05-11-2020

Improcomedy gruppen Specialklassen er på turné igen. Jeg oplevede dem på Bremen Teater, og det var morsomt.

* * * * 

 

Hvordan lyder 'Min indre hamster - the Musical'? Jeg fik svaret i aftes på Bremen Teater i København i selskab med en så fyldt sal som tilladt, men I læsere skal nok ikke forvente at I kan få samme oplevelse. Jeg var nemlig til improcomedy med gruppen Specialklassen, og det helt særlige ved improcomedy er, at det er once in a lifetime - hver gang.

Den gode, gamle teaterkliché om, at ikke to aftener er ens er her ikke blot en kliché, men en realitet. Det godt en time og tyve minutter lange show opstår på stedet, påvirket af publikums anvisninger og ønsker, og med mindre det optages og lægges ud på de sociale medier så er det forsvundet så snart det er færdigt.

Specialklassen består af Kasper D. Gattrup, Kasper Le Fevre og Rasmus Søndergaard samt deres musiker Anders Møller, og gruppen har optrådt i omkring 12 år. I de fleste af disse år har de stået højt på min to-do-liste, men i aftes var faktisk første gang jeg så dem live.

De kan deres kram. De er hurtige, skarpe, charmerende og så tilføjer de genren en ekstra dimension ved at kunne synge rigtigt godt, oven i købet i flerstemmige vokalharmonier - hvor svært er det lige, når ideer, tekst og melodi opstår på stedet som improvisation? Det er flot gået og det var i hvert fald i aftes temmeligt morsomt.

Improteater er opstået på baggrund af teaterpædagogen Keith Johnstones ideer om at man som skuespiller skal 'lege sig frem' og være åbne overfor ideer og tanker, og være i stand til at gribe dem på stedet. Herhjemme blev improgruppen Så Hatten Passer med bl.a. Søren Østergaard, Torben Zeller og Gunnar Frøberg populær i de tidlige 90'ere, hvor de dels optrådte med kultagtige Late Night Shows på det hedengangne Caféteatret og siden på Park Teatret, dels blev vist flittigt på TV. For et par år siden havde de 25 års jubilæum. Dengang i 90'erne sluttede mange teateraftener for mit vedkommende med en tur omkring deres shows inden natten for alvor begyndte i byen, så det var næsten som en tur ned af Memory Lane i aftes, selvom corona-restriktionerne betyder, at man måtte gå lige hjem da showet var slut lidt i halv elleve.

Der afvikles vist stadig danske mesterskaber i improteater, og en del grupper praktiserer den særlige comedyform, men ganske få på et niveau som Specialklassen.

Specialklassen er i øvrigt et godt eksempel på, at stand-up comedy, impro og god gammeldags revy sagtens kan forenes. Kasper Gattrup og senest også Kasper Le Fevre har med succes dyrket sommerrevyens svære kunst, og Rasmus Søndergaard er en flittig og dygtig revyforfatter. Sammen i Specialklassen er de legesyge, musikalske og særdeles godt selskab. 

I aftes var de fleste opgaver meget vellykkede, og publikum blev bl.a. vidner til en dansktopduet med titlen "Herretoilet", mødte beatpoeten og kussedigteren Leffe, og vi kunne more os over et eksistentielt foredrag om selve meningen med livet synstolket for hørehæmmede. I morgen vil publikum kunne opleve noget helt andet, men sikkert lige så sjovt.

"Specialklassen". Improcomedy med Rasmus Søndergaard, Kasper Le Fevre og Kasper D. Gattrup. Musiker: Anders Møller.

Turnerer i øjeblikket. Turneplanen kan ses på specialklassen.dk.

Anmeldt i Bremen Teater 4. november.

Foto: Kim K. Sørensen

04-11-2020

Intenst og velspillet kammerdrama om kærlighed mellem forældre og børn - også den, vi helst ikke taler om.

* * * * * 

 

I disse år er det på Husets Teater det sker, hvis man vil opleve rigtigt gode teatertekster i rå, rene og stærkt gennemarbejdede udgaver, med stærke og troværdige skuespillerpræstationer.

