24-05-2022

Cirkusrevyen på Bakken har sagt farvel til Ulf Pilgaard og Lisbet Dahl, men holder fast i den gode gamle skabelon, som man ved virker. Anmeldelsen bringes i samarbejde med Ekstra Bladet.

 

* * * * *

 

Sidste år sagde Cirkusrevyen farvel til Ulf Pilgaard, i år har Lisbet Dahl ufrivilligt måttet trække sig i sin afskedssæson. Det skulle man tro ville være et gevaldigt slag over nallerne for revyens niveau, men det viser sig ikke at være tilfældet.

Cirkusrevyen 2022 er præcis som Cirkusrevyen har været nærmest hvert eneste år de seneste årtier. God, gedigen underholdning – og lidt til. Ødsel i lys, lyd og kostumepragt. Fem af landets bedste revyskuespillere på scenen, seks lækre og vanvittigt dygtige dansere. Et orkester, der kan spille op til en fest. Træfsikre parodier, morsomme og let genkendelige hverdagssituationer, sat på spidsen og twistet, så vi ikke bare griner af dem på scenen, men i høj grad også lidt af os selv.

Det er tankevækkende, grænsende til det lettere chokerende, at man ikke ét øjeblik sidder og savner Ulf og Lisbet på scenen. Først til allersidst, da et planlagt hyldestnummer til Lisbet Dahl med revy-highlights på storskærm ruller over fortæppet, kommer følelsen frem; at der da har manglet noget. Men ikke før.

Pernille Schrøder sprang ind med en uges varsel og erstattede revydronningen. Sikke en præstation. Stenhamrende sikker i hver en entré, fra de klassiske sketches til en ’lige-i-skabet-parodi på Pia Kjærsgaard, der sammen med Henrik Lykkegaards Morten Messerschmidt er de to sidste DF’ere. Messerschmidt viser sig i øvrigt at være svær at parodiere, selv for en sand mester. Måske fordi han er en parodi i sig selv.

Lykkegaard optræder også som Kandis-Johnny; vellignende og med en sjov dansktop-parodi-tekst, men uden overordnet idé. Cirkusrevyen klassik på den mindre gode måde.

Til gengæld leverer Niels Olsen og Pernille Schrøder sammen med Merete Mærkedahl og Carsten Svendsen fuldtonet revykomik i en klassisk forvekslingssketch om godt naboskab. Og Mærkedahl og Lykkegaard dissekerer venstrefløjens ændrede politiske kurs overfor Nato, EU og atomkraft i et af få numre med lidt politisk snert. Merete Mærkedahl er igen fremragende som vor magtbegærlige statsminister i et gedigent shownummer med Ellemann og Pape som medløbende mandskor, og Henrik Lykkegaard spidder den aktuelle Herlufsholm-sag med en fin tekst om en far til en bortvist møgunge.

Revyens tre herrer som motionscyklist-terrorister, og Pernille Schrøder som løbemotionist, en ordlegs-sketch om MitID og en ret skøn sketch med Merete Mærkedahl som sindig, nordjysk lottovinder bidrager til at tegne et genkendeligt billede af hverdags-Danmark anno 2022, og det internationale rundes med Niels Olsen som fuld Boris Johnson, Carsten Svendsen som Putins lakaj og de tre herrer som russiske oligarker.

At man ikke savner Ulf og Lisbet er både godt og skidt. Skidt fordi Cirkusrevyen på den måde understreger hvor stram en konceptrevy, den egentlig er. Godt fordi man bestemt ikke går skuffet fra teltet. Godt underholdt bliver man. Joy-Maria Frederiksen overtog instruktørposten i sidste uge, og er ny instruktør i 2023. Arvefølgen synes sikret. Så selvom Cirkusrevyen står ved en skillevej, synes kursen klar.

Cirkusrevyen 2022.

