Blog

11-09-2021

Sangsolisterne sejrer stort i en flot, men også problematisk kæmpeopsætning af den danske musicalsucces "Atlantis".

* * * * 

 

Musicalen "Atlantis" har mange vanvittigt gode sange, og i den nye kæmpeopsætning af den 28 år gamle musicalsucces leveres de over en bred kam af strålende sangere.

Det gælder Stig Rossen i rollen som den magtbegærlige krigsherre Jabbador, der myrder sagnriget Atlantis kong Atlas for selv at bestige tronen. Det gælder Thomas Høj Falkenberg i rollen som den unge helt Silvan, der er forelsket i den smukke prinsesse Adalena, og det gælder i allerhøjeste grad netop Johanne Milland, som her får et stort gennembrud som Adalena, bare to år efter hun har dimmitteret fra Scenekunstskolens musicallinje i Fredericia. Hun synger ikke kun smukt, men spiller rollen med udtryksfuld power, som den stridbare datter, der nægter at følge sin fars og præsteskabets vilje, men kun sit hjerte.

De tre i hovedrollerne bærer lidt populært sagt "Atlantis" oven vande, godt hjulpet af Kaya Brüels svigefulde tjenestepige Miranda, med de højere ambitioner, og Pernille Pettersons hjerteskærende Salene, Silvans stolte moder, hvis mand Jabbador engang slog i hjel og som selv går i døden for sin søn. Pettersson (billedet) sang Adalenas parti i originalopsætningen i 1993. De tre kvinders terzet i anden akt er afgjort musicalens musikdramatiske højdepunkt, og overskygger klart hitsangen "Morgen på Atlantis", danskernes næst mest elskede musicalsang i følge en stor DR afstemning i 2017. Her synges den med lutter rene toner, men helt blottet for dramatisk modspil af Jonas Rasmussen.

Alle de gode sange og sangere til trods, så er dramaturgien og afviklingen af det musikalske score faktisk ret problematisk. Det er ingen hemmelighed at "Atlantis" er kraftigt inspireret af den succes "Les Miserables" havde da den i sin tid kom frem. Forfatterne Thomas Høg og Sune Svanekier og komponisten Peter Spies var vilde med "Les Mis", og selvom Spies og Høg i følge det store, trykte program, egentlig hellere ville have lavet et koncept rockalbum, så fik musicaltossede Svanekier dem overtalt til at gå musicalvejen. De tre var dengang blot midt i 20'erne, glade, men dygtige og talentfulde amatører. De har siden gjort musicals til deres levevej, og gør det godt. De er blevet endnu dygtigere med årene, men "Atlantis" er alligevel deres helt store hit også nu 28 år senere.

Teksten, hvor hvert et ord synges eller fremsiges til musik, er langt hen af vejen rystende banal. Lyrisk er det som at lytte til popsange fra de tidlige 90'ere, hvor "Atlantis" blev født. Det gør ikke så meget i de store sangnumre, men det gør omvendt ikke meget godt for fortællingen, der er fyldt med patos, og flere steder bliver næsten ufrivilligt komisk; som for eksempel, når Silvans afdøde far træder frem i mutter Salenes drømmesyn. Denne patos kunne man måske endda slippe afsted med, med en mere effektfuld lyssætning, der placerede far Kelvin i en aura af guddommelighed, men det gør man ikke. 

Lysdesignet, der er lavet af britiske Tim Mitchell med et bugnede og flot CV, er overraskende dystert og en-dimensioneret, og det samme gælder Philip Witcombs flotte, men uopfindsomme scenografi, med alt for stereotype muligheder. 

Det er Thomas Agerholm, der har instrueret, og han er jo god til at få det bedste ud af sine sangere. Til gengæld synes han ikke at være så god til at skabe bevægelsesmønstre, og her hjælper den vanvittigt brede scene i Tivolis Koncertsal naturligvis heller ikke. Der er altså noget med hvordan de går, står og bevæger sig, som ikke fungerer, og derfor, eller måske derfor, er det som om der savnes energi og dynamik i hele afviklingen.

