Blog

25-11-2021

Odsherred Teater indvier sin spritnye teatersal i Nykøbing Sj. med en musikalsk julerevy med en sprudlende Rikke Bilde som den helt store fornøjelse.

 

* * * * 

Det er ikke hver dag at et helt nybygget teaterhus indvies i Danmark, så det er i sig selv en stor glæde og fornøjelse at tage plads i det nye Odsherred Teater i Nykøbing Sj., der bliver taget i brug med julerevyen "Flæsk, tæsk og toner".

De senere år har teatrets faste skuespillere, Mei Oulund og Henrik Ipsen, sammen med skiftende gæster, afholdt Julebanko i december på teatret, men i år har man lagt bankopladerne væk og i stedet har Mei Oulund skrevet en rammehistorie, der omfavner en stribe revynumre, der for de flestes vedkommende har været med i andre revyer, men her kommer glimrende til sin ret i nye versioner.

Helt nyt er imidlertid årets sidste og i særklasse bedste Mette Frederiksen-parodi, hvor Rikke Bilde i nærmest skræmmende lighed med 'den ægte vare' holder åbningstale for teatret og om sig selv, og bl.a. afslører at evnen til at græde krokodilletårer foran rullende kameraer på en nedlagt minkfarm, skyldes at hun som ung gik til amatørteater i Aalborg.

Nummeret indeholder også et herligt hip til både den meget omtalte krænkelskultur i DSU og Odsherreds netop afgåede, socialdemokratiske borgmester - ja, i samme sekvens!

Rikke Bilde har mig bekendt ikke tidligere spillet revy - i hvert fald ikke i klassisk forstand - men måske burde landets revydirektører lægge vejen omkring Nykøbing Sj. inden jul, for talentet også for denne genre er helt åbenlyst. Hun er forestillingens helt store fornøjelse, både når hun læser erotiske digte, holder verdens mest syrligt-bitre konfirmationstale for datteren - og sin fraskilte mand - eller er konfus olding, der helt bogstaveligt kommer op at flyve.

Mei Oulund og Henrik Ipsen har revy i blodet, og giver ægtepardialogen, hvor det fyger med ondskabsfuldheder et glimrende nyt liv. Jens Gotthelf, som et par somre medvirkede i den nu nedlagte Dragsholmrevyen på disse kanter, er både velsyngende machomand, mandestripper og helt uforståelig kommunikationsekspert, som på vittig facon forklarer coronarestriktionerne i Tyskland. Endelig styrer Mads Strandgaard klaveret og bidrager både vokalt og med replikker når det er nødvendigt.

Og det er nødvendigt ind i mellem, da Mei Oulund har skrevet en rammehistorie, om teatrets bestyrelsesforperson og de ansatte, der gør klar til det store åbningsbrag. Men da Stig Rossen, Silas Holst og Annette Heick alligevel ikke dukker op må de selv, flankeret af 'lokale amatører' stå for underholdningen.

Det indebærer bl.a. opsætningen af en musicalversion af Game of Thrones, der synes inspireret af Shakespeares "En skærsommernatsdrøm" og som vender tilbage mellem de skiftende revynumre.

Rammehistorien er desværre lige lovlig lang i spyttet, og bryder alt for ofte det momentum de glimrende fremførte revynumre skaber. Der er masser af sjove ideer, selvironi, gags og oneliners, men det bliver omstændigt og ikke mindst for langt. Her skulle instruktøren Frede Gulbrandsen have været mere håndfast og have skåret og strammet til.

Det er således i de regulære revynumre, at "Flæsk, tæsk og toner" har sin styrke. Mei Oulunds barske Inger Støjberg med jysk mandskor er flot, Jens Gotthelfs Jacob Ellemann med statsministerdrømme fungerer fint og Henrik Ipsen er ganske enkelt yndig som dement første tubaist i Nykøbing Sjællands Stadsorkester. Men det bliver først og fremmest Rikke Bildes aften - hun får heldigvis også lov til at shine sit sangtalent i diverse popsange, der understreger forskellen på hvordan mænd og kvinder skriver sange om ulykkelig kærlighed.

Alt i alt er Odsherreds julerevy en underholdende affære, og man må ikke snyde sig selv for den udsøgte buffet af dejlige lokale råvarer inden forestillingen.

"Flæsk, tæsk og toner". Tekst og musik af: Mei Oulund, Jan Svarrer, Jannik Fuglsang, Lasse Aagaard, Martin Jantzen, Søren Anker Madsen, Sune Gylling Æbelø, Josephine Nørring, Leonard Bernstein, Mads Strandgaard, Jerry Bock, Giacomo Puccini m.fl.

