18-05-2022

Sylespids engelsk-sproget komedie om Hollywoods vrangside. 

* * * * 

De name-dropper i ét væk. Taler sig selv helt op på piedestalen. Er selvoptagede og helt på skideren. 

Dramatikeren Neil LaButes komedie om livet på sunny side of Hollywood Hills, "The Money Shot", som netop nu kan opleves på Krudttønden på Østerbro, er en besk og sylespids satire om Hollywoods vrangside.

Forestillingen spillede en periode sidste sensommer, og er taget op igen nu, hvor vi er fri af corona-restriktioner, og produceres af teatret med det pudsige navn Down The Rabbit Hole. Det er et engelsksproget teater, og selvom skuespillerne alle er danske, så spilles "The Money Shot" på engelsk og det giver mulighed for alle dette sprogs fine, og ikke mindst dobbelttydige nuancer, som lidt for ofte forsvinder i oversættelser, hvor gode de end er.

Scenen er sat på terrassen udenfor en luksusvilla i de mondæne Hollywood Hills i Los Angeles. Her har filmstjernen Karen slået sig ned med sin lesbiske kæreste Beverly, som har en noget mere tilbagetrukket rolle i filmbranchen - tilbagetrukket nok til at være den, der kan gennemskue hele filmbyens narcissistiske cirkus af selvoptaget bullshit. Parret har besøg af Karens medspiller i en ny film, Steve, en midaldrende macho filmstjerne, med et ego på størrelse med Mount Everest og en hjerne på størrelse med en peanut. Han har medbragt sin purunge trofækone, Missy, der drømmer om en karriere på the big screen, og som viser sig måske alligevel ikke at være helt så dum som hun giver indtryk af.

Årsagen til mødet er at Karen og Steve medvirker i en excentrisk europæisk filminstruktørs erotiske actionthriller, og han vil have at Karen og Steve skal have ægte sex sammen foran kameraet. De skal bare lige have deres samleveres accept først - og derfor mødet. Kemien er bare ikke helt god, for Steve er typen, der siger alle de forkerte ting på det helt forkerte tidspunkt; er homofob, racist og fuldkommen tonedøv overfor verden udenfor hans egen lille, indsnævrede ego-boble, og som aftenen udvikler sig oprulles stribevis af personlige pinagtigheder. Karen og Beverly har nemlig også deres små udfordringer at slås med.

I "The Money Shot" dissikerer LaBute Hollywoods overfladiskhed, tegner et billede af mennesker som brug-og-smid-væk-genstande, ironiserer over hvor langt man vil gå for at få succes, og over filmbyens dobbeltmoral. Han harcellerer over et miljø, der er både rascistisk og homofobisk og er fastgroet i en nærmest middelalderligt kønsrolle- og menneskesyn. Teksten er morsom på den morbidt-sarkastiske facon. Nogle steder måske lige letkøbt nok, men finurlig i sin spidse satire, som alligevel ikke forekommer at være overvældende meget sat på spidsen.

Og stykket spilles på Krudttønden i Jeremy M. Thomas' tempofyldte iscenesættelse med overskud og masser af fysisk energi. Dina Rosenmeier og Tomm Voss er ganske troværdige som de to falmende filmstjerner i deres karrieres efterår, der føler sig tvunget til at gøre noget, nærmest lige meget hvad, for at give karriererne lidt kunstigt åndedræt, Mikka Deleuran er den unge wannabe, der lider af  spiseforstyrrelser og som viser sig at have en overraskende indsigt i hvordan man indspiller sexscener, hvorfra mon? Endelig giver Dorte Rømer sin Beverly noget af den menneskelighed, som betyder, at vi trods ikke helt mister troen på det gode i livet.

Den glamourøse filmverden har i den grad en vrangside, og den er den der udrulles for i løbet af to morsomme og indimellem tåkrummende pinlige timer.

Det er ikke så meget engelsk-sproget teater man kan opleve i København, så man bør give sig selv muligheden, når den er der. "The Money Shot" spiller til og med 28. maj.

