret af London Toast Theatre.

Spiller på Teatret ved Sorte Hest til 14. maj.

Anmeldt 23. april (premiere).

Foto: Thomas Petri.

22-04-2022

Musicalteatret har efter 31 måneders forberedelse omsider fået mulighed for at spille deres selvskrevne musical "Diva". Et ambitiøst projekt med ikke færre end 40 medvirkende amatører.

 

DER GIVES IKKE STJERNER DA DET ER EN AMATØRFORESTILLING

 

31 måneder og to coronanedlukninger er der gået siden det københavnske amatørteater Musicalteatret startede prøverne på deres nye musical "Diva" og til nu, hvor man endelig kan spille forestillingen for publikum i Grøndalscentrets teatersal.

Det er længe, og man må have respekt for de unge menneskers ukuelige vedholdenhed. Flere gange undervejs har man måtte afholde nye auditions for at besætte de utallige roller, og resultatet er - som tidligere oplevet med Musicalteatret - blevet en uhyre broget forsamling af aktører, som svinger voldsomt i niveau, men som på den anden side også afspejler et langt mere ægte billede af verden end den strømlinede perfekthed man normalt oplever på byens professionelle musical-og teaterscener.

I modsætning til de fleste amatørscener, der opsætter velkendte operetter og musicals, så insisterer Musicalteatret på selv at skabe deres materiale. Rasmus Mansachs hedder ildsjælen, der nu i mange år har skrevet de helt nye musicals, og han er ved at få foden indenfor i den professionelle teaterverden - i hvert fald skal han spille revy i Menstrup til september. I år har han også instrueret forestillingen, og medvirker ikke selv på scenen.

Ambitiøs er han. "Diva" handler umiddelbart om fire skuespillerinder - en lettere afdanket, en kynisk stræber, en energisk amerikaner og et nyt fund, der kommer direkte fra reality-tv - der alle kæmper om hovedrollen i en Oscar-belønnet filminstruktørs nye film "Gudinde". Midtvejs ændrer fortællingen imidlertid karakter, og det viser sig at det handler om et teater, der opsætter en forestilling, der handler om fire skuespillerinder, der drømmer om den samme hovedrolle. Forvirret? Ja, lidt. Den slags fortællinger i fortællingen kræver et meget skarpt dramaturgisk talent, og selvom historien faktisk får mere substans i anden afdeling, så kniber det med at få samlet alle trådene - amerikanske Brigitte/Felicia får således ikke en egentlig selvstændig historie, men Alisha Mae Williamson Meadows imponerer alligevel med aftenens bedste sangstemme. Også Kia Mandsbjerg som Lina/Simone og Mary Jean Moore som Dagmar/Eva leverer både sange og de ganske ambitiøse spillescener anerkendelsesværdigt, mens Mille Wong har lidt sværere ved at finde ind til den sært introverte X-factor-vinder Annabella alias den usikre skuespiller Laura, der bliver offer for teaterinstruktørens seksuelle krænkelser.

Helt i Musicalteatrets ånd skal mange have små roller og Oliviahelene Roskjær Toft er udset til rollen som kikset runner, som vi tror skal have hovedrollen, og Katrine Bo Lykkeberg tilfører ungdommelig desperation til rollen som Evas narkoman-datter. Begge er det sidehistorier, der bidrager til at ambitionerne måske løber lidt af med de ihærdige folk. More is not always better! Men rent dramatisk er "Diva" faktisk ikke på et markant lavere niveau end store professionelle opsætninger som "Elsk mig i nat" og "She loves you" - og det er jo lidt tankevækkende.

Der er masser af gode ting at tage med sig hjem fra Musicalteatret. En ihærdig spilleglæde og god energi. Det store ensemble som nærmest sprænger scenens rammer, og som fungerer flot i de store sang- og danseoptrin. En dramatiker, der ikke bare vælger den lette løsning, men vil meget mere end blot at underholde, enkelte solister, der med den rette skoling sagtens vil kunne begå sig i mere professionelle sammenhænge, og nogle, som absolut aldrig bliver andet end glade amatører, men som gennem deres åbenlyse begejstring for teatret og musicalverdenen viser at genren har en fremtid.

PS/Det vil klæde Musicalteatret at være lidt mere ambitiøse med kostumerne - det ser simpelthen for pauvert ud, når ambitionerne nu ellers er så højt anlagt.

"Diva". Musical af Rasmus Mansachs. Sange: Rasmus Mansachs og Lars Rahbek Andresen.

Instruktion: Rasmus Mansachs. Koreografi: Kenneth Parsberg. Korleder/sanginstruktør: Jakob Blegvad Stenz.

