Blog

14-11-2021

Teater Vestvolden sætter fokus på stigende narkotikamisbrug blandt unge i dag, med en intens scenedramatisk opførelse af filmen "Christiane F.".

* * * *

 

Jeg kan huske, at filmen om Christiane F. og de andre unge narkotikamisbrugere i Berlin, gjorde indtryk på mig da den kom frem i 1981. Jeg var dengang netop flyttet hjemmefra, fra de trygge vilkår på en gård ved Veksø, til en lejlighed på Nørrebro, og havde en fornemmelse af at der omkring hvert gadehjørne lurede noget både spændende og farligt. Jeg var 19 år gammel og alt andet end oprørsk, men vidste godt hvad storbyen kunne tilbyde af både godt og skidt.

Der er gået 40 år siden filmen kom frem og vakte berettiget opmærksomhed ved sin direkte og meget ligefremme skildring af en gruppe unges farlige vej fra almindelig kedsomhed direkte i favnen på et dødbringende narkotikamisbrug. I dag er misbrug af rusmidler blandt unge igen stigende, og der er al mulig god grund til at sætte fokus på at advare i mod det.

Teatret er én måde at gøre det på, men spørgsmålet er naturligvis om det hjælper. For som det faktisk skildres ganske glimrende i Teater Vestvoldens dugfriske opførelse af Anders Lundorphs bearbejdelse af Madame Nielsens oversættelse af originalværket, så skortede det ikke på advarsler heller dengang, da Christiane F. og hendes venner, Kessi, Babsi og Detlev blev suget ned i misbrugets dyb, mens de hang ud omkring Bahnhof Zoo i Berlin, og trods deres unge alder - bare 13-14 år gamle - fik fri adgang til natklubberne og de ubegrænsede mængder af stoffer.

Lytter de unge til deres forældre, til lærerne, politiet eller andre autoriteter? Næppe, hvis de for alvor vil gøre oprør og gå egne veje. Lytter de til hinanden? Ikke hvis vi skal tro historien i "Christiana F." og andre tilsvarende beretninger fra narkomiljøet. For alle - også dem, der er sunket dybt ned i skidtet - ved godt at det er forkert, og advarer alt hvad de kan, når endnu et ungt menneske vil eksperimentere med stoffer for at blive en del af kliken. De gør det desværre bare uden den store pondus.

På Vestvoldens lille scene har Flora Brandt opbygget en miniudgave af de trøstesløse betonbebyggelser ved Bahnhof Zoo. Seks store, flytbare betonpiller, en nøgen grå betonvæg og en effektfuld brug af lys skaber en god ramme om historien, der fortælles lige til den pædagogiske side af skuespillerne Lise Lauenblad, Charlotte Fich og Ene Øster Bendtsen, som især i begyndelsen synes at have lidt svært ved at gøre de indledende stadier til misbruget rigtigt nærværende. Balancen mellem at beskrive de unges fascination af hash og trips, uden at forherlige det, synes vanskelig. Til gengæld gør forestillingen stærkt indtryk jo dybere ned i misbruget Christiane og vennerne synker, og alvoren bliver åbenbar. Når Christiane fixer sig døden nær i heroin på et gustent toilet, giver det vældigt ubehag.

Alle tre medvirkende er på skift både Christiane og hendes venner, forældre, pædagoger, andre voksne, som på hver sin måde svigter de unge. Især gør Ene Øster Bendtsen indtryk med sit rå udtryk, bag hvilket man mærker et blødt og usikkert indre. Lise Lauenblad har en besynderlig let læspende diktion, jeg ikke rigtigt kan blive klog på. Taler hun sådan? Eller er det noget hun tillægger sin karakter? Endelig er Charlotte Fich vældigt driftssikker, men jo en smule udfordret af at skulle spille purung teenager. Det bliver i perioder en anelse karikeret. Til gengæld rammer hun den 'voksne' og clean Christianes narkoman-snøvlende diktion ret godt.

"Christiane F. - vi børn fra Bahnhof Zoo" er stadig en vedkommende fortælling, som forhåbentlig kan få flere unge mennesker til at forstå, at det ikke er cool at tage stoffer, heller ikke de ufarlige. Forestillingen varer 65 minutter intense minutter, og spiller meget passende i skoletiden, så de københavnske skoler kan tage på ekskursion til helvede og retur.

