Blog

16-02-2022

Første del af instruktøren Anja Behrens og scenografen Christian Albrechtsens trilogi 'Furier'. er tragedien om Fædra, som er en intens, men ikke fuldt ud vellykket forestilling.

* * * * 

Husets Teater lægger i denne og de kommende sæsoner hus og scene til trilogoen 'Furier', hvor Anja Behrens og scenografen Christian Albrechtsen tager tre af de græske tragedier under behandling.

Indledningen er fortællingen om "Fædra", den modne kvinde, som elsker sin stedsøn Hippolytos, og drives ud i en grusom hævn, da han afviser hendes kærlighed.

I en scenisk ramme, som man kan forstå skal være gennemgående i de tre forestillinger, udspiller dette drama sig nedkogt til en ganske intens 75 minutter kort essens af det flere tusinde år gamle drama.

Fædra er gift med kong Thesseus, men har siden brylluppet hemmeligt været besat af kærlighed til hans søn, Hippolytos. Af frygt for at vise sine følelser får hun ham bortvist, men da Thesseus rygtes død på et togt, og en magtkamp opstår om hans trone, erklærer hun Hippolytos sin kærlighed. Hippolytos, derimod, er forelsket i en anden kongedatter, den unge smukke Arisia, som af Thesseus er blevet forbudt at gifte sig og få børn, Hippolytos afviser Fædra, og beslutter at flygte bort med Arisia, men da Thesseus viser sig ikke at være død, og vender hjem, lyver Fædra overfor ham og anklager Hippolytos for at have voldtaget hende. Thesseus tror sin hustru, og beder Guderne om at dræbe Hippolytos. Til sidst står han, Arisia og Fædra tilbage og har alle mistet en de elsker, og Fædra erkender sin løgn og sit bedrag.

Det er altså de helt store følelser, der er i spil i Euridipes' tragedie. Man har benyttet Jean Racines manuskript fra 1677, som her er bearbejdet af Anja Behrens, Christian Albrechtsen og oversætteren Pernille Kragh i tæt samarbejde med Marina Bouras, der spiller Fædra.

Desværre kommer man ikke helt i mål på Husets Teater i en ellers æsterisk gudesmuk scenografi, med lette gennemsigtige gardiner og en magisk lyssætning, og nogle enkle, troværdige kostumer. Opsætningen savner simpelthen generelt noget lidenskab.

Lidenskab i såvel forelskelsen, som i jalousien, vreden og sorgen. Man sidder aldrig for alvor med følelsen af at det her er et spørgsmål om liv og død, og at skuespillerne smører deres kroppe og blottede bryster ind i ler, som tegn på deres fortvivlelse og afmagt, fremstår mest af alt som et dramaturgisk postulat og er næsten ufrivilligt komisk. Og det absolut sidste "Fædra" er, er komisk.

Henrik Birch har det rette statur som Thesseus, men fremstår som alt andet end en kynisk konge og krigsherre, der kan forføre kvinder i hobetal, og ikke afstår fra at dræbe børn, der truer hans magt. Der mangler helt banalt bare pondus. Også Jeppe Marling som den attråede Hippolytos forekommer en kende for fersk, mens Fanny Louise Bernth har bedre fat i både Arisias skrøbelighed og siden den kærlighed hun føler for Hippolytos - ikke mindst fordi, den kan bringe hende tilbage til en magtposition i samfundet.

Helt centralt står naturligvis Marina Bouras' Fædra, som er den, der bedst når ind til essensen af tragedien, når hun brøler til sin stedsøn Se på mig! og nedværdiger sig selv ved at byde sig nøgen til overfor ham som en skøge. Jeg væmmes ved mig selv over at jeg elsker dig, kommer det skamfuldt fra hende da hun forgæves forsøger at forføre den unge mand.

Marina Bouras formår dog trods alt heller ikke til fulde at nå helt ind og røre vore hjerter, selvom alle ingredienser er til stede, og dermed kommer hverken hendes Fædra eller forestillingen som helhed helt i mål. 

