07-05-2022

Intens og meget velspillet klassikeropsætning på Aarhus Teater. 

 

* * * * *

 

Den århusianske sangerinde Tina Dickow synger i en af sine mest kendte sange om at man kan tage pigen ud af Aarhus, men ikke tage Aarhus ud af pigen. På samme måde gælder det for hovedpersonen i Tennessee Williams’ mere end 70 år gamle drama ”Omstigning til Paradis”. Blanche DuBois er født i sydstatsoverklassen, og selv om hun har mistet sin rigdom og sit job, og selvom hendes selvrespekt er blevet en hel del fortyndet af billig whiskey, så føler hun sig fortsat højt hævet over den primitive underklasse, hun er tvunget til at opsøge i New Orleans. Overklassemanererne kan man ikke tage fra hende, eller også vil hun bare ikke slippe dem og indse virkeligheden.

Søsteren Stella har valgt et liv tæt på samfundets bund med den grove og primitive Stanley Kowalski, andengenerationsindvandrer fra Polen. Modsat sin storesøster, har Stella affundet sig med sin sociale deroute. Her, deep down south in Louisiana, slår det gnister mellem den nedladende, arrogante Blanche og søsterens voldsparate, men stolte machomand, og skuespillet er en lang, symbolladet magtkamp mellem både køn og klasse.

På Aarhus Teaters Scala-scene har den norsk-amerikanske instruktør Peer Perez Øian valgt at lade New Orleans beskrive primært gennem musikken, og hele ensemblet er på scenen stort konstant, agerende som musikere i et band, der spiller tidstypiske sange som fængende underlægningsmusik til dramaet. Det er uhyre vellykket.

Scenograf og kostumedesigner Franciska Zahle lader derimod det slidte arbejderhjem fremstå koldt og klinisk, med hvide vægge og slidte møbler, og scenografien arbejder på den måde imod den lille lejligheds klaustrofobiske modsætning til det gods i Mississippi, som Blanche har måtte forlade, og stik imod den dampende hede – såvel fysisk om sommeren i New Orleans, som på det underliggende erotiske plan – der er en væsentlig del af Williams’ historie. Nok tager Blanche hele tiden bade, og nok er Stanley det meste af tiden i bar overkrop for at understrege hans dyriske natur, men på intet tidspunkt mærker man eller bare fornemmer den svedige, lumre varme, der ellers synes så vigtig for historien.

Selvom scenografien i mindre grad er vellykket, så lykkes det alligevel at skabe en intens stemning og elektricitet i forestillingen, som trods en spilletid på over tre timer inkl. pause på intet tidspunkt mister sit greb om publikum og slet ikke virker lang. Tennessee Williams’ tekst er stadig en fremragende teatertekst, selvom man bestemt kan argumentere for at verden og kønsrollerne har forandret sig meget siden efterkrigstiden. De sociale modsætninger mellem rig og fattig forekommer dog stadig at være lige relevante, se blot på de unge menneskers higen efter altid at fremstå ’perfekte’ på de sociale medieplatforme. Det opfattes formentlig stadig ’finere’ at være af fransk afstamning end af polsk (eller i en 2022-kontekst, mellemøstlig), og selvom vores kønsrolleopfattelse er under forandring, er det vist fortsat ikke helt unormalt i det, der stadig beskrives som arbejderklassen, at det er mændene, der mødes til poker, og kvinderne, der sørger for maden. Og desværre er det i dag i høj grad fortsat et tema, at mænd bruger vold og i yderste konsekvens voldtægt som det ultimative magtmiddel mellem kønnene. Præcis som det er tilfældet for Stanley Kowalski, når de sproglige argumenter hører op.

”Omstigning til Paradis” har således som skuespil stadig relevans, og som det spilles her bliver det til fremragende teater. Forrest står naturligvis den nyligt Reumert-prisnominerede Nanna Bøttcher i rollen som Blanche. Hun lægger et nyt lod i boksen til næste års Reumert, når hun her leverer et smukt portræt af en kompleks kvindefigur; på en og samme tid koket og nedladende, arrogant og charmerende. En på mange måder skrækkelig kvinde, som Nanna Bøttcher alligevel formår at skabe en form for sympati for. Overfor hende fremstår Jacob Madsen Kvols med sin senede krop, som en værdig mod- og medspiller. Mette Døssing er glimrende som den indadvendte, resignerende lillesøster, og Christian Hetland er aldeles strålende som den sarte og skrøbelige ven Mitch, der forelsker sig fatalt i den altædende femme fatale. Carla Eleonora Feigenberg får alt ud af den ganske lille rolle som hjælpsom nabokone, og Viktor Pascoe Medom og Lukas Toya gør glimrende fyldest i de skiftende, små bikarakterer. Det er Blanche-figuren, der er det altdominerende omdrejningspunkt i ”Omstigning til Paradis”, men det er som ensembleforestilling, at denne opsætning for alvor har sin styrke og for alvor imponerer, med sin intensitet, sin musikalitet og sit konstante, sitrende nærvær.

