02-07-2021

Den egentlige sommerrevy-sæson rundes af med en sjov og tosset revy i Kyllingemoderen på Bornholm.

* * * * *

 

I 2019 var Bornholms Sommerrevy i den smukke og charmerende pavillon Kyllingemoderen midt ude i Almindingen én af sæsonens store, positive overraskelser. Efter man måtte aflyse sidste år er der således gået to år inden succesen kan følges op, og det er måske den lange ventetid, der er årsagen til, at denne sommers revy er lidt lang tid om at finde sit  leje mellem det poetiske, det stærke lokale islæt og det rene skære tosseri.

Det er ikke fordi, der som sådan er noget galt med første akt af revyen, den har fine numre, og skøre indslag, hvor man blandt andet introducerer hånddukker som en fremtrædende del af revyen, men den løfter sig ikke rigtigt ud over det jævnt gode - en tendens, som for øvrigt har været forholdsvis kendetegnende for de fleste af sommerens revyer i år.

Et mimisk nummer, hvor Søren Hauch-Fausbøll tilsat lydeffekter kommer galt afsted på et toilet, og finalenummeret hvor hele ensemblet er bornholmske folkedansere, der udøver krænkende adfærd overfor forestillingens alsidige pianist, Alice Carreri, er højdepunkterne.

Anderledes vellykket er revyen efter pausen, hvor det ene originale, morsomme og vellykkede nummer afløser det andet. Først leverer Joakim Lind Tranberg er smuk og musikalsk vise om at være stolt bornholmer, så er Gunvor Reynberg en helt vidunderlig keramiker, Åkirkebys mest kendte, må vi forstå, og en sand mester udi at pølse ler op til askebægre. 

Joakim Lind Tranberg og Søren Hauch-Fausbøll leverer  et veltimet komisk nummer om tv-værter med forsinkelse på linjen, og Alice Carreri, Gunvor Reynberg og Joakim Lind Tranberg synger smukt om at ingenting er så stille som en opvask fra igår. 

En prægtig sketch om truede dyrearter eller snarere menneskelige arketyper som balløven, festaben og selskabspapegøjen er suverænt morsomt udført, og Søren Hauch-Fausbøll leverer et af denne sommers absolut mest morsomme numre når han fortæller om sit positive syn på alle de ting han afskyer og får kvælningsfornemmelser, som når man får en podepind stukket langt ned i halsen, hver gang han skal sige ord som negative renter, grønne afgifter, veganere, Joy Mogensen og ikke mindst tale om konens nye elsker. Det er crazykomik på højt plan.

Den bornholmske revy udmærker sig ved at være langt mere lokalt funderet end landets øvrige revyer. Det kan i perioder virke indforstået for udefrakommende, men vi forstår alligevel grundsubstansen i satiren, og det skal nok blive et hit hos bornholmerne.

Joakim Lind Tranberg har en frisk og moderne tilgang til genren, hvor hans musikalitet får lov at fylde godt, og brugen af pianisten Alice Carreris alsidige talenter giver revyen energi - hun kan både synge, danse, sige replikker og være morsom, og er således langt mere end 'blot' forestillingens pianist. Gunvor Reynberg og Søren Hauch-Fausbøll er tilpas 'krøllede hoveder' til at det giver revyen en overraskende uforudsigelighed, og det er faktisk dens største kvalitet. 

Hele holdet griber revyformen befriende anderledes an; der er for eksempel ikke egentlige åbnings- og finalenumre, og man lykkes igen i år med det meste, selvom man som nævnt lige skal løbe maskinen varm.

Med Bornholms Sommerrevy slutter den egentlige revysæson - og den slutter godt. Tilbage er 'sensommerrevyerne' til august og september, man glæder sig allerede.

Bornholms Sommerrevy - Skov og ballade.

Tekst & musik: Alberte Winding, Andreas Fuglebæk, Søren Hauch-Fausbøll, Vase & Fuglsang, Gunvor Reynberg, Alice Carreri, Andreas Hermansen, ATS - Politikens satirespalte, Joakim Lind Graae Tranberg, Jan Rørdam, Søren Vandkær, Domenico Modugno/Franco Migliacci, J. Loubrie Hill, Lars Christiansen, Carl-Erik Sørensen, Jesper Jensen, Lars Fjeldmose, Osvaldo Pugliese, Queen, Bo Skødebjerg, Kasper Le Fevre og Johannes Brahms.

