Anmeldelser

Tak til Folketeatret for at give os muligheden for at se teatrets smukke og renlivede opsætning af Kaj Munks "Ordet", der blev vist som filmet streaming-teater mandag.

* * * * *

"Ordet", der skulle have spillet på teatret nu, fandt forhåbentligt et publikum i sit nye format, som i øvrigt var meget velfungerende. Ved ikke at at være en live-streaming undgik man de tekniske kvababbelser, som har præget nogle af de andre streamede forestillinger i vinterens løb, og et dygtigt produktionshold havde også mulighed for at klippe mellem optagelser fra fire opførelser, så produktionen var passende for mediet. 

Hatten af for både produktion, og for initiativet. Og forestillingen, ja den var både smuk og renlivet i Moqi Simon Trolins nænsomme instruktion og i hans og Ninette Mulvads dramaturgiske bearbejdning. Den var - stort set over en kam - velspillet, og man mere end blot fornemmede hvor smuk og virkningsfuld Palle Steen Christensens ligeledes meget rene scenografi ville have taget sig ud på teatret, foran et levende publikum.

For en halvgammel ateist som mig er "Ordet" lidt af en mundfuld. Lad mig bare være ærlig og indrømme at jeg har det anstrengt med religion i stort set enhver form, og "Ordet" handler jo om tro, religion, tvivl, mirakler og at få Guds tilgivelse.

Grundtvigianeren Mikkel Borgen nærer en indædt foragt for missionsmanden Peter Skrædder, og foragten - ikke hadet, men det snerper - er så rigeligt gengældt. Så da Borgens ene søn forelsker sig i Skrædders datter, opstår der en krise i det lille samfund. De to forskellige trosretninger, er som Kaj Munk lader Borgen sige det; "to religioner", og læg dertil den stedlige læge, som kun tror på videnskaben, og sognets nye, uerfarne præst, så har man en konflikt, der vil noget. En konflikt, der handler om hvem der tror mest, og hvis tro, der er den eneste 'sande tro'. 

Gamle Borgens ene søn, Johannes, er tilmed blevet vanvittig, da han mistede sin forlovede i en ulykke, og han går rundt og tror at han er Jesus. Først da broderens gravide kone hustru, den gæve Inger, dør i barselsseng, får Johannes sin forstand tilbage, men får alligevel - med den eneste ægte uskyldige sjæl i sognets mellemkomst, Inger og unge Mikkels datter, Lille Inger, udført et mirakel og vækket den døde til live. Netop det tema, synes ideelt til en 2. påskedags transmission.

Helt grundlæggende står jeg personligt ret hurtigt af på al den snak om Gud, Jesus, opstandelse, tro og tilgivelse, men det sætter naturligvis tanker igang.

Hvad nu hvis man erstattede 'missionsmanden' og 'Grundtvigianeren' med en 'muslim' og en 'folkekirkekristen', eller med en 'veganer' og en 'kødentusiast'? Med en 'autoritetstro' og en 'corona fornægter'.... Hvad er sandt og hvad er mindre sandt, eller slet ikke sandt? Skal det at 'tro' på noget virkelig betyde, at alt andet er forkert? Som samfund er vi i grunden ikke kommet så pokkers meget videre siden Munk skrev "Ordet", og det er jo i sig selv bekymrende.

I rollerne som de to stivnakkede gamle mænd, stod Waage Sandøs gamle Borgen og Preben Kristensens Peter Skrædder begge stærkt. Preben Kristensen med en skinhellig salvelsesfuldkommenhed, der var aldeles overbevisende. Og Waage Sandø som en dejligt vital 'jeg skal give dem, ska' jeg'-gamling. Et stædigt æsel, men sådan set ikke noget dårligt menneske.

Esben Dalgaard var også glimrende som den forstyrrede Johannes, og Amalie Dollerup en gæv og djærv Inger, som det går så ilde og som så bliver genstand for miraklet. 

Torben Skjødt Jensen havde ansvaret for den vellykkede produktion for tv, der ydede både scenekunsten og tv-mediet respekt. 

"Ordet" var en fin oplevelse på computer-skærmen, men jeg ville så absolut hellere have oplevet den i salen. Der er heldigvis kun præcis en måned i dag til at teatrene må åbne igen for publikum. Man kan næsten ikke vente...

"Ordet". Skuespil af Kaj Munk.

