25-06-2021

Rødvig Revyen har droppet 'revyperler', og er flyttet til et partytelt ved Hotel Klinten. 

* * * (*)

Hvor uheldige kan man være? 36 timer inden premieren på årets Rødvig Revyen fik revyens kvindelige hovedkraft, Kirsten Siggaard, konstateret en øjensygdom, der kan give nethindeløsning, og blev beordret af scenen i 10 dage. Ligesom på romantiske film fra 40'erne sprang forestillingens unge koreograf, Fie Alberte Damsgaard-Lauritsen ind og reddede premieren i sidste øjeblik.

En flot præstation og en heltemodig gerning i en tid, hvor det sidste kulturlivet har brug for er aflysninger. At hun tilmed klarer opgaven flot - hun har kun manus med ind én gang, hvor man tilmed spiller fint på det - er ekstra imponerende. Det kan dog ikke undgå andet end at skabe en vis uro i timingen, samspillet og afviklingen og derfor burde der måske slet ikke gives stjerner til denne anmeldelse. Det er trods alt en anden forestilling der blev vist, end den tilsigtede og end den, der er blevet arbejdet på i et par måneder. Derfor en ekstra stjerne i parantes, fordi den kunne være blevet udløst.

Rødvig Revyen har droppet 'revyperler' i år, givetvis på grund af den bizarre situation, der er opstået med endnu en 'revyperler' i byen (premiere i aften), og det er nok et klogt valg. Til gengæld giver det en noget broget tekstkvalitet, hvor det bestemt ikke er alle tekster, der holder vand.

Bedst er Leif Maiboms vise om den barske tone på Facebook. Det der engang var en hyggelig digital opslagstavle er i dag en skidtspand af ukvemsord. Visen foredrages med stil og elegance af Kim Brandt, som revyen igennem bærer en tung byrde og holder højt niveau. Blandt andet som lokal popsanger, der sammen med hustruen Tut (Fie Alberte Damsgaard-Lauritsen) synger om affaldssortering, som de er blevet Stevnsmestre i. Han er også en slimet pop-producer a la Thomas Blackman i jagten på Danmarks nye superstjerne og er meget morsom som livstræt sølvbrudgom. Det er i høj grad Brandt, der bærer en revy, der ellers aldrig rigtigt finder en balance og hvor alt for mange pointer forsvinder eller aldrig har været der.

Peter Andersen imponerer dog som Dronning Margrethe, der er blevet Vlogger på YouTube og har tilegnet sig genrens sprog, og Mette Ladekarl har en fin sangstemme, der blandt andet kommer til sin ret i en protestsang mod restriktioner, der indeholder alverdens konspirationsteorier. 

Hele holdet optræder som godt snaldrede husmødre, der har lavet deres egen voksen pigegarde, der spiller på rødvinsflasker. Det er noget pjank, men appellerer til den primitive latter, og den slags skal der også være plads til.

Ville Rødvig Revyen have været bedre uden sygdom og uheld? Ja, naturligvis i forhold til tempo, timing og intern forståelse på scenen. Men ikke tekstmæssigt. Det har været en satsning at gå med næsten kun nye numre, og den kommer man ikke i mål med. 

Claus Reenberg og Nikolaj Tarp har været fælles om instruktionen - og har også skrevet en del numre - mens Mads Strandgaard styrer en velspillende trio og det er lykkedes at bygge en fin, lille scene i teltet, hvor man sidder ved lange borde og hvor jeg godt kan forestille mig, at det kan være lidt vanskeligt at følge med fra de bagerste pladser.

Forhåbentlig strammer revyen sig op de kommende dage og når Kirsten Siggaard efter planen vender tilbage om et par uger. 

Rødvig Revyen 2021.

Tekst & musik: Holdet, Mads Strandgaard, Andreas Hermansen, Leif Maibom, Søren Graversen, Claus Reenberg, Wendt/Tind/Engholm, Nikolaj Tarp, Charles Chaplin, Thomas Mørk, Tina Juhl, Peter Oliver Hansen, Engholm & Stimose, Simon Nøiers, Kim Brandt og diverse.

Instruktion: Nikolaj Tarp & Claus Reenberg. Scenografi: Michael Møller Larsen og Jan Hansen. Koreografi: Fie Alberte Damsgaard-Lauritsen. Kapelmester: Mads Strandgaard.

