Blog

07-12-2021

Musikalsk-humoristisk juleshow for københavnere, der er hurtige ved havelågen. Sidste dag er - i aften!

* * * * *

Bag navnet Intrio står de tre modne, musikalske kvinder Ann Farholt, Michelle Djarling og Lone Selmer, som i en årrække har turneret sammen med musikalske shows tilsat et humoristisk spice.

Ann Farholt er ud over at være en vidunderlig jazzsangerinde også en af syngepigerne i Bakkens Hvile, og netop den erfaring fornægter sig ikke i Intrios juleshow, der havde premiere i aftes på cafeen H9 på Halmtorvet i København og spiller sidste gang - i aften samme sted.

At de tre meget musikalske og bramfrit charmerende kvinder har lagt så meget energi i et gennemarbejdet, topmusikalsk show, der skal spille TO gange, er i sig selv respektindgydende, og man må virkelig håbe, at det ikke bliver ved disse to enlige svaler og at trioen tager showet op igen til næste jul og da meget gerne på en turné så ikke kun københavnerne får glæde af det.

For det er et glimrende show. Først og fremmest er det musikalsk i topklasse, med tre stemmer i den jazzede del af spektret, der klæder hinanden, men det er også morsomt, med en hel del ny- og selvskrevne tekster til velkendte sange, og et par helt nye julesange som Michelle Djarlings sørgmuntre "Du er slet ikke hjemme i december" og den vilde "Grimme ord", der handler om hvor rædselsfuldt forfærdelig julen også er, men at vi jo elsker den alligevel.

Juleshowet skulle have spillet sidste år, men blev aflyst på grund af corona. Så skulle det have været gennemført inden påske - som julen jo varer lige til, så det var helt legitimt - men det blev så ramt af den næste nedlukning. Denne gang var det guddødemig også i farezonen da Ann Farholt for nylig blev ramt af en ondskabsfuld omgang corona. Man fornemmer, især i showets første afdeling, at hendes stemme og vejrtrækning endnu ikke er helt oppe på fuld kapacitet, men det er som om hun synger sig op. Og hendes musikalitet og showmanship har i hvert fald ikke lidt skade. Der er fuld tryk på alle cylindre.

Det er dog Michelle Djarling og Lone Selmer, der står for aftenens musikalske højdepunkter som solister. Michelle Djarling med en skøn jazzet "Merry Christmas", og Lone Selmer med en solidt rockende "Boogie Woogie Santa Claus", hvor hun både er fremragende som sangsolist og spiller det sejeste boogie-piano i byen.

Et Shu-bi-dua potpourri falder måske lidt udenfor den julede ramme, men de får den elegant på sporet igen når de i bedste Bundesen-stil leger med ordene og får lavet "Vi finder os ikke i sexchikane" om til at 'kun julemand'n må have sex-i-kane'. Elegant.

I anden afdelings afsluttede julepot får nogle af de kendte julesange nye frække ord, så vi bl.a. lægger ører til 'jeg så julemanden duske mor, på vor's gamle sofabord'. Jo, Bakkens Hvile har ikke eksisteret forgæves.

Et par numre bliver lige lidt for lange, og det samme gælder for nogle af de dialoger, der kæder sangnumrene sammen, men som helhed er Intrios Juleshow en herligt swingende aften i umådeligt godt selskab, og kan varmt anbefales.

Problemet er, at de kun spiller i aften - og at der vist nok kun er få billetter tilbage. 

"Intrio - Juleshow 2021"

Af og med Ann Farholt, Michelle Djarling og Lone Selmer. 

Tekst og musik: Edward Pola & George Wyle, Egil Harder, Jack Fox, De Nattergale, Carl Sigman, Peter DeRose, Frank Loesser, Shu-bi-dua, R. Alex Andersson, Leon Rene, Randy Brooks, Linje 3, Jule Styne, Sammy Cahn, John Frederik Coots & Haven Gillespie, Kai Normann Andersen, Ann Farholt, Lone Selmer og Michelle Djarling samt diverse.

Spiller i aften på H9 i København.

Anmeldt 6. december (premiere)

 

03-12-2021

Linn Ullmanns prisbelønnede roman som skuespil er desværre ikke særligt vellykket.

* * 

"De Urolige" beskrives som en roman, der ikke blev, som forfatteren havde tænkt. På samme måde er dramatiseringen af romanen på Det kgl. Teater formentlig ikke blevet, som teatret og instruktøren Peter Langdal havde tænkt.