Således gælder det også for Vesterbro teatrets seneste forestilling, den norske dramatikerdebut "Se på mig når jeg taler til dig", som i den forgangne weekend havde premiere på teatrets lille scene, oppe på første sal, og spiller frem til 10. december.

Husets Teater kan dog ikke denne gang tage hele æren for succesen; forestillingen er produceret i samarbejde med Odense Teater og instruktøren Peter Dupont Weiss, så det er i høj grad også deres fortjeneste, at "Se på mig når jeg taler til dig" er blevet en vellykket og fin teateroplevelse. Peter Dupont Weiss har også både oversat fra norsk og skabt den meget enkle scenografi, som blot består af en stribe stole, placeret langs væggene i et bart rødt rum med tykke højrøde gardiner for vinduerne. Det ligner en danseskole efter lukketid, i hvert fald et stort neutralt rum, som således fint matcher teksten, der springer i tid og sted og i to afdelinger - fremført på en time og 25 minutter uden pause - fortæller om forældre og børn. Om børn og forældre. Om uendelig, alt overskyggende kærlighed, men også om den nagende frygt, alle der har børn godt kender. Frygten for at der skal ske ens kære noget ondt, eller, næsten lige så slemt, at de skal begå noget ondt mod andre.

Teksten er skrevet af den meget anerkendte og prisvindende norske lyriker og forfatter Monika Isakstuen og var hendes dramatiske debut. Det blev første gang opført på Rogaland Teater i Stavanger for godt et år siden, og vakte så meget opsigt, at det er oversat til flere sprog, altså også dansk.

Sarah Boberg og Morten Hauch-Fausbøll spiller stykkets fire karakterer. Moderen og hendes søn, og faderen og hans datter. Det gør de begge meget overbevisende, med en afdæmpet intensitet og en troværdighed, der på smukkeste vis understøtter skuespillets rå og brutale budskab.

I første del møder vi moderen til tonerne af "Mor er den bedste i verden", og hendes søn. Det handler om de tætte bånd, der opstår allerede når en mor lægger sit spæde barn til sit bryst og ammer det. Det er en nærmest erotisk oplevelse - for moderen, og for barnet? Får hun noget, der ligner en orgasme af dette, det mest intime nærvær mellem to mennesker. Og sønnen? Hvilke følelser vækker det i det endnu spæde barn, i forhold til hvordan han vokser op og udvikler sig. I dette tilfælde viser det sig, at han bliver en hadefuld og krænkende ung mand. "Drenge er og bliver drenge" undskylder moderen, men tvivlen nager hende: Er det min skyld, at han er blevet sådan? Var det fordi hun ruskede ham for hårdt, da han var lille? Vidste hun instinktivt, at hendes elskede søn var en potentiel voldtægtsforbryder? Kunne hun overhovedet have gjort noget for at undgå det?

I anden del er rollerne så byttet om. Morten Hauch-Fausbøll er faderen til tonerne af "Giftes med farmand" og vi aner allerede her et incestuøst spor. Igen er vi med fra start til slut. Fra fødsel til død. Gennem skilsmisse og delebarnsordning. Vi oplever faderens skræk for at gøre noget som helst forkert, når han bader sin fireårige pige, vi oplever hans rædsel for at nogen skal gøre hans øjesten fortræd, udsætte hende for et seksuelt misbrug. Vi oplever hende vokse sig ung og æggende, og blive genstand for drengenes sultne blikke, til faderens stadigt stigende gru. Er det en følelse af jalousi? Og når teenagedatteren i kådhed sexchatter med ældre mænd over telefonen, er det så i virkeligheden udtryk for en usund faderbinding, ligesom faderens forhold til en purung kvinde, på datterens alder, i virkeligheden blot er et udtryk for hans tiltrækning af sit eget barns kød.

