Blog

19-09-2021

Henrik Ibsens klassiker får nyt liv i en sprudlende moderne opsætning på Nørrebro Teater.

* * * * *

Henrik Ibsen skrev sit berømte skuespil En Folkefjende i 1882 som en slags protest imod at medierne og folkestemningen i Norge havde underkendt hans værk Gengangerne.

Ibsen var angiveligt rasende, og anerkendte ikke at flertallet og den frie presse på nogen måde kunne have ret. Den holdning har de senere år fået en helt ny mening i et verdenssamfund styret af populistiske holdninger og af en medieverden, der i højere og stadigt større grad styres af hvad folket vil læse og høre, fremfor hvad der med et nærmest håbløst romantisk ord er - sandheden.

Det giver Ibsens klassiker en helt ny aktualitet, og valget af En Folkefjende som første forestilling på teatret siden coronanedlukningen forekommer nærmest indlysende oplagt.

Den svenske instruktør Viktor Tjerneld har givet En Folkefjende en gevaldig opdatering så stykket fremstår helt og aldeles tidsaktuelt. Nogle vil måske mene, at det er helligbrøde mod et stort klassisk værk i teaterlitteraturen, men sådan virker Nørrebro Teaters opsætning slet ikke. Tværtimod. Det er blevet en sprudlende, visionær og knivskarp samfundsatire, som trods en betragtelig spilletid på godt og vel to timer og tre kvarter (inklusive pause) aldrig virker langtrukken eller på noget tidspunkt keder.

Grundhistorien er der ikke ændret på. Den lille provinsby er i blomstrende vækst på grund af et nybygget kurbad, der tiltrækker turister og skaber liv og arbejdspladser til byen. Kurbadets badelæge Tomas Stockmann gør imidlertid en farlig opdagelse. Det viser sig at vandet i og omkring kurbadet er forgiftet og sundhedsfarligt. Til at begynde med modtages Stockmanns opdagelser med stolthed og glæde. Han opfattes som en helt, der har forhindret en katastrofe, men da prisen for rensning af vandet og en omlægning af hele rørsystemet kommer frem, og det åbenbares hvilken betydning det vil få for det lille samfund, ændrer folkestemningen sig drastisk.

Idealisten Stockmann bliver nu persona non grata - en folkefjende, fordi han ikke vil folkets bedste. Stockmann står fast på sine idealer, for ham kan sandheden ikke gradbøjes eller fortolkes, og det får fatale konsekvenser. Han står til sidst ensom tilbage i den silende regn som en mand, der har mistet alt eller vundet alt, afhængigt af hvordan man ser det, som hans sidste ven, Horster, anskueliggør situationen, inden han som den sidste forlader den synkende skude.

Viktor Tjerneld har i sin bearbejdelse ladet flere karakterer skifte køn og arbejde. Byens borgmester er nu Stockmanns lillesøster, ikke hans bror, og den lokale fabrikant, Stockmanns svigerfar, er nu hans magtfulde svigermor, en ildspruttende drage af en kvinde. Horster, som oprindeligt er kaptajn, er her blevet til billed- og performancekunstner, og endeligt er Stockmann-parrets børn skrevet sammen til én rolle, datteren Petra, en glødende feminist, der viser sig ikke at have samme rygrad som sin far.

Mens første akt spilles som en sprudlende veloplagt samfundssatirisk komedie, skifter tonelejet fra dur til mol efter pausen, hvor the establishment overtager magten på Stockmanns indkaldte borgermøde, og hvor selve definitionen af begrebet demokrati bliver udfordret. Tjerneld inddrager publikum interaktivt - vi er nu selv en del af handlingen - og lader i Tomas Stockmanns dundertale til borgerne forstå, at det slet ikke er kapitalismens kynisme, politikernes magtbegær eller mediernes følgagtighed, der er det virkelige problem, men derimod folkets laden-stå-til. Jeg er den eneste her, der har moral - alle i andre er grødhoveder, tordner Tomas Stockmann. Jeg hader det system, der lader løgnen vinde over sandheden. 

I den altdominerende hovedrolle som den idealistiske læge føjer Søren Pilmark endnu en scenisk triumf til sit i forvejen fornemme CV. Han er mageløs i sin deroute fra at være let koketterende heltefigur, over sin forfærdelse over moralens forfald til den totale nedsmeltning, hvor hverken han eller beskueren til sidst længere er helt sikker på hvad der i virkeligheden er sandt eller falsk. 

