14-10-2021

DEN GLADE ENKE 2.0

Adam Price og Kasper Holten har gendigtet operetteklassikeren "Den Glade Enke" til noget nær ukendelighed, og det er blevet en ualmindeligt underholdende forestilling.

* * * * *

Inden der er nogen, der råber 'helligbrøde' og slår korsets tegn for sig, så lad det lige været slået fast, at Det kgl. Teaters nyopsætning og totale rekonstruktion af Lehárs operetteklassiker "Den Glade Enke" er en ualmindeligt underholdende forestilling, der hviler på et leje af den smukke, originale musik og er bygget op omkring et skelet af den oprindelige historie. Derfra er alt forandret og ikke mindst moderniseret til nærmest ukendelighed.

Kan man det? Ja, naturligvis kan man det, og i virkeligheden skal man måske ligefrem gøre det. Sidste år tog Skuespillet den gamle film "Ebberød Bank" og opbyggede sin egen version 2.0 for scenen, i år er det så med Operaen som teknisk arrangør "Den Glade Enke" det 'går ud over' - og man venter blot i spænding på, om der er en overordnet mening med det hele og Balletten til næste år opfører "Et Folkesagn 2.0" med samme anarkistiske, men alligevel kærlige tilgang til originalen?

Adam Price har skrevet både tekst og ny libretto. Handlingen er henlagt til et konkurstruet teater, den rige enke Hanna Glawari har arvet milliarder efter sin afdøde mand, der var svineproducent i Tarm, og en økonomisk skrantende kulturelite vil alle have fingrene i hendes arv. Teksten er satirisk på den revy-agtige måde, og det samme gælder sangene, som måske ikke ligger helt så mundret for sangerne som man kunne ønske, men som er vanvittigt morsomme i deres næsten groteske overdrev. Når Denise Becks Valencienne og hendes elsker Camille (Gert Henning-Jensen) synger deres store kærlighedsduet, synger de her ikke om at mødes i Pavillonen, men om at kunne få en fredelig hyrdetime sammen i den store svinestald. Det er helt åndssvagt, men bestemt også meget, meget morsomt.

Hanna Glawari (smukt synget og lidt stift fremstillet af Gisela Stille) vil gerne genforenes med teatrets førsteelsker Danilo (Palle Knudsen), der for at holde liv i sin hensygende karriere som sangerfrikadelle er begyndt at optræde i reality-tv, og den alliance er lige vand på teaterdirektør Zetas (en herlig Morten Staugaard) mølle, for så vil hans teater kunne overleve, selv efter at være blevet sat under Underdirektør Nielsens stramme administration. Hun spilles af en aldeles overdådig Lise Baastrup, der tager alle stik hjem.

I sidste ende får alle naturligvis hinanden på kryds og tværs af køn og seksualiteter, og alt er således som det skal være i operetten.

Moderniseringen er sjov. Det er nærmest genialt når Hanna Glawaris kendte 'Vilja'-sang her kommer til at handle #MeToo og samtykke og hun synger: Vil jeg, så vil jeg. Og når teaterdirektørens administrator forklarer situationens alvor, handler det om at DJØF er det, der binder verden sammen. Med den klare konklussion at; Gud er DJØF'er!

Operettegenren har ikke altid været lige anderkendt, bestemt ikke af kultureliten omkring forrige århundredskifte, da "Den Glade Enke" kom frem (den er oprindeligt fra 1905), og det er et vellykket twist at binde en sløjfe mellem dengang og i dag, hvor reality-tv af 'kulturparnasset' anses som underlødig kultur, men hvor 'stjernerne' fra tv's knalde-programmer har en mere fremtrædende plads i mediebilledet end skuespillere fra teater og film. 

Ja, selv Det kgl. Teater går ikke fri, og det er vidunderligt selvironisk når Price og Holten ironiserer over hvad man skal spille og hvad man kan tillade sig på det fine gamle teater, hvad anmelderne måtte mene og hvor grænserne går for teatrets repertoirevalg.

Lige netop denne opsætning sætter nemlig fornyet ild til den evigt tilbagevendende debat om hvad der er Det kgl Teaters opgave som offentligt subventioneret public service-organ. Hvor 'underholdende' kan det statsfinansierede teater tillade sig at være, i en verden hvor private aktører i mediebilledet slås om publikums gunst? Med millioner af tilskudskroner i ryggen, kan man levere denne ødsle festforestilling med en overlegent flot Steffen Aarfing-scenografi i verdensklasse, med hele det kongelige kapel i orkestergraven og operakoret i fantasifuld kostumepragt. Er det fair konkurrence eller er det i virkeligheden bare skønt, at kunne tage i Operaen og blive underholdt som man ikke kan blive det andre steder i landet?

Jeg så "Den Glade Enke 2.0" små to uger efter premieren på en almindelig onsdag aften, og kunne notere mig at publikums gennemsnitsalder i den totalt udsolgte sal lå betragteligt under hvad man ville forvente for 'en gammel traver af en operette fra 1905'. Lige netop det er måske præcis argumentet for at gøre som man gør. Teatret har altid brug for fornyelse, også af traditionerne. Her er det særdeles vellykket.

"Den Glade Enke 2.0". Musik af Franz Lehár. Tekst og libretto af Adam Price.

Instruktion og bearbejdelse: Kasper Holten. Scenografi: Steffen Aarfing. Kostumedesign: Ida Marie Ellekilde. Videodesign: Luke Halls. Koreografi: Signe Fabricius. Musikalsk ledelse: Vincenzo Milletarì.

Medvirkende: Morten Staugaard, Denise Beck, Gisela Stille, Palle Knudsen, Gert Henning-Jensen, Bente Eskesen, Christian Damsgaard, Frederik Rolin, Fredrik Bjellsäter, Anders Kampmann, Gina Gloria Tronel, Lise Baastrup, Hanna Leonora Hollesen og Mette Grosbøl. Dansere: Ingeborg Meier Andersen, Maria Malmström, Nefertiti Moeglin Pedersen, Stine Andersen, Thea Carla Schøtt og Tone Reumert. Speaker: Jens Jørn Spottag (speaker) og Ulf Pilgaard (på fotos). Det kgl. Teaters operakor og Det kgl. Kapel.

Spiller i repertoire i Operahuset til 11. februar (to hold sangere, Lise Baastrup og danserne er med hver gang).

Anmeldt 13. oktober.

Forestillingsfoto: Camilla Winther