Blog

11-02-2022

Velspillet og vedkommende Brecht-forestilling understreger Odense Teaters position som landets førende ensemble teater.

* * * * *

Den tyske forfatter og dramatiker Bertolt Brecht har på forunderlig vis fået en slags revival på de danske teaterscener. Indenfor mindre end ét år har store danske teatre taget tre af Brechts mest kendte værker på plakaten. Først ”Mutter Courage og hendes børn” på Det kgl. Teater, for nyligt – ganske vist med et års forsinkelse – Republiques ikke mindre vellykkede ”Den kaukasiske kridtcirkel”, og nu topper Odense Teater den med en vital og charmerende opsætning den musikdramatiske klassiker ”Laser og pjalter”.

Tre forestillinger, der hver for sig og sammen, tegner et interessant billede af Brechts værk, som blev skabt over en periode fra midten af 1920’erne og frem til sidst i 40’erne. ”Laser og pjalter” fra 1928 er baseret på den 200 år ældre satiriske ”Tiggeroperaen” af John Gay, og handlingen udspiller sig i Victoriatidens London. Som det altid er tilfældet med Bertolt Brechts dramatik er den en sylespids kritik af det kapitalistiske samfund, og selvom alle tre Brecht-forestillinger så afgjort ikke har kunnet skjule, at de har mange år på bagen, og at tysk dramatik fra 1920’erne til 40’erne havde en noget bastant opbygning, så har de alle fremstået fremsynede, moderne og vedkommende, således også ”Laser og pjalter” i Moqi Simon Trolins farverige og energiske instruktion.

Vi er handlingsmæssigt fortsat i Victoria-tidens London, blandt ludere og pjaltede tiggere, som holder til mellem de rustne containere på havnen ved Themsen, men sammen med scenografen Eilev Skinnarmo og kostumedesigneren Maria Gyllanhoff, har Trolin skabt et tidløst univers med tydelige referencer til i dag; i tiggerhæren finder vi således både en Roma-kvinde, en psykisk syg hjemløs, en krigsveteran, en krigsflygtning og en trafficking pige – altså en østeuropæisk pige bortført til Vesten, hvor hun tvinges til at arbejde som searbejder. Bizarre karikaturer på personer, man i dag ikke behøver at bevæge sig mange meter væk fra Københavns Hovedbanegård for at være sikker på at møde.

Tiggerne styres med hård hånd af Mr. Peachum, som naturligvis har set en forretning i al elendigheden, og som en anden Fagin fra Oliver Twist tager han sig af de fattige og udstødte mod gode procenter af ’indtjeningen’. Et andet sted i byen er det gangsteren MacHeath, der har magten. Den charmerende, men farlige Mack the Knife, styrer sin bande af afstumpede kriminelle mens han hopper behændigt fra kvinde til kvinde, som en anden fagforeningsboss. Tre tælles der til i forestillingen, men vi fornemmer at det kun er toppen af isbjerget. MacHeath slipper for at blive straffet for sine forbrydelser fordi han er barndomsven og soldaterkammerat med byens politichef, Tiger Brown, men da han forfører og gifter sig med Peachums datter, Polly, sætter Peachum alle sejl til for at få MacHeath fanget og dømt til døden, og her kan selv ikke gammelt venskab redde MacHeath.

Hovedrollerne er mange i ”Laser og Pjalter” og forestillingen synes således som skabt til Odense Teater, som gennem de senere år har manifesteret sig som Danmarks måske bedste ensembleteater. Nicolai Jandorf træder markant frem i forreste række som en iskoldt beregnende, og uimodståeligt charmerende MacHeath. Glat som en ål, og altid med en løsning i ærmet, når nettet strammes. Rendyrket psykopat, og bestemt ikke en ’helt’. Dem er der for øvrigt ingen af et Brechts persongalleri, men den forelskede Polly, fornemt spillet og sunget af Cecilie Gerberg, der vil give alt for at være sammen med sin Mack, er vel det nærmeste man kommer. Trods handlekraft og viljestyrke, bliver hun som smør blot hun er i nærheden af ham, og en af forestillingens bedste scener er en ildspruttede girlfight med Carla Viola Thurøes højgravide Lucy, om en mand, der har bedraget dem begge, med MacHeath som fængslet vidne fanget mellem to stole.