Instruktion: Frede Gulbrandsen. Scenografi: Eilev Skinnarmo.

Medvirkende: Mei Oulund, Rikke Bilde, Henrik Ipsen, Jens Gotthelf og Mads Strandgaard (klaver).

Spiller på Odsherred Teater til 18. december.

Anmeldt 24. november.

Foto: Rie Neuchs

19-11-2021

Go’ gammeldaws julehygge på Folketeatret.

 

* * * *

 

Der manglede bare at sneen faldt i bløde totter over Nørregade i det go’e gamle København, da Folketeatret i aftes havde premiere på årets juleforestilling for hele familien – sceneversionen af den engang så elskede TV-julekalender ”Jul i Gammelby”.

Mens teatrene i Odense og Aalborg har taget andre TV-julekalendere på plakaten, ”Snefald” i Aalborg og ”Jul på slottet” i Odense (desværre har jeg måtte springe dem over i år, men henviser til gode kollegers anmeldelser), har Folketeatret kastet sin kærlighed på DR-julekalenderen fra 1979, som blandt andet bidrog til at gøre Poul Glargaard landskendt som købmandssvenden Severinsen og havde det mest elskelige nissepar i Karen Lykkehus og Ove Sprogøe.

Der har været mange nisser om at koge den hyggelige nissegrød. Historien er baseret på en bog af Robert Fisker, Franz Berliner og Jørn Birkholm, de to sidste har bidraget til teatermanuskriptet sammen med Leon Feder og Bina Hjort, og det er Feder og Hjort, der har skabt teaterudgaven. Læg dertil en håndfuld sange, der også er kommet til med forskellige tekstforfattere inklusive titelsangen som er Tage Elmholdts og som straks gik lige i ørerne på premierepublikummets yngste, som der var mange af i salen.

Normalt siger man jo, at for mange nisser fordærver grøden, men det er ikke tilfældet her, hvor den ultimative julehygge fastholdes forestillingen igennem, selvom Søren Hauch-Fausbølls kære og morsomme borgmester har så meget andet at tænke på, at han vil aflyse julen i Gammelby. Ikke mindst bekymrer han sig om sit skib Haabet, der er på vej fra de Vestindiske Øer med rom og søde sukkersager. Kommer skibet ikke frem til jul, så må julen bestemt aflyses, sådan magt har borgmestre jo i denne slags eventyr.

”Jul i Gammelby” foregår i midten af 1800-tallet, og man benytter derfor også lejligheden til at fortælle historien om hvordan juletræet kom til Danmark, en tradition Dan Schlossers gæve Kresten Kræmmer simpelthen får æren af, mens Christian Iversens unge smedelærling tilskrives opfindelsen af juletræsfoden.

På loftet over købmandsgården huserer nisserne med nissemor og nissefar i spidsen for nogle søde nissebørn. De er rigtige drillenisser, der med trylleri skaber sjov og ballade i Gammelby, når de får borgmesterkæden til at forsvinde, lukker den stakkels borgmester nede i kælderen og laver sjov med både melvægten og den ellers så gode øl, som pludselig smager surt. I Niels Anders Manley og Maria Corydons skikkelser er nisseparret noget yngre end i tv-udgaven, og desværre ikke lige så elskelige. Lige her savner man lidt julehyggerier, men deres drillerier er sjove og går rent hjem hos målgruppepublikummet.

Troels Malling er både sød og sjov som Severinsen, der har et godt øje til køkkenpigen Karoline, Sofie Alhøj, med det ’eksplomderende’ komfur. Clara Ellegaard og Magnus Kirk Street Mølgaard fungerer som bindeleddet mellem nisser og mennesker, som borgmesterparrets to børn, der åh så nødigt vil undvære julen og selvfølgelig får det som de vil. Hun får ovenikøbet et kys af smedelærlingen inden han gør klar til at drage ud på næste togt med Haabet, som naturligvis når sikkert i havn lige tids nok til at julen er reddet.

I Kasper Wiltons iscenesættelse og Christian Tom-Petersens virkningsfulde, gammeldags drejescenescenografi er alt som det skal være. Der er god gammeldags julehygge for alle pengene. Og i denne sammenhæng skal 'gammeldags' forståes absolut positivt. Børnene elsker det, selvom de mindste blev lidt urolige mod slutningen, og vi voksne kan sagtens hygge os, mindes vor barndoms forventningsfulde decembere og nynne med på titelsangen, som har kvalitet nok til at hænge ved i ørerne.