Tekst og musik:  Carl-Erik Sørensen, James Price, Jacob Morild, Vase & Fuglsang, Niels Olsen, Leif Maibom, Peter Düring, Jan Svarrer, Søren Anker Madsen, Henrik Lykkegaard og Adam Price. Instruktion: Lisbet Dahl/Joy-Maria Frederiksen. Scenografi: Niels Secher. Koreograf: René Vinther. Kapelmester: James Price. Medvirkende: Merete Mærkedahl, Pernille Schrøder, Henrik Lykkegaard, Niels Olsen, Carsten Svendsen og danserne Helene Duch Kjaer, Matthew Bailey, Kathrine Klindt, Vivian Pöldoja, Andrea Antunes og Frederik Levin.

Spiller i Cirkusrevyens telt på Bakken til langt ind i august.

Anmeldt 23. maj (premiere)

Foto: Henrik Petit

23-05-2022

Det, der engang var landets frækkeste og mest nyskabende revy, er blevet en forudsigelig parodi på sig selv. Anmeldelsen bringes i samarbejde med Ekstra Bladet.

 

* * * *

 

Det er ikke fordi årets Kerteminde Revy ikke er morsom, og det er heller ikke fordi den ikke indimellem overskrider grænserne for hvad man tror man kan tillade sig at sige og gøre på en revyscene i 2022.

Men Kerteminde Revyen er i år først og fremmest forudsigelig, og dermed ender den med mere at blive en parodi på sig selv, end på de samfundsnormer, den vil tage satirisk gas på.

Det er morsomt, godt set og groft, når Sofie Stougaard allerede i revyens første nummer optræder som den åh-så-medmenneskelige dansker, der med åbne arme inviterer ukrainske flygtningekvinder til at bo i sit hjem, men smilet stivner, da hun i stedet får to muslimske mænd fra Syrien. Gestaltet af Farshad Kholghi og Kim Hammelsvang, på en måde, der får Muhammed-tegningerne til at lige en stribe om Rip, Rap og Rup.

Det er bestemt en morsom vinkel på kønsskifteopererede mænd i kvindesporten, når Kholghi slår tænderne ud på Katja Holms kvindebokser, og rammende når Stougaard og Holm som mænd taler om ’krænkelser’ og slår det hen med ’det var en anden tid’. Det er dygtigt udført når Farshad Kholghi i én og samme monolog, er både sig selv, en thai-importkone, en nordjysk bonde og en kælvende ko, men det er også lige lovlig meget gammel vin på nye flasker.

Det samme gælder revyens Kasper Hjulmand-parodi om det forestående VM i Qatar, der er pakket ind med queerleaders, som til forveksling ligner et seks år gammelt landstrænernummer samme sted om Morten Olsen.

Et gensyn med Klatteminde byråd har stadig sin charme, men hvor er det overraskende tvist?

Vanviddet og det politisk ukorrekte kender nærmest ingen grænser i et grotesk nummer, hvor Farshad Kholghi optræder som afrikansk danseinstruktør, hvis fri dans befrier os for vores fordomme, samtidig med at han træder på sin egen fem meter lange penis. For meget? Ja, afgjort. Morsomt? Ja, bestemt, men det virker lidt som en provokation for provokationens skyld. Det gjorde humoren i Kerteminde revyerne ikke for fire-fem år siden, men det gør den i dag.

Revyens bedste nummer er derfor en næsten gammeldags fortolket vise om ’Den sidste analoge person’, fornemt leveret af Kim Hammelsvang, der også optræder som djævelsk præst, som oldgammel portør og som Dronning Margrethe, hvor hverken tekst eller fremførelse dog når Ulf Pilgaard’sk niveau. Også ensemblet som russisk militærkor, der synger danske sange i russiske versioner - med linjer som "I Øster stiger Putin op', 'går ind i land og by' og 'de vild' ukrainer' er blandt aftenens højdepunkter.

Sofie Stougaard parodierer skarpt Pia Kjærsgaard, og synger bl.a. om farverig verdensforurening. Katja Holm har en yndig hyldest til Charles Aznavour og revychefen Mads Nørby dukker op i glimt med selvironiske og lokalpolitiske hip. De visuelle rammer er yndige, man er i musikalsk gode hænder hos pianisten Peter Bom. Og den stegte flæsk inden revyen var bedre end i mange år.

