Blog

01-03-2022

"Maddiker" på Folketeatret er et smukt, humoristisk og velspillet stykke om at blive gammel. 

* * * * *

 

Vi møder tre kvinder på et tidspunkt i livet, hvor de nærmer sig pensionsalderen, og så følger vi dem livet ud - sådan cirka. For kun den mest livfulde af dem dør, mens den mest indebrændte og bitre rejser på en sidste rejse ud for at opleve verden. Og tilbage, ensom og forladt, sidder den svagelige Helene, lænket til en kørestol, plaget af demens og kan blot vente på at døden indhenter hende og bringer en ende på hendes lidelser. En uværdig afsked med livet, som alt for mange oplever den.

Det lyder dystert og trist. Men Rikke Wölcks skuespil "Maddiker" er ikke kun en mørk fortælling om kroppens forfald. Det er derimod en sprudlende, vittig og kærlig historie om kærlighed til livet.

En historie, der griber fat i publikum lige præcis der hvor det gennemsnitlige teaterpublikum er i dag. Den kreative middelklassekvinde på 60+. Og man må sige at det tilsyneladende er lykkedes at ramme målgruppen. På denne mandag aften på Hippodromen, et par dage efter sidste uges premiere, tæller jeg 10 mænd - mig selv inklusive - i en næsten fyldt sal. De to af dem er unge, resten er her med deres koner, der som resten af publikum skønsmæssigt alle er over 50 år og opefter. Det er så at sige deres liv og fremtid, der udspilles i dramatisk form på scenen. Og det virker.

Skuespilleren Rikke Wölck har selv rollen som Elisabeth. Hun er karrierekvinden med styr på livet, indtil hendes verden pludselig styrter i grus, da hun - det forekommer at være i et og samme moment - både bliver fyret fra sit job på grund af alder, og oplever det ultimative tab, da hendes voksne datter begår selvmord. Jannie Faurschou er livfulde Inge. Hun 'holder sig godt', som man jo siger, og selvom ægteskabet forlængst er overgået fra periodisk lykkeligt til decideret frysetørret, så har hun fortsat mod på livet - og kærligheden. Det sidste finder hun, famlende og sødt fortalt, hos den noget yngre udenlandske kioskejer.

Den tredje kvinde, sygeplejerske på pensionskurs, er hun i begyndelsen, levendegøres af en aldeles uforlignelig Bodil Jørgensen. Gennem et helt liv har hun levet med at få tæsk af sin mand, Johan. Men da han bliver syg og dør, efterlader han blot et tomrum i hendes liv, og hun, der har arbejdet i sundhedssektoren altid, får den ene lidelse og sygdom efter den anden. Det er livets små paradokser, at det måske ikke altid går os, som vi synes, vi har fortjent.

Rikke Wölck har flere gange tidligere vist, at hun også som dramatiker er en man skal regne med, og med "Maddiker" har hun skabt en tekst, der er både dyb og humoristisk. Hun skaber karakterer, som man ubesværet kan genkende, og fortæller tre ligefremme hverdagshistorier uden at det på noget tidspunkt bliver trivielt eller forekommer unødigt karikeret.

Det er naturligvis også Madeleine Røn Juul fortjeneste, at hun i sin nænsomme og lydhøre instruktion, får det absolut bedste ud af alle tre skuespillere. Helt og aldeles vidunderlig er Bodil Jørgensen som Helene med den stigende demens. Man klukker af latter, og er samtidig berørt på sjælen, både når hun stilfærdig febrilsk fumler med mobiltelefonen i baggrunden, eller sidder og råber sjofelheder efter politikerne på fjernsynet. Hun mestrer om nogen at gøre det stilfærdige stort, og det voldsomme småt. 

Hun får det smukkeste modspil af Jannie Faurschous livskraftige Inge, som synes handlekraftig selv i dødens stund, og af Rikke Wölcks livsbitre Elisabeth, som genfinder livsmodet i livets efterår og får mest muligt ud af det. Det er tre strålende skuespilpræstationer, der suplerer hinanden på bedste vis.