”Omstigning til Paradis” af Tennessee Williams. Oversættelse: Louise W. Hassing.

Instruktion: Peer Perez Øian. Scenografi & kostumedesign: Franciska Zahle. Kompositioner: Gaute Tønder.

Medvirkende: Nanna Bøttcher, Mette Døssing, Jacob Madsen Kvols, Christian Hetland, Carla Eleonora Feigenberg, Viktor Pascoe Medom og Lukas Toya.

Spiller på Aarhus Teater (Scala) til 4. juni.

Anmeldt 6. maj (premiere)

Forestillingsfoto: Rumle Skafte.

06-05-2022

Revysæsonen skudt i gang i Odense, hvor budskaber om fred og frihed går gennem revyen som en rød tråd. Anmeldelsen bringes i samarbejde med Ekstra Bladet.

* * * *

Charlie Chaplins legendariske ballon-ballet med kloden får en renæssance i Odense Sommerrevy, hvor Thomas Mørk som Ruslands diktator Putin ’leger’ med verden, og hvor et par uskyldigt ærlige børne-tv dukker taler lige ud af posen om forskellen på syriske og ukrainske flygtninge.

Det er to eksempler på, at Odense Sommerrevy i 2022-klæder formår at rumme såvel det poetiske, det morsomme og det mere alvorlige. For krigen i Ukraine er i fokus i flere af revyens 26 numre, og det samme er et fromt, fynsk budskab om fred og frihed.

Ikke mindst elegant eksekveret i det musikalske fredspotpourri med tekst og musik af blandt andre Sting, Lennon/McCartney og PH, som slutter revyen af, og i så vel åbning som finale. Det er en mere poetisk og alvorsfuld udgave af den fynske teltrevy, der er vokset sig stor på bare få år, og det klæder faktisk revyen at den ikke kun er sjov og spas.

Ikke således forstået, at årets revy ikke er morsom; det er den bestemt. Især når hele holdet – Vicki Berlin, Lone Rødbroe, Lars Arvad, Thomas Mørk og Henrik Koefoed giver den som Bogenses svar på The Rolling Stones. Men revyen tør mere i år end tidligere, med sin politiske satire, og det klæder den.

Revyens undertitel er ”Slip latteren løs”, men det sker faktisk kun delvist. Der mangler lige det tip-topnummer eller to, hvor teltdugen virkelig blafrer og man griner så man er bange for at tisse lidt i buksen. I stedet gør de det på scenen – altså tisser lidt i buksen – i to numre endda. I det ene er Lone Rødbroe en kvinde, der for enhver pris vil medvirke i et tv-program, mere effektiv end egentlig elegant, og i det andet, er Thomas Mørk ganske forrygende som autodidakt angstcoach. Vicki Berlin har sendt sin Camilla-figur på pension, blot for at hun her genopstår som en af de sociale mediers alvidende konspirationstrolde, der ved mere end alverdens professorer, for hun har nemlig set en video på Youtube! Henrik Koefoed optræder som sidste år træfsikkert som H.C. Andersen, der fortæller et moderne eventyr; i år det om strammerprinsessen Inger Støjberg, og Lars Arvad agerer fint som bl.a. tidspresset flex-taxa chauffør på overarbejde.

Det er i det hele taget gedigent holdarbejde, hvor alle har noget at bidrage positivt med. En revy, der underholder med musikalitet, komik og altså også en snert til eftertænksomheden.

Revyen er smukt pakket ind i forårskådt blomsterflor af Marianne Nilsson, med Morten Wedendahls velspillende orkester placeret i et væksthus midt på scenen, og Joy-Maria Frederiksen har instrueret med stilsikker fornemmelse for timing, tempo og flow. Revyen er bedst efter pausen, sådan skal det også helst være.