Det eneste der mangler er at julesneen daler over Nørregade når vi kommer ud af teatret, men det kan være at andre publikummer får den lille ekstra gave oveni for ”Jul i Gammelby” spiller helt frem til 23. december.

”Jul i Gammelby” af Leon Feder og Bina Hjort. Baseret på bogen af Franz Berliner, Jørn Birkeholm og Robert Fisker. Manuskript: Leon Feder, Bina Hjort, Jørn Birkeholm og Franz Berliner. Musik & sange: Tage Elmholdt, Kasper Wilton, Jens Krøyer, Mads Nørby, Michael Salling og Dan Schlosser.

Instruktion: Kasper Wilton. Scenografi: Christian Tom-Petersen. Koreografi: Jeanette Binderup-Schultz.

Medvirkende: Søren Hauch-Fausbøll, Jeanette Binderup-Schultz, Troels Malling, Clara Ellegaard, Sofie Alhøj, Morten Bo Koch, Dan Schlosser, Maria Corydon, Niels Anders Manley, Christian Iversen, Magnus Kirk Street Mølgaard, Morten Perfort og nissebørnene Anna Kirk Street Mølgaard, August Mjelva-Aaen, Dagmar Celinder Norrbom, Emilia Berth Palmer, Lily Johanne Barholt Hansen, Lily Tinka Cagara, Mynthe Asmus Andersen, Selma Augusta Zanchetta Jønsson og Carl Løber Roliggaard.

Spiller på Folketeatret til 23. december.

Anmeldt 18. november (premiere).

Forestillingsfoto: Gudmund Thai

18-11-2021

Kønskampen som kompliceret sceneperformance på lillebitte københavnsk byscene.

* * * 

#Metoo-bevægelsen, kønsidentitetskampen og opgøret i mod et forældet kønsrollemønster med manden som jæger og kvinden som bytte, og siden 'ned på alle fire' som TV-2 sang for en menneskealder siden, har de senere år fyldt enormt i mediebilledet og på sociale medier, og fylder som en helt naturlig konsekvens derfor også i kunsten.

Men der er grænser for hvor meget emnet kan fylde - fysisk - på P44, som er navnet på den lillebitte byscene i København, hvor Sydhavn Teater fra tid til anden spiller små, eksperimenterende forestillinger. Teatret er nemlig nærmest klaustrofobisk småt, indrettet som det er i hvad der engang har været en lille butik, siden nærpolitikontor og mødested for en boligforening.

En lille, men viser det sig overraskende dyb scene, og fire publikumsrækker, er der plads til, så vi kommer helt tæt på. Intimteater i ordets mest konkrete betydning.

Her spiller lige nu forestillingen "Feministen", en højaktuel dramatisering af en spansk roman af Iván Repila fra 2019, oversat og instrueret af Sydhavn Teaters leder, Mille Marie Dalsgaard. Det er en kompliceret tekst, og et ambitiøst teaterprojekt, der udfordrer såvel de to skuespillere på mikroscenen som deres publikum. 

Handlingen tager udgangspunkt i mødet mellem mand og kvinde. Han bor i et bofællesskab med to machogutter, der ser porno og i smug optager videoer af deres samkvem med kvinder, som de knapt nok husker navnet på, og som de krænkende deler i vennekredsen. Da vor fortæller møder aktivisten Najwa åbnes hans øjne for mændenes uretfærdige behandling af kvinder, og han erklærer sig som feminist.

Så langt så godt, men historien tager en drejning og bliver noget mere kompliceret, da han under et dæknavn starter en undergrundshær af mænd for at udfordre kvinderne til selv at tage aktiv del i kampen imod patriarkalet, og i den kamp kommer til at stå ansigt til ansigt med sin kæreste, som er leder af Prinsessebevægelsen, det kvindelige oprør. Eller er det forsvar? Kønsrollekampen bliver en konkret væbnet kamp, en reel revolution med Prinessebevægelsen på den ene side og den Falliske Stat på den anden.

Mens de to skuespillere Malik Grosos og Maria Carmen Lindegaard har ganske godt styr på karaktererne og de uendeligt mange ord, der i rasende tempo flyder ud af munden på dem, er man som publikum udfordret af tekstens kompleksitet. Hvad der kan være vanvittigt god litteratur i bogform er ikke nødvendigvis lige så velfungerende som dramatisk materiale, og selvom det er en interessant finte, så er det dramatiske effekt af at have forestillingens epilog som en ekstern lydfil, begrænset. Giver den en efterfølgende aha-forståelse af scenetekstens sammenhæng? Næh, ikke rigtigt, men man får følelsen af at der netop i epilogens fremtidsskuende perspektiv ligger et dramaturgisk twist, som måske kunne have været udnyttet på scenen.