Her spiller producent og dirigent, Mikkel Rønnow, også en rolle. "Atlantis" er blevet orkestreret for et stort orkester, så den svulstige og storladne musik for alvor kan komme til sin ret, men jeg savner altså en mere flydende afvikling, hvor musikken bølger som ét stort frådende hav gennem hele den mere end to en halv time lange forestilling og skaber denne intense, mytologiske stemning. Det er naturligvis i orden, at der gøres plads til applaus efter de største sangnumre, men nærmest hele vejen igennem spiller orkestret stop-start-stop-start. Igen et problem for dynamikken. Det tager luften ud af den jo ellers meget dramatiske historie, der rummer alt hvad hjertet begærer af romantik, konspirationer, forræderi og mægtige kampe.

"Atlantis" giver plads til de store følelser, og musicalen har heldigvis kvaliteterne til at det ikke bliver (alt for) meget. Der er plads til befriende shownumre som den intrigante Zan-Zans festlige "Hold dig til helte", prægtigt leveret af en gennemført slesk Kim Hammelsvang. Og den store hymne "Hil Atlantis" med Stig Rossen i forgrunden for et smukt velklingende kor er ligefrem gåsehudsfremkaldende.

Der er ikke noget at sige til at "Atlantis" har opnået den status den har, og netop derfor er det måske også med en anelse skuffelse i hjertet, at man forlader koncertsalen med en fornemmelse af, at man ikke er blevet skyllet helt bort af begejstring.

"Atlantis" musical af Peter Spies (musik), Thomas Høg og Sune Svanekier (sangtekster).

Instruktion: Thomas Agerholm. Scenografi & kostumedesign: Philip Whitcomb. Koreografi: Kim Ace Nielsen. Lysdesign: Tim Mitchell. Lyddesign: Malte Oscar. Orkestrering: JesperRiis og Wolfgang Käfer. Dirigent: Mikkel Rønnow.

Medvirkende: Johanne Milland, Stig Rossen, Thomas Høj Falkenberg, Pernille Petterson, Kaya Brüel, Kim Hammelsvang, Jakob Zethner, Jonas Rasmussen, Annelouise Gomard, Søren Bech-Madsen, Astrid Højgaard, Katrine Schmidt Nørgaard, Maria Overgaard Vinter, Emilie Groth Christensen, Kirstine Moses, Mille Holten Bartsch Lambert, Nynne Holmen, Christoffer Schøllhammer Rørmose, Kenny Duerlund, Anders Gjesing, Emil Asbjørn Madsen, Morten Lindemann Olsen, Rasmus Faartoft, René Wormark og Ulrik Aabye-Hansen. 21 mands orkester.

Producent: Mikkel Rønnow og Tivoli.

Forestillingen spilles i Tivolis Koncertsal til 25. september og igen fra 26. oktober til 6. november. I Musikhuset Aarhus fra 28. september til 10. oktober, Musikteatret Holstebrog fra 13.-16. oktober og i Odeon Odense fra 19.-23. oktober.

Anmeldt 10. september (premiere).

Forestillingsfoto: Søren Malmose

08-09-2021

Flemming Jensen indtager Café Liva med et soloshow med en blanding af nyt og gammelt materiale og en hyggelig tur ned af memory lane.

 

Denne forestilling bedømmes ikke med stjerner

 

De seneste fem år har Flemming Jensen optrådt med stand-up komikerne Omar Marzouk, Sebastian Dorset og Michael Schøt under navnet Pladderhumoristerne, men i år er de tre 'unge' sendt på græs, og Flemming Jensen indtager i stedet Café Liva med solo-showet "Den komiske uskyld".

Han får dog musikalsk assistance af pianisten Lars Fjeldmose og bassisten Eva Skipper, og krydrer sit show med en række charmerende og morsomme videoklip, der både er hyggelige og en lille smule vemodige. 

Vi bliver mindet om hvor fin en satirisk komiker Jesper Klein var, og hvor meget han i virkeligheden er savnet, og vi får sjov og løjer med bl.a. Søren Østergaard og Per Pallesen til små anekdotiske historier fra Flemming Jensens lange liv i dansk underholdning.

Flemming Jensen veksler i dette lille show mellem viser, og sit down-comedy, og leger som altid med ordene og det politiske livs absurditeter. Og det er som det altid er når Jensen folder sig ud, både skarpt, lunt og meget morsomt.

Men. Denne aften er anderledes, og det er derfor jeg ikke giver stjerner. 