Louise Davidsen har smukke og skrøbelige øjeblikke som luderen Jenny, som i flere omgange forråder den mand som også hun elsker, og Claus Riis Østergaard leverer et gakket portræt af den korrupte politichef i en alt for stor frakke.

Hanne Hedelund tegner et aldeles vidunderlig karakterportræt af Pollys fordrukne mor, der leverer sine replikker som piskesmæld, og er lige så handlekraftig som sin datter, når det gælder om at få MacHeath fanget i nettet. Endelig er Anders G. Koch indædt modbydeligt nedladende som Peachum. Også i de mange biroller fremstår karaktererne skarpe i deres bizarre fremtoning.

I 1979 udgav sangeren Sebastian albummet ”Tiderne skifter” hvor han satte ny musik, tidstypisk 70’er pop, til Bertolt Brechts sange bl.a. fra ”Laser og pjalter”. Herfra blev især sangen om ”Sørøver Jenny” et hit. Det er dog Kurt Weills originale kompositioner, der benyttes her og det er ganske vanskeligt, og ikke så lettilgængeligt materiale. Sangene er måske ikke så iørefaldende og mundrette som man kunne ønske, men de er typiske for en tid hvor den tyske cabaretscene var meget dominerende, og tillige inspireret af tidlig amerikansk jazz. Sangene bliver fremført aldeles glimrende hele vejen igennem, ja upåklageligt, men er der ét lille punkt hvor ”Laser og pjalter” på mig virker en smule bedaget trods alle gode intentioner og præstationer, så er det musikalsk.

Det ændrer ikke ved, at Odense Teater endnu engang beviser teatrets tårnhøje niveau med en yderst seværdig, velspillet og vedkommende forestilling.

”Laser og pjalter” af Bertolt Brecht & Elisabeth Hauptmann. Komponist: Kurt Weill. Oversættelse: Niels Brunse.

Instruktion: Moqi Simon Trolin. Scenografi: Eilev Skinnarmo. Kostumer: Maria Gyllenhoff. Koreografi: Esa Alanne. Kapelmester: Anders Ortman.

Medvirkende: Nicolai Jandorf, Anders Gjellerup Koch, Hanne Hedelund, Cecilie Gerberg, Claus Riis Østergaard, Louise Davidsen, Carla Viola Thurøe, Niels Skovgaard Andersen, Frank Thiel, Malene Melsen, Ludvig Brostrup, Nicolai Duckert Perrild, Katja Kvistgaard, Mathias Hartmann Niclasen.

Spiller på Odense Teater til 10. marts.

Anmeldt 8. februar (forpremiere)

Forestilligsfoto: Emilia Therese.

10-02-2022

Opera for sjov med velsyngende og morsom trio. 

* * * * 

Opera og onkelhumor.

Det er ikke den mest almindelige kombination, men det er præcis hvad ensemblet Figaros i en årrække har turneret landet tyndt med, og som at dømme efter den lange turnéplan er faldet i rigtig god jord.

Opera har jeg aldrig rigtigt fået knækket koden til, men onkelhumor har jeg en lille guilty pleasure for, og har man det ligesom mig, så er "Dracula - en kisteglad grinebider" afgjort værd at bruge en aften på, når turnéen kommer i nærheden af hvor man bor.

Figaros' teater- og operachef Hans Dueholm, som er uddannet klassisk sanger, er selv på scenen sammen med den operauddannede Lisbeth Kjærulff, der også er en særdeles anerkendt revyskuespiller, og Kristian Jensen, uddannet fra Musicalakademiet i Fredericia og forfatter til en del revynumre de senere sæsoner i den gakkede afdeling af repertoiret.

De tre krøllede hjerner har selv både skrevet og instrueret løjerne, og her er virkelig tale om løjer. For "Dracula" er ren og skær pjat og sjov - med det lille, finurlige twist, at alle tre solister synger både opera, musical og pop særdeles overbevisende. Så Lisbeth Kjærulffs giftelyste golddigger Lucy leverer undervejs en formfuldent koloraturarie af Mozart, og Hans Dueholm mestrer både opera og en elegant version af "My Way", mens Kristian Jensen blandt meget andet synger den dejlige "På den vej hvor du bor" fra "My Fair Lady" - altsammen med nye tekster tilpasset rammefortællingen om Grev Dracula.

Teksterne er, det må indrømmes, ikke altid lige så gode som de gags de indgår i, men de er til gengæld hurtigt glemt, og når det hele serveres med veloplagt charme og stor faglig dygtighed tilsat en vældig spillelyst, så går det fint hjem.