Kerteminde Revyen 2022 redder sig små 4 stjerner på charmen, men skriger efter fornyelse.

 

”Kerteminde Revyen – Ét skridt for langt”.

Tekst og musik: Morten Nørby, Niels Dahl, Peter Bom, Farshad Kholghi, Lars Bisgaard, Rasmus Søndergaard, Taus Bøytler, Sofie Stougaard, Katja Holm, Linn Skåber, Trond Hanssen/Jon N. Rønning/Vermund Vik, Marie Mondrup, Jens Jacob Tychsen, Kim Hammelsvang, Lukas Birch, Thomas Pakula, Martin Jantzen, Søren Vandkær, Kasper Winding/Lis Sørensen/Lone Scherfig og Mads Keiser-Nielsen.

Instruktion: Frede Gulbrandsen. Scenografi: Anders Vesterholm, Kostumer: Vibeke Valeur, Koreografi: Helena Dong.

Medvirkende: Sofie Stougaard, Katja Holm, Kim Hammelsvang, Farshad Kholghi, Mads Nørby og Peter Bom (kapelmester).

Spiller på Tornøes Hotel til 9. juli.

Anmeldt 22. maj (premiere)

Foto: Emil Andresen

21-05-2022

Shakespeares eviggyldige kærlighedstragedie som poetisk og musikalsk en-akter under åben himmel i Kgs. Have i Odense.

 

* * * * * 

 

Det bedste ved ægte klassiker-materiale er, at man kan vende og dreje det, bøje og bukke det, strække og forkorte det, sætte det i musik og ændre tid og sted, uden at det går ud over grundsubstansen og værkets eviggyldige kvalitet.

William Shakespeares "Romeo & Julie" er måske et af de bedste eksempler. Historien har været basis for utallige fortællinger og fortolkninger, og allerede én gang i denne sæson har kærlighedstragedien over alle kærlighedstragedier været opført i en spændende, velspillet og overordnet vellykket bearbejdelse på Aarhus Teater - se anmeldelsen her . Nu er det Odense Teater, der har kastet sig over historien om de to unge elskende, hvis familier hader hinanden i en sådan grad, at en alliance mellem Capulet-familiens smukke, livslystne og uskyldsrene Julie, og Montague-familiens kompromissøgende og renhjertede Romeo, synes fuldkommen umulig.

Forestillingen opføres udenfor teatret, i byens centrale Kgs. Have, og man kan på en måde sige at teatret hermed kommer ud til sit publikum, selvom området er hegnet ind. Martin Lyngbo har bearbejdet og instrueret og har strammet fortællingen voldsomt sammen, så det hele kan afvikles på halvanden time uden pause. Han har - ligesom det var tilfældet i Aarhus - tilføjet ny musik, men hvor Marie Koldkjær Højlunds forvredne techno-rock spillet på elektriske instrumenter virkede direkte forstyrrende og fjernede fokus fra det væsentlige ved den lejlighed, spiller Jonas Munck Hansens akustiske, italiano-jazzede rytmer - der her fremføres af ham selv og ensemblet - perfekt ind i den 1940'erne tidsramme, som Lyngbo har valgt til sin version af klassikeren. 

Dermed bliver denne "Romeo & Julie" således en både meget poetisk og meget musikalsk, let Prosecco-perlende  mini-musical, uden at det vel at mærke går ud over historiens kerne og den dybt tragiske historie om de to unge, der må dø for at skabe fred mellem deres stridende familier. Det er en på mange måder respektfuld og moderne versionering, der i sin komprimerede form passer rigtigt godt til omgivelserne i den fynske bypark.  