Bearbejdelse: Moqi Simon Trolin og Ninette Mulvad. Instruktion: Moqi Simon Trolin. Scenografi: Palle Steen Christensen. Tv-produktion: Torben Skjødt Jensen.

Medvirkende: Waage Sandø, Esben Dalgaard, Preben Kristensen, Amalie Dollerup, Morten Brovn, Mads Reuter, Michael Slebsager, Peder Holm Johansen, Jeanette Binderup-Schultz, Nadia Jasmin Nielsen og Mia Ellen Kjær.

Set 5. april.

Forestillingsfoto: Gudmund Thai.

Aalborg Teater leverede smukt ord-teater i endnu en vellykket live streamning. Men "De smukke dage i Aranjuez" er udfordrende materiale; både for skuespillere og instruktør, som for publikum.

* * * * 

Peter Handke fik Nobelprisen i litteratur i 2019. Den østrigske forfatter og dramatiker tilhører både den litterære elite og dens avantgarde, og det er bestemt ikke det lettest tilgængelige materiale at tage ind; hverken for publikum eller for det kunstneriske hold.

Det er derfor en stor mundfuld, og en stor og modig udfordring, Aalborg Teaters chef, Hans Henriksen, gaber over som instruktør, og giver til to af teatrets erfarne skuespillere Camilla Gjelstrup og Martin Ringsmose.

"De skønne dage i Aranjuez" er en halvanden time lang ordveksling mellem to mennesker - en kvinde og en mand - i en smuk sommerhave et sted i Europa. Hvordan relationen mellem dem er, svæver i det uvisse, men vi får undervejs at vide, at der er afstukket regler for samtalen. Man må ikke besvare et spørgsmål med et ja eller et nej, og de må ikke interagere. Derfor sidder han, den der spørger mest, forestillingen igennem i den samme stilling i en havestol, mens hun, der åbenbart har lidt friere tøjler i forhold til aftalens bånd, både rejser sig, står på sin stol og kravler på bordet mellem dem.

Hun fortæller om sine mænd, om elskov og begær. Han stiller spørgsmålene, tørt som forhørte han hende. Hun har aldrig hverket 'bollet' eller 'kneppet' forsikrer hun, der har altid været ømhed, nogle gange hårdhændet, voldelig ømhed i de - antager vi -talrige forhold.

Han har engang besøgt byen Aranjuez uden for Madrid, og taler mest om naturen, om fugle og blade, der svæver i vinden. Det er en intens, poetisk og  smukt skrevet tekst, men hvad vil Handke egentlig fortælle os med den?

I den i øvrigt glimrende optakt til forestillingen inden live streamingen, fortalte Hans Henriksen, at Handke med sit sprog udfordrer sproget og ansporer til et ønske om større forståelse af den smukke, men vanskelige, udfordrende tekst. Han kaldte teksten irriterende fordi den er så svær at forstå. 

Og ja, det er irriterende ikke straks at forstå hvad det hele egentlig handler om. Man sidder undervejs og forsøger at begribe den dybere mening, det egentlige sigte med de smukt skrevne og i denne opsætning heldigvis også smukt talte ord. Er det et forsvar af kvindelig promiskuitet? Sådan er teksten i hvertfald på et tidspunkt blevet tolket. Som en feministisk tekst, der placerer kvindens begær i fokus.

De to mennesker er helt forskellige. Mens hun tydeligvis har suget til sig af livets gaver, og fremstår sanselig og sensuel, så fremstår han helt modsat. Tør og nøgtern. Har han nogensinde oplevet kærlighed? Har han nogensinde dyrket kærligheden? Man bliver lidt i tvivl.

Karaktererne giver Camilla Gjelstrup de bedste muligheder. Der er mere at arbejde med, flere nuancer, mere liv, mere bevægelse. Martin Ringsmose skal, indtil til allersidst, blot sidde, nærmest ubevægelig i en stol og tale når han får ordet. Det er ikke en let opgave at gøre hans karakter interessant, men Ringsmose giver det sit bedste bud og det lykkes ganske godt.

Camilla Gjelstrup er i perioder ganske fascinerende; man fornemmer mange små, fine nuancer i hendes afdæmpede, men under overfladen boblende spil. Meget foregår i øjnene og i de små tics omkring munden, og her kommer man heldigvis tæt på i streaming-formatet.