Gags og løjer er der mange af, og er man bekendt med de årlige Crazy Christmas Cabareter i Tivoli, så vil man nikke genkendende til mange af de komiske virkemidler. Begge herrer optræder undervejs i dametøj - Dueholm som Drag-cula fra Trans-sylvanien - og Kjærulff er henrivende som den langsomste portner i Europa, blot for at nævne nogle af forestillingens mange sjove karakterer.

"Dracula" er således et par timers aldeles uforpligtende morskab for kisteglade grinebidere.

"Dracula - en kisteglad grinebider" .

Manuskript, instruktion og medvirkende: Lisbeth Kjærulff, Hans Dueholm og Kristian Jensen. Pianist: Allan Dahl Hansen. Fortæller: Kristian Boland. Musik: Mozart, Tchaikovsky, Frederick Loewe, Kai Normann Andersen m.m.fl. Scenografi: Hans Dueholm. Kostumer: Nathalie Meldgaard og Sus Haugland.

Producent: Figaros & Den Nye Opera.

Turnerer til 29. april - se turnéplanen på www.figaros.dk

Anmeldt 9. februar på Kulturværftet, Helsingør.

Foto: Trine Dueholm.

05-02-2022

Fremragende opsætning af P.O. Enquists moderne klassiker om Johanne Luise Heiberg og H.C. Andersen på Folketeatret.

 

* * * * *

 

Der er noget ganske befriende over at opleve en klassikeropsætning, som ikke har fået hverken det ene eller det andet moderne twist. Et skuespil, der udspiller i sig i midten af 1800-tallet, og som ser ud som det er 1800-tallet, og hvor karaktererne er sminket så de ligner dem de skal være. En opsætning, hvor teksten fremføres som den er både tænkt og skrevet, og hvor scenografien smukt understøtter ord og spil, uden at stjæle billedet, men alligevel fremstår meddigtende. Tænker man lidt efter, så er den slags teater i dag en decideret sjældenhed. Der synes at eksistere en modvilje mod den klassiske teateropførelse hos tidens instruktører, scenografer og alle de skønne, begavede teaterfolk, der brænder for at modernisere teatret og kunsten.

Nogle gange er det i midlertid nok 'bare' at lade teatret være teater, og lade publikum selv foretage tolkningerne. Sådan er denne "Fra regnormenes liv".

P.O. Enquists skuespil har berettiget fået prædikatet en moderne klassiker. Hans tekst om et aftenmøde mellem den verdensberømte digter H.C. Andersen og den feterede skuespillerinde Johanne Luise Heiberg - og lidt på sidelinjen - hendes noget ældre mand, dramatikeren Johan Ludvig Heiberg i parrets hjem på Christianshavn er fremragende. Intet mindre. 

Stykket er fra 1981, skrevet i den periode hvor den svenske forfatter og dramatiker var dansk gift og boede i København. Det blev første gang spillet på Det kgl. Teater med Birgitte Price, Jørgen Reenberg og Erik Mørk som en  mesterlige trio, og siden genopsat med Ghita Nørby som fru Heiberg, hvilket nok er den udgave de fleste kender, da den også blev optaget til fjernsynet.

Det er således store sko, Ellen Hillingsø, Ole Lemmeke og Preben Kristensen skal fylde ud i Kasper Wiltons instruktion på Folketeatret. I et interview med Wilton i forrige weekend kunne man læse, at han i mere end 30 år har drømt om at instruere "Fra regnormenes liv", men ikke har turdet før nu. Muligvis netop nu, fordi han i ovennævnte trio har fundet tre skuespillere, der kan løfte og bære opgaven sammen med ham.

Skulle man have siddet med en lille nagende tvivl om hvorvidt Ellen Hillingsø har formatet til at spille denne rolle, så manes denne tvivl effektivt i jorden. Hun er en fremragende Johanne Luise Heiberg. Spiller hende, fornemmer jeg, med en snert af et mere modernistisk udtryk. Den feterede skuespillerinde, der er vokset op i rendestenen. En kvinde, der blev krænket som barn, men har kæmpet sig til samfundets top og som ikke lader sig slå ud af hadske breve og modvilje fra det kulturelle parnas, selvom det smerter hende og hun skammer sig. I hendes Johanne ligger proletarbarnet hele tiden og ulmer under den noble overflade. I glimt springer fortiden frem i grov og uhøvisk tale, der chokerer H.C. Andersen, der selv, nærmest desperat forsøger at dække over og nedtone sin egen fattige og usle opvækst.