"Christiane F. - Vi børn fra Bahnhof Zoo". Af Patrick Wengenroth. Oversættelse: Madame Nielsen.

Instruktion & bearbejdelse: Anders Lundorph. Scenografi & lysdesign: Flora Brandt. 

Medvirkende: Ene Øster Bendtsen, Lise Lauenblad og Charlotte Fich.

Spiller på Teater Vestvolden i Hvidovre til 4. december.

Anmeldt 13. november.

Forestillingsfoto: Søren Meisner. 

06-11-2021

BOGANMELDELSE: Sonja Oppenhagen er den seneste i rækken af skuespillere, der fortæller om sit liv og karriere i ny biografi.

 

 

* * * *

 

Først var der Ulf Pilgaard, så Lane Lind, Annette Heick og nu Sonja Oppenhagen. Alle har de dette efterår/vinter udgivet deres erindringer, og som tilfældet er det med Annette Heicks biografi, så er corona også den egentlige årsag til, at Sonja Oppenhagen nu fortæller om sit liv i bogen ”Mit liv, min linedans”.

Den pludselige ledighed i et nedlukket kulturliv har sat gang i erindringen, og det er blevet til endnu en af den slags biografier, som er interessant at læse, men som næppe bundfælder sig dybt i erindringen.

Sonja Oppenhagen fortæller om at være et uønsket barn. Moderen forsøgte at fremprovokere en abort, faderen var fraværende. Den erindring har sat sig spor i livet, og rundes jo egentlig meget smukt af da Sonja selv, sammen med sin daværende mand, adopterer en søn fra Korea.

Bogen beskriver to interessante sider af skuespilleren og mennesket Sonja Oppenhagen; hende de fleste kender fra ugebladenes glittede sider, hvor hun hurtigt blev populær. Dels fordi hun blev barnestjerne på film og tv, dels fordi hun i sin karrieres tidligste vår blev gift med den medieombejlede teaterdirektør og skuespiller Klaus Pagh, og siden kom med i den folkekære og så højt elskede "Matador". Den anden Sonja Oppenhagen er hende, der aktivt kæmper for fred i verden, engagerer sig fagpolitisk, og tager sagen i egen hånd som producent, for at få lov at lave de ting, teatercheferne i en periode ikke tilbød hende. En stærk og stædig personlighed.

Venskaber fylder meget i bogen. Der er veninderne Helle Merete Sørensen og Kirsten Olesen fra elevskolen i Odense, der har holdt ved. Der er dem, der er kommet til undervejs i karrieren, hvor skuespillernes veje jo krydses og hvor der i særlige tilfælde opstår varige venskaber. Der er også de venskaber, der bare opstår fordi man bliver naboer, og ens børn leger godt sammen. Man fornemmer, at Sonja Oppenhagen har let til at få venner, og er god til at bevare dem.

”Mit liv, min linedans” handler også om barnet, der levede og åndede for balletten, og måtte lide den tort at blive smidt ud af balletskolen, på grund af ’for svage ben’, men som åbenbart havde så meget talent, at hun dels kom på Pantominen i Tivoli, dels fik balletopgaver på TV (dengang DR selv producerede tv-teater, herunder ballet) og fik tilbud om engagement på balletten i Stockholm. Hun valgte dog skuespillervejen, og er en af dem, der selvom hun har rundet de 70 år fortsat har kalenderen fuld af spændende teateropgaver og som tilmed kan siges, at være blevet bedre og bedre med årerne. Måske fordi ’skindet bedrager’, og Sonja Oppenhagen som skuespiller er meget mere søgende og ambitiøs end man lige tror. Hun skriver et sted i bogen, at hendes udseende, at hun ser så ’sød ud’, flere gange har kommet på tværs i karrieren. Det tror man gerne.

”Mit liv, min linedans” forfalder, som det ofte er tilfældet med skuespillerbiografier, til at opremse roller og forestillinger med lidt for løs hånd. Man kunne godt ønske sig, at der blev gjort et dybere nedslag i en eller flere roller og forløb, der viste sig skelsættende for skuespilleren selv.

Kærlighed fylder en del, og man mærker, at Sonja Oppenhagen er et kærligt menneske. Hun fortæller om kærligheden til sine mænd, også til dem, hun blev skilt fra, til sine børn og børnebørn. Og i høj grad også en kærlighed til vennerne og til kunsten.