Der er i midlertid tale om en trilogi, og det er tanken, at de tre tragedier - "Fædra", "Elektra" og "Kassandra" - afslutningsvis skal spilles i forlængelse af hinanden og således til sidst skal danne et samlet værk. Det giver mulighed for at skabe en samlet helhed, hvor de tre tragedier i fællesskab forhåbentlig vil trænge dybere ind i kroppen på beskueren.

"Fædra" af Jean Racine, baseret på Euridipes' tragedie. Oversat af Pernille Kragh. Bearbejdet af Anja Behrens i tæt samarbejde med Christian Albrechtsen, Pernille Kragh og Marina Bouras.

Instruktion: Anja Behrens. Scenografi og kostumedesign: Christian Albrechtsen. Lysdesign: Christian Vest Berntsen. Lyddesign: Erik Christoffersen.

Medvirkende: Marina Bouras, Jeppe Marling, Fanny Louise Bernth og Henrik Birch.

Spiller på Husets Teater til 12. marts.

Anmeldt 15. februar.

Forestillingsfoto: Emilie Theresa

15-02-2022

Dystopisk fremskrivning af græsk tragedie inddrager og engagerer sit publikum, og det er i sig selv en kvalitet.

* * * * 

"Velsignet er den, hvis liv aldrig har smagt onde".

Sådan står der skrevet på den vægtstang, der balancerer på et interemistisk podie midt i Retssal G i Frederiksberg Ret. Teatergrad gør det i at producere stedsspecifikke teateroplevelser, der inddrager sit publikum og i "Antigone 2030" er handlingen i Sofokles mere 2500 år gamle tragedie om retsagen mod Antigone fremskrevet til år 2030. En ganske nær fremtid, og en fremtid der, hvis vi ellers skal tro på dramatiker Andreas Garfield, tegner alt andet end lys og lovende.

Til den tid er klimaet gået bersærk og truer menneskehedens eksistens. Den smukke havnepromenade, hvor Antigone mødte sin elskede Haimon og erklærede ham sin kærlighed, er skyllet bort af den stigende havoverflade, og verdens energiforbrug er gået amok. For at redde sit lille næsten nyfødte barns fremtid, er Antigone blevet aktivist og planlægger sammen med sin søster Ismene et attentat. En terroraktion, som vil kræve uskyldige menneskeliv, men målet helliger midlet, mener Antigone.

Ismene bakker ud, men Antigone er stålsat i sin kamp - ikke for retfærdigheden, men for fremtiden, for børnenes fremtid. Aktionen mislykkes, og Antigone fængsles, og står nu overfor sin anklager, landets justitsminister Kreon. Han tilbyder hende sin frihed, hvis hun lover aldrig at sige et ord om det, der er sket, men også her står hun fast på sine idealer. Hun erklærer sig skyldig i at ville redde menneskeheden, i at sige sandheden og i at handle samvittighedsfuldt, men hendes handlinger er ikke terror.

Og det er så her vi sidder. Cirka 40 publikummer i en ægte retssal, men inskriptionen "Lov lyde eller straf lide" skrevet over dommerens ophøjede podie. Det er op til os at afsige en dom over Antigone, på baggrund af skuespillets handling, og de indflettede faktuelle eksempler fra vor egen samtid. Eksempelvis historien om at Nelson Mandela reelt var en terrorist med mange menneskeliv på sin samvittighed inden han som præsident blev verdens klarest lysende symbol på demokratisk medmenneskelighed og tilgivelse, og tilmed fik Nobels Fredspris. Eller fortællingen om en fransk kvinde, der dræbte sin mand efter mere end 20 års seksuelle ydmygelser og krænkelser, fordi han nu var begyndt at vise seksuel interesse for parrets egen datter. 

Forestillingen stiller det altoverskyggende spørgsmål; skal det være lovligt at bryde loven i den rette sags tjeneste?