Det er nemlig, på trods af et yderst succesfuldt litterært forlæg af Linn Ullmann, som i 2016 blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris, og langt i hænderne på teatertroldmanden Peter Langdal, der har fået tre glimrende skuespillerinder til sin rådighed, ikke blevet til det uafrystelige drama, som historien lægger op til. 

Vi møder tre kvinder. De har helt bevidst ikke navne, men vi ved jo hvem de er. I midten den midaldrende forfatter Linn Ullmann, spillet af Stine Schrøder Jensen, der skriver en bog om sit liv og sine forældre, og som har sat sig for at interviewe sin far, film-og teatergeniet Ingmar Bergman, om at blive gammel. Han spilles af Kirsten Olesen (!), og omkring dem, vimser hendes mor rundt - en af Bergmans mange kvinder - stjerneskuespilleren Liv Ullmann, spillet af Hanne Windfeld. 

Faderen er for gammel til det oprindelige projekt. Han kan ikke længere huske. Han er ved at løbe tør for livskraft, og orker ikke hvad der meget nemt kan blive en konflikt med datteren, som er den yngste i en halv-søskendeflok på ni. Hun har hele livet igennem følt sig tilsidesat af forældrene, der gik fra hinanden da hun var tre år gammel. Deri ligger jo et sitrende drama, som jeg formoder (for jeg har ikke læst romanen) kommer intenst og interessant til udtryk på skrift, men som af en eller anden grund aldrig opnår at få afsæt på scenen.

Skyldes det, at alle de tre personer i bund og grund fremstilles så usympatiske? Som rædsomt selvoptagne egoister. Muligvis. I hvert fald er det vanskeligt at have meget sympati for hverken det oversete barn, der er blevet voksen og har arvet en god portion af forældrenes selvoptagethed, eller for den gamle auteur i lænestolen, der beskrives som menneskeligt depraveret og alene er optaget af sig selv og sin kunst. Portrættet af moderen, der slæber datteren med sig rundt i verden for at forfølge sin egen karriere, og jævnligt overlader hende til mere eller mindre tilfældige barnepiger når hun skal filme et eller andet sted, fremstår som et stereotypt portræt af karrierekvinden, der kan spille alle denne verdens roller, men ikke evner at indgå i moderrollen.

Der opstår mod slutningen smukke øjeblikke, når Kirsten Olesen glimrende beskriver aldringens ufravigelige afmagt og bliver trodsig, fortabt i alzheimerens håbløshed. Men på det tidspunkt har afmagten bredt sig i salen, i hvert fald hos undertegnede.

Det er jo ikke fordi det ikke er velspillet, det er bare ikke vedkommende. Og når den gamle mand i stolen fortæller om hvordan 'Mozart går direkte ind i følelseslivet', så savner man ganske enkelt 'noget Mozart'sk' i opsætningen.

Hanne Windfelds portræt af den berømte skuespillerinde med hang til et glas hvidvin og med dårlig dømmekraft i valget af mænd, gør os ikke klogere på hvorfor hun svigter sit barn, og Stine Schrøder Jensens oprørske datter evner kun sporadisk at gøre et dybere indtryk.

Bedst er Kirsten Olesen i sit portræt af den gamle mand. Men det er mig ubegribeligt at rollen spilles af en kvinde. Hvad er meningen med det, udover at det er det 'nye sort' i dansk teater at lade kønnene flyde sammen, og måske skal ses som et forsøg på 'anonymisering' af Ingmar Bergman. Et forsøg, der så blot ikke lykkes.

Der leges med kunsten og kunstarterne i Maja Ravns rodede scenografi, som både inkluderer en stribe grammofoner og naturligvis et aktivt filmkamera og en flimrende bagvæg, og som på sin vis fint illusterer den 'menneskelige rodebutik' der definerer de tre karakterers liv i kunsten, og det kaos det efterlader. Men den understreger også den overfladiskhed, der præger opsætningen, og som er afgørende for at dramatiseringen af "De Urolige" ikke bliver særligt vellykket.

"De Urolige" af Linn Ullmann. Dramatisering: Karen-Marie Bille. Oversættelse: Karen Fastrup.

Instruktion og bearbejdelse: Peter Langdal. Scenografi og kostumedesign: Maja Ravn. Videokonsulent: Søren Knud.

Medvirkende: Stine Schrøder Jensen, Kirsten Olesen og Hanne Windfeld.

Spiller på Skuespilhusets Mellemgulvet til 22. december. Derefter på turné fra begyndelsen af januar til 5 marts.

