02-06-2021

BOGANMELDELSE: Hyggelig og underholdende biografi om revymennesket - med mere - Jan Schou. Men et par irriterende fejl, og for løs redigering trækker fra.

* * * *

Skuespilleren Jan Schou forbindes om noget med revy, og ja i morgen aften har han premiere på endnu en af mere end - angiveligt - mere end 200 af slagsen.

I den anledning udkommer en bog om Jan Schou, skrevet og udgivet af den unge revy-entusiast, tekstforfatter, skuespiller, revydirketør og nu også forlægger og biografist, Lukas Birch.

"Vi skal have det sjovt imens" har Schou og Birch valgt at kalde bogen, og det er vist også meningen at læserne skal have det på samme måde. Det lykkes ganske godt. Bogen er både hyggelig og underholdende, og ligesom Jan Schou selv fortæller at en god revy også skal have et alvorligt nummer, der kalder på eftertanke og måske giver en lille tåre i øjenkrogen, så fortæller Jan Schou også med stor varme og kærlighed om sit engagement i velgørenhedsorganisationen Terre des Hommes, og om bittert at fortryde at han aldrig fik børn på trods af eller måske nærmere på grund af sin homoseksualitet.

Indholdsmæssigt holder bogen dog den lette og muntre tone, når Jan Schou beretter om både succeser og fiaskoer i revyens verden, og man kan vel nærmest betragte den som én lang anekdote. For revyfans og især for hans eget store publikum en oplagt 'mandelgave' midt på sommeren.

Lukas Birch agerer en uhyre loyal formidler, og fanger Jan Schous tone og personlighed godt, men det er også lidt bogens svaghed. Jeg ved, at det var tanken at have krydret bogen med interviews og citater fra mennesker omkring Jan Schou, men det er blevet droppet. Det er synd, for ofte er det i andres syn på hovedpersonen, at de fineste nuancer kommer frem. 

Desuden er der nogle irriterende fejl, for eksempel er det lidt pinligt at komedien "Charles' tante" omtales som "Charlies tante", og en grundigere redigering - blot nogle uvildige øjne udefra med et fornuftigt kendskab til det danske sprog - havde kunne luge ud i de lidt for jævnlige grammatiske og sproglige fejl, der driller læseoplevelsen. 

Specielt i bogens første tredjedel er det også som om der springes lidt for ustruktureret mellem historierne. Jan Schous homoseksualitet og mødet med 80'ernes AIDS, der kostede nære venner livet, havde fortjent et selvstændigt kapitel i stedet for at blive listet ud mellem anekdoterne.

Alt andet lige er "Vi skal ha' det sjovt imens" en let og munter, let- og hurtiglæst og meget hyggelig biografi om et uhyre sympatisk teatermenneske.

Jan Schou: "Vi skal ha' det sjovt imens - erindringer fortalt til Lukas Birch:. 240 sider. Rigt illustreret. Udkommer 3. juni. Forlaget Hauge Birch. Pris: 340 kr. (pakkepostleveret). Kan købes på www.janschoubog.dk eller i Rottefælden eller Kerteminderevyen.

Foto: Mathias Rasmussen

 

01-06-2021

Bakkens Hvile er en festlig tur med tidsmaskinen, med et par nærmest uforlignelige højdepunkter.

* * * * 

Ude i forlystelsesparken Dyrehavsbakken, nord for København, har de en forlystelse, der hedder Bakkens Hvile. Det er en slags tidsmaskine, hvor man bliver bragt tilbage til en tid inden mobiltelefoner og Instagram. Til en tid, hvor kvinder var kvinder og mænd var mænd, og den lille leg mellem kønnene var noget, der foregik bag lukkede døre og hvor det derfor var umådeligt frækt når de letlevende syngepiger sang om det fra scenen.

Uhh, et strømpebånd! Uhh, en dyb kavalergang. Og uhhhhhh....en kvinde, der tog ord i sin mund, med et glimt i øjet, som ellers var forbeholdt havnearbejdere og andet godtfolk.

Det var også en tid, hvor man hyldede kvindens svulmende frodighed, og hvor kvinderne nok koketterede med deres alder, men hvor erfaring alligevel ikke var at kimse af. Mor her skal nok lære dig et par tricks, hvis du tør...