"Antigone 2030" fletter den antikke græske tragedie og vores nære hverdag sammen, så der opstår en intens hybrid mellem fiktion og politisk debatteater. Teatret inddrager publikum, tvinger os til at tænke - ikke bare at efterrationalisere, men undervejs - og aftvinger os et svar. Er Antigone skyldig eller ikke skyldig? Helliger hendes mål - at redde verden for børnenes skyld - hendes midler. Eller er det Kreons magtfuldkomne politiker, der har retten på sin side? Er det en ulovlig sammenblanding af den lovgivende og den udøvende magt, når han, som politiker tilbyder terroristen frit lejde mod hendes tavshed? Gør han sig dermed på samme måde skyldig i at bøje loven så den passer til hans retfærdighedssans.

Spørgsmålene hober sig op, og det gør "Antigone 2030" til en endog meget vedkommende og yderst relevant forestilling. Men der er godt nok også læsset på i den knapt halvanden time lange forestilling, og det er lige før at det bliver for meget.

I rollerne som Antigone og Kreon oplever vi den unge, talentfude Lucia Vinde Dirchsen, som den intense og retfærdighedssøgende Antigone, og altid bundsolide Ulver Skuli Abildgaard som hendes anklager, Kreon. De suppleres med disket balance af Rolf Hansen i skiftende karakterer som Ismene, Heimon og rettens dommer.

Samspillet mellem den unge idealist og den ældre, resignerende politiker er gnistrende og energisk. Lucia Vinde Dirchsen indrammer meget fint Antigones vaklen mellem sårbarhed og iskold kynisme, og Ulver Skuli Abildgaard lader hele tiden skinne igennem, at hans Kreon måske slet ikke er så sikker i sin sag. Det er således et velspillet drama, der udfolder sig midt blandt os.

Instruktør Pelle Nordhøj Kann kunne have nøjedes med dette rene udtryk, men forfalder desværre til lidt teatralsk krukkeri, når han lader Antigone klæde sig af og smøre sin nøgne krop ind i lyst mudder, og mændene kortvarigt optræder skjorteløse og klasker lidt mudder på kinderne. Det forekommer mig at være et unødvendigt greb.

Det er i sidste ende publikum, der skriver slutningen. På denne aften frikendes Antigone, men i aften bliver 'dommen' måske den modsatte. Og på vejen ud af salen, får vi lov til at forholde os til nogle flere etiske dilemmaer af samme grundlæggende karakter som i stykket. 

Undervejs siger Kreon til Antigone: Du er ikke bedre eller klogere end mig, du er bare en senere udgave. Der er ikke én sandhed. Der er ikke et rigtigt eller forkert. Et skyldig eller ikke-skyldig. Dette er en forestilling, der får os til at tænke. Og det er i sig selv en kvalitet.

Forestillingen spilles i Frederiksberg Ret til 23. februar, og kan derefter opleves på turné rundt om landet til 2. april. Det er dog ikke alle steder muligt, at afvikle forestillingen så stedsspecifikt som her. Men nogle steder på turnéen spilles der også i retsbygninger.

 

"Antigone 2030" Af Andreas Garfield med afsæt i Sofokles' tragedie.

Instruktion: Pelle Nordhøj Kann. Scenograf: Sir Grand Lear. Komponist: Marie Louise von Bülow. Idé og koncept: Teatergrad.

Medvirkende: Lucia Vinde Dirchsen, Ulver Skuli Abildgaard og Rolf Hansen.

Spiller i Frederiksberg Ret til 23. februar. Herefter yurné til 2. april. Se turnéplanen på www.teatergrad.dk.

Anmeldt 14. februar.

Foto: Per Morten Abrahamsen.

13-02-2022

Ambitiøs og intellektuel kabaret åbner nyt tiltag på det gamle Riddersalen.

* * * * 

Jolly weltschmerz to you, jolly weltschmerz to you....

Med denne pikante omskrivning af den kendte fødselsdagssang både åbner og slutter kabareten "Jolly Weltschmerz" i det hyggelige, gamle Riddersalen på Frederiksberg. Sunget af et grotesk kor med hårdt optegnede sorte øjne, og skæv rød læbestift a la The Joker fra Batman.