Gøje Rostrup har skabt en enkel scenografi, med tre skærme, hvor der kan 'leges' lidt med videosekvenser og ungdomsbilleder, men man sidder med en følelse af, at "Maddiker" kunne være spillet nærmest uden scenografi, alene båret af de gode ord og de tre glimrende skuespillerinder. 

Forestillingen skal undervejs i spilleperioden på turné, og der er al mulig grund til at landets kvinder i målgruppealderen tager deres mænd under armen og tager dem med ind og se "Maddiker". Eller måske, at mændene mander sig op, og inviterer deres kone i teatret. For selvom det er både trist og dystert, så er "Maddiker" også en meget morsom hyldest til livet - hele livet, med alt hvad det indebærer.

"Maddiker" af Rikke Wölck.

Instruktion: Madeleine Røn Juul. Scenografi: Gøje Rostrup. 

Medvirkende: Jannie Faurschou, Bodil Jørgensen og Rikke Wölck.

Spiller på Folketeatrets Hippodromen til 17. maj, dog afbrudt af en turné i perioden 8. marts til 25. april. Se turneplanen på folketeatret.dk.

Anmeldt 28. februar.

Foto: Thomas Petri

 

27-02-2022

Christian Lollike udfordrer overvågningssamfundet i danseteater-drama, som er mere foruroligende end egentlig uhyggeligt.

 

* * * (eller måske 6, eller blot 1)

 

E.T.A. Hoffmann skrev ”Sandmanden” i 1815 som en gotisk gyser om en ung studerendes møde med en mystisk optiker, der minder ham et barndomstraume. Dengang han var barn, hørte Nathaniel historien om Sandmanden, der kaster sand i øjnene på børn, der ikke vil sove, så deres øjne begynder at bløde. Han forbinder historien med sin fars bekendte Coppelius, som altid besøgte faderen om aftenen lige inden sengetid og havde været der, den nat hans far døde.

Som voksen får mødet med optikeren Coppola konsekvenser for Nathaniel, der forelsker sig hovedkulds i optikerens datter, og dermed fuldstændig glemmer sin forlovede, Clara. Der er tale om et bedrag fra Coppolas side, som Nathaniel først til allersidst gennemskuer.

Dén historie har dramatikeren Christian Lollike bearbejdet og omskabt i et samarbejde med Aarhus Teater, sit eget teater S/H i København og Holstebro Dansekompagni, og her er det så blevet til en foruroligende fremtidsdystopi om overvågningssamfundet, bagsiden ved den moderne verdens teknologiske fremskridt og om at kende sig selv i en digital verden, hvor man ikke nødvendigvis blot er én, men ofte mange forskellige identiteter.

Nathaniel skal her i Lollikes 2022-udgave stadig giftes med Clara, men hendes bror, som er hans ven, er ikke helt tryg ved det. For Nathaniel ’hører stemmer’ og er så indesluttet. Og han er chokeret over at have mødt en forsker, som skaber kunstig intelligens, og som minder ham om en oplevelse i hans barndom. I stedet for at forelske sig i originalhistoriens ’datter’, forelsker han sig her i ’en robot’. Claras bror har omvendt fundet lykken i et firma, som laver briller, der, når man tager dem på, viser verden i et helt andet og langt lykkeligere skær. I Lollikes verden fremstår nu nærmest intet som ’ægte’, alt er kunstigt, manipuleret og kontrolleret.

Når vi at gennemskue 'bedraget' eller er vi for evigt dømte, kunne man fristes til at spørge. Forestillingen giver intet entydigt svar, men vi skal nok ikke føle os alt for optimistiske.

Det er en kompliceret historie, og det er også en kompliceret forestilling. Mere foruroligende end egentlig uhyggelig. Og trods sin intensitet også lovlig langtrukken og 'konstrueret'. Det sidste kan der så afgjort være en højere mening med.

