20-11-2020

Årets julecabaret på Café Liva er både musikalsk og morsom.

* * * * *

 

Selv ikke en pandemi som corona kan sætte en stopper for en af juletidens stolte traditioner i det københavnske kulturliv, årets julecabaret på Café Liva. I årevis har Jacob Morild som flittig tekstforfatter - i år med alle på nær to af cabaretens 16 numre - strikket en cabe-revy sammen til det lille, charmerende skib i Nyhavn; taget årets emner under kærlig, og nogle gange ukærlig behandling, og tilsat anstrøg af det rene gak-gak, et skvæt hygge og pyntet træet med musikalske guirlander. Således også i år, hvor han selv indtager scenen i overordentligt godt selskab af Karsten Jansfort og musikerne Morten Wedendahl og Thomas Pakula.

Julecabareten kan bedst sammenlignes med en sceneudgave af Svikmøllen, der satirisk svirper til højre og venstre, jonglerer med tidens emner som #MeToo, hjælpepakker, Mette, Mogens og mink og en hel del corona, forstås. Vi møder blandt andet en sjofel og sexfikseret Søren Brostrøm som bugtalerdukke, en overlegen direktør-type på jagt efter julegaven til konen, der har alt - en hjælpepakke!, og vi møder en ung mellemøstlig rod til tryghedskabende samtale hos sin nok så overbærende sagsbehandler. Drengen hedder i øvrigt Jesus 'fucking' Kristus og er noget så nedern over ikke at måtte gå tur på Genesarat sø.

Musikalsk er vi i gode hænder hos spillemændene Morten Wedendahl og Thomas Pakula, der også bidrager med flerstemmig sang når der gakkes løs om følgerne af Studentikos-korets kaotiske julefrokost, eller spiller med, når fædregruppen i 2.B. står til skideballe for at have udviklet børnenes Lucia-optog til en endnu mere kaotisk druktur. 

Jacob Morild er morsom på sin sædvanlige slebne facon, vi fornemmer altid, at der gemmer sig noget andet bag facaden, og så er det længe siden, at Karsten Jansfort har været så god og præcis i alle sine karakterer. Denne herlige revymand finder de fineste nuancer frem i rigt detaljerede portrætter af alt fra fulderikker til klæbrig dansktop-sanger og til højdepunktet som bitter gamling på et kage-bage-aftenskolehold for enlige modne mænd. Hans kone er skredet til fordel for - en anden kvinde - og vor ven er alt andet end tilfreds. Det der storslået komik af højeste - og allermest elegante - klasse. Det er det bestemt også, når Jacob Morild - i en velkendt karakter, som salvelsesfuld præst - gennemgår årets gang i sognet Dannevang. Ordekvilibristisk satire af format.

Forestillingens bedste og mest originale nummer hylder på finurlig vis den netop afdøde Sean Connerys legendariske Bond-figur. Hele holdet synger kendte julesalmer og -sange på de velkendte Bond-filmtemaer, i Thomas Pakulas overlegent musikalske arrangement.

"Rotter på loftet" er morsom og musikalsk hele vejen igennem, og selvom Morild tidligere har skrevet med en skarpere pen, så er der altid undertoner og referencer af alvor selv i det pureste pjat. Aller tydeligst i det poetiske slutnummer om "Vinter på Vesterbro", hvor den flerstemmige skønsang står i kontrast til tekstens budskab om, at ikke alle er lige lykkelige i denne dejlige juletid. Omkvædet lyder: "Stik mig en nål og syng mig en salme, så siger vi skål og så får vi kvalme." Og ja, det gælder om at nyde julen, for til påske er der flere end Jesus, der er døde. Det er barske sager, der synges med engleblide stemmer, og sender os ud i den kolde vinternat med et bredt smil på læben, og en nagende eftertanke i baghovedet.

Vil man gøre noget særligt ud af aftenen, så kan det på det varmeste anbefales at starte med Brasserie Livas strålende julemenu, der både er meget velsmagende og ødsel i omfang.

"Rotter på loftet".

Julecabaret med tekst og musik af Jacob Morild, Morten Wedendahl, Thomas Pakula, Karsten Jansfort, Mette Marckmann og diverse.

Medvirkende: Karsten Jansfort, Jacob Morild, Thomas Pakula og Morten Wedendahl. Speak: Ole Fick og video: Casper Joel.

Spiller på Café Liva til 21. december (I skal være hurtigt ude, der er næsten helt udsolgt).

Anmeldt 19. november.

Foto: Brita Fogsgaard.