"Se på mig når jeg taler til dig" er et mørkt og skræmmende kammerspil om grænseløs kærlighed mellem forældre og børn, ikke mindst om den side af kærligheden, vi helst ikke vil tale om. Det er en grufuld tilgang til et tabubelagt emne, som i Isakstuens modige, velskrevne tekst og i Dupont Weiss' intime instruktion bliver til vedkommende, tankevækkende og godt teater. Kan man spejle sig selv i karaktererne? Ja, afgjort og så jo alligevel ikke. Forhåbentligt ikke i hvert fald. 

"Se på mig når jeg taler til dig". Af Monika Isakstuen, oversat fra norsk af Peter Dupont Weiss.

Instruktion & scenografi: Peter Dupont Weiss. Lysdesign: Christian Vest Berntsen. Lyddesign: Erik Christoffersen. Kostumer: Hanne Mørup.

Medvirkende: Sarah Boberg og Morten Hauch Fausbøll.

Co-produktion mellem Husets Teater, Odense Teater og Peter Dupont Weiss. Spiller på Husets Teater til 10. december.

Anmeldt 3. november.

Forestillingsfoto: Natascha Rydvald

29-10-2020

"Let's Groove" er både en koncert, et live 'radioshow' og en slags teaterkoncert. Og det er først og fremmest et svedigt show.

Jeg giver ikke stjerner til dette show

Nogle gange skal man prøve nye ting. Dette site anmelder teater, revyer, musicals og den slags, men ikke f.eks. opera, ballet og koncerter. Normalt ikke. Men dette er en undtagelse, og måske er det slet ikke en anmeldelse, for hvad ved jeg om funkmusik? I stedet vil jeg kalde det følgende for en anbefaling, for liveshowet "Let's Groove - Earth, Wind & Fire" kan på det varmeste anbefales.

Kender I radioprogrammet "Funk - det er lørdag" med Nicolaj Molbech og Henrik Milling? Det er et program, hvor de to radioværter på den mest nørdede og charmerende facon fortæller om og spiller disco og funk-musik. Ind i mellem benytter de en hel udsendelse til at fortælle om ét band eller én solist, og for et par uger siden lykkedes det dem at samle en sammenhængende kæde af relationer mellem alle de numre, de spillede i de to timer. Det er ægte nørderi; sådan noget med at bassisten på dit, engang havde købt en brugt bil af trommeslageren i dat, og det fik dut til at skrive en sang.... og så videre.

Samme stil overfører d'herrer til livescenen, hvor de bakkes op af det svedigste band, Jan Glæsels Rumours Corner, bestående af 11 mand (m/k) - og fire sangere. Milling og Molbech fortæller historien om alletiders funkband Earth, Wind & Fire med en detaljerigdom, der er imponerende, ledsaget af billeder og lydklip på storskærm, så der samtidig tegnes et ganske skønt tidsbillede. Selv daværende statsminister Anker Jørgensen, dansk melodi grand prix og såmænd Bent Fabricius-Bjerre kan de få flettet ind i det magiske edderkoppespind af anekdotisk materiale. 

Og så er der musikken. Jeg kan ikke sige, at det lige var Earth, Wind & Fire, der roterede på min grammofon i 70'erne hjemme i Gundsømagle, jeg var nok mere rocktypen, men man må bare give dem, at de gamle funkfolk kunne noget med at banke en fest op. Og det skal jeg da love for, at Rumours Corner også kan. En fed blæsersektion, og en ualmindeligt velspillende rytmegruppe bakker på forbilledlig vis op om aftenens fire forrygende sangsolister med Bobo Moreno i spidsen. Kan han synge? Ja, det skal jeg lige love for at han kan og i løbet af de godt to timer koncertshowet varer leverer han - og Marcel Gbekle, Anne Murillo og Gry Trampedach - det ene forrygende vokale højdepunkt efter det andet med "Fantasy" som det ultimative klimaks, og et langt, fornemt medley over gruppens hits til at gå hjem på.

At dømme efter publikums reaktion ved turnépremieren i aftes i Helsingørs Kulturværftet, der primært så ud til at have været unge i 70'erne og 80'erne og derfor have fuldt Earth, Wind & Fire i bandets storhedstid, så rammer både bandet, sangerne og de to finurlige nørder det lige i bulls eye.

