70’ernes frække og grænseoverskridende mandeblad Ugens Rapport som ekvilibristisk dramatisk vanvidshow.
* * * * * *
It’s art! It’s entertaining! It’s fucking fantastic!
Velkommen til Kurts verden. Til 1970’ernes mest vanvittige journalistiske redaktion. Et kig tilbage til en tid, der aldrig vender tilbage. Og godt for det. Men det var godt nok noget morsommere, end i dag.
Dramatikeren Andreas Garfield pinpointer tidsånden, og det rablende absurde miljø på mandebladet. En umiddelbart umulig opgave. Virkeligheden var jo vildere, end nogen overhovedet kan forestille sig. Alligevel lykkedes det. At se Ugens Rapport på Det kgl. Teaters Store Scene er – næsten – som at være der selv. Og i Mads Rømer Brolin-Tanis skikkelse genopstår Kurt Thyboe på scenen, som en journalistikkens Jesus. Den samme diktion, de samme gestikulerende hænder, der ligesom formede ordene. Den samme vildskab i blikket. Det evigt utålmodige kropssprog. Den hårde negl, machomanden med den blødeste kerne af al hjertets godhed.
For mig blev Kurt Thyboe – The champ – en mentor, et forbillede og den bedste chef jeg nogensinde har haft. Ikke på Ugens Rapport, der var han nogle år tidligere blevet fyret fra, men nogle få år efter denne forestilling slutter trådte jeg selv som 22-årig ind i den københavnske bladbranche som lærenemt føl på Billed-Bladet, hvor Kurt var blevet redaktionschef.
I wanna feel you, Boy, sagde han og krøllede ens tidligste banaliteter sammen mens han kærligt tog en om nakken og hviskede bare bli’ ved, Boy – I know you it!
Det er præcis den Kurt Thyboe, som Mads Rømer Brolin-Tani så mesterligt gestalter, og så ligner han ham i øvrigt i en grad, at man ikke kan lade være at tænke på om Mads’ mor engang for 44 år siden mon var til Dr. Hook koncert og hang ud med the boys in the band bagefter. It’s crazy!
Ugens Rapport handler om – ja, bladet Ugens Rapport, der i slutningen af 1970’erne nåede et oplag på over 220.000 eksemplarer, anarkistisk ledet af karismatiske Kurt og med en broget forsamling af fordrukne vanvidsjournalister. Den handler også om en tidsånd, hvor kvindefrigørelsen kæmpede for at slå igennem, og den handler om kyniske udgivere, der på den ene side ikke vil kendes ved alle bladets bare damer, og på den anden side vil have mere af det og endnu hårdere. Det er en forestilling om fantaster og drømmere, om galninge, excentrikere og dumme svin med skjulte dagsordner. Et skuespil om dyb kærlighed til livet tilsat et intens lydbillede af musikken fra 70’erne, fremført live af et hårdtpumpende, kvindeligt band og med indlagte sange, som i modsætning til jukebox-musicalernes åndløshed her forekommer og fremstår fuldkommen naturlige i sammenhængen.
Palle Steen Christensen har kreeret en vild scenografi, hvor scenebilledet kvikt skifter fra den kaotiske redaktion til stamværtshuset Fremtiden, og til Kurt og hans kone, Mariannes, hjem hvor privatlivet har trange kår. For dels er der altid en af de hjemløse journalister, der sover i gæsteværelset, dels hører man sønnen Toms hæse, astmatiske hoste som et audiotivt mareridtsscenarie, der vibrerer under overfladen.
Omkring Mads Rømer Brolin-Tanis sublime Kurt skaber et solidt skuespillerhold en fremragende ensemble forestilling; Mikkel Arndt er tåretrillende morsom som gonzo-journalisten Viffert, som ikke skyr nogen midler i journalistikkens tjeneste – og hjerteskærende i mandens ynkelige deroute. Kenneth M. Christensen er fuldkommen forrygende som macho-eventyreren Wulff, der går forrest i en guerillakrig i Cambodias jungle og malende beskriver oplevelsen for de eventyrhungrende læsere. Jeg tror, at Garfield har taget udpluk af de ægte artikler, men er ikke sikker. Han rammer i hvert fald tonen med imponerende præcision.
Stine Schrøder Jensen får alt ud af redaktionsfaktotemet Bitten; barsk i tonen, hård på overfladen og ejegod når det det kommer til stykket. Og Johanne Louise Schmidt skaber en troværdig karakter som Kurts kvinde, Marianne, der kun har ét krav; at festen aldrig slutter. Uden fysisk at ligne den virkelige Marianne lykkes det meget overbevisende Johanne Louise Schmidt at beskrive et menneske, som igen, modsat sin grove, overfladiske fremtoning, aldrig trak op i banen og som forblev ved sin mands side til sin død for nogle år siden.
Jonathan Bergholdt Jørgensen, Casper Crump, Sigurd Holmen Le Dous og Morten Christensen fuldender ensemblet med præcise, og morsomme karakterer, og orkestret med Martine Madsen, Eva Skipper og Sarah Ziebe trykker den i den grad af – it’s a party!
Hele molevitten er samlet, sat i system til et gnidningsfrit effektivt maskineri af Thomas Bendixen. Både Bendixen og dramatiker Garfield er for unge til selv at have oplevet tiden og typerne, men de lykkes på imponerende vis at ramme tonen, stilen og galskaben præcist som den var back in the day.
Hvis ikke Kurt Thyboe for et halvt år siden havde tabt på point i 12. omgang til knokkelmanden i en tæt, hård fight. En duel uden nåde, men med gensidig respekt for en værdig modstander, en champ lige så stor som ham selv. Hvis ikke døden omsider havde fået det sidste hook ind, sænket ham med et afgørende, tungt leverstød, så havde han elsket denne forestilling.
Han ville have stukket Garfield, Bendixen og Brolin-Tani hver et hårdt jab på skulderen, løftet sit glas og skreget ud i rummet: You fucking nailed it!
“Ugens Rapport” af Andreas Garfield.
Instruktion: Thomas Bendixen. Scenografi & kostumedesign: Palle Steen Christensen. Lysdesign: Clement Irbil. Idé: Jakob Weis.
Medvirkende: Mads Rømer Brolin-Tani, Stine Schrøder Jensen, Mikkel Arndt, Kenneth M. Christensen, Johanne Louise Schmidt, Jonathan Bergholdt Jørgensen, Casper Frederik Dyhr Crump, Sigurd Holmen le Dous, Morten Christensen. Musikere: Martine Madsen (kapelmester), Eva Skipper og Sarah Ziebe.
Spiller på Det kgl. Teater, Skuespilhusets Store Scene til 4. juni.
Anmeldt 28. april (premiere)
Forestillingsfoto: Camilla Winther.
