Shakespeares eviggyldige kærlighedstragedie som poetisk og musikalsk en-akter under åben himmel i Kgs. Have i Odense.

* * * * * 

Det bedste ved ægte klassiker-materiale er, at man kan vende og dreje det, bøje og bukke det, strække og forkorte det, sætte det i musik og ændre tid og sted, uden at det går ud over grundsubstansen og værkets eviggyldige kvalitet.

William Shakespeares “Romeo & Julie” er måske et af de bedste eksempler. Historien har været basis for utallige fortællinger og fortolkninger, og allerede én gang i denne sæson har kærlighedstragedien over alle kærlighedstragedier været opført i en spændende, velspillet og overordnet vellykket bearbejdelse på Aarhus Teater – se anmeldelsen her . Nu er det Odense Teater, der har kastet sig over historien om de to unge elskende, hvis familier hader hinanden i en sådan grad, at en alliance mellem Capulet-familiens smukke, livslystne og uskyldsrene Julie, og Montague-familiens kompromissøgende og renhjertede Romeo, synes fuldkommen umulig.

Forestillingen opføres udenfor teatret, i byens centrale Kgs. Have, og man kan på en måde sige at teatret hermed kommer ud til sit publikum, selvom området er hegnet ind. Martin Lyngbo har bearbejdet og instrueret og har strammet fortællingen voldsomt sammen, så det hele kan afvikles på halvanden time uden pause. Han har – ligesom det var tilfældet i Aarhus – tilføjet ny musik, men hvor Marie Koldkjær Højlunds forvredne techno-rock spillet på elektriske instrumenter virkede direkte forstyrrende og fjernede fokus fra det væsentlige ved den lejlighed, spiller Jonas Munck Hansens akustiske, italiano-jazzede rytmer – der her fremføres af ham selv og ensemblet – perfekt ind i den 1940’erne tidsramme, som Lyngbo har valgt til sin version af klassikeren. 

Dermed bliver denne “Romeo & Julie” således en både meget poetisk og meget musikalsk, let Prosecco-perlende  mini-musical, uden at det vel at mærke går ud over historiens kerne og den dybt tragiske historie om de to unge, der må dø for at skabe fred mellem deres stridende familier. Det er en på mange måder respektfuld og moderne versionering, der i sin komprimerede form passer rigtigt godt til omgivelserne i den fynske bypark.  

Der er lige lovlig meget udenomsstøj, og man kan frygte for de sommeraftener, hvor byens unge samles i parken med soundboxe og højrøstet festhumør, men der er også noget sært poetisk over lyden af en forbipasserende ambulances sirene netop som Romeo tager sin dødelige gift – den effekt kan de næppe skabe hver aften. Andre udendørsforestillinger spilles mere indelukket, eller afsondret, end tilfældet er her. Jeg håber ikke at udenomsstøjen ødelægger oplevelsen for nogle undervejs i spilleperioden.

Lea Baastrup Rønne er en dejlig Julie. Så ung, så utålmodigt forhippet, ivrig efter at få sin elskede, og med teenagerens vrantne trods, når forældrene – elegant og detaljepræcist fortolket af Natalí Vallespir Sand og Lars Simonsen – kræver at hun gifter sig med den fornemme Grev Paris. Paris er i øvrigt som figur skrevet ud af opsætningen, det samme er Veronas fyrste, hvis stemme vi må nøjes med. Det fungerer udmærket. Kristoffer Helmuth er ligeledes en meget fin Romeo. En lidt introvert, alvorsfuld ung mand. Blødere og mere poetisk end sine ‘legekammerater’ Mercutio og Benvolio, troværdig i sin afgrundsdybe forelskelse, og i den sorg, der ender  med at koste dem begge livet. 

Mette Marckmanns amme og Anders Gjellerup Kochs broder Lorenzo – han med en malmrøst, der får det til at lyde som ekkoet fra kirkekryptens dybe hvælvinger – bliver her centrale og bærende karakterer i opsætningens lette udgangspunkt, og de bidrager også smukt vokalt i de italienske sange, som skaber en stemningsfuld og effektfuld musikalsk ramme.

Jonas Munck Hansen er udover at være musikalsk omdrejningspunkt en noget nedtonet Hr. Montague, Kristian Rossen, Nadia Jasmin Nielsen og Emil Weber Rasmussen er de unge brushoveder, og fungerer upåklageligt. Ensemblets musikalitet, hvor de også spiller på skiftende instrumenter, er imponerende. Noget man snart ser ganske ofte, og som vidner om store vidtspændte, faglige færdigheder hos skuespillerne.

Frederikke Dalum har skabt den enkle scenografi og de tidløse kostumer, der klæder familierne i henholdsvis rødt og grønt – og Julie i uskyldshvidt – og hun slår sig løs med fantasifulde masker med blomster og blade, og benytter nydeligt referencer  til italiensk havedesign med marmor og evigtgrønne buske. 

Alt i alt er denne “Romeo & Julie” en knapt så dyster, meget forfriskende forsommerflirt om ung og altoverskyggende kærlighed. Absolut seværdig.

“Romeo & Julie” af William Shakespeare. Oversættelse: Niels Brunse.

Bearbejdelse og instruktion: Martin Lyngbo. Komponist: Jonas Munck Hansen. Scenografi & kostumer: Frederikke Dalum. Koreografi: Esa Alanne. Lyddesign: Kristian Kühnel.

Medvirkende: Lea Baastrup Rønne, Kristoffer Helmuth, Mette Marckmann, Anders Gjellerup Koch, Natalí Vallespir Sand, Lars Simonsen, Jonas Munck Hansen, Nadia Jasmin Nielsen, Kristian Rossen og Emil Weber Rasmussen.

Spiller i Kgs. Have, Odense frem til 15. juni.

Anmeldt 21. maj (premiere).

Forestillingsfoto: Emilia Therese