Anmeldt 2. december (premiere)

Forstillingsfoto: Karoline Lieberkind.

02-12-2021

Totalt gakkede, musikalske løjer på Odenses Teater 95B. Det er helt ude i sandet, og rigtigt sjovt.

 

* * * * 


Forleden kunne den københavnske vintertradition, Crazy Christmas Cabaret, fejre 40-års jubilæum. Så længe har de ikke været i gang med juleløjerne i Odense, men det er faktisk ottende gang, at trioen Sara Gadborg, Kasper Møller og Rudy Tom Due laver deres 'Knas'-forestillinger på Teater 95B, og ud fra mit beskedne kendskab til de forrige - jeg har set én før denne - så vover jeg at mene, at de næppe har været bedre end i år.

Det er ikke unfair at sammenligne Knas med de engelske Christmas Cabarets. Det er samme type crazy humor, der praktiseres, og fra år til år går mange af de samme virkemidler i arv.

En fjollet eksistens ved navn Waldorf er således den gennemgående karakter, og han har gennem årene transformeret sig gennem tid og sted alt efter hvilke vanvittige ideer holdet bag er kommet med. I år er han så landet i den ægyptiske ørken, som legionær, og her drømmer han om rigdom og magt, mens sandet stille og roligt løber ud af timeglasset for ham. Han er et opblæst fjols, men alligevel sidder man og har lidt ondt af ham, når alt ender med at gå hans snobbede næse forbi; prinsessen, staven med stjerne i toppen og al den ukendte gravs guld og pragt.

Kasper Møller giver Waldorf med en vidunderlig patetisk ynde, og en flot sangstemme i forestillingens mange sange, blandt andet en uafrystelig morsom udgave af Whitney Houstons "I will always love you" udsat for mandsstemme. Sangene er alle skrevet på velkendte melodier og det er ikke teksterne, der er forestillingens styrke. De er - som det meste disse to timer - mest af alt rablende vanvittige. Waldorf vrøvler rundt med ordsprog, sætninger og ord, som konsekvent udtales forkert. Guden Anubis kalder han for 'Anus Ib' - ja, det er der vi er, men på forunderlig vis kommer man langt med charme og vital spilleglæde, så det mere end går. Det går godt.

Sara Gadborg er den i trioen, der har været mest omkring i revy-og teaterlandskabet også uden for Odense, og hun er både et musikalsk og et komisk talent ud over det sædvanlige. Hun leverer tre meget morsomme karakterer her; den tyggegummignaskende ægyptiske prinsesse, der er adopteret som spæd fra Ishøj, men som man siger; du kan tage barnet ud af Ishøj, men ikke tage Ishøj ud af barnet.

Hun er også den mandhaftige arkæolog på jagt efter artifakter, og den drinks-sippende jetset-hustru med både tics og tourette, der sammen med sin mand (også han spillet med britisk arrogance af Kasper Møller) vil gøre oasen til et mondænt ferieparadis. Endelig gør Rudy Tom Due lykke som entreprenant ægyptisk ørkenguide og som læspende sultan med guldtand.

Som nævnt er "Knas i Oasen" det rene og skære tant og fjas. Et enkelt sted bliver der lige sagt noget om at slette beskeder, men ellers er det satirefri zone. I stedet leverer trioen totalt gakket karakterkomik, med myriader af fjollerier og på et højt musikalsk niveau. 

Det hele er (vist nok) skrevet af holdet selv og Kjeld Høegh har instrueret med en god evne til at få de tre medvirkende ind og ud af scenen i de skiftende roller i et ikke uimponerende puslespil.

Er du i Odense i december så tag forbi og få et uforpligtende grin på Teater 95B. Det skal ærligt indrømmes, at løjerne er hurtigt glemt, men det er dæleme morsomt mens det står på - og det er altså også en kvalitet.

"Knas i Oasen"

Af og med: Sara Gadborg, Rudy Tom Due og Kasper Møller. 

Instruktion: Kjeld Høegh. Musiker: Anders Møller.

Spiller på Teater 95B i Odense til 13. december.

Anmeldt 1. december (premiere).

27-11-2021

Årets Christmas Cabaret er mere veloplagt end længe, og ikke bange for at krænke.

* * * * *

 

Alt er tilladt i Vivienne McKee's Christmas Cabaret, som i hvert fald ikke lader sig tryne af woke holdninger, der ellers lægger sig tungt over kulturen for tiden. For et par dage siden fortrød skuespilleren Eddie Redmayne at have spillet en filmrolle som transkønnet, og det forekommer absolut no-go i dag, at spille minoriteter uden selv at være det, og endnu værre at gøre grin med skiftende seksuelle orienteringer.