Så selvom det slet ikke er teater, så er det alligevel en slags teaterkoncert, og det er ihvertfald en fest. I disse tider, hvor der er langt mellem festerne, er det måske lige præcis en aften som denne i selskab med Milling og Molbech og Rumours Corner, som vi allesammen har brug for. 

Bedre medicin mod efterårs- og corona-tristesse findes næppe.

"Let's Groove - Earth, Wind & Fire" - en Live FunkCast af Henrik Milling og Nicolaj Molbech.

Medvirkende: Milling og Molbech, Jan Glæsels Rumours Corner med solisterne Anne Murillo, Gry Trampedach, Marcel Gbekle og Bobo Moreno.

Turnerer landet rundt til 14. november.

Oplevet i Kulturværftet, Helsinger 28. oktober (turnépremiere).

28-10-2020

Hvad sker der med mennesker, der isoleres ved verdens ende i en kritisk situation? Spændende ny dramatik i Krudttønden.

* * * * 

 

Tre mennesker sidder på en forskningsstation på Antarktis. De er bogstaveligt talt ved verdens ende. Udenfor hyler vinden og det er 30 graders frost. De spiser nøje afmålte madrationer, foretager seismologiske optegnelser og - går hinanden en lille smule på nerverne.

Især den ældste af de tre, engelske Bertram, synes at være lidt en mundfuld, med sine småpendantiske rutiner. Lederen af gruppen er engelske Angela, og danskeren Lars er trioens radiooperatør.

Der var en fjerde, men han er taget ud i snestormen for at fange et forsyningsskib hjem. Vi møder ham kortvarigt i indledningen, hvor han forgæves forsøger at få kontakt med gruppen over satellitradioen. For noget er galt. Helt galt.

Det engelsksprogede danske teater, That Theatre Company har i en årrække præsenteret et københavnske teaterpublikum for engelsksproget dramatik, nyt såvel som klassisk, og med "Extremophiles" giver de verdenspremiere til Fergal O'Byrnes nye skuespil, som er første del i en trilogi, med omdrejningspunktet 'lokationer'.

Første lokation er altså ved verdens ende. I begyndelsen går alting lidt langsomt, havde man forventet andet et sted, hvor der intet er at lave, ud over de daglige måleraflæsninger og den tørre konstatering, at vejret er som det plejer at være her; koldt, blæsende og mørkt!

Det er lidt af en bombe, Angela sprænger i gruppen, da hun fortæller at hun er gravid. At hun har et forhold til den nu manglende fjerde person i gruppen, har alle naturligvis vidst, men hvordan får man hende hjem og føde, og kan man overhovedet komme derfra? Kan man have et spædbarn i de omgivelser? Og helt konkret, så er der pludselig en mund mere at mætte.

Dramaet tager først for alvor fart, at fjerdemanden omsider kommer væltende tilbage gennem uvejret, og da det første chok over nyheden om at han skal være far, har lagt sig, kan fortælle, at verden udenfor ikke er som de tror. En altødelæggende atomstråling har lagt verden øde, formentlig dræbt alt liv - It's all gone, man! De fire - snart fem - er med en vis sandsynlighed de sidste mennesker på jorden. 

Extremophiles betyder i følge ordbogen; organismer, der lever eller overlever under ekstreme livsforhold, der ellers ville være dødelige for de fleste skabninger.

Stykkets fire efterladte er sådanne extremophiler, og hvordan reagerer de på situationen? Forskelligt, men hver på deres måde med en form for selvopholdelsesdrift. Sådan er vi mennesker indrettet. Når alt synes allermest håbløst, skal vi nok forsøge at finde en udvej. På en eller anden mærkelig måde, er det lidt som i den nuværende coronatid. Og det giver skuespillet en ekstra dimension og en formentlig helt utilsigtet aktualitet.

