Blog

21-01-2022

Suverænt ungt ensemble spiller bagdelen ud af bukserne i romantisk klassiker med et moderne twist på Betty Nansen Teatret.

* * * * *

Der var engang tre søstre på et gods i England; Den ældste, den klogeste og den....højeste.

Sådan præsenteres de tre unge kvinder, som "Stolthed og fordom" først og fremmest handler om. Jane Austens berømte 1800-talsroman om kunsten at finde en mand - og en kvinde - af den rette herkomst er i Sonja Ferdinand og instruktøren Anna Balslevs bearbejdelse blevet til en vital og sprælsk teaterforestilling, som uden at forråde sit forlægs grundprincipper, har fået et moderne twist og et ordentligt skud ungdommelig energi.

"Stolthed og fordom" udkom helt tilbage i 1813, og var den anden af bare fire romaner, der blev udgivet i Jane Austens korte levetid - hun døde som ugift blot 41 år gammel. Handlingen udspiller sig i den engelske provins, hvor middelklassefamilien Bennetts tre døtre meget gerne skal giftes væk, og først og fremmest giftes godt, hvilket vil sige med en rig, ung mand eller i det mindste med en med en god fast indtægt. Den præmis er den smukke storesøster Jane og den høje, naive lillesøster Lydia helt med på, men den mellemste søster, Lizzie, er klogere end som så, og vil ikke 'bare' være en handelsvare i en kvindelig krop. Hun er skarpt skåret for tungebåndet og opfattes som næsten genstridig. Skal hun giftes, så skal det være af kærlighed, ikke som en praktisk foranstaltning.

Da to unge velhavende mænd, Bingley og Darcy, flytter til egnen og der ganske i tidens ånd inviteres til bal på godset - en slags dyrskue for mennesker, med fremvisning af de bedste avlsdyr - forelsker Jane sig meget passende i Bingley, mens hans ven Darcy holder sig fra at træde parringsdansen. Han er arrogant, hovmodig og snobbet og det slår straks gnister mellem ham og Lizzie. De kan ganske enkelt ikke udstå hinanden, og derfor synes det uundgåeligt at de netop får hinanden. Sådan fungerer det i romantiske historier, og det er ganske forudsigeligt.

Relationen mellem Darcy og Lizzie bliver ikke gjort lettere af, at hun er langt under hans stand; en præmis som vel grundlæggende stadig eksisterer omend er knapt så tydeligt udtrykt som i den tidlige halvdel af 1800-tallet. Et match mellem den rige, fordomsfulde mandschauvinist Darcy og den stolte feminist Lizzie fra middelklassen var næppe gået på Tinder, men kærlighedens veje er som bekendt uransagelige og ad omveje opdager de begge, at den anden måske ikke er helt så slem, som først antaget.

Anna Balslev forholder sig meget loyalt til historiens grundpræmis, men forstår uhyre elegant at balancere det gammeldags med det moderne, så "Stolthed og fordom" både visuelt og i sin sprogtone fremstår både helt klassisk og helt tidsvarende. Det er umådeligt godt gjort. Og hun er bestemt også godt hjulpet af et vidunderligt cast af seks strålende unge skuespillere, som ganske enkelt spiller røven ud af bukserne med en sprudlende energi og smittende charme.

Det er modigt og i den grad respektindgydende, at Betty Nansen Teatrets kunstneriske chef, Elisa Kragerup, tør satse på ungdommen. De to mest erfarne på scenen afsluttede teaterskolen i henholdsvis 2015 og '17, og har siden primært været tilknyttet Aalborg Teaters ensemble, de fire andre dimitterede i perioden 2019-21, og Anna Balslev, som er teatrets husinstruktør og medlem af dets kunstneriske råd er blot 30 år gammel og færdiggjorde teaterskolens instruktørlinje i 2019. 

Dette unge hold er voldsomt dygtige, og i hovedrollen som Lizzie Bennett får Mathilde Arcel Fock igen vist at hun er et talent af en helt særlig støbning. Hun har allerede vist sig flot frem i sin gryende karriere, og man skal passe på med at tale om 'gennembrud', men hun har en ganske særlig tilstedeværelse på scenen, med et charmerende lune, der tegner særdeles lovende. Dertil kommer en ganske speciel diktion, som i begyndelsen kan virke lidt flad, men som viser sig at have en spændvidde der giver karakteren tyngde.