Lollike sætter undervejs forestillingen i stå, og lader en af skuespillerne læse teaterets GPDR-politik op for publikum, mens han forklarer sammenhænge bag Persondatalovgivningen og hvordan teatret kan benytte vores billetkøb til blandt andet at optimere salgsstrategier. Efter dette lille intermezzo ser vi måske lidt anderledes på den sidste del af fortællingen. Effektfuldt? Ja, bestemt. Tankevækkende? I høj grad. Lollike er bestemt ingen ’pleaser’, og man skal ikke tro, at man bare kan gå i teatret for at hygge sig. Som en anden ’sandmand’ kaster han sand i øjnene på os, så de til sidst næsten bløder.

Tre dygtige unge skuespillere og seks dansere fra det anerkendte Holstebro Dansekompagni gestalter fortællingen med en enorm fysisk energi til et infernalsk elektronisk lydbillede skabt af elektro-duoen Den Sorte Skole. Instruktøren Jonas Corell Petersen og koreografen Marie Brolin-Tani har i fællesskab skabt en meget intens forestilling, der kombinerer skuespil og moderne dans, og som desværre for mig forekommer at være alt for påtaget kunstnerisk.

Jeg kan jo godt se, at de seks dansere er vanvittigt dygtige, med en nærmest overjordisk kropskontrol, men moderne dans er aldrig kommet ind under huden på mig, og det bliver mig i længden kedeligt at se på. Skuespillerne Lasse Steen, Andrea Øst Birkkjær og Frederik Mansø, der alle tre er uddannet indenfor de senere år, er kommet på hårdt arbejde, og imponerer i høj grad, når de danser med de professionelle dansere. Det er tre spændende unge skuespillere, og ikke mindst Lasse Steen forstår at brænde igennem som Nathaniel med det splittede sind. ’Man skal elske sig selv for at kunne elske andre’, siger han, og står i et dilemma. For når man er skizofren og ’er mange på en gang, hvordan fordeler man så kærligheden?’

”Sandmanden” varer på scenen omkring halvanden time, der undertiden føles lidt langt, men efterspillet varer længere, og spænder videre. Det er næppe helt tilfældigt at scenografen David Gehrt sammen med Lollike og Jonas Corell Petersen, har ladet et køleskab stå på scenen, fyldt til randen med Coca-Cola, som de medvirkende uafladeligt åbner og drikker. Lur mig om ikke andre end jeg – som ellers ikke kan udstå smagen af cola – har siddet og fået lyst til at drikke med. Ja, måske ligefrem efter forestillingen har søgt ind et sted i byen for at få en cola. Også på den måde fucker ”Sandmanden” med din hjerne, og de tre stjerner jeg er endt med at give, ændrer sig måske både i op- og nedadgående retning i takt med at Lollikes manipulationer effektueres. Det skal jo endelig ikke være for let, vel?

”Sandmanden” af Christian Lollike, baseret på E.T.A. Hoffmanns forlæg.

Instruktion: Jonas Corell Petersen. Koreografi: Marie Brolin-Tani. Scenografi: David Gehrt. Musik: Den Sorte Skole – Martin Højland og Simon Dokkedal.

Medvirkende: Lasse Steen, Andrea Øst Birkkjær og Frederik Mansø samt danserne Bjørk-Mynte Buchgraitz Paulse, Elena Nielsen, Jasmine Gordon, Jon Ipina, Mikkel Alexander Tøttrup og Matthew Rawcliffe.

Spiller på Aarhus Teater til 19. marts. Derefter på S/H i København fra 1. april til 3. maj og på Holstebro Dansekompagni 11.-12. maj.

Anmeldt 26. februar (premiere).

Forestillingsfoto: Rumle Skafte.

26-02-2022

Aarhus Teaters opsætning af den udødelige kærlighedstragedie "Romeo & Julie" er et gennembrud for de to unge skuespillere, og en særdeles intens affære.

* * * *

Når man har skuespillerne til det, så skal man da spille "Romeo & Julie". Det kunne godt være det ræsonnement, der har fået Aarhus Teater til at sætte William Shakespeares udødelige kærlighedstragedie op, for i teatrets to unge ensembleskuespillere Mette Klakstein og Viktor Pascoe Medom har man netop to talentfulde skuespillere, som passer perfekt til disse, teaterlitteraturens mest kendte elskende.