Medvirkende: Mette Ladekarl, Kim Brandt, Peter Andersen og Fie Alberte Damsgaard-Lauritsen. Samt Kirsten Siggaard, når hun er blevet rask.

Spiller ved Hotel Klinten i Rødvig til 31. juli.

Anmeldt 24. juni (premiere).

Foto: Charlotte Thaysen. 

24-06-2021

DR Big Bandet og Muskelsvindfondens Cirkus Summarum er børnenes Grøn Koncert. Alle sejl er sat til med farver, konfetti og flyvende børneidoler. Ungerne jubler og så er alt jo godt.

 

* * * *

 

Når målgruppen jubler og tilsyneladende labber showet i sig som kælne kattekillinger drikker fløde, så er der jo ikke så meget at sige andet end: Godt gået.

Cirkus Summarum er tilbage igen efter - det der I ved nok - og det med et aldeles overdådigt show, hvor DR Ramasjang karaktererne Hr. Skæg, Motor Mille, Kristian, Rosa, Oda Omvendt og den grovkornede Onkel Reje suppleres af DR Big Bandet, fire seje dansere og en hel børneflok.

Opsætningen er enorm, og hurra for det i disse tider. Det er også lykkedes at inddele både cirkuspladsen og det kæmpestore telt i sektioner, så man kan have 1500 gæster i teltet og selvom det vist ikke engang er nok til at give overskud til Muskelsvindfonden, så gennemfører man alligevel. Respekt for den holdning.

Jeg har ikke set Cirkus Summarum tidligere, og er kun stødt på karaktererne i forestillingen "Storm over Ramasjang" på Østre Gasværk sidste år i oktober, det var ikke godt. Det er meget bedre her. Karaktererne er på hjemmebane i teltet, og selvom den rammehistorie, der binder forestillingen sammen - Rosa kan bryde ind i de andres drømme og forstyrre dem - er nogenlunde lige så næringsrig som de popcorn, der kan købes på cirkuspladsen, så er der tilpas med fest og farver, fart og flow over løjerne til at i hvertfald målgruppen, børnene, er gevaldigt godt underholdt.

Hr. Skæg drømmer om at blive konge og få magt, og sniger der sig en snert af politisk kommentar ind her, når han kræver afstand mellem danserne og afsprittede hænder? Og er der en tendens til satirisk bid, når bramfri Onkel Reje bryder ud af de kæder, der tidligere blev benyttet af Lars Løkke til at klamre sig til ministertaburetten? 

Motor Mille får en poetisk lufttur, når hun drømmer om en hvid jul til tv-julekalendersangen "Julefeber", mens Oda Omvendt både laver en rytmeboks og stepper, og Kristian tryller sig selv væk for øjnene af et måbende publikum.

Der er ramasjang over en boksedrøm, fuldendt med hovedløse nummerpiger, kanindommer og en sort champ, der både får årets største olfert og sendes til tælling med det frygtede 'nossehug'. Til gengæld er der ikke meget fut over Oda Omvendts linedans, der ledsages af Pippi Langstrømpe-citatet: Det har jeg aldrig prøvet før, så det er jeg sikkert god til. Generelt er der mere fut i fejemøget inden pausen, til gengæld er det sjovt at opleve at Kim Larsens gamle sang 'Papirsklip' også fænger blandt teltets yngste publikummer, hvis forældre jo knapt var født da sangen blev skrevet. Det er det man kalder en ægte klassiker.

Danserne er energiske, med mere street-dance end "A Chorus Line" i blodet, og jeg vælger at tro at det er meningen, at de forestillingen igennem er forholdsvis usynkrone i deres bevægelser. Orkestret spiller som en drøm, det er virkelig fedt at lytte til, og hvilken udsøgt luksus det er, at have et Big Band til rådighed til et børnecirkus. Karaktererne spilles af Mille Gori, Coco Hjardemaal, Rosa Gjerluff Nyholm, Mads Geertsen, Mikkel Lomborg og Kristian Gintberg og de leverer alle energisk. Der er lige lovligt meget flyven rundt i manegen, den effekt bliver lidt slidt som tiden går, men når børnene jubler kan meget tilgives. Og så går det hele jo til et godt formål. Det er bestemt værd at bemærke.