Hun skiller sig ud uden at tage glansen fra resten af det yderst charmerende hold; Ferdinand Falsen Hiis' brovtne Darcy, der oser af maskulin indebrændthed, Mathias Bøgelund og Nanna Skaarup Voss' barnligt forelskede Bingley og storesøster Jane, Freja Klint Sandbergs meget morsomme og trist naive lillesøster, der kommer galt afsted, og ikke mindst en pragtfuld Simon Kongsted i rollerne som charlatanen Whigham og som ækel, slesk præst, der også bejler til den unge Lizzies gunst. Dertil kommer musikeren Viktor Dahl, der lægger en diskret, men alligevel markant lydkulisse, som også her meget fint balancerer mellem det klassiske og det helt moderne.

Det samme gør sig gældende i Laura Løwes modige scenografi og kostumedesign, hvor vi aldrig er i tvivl om at vi befinder os i 1800-tallet, men som samtidig er helt nutidigt bygget op med stejle skaterramper, som skuespillerne kravler, springer, klatrer og glider nedad, så man i perioder sidder og frygter for alvorlige skader hvis uheldet er ude.

"Stolthed og fordom" er således en særdeles vellykket klassikeropsætning med et modigt moderne twist, der fryder og begejstrer fra start til slut.

"Stolthed og fordom". af Jane Austen. Romanoversættelse: Vibeke Houstrup Christensen. Bearbejdet til scenen af Sonja Ferdinand og Anna Balslev.

Instruktion: Anna Balslev. Scenografi & kostumer: Laura Løwe. Komponist og lyddesign: Viktor Dahl.

Medvirkende: Mathilde Arcel Fock, Ferdinand Falsen Hiis, Freja Klint Sandberg, Nanna Skaarup Voss, Simon Kongsted og Mathias Bøgelund. Musiker: Viktor Dahl.

Spiller på Betty Nansen Teatret til 12. februar.

Anmeldt 20. januar.

Forestillingsfoto: Camilla Winther.

 

20-01-2022

Vidunderligt skuespil i Teatret ved Sorte Hests genopsætning af Becketts klassiker, men det er åbenbart ikke en forestilling for alle.

* * * * * 

Hvad handler Samuel Becketts skuespil "Mens vi venter på Godot" egentligt om? Tid og tålmodighed, måske? I hvert fald har denne anmelder, som var jeg en tredje vagabond på livets landevej, ventet og ventet - ikke på Godot, men på at opleve Maria Vinterbergs prisbelønnede og berettiget storroste opsætning af stykket på Teatret ved Sorte Hest.

Der var premiere tilbage i 2020. Med et sublimt skuespillerhold på scenen. Nicholas Bro og Mads Wille som de to vagabonder, Estragon og Vladimir, og Steen Stig Lommer og Kristoffer Helmuth som de to mystiske personer, Pozzo og hans slave Lucky, der dukker op og skaber lidt uventet liv i ventetiden. Forestillingen blev belønnet med både instruktørprisen Teaterkatten til Maria Vinterberg og en Reumert-statuette. Billetterne blev flået væk, som var det håndsprit på udsalg, og da Teatret ved Sorte Hest er et af byens mindst teatre, var det ikke til at opdrive en billet, efter premieren dengang. Og sådan set stadig ikke, nu hvor forestillingen genopsættes med samme skuespillerhold frem til 6. februar.

Det lykkedes dog, på mirakuløs vis, og takket være en coronaaflysning et andet sted i byen, alligevel at finde en enkelt plads i salen til mig i aftes. Og tusind tak for det. For "Mens vi venter på Godot" er præcis så pragtfuld en forestilling, som kollegerne alle sammen allerede har beskrevet det.

Det er en af det såkaldt absurde teaters absolutte klassikere. To vagabonder står under et træ ved en landevej et sted og venter på Godot. Hvem denne Godot er får vi aldrig svaret på. Ej heller hvorfor de venter på ham. Samuel Beckett har en gang sagt, at hvis han selv vidste hvem Godot var, havde han fortalt det i sit stykke.

Det er der vi er. To dages forgæves venten på  en navngiven person ingen ved hvem er, eller ved om overhovedet eksisterer. Omend en ung dreng, der er hyrde for Godots geder, dukker op mod slutningen af hver akt for at fortælle os, at Godot heller ikke kommer den dag, men i morgen - helt sikkert. Der er altså håb.