For dem begge er der tale om karrierens hidtil største rolle, og for dem begge bliver der tale om et reelt gennembrud. De er et fremragende par, og det i høj grad deres smukke spil, der gør denne "Romeo & Julie" yderst seværdig.

Begge får de fremhævet de unge elskendes renhed. Hun med næsten-barnets legesyge, tilsat teenagerens trods, og han med en uudgrundelighed, der adskiller ham fra hans venners grove umodenhed. Han bliver som en moderne poppoet, der trods sin ungdom forekommer allerede at kende alt til alverdens kærlighedssorger.

Deres balkonscene spilles med en perlende munterhed, og med en optimisme, som man netop kun kan finde hos to purunge sjæle og med en uskyld, som gør vores viden om deres videre skæbne tæt på ubærlig. Åh, kunne de dog ikke bare få lov at få deres tid? Men sådan ved vi godt, at det ikke går.

Den norske instruktør Maren Bjørseth har valgt en tilgang til stoffet, der meget fint kombinerer Shakespeares smukke, ofte jo ganske svulstige tekst, i Niels Brunses fine oversættelse på vers, med et moderne udtryk, som inkluderer nykomponeret musik, indlagte sange og en intens spillestil i ensemblet. De ydre karakterers råhed sætter Romeo og Julies rene og sårbare kærlighedshistorie yderligere i relief, og det er et effektfuldt greb.

Til gengæld er jeg ikke vild med teatrets huskomponist Marie Koldkjær Højlunds placering i historien som en slags moderne skjald med el-guitar og forvredne riffs. For det første forbedrer hendes og i øvrigt en hel horde af andres nyskrevne musik og moderne lyrik ikke Shakespeares tekst og værk – det skal der mere til. For det andet flytter hendes tilstedeværelse på scenen fokus fra det som det hele handler om; kærligheden mellem to unge elskede, der ikke kan få hinanden.

Historien helt kort for dem, der af en eller anden grund ikke kender den. I Verona hersker der en generationsdyb strid mellem familierne Capulet og Montague. Capulet vil gifte sin purunge datter, Julie, bort til grev Paris, men under et maskebal forelsker hun sig hovedkulds i den unge Romeo, der er søn af Montague. De to gifter sig hemmeligt med den livskloge præst Lorenzos hjælp og oplever en enkelt nats uendelig lykke, men allerede næste dag kommer Romeos fætter Benvolio og deres ven Mercutio op at toppes med Julies fætter Tybalt, og Tybalt dræber Mercutio i duel. Optændt af sorg, dræber Romeo Tybalt, og som straf forvises han fra Verona af byens fyrste. For at forhindre at Julie, som jo allerede er gift, skal giftes med Paris, udtænker Lorenzo en plan, der skal få alle til at tro at Julie er død, så hun og Romeo kan stikke af sammen. Ulykkeligvis når nyheden om Julies død Romeo inden brevet om den snedige plan, og knust af sorg tager Romeo sit eget liv ved den sovende Julies side. Da hun vågner opdager hun sin døde elskede og stikker en kniv i sit knuste hjerte.

Det er de helt store følelser, der er i spil og dem lykkes det meget smukt for Mette Klakstein og Viktor Pascoe Medom at forløse i et meget intenst samspil. Anders Baggesen gør indtryk som den gamle præst, og Marie Marscher lykkes godt i rollen som Julies amme. Emil Prenter, Simon Mathew og Kjartan Hansen oser af stupid maskulinitet som de stridslystne unge, og Mette Døssing giver Julies magtbegærlige mor, Fru Capulet, ondskabsfuld tyngde. Teatrets kommende ensembleskuespiller Emil Busk Jensen er en tilpas tåbelig Paris, mens Christian Hetland og Nanna Bøttcher måske står lidt blegt som hr. Montague og Veronas fyrste, som her altså er en fyrstinde. Tre moderne dansere vrider deres kroppe til den nykomponerede musik, hvilket giver fylde, men ikke bidrager væsentligt til historien, og teatrets kor bidrager til at skabe et smukt lydbillede.