Omkring ham spilles der vidunderligt ensemblespil med en aldeles ubetalelig Marianne Høgsbro som hans hundjævel af en svigermor, og en veloplagt Tom Jensen som kapitalismens personificerede kynisme, og Frank Thiel som den frie presses logrende skødehund. Malene Melsen er som altid fascinerende som den pragmatiske borgmestersøster, der hellere ofrer familien end risikerer at miste sin magt. Jeg er næppe den eneste, der sad og tænkte på Mette Frederiksen i perioder undervejs. Endelig er Githa Lehrmann, Camilla Lau, Benjamin Kitter og Patrick A. Hansen alle glimrende rollerne som hustru, datter, performancekunstner og desillusioneret journalistspire.

I en tid hvor magtfuldkommenhed, embedsmandsvælde, kontrolsamfund, konspirationsteorier  og viden versus følelser er blandt tidens varmeste emner, fremstår En Folkefjende mere aktuel end nogensinde før. At det samtidigt lykkes at skabe en forestilling, der balancerer elegant mellem meget morsom samfundskritisk komedie og dybt eksistentielt drama er en sejr for såvel teatret, som for instruktøren og det strålende ensemble. 

Fremragende teater. intet mindre.

"En Folkefjende" bearbejdet af Viktor Tjerneld baseret på Henrik Ibsens skuespil.

Instruktion: Viktor Tjerneld. Konceptuerende scenograf: Franciska Zahle. Realiserende scenograf: Peter Schultz. Oversættelse: Peter Dupont Weiss. Komponist: Daniel Fogh.

Medvirkende: Søren Pilmark, Malene Melsen, Tom Jensen, Frank Thiel, Marianne Høgsbro, Githa Lehrmann, Camilla Lau, Patrick A. Hansen og Benjamin Kitter.

Co-produktion mellem Nørrebro Teater og Odense Teater.

Spiller på Nørrebro Teater til 23. oktober og i teatersalen Odeon, Odense fra 4- 30. november.

Anmeldt 18. september (premiere)

Forestillingsfoto: Sara Galbiati.

19-09-2021

Strålende dramatisering af Tine Høegs anmelderroste roman, der på Det kgl. Teater fremstår som et selvstændigt værk og er meget velspillet.

* * * * *

Forfatteren Tine Høegs roman om kollegieliv, ung kærlighed og om at være spirende forfatter i ungdommens tredje fase, Tour de Chambre, udkom sidste år og fik helt fantastiske anmeldelser. I lighed med hendes debutroman, Nye Rejsende, har Det kgl. Teater grebet muligheden for at dramatisere romanen hurtigt, og det er der kommet en meget intens og uhyre velspillet forestilling ud af.

En historie der bevæger sig på flere plan; dels tidsmæssigt hvor handlingen skifter mellem hovedpersonernes frie kollegieliv og så ti år senere, hvor romanens centrale karakter, Asta, er blevet 33 år, og arbejder på sin anden roman. Dels på et menneskeligt plan, hvor forfatteren både i den tidlige og senere ungdom vakler mellem loyalitet og handling.

En invitation til en mindehøjtidlighed i anledning af 10-året for en af kollegievennernes tragiske død vender op og ned på alting for Asta. Hun havde nemlig dengang et hemmeligt crush på den lækre August fra medicinstudiet. Der var bare den lille detalje, at August var kæreste med Astas bedste veninde Mai, og efter Augusts død - skyldtes det en medfødt hjertesygdom eller begik han selvmord, det ved vi ikke med sikkerhed - har Asta ikke fortalt nogen om sin forbudte forelskelse. Slet ikke til Mai, der stadig er bedste-veninde og nu enlig mor. Asta ændrer sine romanplaner og begynder i stedet, med manisk energi, at skrive sin fortælling om hende, August og Mai.

Dermed går hun bagom ryggen på veninden - igen, kan man jo sige. "Jeg kan ikke være til hvis den roman bliver læst", betror hun værtinden på sit skriverefugium, vel vidende at der ikke er nogen vej udenom. Hun må konfrontere Mai, og hun må først og fremmest udgive sin historie, man er forfatter for at blive læst.