Marianne Nilsson har skabt en scenografi så enkel som overhovedet muligt. Et par striber markerer den uendelige landevej og en lille kvist, stritter op af gulvet og illuderer det træ, som Estragon og Vladimir et par gange undervejs overvejer at hænge sig i, hvis de altså havde et reb. Det har de bare ikke, og så må de jo finde på noget andet at fordrive tiden med. For eksempel at bytte hatte, hvilket der kommer et lille nummer ud af, som i poetisk komik er Gøg og Gokke værdigt.

Det næsten tre timer lange skuespil - inkl. pause, ganske vist - er en lang, lang filosofisk ventetid på noget man ikke ved er. Et still billede af livet i al dets groteske absurditet. Vi ved ikke hvad morgendagen bringer, alligevel ser vi frem til og forbereder os på den med stor entusiasme. 

Denne venten blev for meget for en gruppe unge mennesker, der nok var tvunget i teatret denne onsdag i januar. En håndfuld måtte bukke under i den lune, mørke sal og tog sig en skraber. En anden benyttede lejligheden til at være opdateret på samtlige tilgængelige sociale medier via sin mobiltelefon i anden akt, men de skal have ros for i det mindste at være stille og stå det igennem.

Vi andre fik til gengæld en opvisning i sublim skuespilkunst. Med Nicholas Bro og Mads Wille i total kontrol med de mange ord, yndefulde i deres levendegørelse af de to vagabonders tilsyneladende meningsløse dage ved landevejen. Hele tiden opstemt af håb. Hele tiden udfordret af at intet sker. De fastholdt (de fleste af os) i et jerngreb hele aftenen igennem, godt sekunderet af Steen Stig Lommer og Kristoffer Helmuth, der fik mest muligt ud af de vanskelige roller som det tidsfordriv, der holder dagen gående. 

Så gik der tid med det, siger Vladimir i første akt, da Pozzo og Lucky (sikke da et navn til en slave, der holdes i stram snor og er så udaset at han falder i søvn hver gang han ligger ned) går videre på deres færd i det udefinerede liv. Tiden går. Sådan er livet. Inden vi ved af det, er det aften og nat. I morgen er der endnu en dag - for de heldige af os - og sådan går livets cyklus i tomgang mod den intethed vi intet aner om. Blot ved, venter på os alle en dag.

Jeg var heldig i aftes. Godot kom til mig. Ikke alle er lige heldige. Der er totalt udsolgt også i denne spilleperiode, men Teatret ved Sorte Hest håber på, at de fire skuespillere igen kan finde plads i kalenderen til en omgang mere. Det er blot at krydse fingre, og når det sker, er det bare om at få købt billet. Det bliver ikke meget bedre.

"Mens vi venter på Godot" af Samuel Beckett. Oversættelse: Klaus Rifbjerg.

Instruktion: Maria Vinterberg. Scenografi: Marianne Nilsson.

Medvirkende: Mads Wille, Nicholas Bro, Steen Stig Lommer, Kristoffer Helmuth og Olga Matthiesen (som drengen).

Spiller på Teatret ved Sorte Hest til 6. februar.

Anmeldt 19. januar.

Foto: Robin Skjoldborg.

18-01-2022

Brecht-klassiker skåret ind til benet på Republique og med en strålende Fanny Louise Bernth i hovedrollen som den renhjertede Grusche.

* * * * 

Fanny Louise Bernths Grusche er det eneste renlivede, ægte menneske i en grotesk verden i Anja Behrens' opsætning af Bertold Brecht-klassikeren "Den kaukasiske kridtcirkel. 

En ung, smuk, uskyldsren kvinde omgivet af karikerede gestalter, der fremstår som taget direkte ud af kunstneren Michael Kviums malerier og bragt til live på Republiques store, sorte, åbne scenerum. Kontraster, der slår mod hinanden som bølger mod en mole.

Det er en 'kridtcirkel, der er skåret helt ind til benet. Forkortet, strammet til. En essens af den klassiker, som vist nok - det skal medgives, at jeg ikke så Det kgl. Teaters opsætning fra 2006 og kun har vage barndomserindringer fra tidligere opsætninger - godt kan være lidt lang i spyttet. Her er ikke noget overskydende fyldstof, og det er fint. Men det giver naturligvis også et par ulemper undervejs. Fortællingen om dommeren Azdak fremstår for eksempel besynderligt påklistret, og når hele historien skal fortælles på blot halvanden time, så er det et nærmest uundgåeligt vilkår, at der skrues op for tempoet og det giver en hektisk, til tider lovlig overgearet spillestil hos karakterne omkring hædersmennesket Grusche.