”Mit liv, min linedans” er en varm og elskværdig biografi om et flittigt skuespillerliv, og en vellykket karriere, som gudskelov stadig kører for fulde omdrejninger.

Sonja Oppenhagen: ”Mit liv, min linedans” i samarbejde med Anne-Sofie Storm Wesche. 264 sider. Kr. 299,95. Lindhardt & Ringhof. Udgivet 25. oktober.

 

04-11-2021

Med et års forsinkelse er succesmusicalen ”Shu-Bi-Dua – The Musical” genopstået som en visuelt imponerende jukebox-musical med masser af liv, charme og en overflod af hits.

 

* * * *

 

I 2015 havde det nu hedengangne Fredericia Teater stor succes med ”Shu-Bi-Dua – The Musical”. Det var dengang det jyske musicalteater nærmest kunne gå på vandet, og næsten alt hvad man rørte ved, blev til guld. Desværre var det ikke guld af den let omsættelige slags, og da coronaen ramte Danmark, måtte man aflyse den planlagte genopsætning af musicalen og samtidig gik teatret konkurs.

Succeshistorien fik således en trist finale. Det er nu lykkedes at genskabe teatret, og ”Shu-Bi-Dua – The Musical” har også fået nyt liv. Nu ganske vist med Lion Musicals som producent, men med mange af de samme medvirkende som tilbage i 2015, som også skulle have medvirket i den planlagte 2015-version. Og med premiere ’hjemme’ i Fredericia.

Det er en opgraderet version, vel at mærke. Jeg så ikke 2015-opsætningen, så jeg ved faktisk ikke præcis hvad der er nyt – udover at den vanvittigt imponerende grafiske scenografi, der skifter scenebillederne på en kæmpemæssig LED-skærm, har fået yderligere et pift. Flot, fantastisk og fantasifuldt er det i hvert fald og er mindst det halve af oplevelsen.

Der er tale om en såkaldt jukebox-musical, som i sin grundsubstans blot er en god undskyldning for at spille så mange af en bestemt slags sange som muligt; her Shu-Bi-Duas velkendte sangkatalog af mere eller mindre udødelige klassikere. Her har manuskriptforfatterne - primært Mads Æbeløe Nielsen, med assistance fra instruktør/scenograf Thomas Agerholm og den tidligere leder af Fredericia Teater Søren Møller - dog gjort sig umage at skrive en sød historie om et særdeles fantasifuldt barn, drengen Mick, der vokser og kokser og med hjælp fra sine fantasivenner bliver et hit i reklamebranchen. En poetisk rammehistorie handler om hans opofrende mor og hans charmerende værtshussjuft af en far, og om være anderledes i en verden, hvor vi helst alle sammen skal ligne hinanden. Handlingen kan godt minde lidt om filmen ”Big” med Tom Hanks, hvis nogen kan huske den.

Det er nemt at sammenligne ”Shu-Bi-Dua – The Musical” med en anden superpopulær jukebox-musical, ABBA-hittet ”Mamma Mia”, blot med den forskel, at historien her faktisk ikke er det rene idioti. Virkemidlerne er ellers præcis de samme, om det så er et aldeles malplaceret og totalt overflødigt potpourri – et ’megamix’ kalder de det her – så skal vi også have det med. Et klogt menneske sagde engang, at ’kunsten at kede er at få det hele med’, ham har folkene bag denne musical så bare ikke hørt om.

For sandheden er, at efter en sprudlende livligt veloplagt første akt, hvor Julian George Gregoriou på bare ti år imponerer som den lille Mick, og hvor fantasifortællingen har poesi og masser af kærlighed, så går handlingen i stå efter pausen. Det til trods for at den helt nyuddannede – fra denne sommer – Thor Vestergaard leverer en fornem præstation som den voksne Mick, med en smuk stemme, charmerende, kejtet sødme og en krop, der virkelig kan bevæge sig. Ham er der krummer i, og det samme kan man sige om lige så nyuddannede Alberte Hønnicke Kyst som pigen, der forelsker sig i ham. Fine, fine præstationer, der lover godt for fremtiden.

Optrinene med sangere og dansere og de vildt flotte scenografiske tableauer er der stadig ikke noget i vejen med, men det er som om fortællingen mister sin uskyldsrene charme og bliver for kalkuleret, nærmest melodramatisk.