Det er ikke nødvendigt at have læst Tine Høegs roman først for at få en fremragende teateroplevelse. Tine Høeg har selv dramatiseret sin roman, og har som det fortælles i teatrets trykte program, i samarbejde med instruktøren Sigrid Strøm Reibo og skuespillerholdet, skabt et 'tvillingeværk' til sit oprindelige værk. Det er smuk præstation. Det dramatiserede værk lægger nye lag til det oprindelige værk.

I forvejen skriver Tine Høeg i sit forfatterskab i korte, mundrette sætninger, så transformationen fra roman til scenekunst forekommer faktisk at være ganske ligetil, og det er da også lykkedes at skabe en forestilling, hvor de unge mennesker fremstår ægte og helt troværdige. Både de to unge kvinder, med deres boblende ungdommelige sødme, og den attråede August, der betager Mai med sin kække ligefremhed og sit flotte udseende, og som modsat betager Asta med sin kærlighed til ord. Der skabes et fint billede af hvordan vi alle ser andre mennesker fra forskellige vinkler, med forskelligt udgangspunkt, og som der bliver spurgt undervejs: Har kærligheden kun én form?

Spillet er over hele linjen glimrende. Anna Bruus Christensen er aldeles overbevisende i rollen som den tvivlrådige unge forfatter, og den forelskede unge pige. Hun har blot haft et par år på bagen som uddannet skuespiller, men får her et smukt gennembrud på nationalscenen. Overfor hende, beviser Fanny Louise Bernth endnu en gang sit enorme potentiale. Hun er intet mindre end vidunderlig som den måske ikke for kvikke, men oprigtigt elskelige Mai. Mathias Skov Rahbæk er manden i centrum, som ingen af dem kan modstå. Han fremstår måske en smule fersk i sin balancegang mellem at være åndrig og macho, men er absolut charmerende.

Det samme kan i den grad også siges om Mikkel Becker Hilgart, der skaber tre små fine, og meget morsomme karakterer, som kollegiets kiksede knægte. Ikke mindst som den nørdede medicinstuderende, der er vild med Asta. Den norske musiker og skuespiller Øyunn lægger et smukt lydspor til stykkets skiftende stemninger, og springer også ind og er meget morsom som kollegiets pendentiske husalf. Karen-Lise Mynster forgylder de to roller som Augusts' selvoptagede kunstnermor og som clairvoyante Sanne; de to eneste karakterer, der i dramatiseringen fremstår som klichéer, men som alligevel bliver spillet sikkert hjem.

Er Tour de Chambre en ungdomsforestilling? Den henvender sig i hvert fald til det samme yngre publikum, som romanen. Og har man boet på kollegie i sin studietid, så tænker jeg, at man vil slubre historien i sig, og se genkendeligheder overalt. Er den forudsigelig med sin umiddelbare happy ending? Ja, det er den vel i virkeligheden også. Slutningen fremstår i hvert fald nærmest banal med sit budskab om, at ægte venskab overvinder alt. 

Men Tour de Chambre er først og sidst en velfortalt historie om kærlighed på forskellige planer, om tvivl og usikkerhed i ungdommens forskellige faser. Og som den præsenteres på Skuespilhusets Mellemgulvet, velspillet og rørende, er det glimrende teater.

"Tour de Chambre" af Tine Høeg, baseret på hendes egen roman af samme navn.

Instruktion: Sigrid Strøm Reibo. Scenografi og kostumedesign: Astrid Lynge Ottosen. Lysdesign: Mårten K. Axelsson. Musik: Øyunn.

Medvirkende: Anna Bruus Christensen, Fanny Louise Bernth, Mathias Skov Rahbæk, Mikkel Becker Hilgart, Karen-Lise Mynster og Øyunn.

Spiller på Det kgl. Teater, Mellemgulvet, til 21. oktober. Landsdækkende turné fra 25. oktober til 26. november.

Anmeldt 18. september (premiere).

Forestillingsfoto: Camilla Winther.

18-09-2021

Det klæder Menstrup Revyen at satse på musikalitet fremfor pjank, og selvom kvaliteten stadig er broget, så kommer Jesper Søgaard og co. fint i land med årets revy.

* * * * 

Menstrup Revyen er officielt 'sommerens' sidste. Krorevyen på den gamle kro udenfor Næstved har efterhånden en lang tradition, men under Jesper Søgaards kunstneriske ledelse har den de senere år fundet en egen stil, som er mere musikalsk og showpræget end tidligere. Og det klæder i den grad revyen.