"The Money Shot" af Neil LaBute.

Instruktion: Jeremy M. Thomas. 

Medvirkende: Dina Rosenmeier, Dorte Rømer, Mikka Deleuran og Tomm Voss. 

Produceret af Down The Rabbit Hole, og spiller i Krudttønden til 28. maj.

Anmeldt 17. maj.

Foto: Laura Ioane.

08-05-2022

Visuelt flot, men lovlig hul opførelse af den legendariske musical i Aarhus, hvor Ulla Henningsen og Anders Baggesen er ene om at skabe ægte følelser på scenen.

 

* * *

 

Flot ser det ud, når Sofia Nolsøe som cabaretsangerinden Sally Bowles hejses ned i Berlins Kit Kat Club i et stort gyldent ’øje’ oppe fra scenetårnets loft, og synger Kander og Ebbs ikoniske titelsang til musicalen ”Cabaret”.

Og flot ser det ud når ensemblet danser og svanser og vækker minder om tv-serien ”Babylon Berlin”, der foregår i nogenlunde samme periode som ”Cabaret”. Men Niclas Bendixens opsætning på Aarhus Teater er bedre på de ydre linjer end på de indre.

For det lykkes ikke for alvor at forløse den dybde som er værkets store styrke. Det er kun når Ulla Henningsen som pensionatsværtinden Fräulein Schneider er på scenen, at forestillingen rigtigt rammer vores følelser, og får sjælelig dybde. I øvrigt solidt sekunderet af Anders Baggesen som den jødiske grønthandler, hvis kærlighed hun i sidste ende ikke tør gengælde, fordi hun – modsat ham – godt ved hvilken vej de politiske vinde blæser i Weimarrepublikkens Tyskland i 1930. Og et ægteskab med en jøde vil være den visse død for hendes pensionat, der i høj grad overlever på henvisninger fra nazisten Ernst Ludvig.

Både i spillescenerne og i sangene løfter Ulla Henningsen og Anders Baggesen forestillingen ud af den overfladiskhed, som desværre præger den ellers flot scenograferede og koreograferede forestilling.

I den ellers fantastiske rolle som konferencieren Emcee leverer Simon Mathew en næsten usynlig og helt igennem ufarlig præstation. Vel synger han godt, men hvor er dobbeltydigheden, alt det ufortalte og udefinerbare ved denne mystiske karakter, som – spillet rigtigt – kan være den mest interessante i ”Cabaret”? Heller ikke Sofia Nolsøe bliver rigtigt overbevisende som Sally Bowles. Det er pænt og nydeligt, spillet som efter noder, men uden de krøller der ’jazzer’ karakteren op. Emil Prenters Clifford Bradshaw bliver på samme måde en pæn og lydefri præstation, men hele hans personlige homoseksuelle kærlighedshistorie er her reduceret til en kort vignet, og dermed forsvinder en stor del af rollens fylde.

Set i det lys, at de egentlige hovedkarakterer i denne opsætning blegner i forhold til sidehistorien om Fräulein Schneider og Herr Schultz, skuffer ”Cabaret” i denne version. Alt det ydre fungerer upåklageligt, og musicalens aktualitet set i lyset af krigen – og nazisme-beskyldningerne – i Ukraine har nærmest aldrig været større, hvilken man naturligvis udnytter i den grusomme slutscene, hvor der er civile ofre. Men alt overvejende savner opsætningen noget indlevelse, og ender med at minde for meget om de der hule påskeæg, der ser så flotte ud indtil man får skrællet sølvpapiret af dem.

”Cabaret”. Tekst: Joe Masteroff. Musik: John Kander. Sange: Fred Ebb. Oversættelse: Jesper Kjær.

Instruktion: Niclas bendixen. Scenografi & lysdesign: Benjamin La Cour. Koreografi: Signe Fabricius. Kostumer: David Gehrt. Musikalsk arrangement: Jesper Mechlenburg. Kapelmester: Sascha Dupont.