Efter corona, kom krigen til Europa, men Odense Sommerrevy giver lidt håb med sit budskab om fred og frihed – og et godt grin.

Odense Sommerrevy.

Tekst og musik: Niels Olsen, Vase & Fuglsang, Jacob Weble, Bjørn Bønne Christensen, Josephine Nørring, Morten Wedendahl, Jacob Morild, Tchaikovskij, Carl-Erik Sørensen, James Price, Jan Svarrer, Søren Anker Madsen, Vicki Berlin, Frederik Karstrøm, Leif Maibom, Rasmus Krogsgaard, Skoller & Darin, Lennon, Sting, McCartney, Jackson, Bacharach & David Simpson, Ashford, PH og Kai Normann Andersen.

Instrruktion & koreografi: Joy-Maria Frederiksen. Scenografi: Marianne Nilsson. Kostumer: Henrik Børgesen. Kapelmester: Morten Wedendahl

Medvirkende: Vicki Berlin, Lone Rødbroe, Henrik Koefoed, Thomas Mørk og Lars Arvad.

Spiller i Teltet på Engen i Odense til 11. juni.

Anmeldt 5. maj (premiere)

Forestillingsfoto: Peter Kjeldsen

 

06-05-2022

Der er noget helt særligt komisk over, at kommune-komedien ”Vi bygger en vej” kan være højaktuel ved at skue bagud i den historie, politikerne ikke synes at have lært noget af.

 

* * * *

Ih, hvor er det kommunalt!

Sådan sang revystjernen Schøiler Linck helt tilbage i en revy i 1936, som en satire over hvor tungt, trængt og tåbeligt den kommunale forvaltning kan fungere. Da Odenses byråd i 1951 holdt møde om en mulig firesporet vej durk gennem bymidten syntes man ikke at have lært af fortidens synder, og hele pointen i Heinrich Christensens kommunal-komedie ”Vi bygger en vej” på Odense Teater er at sådan er det stadig. Det kommunale Danmark agerer og opererer i al sin navlebeskuende enfoldighed uhensigtsmæssigt og alt for ofte imod enhver sund fornuft.

Det er der kommet en ganske sjov komedie ud af, baseret på Odenses eget anlægsmæssige smertensbarn, Thomas B. Thriges Gade, en 650 meter lang, firesporet (motor)vej tværs gennem byen, som det tog 18 år at anlægge, inden det så tog yderligere små 40 år at nedlægge den igen. Ved at se tilbage på historien, bliver Heinrich Christensen samtidig helt højaktuel, for præcis samme scenarier, som gjaldt ved anlægningen af Thomas B. Thriges Gade, har været gældende ved anlæggelsen af den nuværende letbane, som i snart et årti har gjort Odense by til et trafikalt helvede, og som – vist nok - lider af præcis de samme ’børnesygdomme’ som letbanen i Aarhus, som man naturligvis ikke har hverken lyttet eller skelet til i anlægsfasen. Ih, hvor er det kommunalt.

Historien starter med et byrådsmøde i 1951, og slutter samme sted i 2014. Ind i mellem møder vi en håndfuld Odenseanske borgmestre, skiftende rådmænd, stadsingeniører, selvfede arkitekter, en rådhussekretær, der er med fra start til slut, ’folkestemningen’, som byrådet foretrækker at lytte til fremfor sagkundskaben, forskellige ’ofre’ for gaden,  og vi møder selve ’gaden’, personificeret af Freja Klint Sandberg, som et kikset mobbeoffer, der bare gerne vil gøre folk glade, men som gang på gang må leve med hån og fornedrelse.

Det myldrer med lokalkendte navne, spillet af teatrets altid velfungerende ensemble, med præcise og morsomme karaktertegninger; Mikkel Bay Mortensens stadsingeniør, der nægter at tage ved lære af erfaringerne, Klaus T. Søndergaards fremsynede menige byrådsmedlem og ikke mindst hans portræt af den über-krukkede byplanlægningsguru Steen Eiler Rasmussen, er stor komik, og Claus Riis Østergaard som både én af borgmestrene og diverse arkitekter, er ramt på kornet. Kvinderne; Louise Davidsen og Mathilde Lundberg, mest i manderoller, for det var mestendels mændene, der bestemte, står lidt blegere i billedet, men også de har deres øjeblikke.