Det glimrende spil kan dog ikke fuldt ud ændre på det ufravigelige faktum at "De skønne dage i Aranjuez" som dramatik betragtet savner noget intensitet. Det er ord på ord, smukke ord, bevares, smukt sagt, men uden at man som beskuer for alvor interesserer sig for fortællingen, fordi det er så diffust hvad fortællingen egentlig går ud på. Man vil gerne vide hvorfor de to mennesker har sat hinanden stævne i den smukke have, men det går relativt hurtigt op for en at man vel reelt aldrig får svaret. Og så taber i hvert fald jeg lidt interessen undervejs.

Et sted mellem 2.300 og 1.500 så med på streamning-premieren i aftes. Igen imponerende tal, og i mangel af den ægte vare; at sidde i salens mørke og mærke skuespillernes åndedræt og puls på scenen, er streamning et udmærket alternativ.

Respekt til Aalborg Teater og de sponsorer, der i denne vanskelige tid har gjort det muligt at vise glimrende og alt andet en mainstream teater over nettet. Det bliver i min optik aldrig som at være der selv, men det kan måske godt udvikle sig til en niche for teatrene, som på denne måde kan nå ud til et større publikum, og personligt er jeg glad for, at streamingmulighederne i den forgangne uge har gjort det muligt for mig, for første gang (i denne omgang som anmelder) at 'besøge' Aalborg Teater og lære dets ensemble at kende. 

"De skønne dage i Aranjuez" Af Peter Handke. Oversættelse og dramaturgi: Jens Christian Lauenstein Led.

Instruktion: Hans Henriksen. Scenografi: Ditte Marie Tygesen.

Medvirkende: Camilla Gjelstrup og Martin Ringsmose.

Anmeldt ved streamning-premieren 30. januar. (Skulle have spillet på Aalborg Teater til 20. februar, hvor alle forestillinger var udsolgt).

Foto: Allan Toft

Kvinde, kend dig selv! Jeanette Munzerts skuespil "Mombie" om en ung kvindes kvaler med at leve op til sine egne, påduttede kvindeidealer er både morsomt og tankevækkende, trods tekniske mangler ved streaming-premieren i aftes.

* * * * 

Teknikken drillede da Team Teatret i Herning onsdag aften havde streaming-premiere på et stykke ny dansk dramatik, "Mombie" af Jeanette Munzert. Det betød en på alle måder hakkende start for initiativet, der da også endte med en længere 'teknisk uheld'-afbrydelse. Det kan såmænd også ske på det fysiske teater, når scenografien og teknikken driller, så pyt med det. Lidt værre er det, når teater streames, at lyden skratter, billedet fryser og når den transmitterede billedkvalitet ikke er god nok.

Uden at være specielt teknisk anlagt, gætter jeg på at der simpelthen ikke har været power nok på teatrets netforbindelse, så outputtet hverken var i HD eller 4K. Det var lidt synd, og måske kan man løse udfordringen fredag, når forestillingen igen opføres som live-streaming.

Der er nemlig al mulig grund til at se forestillingen, som jeg bedst kan beskrive som en karrikeret kønsrollekomedie, og som handler om noget så almengyltigt som kvindeliv.

Kvinde, kend dig selv! kunne det også have heddet, for historien handler om den unge kvinde, der gerne vil det hele; have job og karriere, være den perfekte mor og den ideelle hustru for sin mand, og for elefanten i rummet - svigermor - der er på alle måder grænseoverskridende. Kvinden gør oprør, og på bedste Pippi Langstrømpe-manér giver hun pokker i konventionerne. 

Den historie har vi set, hørt og læst før, så her er som sådan ikke noget nyt under solen, men Jeanette Munzert får alligevel givet fortællingen et interessant twist, for er det ikke kvindernes egen skyld, når de forsøger at leve op til disse stereotype kønsroller, som har gået i arv gennem generationer? Jeg kender personligt kvinder i min omgangskreds; moderne, dygtige karrierekvinder, der simpelthen ikke vil lade manden foretage indkøb og lave mad, fordi han ikke gør det rigtigt. Hvad rigtigt så i øvrigt er. Problematikken og temaet i Munzerts tekst er således yderst relevant.

Jeg har ikke tidligere været på Team Teatret, så jeg var positivt overrasket over niveauet. Fire fine skuespillere, de tre fra teatrets eget faste ensemble, en pudsig, karrikeret scenografi og en lyssætning, der effektivt legede med farvetonerne og skiftede fra det candy-floss pink til mere dystre nuancer. Desværre ydede streamningkvaliteten lige netop ikke disse detaljer fuld respekt.