Kostumerne kombinerer det klassiske Shakespearske udtryk med et moderne twist, som giver god mening. De er som scenografien skabt af Olav Ryland Myrtvedt. Den centrerer sig om flyt- og rotérbar kæmpe skærm af træ, der skifter farve afhængigt af lokaliteten og er mere funktionel end egentlig smuk. Til gengæld spiller spejle i loftet smukt sammen med Mathias Herslands lysdesign, og skaber en fascinerende ramme om afslutningsbilledet.

Aarhus Teater har ære af endnu en Romeo & Julie-opsætning, som først og fremmest bæres af et vidunderligt smukt ungt par i titelrollerne.

”Romeo & Julie”. Af William Shakespeare. Oversættelse: Niels Brunse. Musik: Marie Koldkjær Højlund, Nis Bysted, Elias Bender Rønnenfelt og Klaus Q. Hedegaard Nielsen. Sangtekster: Elias Bender Rønnenfelt, Morten Søndergaard.

Instruktion: Maren Elisabeth Bjørseth. Scenografi og kostumedesign: Olav Ryland Myrtvedt. Lysdesign: Mathias Hersland. Lyddesign: Lars Gaarde. Koreografi: Ida Wigdel. Korarrangementer: Ingeborg Thisted Højlund.

Medvirkende: Mette Klakstein, Viktor Pascoe Medom, Simon Mathew, Emil Prenter, Mette Døssing, Marie Marscher, Kjartan Hansen, Christian Hetland, Anders Baggesen, Nanna Bøttcher, Emil Busk Jensen og Marie Koldkjær Højlund. Dansere: Izzy Moloney, Jessica van de Koot og Jacob Borchert Vahlun. Aarhus Teaters kor: Tine Dynæs Juhl, Kristoffer Vindum, Peter Rothgarth Borg, Sigrid Vibe Kristensen, Claes Sønderriis, Christoffer Peter Hansen, Ida Bergholdt Jul Christiansen og Sofie Klausen.

Spiller på Aarhus Teater til 11. marts.

Anmeldt 25. februar.

Foto: Rumle Skafte.

 

25-02-2022

Elskelig, hyggelig og dejligt gammeldags opsætning af "Harry og Kammertjeneren" på det lollandske egnsteater i Maribo.

* * * *

Nørregade Teatret i Maribo er Lollands Egnsteater og med energiske Frank Rubæk i spidsen leverer teatret ambitiøse produktioner med rollebesætninger, som man normalt ikke er forvænt med på provinsteatrene.

"Harry og kammertjeneren" er bestemt igen undtagelse. Sceneversionen af den elskelige gamle film - den er fra 1961, med Osvald Helmuth og Ebbe Rode, og blev Oscar-nomineret - har således et skuespillerhold, der ligner et dansk revy all-stars hold; Flemming Krøll, Rasmus Krogsgaard, Pernille Schrøder, Torben Zeller, Charlotte Amalie Kehlet og ikke mindst Jan Schou i rollen som den elegante kammertjener Fabricius, der tager engagement hos den ejegode, lidt ensomme skrotpladsforvalter Harry, da denne arver en lille formue fra en fjern slægtning, han aldrig har set.

Nøjsomme Harry har ikke andre ønsker i livet end at der er en, der 'hygger lidt om ham', så han bruger hele arven på at engagere Fabricius - 11 uger er der råd til.

Frank Rubæk spiller selv rollen som Harry, og selvom Osvalds sko er store, så udfylder han den med gemytlig varme og en hjertenskær enfoldighed. 

Det hjertenskære gennemsyrer hele den vellykkede opsætning, som er noget af det hyggeligste man kan forestille sig. Pernille Schrøder er djærv og folkelig, og umanerligt godt syngende som værtshusmutteren, der er forestillingens syngende fortæller. Flemming Krøll giver den lokale biskop med herlig lommefilosfisk tyngde, og så har Rasmus Krogsgaard som den småkriminelle charlatan med tilnavnet Fyrst Igor, fundet en diktion, så han lyder præcis som var han transformeret direkte ud af den originale, mere end 60 år gamle film. Fine præstationer, hele vejen rundt.