Medvirkende: Sofia Nolsøe, Emil Prenter, Simon Mathew, Ulla Henningsen, Anders Baggesen, Kjartan Hansen, Sofie Topp-Duus, Andrea Schirmer, Stine Andersen, Tone Reumert, Helene Høier, Marcus Elander, Patrick Riber, Ingeborg Meier Andersen, Bertram Lyng Engelsted Jarkilde, Sigurd Villi Bang, Adam Johan Andrea, Louis Haulrik, Gustav Kvist Kalmar og Silas Milling Hossy.

Spiller på Aarhus Teater til 18. juni.

Anmeldt 7. maj.

Foto:Emilia Therese.

07-05-2022

Intens og meget velspillet klassikeropsætning på Aarhus Teater. 

 

* * * * *

 

Den århusianske sangerinde Tina Dickow synger i en af sine mest kendte sange om at man kan tage pigen ud af Aarhus, men ikke tage Aarhus ud af pigen. På samme måde gælder det for hovedpersonen i Tennessee Williams’ mere end 70 år gamle drama ”Omstigning til Paradis”. Blanche DuBois er født i sydstatsoverklassen, og selv om hun har mistet sin rigdom og sit job, og selvom hendes selvrespekt er blevet en hel del fortyndet af billig whiskey, så føler hun sig fortsat højt hævet over den primitive underklasse, hun er tvunget til at opsøge i New Orleans. Overklassemanererne kan man ikke tage fra hende, eller også vil hun bare ikke slippe dem og indse virkeligheden.

Søsteren Stella har valgt et liv tæt på samfundets bund med den grove og primitive Stanley Kowalski, andengenerationsindvandrer fra Polen. Modsat sin storesøster, har Stella affundet sig med sin sociale deroute. Her, deep down south in Louisiana, slår det gnister mellem den nedladende, arrogante Blanche og søsterens voldsparate, men stolte machomand, og skuespillet er en lang, symbolladet magtkamp mellem både køn og klasse.

På Aarhus Teaters Scala-scene har den norsk-amerikanske instruktør Peer Perez Øian valgt at lade New Orleans beskrive primært gennem musikken, og hele ensemblet er på scenen stort konstant, agerende som musikere i et band, der spiller tidstypiske sange som fængende underlægningsmusik til dramaet. Det er uhyre vellykket.

Scenograf og kostumedesigner Franciska Zahle lader derimod det slidte arbejderhjem fremstå koldt og klinisk, med hvide vægge og slidte møbler, og scenografien arbejder på den måde imod den lille lejligheds klaustrofobiske modsætning til det gods i Mississippi, som Blanche har måtte forlade, og stik imod den dampende hede – såvel fysisk om sommeren i New Orleans, som på det underliggende erotiske plan – der er en væsentlig del af Williams’ historie. Nok tager Blanche hele tiden bade, og nok er Stanley det meste af tiden i bar overkrop for at understrege hans dyriske natur, men på intet tidspunkt mærker man eller bare fornemmer den svedige, lumre varme, der ellers synes så vigtig for historien.

Selvom scenografien i mindre grad er vellykket, så lykkes det alligevel at skabe en intens stemning og elektricitet i forestillingen, som trods en spilletid på over tre timer inkl. pause på intet tidspunkt mister sit greb om publikum og slet ikke virker lang. Tennessee Williams’ tekst er stadig en fremragende teatertekst, selvom man bestemt kan argumentere for at verden og kønsrollerne har forandret sig meget siden efterkrigstiden. De sociale modsætninger mellem rig og fattig forekommer dog stadig at være lige relevante, se blot på de unge menneskers higen efter altid at fremstå ’perfekte’ på de sociale medieplatforme. Det opfattes formentlig stadig ’finere’ at være af fransk afstamning end af polsk (eller i en 2022-kontekst, mellemøstlig), og selvom vores kønsrolleopfattelse er under forandring, er det vist fortsat ikke helt unormalt i det, der stadig beskrives som arbejderklassen, at det er mændene, der mødes til poker, og kvinderne, der sørger for maden. Og desværre er det i dag i høj grad fortsat et tema, at mænd bruger vold og i yderste konsekvens voldtægt som det ultimative magtmiddel mellem kønnene. Præcis som det er tilfældet for Stanley Kowalski, når de sproglige argumenter hører op.