Ægteskabet med den ældre Heiberg er kærlighedsløst og koldt. Preben Kristensen spiller ham med tilpas perfid sarkasme, og bag den overlegne facade aner man et menneske et sted midt i en livskrise. En afvist forfatter med skriveblokering, som tilbringer nætterne med at sidde og kigge ud på stjernerne.

Ole Lemmekes H.C. Andersen rammer lige i plet i sit portræt af en sørgelig, komisk stakkel - skuespillet er faktisk overordenligt morsomt, når det altså ikke er dybt bevægende og nærmest brutalt. Lemmeke finder en hårfin balanceakt i sin gestik, og replik. Ikke for lidt, slet ikke for meget. Bare lige tilpas. Endelig må man ikke glemme den næsten tavse, mærkværdige olding, der sidder i stuen - en sammesmeltning af Johanne selv og hendes afdøde mor. Lisbet Lundquist giver den sære skabning nærvær.

Men opførelsen er først og fremmest en lille personlig triumf for Ellen Hillingsø, som får alt det frem, der ligger i og mellem linjerne i Enquists mesterlige tekst. En helstøbt smuk præstation i en helstøbt og smukt gennemført forestilling.

Folketeatrets "Fra regnormenes liv" vil måske af nogle blive omfattet som gammeldags i Kasper Wiltons insisteren på at skabe en helt klassisk og ren opsætning. I så fald er gammeldags godt.

"Fra regnormenes liv". Af Per Olov Enquist. Oversat af Frederik Dessau.

Instruktion: Kasper Wilton. Scenografi: Kim Witzel. Kostumedesign: Line Bech.

Medvirkende: Ellen Hillingsø, Ole Lemmeke, Preben Kristensen og Lisbet Lundquist.

Spiller på Folketeatret til 13. marts.

Anmeldt 4. februar (premiere)

Forestillingsfoto: Gudmund Thai.

01-02-2022

Glimrende skuespiller sat på en vanskelig opgave med en computergenereret tekst, der aldrig bliver andet og mere end banal.

* * * 

"Xistens" er et eksperiment. Kan man skabe dramatik ved at fodre en computer med eksistentielle spørgsmål og gennem koder og algoritmer frembringe en tekst, der handler om skabelsesberetningen og om vor gang på jord?

Sargun Oshana, Teater Grobs nye kunstneriske leder, er ikke bange for at tage chancer, og der ligger bestemt nogle interessante tanker bag projektet om at lade såkaldt kunstig intelligens eller machine learning, som det også kaldes i visse forskerkredse, skabe en dramatisk tekst på baggrund af koder og algoritmer. Teatret hævder at det er første gang det er gjort, men jeg mindes, at der under Click-festivalen i Helsingør også blev benyttet kunstig intelligens i frembringelsen af H.C. Andersen-fortolkningen "SKY663N". Også der vist nok med et ikke helt tilfredsstillende resultat.

Man må også stille spørgsmålstegn ved om det reelt er et computergenereret program, der har skrevet dette manuskript, da en sådan programmeringsproces vil være både meget, meget omfattende og uforholdsmæssigt kostbar for et lille teater som Grob. Men lad det ligge. Det er ligesom når man giver julegaver; det er tanken, der tæller.

Sargun Oshana er en spændende og nyskabende instruktør. Han har fortjent vundet priser for sine modige, visionære og visuelt æstetiske forestillinger. Og der skal være plads til at slå en skævert. Især når man eksperimenterer, som tilfældet er her. 

Selvom den tekst, som computeren GPT-3 påstås at være fremkommet med på baggrund af Oshana og Jesper Pedersens input, fremstår utilstrækkelig og decideret banal, så er forestillingen "Xistens" trods alt ikke helt mislykket. Det skyldes i særdeles at den unge skuespiller Stephanie Nguyen investerer hele sit talent, sin krop og sjæl i projektet, og lykkes med at skabe en både uhyggelig, men også underfundig og i glimt nærmest kær karakter ud af det computerskabte menneske. Det er en fysisk intens præstation, der kommer helt tæt på publikum og efterlader et glimrende indtryk. Hendes præstation havde fortjent en bedre tekst at arbejde med.