Hvordan det går, skal ikke afsløres her, men skuespillet er en intens og uhyre velspillet lille enakter på halvanden time. Ian Burns står stærkt i billedet som den ældre Bertram, der får mere og mere isolationskuller, Sira Stampe skaber et interessant karakterstudie af den vordende moder, Benjamin Stender er radiotelegrafisten, der bærer på en dyb, personlig sorg, og ind fra kulden kommer Michael Worthman som en afdæmpet vildmand med en blanding af autoritet og rædsel for den fremtid, han som den eneste godt ved ikke findes.

Claus Bue har instrueret med god fornemmelse for de enkelte karakterer, men måske også med en især i indledningen lige lovlig langsommelig scenegang mellem mikrobølgeovn og spisebord, og endelig krediteres TTC Grew for den ganske autentiske scenografi.

Til foråret kommer anden del af trilogien, som man godt kan tillade sig at havde forventninger til.

"Extremophiles" af Fergal O'Byrne.

Instruktion: Claus Bue. Scenografi: TTC Crew. Kostumer: Hanne Mørup.

Medvirkende: Siri Stampe, Ian Burns, Michael Worthman og Benjamin Stender.

Produceret af That Theatre Company. Spiller på Krudttønden til 21. november.

Anmeldt 27. oktober

 

25-10-2020

Dirty Dancing er tilbage, og det med et brag af et show forklædt som musical.

* * * * * 

Det er efterhånden fem år siden, at One and Only Musical Teater havde en stor, stor succes med opsætningen af "Dirty Dancing the Musical", så nu er det på sin plads at tage den op igen. Det er stadig med Mathilde Norholt og Silas Holst i hovedrollerne som den godhjertede teenagepige Baby og danselæreren Johnny Castle, og flere andre gengangere fra dengang, men det er i en visuelt endnu flottere opsætning, og det er et show, der simpelthen vælter publikum bagover med det ene flotte optrin efter det andet. Især inden pausen, hvor der er fuld knald på alt andet end handlingen. 

Scenografien er fantastisk; baseret på kæmpestore projektioner, der kan skifte på et splitsekund fra mondænt resort i bjergene til personalets snuskede bar, til dansesal, til golfbane og så  videre. Tilsat dekorationer, der kører ind fra siderne, og ned fra loftet, og en overdådighed af flotte kostumer. Det er en vaskeægte whau-oplevelse.

Musikken spilles af et fem-mands orkester, som vi først ser til sidst, men de lyder af mere, og de ikke færre end 53 musiknumre, som er proppet ind i showet, er lydsporet fra de sene 1950'ere og tidligere  60'ere - handlingen udspiller sig i 1963 - tilsat en håndfuld sange skrevet til historien af Eleanor Bergstein, der har skabt manuskriptet, og Conrad Helfrich m.fl. 

Manuskriptet er som sådan ikke noget at skrive hjem om. Det er alt andet end historien, der gør "Dirty Dancing The Musical" til en femstjernet festforestilling, men kort fortalt, så er familien Houseman taget på ferie på sommerresortet Kellerman's, hvor de næsten voksne døtre begge udfordrer kærligheden med det tjenstvillige personale. Den ene med en slesk krabat af en tjener, der også 'har bollet danselæreren tyk', den anden, vor heltinde, med den flotte mandlige danselærer, Johnny.  Det er ham, der har erfaringen, men det er hende, der lærer ham noget om hvad der giver livet værdi, og da de af omveje skal deltage i en dansekonkurrence sammen opstår der sød musik. Det er en banal og drivende sentimental historie, tilsat et skvæt socialrealisme om klasseskel, kønskamp og kampen for sortes rettigheder i 60'ernes USA.

Men når musikken spiller - og det gør den næsten hele tiden - og når der danses, det gøres der i gennem det meste af første akt, så har showet høj puls og en fremaddrivende intensitet, der er medrivende og gennemført vellykket.

Efter pausen mister forestillingen noget af pusten. Det er stadig flot at se på, og at lytte til, og det skal siges at både Mathilde Norholt og Silas Holst i hovedrollerne, og i store træk hele ensemblet omkring dem, leverer glimrende præstationer, men historien har svært ved for alvor at holde dampen oppe. Man sidder ganske enkelt og savner første aktens store optrin og brusende dansenumre, når der spilles kammerspil mellem Baby og Johnny, mellem Baby og hendes mor, mellem mor og far og så videre. 