Hvis man tror at Jan Schou kun kan spille revy og være sjov, så bør man lægge vejen omkring Maribo og få syn for, at det altså ikke er tilfældet. Her funkler han nemlig i den bestemt ikke lette rolle som den snobbede butler, der bliver blødgjort af den folkelige hjertevarme han møder hos Harry og hans anløbne venner, og efter at have tjent for grever og baroner, føler han sig bedre tilpas blandt dem på skrotpladsen end noget andet sted. Historiens slutning er decideret rørende, og bliver spillet smukt hjem uden at det bliver alt for rørstrømsk. Rollen har angiveligt være en ønskerolle for Jan Schou i mange år. Så meget mere glædeligt er det at opleve, at han kan fylde den ud og skabe et varmt og vellykket karakterportræt.

I rollerne som gadens godtfolk med mere, medvirker lokale amatører, og selvom sang ikke synes at have været på skoleskemaet på Lolland det seneste århundrede, så løser de faktisk opgaverne overraskende godt. Det samme må siges om Storm Hansen i rollen som gadens gammelkloge dreng, Heisenberg.

Det var Leif Panduro og Bent Christensen, der skrev det oprindelige manuskript til filmen, med dejlige - men virkelig gammeldags - melodier af Bent Fabricius-Bjerre og sangtekster af Ida og Bent From. Sceneversionen blev i sin tid lavet af Steen Springborg og det er den, som nu er bearbejdet af Frank Rubæk med supplerende sangtekster af Steffen Gliese. Kirsten Victoria Lind har skabt en fin, dejligt naiv, og velfungerede bydelsscenografi med en effektfuld drejescene.

Det er ved Gud gammeldags, både i sprog og stemning, men det er samtidig en meget kærlig, varm og meget vellykket forestilling, der i den grad hygger om sit publikum. Og hvad mere kan man egentlig ønske sig. 

Man må både håbe og forvente, at det lokale publikum strømmer til, men skulle man komme på de kanter inden 13. marts - Maribo ligger kun godt halvanden times kørsel fra København - så bør man bestemt ikke snyde sig selv for en hyggelig tur ned af mindernes boulevard.

"Harry og kammertjeneren". Manuskript Leif Panduro og Bent Christensen. Bearbejdet af Frank Rubæk. Musik: Bent Fabricius-Bjerre. Sangtekster: Ida og Bent From. Supplerende sangtekster: Steffen Gliese.

Instruktion: Michael Lindvad. Scenografi: Kirsten Victoria Lind. Koreografi: Hayley Franks Høier. Musikalsk indstudering og arrangement: Jørn Bonde.

Medvirkende: Jan Schou, Frank Rubæk, Pernille Schrøder, Charlotte Amalie Kehlet, Rasmus Krogsgaard, Flemming Krøll, Torben Zeller, Storm Hansen, Nina Steen, Jan Olsen, Marianne Wede Jensen, Niels Marqvorsen, Freddy Brøndum, Allan Kiemer, Henriette Marqvorsen, og Thor Frederik Skov. Fire-mandsorkester underledelse af Jørn Bonde.

Spiller på Nørregadeteatret i Maribo til 13. marts.

Anmeldt 24. februar (premiere).

Forestillingsfoto: Lynge Nielsen.

 

24-02-2022

Overbevisende præstation af Michael Moritzen i monologen "Jeg, Malvolio", som er rigtigt teaternørde-teater, skrevet til et helt andet publikum.

* * * * 

Normalt bør man altid som anmelder være varsom med at sparke til en skuespiller, som man ikke synes leverer varen, men undertegnede måtte i aftes korporligt give skuespilleren Michael Moritzen et los i røven midt i forestillingen.

Det hører godt nok til sjældenhederne. Især da Moritzens præstation i monologen "Jeg, Malvolio" i høj grad mere er til et kys på kinden, end et los i røven.

Det er teatret Scene42, som gæstespiller på Sorte Hest med den britiske teatermand Tim Crouchs monolog, der i det ydre handler om Shakespeares birollefigur Malvolio fra "Helligtrekongersaften", men som i virkeligheden handler om os i salen - om publikum.