14-11-2020

Der synges overbevisende flot i Langkjær Entertainments opførelse af musicalen baseret på filmsuccesen "The Bodyguard".

 

 

* * * * 

 

 

Det er ikke nemt at skulle træde i Whitney Houstons fodspor, og spille hendes rolle fra succesfilmen "The Bodyguard", men det lykkes ud over al rimelig forventning for Andrea Lykke Oehlenschlæger, som har fået rollen i den danske musicalopsætning, der i disse uger turnérer de store jyske musikhuse inden københavnerpremieren i Tivolis Koncertsal i slutningen af januar.

Hun synger med en ubesværet englerøst, så salig Whitney må sidde på sin sky i det hinsides og applaudere anerkendende. Og da en opsætning af "The Bodyguard - The Musical" ene og alene står og falder med at  sangerinden i  hovedrollen kan synge Whitneys sange, ja så er succesen allerede hjemme. At hun så tilmed mere end blot suppleres af endnu et kolossalt dansk stortalent, men knapt så ubeskrevet et blad, som Lea Thiim Harder, der ligeledes synger aldeles overbevisende som superstjernen Rachel Marrons oversete søster, gør kun den del af oplevelsen større. 

Man kunne således blot sætte sig til rette i teatersæderne, lukke øjnene og lade tonerne glide som honning i ørerne, men det vil være synd, for produktionen har flottet sig med en flot, velgennemtænkt og meget velfungerede scenografi af Benjamin la Cour, som leger med videoprojiceringer og får de mange, filmiske sceneskift til at glide så elegant som man næsten kan ønske sig. Det er ikke helt lige så overdådigt som den anden store film-bliver-til-musical, der kører lige nu, "Dirty Dancing", men det er flot. Og så har haute couture-designeren Jesper Høvring skabt nogle vidunderlige kostumer til Rachel Marron og hendes crew af backing sangerinder og dygtige dansere. "The Bodyguard - The Musical" er således ikke bare lækker at lytte til, men også lækker at se på.

Hvorfor så i himlens navn 'kun'  give den fire stjerner? 

Jamen, det er måske også i underkanten, for forestillingens helt, den barske sikkerhedsvagt med den bløde kerne, er i  trygge og gode hænder hos Johannes Lassen, den uhyggelige stalker spilles næsten ordløst, men med farlighed og fysisk energi af David Owe, og som Rachels 10-årige søn er Benjamin Dinesen Primiterra helt skøn og aldeles knuselskelig. Birollerne er i lutter gode hænder, så alt er egentlig som det skal være.

Problemet ligger i at "The Bodyguard - The Musical" som dramatisk musicalværk ikke i sig selv har meget andet at give end de mange - ca. 20 - flot udførte sange. Der er reelt kun et par enkelte scener, der udover det vokale, gør indtryk. Det er meget ferskt og kalkuleret. Det var vist i øvrigt også  det filmen i sin tid fik kritik  for.

Selvom Andrea Lykke Oehlenschlæger synger sine sange formidabelt godt, så er hun mere udfordret som skuespiller. Nuvel, det var Whitney også, men Whitney Houston havde i filmen én ting, som ingen kan tage fra hende; hun osede af star quality og den der udefinerbare x-factor, som man bare ikke lige har. Og den har Andrea Lykke Oehlenschlæger af gode grunde heller ikke. Vi har simpelthen svært ved at tro på, og blive overbevist om, at kvinden med den pragtfulde sangstemme vi ser på scenen også er 'verdens største sangstjerne'. Whitney var verdens største sangstjerne da filmen kom frem i '92, så det var intet problem, men det bliver det lidt her. Der mangler den usynlige aura af grandiositet omkring scenens Rachel Marron, både i showscenerne, men i virkeligheden mere i spillescenerne. Den er det ikke lykkedes instruktøren Thomas Agerholm at finde og frembringe i sin uslebne diamant.

Det er egentlig ikke en kritik, men blot en konstatering, for "The Bodyguard - The Musical" er et glimrende, flot gennemført og meget underholdende show af en musical. Og de to sangerinder i forgrunden vil lægge publikum for deres fødder på hele turnéen og når man til sidst rammer Tivoli. Det er bare om at få indløst billet og glæde sig.

"The Bodyguard - The Musical". Baseret på filmen "The bodyguard" af Lawrence Kasdan, med manuskript af Alexander Dinelars. Oversættelse af dialog: Trine Dansgaard.Sange og musik af utallige komponister og sangskrivere.