Der er stadig rigeligt med pjank og pjat, så den del af det store faste publikum, der kommer for at få sig et godt gammeldags hø-hø-grin bliver ikke snydt. Men der er blevet lagt flere lag på, mest musikalsk, men også i forhold til originalitet og de skæve ideer.

Herunder en ganske skøn åbning med Thomas Mørk i rollen som en slags moderne hulemand, der uden et egentligt sprog fortæller os, at nu er det tid til at slukke for mobiltelefonerne, og i en stribe små animerede film på bagtæppet, som i bedste Monty Python-stil fører os fra det ene nummer til det andet. Elegant doseret, så det ikke bliver for meget.

Revyen byder i år velkommen til hele to yngre, kvindelige revydebutanter og fortsætter dermed også en linje som rugekasse for nye talenter. Begge overrasker positivt. Cecilie Thiim, der er uddannet fra Fredericias berømte musicalakademi, leverer således en meget vellykket parodi på Inger Støjberg, hvor ikke mindst Støjbergs distinkte diktion er ramt lige på kornet, og så har hun komisk musikalitet i kroppen.

Tina Mundt Nedergaard er udsprunget af den lokale amatørrevyscene, og er således et 'kendt navn' på disse kanter, og springet til den professionelle scene synes gnidningsløst (det er det bestemt ikke altid). Hun optræder som barn to gange, bedst som videbegærlig unge i dialog med sin bedstefar om så vigtige emner som himmel, helvede og verdens klima. Revyens bedste tekst.

Jeff Schjerlund er også musicalperformer, og startede sin revykarriere i Menstrup - han var i år også med i den store Sønderborg Revyen - og har tillige ansvaret for revyens koreografi. Han har desværre revyens svageste nummer, men gør god fyldest i de mange ensemble- og sangnumre.

Menstrup Revyens kunstneriske leder Jesper Søgaard er ikke den forfængelige type. Der males ofte med den brede pensel, med en befriende selvironi, men at han ikke kun er til pjank, viser han i en original skåltale ved den store fest, hvor alle coronaens udsatte fester er lagt sammen til én forsinket fejring. Og så er han decideret nuttet som 'den sidste mink i Europa'. Endelig er der Thomas Mørk, som med sin vilde energi, sin gummelastiske mimik og en brilliant timing er og bliver også denne revys stjerne. 

Det er ikke alt Mørks materiale, der er lige godt, men han har en fantastisk evne til at få mest muligt ud af det. Han er helt og aldeles virtuos som manden, der i sit forsøg på at købe en svalende ispind kommer til at krænke alt og alle, og roder sig længere og længere ud af krænkelsernes absurde allé.

Der er som nævnt lagt ekstra meget musikalitet i årets revy. Et flot TV-2 potpourri lukker første akt, mens anden afdeling åbner med lækre toner fra Lennon/McCartney, og vi får både superhelte-pop fra Aqua og en veloplagt finale på Queen's "Don't stop me now". Musikken er i de bedste hænder hos Christian Dahlberg og hans velspillende trio.

De 21 numre spænder vidt, teksternes kvalitet i bestemt broget, og ikke alt forekommer at være kommet meget længere end til idéudviklingsplanet, men man slipper af sted med det meste og revyen er som helhed en både hyggelig og underholdende aften, der i øvrigt indledes med en ganske fin tre-retters menu, omend de mest sultne mænd i salen nok spejdede længselsfuldt efter en anden ombæring af kødet.

"Menstrup Revyen 2021 - En for alle".

Tekst og musik: Thomas Mørk, Christian Dahlberg, Claus Norreen & Søren Rasted, Frederick Loewe, Tina Mundt Nedergaard, Torgny Söderberg, Jan Svarrer, Vase & Fuglsang, Claus Reenberg & Nikolaj Tarp, Smokey Robinson & Ronald White, Steffen Brandt, Lennon/McCartney, Vicki Berlin, Peter Oliver Hansen, Henrik Blichmann, Søren Anker Madsen og Freddie Mercury.

Instruktion: Claus Reenberg & Nikolaj Tarp. Scenografi: Søren Ulriksen. Koreografi: Jeff Scherlund. Kapelmester: Christian Dahlberg.

Medvirkende: Cecilie Thiim, Tina Mundt Nedergaard, Jeff Schjerlund, Jesper Søgaard og Thomas Mørk.