Der er lige lovlig meget udenomsstøj, og man kan frygte for de sommeraftener, hvor byens unge samles i parken med soundboxe og højrøstet festhumør, men der er også noget sært poetisk over lyden af en forbipasserende ambulances sirene netop som Romeo tager sin dødelige gift - den effekt kan de næppe skabe hver aften. Andre udendørsforestillinger spilles mere indelukket, eller afsondret, end tilfældet er her. Jeg håber ikke at udenomsstøjen ødelægger oplevelsen for nogle undervejs i spilleperioden.

Lea Baastrup Rønne er en dejlig Julie. Så ung, så utålmodigt forhippet, ivrig efter at få sin elskede, og med teenagerens vrantne trods, når forældrene - elegant og detaljepræcist fortolket af Natalí Vallespir Sand og Lars Simonsen - kræver at hun gifter sig med den fornemme Grev Paris. Paris er i øvrigt som figur skrevet ud af opsætningen, det samme er Veronas fyrste, hvis stemme vi må nøjes med. Det fungerer udmærket. Kristoffer Helmuth er ligeledes en meget fin Romeo. En lidt introvert, alvorsfuld ung mand. Blødere og mere poetisk end sine 'legekammerater' Mercutio og Benvolio, troværdig i sin afgrundsdybe forelskelse, og i den sorg, der ender  med at koste dem begge livet. 

Mette Marckmanns amme og Anders Gjellerup Kochs broder Lorenzo - han med en malmrøst, der får det til at lyde som ekkoet fra kirkekryptens dybe hvælvinger - bliver her centrale og bærende karakterer i opsætningens lette udgangspunkt, og de bidrager også smukt vokalt i de italienske sange, som skaber en stemningsfuld og effektfuld musikalsk ramme.

Jonas Munck Hansen er udover at være musikalsk omdrejningspunkt en noget nedtonet Hr. Montague, Kristian Rossen, Nadia Jasmin Nielsen og Emil Weber Rasmussen er de unge brushoveder, og fungerer upåklageligt. Ensemblets musikalitet, hvor de også spiller på skiftende instrumenter, er imponerende. Noget man snart ser ganske ofte, og som vidner om store vidtspændte, faglige færdigheder hos skuespillerne.

Frederikke Dalum har skabt den enkle scenografi og de tidløse kostumer, der klæder familierne i henholdsvis rødt og grønt - og Julie i uskyldshvidt - og hun slår sig løs med fantasifulde masker med blomster og blade, og benytter nydeligt referencer  til italiensk havedesign med marmor og evigtgrønne buske. 

Alt i alt er denne "Romeo & Julie" en knapt så dyster, meget forfriskende forsommerflirt om ung og altoverskyggende kærlighed. Absolut seværdig.

"Romeo & Julie" af William Shakespeare. Oversættelse: Niels Brunse.

Bearbejdelse og instruktion: Martin Lyngbo. Komponist: Jonas Munck Hansen. Scenografi & kostumer: Frederikke Dalum. Koreografi: Esa Alanne. Lyddesign: Kristian Kühnel.

Medvirkende: Lea Baastrup Rønne, Kristoffer Helmuth, Mette Marckmann, Anders Gjellerup Koch, Natalí Vallespir Sand, Lars Simonsen, Jonas Munck Hansen, Nadia Jasmin Nielsen, Kristian Rossen og Emil Weber Rasmussen.

Spiller i Kgs. Have, Odense frem til 15. juni.

Anmeldt 21. maj (premiere).

Forestillingsfoto: Emilia Therese.

18-05-2022

Sylespids engelsk-sproget komedie om Hollywoods vrangside. 

* * * * 

De name-dropper i ét væk. Taler sig selv helt op på piedestalen. Er selvoptagede og helt på skideren. 

Dramatikeren Neil LaButes komedie om livet på sunny side of Hollywood Hills, "The Money Shot", som netop nu kan opleves på Krudttønden på Østerbro, er en besk og sylespids satire om Hollywoods vrangside.