Vivienne McKee går planken ud i "Tell me about it", årets Christmas Cabaret i Tivolis Glassalen. Hvis Redmayne fortryder sit rollevalg, så må Andrew Jeffers lide skamfuldhedens grusomste pinsler for han har i 22 sæsoner optrådt i drag som 'The Dame' i de yderst populære shows, som i aftes, da jeg med nogle dages forsinkelse endelig fik set det, markerede at det var præcis 40 år siden traditionen begyndte under ydmyge kår på det hedengangne Caféteatret.

Årets show bryder med alle - jeg mener ALLE - aktuelle konventioner i forhold til at gøre grin med homoseksuelle. Den får ikke for lidt når Kevin Kiernan-Molloy optræder som cubansk narkobaron i 1980'ernes Miami i choking pink-outfit og den vildeste, karikerede bøssekomik længe set. Han synger ovenikøbet en bøssanova, og vores elskelige, lille tossede Bent van Helsingør får taget sin uskyld ombord på narkohandlerens yacht.

Andrew Jeffers spiller ikke kun kvinde, han spiller en stor tyk, grim kvinde, og så optræder han i en enkelt scene som Detective Chubbs - ham den sorte af politiheltene i den gamle serie "Miami Vice" - dog uden at gå linen fuldt ud og blackface. Jeg tænker, at det kun er fordi, der ikke er tid til det mellem de mange omklædninger.

Crazy Christmas-forestillingerne har et stort, trofast publikum - i aftes var nærmest kun en  gruppe skoleelever på de bagerste rækker 'virgins' - og det er ikke et sart og bonert publikum. De forventer at intet er helligt på scenen, og efter et par år hvor undertegnede synes at luften har været gået lidt af ballonen, så er Vivienne McKee og co. i år tilbage på sporet. Med to timer og fyrre minutter er "Tell me about it" stadig for lang, men der er luget grundigt ud i de værste gentagelser, og årets show fremstår strammere, morsommere og mere musikalsk end i mange år. 

Der er vidunderligt knald på i de musikalske numre, hvor især Katrine Falkenberg får lov at shine og alle medvirkende lykkes med deres karikerede figurer, som spænder fra en Boy George-lignende englænder til Donald Dump, der dengang i 80'erne endnu kun var en forkælet fars dreng af en forretningsmand fra New York. 

Handlingen er der ingen grund til at gå i detaljer med. Den er henlagt til 1980'ernes Miami, med flashbacks til 30'ernes Italien og flash forwards til 90'ernes Tivoli i København. Her er mafiosoer, en natklubejer ved navn Lola Lotta Libido, Mamma Calzone og hendes fire børn, og teksten rummer utallige små hints og twists, til både den digitale revolution, der knapt nok var tænkt på i 1985, og til dagsaktuelle emner. Spillet er perlende hele raden rundt af Vivienne McKee selv, 40-års jubilaren David Bateson (dog 'kun' 31 år i CCC), Jefferson Bond, Bennet Thorpe, Claus de Lictenberg og de allerede nævnte Andrew Jeffers, Kevin Kiernan-Molloy og Katrine Falkenberg. Og orkestret, The Snabby Aligators, med Stuart Goodstein i spidsen leverer et ret fremragende lydbillede. Kirsten Brink har igen skabt en overdådighed af vilde og vanvittige kostumer og en scenografi, der tager os kvikt rundt fra sted til sted.

"Tell me about it" er underholdende fra start til slut, men hører man til den krænkelsesparate type skal man belave sig på at blive udfordret. For os andre er det bare sjovt.

"Tell me about it - Christmas Cabaret 2021" af Vivienne McKee.

Instruktion: Vivienne McKee. Scenografi & kostumer: Kirsten Brink. Koreografi: Peter Friis. 

Medvirkende: Katrine Falkenberg, Andrew Jeffers, David Bateson, Kevin Kiernan-Mooly, Bennet Thorpe, Jefferson Bond, Claus de Lichtenberg og Vivienne McKee. Orkester: Stuart Goodstein (kapelmester), Søren B. Petersen og Tom Højlund Petersen.

Produceret af London Toast Theatre. Spiller i Glassalen, Tivoli til 15. januar.

Anmeldt 26. november

Forestillingsfoto: Thomas Petri.