Sangerindepavillonen Bakkens Hvile har eksisteret i 144 år - det står på et håndmalet skilt over scenen - og stilen har alle årene været den samme. Fire frække fruer synger frække sange, garneret med djærv tale og svulstig romantik om en tid, der var, og snart ligger så langt tilbage i fortiden, at flertallet i salen efterhånden kun har en svag erindring om den - men elsker, som i knuselsker, den årlige tur i tidsmaskinen hos Dot Wessman og co. i 'Hvilen' hvor minderne genopfriskes; jo Glemmer du, er naturligvis på repertoiret.

Et Bakkens Hvile show er kitsch ophøjet til en eller anden form for kunst, der ikke er til at stå for. Et befriende, musikalsk åndehul i en hverdag fuld af bekymringer. 

De senere år har Bakkens Hvile med held formået at - ikke modernisere, men aktualisere showet med nyskrevne tekster, der læner showet op af revyen, men det er de gamle sange, de velkendte viser, som er kernen og sjælen i showet. 

Anne Karin Broberg er tilbage på bakkescenen og det med et brag i en regulær revyvise om Coronadrømme, morsomt skrevet af Niels Olsen, der undervejs blandt andet rimer 'Burundi' på 'Hundige', og aldeles suverænt leveret med alle de rigtige pauser og betoninger.

Anderledes ligefrem uden helt så mange nuancer, men med en uforlignelig spilleglæde og en uimodståelig gennemslagskraft, er Ann Farholt ligeledes skøn i alt hvad hun foretager sig, uanset om det er den velskrevne Rasmus Krogsgaard-tekst om den frække furie, der er blevet en artig pige, eller om det er i den mere ordinære 'Moderne teknologi' af Sigurd Barrett eller i stedets arvesølv, Robert Arnolds 'En lille en'... Det er ikke nogen overdrivelse at skrive, at Ann Farholt ejer publikum denne aften og med god grund.

Aftenens to bedste performere får da også lov til at slutte showet af i en fyrig duet. Det manglede bare.

Dot Wessman, der ejer Bakkens Hvile, og Tina Grunwald, som vel nærmest kan opføres på stedets inventarliste, supplerer Anne Karin og Ann på fin vis. De kan deres metier og det er således et stærkt og veloplagt hold, der i Susanne Breunings instruktion - hun forstår virkelig at strikke et velfungerende show sammen - sørger for at turen i tidsmaskinen endnu en gang er en fornøjelse. Sidst og ikke mindst så sørger en af landets bedste akkompagnetører, Kenneth Sichlau, for at det musikalske sidder lige i skabet.

Bakkens Hvile 2021.

Tekst & musik af: Leif Maibom, Kenneth Sichlau, Børge & Arvid Müller, Kai Normann Andersen, Bent Zinglersen, Karen Marie Lillelund, Mickey Pless, Niels Olsen, Thomas Pakula, Robert Arnold, Eric Christiansen, Poeten, Epe, Amdi Riis, Jesper Grunwald, Otto Andersen, Rasmus Krogsgaard, Sigurd Barrett, Engelhardt & Matray, Birger Sjöberg, Ulrik Neumann & Svend Asmussen, Frans Bak, Frank Learn, Bennie Benjamin & George D. Weiss og Sune Gylling Æbelø.

Instruktion: Susanne Breuning. Kostumer: Tina Grunwald, Henrik Hviid og Kenth Fredin. Kapelmester: Kenneth Sichlau.

Medvirkende: Anne Karin Broberg, Ann Farholt, Tina Grunwald og Dot Wessman.

Spiller til 28. august (se datoer på bakkenshvile.dk).

Anmeldt 31. maj (forpremiere).

Foto: Privat.

31-05-2021

Intet er dem helligt i Kerteminderevyen, der giver fanden i konventioner og politisk korrekthed. Det er dog som om krænkelsespolitiet alligevel får sin vilje.

 

* * * *

 

De er skøre i Kerteminde, skrupskingrende skøre. Det er en væsentlig del af Kerteminderevyens DNA, at gå stik i mod alle konventioner og konfrontere enhver form for politisk korrekthed. Ét skridt for langt er undertitlen på årets revy, og tonen lægges an fra første minut.

Vi vil blæse på om du er krænkelsesparat. Ingen her i Kerteminde, skal binde os på mund og hånd. Her hos Mads, er der plads, synger kvartetten i et super, swingende musikalsk åbningsnummer, og så kan det eller være at der lukkes op for sluserne af fanden-i-voldske fornærmelser.