”Omstigning til Paradis” har således som skuespil stadig relevans, og som det spilles her bliver det til fremragende teater. Forrest står naturligvis den nyligt Reumert-prisnominerede Nanna Bøttcher i rollen som Blanche. Hun lægger et nyt lod i boksen til næste års Reumert, når hun her leverer et smukt portræt af en kompleks kvindefigur; på en og samme tid koket og nedladende, arrogant og charmerende. En på mange måder skrækkelig kvinde, som Nanna Bøttcher alligevel formår at skabe en form for sympati for. Overfor hende fremstår Jacob Madsen Kvols med sin senede krop, som en værdig mod- og medspiller. Mette Døssing er glimrende som den indadvendte, resignerende lillesøster, og Christian Hetland er aldeles strålende som den sarte og skrøbelige ven Mitch, der forelsker sig fatalt i den altædende femme fatale. Carla Eleonora Feigenberg får alt ud af den ganske lille rolle som hjælpsom nabokone, og Viktor Pascoe Medom og Lukas Toya gør glimrende fyldest i de skiftende, små bikarakterer. Det er Blanche-figuren, der er det altdominerende omdrejningspunkt i ”Omstigning til Paradis”, men det er som ensembleforestilling, at denne opsætning for alvor har sin styrke og for alvor imponerer, med sin intensitet, sin musikalitet og sit konstante, sitrende nærvær.

”Omstigning til Paradis” af Tennessee Williams. Oversættelse: Louise W. Hassing.

Instruktion: Peer Perez Øian. Scenografi & kostumedesign: Franciska Zahle. Kompositioner: Gaute Tønder.

Medvirkende: Nanna Bøttcher, Mette Døssing, Jacob Madsen Kvols, Christian Hetland, Carla Eleonora Feigenberg, Viktor Pascoe Medom og Lukas Toya.

Spiller på Aarhus Teater (Scala) til 4. juni.

Anmeldt 6. maj (premiere)

Forestillingsfoto: Rumle Skafte.

06-05-2022

Revysæsonen skudt i gang i Odense, hvor budskaber om fred og frihed går gennem revyen som en rød tråd. Anmeldelsen bringes i samarbejde med Ekstra Bladet.

* * * *

Charlie Chaplins legendariske ballon-ballet med kloden får en renæssance i Odense Sommerrevy, hvor Thomas Mørk som Ruslands diktator Putin ’leger’ med verden, og hvor et par uskyldigt ærlige børne-tv dukker taler lige ud af posen om forskellen på syriske og ukrainske flygtninge.

Det er to eksempler på, at Odense Sommerrevy i 2022-klæder formår at rumme såvel det poetiske, det morsomme og det mere alvorlige. For krigen i Ukraine er i fokus i flere af revyens 26 numre, og det samme er et fromt, fynsk budskab om fred og frihed.

Ikke mindst elegant eksekveret i det musikalske fredspotpourri med tekst og musik af blandt andre Sting, Lennon/McCartney og PH, som slutter revyen af, og i så vel åbning som finale. Det er en mere poetisk og alvorsfuld udgave af den fynske teltrevy, der er vokset sig stor på bare få år, og det klæder faktisk revyen at den ikke kun er sjov og spas.

Ikke således forstået, at årets revy ikke er morsom; det er den bestemt. Især når hele holdet – Vicki Berlin, Lone Rødbroe, Lars Arvad, Thomas Mørk og Henrik Koefoed giver den som Bogenses svar på The Rolling Stones. Men revyen tør mere i år end tidligere, med sin politiske satire, og det klæder den.