Line Vejgaard Kjær i rollen som kvinden, måtte i begyndelsen slås med at hendes lyd ikke fungerede, men da den kom igang, viste hun fine nuancer som den stadigt mere pressede mor, der til sidst går til yderligheder i sit oprør mod konventionerne. Hun er en talentfuld, næsten nyuddannet skuespiller, der i Herning forhåbentlig får en erfaringsballast, der kan bringe hende videre til større scener. Som hendes alter ego, fungerer en anden af teatrets unge ensemble-skuespillere Marie Vestergaard Jacobsen også aldeles glimrende. Med en uhyggelig balance mellem karakterens sødmefuldt kommenterende og intrigant konfliktskabende personligheder. Hanne Windfeldt er øretæveindbydende irriterende som den emsige svigermor, der trænger sig på - og ind på - kvindens revir, og endelig leverer Stig Reggelsen Skjold en sjov, fysisk karakter som manden, der er fanget mellem sin moderbinding og sin trang til at være 'herre i eget hus'.

Laura Rasmussen har skabt en pudsig bubble gum scenografi, der placerer karaktererne i et tegneserie-møder-Barbie-og-Ken-univers og Turkman Souljah har skabt et intenst lydbillede, der blandt andet inkluderer en rap om det perfekte, pletfri kvindeliv med omkvæddet: Men jeg' en mombie, en fucking udmattet zombie.

Der er mange nuancer og mere eller mindre skjulte budskaber i såvel teksten som i Anne Zacho Søgaards energiske og effektive instruktion, og ligesom det var tilfældet da Aalborg Teater i weekenden streamede "Tine", sidder man  tilbage med en fornemmelse af, at det ville være fedt at opleve det rigtigt live i salen på teatret, hvor jeg er sikker på, at oplevelsen vil være endnu bedre. Forhåbentlig får Team Teatret mulighed for at spille "Mombie" foran et fysisk publikum, om ikke i den planlagte spilleperiode, så måske på et senere tidspunkt.

"Mombie" af Jeanette Munzert.

Instruktion: Anne Zacho Søgaard. Scenografi: Laura Rasmussen. Komponist: Turkman Souljah.

Medvirkende: Line Vejgaard Kjær, Marie Vestergaard Jacobsen, Hanne Windfeldt og Stig Reggelsen Skjold.

Spilles som live-streaming igen 29. januar.

Anmeldt 27. januar (streaming-premiere)

Forestillingsfoto: Mingo Photo

Aalborg Teater gik online midt i en coronatid med deres dramatisering af Herman Bangs klassiske roman "Tine". 

* * * (og en * ekstra for initiativet)

Åh, hvor man savner at gå i teatret! Mere end en måned er der gået siden sidst, og det kommer desværre nok til at vare lidt tid endnu inden vi igen kan mødes fysisk i en teatersal, og opleve scenekunsten dér hvor den skal opleves for for alvor at give mening.

Aalborg Teater har valgt at give deres dramatisering af "Tine" premiere ved en online-live transmission, tilmed gratis ved premieren for alle der ville se med, og hvis jeg ellers forstår det lille ikon i toppen af min skærm rigtigt, var vi på et tidspunkt mere end 10.000, der kiggede med i aftes, da begivenheden fandt sted. Et fantastisk flot tal til et meget flot og i høj grad værdsat initiativ. Det må være mere end blot almindeligt frustrerende at gå og arbejde med et værk i ugevis uden at kunne vise det frem; uden at det kommer ud til et publikum. 

Der var også en del, der faldt fra undervejs (hvis jeg altså forstår tallet i toppen af skærmen korrekt), og det kan vel ikke være anderledes. Dels føler man sig anderledes forpligtet når noget er gratis, dels sidder man hjemme i egen stue, eller ved egen computer, hvor det er lettere at blive distraheret, og dels så er dramatiseringen af det klassiske, højt anerkendte romanværk måske ikke den mest vellykkede, når sandheden skal frem.