Instruktion: Lars Knutzon. Scenografi: Rikke Juellund. Kostumer: Rikke von Qualen. Koreograf: Jannik Elkjær. Komponist & arrangør: Alice Carreri.

Medvirkende: Gunvor Reynberg, Søren Hauch-Fausbøll, Joakim Lind Tranberg og Alice Carreri (pianist).

Spiller i Kyllingemoderen til 5. august.

Anmeldt 2. juli (premiere).

Forestillingsfoto: Anders Beier.

02-07-2021

Dragsholmrevyen lukker og slukker på toppen. Ikke alene med den bedste af stedets 14 revyer, men også med årets bedste revy.

* * * * * *

Bente Eskesen siger stop og lukker sin Dragsholmrevyen mens legen er god, som der finurligt står skrevet i revyens undertitel. Vi kan blot konstatere, at legen i år ikke bare er god. Den har aldrig været bedre!

Med Susanne Breuning som uvurderlig makker på scenen, og med guitaristen Niels Bugge som diskret musikalsk garniture, og ikke mindst med Jakob Fauerby som idémand, primær tekstforfatter og instruktør, når Bente Eskesen og revyen på Odsherred Teater nye højder i denne, den sidste af hvad der er blevet til 14 Dragsholmrevyer på 15 år.

28 numre - nogle blot helt korte vignetter - er der med i årets revy, og ikke ét eneste af dem er uden stof til eftertanke. Om det så er revyens traditionelle fuldekonenummer, Drikke med Rikke og Kirsten, så handler det om andet og mere end sjov og ballade - samtidig med at det  præcis er sjov og ballade. 

Dragsholmrevyen vover mere end nogen anden revy, at flette dyb alvor og slapstick crazykomik sammen, og mestrer balancegangen hårfint. Nogle gange i årenes løb, er det ikke lykkedes helt, men det gør det i år. Revyen er først og fremmest ustyrlig morsom i sin til tider langt-over-stregen-ukorrekthed. For eksempel når et nummer om to kvinder, der taler om den enes nye muslimske svigerdatter knivskarpt udstiller den strukturelle racisme, der i disse år gennemsyrer det danske samfund, og når tre små festsange ligeledes pinpointer den til tider nærmest ubærlige danske folkesjæl; vi er da kede af at du har fået kloakvand i kælderen og fået ødelagt alle dine minder, at du er blevet fyret eller er brudt sammen af stress, men skidevær' med det her godt det godt.

To numre når helt nye højder indenfor hvad jeg vil tillade mig at kalde den højere revykunst. I første akt et gribende alvorligt nummer om demens, med Bente Eskesen som den gamle kvinde, der lever i demensens osteklokke. Og efter pausen, et nummer, hvor Susanne Breuning isnende koldt og med kynisk ondskab byder de hjemvendte Syriensbørn 'velkommen hjem' fra 'Kloakistan' til et nyt liv i 'Onkel Tesfayes Hytte'. Søren Dyhrs genialt ondskabsfulde tekst leveres fuldkommen sublimt, og nummeret er årets med afstand bedste satiriske revynummer.

At der lige efter ovennævnte demensnummer, skiftes direkte over til en sexlysten panda, der danser erotisk dans for sin fuldkommen ligeglade mage i et crazykomisk tableau er præcis hvad Dragsholmrevyen mestrer så fremragende; at sætte alvor og spøg, eftertanke og vanvidskomik op imod, og overfor hinanden, og få os til både at le og græde indenfor få minutter.

Bente Eskesens mimiske komik er forestillingen igennem en konstant nydelse, blandt andet som stramtandet lærerinde og som kødets frihedskæmper, der bekæmper den veganske milits, og samspillet mellem hende og livsveninden Susanne Breuning, har en nærmest champagne-perlende musikalitet over sig. Det er fuldt forståeligt, at koncentrationen forsvinder til sidst, når parret takker af, og lukker og slukker en af de fineste små nicher i den stolte danske revytradition. For det er mere end vemodigt. Det er nærmest begrædeligt at det slutter nu hvor det aldrig har været bedre. Men hele holdet bag Dragsholmrevyen kan i det mindste glæde sig over at slutte på toppen. 