Kabareten er et helt nyt projekt på teatret. En idé søsat og gennemført af skuespilleren Mette K. Madsen, som nu har titel af kunstnerisk leder af Riddersalens Kunstnerkabareten. Et årligt tilbagevendende fænomen i foråret, hvor netop en kabaret er omdrejningspunkt for en stribe kulturarrangementer der spænder bredt fra oplæsninger og debatarrangementer til koncerter og improshows. Altsammen kurateret af energiske Mette K. Madsen, der også selv både har skrevet (en del), instrueret og medvirker på scenen i åbningsforestillingen.

Det er en ambitiøs og intellektuel kabaret, inspireret af den ekspressionistiske og politiske kabaret fra 1920'erne. En avantgardistisk forestilling om at være menneske i en moderne verden, som synes at blive mere og mere absurd. I gentagne scener optræder hele ensemblet indrammet i et 'smørhul', hvor de messer om livets udfordringer, med den tilbagevendende pointe, at man skal huske 'mindfulness'.

Mette K. Madsen er omgivet af skuespillerne Karin Bang Heinemeier, Morten Raahede Brovn og Jens Gotthelf samt multimusikeren Thomas Dinesen, og de udgør en uhyre stilsikker og velspillende enhed. Det er enormt dygtigt, når de - stramt koreograferet - bevæger sig rundt på scenen, skubbende på både klaver og trommesæt, og samtidig både synger og spiller på diverse instrumenter. 

Scenografen Dorte Holbek har skabt et vidunderligt visuelt univers, der på smukkeste vis rammer de forskellige numre ind, godt hjulpet af lysdesigner Sonja Lea, og æstetisk er ambitionerne lige så høje som de tanker, der ligger bag den samlede forestilling.

Det er meget tænkt. I perioder fremstår scenarierne nærmest kryptiske og jeg tænker, at det kræver en vis indforståethed at få fuldt udbytte af de litterært tunge tekster, der fremføres mest på dansk, men også på både tysk og engelsk. Jeg kendte for eksempel ikke i forvejen Maj Ørskovs audio-poesi band Kiosk, som har leveret et nummer til forestillingen, der i lyrisk form beskriver menneskelig uro.

Andre numre tager udgangspunkt i mere alment kendte værker, såsom Nephews 'Hjertestarter', og den svenske 'Sånt er livet', som efter pausen bliver et uhyre komisk nummer, hvor Karin B. Heinemeier med dybeste alvor fortolker teksten med resten af holdet som over-energisk backing band med rock'n'roll attitude.

Mette K. Madsen har selv skrevet en meget smuk tekst om døden, der bevidnes af de vindskæve træer i vest. En meget dyster, smuk og hjerteskærende sang i de smukkeste fir-stemminge harmonier.

To numre handler om parforholdet, og er på vidt forskellig vis meget morsomme. Først deler kvinderne en appelsin så det bliver en ganske erotisk oplevelse, og siden diskuterer mændene et brud på forholdet, hvor rollerne skifter undervejs.

"Jolly Weltschmerz" er en både grotesk og absurd forestilling. Meget musikalsk og utroligt dygtigt udført. Ambitionsniveauet er højt, og stiller visse krav til publikum.

På udvalgte aftener er der enten aktiviteter inden eller efter forestillingen, og fire søndag eftermiddage byder Kunstnerkabareten på møder med 'Riddersalens kvinder' med fokus på Lulu Ziegler, Daimi, Liva Weel og naturligvis Jytte Abildstrøm. Altsammen som en del af konceptet Kunstnerkabareten.

"Jolly Weltschmerz" tekster om musik af: Hanne Højgaard Viemose, Mette K. Madsen, Björk, Joachim Holbek, Stereo Total, Maj Ørskov, Kiosk, Nephew, Karin Bang Heinemeier, Sylvia Plath, Trio, Kirsten Hammann, Stig Andersson, Bill Cook, Thomas Dinesen og Svaneborg Kardyb.

Instruktion: Mette K. Madsen. Scenografi: Dorte Holbek, Koreograf: Charlotte Munksø. Lysdesign: Sonja Lea. Kostumedesign: Thomas Winkler og Pille Behrendt.