Ditte Marie Tygesens æstetisk smukke scenografi, der draperer hele teaterrummet i florlette off-hvide gardiner, hvide tæpper og hvide stole skaber i samspil med Mathilde Hyttels lysdesign smukke billeder, og Laurits Jongejans lyddesign, med stemmer, der forvrænget taler til os fra alle hjørner, supplerer nydeligt Nguyens rene, næsten naive diktion. 

Der er således meget at fascineres over i den bare 70 minutter lange performance, og eksperimentet er om ikke andet godt nyt for landets mange dygtige, unge dramtikere; der er intet, der tyder på at computerne tager jeres arbejde i den nærmeste fremtid.

"Xistens" af GPT-3 (kunstig intelligens) efter idé af Jesper Pedersen og Sargun Oshana.

Instruktion: Sargun Oshana. Scenografi: Ditte Marie Tygesen. Lysdesign: Mathilde Hyttel. Lyddesign: Laurits Jongejan.

Medvirkende: Stephanie Nguyen.

Spiller på Teater Grob til 17. februar.

Anmeldt 31. januar.

Forestillingsfoto: Karoline Lieberkind.

 

31-01-2022

Sketchkomedie om ægteskabets genvordigheder er ganske genkendelig, men ikke rigtig sjov nok.

 

* * * 

De senere år synes alt hvad skuespilleren og sangerinden Trine Gadeberg har rørt ved at blive til guld; om det så er revykarakteren Pelle eller en podcast om at strikke.

Men selvom Trine Gadeberg og hendes makker, Jan Svarrer, bestemt gør deres bedste, så lykkes det desværre ikke rigtigt at få ægteskabskomedie-showet "Hjælp, vi er gift" til at fungere. Det er delvis deres skyld, men også kun delvist. For Jan Svarrer og Trine Gadeberg har selv været med til at skrive teksten - sammen med det normalt meget træfsikre revyforfatter/dramatikerpar René Vase og Jannick Fuglsang - og kvartetten har selv instrueret.

Det sidste skulle nok være overladt til en udefrakommende tredjepart, for selvom teksten om samlivsterapeutparret Anne-Lene og Torben Lydiksen fra Børkop har mange pudsige indfald, ideer og pointer, der bestemt er genkendelige for en midaldrende herre som jeg, der er mere end halvvejs mod sølvbrylluppet, så savner forestillingen - eller showet om man vil - en form for sammenhængskraft.

Det virker som om de tre-fire revynumre, der har været benyttet i andre sammenhænge, bl.a. i Hjørring og Esbjerg revyerne, har været det omdrejningspunkt, der har sat ideen om rammehistorien i søen, og så er der ellers hældt på med ideer og gags indtil man har haft materiale til de to gange 45 minutter. Men én samlet og gennemarbejdet tekst er man ikke kommet i mål med.

Bid for bid er der masser af små fornøjelige situationer, og scener fra ægteskabet i forestillingen, og især Trine Gadeberg kan fremtrylle nogle skønne kvindekarakterer, der fremstår som kærligt karikerede arketyper. Nogle vi på en eller anden måde allesammen har en fornemmelse af at kende, uden at det sådan for alvor kommer rigtigt tæt på. Jan Svarrer er en pudsig fyr, med en krøllet komisk udstråling, men er trods alt mere enstrenget i sin karaktertegning. De er begge meget musikalske, så forestillingens sange er i gode hænder.

"Hjælp, vi er gift" er en turnéforestilling, der kommer rundt i det meste af landet de kommende måneder. Efter tre forestillinger i Kolding, så jeg forestillingen i Taastrup Teaterforening, hvor et meget modent og lidt stille publikum måske bidrog til at tempoet og timingen i showet forekom lidt ude af sync. Det kan sagtens blive et bedre show med tiden, for ingredienserne er til stede. Der skal bare røres lidt kraftigere i gryden. Og måske tilsættes lidt kød til krydderierne. Det skader aldrig.

"Hjælp, vi er gift". Tekst: Vase & Fuglsang, Trine Gadeberg og Jan Svarrer. Musik: diverse.

Instruktion: Vase & Fuglsang, Svarrer og Gadeberg.

Medvirkende: Trine Gadeberg og Jan Svarrer.

Produceret af Det skumle Pladeselskab. Turné-arrangør: Jangmark Agentur.

Spiller på turné til 23. april.

Anmeldt 30. januar i Taastrup Teater-& Musikhus.

Foto: Thomas Knoob