Revyens undertitel er ”Slip latteren løs”, men det sker faktisk kun delvist. Der mangler lige det tip-topnummer eller to, hvor teltdugen virkelig blafrer og man griner så man er bange for at tisse lidt i buksen. I stedet gør de det på scenen – altså tisser lidt i buksen – i to numre endda. I det ene er Lone Rødbroe en kvinde, der for enhver pris vil medvirke i et tv-program, mere effektiv end egentlig elegant, og i det andet, er Thomas Mørk ganske forrygende som autodidakt angstcoach. Vicki Berlin har sendt sin Camilla-figur på pension, blot for at hun her genopstår som en af de sociale mediers alvidende konspirationstrolde, der ved mere end alverdens professorer, for hun har nemlig set en video på Youtube! Henrik Koefoed optræder som sidste år træfsikkert som H.C. Andersen, der fortæller et moderne eventyr; i år det om strammerprinsessen Inger Støjberg, og Lars Arvad agerer fint som bl.a. tidspresset flex-taxa chauffør på overarbejde.

Det er i det hele taget gedigent holdarbejde, hvor alle har noget at bidrage positivt med. En revy, der underholder med musikalitet, komik og altså også en snert til eftertænksomheden.

Revyen er smukt pakket ind i forårskådt blomsterflor af Marianne Nilsson, med Morten Wedendahls velspillende orkester placeret i et væksthus midt på scenen, og Joy-Maria Frederiksen har instrueret med stilsikker fornemmelse for timing, tempo og flow. Revyen er bedst efter pausen, sådan skal det også helst være.

Efter corona, kom krigen til Europa, men Odense Sommerrevy giver lidt håb med sit budskab om fred og frihed – og et godt grin.

Odense Sommerrevy.

Tekst og musik: Niels Olsen, Vase & Fuglsang, Jacob Weble, Bjørn Bønne Christensen, Josephine Nørring, Morten Wedendahl, Jacob Morild, Tchaikovskij, Carl-Erik Sørensen, James Price, Jan Svarrer, Søren Anker Madsen, Vicki Berlin, Frederik Karstrøm, Leif Maibom, Rasmus Krogsgaard, Skoller & Darin, Lennon, Sting, McCartney, Jackson, Bacharach & David Simpson, Ashford, PH og Kai Normann Andersen.

Instrruktion & koreografi: Joy-Maria Frederiksen. Scenografi: Marianne Nilsson. Kostumer: Henrik Børgesen. Kapelmester: Morten Wedendahl

Medvirkende: Vicki Berlin, Lone Rødbroe, Henrik Koefoed, Thomas Mørk og Lars Arvad.

Spiller i Teltet på Engen i Odense til 11. juni.

Anmeldt 5. maj (premiere)

Forestillingsfoto: Peter Kjeldsen

 

06-05-2022

Der er noget helt særligt komisk over, at kommune-komedien ”Vi bygger en vej” kan være højaktuel ved at skue bagud i den historie, politikerne ikke synes at have lært noget af.

 

* * * *

Ih, hvor er det kommunalt!

Sådan sang revystjernen Schøiler Linck helt tilbage i en revy i 1936, som en satire over hvor tungt, trængt og tåbeligt den kommunale forvaltning kan fungere. Da Odenses byråd i 1951 holdt møde om en mulig firesporet vej durk gennem bymidten syntes man ikke at have lært af fortidens synder, og hele pointen i Heinrich Christensens kommunal-komedie ”Vi bygger en vej” på Odense Teater er at sådan er det stadig. Det kommunale Danmark agerer og opererer i al sin navlebeskuende enfoldighed uhensigtsmæssigt og alt for ofte imod enhver sund fornuft.