Man kan glædes over et veloplagt, dygtigt ensemble fra Trine Pallesens mor, over Ole Boisens far, til fantasivennerne, energisk spillet af Kim Ace Nielsen og Cecilie Greiber Alring, og til den kyniske reklamemand, Jacob Prüser, og Nis Pedersens stenede værtshusgæst, der har oplevet så lidt i livet at han må låne andres erindringer. Et velspillende orkester og nogle dygtige dansere, og en i det hele taget livlig spillestil gør ”Shu-Bi-Dua – The Musical” til en fin og underholdende, men også lidt for langtrukken affære.

Det er dejligt, at forestillingen har fået mulighed for at have premiere på den genopstandne Fredericia Musical Teater inden den skal til København efter nytår og på en længere turné rundt til de store musikhuse, men det var faktisk lidt trist at sidde i en blot halvt fyldt sal – dagen efter premieren – med en mærkelig fornemmelse i maven af, at noget slet ikke længere er som for blot et par år siden, da Fredericia Teater var det bedste af det bedste indenfor dansk musical. De tider vender forhåbentligt tilbage.

”Shu-Bi-Dua – The Musical” af Mads Æbeløe Nielsen, Thomas Agerholm og Søren Møller, med sange og musik af Shu-Bi-Dua m.fl.

Instruktion: Thomas Agerholm. Originalt scenografisk koncept og udvikling: Thomas Agerholm m.fl. Supplerende scenograf: Benjamin La Cour. Original koreografi: René Vinther. Supplerende koreografi: Kim Ace Nielsen. Kostume design: Anna Juul Holm & Lotte Blichfeldt. Musikalske arrangementer: Jacob Trautner. Kapelmester: Thomas Møller.

Medvirkende: Thor Vestergaard, Alberte Hønnicke Kyst, Cecilie Greiber Alring, Kim Ace Nielsen, Trine Pallesen, Ole Boisen, Nis Pedersen, Julian George Gregoriou/Kasper Sonne, Rikke Lillevang, Thomas Jensen, Fie Alberte Damgaard-Lauritsen, Christoffer Skov, Jacob Prüser, Mikkel Emil Lynge Nielsen, Simon Glæsel, Andrea Ulvenstål, Ernestine Ruiz, Tomas Graakjær, Liv Stevns og Christine Sonnich Møller.

Producent: Lion Musicals.

Spiller på Fredericia Musical Teater til 28. november. Derefter Tivolis Koncertsal fra 2.-27. februar, og turné til Esbjerg, Randers, Herning, Aarhus, Vejle, Aalborg, Frederikshavn, Odense og Viborg fra 14. marts til 22. maj.

Anmeldt 4. november i Fredericia.

Forestillingsfoto: Miklos Szabo/Lion Musicals

 

03-11-2021

Staffan Valdemar Holm kaster sig ud i et kæmpeprojekt på Østerbro Teaters Republique-scenen; at dramatisere selveste 1001 nat - projektet bæres af fremragende skuespillere, men drukner i ord.

* * * 

De fleste af os kender "1001 nat" uden rigtigt at kende værket. Det 4500 sider lange mastodont-værk af arabiske og persiske folkefortællinger, er indsamlet over 1500 år (hvis vi skal tro forestillingens digitale program) og i sin absolut mest kondenserede form, handler det om kvinden Shahrazád, som hver eneste nat fortæller sin konge en historie så vild og spændende, at han bare må høre videre næste nat - og derfor ikke slår hende ihjel. Kong Shahriyar har nemlig udviklet en skidt vane med at dræbe de kvinder han gifter sig med og stiller sin seksuelle lyst hos, hver morgen ved daggry fordi han engang er blevet bedraget af en kvinde.

Shahrazád, som er datter af kongens vesir, er imidlertid en klog, belæst og oplyst kvinde, og med ordet i sin magt holder hun sig i live  længe nok til at kongen til sidst kommer til at elske hende, og lover at skåne hendes liv.

Hvad kan vi lære af den historie? At oplysning og lærdom er godt, og at der er kun er en fremtid for kvinder - vel både herhjemme og i den arabiske verden - hvis de uddanner sig. På den måde fortæller "1001 nat" os stadig den dag i dag en relevant historie, og flere af hstorierne, der i løbet af Staffan Valdemar Holms ambitiøse og stemningsmættede dramatisering, peger da også i retning af, at de mest udspekulære og kloge kvinder, er dem, der klarer sig bedst.