"Cirkus Summarum 2021". 

Koncept: Birgitte Fredsby, Signe Lindkvist, Chris Minh Doky og Theis Pedersen. Manuskript: Frederik Hansen & Andreas Nederland. Musik & sange af bl.a. Nanna Øland Fabricius & Adi Zukanovic og Kim Larsen.

Instruktion & koreografi: Toniah Pedersen. Scenografi & kostumer: Astrid Lynge Ottosen. Musikproducer: Jesper Riis. Kapelmester: Anders Rose.

Medvirkende: Mille Gori, Coco Hjardemaal, Rosa Gjerluff Nyholm, Mads Geertsen, Mikkel Lomborg og Kristian Gintberg. Danserne: Bobby Atiedu, Mads Gronemannn, Emina Mustagrudic og Nefertiti Pedersen samt en børneflok. DR Big Band.

Spiller i Harrestrup Ådal i Ballerup til 11. juli, og på Tangkroen i Aarhus fra 17. juli til 5. august.

Anmeldt 23. juni (premiere).

Forestillingsfoto: Montgomery

 

19-06-2021

Lovende skitseforestilling om strukturel racisme på Mungo Park.

* * * *

Mungo Park i Allerød giver plads og mulighed for at nye dramatikere kan få lovende værker opført som såkaldte skitseforestillinger, der er opsat for små midler, med kort prøve- og spilletid og tænkt som indledende øvelser til noget større.

Således skal Amelia Høys dramatiske debut "Celeste" ikke opfattes som et et færdigt værk, men som en trædesten ind i dramatikerfaget, og det tegner faktisk rigtigt lovende.

"Celeste" handler om strukturel racisme i Danmark, altså den racisme, der hele tiden ligger latent og lurer under overfladen. Forestillingens eneste karakter, Thomas, sidder alene på sin 60-års fødselsdag. Hans kone er død for mange år siden, hans datter er taget til en demonstration mod racisme i stedet forat fejre ham, og mens han sidder der, ensom i sin sofa, ringer politiet og beder ham kontakte dem, hvis han hører fra hende. Hun er - opfatter vi - indblandet i en voldsepisode under demonstrationen, hvor en sort kvinde har overfaldet to unge racister.

Opkaldet og uvisheden får, sammen med ensomheden, manden til at reflektere over forholdet til datteren, om fortiden og nutiden, i en knapt timelang monolog, fremført af altid 100 procent driftsikre og troværdige Henrik Prip.

Amelia Høy har selv instrueret, og man fornemmer en vis selvbiografisk tilgang til stoffet, omend hendes baggrund er en noget anden. Hun er selv afroamerikansk, født i Californien, mens stykkets Celeste er resultatet af et ægteskab mellem en sort kvinde og en hvid, dansk mand.

Emnet er interessant og vedkommende, og først og fremmest enormt aktuelt. Strukturel racisme har været et af mediernes buzz-words det seneste års tid, og det kan benyttes i forhold til enhver befolkningsgruppe, der stigmatiseres alene på baggrund af deres hudfarve og/eller etnicitet.

"Celeste" spiller to gange i dag - lørdag - og sættes så igen op fra 31. august og nogle dage ind i september. Den er værd at se for sit tidsaktuelle indhold, for Prips fine spil og fordi pilen for Amelia Høys vedkommende som dramatiker peger i den rigtige retning. Vi vil gerne se mere fra hendes hånd, måske et intenst familiedrama med denne monologs karakterer; faderen, datteren og den fordrukne onkel, med de åbenlyse racistiske tendenser. Det kunne der godt komme noget eksplosivt, moderne drama ud af.

"Celeste". Af Amelia Høy.

Instrueret af Amelia Høy. Medvirkende: Henrik Prip. 

Spiller på Mungo Park 19. juni (to gange) og igen fra 31. august til 9. september.

Anmeldt 18. juni (premiere)

Foto: PR foto

18-06-2021

Nanna Bøttcher leverer en vel nærmest karriere-definerende pragtpræstation i monologen "Girls & Boys", der går lige i hjertet.