Forestillingen spillede en periode sidste sensommer, og er taget op igen nu, hvor vi er fri af corona-restriktioner, og produceres af teatret med det pudsige navn Down The Rabbit Hole. Det er et engelsksproget teater, og selvom skuespillerne alle er danske, så spilles "The Money Shot" på engelsk og det giver mulighed for alle dette sprogs fine, og ikke mindst dobbelttydige nuancer, som lidt for ofte forsvinder i oversættelser, hvor gode de end er.

Scenen er sat på terrassen udenfor en luksusvilla i de mondæne Hollywood Hills i Los Angeles. Her har filmstjernen Karen slået sig ned med sin lesbiske kæreste Beverly, som har en noget mere tilbagetrukket rolle i filmbranchen - tilbagetrukket nok til at være den, der kan gennemskue hele filmbyens narcissistiske cirkus af selvoptaget bullshit. Parret har besøg af Karens medspiller i en ny film, Steve, en midaldrende macho filmstjerne, med et ego på størrelse med Mount Everest og en hjerne på størrelse med en peanut. Han har medbragt sin purunge trofækone, Missy, der drømmer om en karriere på the big screen, og som viser sig måske alligevel ikke at være helt så dum som hun giver indtryk af.

Årsagen til mødet er at Karen og Steve medvirker i en excentrisk europæisk filminstruktørs erotiske actionthriller, og han vil have at Karen og Steve skal have ægte sex sammen foran kameraet. De skal bare lige have deres samleveres accept først - og derfor mødet. Kemien er bare ikke helt god, for Steve er typen, der siger alle de forkerte ting på det helt forkerte tidspunkt; er homofob, racist og fuldkommen tonedøv overfor verden udenfor hans egen lille, indsnævrede ego-boble, og som aftenen udvikler sig oprulles stribevis af personlige pinagtigheder. Karen og Beverly har nemlig også deres små udfordringer at slås med.

I "The Money Shot" dissikerer LaBute Hollywoods overfladiskhed, tegner et billede af mennesker som brug-og-smid-væk-genstande, ironiserer over hvor langt man vil gå for at få succes, og over filmbyens dobbeltmoral. Han harcellerer over et miljø, der er både rascistisk og homofobisk og er fastgroet i en nærmest middelalderligt kønsrolle- og menneskesyn. Teksten er morsom på den morbidt-sarkastiske facon. Nogle steder måske lige letkøbt nok, men finurlig i sin spidse satire, som alligevel ikke forekommer at være overvældende meget sat på spidsen.

Og stykket spilles på Krudttønden i Jeremy M. Thomas' tempofyldte iscenesættelse med overskud og masser af fysisk energi. Dina Rosenmeier og Tomm Voss er ganske troværdige som de to falmende filmstjerner i deres karrieres efterår, der føler sig tvunget til at gøre noget, nærmest lige meget hvad, for at give karriererne lidt kunstigt åndedræt, Mikka Deleuran er den unge wannabe, der lider af  spiseforstyrrelser og som viser sig at have en overraskende indsigt i hvordan man indspiller sexscener, hvorfra mon? Endelig giver Dorte Rømer sin Beverly noget af den menneskelighed, som betyder, at vi trods ikke helt mister troen på det gode i livet.

Den glamourøse filmverden har i den grad en vrangside, og den er den der udrulles for i løbet af to morsomme og indimellem tåkrummende pinlige timer.

Det er ikke så meget engelsk-sproget teater man kan opleve i København, så man bør give sig selv muligheden, når den er der. "The Money Shot" spiller til og med 28. maj.

"The Money Shot" af Neil LaBute.

Instruktion: Jeremy M. Thomas. 

Medvirkende: Dina Rosenmeier, Dorte Rømer, Mikka Deleuran og Tomm Voss. 

Produceret af Down The Rabbit Hole, og spiller i Krudttønden til 28. maj.

Anmeldt 17. maj.

Foto: Laura Ioane.

08-05-2022

Visuelt flot, men lovlig hul opførelse af den legendariske musical i Aarhus, hvor Ulla Henningsen og Anders Baggesen er ene om at skabe ægte følelser på scenen.