Første akt er ren kommunalfarce, og rigtig morsom. De fleste kan formentlig nikke genkendende til ikke nødvendigvis de virkelige hændelser, farcen er baseret på, men lignende absurditeter i deres egne kommuner. Efter pausen tager Heinrich Christensen, som både har skrevet og instrueret forestillingen, et mere abstrakt udgangspunkt, hvor gaden som nævnt får sit eget ansigt og tilskrives en egentlig personlighed. Og hvor sød, sjov og rørende Freja Klint Sandberg end gør Thomas B. Thriges Gade, så fungerer forestillingens sidste halvdel ikke lige så godt som første. Der bliver jabbet lidt med fortællingen, og borgmesterduellen mellem Anker Boye (Niels Skovgaard Andersen) og Jan Boye (Klaus T. Søndergaard), med sidstnævnte som vinder og dermed ham, der får æren af at nedlægge den forkætrede vej, kunne med fordel have fået mere plads.

Afslutningen skal ikke afsløres her, men den er både effektfuld og morsom, og Odense Teater kan sagtens være tilfredse med denne meget lokale, nærmest egnsteaterlignende komedie, der trods sit tilbageblik fremstår overordentligt aktuel. Som ét langt, overdimensioneret revynummer, tilsat både sange, parodier og svidende satire.

”Vi bygger en vej” idé og manuskript af Heinrich Christensen.

Instruktion: Heinrich Christensen. Scenografi og kostumer: Lisbet Burian. Komponist: Jonas Munck. Research og tekstfragmenter: Lisbet Burian.

Medvirkende: Freja Klint Sandberg, Mikkel Bay Mortensen, Klaus T. Søndergaard, Claus Riis Østergaard, Mathilde Lundberg, Louise Davidsen og Niels Skovgaard Andersen.

Spiller på Odense Teater til 28. maj.

Anmeldt 4. maj.

Foto: Emilia Therese.

 

 

01-05-2022

Husets Teaters forestilling "O's historie" er alt andet end det man tror og forventer at den vil være. Er det godt eller skidt? Det er i hvert fald forvirrende og forstyrrende.

 

* * * 

 

Hvad forventer man, når Husets Teater i København beder to performancekunstnere om at skabe en teaterforestilling baseret på den erotiske kultroman "O's historie" under teatrets projektsamarbejde, kaldet Toaster, med udstillingbygningen Den Frie, og når forestillingen lanceres med disse ord: Forestillingen fortæller den bizarre og problematiske historie om bogens tilblivelse; en historie om kærlighed, magt og poetiseret kvindehad.

Indrømmet, det sidste jeg havde forestillet mig at skulle se var en tegneserie-karikeret fransk salonfarce. Det er ikke desto mindre præcis hvad "O's historie' er. Så er I advaret eller det modsatte alt afhængigt af præferencer. Personligt elsker jeg farcer, og forestillingen på Husets Teater spilles også i perioder balstyrisk morsomt med legende elegant slapstick-humor, så man både klukler og skraldgriner af løjerne. Forestillingens helt store, jeg vil kalde det problematiske udfordring er dog, at man forventer noget helt, helt andet.

For eksempel er forestillingen ikke det mindste erotisk. Og når Özlem Saglanmak i rollen som forfatteren bag bogen, Anne Desclos (hun skrev den under pseudonymet Pauline Réage), læser op af passager fra sin fortælling for at pirre forlagschefen Jean Paulhan, som hun er forelsket i, så er det med vægt på det komiske og akavede. Overfor hende kan svenske Anders Mossling nærmest ikke være i sig selv af liderlig opstemthed. Det er uhyre grinagtigt, men bestemt ikke dampende erotisk.

Kunstnerduoen Kirsten Astrup & Maria Bordorff, der i kunstkredse er kendt for at arbejde med film, musik og performance, debuterer scenedramatisk med deres overraskende greb om historien, og heldigvis får de også underliggende fortalt en temmelig uskøn historie om mænds magt over kvinder, der helt grundlæggende handler om foragt og mangel på respekt. Anne ydmyger sig selv med sine ord i stedet for at blive pisket og lænket. Det er ikke sådan, at det budskab drukner, der er blot noget ved signalet, der ikke rigtigt fungerer.  