Som anmelder skal man anmelde det man ser og oplever, ikke det man forventer at se og opleve og ikke det, de kommende ugers publikum kommer til at se og opleve. Og den super rutinerede, dybt erfarne og altid velforberedte Flemming Jensen var for nu at være ærlig; ved siden af sig selv til premieren. 

Der var ingen timing, og det var nødvendigt for ham at støtte sig til manuskriptet i næsten alle viserne. Komik uden timing er som mad uden salt. Det går bare ikke. Og Flemming Jensen vidste det godt, undskyldte flere gange undervejs og gav noget så jordnært og ærligt som nervøsitet skylden.

Den køber jeg, og har derfor stor tillid til at publikum får en anderledes oplevelse af både de satiriske spidsfindigheder, det verbale overskud og de tekstligt fine viser, som blandt andet spidder Mette Frederiksen, Lars Løkke, anti-vaccere, MeToo, Inger Støjberg og hele krænkelseskulturen.

"Den komiske uskyld" af og med Flemming Jensen.

Tekster og musik: Børge Müller, Halfdan Rasmussen, Lars Fjeldmose, Bertel Abildgaard, Charlie Chaplin, Eva Skipper, Knud Vad Thomsen, Poul Godske, Ulf Fleischer, Flemming Jensen, Aage Stentoft, Thomas Pakula og Mogens Jermiin Nissen.

Tilsynsførende: Lars Knutzon. Lys- og lyddesign: Nils Krøyer.

Virtuelle gæsteoptrædende: Ida Kleist, Jesper Klein, Per Pallesen, Claus Ryskjær, Søren Østergaard, Waage Sandø, Leif Maibom, Henrik Lykkegaard, Arne Hansen, Mick Øgendahl og Søren Pilmark.

Musikere: Lars Fjeldmose og Eva Skipper. 

Spiller på Café Liva til 9. oktober.

Foto: Brita Fogsgaard.

08-09-2021

Med "Elusia" henvender Teater Grob sig direkte til de unge i tyverne. En effektfuld forestilling, som dog synes at miste sit fokus.

* * * * 

Scenografisk er "Elusia" usædvanligt godt udtænkt. Et blankt, gennemsigtigt lærred, der adskiller den reale og den virtuelle verden, og som fra scene til scene bliver tegnet op af tegneren Bob Lundgreen Kristiansen, som står ved et tegnebord bagerst på scenen, så både de helt konkrete hverdagsscenarier - busstoppestedet på Nørrebrogade, 'skodlejligheden' og fakultetet på uni - og de mere abstrakte manifesterer sig for vores øjne. Det er meget originalt lavet, og særdeles effektfuldt udført og spiller næsten perfekt sammen med Malte Hauges præcise lysdesign.

Teater Grob har en klar mission om at henvende sig til et yngre, og formentlig også meget lokalt publikum. Med "Elusia" har dramatikeren Zara Lea Palmquist skrevet et helt up-to-date stykke hverdagsdramatik om en ung kvinde i det, der kaldes 'kvartlivskrisen'. Som Anne Sofie Wanstrup spiller den studerende singlepige Liva, sidder vi med en klar fornemmelse af at 'hende kender vi', eller i det mindste, 'hende kan vi rende ind i ved busstoppestedet lige udenfor teatret'.

Hun er helt jordnær, helt almindelig og helt på skideren. For alt er fucked up i Livas verden; studieretningen er skudt helt ved siden af og hvis hun dumper sin bachelor, hva' så? Hun har haft mindst ti roomies i skodlejligheden, og hun væmmes ved de mennesker, hun dag ud og dag ind tvinges til at køre i bus med - selv ham den lækre, som hun ikke tør andet end skele til i det skjulte.

Jeg skal blankt indrømme, at begrebet 'kvartlivskrisen' er gået min næse forbi, men oh skræk og rædsel, mine egne børn nærmer sig midttyverne og er midtvejs i studierne, så det kan være at den snart bliver meget nærværende. Usikkerhed, manglende selvværd, frygt for fremtiden og en gennemgribende nagende tvivl. Hvis vi midaldrende går og tror, at life is beautiful når man er ung i dag, så fortæller Zara Lea Palmquist os i hvert fald en anden historie.

Liva søger sit sociale liv på nettet og går til online selvhjælpskurser som 'Kvinde, find din fisse' og et kursus for 'æstetisk udfordrede', men det er endnu en roomie i rækken af roomies, der intruducerer hende for et nyt nirvana, onlineverdenen Elusia. 