Produceret af Musicalteatret.

Spiller på Folketeatrets turnéscene i Grøndalscentret til 7. maj.

Set 21. april (premiere)

Foto: Ole Overgaard

 

07-04-2022

Louise Bindseils hudløst ærlige monolog om sin voldtægt er nok mere et debatindlæg end egentligt teater, men det er en historie, der er helt nødvendig at fortælle.

* * * * *

 

Hver en krog er i brug på Folketeatret i denne uge, hvor man både kan opleve gospel-musical, trekantsdrama og en hudløst ærlig monolog om en ung kvinde, der fortæller om tiden efter hun blev voldtaget.

Det sidste sker helt oppe under taget - på Kvisten - hvor publikum ledes op ad trapperne og dermed også får et lille glimt backstage på det gamle teater i Nørregade, som fra denne vinkel i øvrigt er moderniseret og slet ikke så støvet.

Her oppe på kvisten venter Louise på os. Hun sidder i sin sofa, med ansigtet vendt bort mod et bagtæppe af guldglimmer, og allerede mens vi tager plads i den lille, intime sal lurer en meget fortættet og lettere anspændt stemning. Vi ved godt, at vi skal tæt på noget, der er ubehageligt. Men hvor ubehageligt, ved vi ikke.

Der er i øvrigt smask-udsolgt og publikummet denne tirsdag aften er et ungt, altovervejende kvindeligt publikum. Præcis målgruppen. Der ligger da også en lille folder på stolene om gratis rådgivning for kvinder, der er blevet udsat for et seksuelt overgreb.

Louise Bindseil fortæller på lige knapt en time sin helt personlige - meget personlige - historie om en voldtægt for et par år siden i en form for dramatisk ramme, der også omfatter en musikalsk recitation og en sang til eget akkompagnement.

Hun er 28 år. En helt almindelig, køn ung kvinde med lyst på livet. En aften slutter en fest med ufrivillig sex med en 15 år ældre mand, som hun kender rigtigt godt i forvejen, og som hun aftenen igennem har både flirtet og kysset med. Louise er nemlig en pige, der elsker at flirte, kysse og elske. Er det i orden, at han så mener, at de også skal have sex, når hun ikke synes det? Nej, naturligvis er det ikke det, og derfor er Louises historie også en historie, som er helt nødvendig at fortælle.

Louise Bindseil har selv skrevet monologen, hvor hun bestemt ikke forsøger at pakke sig selv ind i vat. Hun er ikke en uskyldig lille pige fra landet, der bliver angrebet af den store stygge ulv. Hun benytter i høj grad humor som virkemiddel. Hun er fræk, fandenivoldsk og yderst sårbar. Hendes liv har forandret sig efter voldtægten. Hun er traumatiseret, men gudskelov åbner der sig en sprække af lys forenden af tunnelen. Man fornemmer at forestillingen også er en form for selvterapi, der skal bidrage til at hun igen kan få et naturligt forhold til sin seksualitet, sin krop og til de mænd, hun gerne vil møde, men føler det akavet at date.

Louise er ikke alene med at stå i den situation hun står i. Det menes at 11.800 kvinder hvert år udsættes for uønsket sex, tallet er formentlig endnu højere. Jeg vil vove den påstand, at alle blandt publikum som minimum kender en, der har haft en tilsvarende oplevelse som Louise. Og det er jo rystende, at det er sådan i et oplyst samfund. Lige så slemt er det, at kun i meget få anmeldte tilfælde fører anmeldelsen til en sigtelse og dom. 

Forestillingen er nok mere et modigt og vigtigt debatoplæg end den er egentligt teater, men den fremføres med stor dygtighed. Louise Bindseil formår at bevæge sit publikum med sin ærlige, men bestemt også charmerende stil, og selvom forestillingen kun spiller ugen ud på Folketeatrets kvist - og i øvrigt næsten er udsolgt - så håber jeg, at den kan få et langt liv ude hos de unge på blandt andet festivaller, skoler og gymnasier. Den er vigtig for pigerne/kvinderne, men bestemt også for drengene/mændene, som måske ikke altid er fuldt ud bevidste omkring, at det de gør mod kvinder kan være et overgreb. Det er en forestilling som er hård, men helt nødvendig, og tak til Louise Bindseil for at åbne sin sjæl for at hjælpe andre.

"En dans på kanten af friheden".

Af og med Louise Bindseil. Instruktion: Lina Løgstrup Brygger.

Spiller på Folketeatret, Kvisten, til 9. april.

Anmeldt 6. april.

Foto: Gudmund Thai.