Instruktion: Thomas Agerholm. Scenografi: Benjamin La Cour. Koreografi: Sonny Fredie-Pedersen. Videodesign: Benjamin La Cour og Thomas Agerholm. Kostumedesign: Jesper Høvring. Kapelmester og arrangør: Joakim Pedersen. Musical supervisor, vocal coach & symfoniske arrangementer: Stuart Morley.

Medvirkende: Andrea Lykke Oehlenschlæger, Johannes Lassen, Lea Thiim Harder, David Owe, Benjamin Dinesen Primiterre (to andre drenge alternerer i rollen), Joachim Knop, Runi Lewerissa, Mikkel Vadsholt, Paw Henriksen, René Wormark, Annelie Karui Saemala Overbeck, Jasmin Dahl, Nellie Bethel, Kerry Crozier, Jessica Scorpio, Helene Høier Aagesen, Ché Barret Davis, Jack Dargan, Michael Naylor, Sebastian Skov. Musikere: Lars Larry Danilesson, Jesper Thomsen, Hannibal Gustafsson og Joakim Pedersen.

Turnerer til 20. december i Veje, Viborg, Aalborg, Aarhus og Holstebro. Spiller i  Tivolis Koncertsal fra 21. januar til 21. februar.

Anmeldt 13. november i Vejle Musikteater.

Forestillingsfoto: Miklos Szabo.

 

 

13-11-2020

Ambitiøst og effektfuldt satanisk drømmespil fra Kolding Egnsteater blander Faust-historien med en virkelig kriminalsag.

 

* * *  

 

 

Det er ikke ambitionerne, der mangler i Kolding Egnsteaters ur-opførelse af Jokum Rohdes skuespil "Madeleine og Drømmene". Dramatikeren benytter snart sagt enhver reference i sin vildt flagrende tekst, fra drømmetydning over Faust-myten til en helt konkret og i sig selv banal kriminalhistorie om et bortført barn.

I nu'et mens det står på, er det både effektfuldt, interessant og en lille smule inerverende. I efterrationaliseringen dukker begreber som 'for meget' og 'more is better' også op. Altså, vil Jokum Rohde simpelthen for meget på én gang? Skulle han have fordelt nogle af godbidderne, sin imponerende research i både litteraturen, den magiske verden og mytologien, ud på nogle flere stykker. For lige så imponerende "Madeleine og drømmene" på mange måder er som dramatisk værk, lige så overlæsset med begreber virker det også. Og det går i sidste ende ud over helhedsindtrykket. Det er næsten som at høre en koloratursopran gå bersærk i toneregistret, mens hun messer 'hør hvor dygtig jeg er''. 

"Madeleine og drømmene" er baseret på historien om den treårige pige, Madeleine McCann, som forsvandt sporløst på forældrenes ferie i Portugal i 2007 - den meget omtalte 'Maddie-sag'. Gåden er aldrig løst, forældrene har været anklaget og blevet frikendt flere gange, og det er i sig selv en spændende fortælling, der fungerer som et godt dramatisk udgangspunkt.  

Her møder vi Madeleine i realtid, i fortid og ikke mindst i drømmene. Forældrenes drømme, som den bortkomne Madeleine styrer som et nødråb fra det fjerne. Især i anden akt gør Amanda Bøgestrøm Isaksen indtryk i karakteren, der som en sortklædt skygge er med overalt, og i perioder også dukker op fysisk som en karikeret slaskedukke i flere størrelser. 

Forestillingens centrale skikkelse er dog Morten Kjærs diabolske Johhny Marlowe - en reference til forfatteren Christopher Marlowe, der skrev den første Dr. Faustus-historie i 1500-tallet - som med skæve gedebukkeben er lige dele satyr, børneporno-producent og faderens forfatterkollega og konkurrent (så får vi også lige en Shakespeare-reference med indover) og selvfølgelig er han også den mystiske Mister X, selve Dr. Mysterioso. Kjær spiller ham med indsmigrende farlighed, med de stikkende, næsten lysende øjne, der bestemt fascinerer, men også lidt for ofte falder i 'for meget'-fælden.