Spiller på Menstrup Kro til 6. november (fredag-lørdage).

Anmeldt 17. september.

Foto: PR-foto

16-09-2021

BOGANMELDELSE: Ulf Pilgaard fortæller åbent og ærligt om et levet liv, om kærlighed, sorg og savn, om tro og seksualitet og om at stoppe mens legen er god.

* * * * * 

For fem år siden skrev Ulf Pilgaard erindringsbogen "Mit liv som Ulf" i samarbejde med den lydhøre og velskrivende Ole Sønnichsen.

Der var åbenbart noget, de ikke følte at de fik med i den omgang, og derfor har de sat sig sammen igen for at tale om alderdommen, og det er blevet til en aldeles glimrende, alvorlig, eftertænktsom og positiv bog, der mest handler om den del af skuespillerens liv, der er foregået udenfor rampelyset.

Her fortæller Ulf Pilgaard åbenhjertigt om kærlighed og kriser, og sygdom, sorg og savn. Og om sin tro og ikke mindst sin lyst. Lyst til livet, lyst til kvinder og lyst til at udforske nyt land arbejdsmæssigt.

Det er en bog skrevet i en positiv og fremadskuende ånd, men også med plads til refleksion. Ikke forstået således, at Ulf Pilgaard fortryder noget, men man har jo lov til at se tilbage og rationalisere over livets valg. 

Det skinner således igennem - nu hvor han står på Cirkusrevyens scene for sidste gang - at det går ham lidt på, ikke noget, der nager dybt, men måske snarere ærgrer ham, at hans eftermæle formentlig bliver som 'ham den sjove fra Cirkusrevyen', og ikke i lige så høj grad som 'ham den gode skuespiller', selvom begge dele jo er sandt. 

Det forklares hvordan det er en alvorlig og vanskelig proces, at være morsom, og Pilgaard retter en berettiget kritik mod den del af af det kulturelle parnas, der ikke opfatter komikken og revygenren som lige så fin en kunstart som den intellektuelle og elitære kunst.

Når man bliver gammel - Ulf bliver snart 81 år - er det at miste en væsentlig del af livet. Og Ulf har mistet. Sin hustru, sin ene søn, sin lillebror og sin bedste ven. Foruden alle de gode kolleger og venner. En stor del af bogen handler om savn og sorg, uden at det af den grund er blevet en dyster og mørk bog. Ulf Pilgaard benytter sorgen og troen til at komme videre, og han har igen fundet kærligheden i en sen alder.

Dette er ikke en skuespillerbiografi spækket med anekdoter og sjove historier fra det festlige liv på og bag scenen. Er der overhovedet én anekdote i bogen? Jo, en enkelt om Dronningen, den er sjov. I stedet er det et alvorligt, eftertænktsom og dannet menneskes refleksioner over livet, set med den ballast livet giver, og set fra det ældre menneskes plads - et godt stykke nede af gangen mod udgangen.

Det er velskrevet, og meget interessant læsning.

"Hellere halvgammel end helt død". Af Ulf Pilgaard i samarbejde med Ole Sønnichsen.

256 sider kr. 299,95. Lindhardt & Ringhof.

Udkom 26. august.

12-09-2021

Dybt fascinerende terrorteater på Odense Teater. En forestilling, hvor alting lykkes.

* * * * * 

 

På selve 20-årsdagen for terrorhandlingerne i New York og Washington D.C. havde Odense Teaters nye direktør premiere på forestillingen "Terror/is/me". Et smart markedsføringstræk? Måske nok, men alt er tilgivet, for forestillingen er en dybt fascinerende teateroplevelse af den slags, der brænder sig ind i sjælen og bliver siddende. 

Næsten ligesom begivenhederne i New York dengang tvillingetårnene faldt og verden blev forandret for altid.

"Terror/is/me" er ikke fiktion. Teksten er stykket sammen af udtalelser og udsagn fra øjenvidner og eksperter, der på den ene eller anden måde var eller har været involveret i terrorhandlingerne dengang og siden hen. Dokumentaristen Sigurd Hartkorn Plaetner har samlet dem for at beskrive et nuanceret billede af den frygt terrorismen har skabt i verden, og på Odense Teater er det med hjælp af teatrets dramaturger og bearbejdet af sceneinstruktør Sargun Osahana blevet til en collage af ord og billeder om terroren, både helt konkret, og i mere overført betydning.