Maria Corydon er den mystiske roomie Makaria, som er Livas diametrale modsætning; udfordrende, sexet, og uden andre fremtidsplaner, end hvad de næste ti minutter byder ind med. Makaria befinder sig mest på den anden siden af lærredet, i en anden verden, måske ovenikøbet i en drømmeverden. For er hun overhovedet en reel person? Er hun blot det 'jeg' som Liva ønsker at hun selv var? Alt det, Liva drømmer om at være, men ikke tør være?

Elusia er ikke endnu et selvhjælpsprogram, det er en revolution, som sætter dig fri. Et opgør mod gamle mænds verden og vej til at møde livet uden frygt og fordomme. Og hvad så?

Teksten bliver hen af vejen mere abstrakt, og synes at miste lidt af det klare fokus, den har i indledningen. Der bliver jagtet lige lovligt mange effekter, når hoveder knuses og brækket flyder, så helt skarp fremstår forestillingen ikke, men det er bestemt heller ikke uinteressant. Og, konkluderes det, drømmeverdenen er måske ikke helt så perfekt, som vi forestiller os.

På udvalgte aftener inviterer teatret til after-talks, således også i aftes, hvor jeg desværre var nødt til at gå. Her debatterer inviterede gæster forestillingens temaer, og således bliver kunsten også debatskabende og bidrager til at sætte en dagsorden. 

At få unge mennesker i tyverne til at gå i teatret har altid været en vanskelig udfordring. Små korte forestillinger som denne, der rammer målgruppen midt i deres eget tankeunivers kan måske være vejen frem.  

"Elusia". Af Zara Lea Palmquist.

Instruktion: Jesper Pedersen. Lysdesigner: Malte Hauge. Lyddesign: Asger Kudahl. Kostumer: Ida Munk Ørstrøm. Livetegner: Bob Lundgreen Kristiansen.

Medvirkende: Anne Sofie Wanstrup og Maria Cordsen.

Spiller på Teater Grob til 18. september.

Anmeldt 7. september.

Foto: PR-foto

 

29-08-2021

Anne Linnet-teaterkoncerten ”Jeg er jo lige her” er rykket fra Det kgl. Teater til Aarhus Teaters store scene. En smuk, intens og uhyre vel-performet forestilling, men hvad vil de egentlig med den?

 

* * * *

 

Anne Linnet-teaterkoncert, på Aarhus Teater, som åbningsbegivenhed af Aarhus Festuge. What’s not to like, som man siger. En stensikker succes. Publikum vil vælte i teatret, og de vil som da jeg så forestillingen på den sidste forpremiere inden lørdagspremieren, synge, nynne og rocke med på hit-kavalkaden af sange, inden de kvitterer med stående applaus som tak for sangene.

Det er fuldt fortjent, for de 11 skuespillere/dansere og fem musikere på scenen leverer en formfuldendt lækker forestilling. Smukt, intenst og uhyre vel-performet. Pakket ind i lækkert lys, en nøgen, hvid scenografi og opfindsomme kostumer, der både bryder med alle konventioner i forhold til mands- og kvindebeklædning, men samtidig meget elegant beskriver Anne Linnets forhold til køn og kærlighed.  Smukke kvinder og lige så smukke mænd. Kærligheden er universel. Ikke kønsbestemt. Og den opstår i mødet mellem mennesker – og i mødet med musikken.

”Jeg er jo lige her” er som teaterkoncerter normalt er det, uden en egentlig handling, uden en samlende fortælling, men kan dog her bindes sammen af en form for rød tråd i form af en hyldest til kærligheden i alle regnbuens farver.

Jeg så ikke forestillingen da den spillede på Det kgl. Teater, og skal derfor ikke kunne sige om den er blevet bedre af at være rykket til Anne Linnets hjemby, eller om ændringerne i besætningen på scenen har forringet eller styrket udtrykket. Tammi Øst er genganger fra København, det samme gætter jeg på, er tilfældet for de fem udsøgt fantastiske dansere, mens Aarhus Teater har bidraget med Rikke Bilde, Victor Pascoe Medom, Jacob Madsen Kvols, Marie Marschner og Andrea Øst Birkkjær. Og ja, hun er datter af Tammi, og jo, talent er arveligt.