Som et indspark i den on-going kønspolitiske debat om #MeToo og krænkelseskultur, om kønsroller og ligestilling er "Feministen" bestemt interessant, men det lykkes ikke rigtigt at gøre forestillingen til en fængende teateroplevelse. Hertil er opsætningen for rodet og usammenhængende, og jeg sad med en fornemmelse af at budskabet var kommet bedre til sin ret i en endnu mere skrabet og spartansk form som en reading. 

"Feministen". En teateradaption af romanen "El Aliado" af Iván Repila.

Oversættelse, dramatisering og instruktion: Mille Marie Dalsgaard. Kostumedesign: Katrine Engell.

Medvirkende: Malik Grosos og Maria Carmen Lindegaard. Voice-over på epilog: Mille Marie Dalsgaard.

Spiller på Sydhavn Teater, P44-scenen, til 27. januar.

Anmeldt 17. november.

Foto: Lars Grunwald.

 

 

 

16-11-2021

Tredje del af Projekt Glemmebogen handler om Danmarks rolle i Irakkrigen og er veloplagt debatteater med holdning - og så er der debat bagefter.

* * * *

 

Ina-Miriam Rosenbaums politiske teaterprojekt Glemmebogen har tidligere givet os Skattesagens helte og CoryDong, og tredje hjul på vognen, Den retfærdige kriger, handler om Danmarks rolle i Irakkrigen, og om hvordan det gik til, at Danmark blev en krigsførende nation på baggrund af ukorrekte oplysninger om hvorvidt Irak havde masseødelæggelsesvåben.

Hovedpersonen er tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen, og ham og hans eftermæle bliver der gået hårdt til i Nanna Plechinger Tüchsens skarpe og satiriske tekst, som med en blanding af dokumentariske oplysninger, tolkninger og dramaturgiske friheder bliver til et stykke veloplagt politisk satire.

Veloplagt spillet af Karin Bang Heinemeier, Sofia Mehlum og Anna Ur Konoy, der gøgler, synger, rapper og leger sig igennem et virvar af personer - fra Anders Fogh, over præsident Bush til diverse embedsmænd i statsadministrationen. Ina-Miriam Rosenbaums instruktion leger effektivt med revyens virkemidler, blandt andet pudsige parodier - Sofia Mehlum kan således ramme Kirsten Walthers Yvonne fra Olsen-Banden på en prik. Samme Olsen-Banden går igen som George Bush, Donald Rumsfeld og Paul Wolfowich, der har en plan. Den går skide godt, ikke mindst fordi man kan få EU's formand - Danmarks daværende statsminister - med på galajen. 

Fogh fremstilles som et starstruck fjog. Og som alt andet end en statsmand, og selvom han får det sidste ord, og får lov at redegøre for at krigen var retfærdig, så er det næppe en forestilling han selv eller hans fanklub vil bryde sig om. 

Selve forestillingen varer halvanden time, og det er til tider kompliceret stof hvor man skal spidse ørerne for at følge med og ikke tabe tråden. Bliver der fyldt lige lovlig meget på? Ja, det synes jeg, og bliver det lidt for meget med hånddukker, billeder og karrikaturer til at det lykkes at fastholde fokus hele vejen igennem? Ja, også det. Men svært underholdende er det, og indignationen er til at få øje på. 

Efter forestillingen er der hver aften en særlig gæst med relation til historien, der interviewes af historikeren Christoffer Emil Bruun, og da jeg så Den retfærdige kriger mandag aften var gæsten den tidligere soldat i irak, Masoud Vehedi. Han nailede faktisk situationen meget godt ved straks at sige, at man måske overfortolker situationen og tillægger Danmark en større rolle end sandt er. USA havde gennemført den krig uanset hvad, og Danmarks rolle var blot en lillebitte brik i det storpolitiske puslespil. Bevares en lille rolle, man helst havde været foruden.

Vehedi var også et underholdende indslag, men det havde selvfølgelig været lidt mere spændende hvis det havde været en af de politikere eller en af de embedsmænd, som med deres konkrete handlinger havde bidraget til at beslutte at Danmark skulle i krig. I aften er det Jens Rohde, der gæster Teater Grob, og i morgen Mogens Lykketoft, tidligere udenrigsminister som i øvrigt indgår i forestillingen, og det kan måske give eftersnakken endnu mere politisk kant og kaste et nyt lys over sagen.