Det er et enormt projekt, Staffan Valdemar Holm har kastet sig ud i, at dramatisere det ekstremt omfattende værk, og skabe en sammenhængende teaterforestilling ud af de 1001 fortællinger, der fletter sig labyrintisk ind i hinanden. En labyrint, som i øvrigt går igen i Bente Lykke Møllers spartanske og enkle scenografi, bestående af nøgne lyst nougatbrune vægge og en række senge med sort, blødt velour sengetøj. 

Netop labyrinten - af ord - bliver forestillingens problem, selvom de mange ord jo også er dens styrke. Tre kvinder - fremragende skuespillere med prægtig diktion og et interessant koreograferert kropssprog - taler, taler og taler. Den ene fortsætter eller afslutter den andens historie og så videre, nye historier afløser hinanden, og først da 1. akt går på hæld dukker kongen op. Indtil da er det således 'forberedende øvelser' og hvor smukt ordene end er skrevet - og oversat af Ellen Wulff - og hvor smukt de i virkeligheden flyder fra Stina Ekblad, Mille Hoffmeyer Lehfeldt og Stephanie Nguyen så føles det alligevel lidt som et vildspor i labyrinten. 

Mens kvinderne taler og taler, hele tiden hver for sig og aldrig i dialog, så har Casper Crump rollen som kongen, der med dirrende hænder hver morgen er klar til at dræbe fortællersken, men hver gang besinder sig af frygt for at gå glip af den næste fortælling. Rollen er i modsætning til kvindernes næsten ordløs. Alligevel er det som om, at det først er efter pausen, hvor kongen er med på scenen, at forestillingen opnår en form for spændingsniveau og bliver mere end blot smukke, smuktfremsatte ord.

Det er en pudsig detalje, at forestillingen tekstes på arabisk over scenen, måske i håb om at man kan lokke en sjældent set befolkningsgruppe i teatret, men denne tirsdag aften bemærkede jeg desværre ingen arabiske kvinder med frihedstrang i salen.

Scenebilledet er meget statisk, og så har Bente Lykke Møller udstyret de tre kvinder med nogle af de grimmeste kostumer man har oplevet i denne sæson. Hvorfor Mille Lehfeldt i forestillingens sidste del er i ført hotpants, stribet babydoll-bluse og lyserøde knæstrømter forstår jeg ganske enkelt ikke, men det er formentlig en litterær reference som man straks fanger, hvis man er grundigt inde i moderne arabisk litteratur. Clement Irbil skaber nogle smukke stemninger med sit lysdesign, men ellers er det op til skuespillerne at skabe intensiten, og det lykkes da også langt hen af vejen. Ikke mindst har rutinerede Stina Ekblad en forbilledlig evne til at suge vores opmærksomhed til sig, omkring sine personer med et markant, og alligevel diskret fysisk spil og en stemme, der pointerer enhver nuance i teksten. Men også Mille Lehfeldt og Stephanie Nguyen har bestemt stor ære af deres præstationer, og alene ved sin tilstedeværelse bliver Casper Crump en intens faktor.

Desværre er det som om Staffan Valdemar Holm denne gang ikke fuldt ud lykkes med et ambitiøst teaterprojekt på et højt litterært plan. Som om han farer vild i sin egen sirligt konstruerede labyrint af ord og "1001 nat" bliver bare ikke rigtigt den besættende forestilling man havde håbet og troet på. Alle sine kvaliteter til trods.

"1001 nat" dramatisering Karen-Maria Bille på baggrund af Ellen Wulffs oversættelse af Muhsin Mahids arabiske forlæg. 

Idé og instruktion: Staffan Valdemar Holm. Scenografi og kostumer: Bente Lykke Møller. Lysdesign: Clement Irbil. Lyddesign: Anders Munch Amdisen.

Medvirkende: Stina Ekblad, Mille Hoffmeyer Lehfeldt, Stephanie Nguyen og Casper Crump.

Spiller på Østerbro Teater, Republique, til 4. december.

Anmeldt 2. november.

Forestillingsfoto: Natascha Thiara Rydvald.