Medvirkende: Karin Bang Heinemeier, Morten Raahede Brovn, Jens Gotthelf, Thomas Dinesen (kapelmester) og Mette K. Madsen.

Spiller i Riddersalen til 9. april.

Anmeldt 12. februar (premiere).

Forestillingsfoto: Dennis Westerberg.

12-02-2022

Carsten Svendsen er et imponerende omdrejningspunkt i familiemusicalen "Charlie og chokoladefabrikken", men hans tilstedeværelse har sine omkostninger.

* * * * 

 

Det varer en time inden Willy Wonka arriverer i den imponerende wide-screen scenografi på Østre Gasværk Teater. Derfra er han konstant i fokus, og med Carsten Svendsens imponerende præstation suger han al energi i det gamle gasværk til sig. Fra det øjeblik ændrer musicalen "Charlie og chokoladefabrikken" sig til at være "Wonka og chokoladefabrikken".

Carsten Svendsens præstation er en af den slags, hvor der står 'Reumert-nominering' skrevet i guldskrift henover. Alt er nærmest perfekt; sangstemmen, nærværet, humoren. Han gør sin Willy Wonka til en charmerende dæmon, med en splint af sårbarhed i øjet. Han er en showman. En forfører. En excentrisk galning.

Af musicalens sidste ni sangnumre, er Willy Wonka allestedsnærværende solist i de syv. Carsten Svendsen kan bære byrden, men det kan showet på Østre Gasværk til gengæld ikke rigtigt. For der sker det mærkelige, at så snart aftenens hovedperson og i særklasse bedste performer træder ind i handlingen, så falder alle andre ud af den. Som en igle suger Carsten Svendsens Willy Wonka al blod ud af ensemblet og energien ud af forestillingen. Den meget lange anden akt er visuelt flot, og det skorter ikke på fantasifulde ideer, når Wonka og hans gæster er på dødsensfarlig rundvisning i den eventyrlige chokoladeverden, men intensiteten daler.

Lad mig lige kort opsumere handlingen. Den ludfattige Charlie bor alene med sin mor og to hold tussegamle bedsteforældre i et par gamle skraldespande. Han elsker Wonka-chokolade, og hvis han er heldig, så får han én plade chokolade hvert år til sin fødselsdag, mere er der ikke råd til.

En dag udskriver Wonka en konkurrence, hvor fem børn kan vinde en tur til hans magiske chokoladeverden. Han skjuler fem guldkort i sine millioner af chokoladebarer, og lover, at én af de fem vil vinde hovedpræmien; et livs forbrug af chokolade.

Det er Charlies største drøm at finde et guldkort, og selvfølgelig lykkes det i sidste øjeblik, så han og hans elskelige bedstefar Joe, der er fuld af røverhistorier, tager afsted til Willy Wonkas fabrik. 

Fire andre børn har også vundet, og dem møder vi i løbet af den vitalt energiske første akt. Den snotforkælede russiske oligark-datter, hvis far har købt alle Wonka-chokolader i hele Rusland, så hans datter kan få hvad hun kræver. En 'germansk godteguffer' med en jodlende mor, der stopfodrer ham for 'jo større han bliver, desto mere er der af ham at elske'. Der er den tyggegummityggende amerikanske poptøs, hvis hipsterfar har store karriereambitioner på hendes vegne, og til sidst den aggressive teenager fra våbenbæltet i midtvesten, som har hacket sig til et guldkort, og forgudes af sin småpimpende mor. 

I hele første akt, hvor alle disse karakterer dukker op, er der fuldt knald på. Det ene vildt underholdende, visuelt opfindsomme shownummer afløser det andet, og hele tiden med jordbundne Charlie og hans herlige familie som tilbagevendende fokuspunkt.

Bertram Hasforth Klem havde på premiereaftenen den krævende rolle som Charlie, og løftede den fejlfrit og med stor charme og ynde. Tilsat en smuk barnestemme i sangnumrene. Han er heller ikke ligefrem en novice sin alder til trods, for han var en af de dygtige drenge, der spillede hovedrollen som Oliver Twist på Det ny Teater.