"Den retfærdige kriger - da Danmark gik i krig" af Nanna Plechinger Tüchsen. Rap-tekster af Barak Vakili. Musik: Frankie Motion.

Idé og instruktion: Ina-Miriam Rosenbaum. Scenografi, Videodesign & kostumedesign: Signe Krogh. Koreografi: Rebekka Lund. 

Medvirkende: Karin Bang Heinemeier, Anna Ur Konoy og Sofia Mehlum, samt Ina-Miriam Rosenbaum og Karsten Jansfort (stemme). Interviewer: Christoffer Emil Bruun.

Produktion: Off Off/Production v/Ina-Miriam Rosenbaum i samarbejde med Teater Grob.

Spilles på Teater Grob til 24. november.

Anmeldt 15. november

Forestillingsfoto: Emilia Therese.

 

14-11-2021

Opvisning i ungdommeligt talent i Teater-V's glimrende forestilling om at være være ung.

* * * * *

Er du voksen og vil du vide hvordan det er at være ung idag, eller er du teenager og i tvivl om andre på din alder føler ligesom dig, så kan du få svaret i Teater-V's fremragende forestilling "Til ungdommen", der er baseret på den norske skuespiller og forfatter Linn Skåbers bog af samme navn.

Linn Skåber, der er en kvinde midt i livet, har talt med unge fra konfirmationsalderen og lidt op, om deres tanker, liv og hverdag, og har formidlet det uden 'voksenfilter' til en fragmenteret fortælling om ungdomsliv. Historierne, der handler om alt fra bumser til spirende seksualitet, der stikker i alle retninger, fortæller tilsammen om hvad og hvordan unge i dag tænker og føler, og det er lykkedes bogens oversætter Pelle Koppel, at skabe en meget fin og følsomt velbalanceret teaterforestilling ud af en række af teksterne. En forestilling han selv har instrueret på sit eget Teater-V i Valby. Og en forestilling, der med sit norske ophav på mange måder kan sammenlignes med Skam-serien, her blot i en tone, der taler meget mere direkte og dokumentarisk ungdommens sprog.

Pelle Koppel har fundet et vidunderligt talentfuldt ungt hold til forestillingen. Lue Støvelbæk har allerede flere gange har vist sit talent fordelagtigt frem, og Thomas Diepeveen er også kommet i gang med skuespillerkarrieeren, mens det for Nanna Eide, Lukas Toya og Malaika Behrendt Mosendane er første gang de sådan for alvor møder et større publikum. Og dog. Malaika har slået sine folder på Holbæks teaterakademi inden hun blev optaget på Scenekunstskolen og Lukas har været Eventyrbarn på Eventyrteatrets skole for teaterglade børn. I dag er de alle relativt ny-eller næsten uddannede skuespillere. Alle fem er helt skønne i den monologdrevne forestilling, der alligevel på sin vis bliver til smukt gennemført ensembleteater. 

Det er fortællinger, der rummer både alvor og humor. Fra Lue Støvelbæks introreplik..."jeg lugter" om den lidt kejtede dreng uden selvtillid, over Nanna Eides skønne forventning til hvordan hun vil bruge en hel weeekend hjemme, hvis forældrene lader hende slippe for at tage med i sommerhus - hun ender naturligvis med at blive tvunget med i sommerhus - til Lukas Toyas foragt for sin mors ny-forelskelse, Thomas Diepeveens voldsmedløber, der godt ved at han er galt på den, men ikke har modet til andet end at følge alfahannens afstumpede blodrus, og Malaika Behrendt Mosedanes boyspotting sammen med veninden Mia, som det viser sig at hun har langt stærkere følelser for end for 'de lækre drenge'. Det er blot nogle af emnerne; racisme, fedme, at miste en forælder, skilsmisse og forældrenes krav til uddannelse og fremtid er andre. 

"Til ungdommen" er en uhyre velfortalt, smukt velspillet forestilling om at være ung, og om at modnes, og får den varmeste anbefaling herfra. 

"Til ungdommen". Manuskript: Linn Skåber.

Instruktion, oversættelse og bearbejdning: Pelle Koppel. Scenografi: Pelle Koppel & Kristian Hegner Specht. Komponist: Marcus Aurealius Hjelmborg. 

Medvirkende: Nanna Eide, Malaika Behrendt Mosendane, Lue Støvelbæk, Lukas Toya og Thomas Diepeveen.

Spiller på Teater-V i Valby til til 4. december.

Anmeldt 14. november (premiere).

Foto: Martin Høyer