 

25-10-2021

BOGANMELDELSE: Annette Heicks erindringer er letlæst hyggelæsning, med et par små overraskelser.

* * * 

Hun er ikke fyldt 50 år endnu, så det er måske lige det tidligste, at multitalentet Annette Heick har sat sig ned og skrevet sine erindringer. Det nævner hun faktisk selv i bogens indledning.

Erindringerne slutter da corona lukker Danmark ned, og sætter en brat stopper for hendes succesfulde medvirken i ABBA-musicalen "Mamma Mia", og de følgende godt 18 måneder var Annette Heicks primære forretning - teater og koncertaktivitet - lukket helt ned. Det samme var restaurationsbranchen, og det på et tidspunkt, hvor hun og hendes mand netop havde slået dørene op for et gastronomisk oplevelsescenter på Bornholm, og man kan godt forstå, hvis myreflittige Annette Heick både har kedet sig, haft enorm skrivekløe og har set sig omkring efter en indtægt midt i nedlukningen. 

At skrivekløen så er blevet til en - for tidlig - erindringsbog er måske heller ikke så underligt, for Heick har oplevet mere på små 50 år end de fleste når på 100. Først blot i rollen som 'datteren', af et af landets mest populære og folkeligt kendte musikerpar, Keld og Hilda, forstås. Siden som ugebladsjournalist, kronikør, tv-programmedarbejder og tv-vært. Sideløbende med det hele også med jobs på teatret, som tegnefilmsdubber (altså en der lægger stemme til tegnefilm), som natklubunderholder, entertainer, popsanger og i det private liv, som en pige, der måske lidt for længe ubevidst lå under for at være lige så 'pæn' og 'renskuret' som sine forældre.

Annette Heick brød ud, gjorde oprør. Både med erotiske billedserier, og i arbejdslivet som en kvinde, der forstår at sige fra overfor urimeligheder, også selvom man fornemmer at det har haft sin pris især i en tv-verden, der i hendes beskrivelse fremstår alt andet end glamourøs.

Annette Heick er en skøn pige. Jeg har kendt hende i mange, mange år for vi har på flere måder fælles referencer, og hun er en god fortæller. Det er blot ét af hendes virkeligt mange talenter. Men hun er også rundet af tabloidpressen - både som 'offer' og journalist - og man sidder lidt og savner at hun går dybere ned i de bedste historier. Den i medierne meget omtalte historie om dengang tidligere overborgmester Frank Jensen slikkede hende i øret mod hendes vilje fylder i bogen én - ja, én - linje, og 'borgmesteren' nævnes ikke engang ved navn. Jeg ved ikke om mediehistorien kom ud inden hun selv havde skrevet om den, men den afrunder en meget hurtig omgang 'jeg har aldrig oplevet noget #MeToo-agtigt' og fremstår ufuldstændig i bogform. Men ellers når Annette Heick vidt omkring i medie- og kulturlivet, og fremstår både ærlig, åbenhjertig og stålsat i sin tilgang til tilværelsen. På den måde er "Datteren" bestemt ikke spild af kostbar læsetid.

Livet har budt på mange succeser for Heick, på både tv og scenen, men sandelig også en god portion fiaskoer og en del alvorrstunge oplevelser, hvor både flere spontane aborter - den ene bogstaveligt talt midt i optagelserne af et tv-program - hendes mands alvorlige ulykke i Thailand, der invaliderede ham og kastede parret ud i en efterfølgende krise, og parrets nære vens brutale død, har sat sig dybe spor. En arbejdsbersærkergang i de unge år, og perioder med store økonomiske problemer som følge af fejlslagne erhvervseventyr og mildt sagt eventyrlige boligprojekter, bliver ærligt beskrevet, men ikke for alvor behandlet. Hvad har alt dette reelt betydet for mennesket Annette Heick? 

Titlen på erindringsbogen - "Datteren" - er meget rammende i forhold til, at forholdet til forældrene fylder meget på mange forskellige plan, og det giver måske også mulighed for, at Annette Heick siden følger op med en fortsættelse, som så meget passende kan hedde "Moderen" og forhåbentlig bliver en lidt mere reflekterende bog om en moden kvinde med et vildt og begivenhedsrigt liv.

Annette Heick: "Datteren". 344 sider. kr. 269,95. Udkom 15. oktober på Gyldendal.