Kurt Ravn er ganske forrygende som bedstefar Joe, der har et barns vildtvoksende fantasi, og Theresa Sølvsteen er kær som den hårdtarbejdende mor, der prøver at skaffe til dagen og vejen.

Omkring dem fører et omfattende ensemble sig yderst fordelagtigt frem i det overdådige og fantasifulde persongalleri. Man lægger mest mærke til Mathias Flints chokoladehandler, Peter Oliver Hansen som både sortbørshaj og hipsterfar, og Kasper Leisner som russerfar og - cheerleader - så har han også prøvet det! Og Christian Collenburg som den tykke tysker. Men alle skaber fine karakterer, også senere som sære Oompa Lumpaer i Willy Wonkas magiske verden.

Det er al deres energi, som efter pausen suges ind i Carsten Svendsens Willy Wonka, og hvor uovertruffent imponerende hans præstation end er, så bliver forestillingen mere endimensionel og nå ja, faktisk en smule langtrukken og kedelig.

Alting får naturligvis en lykkelig slutning - ikke for alle, men for vores Charlie - så både børn og voksne går glade fra teatret. Men med en lidt fladere fornemmelse i kroppen, end da vi gik til pause.

"Charlie og chokoladefabrikken" er baseret på en historie af Roald Dahl - præcis ligesom "Matilda", der spilles samtidig på Det kgl. Teater. I Rune David Grues instruktion og med en ganske imponerende scenografi af Palle Steen Christensen forekommer "Charlie og chokoladefabrikken" at være smule mere underholdende end "Matilda", og Carsten Svendsen er i hvert fald en oplevelse, der er hele aftenen værd.

"Charlie og chokoladefabrikken". Baseret på fortælling af Roald Dahl. Manuskript: David Grieg. Musik: Marc Shaiman. Sangtekster: Scott Whitman og Marc Shaiman. Sange fra filmen: Leslie Bricusse og Anthony Newley. Oversætelse: Mathias Flint.

Instruktion: Rune David Grue. Scenografi og videodesign: Palle Steen Christensen. Kostumedesign: Karin Gille. Koreografi: Roine Söderlundh. Kapelmester: Henrik Svenning.

Medvirkende: Carsten Svendsen, Bertram Hasforth Klem (alternerende med Bertram Lyng Engelsted Jarkilde), Kurt Ravn, Mathias Flint, Therese Sølvsteen, Christian Collenburg, Kimmie Liv Sennova, Sophie Marie Jeppesen, Kasper Leisner, Nanna Rossen, Peter Oliver Hansen, Ashok Peter Pramanik, Rikke Bilde, Katrine Skovbo, Max-Emil Nissen, Matthew One Bailey, Regitze Glenthøj, Dina Fie Lorentzen. Stort orkester.

Spiller på Østre Gasværk til 6. marts.

Produceret i samarbejde mellem Østerbro Teater (Østre Gasværk) og Aarhus Teater.

Anmeldt 11. februar (premiere)

Forestillingsfoto: Miklos Szabo.

11-02-2022

Lars Mølsted og Silas Holst sparker i den grad røv på Det Ny Teater, hvor "Kinky Boots" bliver spillet til triumf.

* * * * * 

Sådan skal den vist leveres! Meget mere er der vel egentlig ikke at sige om Det Ny Teaters opsætning af den prisbelønnede musical "Kinky Boots", som bør blive endnu et hit på Københavns førende musicalteater.

Til torsdagens premiere var responsen fra publikum i hvert fald ikke til at tage fejl af. De kvitterede for et brag af en forestilling med mange minutters stående ovationer. Fuldt fortjent.

Den observante læser af dette site vil vide, at der gives op til seks stjerner, så hvorfor i himlens navn ikke give fuldt hus, seks stjerner, når forestillingen er så god som nævnt ovenfor? 