Her folder Benjamin Kitter, Tina Gylling Mortensen, Anton Hjejle og Camilla Lau sig ud i det groteske persongalleri; fra pansersoldater over de mennesker, der hver for sig kæmper om de beskedne rester midt under krigens hærgen, til den følelseskolde biologiske mor og den korrupte, og dog alligevel retfærdige dommer. Alle med hver deres fine øjeblikke, bestemt, men altså ikke som helhed helt fyldestgørende.

Overfor dem står til gengæld Fanny Louise Bernth i sin karrieres hidtil største rolle, som hun forløser til noget nær fuldkommenhed. Hun udstråler al den kærlighed, viljestyrke og retfærdighedssans, som rollen kræver. Grusche tager sig af det forhadte guvernørpars spædbarn, da guvernøren bliver dræbt i krigen, og hans kone flygter over hals og hoved, medbringende sine bedste kjoler, men efterladende det spæde barn, som ville være hende en klods om benet. Grusche tager flugten med barnet på ryggen, jagtet af pansersoldater, der vil slå den lille dreng ihjel fordi han er arving til landets gods og guld. Hun værner barnet med al sin styrke og kærlighed, lader sig fornedre, klæde af til skindet, ja, hun gifter sig tilmed med en ækel gamling for barnets skyld, selvom hendes kære soldatkæreste venter på hende. 

Da krigen slutter, og guvernørfruen vender hjem og kræver sit barn tilbage, står Grusche imod. Hun hævder sin ret som barnets sande mor. Hun trodser overklassens grådige hovmod, og da dommeren Azdak på salomonisk vis ender med at lade de to kvinder stå i kridtcirklen og trækkes om barnet, slipper Grusche sit greb i barnets arm. Hun vil hellere miste drengen, end flå ham i stykker. Derfor lader dommeren Grusche få moderskabet og drengens arv overgår til byen og folket. 

I hele dette spil er der ikke en mislyd i Fanny Louise Bernths portræt af den unge, opofrende kvinde. Hun er sårbar og stærk på én gang. Yndig og stålsat. Rå og ren. Det er et smukt, og yderst vellykket kvindeportræt, og det er godt tænkt af Anja Behrens' at lade alting omkring Bernths Grusche være så karikeret, for derved forstærkes hendes ægthed i forhold til en forloren og forløjet verden.

"Den kaukasiske kridtcirkel" er skrevet i 1945, og er det sidste af Brechts fire store, berømte skuespil. Man kan mene at stykket er voldsomt ensidigt i sit politiske budskab om at alting skal tilhøre dem, der passer bedst på det, men det har på sin vis bevaret sin berettigelse gennem tiden. Skuespillets tema om ægte kærlighed versus grådig påtagethed er i hvert fald ikke blevet svækket med årerne.

Karin Betz har skabt såvel de karikerede, kønsneutrale kostumer, der klæder ensemblet både på og af, og hun har med enkle men effektfulde virkemidler skabt en række meget smukke scenebilleder, som også gør "Den kaukasiske kridtcirkel" til en visuelt betagende teateroplevelse.

Ingen teaterforestilling har vel i højere grad end netop denne været 'offer' for coronaen og nedlukningen af kulturlivet. Man skulle have haft premiere i december 2020, men dagen før premieren lukkede landet ned for anden gang. Det lykkedes at samle (næsten) hele holdet igen til planlagt premiere 29. december, men igen kom en nedlukning i vejen kort inden, og først nu kan det altså omsider lade sig gøre at komme i luften og få forestillingen ud til publikum i en meget kort periode. Der er ikke noget at sige til at især Fanny Louise Bernth til mandagens premiere var tydeligt lettet over endelig at få afleveret sit svendestykke. En pragtpræstation, der har ligget i syltekrukke i mere end et år, men som heldigvis ikke har mistet hverken smag eller 'bid'.

"Den kaukasiske kridtcirkel" af Bertold Brecht. Bearbejdelse: Karen-Maria Bille og Anja Behrens. Oversættelse: Carl Nyholm.

Instruktion: Anja Behrens. Scenografi & kostumedesign. Karin Betz. Lysdesigner: Brian Njie. Animationsdesign: David Sellner Adler.

Medvirkende: Fanny Louise Bernth, Tina Gylling Mortensen, Camilla Lau, Benjamin Kitter og Anton Hjejle samt barneskuespillerne Casper Højslet Lunøe/Adrian Bundgaard.

Spiller på Østerbro Teater/Republique til 28. januar.

Anmeldt 17. januar (premiere).

Forestillingsfoto: Karoline Lieberkind.