I dokumentarisk fortællestil oprulles beretningen om forlagsredaktøren Anne, som for at tiltrække sin magtfulde chef, Paulhan, der har en svaghed for sadomasochistisk erotisk litteratur, i bedste '1001 nat'-stil skriver historien om O, der betingelsesløst underkaster sig velhavende mænds bizarre lyster, for kærlighedens skyld, for til sidst at begå selvmord. Forestillingens fortæller er en rustningklædt kvinde (Isa Marie Henningsen), som også kommenterer handlingerne undervejs med tiltagende indignation. Er hun en Jeanne d'Arc karakter? Det var min første tanke, men det svæver også lidt i luften. Anton Hjejle skaber en grotesk og morsom karakter ud af forlæggeren Jean-Jacques Pauvert, der udgav den originale roman, og Özlem Saglanmak optræder også som både Peter Sellers-agtig fransk politimand og som surrealistisk femme fatale, kunsteren Leonor Fini, der på et tidspunkt illusterer en særudgave af "O's historie'. Alt sammen voldsomt morsomt spillet med dygtig timing i farceteknikkerne.

Astrup & Bordorff har krydret farcen med en stilistisk pariser-scenografi på grænsen til det tegneserieagtige, og meget elegant skabt et musikalsk lydspor, der vækker mindelser om 1960'ernes franske art film. På den måde fusioneres Hergé, Francois Truffaut og Louis de Funes med kvindeundertrykkende litterær erotik. Og det er da en ganske pikant kombination.

Løjerne varer lige i underkanten af en time og et kvarter, og det vil være synd at sige at man forlader den næsten ubehageligt overophedede teatersal klogere end da man gik ind. Snarere konfust forvirret, men godt underholdt.

"O's historie". Manuskript af Maria Bordorff. 

Koncept, instruktion & scenografi: Kirsten Astrup og Maria Bordorff. Musikalsk koncept, kompositorisk forlæg og medkomponist: Kirsten Astrup. Komposition og arrangement: Andreas Åberg-Jensen.

Medvirkende: Özlem Saglanmak, Anders Mossling, Anton Hjejle og Isa Marie Henningsen.

Spiller på Husets Teater til 28. maj.

Anmeldt 30. april (premiere).

Forestillingsfoto: Karoline Lieberkind.

 

 

29-04-2022

70'ernes frække og grænseoverskridende mandeblad Ugens Rapport som ekvilibristisk dramatisk vanvidshow. 

* * * * * * 

It's art! It's entertaining! It's fucking fantastic!

Velkommen til Kurts verden. Til 1970'ernes mest vanvittige journalistiske redaktion. Et kig tilbage til en tid, der aldrig vender tilbage. Og godt for det. Men det var godt nok noget morsommere, end i dag.

Dramatikeren Andreas Garfield pinpointer tidsånden, og det rablende absurde miljø på mandebladet. En umiddelbart umulig opgave. Virkeligheden var jo vildere, end nogen overhovedet kan forestille sig. Alligevel lykkedes det. At se Ugens Rapport på Det kgl. Teaters Store Scene er - næsten - som at være der selv. Og i Mads Rømer Brolin-Tanis skikkelse genopstår Kurt Thyboe på scenen, som en journalistikkens Jesus. Den samme diktion, de samme gestikulerende hænder, der ligesom formede ordene. Den samme vildskab i blikket. Det evigt utålmodige kropssprog. Den hårde negl, machomanden med den blødeste kerne af al hjertets godhed.

For mig blev Kurt Thyboe - The champ - en mentor, et forbillede og den bedste chef jeg nogensinde har haft. Ikke på Ugens Rapport, der var han nogle år tidligere blevet fyret fra, men nogle få år efter denne forestilling slutter trådte jeg selv som 22-årig ind i den københavnske bladbranche som lærenemt føl på Billed-Bladet, hvor Kurt var blevet redaktionschef. 

I wanna feel you, Boy, sagde han og krøllede ens tidligste banaliteter sammen mens han kærligt tog en om nakken og hviskede bare bli' ved, Boy - I know you it!

Det er præcis den Kurt Thyboe, som Mads Rømer Brolin-Tani så mesterligt gestalter, og så ligner han ham i øvrigt i en grad, at man ikke kan lade være at tænke på om Mads' mor engang for 44 år siden mon var til Dr. Hook koncert og hang ud med the boys in the band bagefter. It's crazy!