Mens Tammi Øst med en enestående scenisk autoritet fremfører ”Det er ikke det du siger” så nakkehårene rejser sig og man fremover vil få svært ved at høre originalen med Sanne Salomonsen, så fremstår Andrea Øst Birkkjær med en betagende ungdommelig renhed i den smukke ”En forårsdag”, og brænder stærkt igennem i ”Misbrugt og forladt” efter pausen, hvor forestillingens stil bliver mere rå, og hvor det for alvor bliver danserne, der imponerer stort i Signe Fabricius’ voldsomt fysiske og billedskabende koreografi.

Alle seks sangere imponerer, sammen og hver for sig. Bandet spiller godt, med en spændende brug af såvel elektroniske instrumenter som klassiske instrumenter som cello og violin, der igen peger direkte mod den egentlige hovedperson, komponisten Anne Linnets brede genremæssige fascination.

Alt er sådan set godt, men man kan alligevel sidde en smule uforløst tilbage. For hvad er det egentligt de tre instruktører; Signe Fabricius, Thomas Bendixen og Morten Kirkskov vil med forestillingen? Det er jo ikke fordi Anne Linnets musik ikke tidligere er blevet bearbejdet til den dramatiske scene, og selvom ikke alle forestillingens 26 sange er fra bunken af deciderede hits, vi alle kender, så er det tankevækkende, at ingen af de sange, Anne Linnet selv nævner som skelsættende for hende i det meget omfattende interview i forestillingens trykte program, er med i forestillingen.

Tre sange fra det provokerende ”Marquis de Sade”-album, der indleder anden akt, har det problem, at de i deres original-versioner var så teatralsk iscenesat, og visuelt stilskabende, at de i dette teaterkoncert-koncept ikke tilføres noget nyt, hvor godt ”Nattog” og ”Glor på vinduer” end synges af hhv. Rikke Bilde og Andrea Øst Birkkjær, og hvor smukt danserne – tilsat den kvindelige violinist – end bevæger sig.

”Jeg er jo lige her” tilføjer således ikke noget til fortællingen om Anne Linnets musikalske og personlige univers. Det er en smuk og intens musikalsk performance. En på alle måder lækker og velproduceret forestilling. Den skal nok blive en succes, men for at blive lidt klogere på Anne Linnet, skal man huske at investere i det trykte program.

”Jeg er jo lige her”. Teaterkoncert med musik og tekst af Anne Linnet, med bidrag af Jan Glæsel og Johannes Møllehave.

Instruktion: Thomas Bendixen, Morten Kirkskov og Signe Fabricius. Scenografi og kostumedesign: Maje Ravn. Koreografi: Signe Fabricius. Lysdesign: Jonas Bøgh. Musikalsk arrangement: Jesper Mechlenburg. Konceptuerende lyddesign: Rasmus Kreiner. Lyddesign: Lars Gaarde. Kapelmester: Søren Graversen.

Medvirkende: Tammi Øst, Rikke Bilde, Andrea Øst Birkkjær, Marie Marschner, Jacob Madsen Kvols og Victor Pascoe Medom. Dansere: Olivia Sol Anselmo, Mads Gronemann, Luc Boris André Kouadio, Adam Tocuyo og Oliver Zohore. Musikere: Søren Graversen, Katrine Grarup Elbo, Søren Bigum, Mikkel Fisker og Jesper Berg, samt Anne Linnet (samplinger).

Samproduktionen mellem Aarhus Teater og Det kgl. Teater.

Spiller på Aarhus Teater til 2. oktober.

Anmeldt 27. august (forpremiere)

Forestillingsfoto: Rumle Skafte.

25-08-2021

Esbjerg Revyen er tilbage med vanvidskomik, musikalitet og et lige lovlig broget tekstmateriale.

* * * *

Hvordan skal Esbjerg egentlig brande sig selv? Som porten mod vest, som stolt fodboldby eller som næsten nabo til Ribe? Emnet er centralt i årets Esbjerg Revy, som efter et års ufrivillig pause nu genopstår med et solidt skuespillerhold af gamle kendinge, og sensommerrevyens ganske fine blanding af velprøvede genbrugsnumre og nyskrevne tekster – en hel del med lokalt islæt, tak for det.