 

* * *

 

Flot ser det ud, når Sofia Nolsøe som cabaretsangerinden Sally Bowles hejses ned i Berlins Kit Kat Club i et stort gyldent ’øje’ oppe fra scenetårnets loft, og synger Kander og Ebbs ikoniske titelsang til musicalen ”Cabaret”.

Og flot ser det ud når ensemblet danser og svanser og vækker minder om tv-serien ”Babylon Berlin”, der foregår i nogenlunde samme periode som ”Cabaret”. Men Niclas Bendixens opsætning på Aarhus Teater er bedre på de ydre linjer end på de indre.

For det lykkes ikke for alvor at forløse den dybde som er værkets store styrke. Det er kun når Ulla Henningsen som pensionatsværtinden Fräulein Schneider er på scenen, at forestillingen rigtigt rammer vores følelser, og får sjælelig dybde. I øvrigt solidt sekunderet af Anders Baggesen som den jødiske grønthandler, hvis kærlighed hun i sidste ende ikke tør gengælde, fordi hun – modsat ham – godt ved hvilken vej de politiske vinde blæser i Weimarrepublikkens Tyskland i 1930. Og et ægteskab med en jøde vil være den visse død for hendes pensionat, der i høj grad overlever på henvisninger fra nazisten Ernst Ludvig.

Både i spillescenerne og i sangene løfter Ulla Henningsen og Anders Baggesen forestillingen ud af den overfladiskhed, som desværre præger den ellers flot scenograferede og koreograferede forestilling.

I den ellers fantastiske rolle som konferencieren Emcee leverer Simon Mathew en næsten usynlig og helt igennem ufarlig præstation. Vel synger han godt, men hvor er dobbeltydigheden, alt det ufortalte og udefinerbare ved denne mystiske karakter, som – spillet rigtigt – kan være den mest interessante i ”Cabaret”? Heller ikke Sofia Nolsøe bliver rigtigt overbevisende som Sally Bowles. Det er pænt og nydeligt, spillet som efter noder, men uden de krøller der ’jazzer’ karakteren op. Emil Prenters Clifford Bradshaw bliver på samme måde en pæn og lydefri præstation, men hele hans personlige homoseksuelle kærlighedshistorie er her reduceret til en kort vignet, og dermed forsvinder en stor del af rollens fylde.

Set i det lys, at de egentlige hovedkarakterer i denne opsætning blegner i forhold til sidehistorien om Fräulein Schneider og Herr Schultz, skuffer ”Cabaret” i denne version. Alt det ydre fungerer upåklageligt, og musicalens aktualitet set i lyset af krigen – og nazisme-beskyldningerne – i Ukraine har nærmest aldrig været større, hvilken man naturligvis udnytter i den grusomme slutscene, hvor der er civile ofre. Men alt overvejende savner opsætningen noget indlevelse, og ender med at minde for meget om de der hule påskeæg, der ser så flotte ud indtil man får skrællet sølvpapiret af dem.

”Cabaret”. Tekst: Joe Masteroff. Musik: John Kander. Sange: Fred Ebb. Oversættelse: Jesper Kjær.

Instruktion: Niclas bendixen. Scenografi & lysdesign: Benjamin La Cour. Koreografi: Signe Fabricius. Kostumer: David Gehrt. Musikalsk arrangement: Jesper Mechlenburg. Kapelmester: Sascha Dupont.

Medvirkende: Sofia Nolsøe, Emil Prenter, Simon Mathew, Ulla Henningsen, Anders Baggesen, Kjartan Hansen, Sofie Topp-Duus, Andrea Schirmer, Stine Andersen, Tone Reumert, Helene Høier, Marcus Elander, Patrick Riber, Ingeborg Meier Andersen, Bertram Lyng Engelsted Jarkilde, Sigurd Villi Bang, Adam Johan Andrea, Louis Haulrik, Gustav Kvist Kalmar og Silas Milling Hossy.

Spiller på Aarhus Teater til 18. juni.

Anmeldt 7. maj.

Foto:Emilia Therese.