Malte Joe Frid-Nielsen og Kristine Nørgaard er Madeleines hårdt plagede forældre. Han er Faust-figuren, der sælger sin sjæl - og sin datter - for det næsten-for-gode-til-at-være-sandt forfatterjob at skrive Mister X alias Dr. Mysteriosos selvbiografi. Ja, ikke bare skrive den, men skabe den og dermed blive guddommeliggjort. Og i denne stræben efter guddommelighed bliver han indirekte skyld i datterens forsvinden, i følge Jokum Rohde. Overfor Frid-Nielsens teatralske og stærkt fysiske spillestil, står Kristine Nørgaard som moderen for det næsten stik modsatte. Hun beskriver en nærmest jordbunden realisme, som den forknytte og sorgramte mor, der opfatter Madeleines nødråb i sine drømme, men ikke kan overbevise myndighederne. Hendes stilfærdige og troværdige spil, gør langt større indtryk end de øvriges for ofte gestikulerende og højtråbende spillestil. Desværre falder hun næsten ud af fortællingen i anden akt.

Der er naturligvis en mening med det hele, for den unge instruktør Emil Aleksander Rostrup, ønsker givetvis at hans spillere hver i sær repræsenterer de forskellige psykologiske temaer og stemninger, der myldrer frem i tekstens underliggende vildnis; kaos, sorg, sort magi og så videre. Om den mission lykkes? Tja, det er jeg ikke så sikker på. Forestillingens største problem er for mig, at den vil for meget og at den dermed risikerer at tabe publikum undervejs. 

Der spares bestemt heller ikke på effekterne; Moderen, der spiser Madeleines hjerte eller faderen, der får et langt plastikrør stukket ned i mavesækken. Man væmmes, og til ingen verdens nytte. Men underliggende har både teksten, instruktionen og opsætningen også en lang række kvaliteter, man ikke må undervurdere. Det er ikke uinteressant, men balancerer lige på kanten af at blive det. Og det er lidt synd.

"Madeleine og drømmene" af Jokum Rohde.

Instruktion: Emil Aleksander Rostrup. Scenografi: Ditte Tygesen. Lyddesign og komponist: Ingdild Skandsen. Lysdesign: Jim Falk.

Medvirkende: Amanda Bøgestrøm Isaksen, Kristine Nørgaard, Malte Joe Frid-Nielsen og Morten Kjær.

Produceret af Kolding Egnsteater, hvor forestillingen spiller igen fra 20.-26. november.

Spiller de kommede to aftener på Mungo Park, Allerød.

Anmeldt 12. november på Mungo Park.

Foto: Asmus Kromann Bork.

11-11-2020

Det Olske Orkester afslutter deres trilogi om 'en nations selvhad' med en glimrende forestilling om forlorne indsamlingsshows og grov udnyttelse af det afrikanske kontinent. Politisk teater med både holdning og bid.

* * * * 

Det er altid lidt vanskeligt at springe ind i en trilogi i tredje del, uden at have set eller læst de to foregående. Siden 2015 har teatret Det Olske Orkester arbejdet med trilogien, som de kalder for En nations selvhad - Danmark mellem skam og selvovervurdering og man er nu nået til den tredje og sidste forestilling "Hvem er det der banker". 

Naturligvis er der en sammenhæng mellem de tre forestillinger, men man kan - vil jeg mene - sagtens både kunne overvære og få gavn, glæde og udbytte af "Hvem er det der banker" uden at have set de to første forestillinger "Salt" og "Sukker". Heldigvis er det også sådan, at Det Olske Orkester har fået lavet og udgivet en meget smuk, grundig og velillustreret bog om hele processen, der blev lanceret ved tirsdagens premiere på Forsøgsstationen på Sønder Boulevard i København. Den har jeg af gode grunde jo heller ikke nået at læse siden i aftes, men kan ved en lynskimning konstatere, at den giver et glimrende indblik i baggrunden for teatrets trilogi og arbejdet med den. Så er I ligesom jeg lidt ude på Herrens mark i forhold til det samlede værk, så køb bogen når I er inde og se forestillingen.

Det er en meget seværdig forestilling, der afslutter trilogien. Et skarpt og stærkt politisk indspark om selvretfærdighed og Danmarks grove udnyttelse af det Afrikanske kontinent. Her lægges ikke fingre imellem, det politiske budskab listes ikke ud mellem sidebenene, det er ikke nødvendigt at læse det mellem linjerne eller det med småt, for "Hvem er det der banker" er skrevet i versaler - KA' I SÅ FORSTÅ DET! Men forestillingen spilles og afvikles uden belærende pegefingre, i en smuk og kreativ ramme, og med en afdæmpet balance mellem den sorte ironi og den reneste naturalisme.