"Kinky Boots" fortjener seks stjerner, men lydmanden eller kapelmesteren eller hvem, som nu er ansvarlig for at man simpelthen ikke kan høre sangteksterne når der synges igennem, må give kvajebajere og sørge for at rette miseren. Jeg ved, at der står meget i Cyndi Laupers sangtekster, men kun i de - få - stille sange trænger ordene ud i salen. I alle de store shownumre - de er mange - og i duetter og i de følelsesladende og voldsomme soloer, må man 'nøjes' med at imponeres over stemmernes register og en levering på højt, højt niveau. I Lars Mølgaards fornemme solo "En mand ligesom ham" mod slutningen af anden akt, er det eneste man registrerer af ordene; "Jeg kan aldrig blive en mand ligesom ham", og vi ved så instinktivt at den handler om, at den småborgerlige skotøjsfabrikant erkender sine fejl og fordomme overfor den drag queen, der ikke alene er ved at redde hans hensygnende fabrik fra konkurs, men som også har gjort ham selv til et bedre menneske.

Det er så synd, at ordene forsvinder og nej, det er desværre ikke kun mine gamle ører, der trænger til et apparet fra Widex. Jeg forhørte mig bredt, og alle andre havde samme oplevelse.

Bum. Det var så det negative, jeg har at sige om "Kinky Boots". Det skulle ud, det må kunne rettes og justeres, og når det er gjort, så er "Kinky Boots" en seks-stjernet festforestilling.

Handlingen er baseret på en virkelig historie fra England, og den blev til en film i 2005 med Chiwetel Ejiofor og Joel Edgerton i hovedrollerne. Teaterproducenten Daryl Roth fra Broadway så filmen, og mente straks at den kunne blive en perfekt musical. Han fik Harvey Feirstein til at skrive manuskriptet - det er ham, der også skrev "La Cage aux Folles", så han var inde i universet. Musikken og sangene fik de 80'er popstjernen Cyndi Lauper til at skrive. Det er hende med "Girls Just Wanna Have Fun", og hun var i sin storhedstid akkurat lige så flamboyant i sit udtryk, som Kinky Boots' drag queen Lola.

Musikalsk er "Kinky Boots" er storladen pop-rock musical, med sange, der så afgjort har hitpotentiale. En umiskendelig 80'er lyd, som passer ideelt ind i det dekadente drag miljø, som bliver et af forestillingens omdrejningspunkter. Det andet er det småborgerlige nordengelske arbejdermiljø, hvor 'rigtige mænd' er sådan nogle, der drikker øl på pubben og slår på tæven, hvis de bliver provokeret. Og provokeret, det bliver de, når Lola og hendes 'Angels' svanser ind på fabrikken i deres glamourøse outfits og sparker liv i de døde klude.

I Lolas verden, er en rigtig mand en, der tør stå ved sig selv og sin seksualitet. På den måde bliver "Kinky Boots" en fortælling om accept og tolerence. Om at acceptere og tolerere hvem man selv er og om at acceptere og tolerere andre som de er. 

Lola og skotøjsfabrikanten Charlie deler en fælles historie. De er begge to deres fars drenge - uden at kunne leve op til deres fædres forventninger. Lola, som i virkeligheden hedder Simon, skulle have indfriet sin fars egne uforløste drømme om at blive professionel bokser. I stedet gik han i høje hæle og med make-up. Charlie, på den anden side, har altid vidst at han skulle overtage familiens berømmede skofabrik og lave eksklusive herresko til en kundekreds, der forlængst er uddød. Da faderen pludselig dør står Charlie med en fabrik, alle dens trofaste ansatte og en uundgåelig konkurs. Ingen af de to mænd har altså formået at leve op til fædrenes forventninger.

Et tilfældigt møde mellem Charlie og Lola, og den opvakte fabriksarbejder Laurens idé om at skabe et nyt produkt - et niche-produkt - gøder jorden for, at Price & Sons går i gang med at producere langskaftede, højhælede støvler til  mænd, der klæder sig som kvinder, naturligvis designet af Lola, og uden at afsløre alt for meget, kan jeg vist godt røbe, at "Kinky Boots" har en happy ending, selvom alle undervejs skal meget igennem og ikke mindst lære et og andet om sig selv.

