Bakkens Hvile er en festlig tur med tidsmaskinen, med et par nærmest uforlignelige højdepunkter.

* * * * 

Ude i forlystelsesparken Dyrehavsbakken, nord for København, har de en forlystelse, der hedder Bakkens Hvile. Det er en slags tidsmaskine, hvor man bliver bragt tilbage til en tid inden mobiltelefoner og Instagram. Til en tid, hvor kvinder var kvinder og mænd var mænd, og den lille leg mellem kønnene var noget, der foregik bag lukkede døre og hvor det derfor var umådeligt frækt når de letlevende syngepiger sang om det fra scenen.

Uhh, et strømpebånd! Uhh, en dyb kavalergang. Og uhhhhhh….en kvinde, der tog ord i sin mund, med et glimt i øjet, som ellers var forbeholdt havnearbejdere og andet godtfolk.

Det var også en tid, hvor man hyldede kvindens svulmende frodighed, og hvor kvinderne nok koketterede med deres alder, men hvor erfaring alligevel ikke var at kimse af. Mor her skal nok lære dig et par tricks, hvis du tør…

Sangerindepavillonen Bakkens Hvile har eksisteret i 144 år – det står på et håndmalet skilt over scenen – og stilen har alle årene været den samme. Fire frække fruer synger frække sange, garneret med djærv tale og svulstig romantik om en tid, der var, og snart ligger så langt tilbage i fortiden, at flertallet i salen efterhånden kun har en svag erindring om den – men elsker, som i knuselsker, den årlige tur i tidsmaskinen hos Dot Wessman og co. i ‘Hvilen’ hvor minderne genopfriskes; jo Glemmer du, er naturligvis på repertoiret.

Et Bakkens Hvile show er kitsch ophøjet til en eller anden form for kunst, der ikke er til at stå for. Et befriende, musikalsk åndehul i en hverdag fuld af bekymringer. 

De senere år har Bakkens Hvile med held formået at – ikke modernisere, men aktualisere showet med nyskrevne tekster, der læner showet op af revyen, men det er de gamle sange, de velkendte viser, som er kernen og sjælen i showet. 

Anne Karin Broberg er tilbage på bakkescenen og det med et brag i en regulær revyvise om Coronadrømme, morsomt skrevet af Niels Olsen, der undervejs blandt andet rimer ‘Burundi’ på ‘Hundige’, og aldeles suverænt leveret med alle de rigtige pauser og betoninger.

Anderledes ligefrem uden helt så mange nuancer, men med en uforlignelig spilleglæde og en uimodståelig gennemslagskraft, er Ann Farholt ligeledes skøn i alt hvad hun foretager sig, uanset om det er den velskrevne Rasmus Krogsgaard-tekst om den frække furie, der er blevet en artig pige, eller om det er i den mere ordinære ‘Moderne teknologi’ af Sigurd Barrett eller i stedets arvesølv, Robert Arnolds ‘En lille en’… Det er ikke nogen overdrivelse at skrive, at Ann Farholt ejer publikum denne aften og med god grund.

Aftenens to bedste performere får da også lov til at slutte showet af i en fyrig duet. Det manglede bare.

Dot Wessman, der ejer Bakkens Hvile, og Tina Grunwald, som vel nærmest kan opføres på stedets inventarliste, supplerer Anne Karin og Ann på fin vis. De kan deres metier og det er således et stærkt og veloplagt hold, der i Susanne Breunings instruktion – hun forstår virkelig at strikke et velfungerende show sammen – sørger for at turen i tidsmaskinen endnu en gang er en fornøjelse. Sidst og ikke mindst så sørger en af landets bedste akkompagnetører, Kenneth Sichlau, for at det musikalske sidder lige i skabet.

Bakkens Hvile 2021.

Tekst & musik af: Leif Maibom, Kenneth Sichlau, Børge & Arvid Müller, Kai Normann Andersen, Bent Zinglersen, Karen Marie Lillelund, Mickey Pless, Niels Olsen, Thomas Pakula, Robert Arnold, Eric Christiansen, Poeten, Epe, Amdi Riis, Jesper Grunwald, Otto Andersen, Rasmus Krogsgaard, Sigurd Barrett, Engelhardt & Matray, Birger Sjöberg, Ulrik Neumann & Svend Asmussen, Frans Bak, Frank Learn, Bennie Benjamin & George D. Weiss og Sune Gylling Æbelø.

Instruktion: Susanne Breuning. Kostumer: Tina Grunwald, Henrik Hviid og Kenth Fredin. Kapelmester: Kenneth Sichlau.

Medvirkende: Anne Karin Broberg, Ann Farholt, Tina Grunwald og Dot Wessman.

Spiller til 28. august (se datoer på bakkenshvile.dk).

Anmeldt 31. maj (forpremiere).