Det er der kommet en ganske sjov komedie ud af, baseret på Odenses eget anlægsmæssige smertensbarn, Thomas B. Thriges Gade, en 650 meter lang, firesporet (motor)vej tværs gennem byen, som det tog 18 år at anlægge, inden det så tog yderligere små 40 år at nedlægge den igen. Ved at se tilbage på historien, bliver Heinrich Christensen samtidig helt højaktuel, for præcis samme scenarier, som gjaldt ved anlægningen af Thomas B. Thriges Gade, har været gældende ved anlæggelsen af den nuværende letbane, som i snart et årti har gjort Odense by til et trafikalt helvede, og som – vist nok - lider af præcis de samme ’børnesygdomme’ som letbanen i Aarhus, som man naturligvis ikke har hverken lyttet eller skelet til i anlægsfasen. Ih, hvor er det kommunalt.

Historien starter med et byrådsmøde i 1951, og slutter samme sted i 2014. Ind i mellem møder vi en håndfuld Odenseanske borgmestre, skiftende rådmænd, stadsingeniører, selvfede arkitekter, en rådhussekretær, der er med fra start til slut, ’folkestemningen’, som byrådet foretrækker at lytte til fremfor sagkundskaben, forskellige ’ofre’ for gaden,  og vi møder selve ’gaden’, personificeret af Freja Klint Sandberg, som et kikset mobbeoffer, der bare gerne vil gøre folk glade, men som gang på gang må leve med hån og fornedrelse.

Det myldrer med lokalkendte navne, spillet af teatrets altid velfungerende ensemble, med præcise og morsomme karaktertegninger; Mikkel Bay Mortensens stadsingeniør, der nægter at tage ved lære af erfaringerne, Klaus T. Søndergaards fremsynede menige byrådsmedlem og ikke mindst hans portræt af den über-krukkede byplanlægningsguru Steen Eiler Rasmussen, er stor komik, og Claus Riis Østergaard som både én af borgmestrene og diverse arkitekter, er ramt på kornet. Kvinderne; Louise Davidsen og Mathilde Lundberg, mest i manderoller, for det var mestendels mændene, der bestemte, står lidt blegere i billedet, men også de har deres øjeblikke.

Første akt er ren kommunalfarce, og rigtig morsom. De fleste kan formentlig nikke genkendende til ikke nødvendigvis de virkelige hændelser, farcen er baseret på, men lignende absurditeter i deres egne kommuner. Efter pausen tager Heinrich Christensen, som både har skrevet og instrueret forestillingen, et mere abstrakt udgangspunkt, hvor gaden som nævnt får sit eget ansigt og tilskrives en egentlig personlighed. Og hvor sød, sjov og rørende Freja Klint Sandberg end gør Thomas B. Thriges Gade, så fungerer forestillingens sidste halvdel ikke lige så godt som første. Der bliver jabbet lidt med fortællingen, og borgmesterduellen mellem Anker Boye (Niels Skovgaard Andersen) og Jan Boye (Klaus T. Søndergaard), med sidstnævnte som vinder og dermed ham, der får æren af at nedlægge den forkætrede vej, kunne med fordel have fået mere plads.

Afslutningen skal ikke afsløres her, men den er både effektfuld og morsom, og Odense Teater kan sagtens være tilfredse med denne meget lokale, nærmest egnsteaterlignende komedie, der trods sit tilbageblik fremstår overordentligt aktuel. Som ét langt, overdimensioneret revynummer, tilsat både sange, parodier og svidende satire.

”Vi bygger en vej” idé og manuskript af Heinrich Christensen.

Instruktion: Heinrich Christensen. Scenografi og kostumer: Lisbet Burian. Komponist: Jonas Munck. Research og tekstfragmenter: Lisbet Burian.

Medvirkende: Freja Klint Sandberg, Mikkel Bay Mortensen, Klaus T. Søndergaard, Claus Riis Østergaard, Mathilde Lundberg, Louise Davidsen og Niels Skovgaard Andersen.

Spiller på Odense Teater til 28. maj.

Anmeldt 4. maj.

Foto: Emilia Therese.