PS/ Med til den fuldente revyoplevelse hører en sublim buffet med råvarer, der er så friske og lokale, at det er lige før man kender navnet på lammet man spiser.

Dragsholmrevyen - mens legen er god!

Tekst & musik: Jakob Fauerby, Dorte Munksgaard, Niels Bugge, Sara Rahmeh, Lars Bisgaard & Rasmus Søndergaard, Carl Orff, Søren Graversen, Wendt, Tind & Engholm, Anders Fauerby, Henning Hansen, Peter Oliver Hansen, Søren Dyhr, Søren Vandkær, Morten Boye Amundsen, Mabel, Knud Vad Thomsen og holdet.

Instruktion: Jakob Fauerby. Koreografi: Susanne Breuning.

Medvirkende: Bente Eskesen, Susanne Breuning og Niels Bugge (musiker).

Spiller på Odsherred Teater til 14. august.

Anmeldt 1. juli (premiere).

Foto: PR.

 

01-07-2021

Sprudlende morsom Holberg-klassiker genåbner Grønnegaards Teatret. Nicolai Jørgensen er en pragtfuld Jean de France.

* * * * * 

 

Alt nyt er godt nyt. Sådan synes Hans Frandsen at tænke, da han efter 15 uger i Byernes By Paris vender hjem til det småborgerlige, ja nærmest bondske København. Fuld af nye indtryk og så overwhelmed at han ikke fatter, at ikke alle og enhver bare tager hans nye, moderne sprog, manerer og attituder til sig.

Hans eller Jean de France, som han naturligvis kalder sig, er hverken mere eller mindre snobbet end det borgerskab han kommer fra i 1700-tallets København, men han er blevet anderledes og det går jo ikke. Derfor bliver han hånet og ydmyget og tager til sidst flugten væk fra byen. Om han og hans tjener Pierre nogensinde når Paris igen må Guderne vide, men man sidder lidt og håber det. For nok er Jean de France en opblæst nar, og nok er hans tillærte franske en omgang skralde-fransk, men han vil ingen ondt, tværtimod. Han vil jo bare så gerne give alt det nye han har lært - la movement nouvelle - videre til folk i sin fødeby, så også de kan opleve lidt af hvad han oplevede i Paris.

Det er kun helt naturligt, og siden Ludvig Holberg skrev sin komedie i 1722 har vi i generationer oplevet præcis det samme om og om igen. Og gør det til stadighed, og med samme begyndende mistro, ja, måske ligefrem foragt, overfor tidens modeluner og trends, som det jo hedder på moderne dansk. 

Bare i min levetid har forældregenerationen rystet på hovedet af fedt i håret og opsmøgede jeans, af hanekamme og ansigtpiercinger, af tatovoringer og silikonebabser, af blege drenge fra Amagerbro der gik med store guldkæder og rappede som sorte ghetto hangouts, af goths og rollespillere og af myriader af seksuelle observanser med hver sin bogstavkode og ditto modekodeks.

På Holbergs tid skulle man rejse ud for at komme hjem med ny inspiration; i dag tænder vi bare computeren og modtager inputs med lysets hastighed; Tik-tok eller ding-dong eller hvad det hedder i dag, i morgen hedder det noget andet. 

"Jean de France" er som skuespil præcis ligeså vedkommende og aktuelt satirisk som dengang det blev skrevet, og spillet som i Grønnegårdsteatrets sprudlende, karikerede og vildt underholdende opsætning er det bare en fornøjelse.

Selvfølgelig skulle den første regn i månedsvis falde netop som Grønnegårdsteatret skulle genåbne efter et års ufrivillig nedlukning. Men vejrguderne var trods alt premierepublikummet nådigt og det blev ved lidt smådryp.

Smådryp som heller ikke syntes at påvirke spilleglæden hos det ødselt gode skuespillerhold med herlige Tom Jensen som Jeronimus, med den skønne komediant Benjamin Kitter ovre fra Odense Teater som Jean de France's stakkels far, og Tina Gylling Mortensen som hans elskede mor Magdelone. Jens Gotthelf som den enfoldige tjener Arv, Rosalinde Mynster som den smukke og snu tjenestepige Marthe, hvis ondskabsfulde list til sidst knækker Jean, og Andreas Jebro som hendes sidekick, Esben. Jens Frederik Sætter-Lassen fortsætter en smuk familietradition i Grønnegårdsteatret som Jeans tjener Pierre, og så er der debut til de to nyuddannede Carla Eleonora Feigenberg og Aske Hass Thorsen, der viser sig meget lovende frem. 