Det gælder for hovedpersonerne Lola og Charlie, men sandelig også for skomager-børsten Don, for Charies socialt snobbede kæreste og for fabriksarbejderen, der i hemmelighed elsker sin chef.

Der har været en ganske omfattede debat omkring castingen af Silas Holst til rollen som Lola. Ene og alene begrundet i at karakteren Lola hidtil er blevet spillet af en sort performer, og at virkelighedens Lola, vist nok også var sort. Det er Silas Holst som bekendt ikke. Til gengæld udvikler han sig fra gang til gang og fremstår i "Kinky Boots" som en musicalperformer af international klasse.

At på forhånd kritisere en forestilling, der handler om accept og tolerence på tværs af køn og seksualitet, for at vælge den eneste danske performer, der kan spille rollen rigtigt, frem for en, der måtte have den 'rigtige' farve, er hovedrystende dumt. Når en sort kvinde kan spille en hvid mand, som man flere gange har oplevet det på Mungo Park, så kan en hvid mand naturligvis også spille en rolle, der nok er skrevet til en sort mand, men som i øvrigt ikke handler om etnicitet, men om seksualitet. Silas Holst er en gave til forestillingen, og det er altså ikke kun fordi han kan danse. Vokalt leverer han fornemt i Lolas volumniøse sange, og som skuespiller når han nye højder i sin karriere. Det er hjerteskærende, det er morsomt. Det bliver en triumf. Og så må al snak om hudfarve gerne forstumme.

Rollen som Charlie er i sagens natur langt fra så iøjnefaldende som den flamboyante Lola, der har alle de fede replikker, men Lars Mølsted får alt ud af den. Han er smukt syngende, og helt rigtigt valgt. Også Lars Mølsted holder internationalt niveau, og det er de tos samspil, der bærer "Kinky Boots", og gør den til meget mere end 'blot' et flot dragshow i imponerende visuelle rammer.

I det omfattende ensemble skal især Rasmus Fruergaard fremhæves for sin fremstilling af macho-manden Don, mens Monica Isa Andersen er sød og kær som den hemmeligt forelskede Lauren, omend hendes sangtekster også fortaber sig i det uvisse. 

Det Ny Teaters husscenograf Paul Farnworth har skabt en smuk og effektfuld scenografi, og hans kostumedesign er som sædvanligt overdådigt ødselt. Her er ingen smalle steder, og selvom økonomien må være presset på et privatteater, der har været gennem flere nedlukninger, så er der ikke sparet på kvaliteten. Lee Proud har instrueret og koreograferet så balancen mellem de overdådige optrin og den rørende baggrundhistorie holder, og når lydmanden finder ud af at justere lyden, så man også kan høre hvad der synges, så kan det formentlig ikke gøres bedre herhjemme end tilfældet er her.

"Kinky Boots" af Harvey Fierstein. Musik og sangtekster: Cyndi Lauper. Oversættelse: Kenneth Thordal.

Instruktion: Lee Proud. Scenografi & kostumer: Paul Farnsworth. Musikalsk indstudering: Per Engström. Kapelmester: Jesper Frank Christensen. Lysdesign: Timothy M. Deiling. Lyddesign: Richard Sharratt.

Medvirkende: Lars Mølsted, Silas Holst, Monica Isa Andersen, Rasmus Fruergaard, Nikoline Harriet Breienholt, Kim Hammelsvang Henriksen, Ann Farholt, Mette Ladekarl, Martin Skriver, Henrik Lund, Sebastian Harris, Søren Torpegaard Lund, Oliver Poulin, Paul James Rooney, Patrick Svingholm Terndrup, Lasse Dyg, Morten Daugaard, Niklas Frandsen, Nadin Reiness, Søren Bang, Elise Ruusunen, James Leece, Linea Høeg, Gustav Allan Schriver og Mads Valdemar Vinther. Laurits Frederik Hjertholm og Silas Richard Milling Hossy.

Spiller på Det Ny Teater til 1. maj.

Anmeldt 10. februar (premiere).

Forestillingsfoto: Miklos Szabo