Farshad Kholghi sprudler som sjældent set i en rablende monolog, hvor han tager os gennem coronakuller over Black Lives Matter demonstration til at blive forvekslet med en muslimsk barnebrud; Jeg er en 50-årig mand, der har hår over hele kroppen. Ligner jeg måske din datter? På en prik! lyder svaret inden faderen sender den forsvarsløse ind i bilen til den ventende fætter. Jamen, det kan man da ikke? Jo, i Kerteminde kan man.

Kim Hammelsvang og revydebutanten Lonnie Kjer leverer et osende indspark i rygelovsdebatten som to lungepatienter på dødens rand, Christine Astrid synger med tindrende Dansktop-uskyldighed om hvordan Didrik brutalt voldtager Dorte – og slipper af sted med det, og Hammelsvang er komplet kønsidentitetsforvirret, fordi han egentlig bare gerne vil være heteroseksuel, men det er det eneste man ikke kan være nu om dage.

Alt dette er inden pausen, og er tilmed kun en del af de vanvittige, karikerede, flabede og grænseoverskridende karakterer, der vælter frem på scenen. For meget for mange, givetvis, men undertegnede morede sig kosteligt, for bag vanviddet, fornærmelserne og alt det ulovlige ligger alligevel en dybere mening med galskaben. Revyholdet udstiller en absurd verden ved at gøre den endnu mere absurd.

Men så sker der noget mærkeligt, Det er som om pausen kommer i vejen for noget. Revyen skifter helt karakter. Har krænkelsespolitiet været forbi og stukket forordninger ud? Det virker næsten sådan. Normaliteten rammer revyen, og den rammer ekstra hårdt fordi vi forventer noget andet. Pludselig laves der ikke karakter parodier, men kendis parodier. Kholghi og Hammelsvang som Morten Østergaard og Frank Jensen, Hammelsvang som både violinisten André Rieu (hvor kom det dog lige fra) og Dronning Margrethe. Det sidste i et nummer, der i stil lægger sig op af 40 års tradition i Cirkusrevyen. Ikke dårligt, hverken teksten, der trods alt handler om monarkens aparte tilgang til klimadebatten, eller parodien, men på en besynderlig måde helt malplaceret. Christine Astrid optræder som influencer med corona-konspirationsteorier og hele kvartetten som mink. Begge numre, der lige så godt kunne have været i en hvilken som helst anden, traditionel revy. Lonnie Kjer er på en uriaspost i en gammeldags revyvise om rig og fattig i en coronatid. Så er hun trods alt på mere sikker grund, når hun til slut synger om den usynlige kulturminister på sit eget gamle Grand Prix-hit ”Hallo Hallo”. Men det er igen et nummer, der synes som taget ud af en revy i en helt anden tid og ikke mindst – et helt andet sted.

Det er sangeren Lonnie Kjers revydebut, men det er som tekstforfatter hun er bedst, og nok der hendes største potentiale ligger indenfor denne genre.

Gordon Kennedy har instrueret revyen, og han må vel have haft en idé med at brænde alt det hvasse, krasse og grænsesøgende af inden pausen, for så at lade revyen falde til patten, resignere og lade sig normalisere.

Det klæder i den grad Kerteminderevyen bedst, at være ’Unusual’ som Farshad Kholghi er det i første akts finale som totalt uhæmmet indisk diskosanger. ’Almindelig’ er uholdbart på disse kanter.

”Kerteminderevyen 2021 – Ét skridt for langt”.

Tekst & musik: Farshad Kholghi, Lukas Birch, Peter Bom, Kim Hammelsvang, Lonnie Kjer, Tine Juhl, Thomas Pakula, Leif Maibom, Pippi O’Hara, Les Reid & Gordon Mills, Johann Strauss, Peter Oliver Hansen, Antônia Carlos Jobim, Egil Harder, John Hatting & Torben Lendager og Gordon Kennedy.

Instruktion: Gordon Kennedy. Scenografi: Anders Vesterholm. Koreografi: Helena Dong. Kostumer: Vibeke Valeur. Kapelmester: Peter Bom.

Medvirkende: Christine Astrid, Lonnie Kjer, Kim Hammelsvang, Farshad Kholghi og Mads Nørby og Lukas Birch.

Spiller på Tornøes Hotel til 10. juli.

Anmeldet 30. maj (premiere)

Foto: Kjerteminde Avis.