Crouch er en særdeles eksperimenterende skuespiller og dramatiker, som er kendt for at bryde med alle kendte dramatiske konventioner, og skabe en ny form for teater. "Jeg, Malvolio" er fra 2010 og er oprindeligt skrevet med øje for et ungt publikum. De unge, der i Storbritannien naturligvis skal lære deres Shakespeare at kende, men for at kunne det, må de først lære hvem de selv er.

Det publikum, der overværede onsdagens premiere i den lille, intime sal på Vesterbro var næsten så langt fra målgruppepublikummet som man kan forestille sig; en blanding af erfarne skuespillere, garvede teateranmeldere og venner af huset. Måske derfor forekom teksten i indledningen af forestillingen at ramme noget forbi målet. 

Alene på scenen i klædt pisplettede longjohns, sådan noget heldragts undertøj vi gudskelov ikke bruger mere, og en hue med djævlehorn modtager Malvolio os med afvisnede foragt. Skoser os for blot at sidde der og gnaske på tuggegummi, pille ved mobiltelefonen og finde morskab i at kigge på et menneske, der er blevet latterliggjort og ydmyget.

Er det virkelig morsomt? Spørger han inkvisitorisk og fortæller os et par sandheder eller tre om ungdommen af i dag: Nu skal I høre hvordan I er! Fint nok, men når gennemsnitalderen i salen er omkring de 60 udfordres teksten unægteligt.

Publikum inddrages aktivt, det var derfor at denne anmelder måtte sparke til en mand, der allerede i overført betydning lå ned. For det er i samspillet med publikum at dynamikken i teatret bliver skabt. Sådan er essensen af teatret- i modsætning til biografen. Uden publikum. Intet teater. Uden teater...? Ja, det er jo næsten ikke til at bære.

Al fornøjelse har sin pris. Sådan er det bare og sådan vil det altid være, konkluderer Malvolio flere gange, og trækker publikum med sig helt ind på scenen for at bistå ham med det, der synes at være den eneste vej ud af elendigheden; selvmord for åben scene! En god hængning har tit forhindret et dårligt ægteskab, joker han og lover, at når han ikke kunne gennemføre sit forehavende denne aften, så gør han det helt sikkert i morgen.

"Jeg, Malvolio" er rigtigt teaternørde-teater, på trods af at det altså er skrevet til en helt anden målgruppe; teenagere, der måske ser teater for allerførste gang. Det er en nærmest surrealistisk og absurd tekst, der både er en karakteristik af Malvolio-karakteren, en lyn gennemgang af Shakespeares skuespil "Helligtrekongersaften", som Malvolio selv, piller fra hinanden som det 'rene idioti', men også et uhyre interessant studie af hvordan det er at være publikum i teatret. Det er således en ganske skæv størrelse, som godt kunne være gået helt galt, hvis ikke det var for Michael Moritzen, som leverer en aldeles overbevisende præstation.

Her bygger han sin karakter på et fundament af hele sit eget lange teaterliv. Jeg tænker, at der i hans Malvolio er kim af både den ene og den andens tidligere Malvolio'er og lignende karakterer. Og man sidder også og tænker, at han selv kunne blive en aldeles vidunderlig Malvolio i en mere traditionel opførelse af komedien. Instruktionen er varetaget af Lene Vasegaard, også hun med et langt liv på og bag scenen at trække referencer fra. De to forekommer at være et godt match, og resultatet er en til tider rørende, en meget morsom og en ganske tankevækkende lille forestilling, båret af en virtuos skuespiller, der med overbevisning viser os hvordan den skal skæres.

Derfor fortjener Moritzen alt andet end et los i rumpetten. Men Malvolio, han må for teaterhistoriens tid og evighed finde sig i ydmygelserne.

"Jeg, Malvolio" af Tim Crouch.

Instruktion: Lene Vasegaard. Scenebillede: Lene Vasegaard og Michael Moritzen.

Medvirkende: Michael Moritzen.

Producent: Scene42. Gæstespiller på Teatret ved Sorte Hest til 19. marts

Forestillingsfoto: Bjarne Stæhr.