Ovenover alle stråler Nicolai Jørgensen i titelrollen. Navnet lyder næsten ligeså almindeligt som Hans Frandsen, men har man fulgt lidt med i det københavnske teaterliv de senere år, så har man ikke kunnet undgå gang på gang at imponeres over hans komiske talent. Her folder det sig ud i fuldt flor og for fuld udblæsning. Han spiller sin Jean de France med en veloplagt sprælskhed. En karikeret klovn, med et menneske indeni. Med bund og sjæl i komikken. Spradebassen vil jo bare gerne holdes af, og den Jean som Nicolai Jørgensen skaber, elsker vi, betingelsesløst. Han er pragtfuld.

Charlotte Munksø har tilført et hav af små fine finesser i sin instruktion. For eksempel en musikalitet, der går igen hele vejen igennem. Fra Arv's stille rytmeslag på scenografien til det helt store showstoppernummer, når Jean de France med backingkor fremfører det franske superhit "Est-ce que tu m'aimes". Hun giver sin Holberg-fortolkning et tryk på gaspedalen uden på noget tidspunkt at mishandle forlægget. Det er respektfuldt og respektløst morsomt på samme tid. Herligt. Karin Betz har skabt en meget minimalistisk scenografi i Odd-Fellow Palæets Have, og toppet den med vilde og skønt karikerede kostumer.

"Jean de France" er således en sand fornøjelse, der fortjener at spille for fyldte publikumsrækker hele sommeren - må den blive tør, lys og mild.

"Jean de France" af Ludvig Holberg. Tekstbearbejdelse: Trine Wisbech & Charlotte Munksø.

Instruktion: Charlotte Munksø. Scenografo & kostumedesign: Karin Betz. Musikalsk idé: Charlotte Munksø & Marianne Sørensen. Arrangement & indstudering: Marianne Sørensen.

Medvirkende: Nicolai Jørgensen, Rosalinde Mynster, Tom Jensen, Andreas Jebro, Jens Frederik Sætter-Lassen, Tina Gylling Mortensen, Benjamin Kitter, Carla Eleonora Feigenberg, Aske Hass Thorsen og Jens Gotthelf.

Spiller i Odd-Fellow Palæets Have til 28. august.

Anmeldt 30. juni (premiere).

Forestillingsfoto: Bjarne Stæhr.

27-06-2021

Velkomment gensyn med Green Day's ikoniske rockopera, der var 'byens fedeste show' i 2017 og er det igen i 2021.

* * * * * 

Energiudladningen slog benene væk under os alle, der så "American Idiot" i 2017 i Den Grå Hal på Christiania, hvilket fik mig til at diske op med de sjældne seks stjerner og en generel hyldest til det unge, dynamiske ensemble.

Nu har musical-producenten Heltemus heldigvis sat "American Idiot" op igen, stadig i Tim Zimmermann intense instruktion og koreografi, og denne gange i større rammer, da Østre Gasværk Teater, stod ledigt. Jeg har ladet mig fortælle, at Gasværket er et vanskeligt rum at lave lyd i, og det er måske årsagen til, at det forekommer som om der er skruet lidt ned for volumen-knappen denne gang. Det kan også skyldes, at der spilles i et rum med en bredere publikumsappel, eller også er det bare en fornemmelse, der slet ikke passer.

"American Idiot" handler om et USA i krise. Helt konkret om det USA, som daværende præsident Bush havde efterladt. Et land med høj arbejdsløshed og et land, hvor den nok så berømte 'the american dream' i høj grad stadig levede, men groft sagt under kummerlige kår. Det var dengang - og i dag - svært for de unge mennesker i de nedslidte forstæder at se et lys i mørket for enden af tunnelen. Svært for dem at forestille sig, at deres drømme nogensinde skulle kunne blive virkelighed. 

Det skrev punkrock-bandet Green Day med forsangeren Bille Joe Armstrong i spidsen et såkaldt koncept-album om, altså et musikalbum, der gennem sangene fortæller en samlet historie - vi kender det bedst fra Pink Floyds "The Wall", og de af os der var unge sidst i 70'erne kan måske huske Frank Zappas "Joe's garage". Allerede i 2009 skabte Bille Joe Armstrong og teatermanden Michael Mayer musicalen, eller rockoperaen, som måske er den bedste beskrivelse af "American Idiot", og fik enorm succes. En moderne, amerikansk kultmusical var skabt.