26-11-2021

Musikalsk julecabaret kun med kvinder er både musikalsk og selvironisk.

 

* * * * 

Café Liva i Nyhavn har i år valgt at sætte mændene hen i hjørnet, og ladet den årlige julecabaret være et rent kvindeligt anliggende. Ja, lige bortset fra, at pianisten er mand og i øvrigt ikke rigtigt har noget at skulle have sagt.

Han prøver at gøre indsigelse i åbningsnummeret, hvor forestillingens tre kvindelige solister er udklædt som julemænd, og synger sexistiske sange om alle de ting de kunne tænke sig at gøre ved kvinder. Det er krænkende det hele; at kvinder spiller mænd, at de optræder som fiktive væsener og at de synger nedladende om kvinder. Men han trænger ikke rigtigt igennem.

Og så er vi ligesom i gang. Tonen for de 80 minutters juleunderholdning er slået an. Det er gnistrende musikalitet og gode stemmer, kombineret med beske satiriske hips til højre og venstre. Sange om gode intentioner og manglende rygrad, om hverdagsegoismen, der sætter de virkelige problemer, både i det nære og ude i verden, i skyggen, og om krænkelser af unge kvinder til julefrokost. Alvor og humor går hånd i hånd. Der er sjældent det ene uden det anden.

På scenen står Joy-Maria Frederiksen, Mette Marckmann og Rikke Buch Bendtsen, alle med solid revyerfaring og en udsøgt musikalitet. Jacob Morild har skrevet alle teksterne, med en lille smule hjælp til to af de numre, der faktisk hører til forestillingens bedste.

I "Husmøde" er der bestyrelsesmøde i parcelhuset på Granvej, hvor manden i huset absolut intet har at skulle have sagt. Joy-Maria Frederiksen tager styringen, og så er julen, gaveindkøbene, ja tilmed tv-programmet for juledagene, klaret uden mandlig indblanding. Det er et finurligt, selvironisk nummer om kvinden som den (alt)dominerende part på hjemmefronten.

Mette Marckmann tager i den grad også ordet i "3 om 1 stol", hvor hun som sønderjysk husmor og strikkeentusiast snakker fanden et øre af, så de to andre ikke får et ben til jorden. Virtuost udført og meget morsomt. For vi ved da, at kvinder snakker. Især jyske kvinder, ik' os'?

Selvom der kun er kvinder på scenen, så sættes kvinden ikke op på en piedestal - i hvert fald ikke uden at blive pillet ned igen. Cabaretens bedste nummer er da Boomerkoret synger om en chefs brutale krænkelse af en ung praktikant til julefrokosten, efter samme musikalske skabelon som børnesangen 'langt ud' i skoven'. Uanset hvad den stakkels pige udsættes for, og det er ikke småting, lyder konklussionen: Herregud, det tog ingen skade af! Her rammer teksten i bulls-eye og viser os, at man mange gange kan komme længere i forhold til forståelsen af emner i den aktuelle debat ved at benytte humoren.

Rikke Buch Bendtsen har den bedste af tre små historier om tre markante, kvindelige politikeres jul, når hun giver Inger Støjbergs version. De to andre er Mette Frederiksen og Pernille Vermund, den første næsten for forudsigelig, den anden så uforsonlig i sin tone at satiren bliver et angreb. Hun, Bendtsen, får også lov til at give den gas som tysk-inspireret schlagersangerinde, men det nummer bliver, som et par andre, for langt.

Trioen på scenen klæder hinanden, swinger lækkert musikalsk og har gennemgående et godt materiale at arbejde med. Man kan sidde lidt og savne det regulære skrald-grine-nummer, som sender os høje i hatten ud i den nyhavnske vinternat, de forsøger til sidst, men det lykkes ikke rigtigt. I stedet må vi tage til takke med alle finurlighederne og ty til selvransagelse i den gode julesags tjeneste. Det er ik' så ringe endda.

"Julspin & englenisser" af Jacob Morild med bidrag fra Joy-Maria Frederiksen, Gordon Kennedy, Michael Hasselflug, Pernille Sørensen og Mette Marckmann. Musik: Nicolai Majland, Morten Wedendahl, Thomas Pakula, m.fl.

Instruktion: Jacob Morild. Musikalske tracks: Thomas Pakula.

Medvirkende: Rikke Buch Bendtsen, Mette Marckmann og Joy-Maria Frederiksen. Stemmer: Jacob Morild.

Spiller på Café Liva til 22. december.

Anmeldt 25. november.

Foto: Brita Fogsgaard.