* * * * * *

Monologen "Girls & Boys" er en af sæsonens uden tvivl stærkeste og mest hudflæsende teateroplevelser, og den leveres med en næsten skræmmende troværdighed af Aarhus Teaters glimrende ensemble-skuespiller Nanna Bøttcher i noget, som man vel nærmest kan kalde en karriere-definerende pragtpræstation.

Hun ikke spiller, men er den navnløse kvinde, som i den anerkendte engelske dramatiker Dennis Kellys monolog (der havde verdenspremiere i 2018 i London) først lever det frie og vilde singleliv, siden møder manden i sit liv - ja, så banalt er det - får to børn, og en succesfuld karriere i PR-branchen, sideløbende med at manden iværksætter og driver sin egen succesfulde virksomhed. Alt er med andre ord - lykkeligt.

Man kan roligt sige, at lykken krakelerer, og det så chokerende og overvældende, at man som beskuer nagles til stolen, og når forestillingen er slut sidder tilbage med en trykken for brystet, en klump i halsen og er dybt, dybt påvirket.

Forud for det grusomme klimaks er gået godt halvanden time, med skiftevis perlende, ofte meget morsom snak om sex, jagten på en karriere og om en ægteskab, der ligner alle mulige andre, når den første glødende forelskelse er i lettere aftagende, og med mere dystre flashbacks med de noget livlige børn i centrum. Pigen og drengen. Væsensforskellige af sind, og både kærlige søskende og irriterende møgunger, som børn jo også er. 

Der er perioder undervejs, hvor man skeler til uret og tænker, hvornår mon hun er færdig, for hvor skal alle disse ord - tusindevis af ord - føre fortællingen hen?  Så interessant er andres helt almindelige liv jo trods alt heller ikke. Der er dog en mening med alle ordene, med den periodisk henkastede fortællestil, og de stønnende, sukkende lyde, der som små indestængte skrig fra scenografiens 24 højtalere afbryder den positive stemning og signaler noget dystert og mørkt.

Nanna Bøttcher er nærværende, charmerende og meget troværdig, når hun taler direkte til publikum, nærmest som var vi gæster til en forfatters foredrag om sit liv, og nok aner vi uråd, når ægteskabet begynder at kralere, når mistanken om utroskab sniger sig ind, når mandens virksomhed begynder at gå dårligt og til sidst ender i en konkurs, men vi kan slet ikke forestille os hvad det ender med - eller jo, det kan vi jo godt, men SÅ galt går det vel ikke? Jo, det gør det!

Pludselig skifter talen karakter. Direkte henvendt mod os siger hun, nøgternt, afklaret, men med smerten malet i ansigtet: Nu kommer den hårde del! Husk to ting. Det er ikke sket for Jer. Og det er ikke sket lige nu..

Klinisk, konkret og i faktuelle detaljer fortæller kvinden om hvordan manden har dræbt parrets to børn. Det er som et slag i brystkassen. Historien har hele tiden handlet om kontrol, at være i og at miste kontrol, vi har bare ikke vidst det. Kontrol er den mest almindelige årsag til det, der i faglige termer kaldes familiedrab.

Nanna Bøttcher er rystende og hudflænsende god. Hun leverer en aldeles overbevisende, dybt troværdig, knugende stærk præstation. Man føler hendes smerte, ser den i hendes ansigts folder, i øjnene, der bliver tomme af afmagt og sorg. I stemmen, der forandres for ikke at knække over i gråd. Det er voldsomt, og voldsomt imponerende. 

Præstationen som den navnløse kvinde er en af den slags præstationer, man godt kan tillade sig at kalde for karriere-definerende. En stor del af æren skal naturligvis tilskrives instruktøren Sigrid Johannesen, som også har oversat teksten, og som i arbejdet med Nanna Bøttcher har fået det allerbedste frem i skuespilleren.

"Girls & Boys". Af Dennis Kelly.

Instruktion & oversættelse: Sigrid Johannesen. Scenografi: David Gehrt.

Medvirkende: Nanna Bøttcher.

Spiller på Aarhus Teater, Stiklingen til 19. juni, og igen fra 12. august til 9. september.

Anmeldt 17. juni.

Foto: Rumle Skafte

 

17-06-2021

Hjørring Revyen er måske den hidtil bedste, og helt sikkert den mest originale revy denne sommer.