Vi følger de tre venner Johnny, Will og Tunny i den fiktive forstad Jingletown. De hænger ud i sofaen hjemme hos Will, drikker bajere og drømmer om at skabe sig et liv. Derfor beslutter de at drage til storbyen på eventyr, og forfølge deres drømme. Will når ikke længere end til bussen, så fortæller hans kæreste Heather ham at hun er gravid, og han bliver hængende. Mens han sidder og fyrer fede i sofaen, skrider hun med barnet og møder en ægte rock'n roller med en mulig fremtid.

I storbyen fortsætter Tunny med at sumpe i en sofa indtil en tv-reklame for at melde sig til hæren får ham til at melde sig under Uncle Sams faner i Irak-krigen, hvor han får skudt benet af, men møder sine drømmes kærlighed, den kønne, eksotiske sygeplejerske The Extraordinary Girl.

Johnny søger andre veje, og styres af sine mørke drifter direkte ud i et heroinmisbrug, orkestreret af den dæmoniske St. Jimmy, der reelt er Johnnys alter ego, djævelen på den venstre skulder. Han møder den smukke Whatshername, men stofmisbruget river dem fra hinanden. Alligevel er det mødet med kærligheden, der til sidst giver Johnny og hans venner en smule håb om fremtiden tilbage.

Der er skiftet ud på sangerholdet siden 2017, men Anders Gjesing er heldigvis fortsat en foruroligende fabelagtig St. Jimmy. Endnu stærkere såvel vokalt som i gestaltningen af ondskaben i al sin gru. En fantastisk præstation.

Den svenske rocksanger Viktor Norén er Johnny med uadvendt vrede og narkomanens karakteriske blik i de små sprækker i øjnene. Enten er det fantastisk method-acting eller også har han sin egen barske historie at lægge til grund for karakteren. Diluckshan Jeyaratnan, som har lyst op i flere produktioner på Fredericia Teater, er en (lidt for) blød tumling i rollen som Tunny, mens Johannes Nymark som Will overrasker positivt i en mere rå sangudgave end vi hidtil har oplevet ham. Det samme kan man roligt sige om Julie Steincke i rollen som Whatshername. Hun er - hånden på hjertet - nok en anelse for gammel til rollen, men når hun synger slår det gamle gasværk revner. 

Det er dog i høj grad ensemblet, snarere end solisterne, der skal give "American Idiot" dens rå energi. Og ligsesom i 2017 synges og spilles der suværent hele vejen rundt, men man bemærker især Eric Hallengren og Jacob Prüser. Benjamin La Cour har genskabt sin ret imponerende scenografi med tre store, bevægelige betonstykker og en effektfuld udnyttelse af rullende transportbånd og det er igen Mikkel Gomard, der styrer bandet gennem de 32 hårdt rockende, men bestemt også melodisk smukke sangnumre, der udgør et musikalsk score, som sagtens kan betegnes som en moderne version af "Les Miserables".

Energiniveauet, højspændingen og forløsningen af forestillingen er ikke helt lige så elektrisk som dengang i 2017, men "American Idiot" er stadig the best show in town.

Ps/ Forestillingen synges og spilles på engelsk.

 

"American Idiot". Af Billie Joe Armstrong og Michael Mayer. Musik: Green Day. Sangtekster: Bille Joe Armstrong.

Instruktion & koreografi: Tim Zimmermann. Scenografi: Benjamin La Cour. Kapelmester; Mikkel Gomard. Produktion: Heltemus.

Medvirkende: Victor Norén, Johannes Nymark, Diluckshan Jeyaratnan. Anderes Gjesing, Julie Steincke, Johanne Milland, Ksenia Timoshenko, Jacob Prüser, Eric Hallengren, Katrine Skovbo, Cathrine Kronborg Tøt, René Wormark, Patrick Terndrup, Mads Æbelø Nielsen, Emmie Asplund, Daniel Trelborg Hansen.

Spiller på Østre Gasværk til 11. juli og igen fra 5.-22. august.