Ugens Rapport handler om - ja, bladet Ugens Rapport, der i slutningen af 1970'erne nåede et oplag på over 220.000 eksemplarer, anarkistisk ledet af karismatiske Kurt og med en broget forsamling af fordrukne vanvidsjournalister. Den handler også om en tidsånd, hvor kvindefrigørelsen kæmpede for at slå igennem, og den handler om kyniske udgivere, der på den ene side ikke vil kendes ved alle bladets bare damer, og på den anden side vil have mere af det og endnu hårdere. Det er en forestilling om fantaster og drømmere, om galninge, excentrikere og dumme svin med skjulte dagsordner. Et skuespil om dyb kærlighed til livet tilsat et intens lydbillede af musikken fra 70'erne, fremført live af et hårdtpumpende, kvindeligt band og med indlagte sange, som i modsætning til jukebox-musicalernes åndløshed her forekommer og fremstår fuldkommen naturlige i sammenhængen.

Palle Steen Christensen har kreeret en vild scenografi, hvor scenebilledet kvikt skifter fra den kaotiske redaktion til stamværtshuset Fremtiden, og til Kurt og hans kone, Mariannes, hjem hvor privatlivet har trange kår. For dels er der altid en af de hjemløse journalister, der sover i gæsteværelset, dels hører man sønnen Toms hæse, astmatiske hoste som et audiotivt mareridtsscenarie, der vibrerer under overfladen.

Omkring Mads Rømer Brolin-Tanis sublime Kurt skaber et solidt skuespillerhold en fremragende ensemble forestilling; Mikkel Arndt er tåretrillende morsom som gonzo-journalisten Viffert, som ikke skyr nogen midler i journalistikkens tjeneste - og hjerteskærende i mandens ynkelige deroute. Kenneth M. Christensen er fuldkommen forrygende som macho-eventyreren Wulff, der går forrest i en guerillakrig i Cambodias jungle og malende beskriver oplevelsen for de eventyrhungrende læsere. Jeg tror, at Garfield har taget udpluk af de ægte artikler, men er ikke sikker. Han rammer i hvert fald tonen med imponerende præcision.

Stine Schrøder Jensen får alt ud af redaktionsfaktotemet Bitten; barsk i tonen, hård på overfladen og ejegod når det det kommer til stykket. Og Johanne Louise Schmidt skaber en  troværdig karakter som Kurts kvinde, Marianne, der kun har ét krav; at festen aldrig slutter. Uden fysisk at ligne den virkelige Marianne lykkes det meget overbevisende Johanne Louise Schmidt at beskrive et menneske, som igen, modsat sin grove, overfladiske fremtoning, aldrig trak op i banen og som forblev ved sin mands side til sin død for nogle år siden.

Jonathan Bergholdt Jørgensen, Casper Crump, Sigurd Holmen Le Dous og  Morten Christensen fuldender ensemblet med præcise, og morsomme karakterer, og orkestret med Martine Madsen, Eva Skipper og Sarah Ziebe trykker den i den grad af - it's a party!

Hele molevitten er samlet, sat i system til et gnidningsfrit effektivt maskineri af Thomas Bendixen. Både Bendixen og dramatiker Garfield er for unge til selv at have oplevet tiden og typerne, men de lykkes på imponerende vis at ramme tonen, stilen og galskaben præcist som den var back in the day.

Hvis ikke Kurt Thyboe for et halvt år siden havde tabt på point i 12. omgang til knokkelmanden i en tæt, hård fight. En duel uden nåde, men med gensidig respekt for en værdig modstander, en champ lige så stor som ham selv. Hvis ikke døden omsider havde fået det sidste hook ind, sænket ham med et afgørende, tungt leverstød, så havde han elsket denne forestilling.

Han ville have stukket Garfield, Bendixen og Brolin-Tani hver et hårdt jab på skulderen, løftet sit glas og skreget ud i rummet: You fucking nailed it!

"Ugens Rapport" af Andreas Garfield.

Instruktion: Thomas Bendixen. Scenografi & kostumedesign: Palle Steen Christensen. Lysdesign: Clement Irbil. Idé: Jakob Weis.

Medvirkende: Mads Rømer Brolin-Tani, Stine Schrøder Jensen, Mikkel Arndt, Kenneth M. Christensen, Johanne Louise Schmidt, Jonathan Bergholdt Jørgensen, Casper Frederik Dyhr Crump, Sigurd Holmen le Dous, Morten Christensen. Musikere: Martine Madsen (kapelmester), Eva Skipper og Sarah Ziebe.

Spiller på Det kgl. Teater, Skuespilhusets Store Scene til 4. juni.

Anmeldt 28. april (premiere)

Forestillingsfoto: Camilla Winther.