 

30-05-2021

Ordet ’show’ har sneget sig ind i Sønderborg Sommer Revy-navnet, og årets revy er bestemt også et velfungerende show med musikalitet og gode grin.

 

* * * *

Det er nye tider i Sønderborgs sommerrevy, hvor Jeanne Boel og Klaus Kristensen for første gang står for revyen helt uden at Mr. Sønderborg, Leif Maibom, er involveret. Han er dog stadig den flittigste tekstleverandør, men også her i langt mindre grad end tidligere.

Den største nyskabelse er, at der har sneget sig et ’show’ ind i navnet, for revyen følger fint op på stedets årelange tradition for en blanding af pjank, parodier, sang og satire. Det er en god, gammeldags lagkage af en revy, som Thomas Pakulas velspillende trio og de fem meget musikalske solister i fællesskab gør til et flot revyshow.

Der er kun få decideret dårlige numre, men man savner måske også i en vis grad et par rigtige topnumre. De bedste indslag er Lone Rødbroe som midaldrende socialdemokratiske kvinde, der har et stort traume – hun er aldrig blevet krænket. Ikke så meget som et øreslik fra Frank Jensen er det blevet til. Samme Rødbroe er også rigmandskvinden, der ejer landets sidste mink(pels) - begge numre skrevet af Leif Maibom, hvem ellers – og så er der et ret vanvittigt nummer, hvor middelalderens svar på Men in Black, Gutter i Kutter, er demonstrerende pest-fornægtere.

Jesper Lundgaard viser sine evner som sanger som ærkedansk, 100-års jubilerende pølsemand, men han kan også være morsom; Blandt andet som iskøber, der nærmest ikke kan sige navnet på en is, uden at det kan opfattes krænkende eller sexistisk. Carsten Svendsens talent bliver desværre ikke fuldt ud udnyttet. Han laver en præcis Philip Faber-parodi, og er stjernedygtig i et nummer om dårlig bredbåndsforbindelse, hvor han springer mellem fire forskellige karakterer og så kan han også synge, men der må være potentiale til mere.

Jeff Schjerlund er musical- og showmand til fingerspidserne og relativt ny i revyfaget. Han gør fyldest i et hyldestnummer til 1980’erne. Til gengæld er han ikke nogen god parodist, så både som den lokale kendiskok, Jesper Kock, og som statsministeren står han svagere i billedet.

Revyboss Jeanne Boel leverer en fin Ulla Terkildsen – der naturligvis allerede var på TV2 i Middelalderen – og er en effektiv showdame sammen med Schjerlund i 80’er nummeret, men hun skal ikke klandres for at give sig selv revyens bedste numre. Til gengæld har hun som instruktør en god sans for at skabe en revy, der har et godt tempo og flow. Et show, der glider smidigt og elegant over scenen, og trods sine mangler bestemt er underholdende.

Indpakning og underholdningsværdi opvejer langt hen ad vejen et broget tekst niveau og Sønderborg Sommer Revy Show vil næppe skuffe det publikum, der går efter et godt grin og masser af god musik.

”Sønderborg Sommer Revy Show – Zoomer Revy 2021”.

Tekst og musik af: Lars Bisgaard, Rasmus Søndergaard, Rasmus Krogsgaard, Thomas Pakula, Leif Maibom, Søren Anker Madsen, Peter Oliver Hansen, Josephine Nørring, Søren Vandkær, Kristian Jensen, Svarrer/Vase & Fuglsang, Aagaard & Jantzen, Jeanne Boel, Jens Krøyer, Jesper Lundgaard og div. Kunstnere.

Instruktion: Jeanne Boel. Scenografi: Klaus Kristensen. Koreografi: Jeff Schjerlund & Jeanne Boel. Kapelmester: Thomas Pakula.

Medvirkende: Lone Rødbroe, Jeanne Boel, Jeff Schjerlund, Carsten Svendsen, Jesper Lundgaard.

Spiller på Hotel Sønderborg Strand til 24. juli.

Anmeldt 29. maj (premiere).

Foto: Stefan Kragh.

29-05-2021

Velspillet, men lige lovlig langtrukken dramatisering af Kristian Bang Foss’ roman ”Frank vender hjem” på Odense Teater.

 

* * * *

 

”Frank vender hjem” er ikke alene ny, dansk dramatik. Det er også ny dansk dramatik, baseret på ganske ny dansk litteratur, Kristian Bang Foss’ succesfulde samtidsroman af samme navn fra 2019.