* * * * *

To ting løfter årets Hjørring Revyen op som den måske bedste revy denne sommer; Revyens orkester og en originalitet i tilgangen til emnerne, der markant adskiller Hjørring Revyen fra resten af sommerens revyer.

Revychefen Henrik Baloo Andersen er selv i spidsen for orkestret, der leverer en overdådighed af vellyd, spillet af seks musikere. Hvilken luksus, det er at have tre blæsere, og så i sparetider, hvor man kun må spille for en halvfyldt sal.

Om revyen er sommerens hidtil bedste, vil altid kunne diskuteres. Taget nummer for nummer er den det måske ikke, for der er afgjort både skidt og kanel blandt tekster og pointer, men den originalitet, der præger helheden, trækker op. Og så er det bare et stærkt hold, som hver for sig og især sammen, skaber en velfungerende forestilling med både en masse at grine af og en del at tænke lidt over.

Således udvikler en traditionel ding-dong sketch sig til en absurd satire over ligestilling og krænkelser, for hvem må spille hvem og hvad i dagens samfund. Har Preben Kristensen tilstrækkelig medicinsk baggrund til at spille apoteker, skal kunden være en mand eller en kvinde, og hvilken etnicitet skal kvinden have – og kan hun spilles af en hvid, heteronormativ mand?

Helt vidunderlig er en parodi på et dansktopnummer, der lyder som taget ud af Kandis’ repertoire, men hvor teksten spidder en ærkedansk selvtilstrækkelighed, når holdet entusiastisk synger om at de aldrig har støttet Folkekirkens Nødhjælp, og slukker for tv’et når der vises noget med brune børn i nød.

Det er kosteligt når Kasper Le Fevre leverer en tekst, der er komplet nonsens, og tager dybt pis på den Allan Olsenske arketype af en nordjysk troubadour. Og uhyggeligt rammende når Trine Gadeberg giver den som kynisk kalkulerende levebrødspolitiker, målrettet ’det jyske bagland’ og er til fals for det bedste tilbud.

Troels Malling er urkomisk som hypokondrisk spillemand, en videreudvikling af en figur, han tidligere har lavet, og som landmand, der er blevet omskolet til jordemoder. Trine Gadeberg laver naturligvis en ny monolog som sin Pelle-figur, der efterhånden er blevet kult, men trods mange morsomme elementer, er det som om figuren i år mangler lidt af den poesi, der tidligere har præget den.

Hjørring Revyens originalitet kommer også til udtryk i en lang pest-sketch med munke på Børglum Kloster – Kloster 5, forstås – der blandt andet udrydder hele Bindslev. Et morsomt take på corona, som i det hele taget får lov at fylde en del i revyen. At finalenummeret handler om Murer Kjeld, der flyttede Rubjerg Knude Fyr, serveret som irsk folkevise tilsat Riverdance, understreger blot at Hjørring Revyen er helt sin egen i stil og form, og så bindes det hele sammen af denne gnistrende musikalitet.

Birgitte Næss-Schmidt har instrueret en harmonisk revy, hvor det lykkes at få mest muligt ud af de svagere af teksterne, og smukt ser det ud i Kirsten Brinks altid elegante scenografiske indpakning.

”Hjørring Revyen 2021”.

Tekst og musik: Kasper Le Fevre, Trine Gadeberg, Preben Kristensen, Henrik Baloo Andersen, Jan Svarrer, Vase & Fuglsang, Martin Jantzen, Lasse Aagaard, Troels Malling, Kasper Gattrup, Rasmus Søndergaard, Anders Møller, Søren Anker Madsen, Troels II Munk, Franz Schubert, Kjeld Torbjørn, Lars Bisgaard, Niels Hausgaard og Birgitte Næss-Schmidt.

Instruktion: Birgitte Næss-Schmidt. Scenografi & kostumer: Kirsten Brink. Koreograf: Peter Friis. Kapelmester: Henrik Baloo Andersen.

Medvirkende: Trine Gadeberg, Preben Kristensen, Kasper Le Fevre og Troels Malling. Seks-mands orkester.

Spiller på Vendsyssel Teater til 31. juli.

Anmeldt 16. juni

Foto: Thomas Petri.