Genbruget betyder et gensyn med Trine Gadebergs uforlignelige Pelle, opdateret og aktualiseret i forhold til Hjørring tidligere på sommeren, og med den hjertelighed, der klæder karakteren bedst. For de, der endnu ikke kender ’Pelle’, så er han en ’fem å en halv år’ gammel dreng, der med barnets naivitet filosoferer over og kommenterer tidens dårskab, ofte inspireret af forældrenes ikke altid lige stuerene verbale kvababbelser. Det er godt på vej til at blive kult, og sidder igen i Esbjerg lige i skabet.

I genbrugskassen finder vi også det festligt ondskabsfulde dansktop-nummer om parret, der ikke støtter velgørenhed af nogen art i en hørm af egen selvtilstrækkelighed, og den snaldrede bedstevenindes beske tale til 50-års fødselaren, som rummer en knivskarp sørgmunterhed fordi der lige bag latteren lurer en reelt tragisk karakterkomik.

Det er alle numre, der fortjener at nå ud til et større publikum, og der skal ikke lyde ét ondt ord om genbrug i denne sammenhæng.

Lidt mere stramt står det til med andre af Esbjerg Revyens tekster og ideer. Det er ganske sjovt at ironisere over både brandingkonsulenters floskelfyldte bullshit terminologi og inkompetente byrådsmedlemmer i ét og samme nummer, men det synes idéforladt at gengive karaktererne fra Kerteminde revyens Klatteminde byråd en-til-en i sketchen. Og hvor virtuost fremført Jan Svarrers ”God ferie” end er med kommunikationseksperten, der snapper alle endelser af og aldrig fuldfører en sammenhængende sætning, så er stilen tyvstjålet (inspireret er den pæne udlægning) fra Flemming Jensen.

Jan Svarrer er en sjov revymand, også som tekstleverandør, men rammer pænt uden for skiven med en kikset flirt med en fra publikum i et alt for langt nummer, hvor hans kropskomik ikke kan opveje en svag tekst.

Gordon Kennedy laver flere fine karakterer, men falder desværre tekstmæssigt igennem med en romantisk sang om en kæreste, der prutter, og som erhvervspraktikant med umanerligt dårlige jokes på repertoiret. Han har selv skrevet begge numre, så han er jo som sådan selv ude om det, men det er måske netop her man ser ulempen ved at opsætte revyer med blot to ugers forberedelses- og prøvetid; kvalitetsnettet er ganske enkelt ikke fintmasket nok. Her har instruktørduo'en Rasmus Søndergaard og Kasper Le Fevre ikke helt haft is nok i maven.

Der er dog heldigvis også mange fine numre med i buketten; blandt andet en rigtig sjov sketch om et bondsk Varde-ægtepar på fin fransk restaurant, en finurlig åbning, hvor den aflyste 2020-revy gennemspilles i lyntempo, en sjov lille sag om mundbind og briller, og en sprudlende veloplagt Farshad Kholghi, der fortæller om en ægtemands udfordringer, med den skarptskårne pointe, at alt til trods er han verdens heldigste mand, samt flere musikalske og crazykomiske numre, hvor de krøllede hoveder blandt andet optræder som folkedansere og andre skøre karakterer.

Når Jan Svarrer er bedst, er han også som tekstforfatter aldeles glimrende, og viser det i sangen om sølvbrudeparret, hvis samliv år for år bliver mere og mere vanepræget og trist, indtil det revitaliseres og får fornyet energi i den tredje alder.

Årets Esbjergrevy er således en lidt broget affære, som på den ene side er aldeles glimrende underholdning, og på den anden side sløser lige lovlig meget med tekstniveauet og selvkritikken.

”Esbjerg Revyen 2021”.

Tekst og musik: Jan Svarrer, Peter Bom, Farshad Kholghi, Vase & Fuglsang, Shel Silverstein, Rasmus Søndergaard & Kasper Le Fevre, Mei Oulund, Gordon Kennedy, Trine Gadeberg/Preben Kristensen, Henrik Baloo Andersen, Lukas Birch, Gordon Mills & Les Reid og Leif Fabricius.

Instruktion: Rasmus Søndergaard og Kasper Le Fevre. Scenografi: Jens Frausing. Kapelmester & arrangør: Peter Bom.

Medvirkende: Trine Gadeberg, Farshad Kholghi, Gordon Kennedy og Jan Svarrer.

Spiller i Musikhuset Esbjerg til 10. september