På mange måder en sjældenhed og et udtryk for, at man på det velfungerende teater i Odense, godt kan lide at tage nogle chancer. Tilmed på Store Scene, og med et stort ensemble, hele 11 skuespillere, på scenen.

Altså et friskt pust, og en skæv og meget anderledes historie om den unge Frank, der møder den smukke Thea til universitetets fredagsbar og forelsker sig. Men derfra går intet som man havde troet, for det er skæve karakterer, der er skabt af Kristian Bang Foss, og som er videreudviklet til scenen af Thomas Markmann.

Frank er resultatet af et knald mellem hans ensomme alkoholiserede mor og en flyvsk musiker. Thea er derimod datter af en stenrig tv-kendis, hvis formue angiveligt stammer fra hendes fars lidt for nære forhold til den tyske besættelsesmagt under krigen.

Umiddelbart handler stykket om modsætninger, og om den gamle floskel om at lige børn leger bedst. For Frank er flov over sit ophav, og ikke mindst over faderens dramatiske død, da han som gademusikant bliver overfaldet af en voldsparat flok på polterabend. Og han trives ikke blandt den kulturradikale overklasse, ’champagnesocialisterne’, som hans kæreste kommer fra.

Ligesom sin far har Frank det med at forsvinde, når tingene bliver lidt komplicerede, og da han en dag virkelig forsvinder fra den nu gravide Thea, under en udflugt i sin nye havkajak, opstår et umiddelbart uforsonligt tillidsbrud mellem det unge par og især hendes familie og den håbløse svigersøn, om hvem, man jo ikke kunne have forventet andet. Man kan ikke bare løbe fra sit ophav, som det siges med al mulig indebrændt foragt for de lavere sociale klasser.

Så langt så godt er ”Frank vender hjem” interessant, og for øvrigt periodisk ganske morsomt skrevet og især spillet, af teatrets altid velspillende ensemble. Men desværre vil dramatikeren have for meget med. For dramatiseringen forfalder til at blive alt for omstændelig, og Simon K. Bobergs instruktion får ikke sat tempo nok i afviklingen. Der er ganske enkelt for meget tomgang, for mange større og mindre sidehistorier, der skal fortælles, de fleste i alenlange og ikke altid lige interessante monologer.

Man fatter interesse for Jeppe Ellegaard Marlings fortolkning af den kejtede og konfliktsky Frank – en absolut nydelig præstation - og føler med Malene Melsens småbeduggede mor, og Mikkel Bay Mortensens syngende far, der går igen både i levende live og som en afdød troubadour i Franks liv. Men velhaverfamilien og dens underligt fortænkte baggrund forbliver på en måde et postulat, og bliver ikke rigtigt interessant, og slet ikke over de to timer og halvtreds minutter som forestillingen strækker sig over. Så hjælper det ikke meget, at Freja Klint Sandberg, Githa Lehrmann, Anders G. Koch og Lars Simonsen hver især er aldeles glimrende, og at Nicolaj Jandorf er øretæveindbydende irriterende som Theas nye bejler og at Klaus T. Søndergaard får skabt nye herlige skæve karakterer i en stribe mikroskopiske biroller. Cecilie Gerberg og Niels Skovgaard Andersen fuldender ensemblet uden at gøre det store væsen af sig som hhv. søster og bedste ven.

I sidste ende ender ”Frank vender hjem” som en noget langtrukken affære, der placerer sig et sted mellem socialrealistisk samtidsskildring, samfundskritisk familiedrama og regulær komedie.

”Frank vender hjem”. Baseret på Kristian Bang Foss’ roman af samme navn. Dramatiseret af Thomas Markmann.

Instruktion og konceptualisering: Simon K. Boberg. Scenografi og kostumedesign: Ted Pierce. Musikalsk konsulent: Jonas Munck Hansen.

Medvirkende: Jeppe Ellegaard Marling, Freja Klint Sandberg, Mikkel Bay Mortensen, Malene Melsen, Githa Lehrmann, Anders Gjellerup Koch, Lars Simonsen, Cecilie Gerberg, Nicolai Jandorf, Klaus T. Søndergaard, Niels Skovgaard Andersen og (på skift) Livia Gjellerup Davidsen Koch/Isabella Scharbau Jensen/Ingveldur  Lif Thorbergsdottir (barn).

Spiller på Odense Teater til 11. juni.

Anmeldt 28. maj

Forestillingsfoto: Emilia Therese