Det er først til sidst, da Johnny leverer den legendariske replik - Nobody puts Baby in the corner - at der igen for alvor kommer fart over feltet, og parret kan danse den sidste, perfekte dans, med løft og hele pivetøjet, og kærligheden overvinder alt. 

Mathilde Norholt er glimrende som Baby. I begyndelsen en mut og småtvær pige, der hellere vil til Mississippi og demonstrere for de sortes rettigheder med Martin Luther King end på familieferie i bjergene. Hurtigt udvikler hun sig dog til en empatisk, viljestærk pige med ben i næsen og hjertet på rette sted. Hun klarer de krævende dansescener imponerende flot. Det samme kan man måske ikke så overraskende sige om hele Danmarks yndlings dansetrold, Silas Holst, som viser hele sit store format som danser, men som bestemt også hele tiden udvikler sig som skuespiller. De to  klæder hinanden godt, de har en god kemi sammen, så man virkelig tror på den blomstrende forelskelse. 

Omkring dem shiner Karina Frimodt som danselærerinden, der kommer i uføre, Kim Ace Nielsen (som man kan opleve i rollen som Johnny Castle, når Holst deltager i Vild Med Dans) har en fremragende energi og god udstråling, James Sampson, Christian Lund og Line Krogholm synger røven ud af bukserne som showets gennemgående sangere. Morten Lützhøft og Andrea Vagn Jensen er Babys søde forældrepar, og Nina-Maria Schjødt Lybæk-Hansen hendes plukkemodne søster. Anders  Bircow leverer en lille birolleperle som langfingret resortgæst og Jeff Schjerlund er ganske sjov og energisk, og en kende overspillet, som hotellets event-manager. Derudover  har hele det store ensemble stor ære af at showet bliver så godt som det er  tilfældet. De danser og synger, så det er en sand fornøjelse.

Der er naturligvis tale om et indkøbt koncept, med regler der  skal holdes i forhold til rettighedsejerne, men man sidder med en god fornemmelse af at instruktøren Philip Zandén og koreografen Tim Zimmermann har bidraget til at give denne opsætning personlighed og sin egen sjæl. At  kalde det en 'musical' er nok en tilsnigelse. Men det er et brag af et musikalsk show, og djævelsk underholdende.

"Dirty Dancing The Musical" af Eleonor Bergstein. Oversat af Trine Dansgaard.

Sange af bl.a.  Eleonor Bergstein, Conrad Helfrich og et utal af originale sange fra  perioden.

Instruktion: Philip Zandén. Koreograf: Tim Zimmermann og David Scotchford (original koreografi). Scenografi: Paul Edwards. Videodesign: Philip Sundbom/Johan Larsson. Kostumedesign: Marianne Lunderquist. Kapelmester: Thomas Jaque/Joacim Pedersen. Executive Music producer: Joacim Pedersen. Producent: Jesper Winge Leisner.

Medvirkende: Mathilde Norholt, Silas Holst, Karina Frimodt, Jeff Schjerlund, Nina Maria Schjødt Lybæk-Hansen, Andrea Vagn Jensen, Morten Lützhøft, Ole Boisen, Andres Bircow, Joacim Lind Graae Tranberg, James Sampson, Kim Ace Nielsen, Christian Lund, Christian Mosbæk, Linnea Stenbeck, Line Krogholm, Steffen Hulehøj Frederiksen, Malene Koch, Kristine Yde, Morten Daugaard, Lasse Dyg, Nadin Reiness, Gustav Kvale, Lisa Johanne Stokseth, Hannah Ohlsson og Jamie Cox.

Spiller i Musikhuset Aarhus til 7. november, og igen fra 29. april til 6. maj. Spiller på Falconer i København fra  4. marts.

Producent: One and Only Musical Teater.

Foto: Miklos Szabo