Instruktør Runar Hodne har valgt at lade personerne være fortællere, således at de også fortæller handlingen med sig selv i tredje person, samtidig med at de spiller scenerne, og det er ikke en god idé. Det virker tungt og det tager energien og værst af alt, mange af følelserne ud af spillet. Og det er jo en dybt følelsesladet historie, Herman Bang skrev tilbage i 1889, om den unge pige Tine, som under krigen i 1864 forelsker sig i den lidt ældre skovrider, som hun arbejder for. En kærlighed han kun gengælder fysisk, men ikke i hjertet. Da han hårdt såret ligger på sit yderste på lazarettet er det sin kone Marie, han kalder på i vildelse. Tine går i dammen og det er altsammen meget tragisk. I Hodnes opsætning bliver det mere tungsindigt end egentligt hjerteskærende, og ikke for alvor vedkommende. Måske, det kan virkelig ikke udelukkes, fordi vi som publikum ikke sidder fysisk i salen, men sidder derhjemme, uden at kunne mærke teatrets intimitet. 

Komponisten Jenny Rossander alias Lydmor har ellers skabt et spændende og meget velfungerende lydunivers, hvor de 12 medvirkende agerer en slags tragisk folkekor. Improvokal, kalder hun det selv, og det er en meget stemningsskabende effekt, der løfter den tvivlsomme dramatisering, og skaber liv og fremdrift i forestillingen.

Også stor ros til kostumieren Maria Gyllenhoff, og til scenograf og lysdesigner Ulrik Gad, som med enkle midler får krigens gru og folkets armod på det fattige Als til at fremstå tydeligt. Alle medvirkende er i uskyldsrene, hvide kostumer, som i takt med at historien skrider frem, at krigen maser sig på, og nøden og håbløsheden sænker sig, bliver mere og mere beskidt, tilsølet og blodigt. Den enkle scenografi fungerede, selv på skærmen, aldeles glimrende.

I hovedrollen som Tine gør unge Line Nørholt bestemt indtryk. En ung, uskyldig pige, der for første og sidste gang oplever kærlighedens altopslugende kraft, med fatale følger. Hun giver sin Tine sjæl, trods de dramatiske udfordringer. Det virker helt forkert, når hun siger: Tine knugede hans hånd i sine hænder - uden så at gøre det fysisk på scenen, men Line Nørholt får alligevel én til at føle med den stakkels pige. 

Lidt anderledes forholder det sig med nyuddannede Thomas Kristian Bek som skovrider Berg, der trods flot af yndre, ikke for alvor overbeviser. Der må være mere i Berg end blot en mand, der savner sin bortrejste hustru og tager den plukkemodne pige når lejligheden byder sig. For Bek som for flere andre i ensemblet, virker det også som de ikke føler sig helt fortrolige med ordene. Replikbehandlingen, diktionen er for alt for mange en udfordring. Maria Henriksen, der spiller Tines veninde Tinke, er simpelthen svær at forstå med sin udfordrende accent, og Bolette Bang Nørregaard spiller som den eneste med dialekt. Størst indtryk gør Annika Johannessen som Madam Bølling, Tines plagede mor. Hun leverer en smuk og hjerteknusende præstation.

Som ensemble fungerer holdet dog glimrende og det er et vellykket træk, at lade alle være på scenen næsten hele tiden, for det giver den noget slæbende fortælleform og dialog en form for dynamik, som især er nødvendig, når forestillingen - i hvert fald i det digitale format - spiller i lige knapt to timer uden pause.

Aalborg Teater skal have tak og stor ros for at tage teatret ud af dets lukkede rum og livetransmittere forestillingen. Vi må håbe for både skuespillere og hele det kreative hold, at man også får lov at spille for et fysisk publikum i salen. Det er trods alt der teatret kommer bedst til sin ret, og dertil at forestillingen er skabt.

"Tine" af Herman Bang. 

Instruktion og bearbejdelse: Runar Hodne. Scenografi og lysdesign: Ulrik Gad. Kostumer: Maria Gyllenhoff. Komponist: Jenny Rossander (Lydmor).

Medvirkende: Line Nørholt, Thomas Kristian Bek, Annika Johannessen, Jørgen W. Larsen, Bolette Bang Nørregaard, Maria Henriksen, Marie Knudsen Fogh, Øster Borre Simonsen, Steffen Behrenthz Eriksen, Marcus Gad Johansen, Ferdinand Falsen Hiis og Lars Topp Thomsen.

Spilles (online eller fysisk, hvis det tillades) til 27. februar.

Anmeldt: 23. januar (premiere, online)

Forestillingsfoto: Emilia Therese.