Det er blevet til mageløst godt teater. Og selvom det da er muligt, at det ikke ender med at blive årets bedste teaterforestilling i Danmark, så er det vanskeligt at forestille sig, at det ikke bliver den, der kommer til at gøre størst indtryk.

Ordene er altså dokumentariske - tilsat en lille smule improvisation fra de syv - fremragende - skuespillere og instruktøren. Det bliver dog først for alvor scenekunst, når der skabes scenebilleder. Her har scenografen Karin Bille, hjulpet under sin barselsorlov af Palle Steen Christensen, skabt et fuldkommen mageløst scenisk udtryk, hvor hver enkelt tableau og hver af de fortalte historier får sit eget liv - eller død, om man vil. Støvet fra de sammenstyrtede tårne spiller en afgørende rolle. Attachémapper, der står som dominobrikker på teatrets store scene, illuderer alt fra New Yorks uendelige skyline til en lige så uendelig kirkegård, til sammenstyrtede murbrokker, til kapitalens magt i en krig, hvor vold avler vold, og hvor penge styrer alt. Money makes the terror go around, opsummerer Anders Gjellerup Koch på vanviddets rand krigens omkostninger. Terror makes the war go around, nynner han og konkluderer, at krige skaber ikke fred. De muterer til nye krige.

"Terror/is/me" fortæller ofrenes historie. Men ofrene er ikke kun dem, der i panik sprang ud af vinduerne fra det brændende World Trade Center, eller faldt på Utøya eller når terroren har ramt en natklub på Bali eller et julemarked i Berlin. Ofrene er os alle, også dem, der bor i de lande, som den vestlige verden har vendt sin vrede og hævn i mod. Den civilbefolkning i Afghanistan og andre steder, som uskyldigt er blevet bombet af amerikanske fly, eller som er sendt på flugt fra deres egne landes regimer. Den verden, der er blevet splittet i et steroetypt 'dem' og 'os' er offer for terrorismens onde ansigt.

Skal man drage en konklussion må det være, at vi alle er ofre. Og det er den fortælling, denne forestilling fortæller så godt, så smukt og med en gribende intensitet.

Fem kvinder fra IKI-koret skaber den messende lydkulisse, og fylder også visuelt flot i billedet, og så skaber skuespillerne  - udover ovennævnte Anders Gjellerup Koch er det Hanne Hedelund, Louise Davidsen, Haesam Jakir, Nicolaj Jandorf, Mikkel Bay Mortensen og Lila Nobel - en stribe af skarpt tegnede karakterer. Alle præcist afstemt i et nærmest perfekt ensemblespil. Ingen shiner, alle shiner.

Det er en alvorstung forestilling. Der findes vel ikke et mere alvorligt emne end terror og krig, død og ødelæggelse. Men det er også en meget smuk og dybt fascinerende teateroplevelse, der med tydelighed understreger hvor vigtig kulturen er når verdens vanvid skal formidles og fortolkes.

Den nye teaterchef Jacob Schødt kunne ikke have ønsket sig en bedre start på sin første fulde sæson i spidsen for Odense Teater, end denne forestilling, der lover godt for teatrets kunstneriske niveau i den alvorsfulde afdeling.

Ligesom jeg kan huske hvad jeg lavede 11. september 2001, da tvillingetårnene faldt, vil jeg længe kunne huske, hvor jeg var 11. september 2021. 

"Terror/is/me".

Koncept, iscenesættelse og bearbejdelse: Sargun Oshana, baseret på dokumentaristen Sigurd Hartkorn Plaetners samtaler med øjenvidner og eksperter i terrorisme.

Scenografi & kostumedesign: Karin Gille (barselsvikar: Palle Steen Christensen). Lysdesign: Turpin Napoleon Djuurhus. Lyddesign: Kim Malmose. Musik: IKI.

Medvirkende: Lila Nobel, Hanne Hedelund, Louise Davidsen, Anders Gjellerup Koch, Nicolaj Jandorf, Mikkel Bay Mortensen og Haesam Jakir. IKI-koret: Anna Mose (kapelmester), Johanna Sulkunen, Kamilla Kovacs, Randi Pontoppidan og Guro Tveitnes.

Spiller på Odense Teater, Store Scene til 1. oktober.

Anmeldt 11. september 2021 (premiere).

Forestillingsfoto: Karoline Lieberkind.