Anmeldt 26. juni (premiere)

Foto: Huset Mydtskov

26-06-2021

82-årige Lone Hertz' tilbagekomst til revyen bliver en ubetinget succes på Harmonien i Rødvig, hvor også de yngre viser sig fordelagtigt frem.

* * * * 

Der er ingen tvivl om hvem der er hovednavnet i Harmoniens Revyperler i det hyggelige Kulturhus i badebyen Rødvig. 82-årige Lone Hertz er blevet lokket med og spiller revy for første gang i 46 år, og det er ikke kun af navn eller ceremonielt; næh, hun arbejder skam for sagen og har tre solonumre, hvoraf de to i hvert fald går rent hjem.

Først åbner hun hele ballet med Børge Müller og Karen Jønssons "I aften", sødt og kært og med en koket omskrivning til sidst, der lyder at navnet Corona er bandlyst - i aften.

Endelig lukker og slukker hun på fineste vis med Ludvig Brandstrup og Kai Normann Andersens "Pige træd varsomt", som her, sunget af den ældre skuespillerinde med et langt sceneliv i bagagen får helt nyt, og meget smukt liv.

Publikum kvitterer med velfortjent hyldest. 

Revyperler er som bekendt lavet ud fra konceptet om at man benytter gamle numre, der har vist sit værd, og pifter dem lidt op, enten med et nyt vers eller en anderledes vinkel og supplerer det hele med et par nye numre. Således udnyttes revyens to yngstes musikalske talenter, når Emil Birk Hartmann og Charlotte Amalie Kehlet, med hhv. guitar og violin hylder afdøde Bent Fabricius-Bjerre i en musikalsk åbning af 2. akt. Revyens kunstneriske leder, Max Hansen, leverer herlig fuldemandskomik med go'e gamle jokes på vej hjem fra byen, en figur, som så meget passende også bliver introduktion til den gamle Jørgen Ryg-klassiker "Pyt!". Max Hansen er en af de nulevende revykunstnere der bedst mestrer kunsten af foredrage en vise, og det lykkedes ham at levere "Pyt!" uden at man sidder og savner Rygs helt særlige betoninger - særlig meget.

Emil Birk Hartmann er et friskt pust i hvad der vist er hans revydebut. Han er mesterlig som stresset stresskonsulent, og gør fyldest som udrydningstruet Pingvin i et af de få Carl-Erik Sørensen-numre, som trods sine skarpe rim ikke rigtigt bliver andet end lidt mavesurt.

Charlotte Amalie Kehlet har et par gange tidligere været med i netop Revyperlerne, og får latteren frem når hun afbryder sit sangnummer for at flirte meget direkte med en publikummer på første række.

Det er mærkeligt at opleve, hvordan et nummer om et homopars besøg hos en befippet præst siden det blev vist første gang i 2012 i Cirkusrevyen, totalt har mistet sin relevans. Her har tidens tand på ni år gjort en tidsaktuel sketch håbløst uddateret og nummeret fremstår i 2021 som direkte pinligt. En pigesnak mellem den modne Lone og den unge Charlotte Amalie om seniordating og sex er for lang og langsom, og så er Lone Hertz simpelthen for sød og mild i tonen til at Carl-Erik Sørensens skarpe vise om ytringsfrihed for alvor får svirp.

Men alt andet lige, så er Revyperlerne fortsat i god gænge. Revyen er underholdende og med den rette snert af poetisk nostalgi, og så kommer publikum til at knuselske Lone Hertz hver aften.

"Harmoniens Revyperler - Vaccinen med grinegaranti".

Tekst & musik: Mathias Grove, Børge Müller, Karen Jønsson, Rasmus Krogsgaard, Vase & Fuglsang, James Price, Peter Oliver Hansen, Henrik Lykkegaard, Carl-Erik Sørensen, Tanja Grunwald & Max Hansen, Bent Fabricius-Bjerre, Søren Anker Madsen, Epe, Aage Stentoft, Ditte Hansen, Jan Svarrer, Ludvig Brandstrup og Kai Normann Andersen.

Instruktion: Max Hansen (med assistance af Donald Andersen). Scenografi: Morten Jørgensen. Kapelmester: Mathias Grove.

Medvirkende: Lone Hertz, Charlotte Amalie Kehlet, Emil Birk Hartmann og Max Hansen.

Spiller i Kulturhuset Harmonien til 31. juli.

Anmeldt 25. juni (premiere).

Foto: PR Foto