Hovedkarakteren Liv vågner i sin seng med et sæt, som i et mareridt. Noget banker, men hvad? Inden hun har set sig om, hvirvles hun ind i forberedelserne til et tv-transmitteret indsamlingsshow til fordel for de sultende børn i Afrika. Og vi som publikum tages med på drømmerejsen i en verden af manipulation og udnyttelse. Liv, spillet med overbevisende, afdæmpet troværdighed af Ditte Laumann har 'meldt sig' til at deltage i et quizshow i programmet. Det vil sige, hun har vist nok bare 'liket' et opslag et sted på de sociale medier, men nu står hun her, og opfordres af de overfladiske programledere til at glemme egne behov og stille sig til rådighed. Du vil vel gerne være et godt menneske?

Udstyret med en rygsæk og en mobiltelefon drager hun ud for at finde Afrikas Hvide Stjerne, mens hun løbende får stillet quiz-spørgsmål, og som sendt med en tidsmaskine dumper hun ned i slutningen af 1700-tallet, hvor hun skyllet op på en vestafrikansk strand møder den filosofiske Jose de Morales, senere dukker hun op i Congo i 1905, blandt racististe kolonister, der danser til softjazz mens de udnytter og udbytter det afrikanske folk. Også en angrende præst fra 1925 og selveste Karen Blixen dukker op på denne mareridtsfærd, der slutter med at Liv overfaldes af desperate flygtninge, men reddes af en hovedløs kæmpe af en forretningsmand, der lever af at skabe vækst på et kontinent, der ikke selv evner det.

Det lyder som - og er - en kompliceret, mangefacetteret historie, som igen er pakket ind i rammerne af dette forlorne indsamlingsshow, hvor medmenneskelighed blot synes at være et alibi for skamløs reklame. Det vælter ind med donationer fra både fiktive og reelle firmaer, der nævnes i en lind strøm - blandt andet Vandbrug & Gødevarer - og hovedsponsoren bag det hele er det ædle selskab Færsk, med det markante logo på kufferten med de mange millioner.

Det Olske Orkesters budskab er, at vi slet ikke støtter Afrikas fattige med disse reklamefinansierede indsamlingsshows, men at Afrika tværtimod bidrager til kapitalismens overflod, og det budskab kan man jo mene om hvad man vil. Pointen er i hvert fald godt fortalt i forestillingen, der i den grad udstiller diverse indsamlingsshows, der lokker danskerne til at vise samfundssind ved at sælge dem en lodseddel med fede præmier til et opstyltet og overfladisk reklameshow.

Det er det samme skuespillerensemble; Øyvind Kirchhoff, Angelina Kirchhoff, Morten Klode, Ditte Laumann, Sofie Ebbesen-Nielsen og Mireia Serra Voltas som har arbejdet sammen med instruktør og manuskriptforfatter Lotte Faarup omkring alle tre forestillinger. De spiller glimrende i en ekspressiv og fysisk stil, og lysdesigner og scenograf Jeppe Lawaetz har skabt en fremragende visuel ramme med store effektfulde projecteringer på det hvide scenegulv - en model, jeg kan se i bogen, at man også har arbejdet med i tidligere opsætninger i trilogien.

Det bedste ved "Hvem er det der banker" er faktisk kompromisløsheden hele projektet gennemføres med. De VIL noget med kunsten, og de formidler den med begavet indignation.

Lige så floromvundet det siges i forestillingen: Lille land - stort hjerte, lige så renhjertet kan det siges om Det Olske Orkester: Lille teater - stort hjerte.

"Hvem er det der banker". Koncept Det Olske Orkester. Manuskript: Lotte Faarup.

Instruktion: Lotte Faarup. Scenografi og lysdesign: Jeppe Lawaetz. Kostumedesigner: Signe Beckmann. Lyddesign: Jonas Jørgensen. Speak: Katrina Bugaj.

Medvirkende: Ditte Laumann, Øyvind Kirchhoff, Angelina Kirchhoff, Morten Klode, Sofie Ebbesen-Nielsen, Mireia Serra Voltas og Jens Bäckwall.

Spiller på Forsøgsstationen, Sønder Boulevard til 21. november.

Anmeldt 10. november (premiere).

PR-foto

PS/Bogen "Rundt om ilden", der handler om Det Olske Orkester og tilblivelsen af de tre forestillinger i trilogien, kan købes på teatret. Prisen er ikke oplyst.

06-11-2020

Emma Sehested Høeg er fuldkommen vidunderlig som den splittede unge pige i "Lolita for altid" på Østerbro Teaters Revolver scene.

* * * * * 

 

Fra det øjeblik hun dukker op på scenen, som et skyggebillede bag de lyserøde draperier, intenst syngende og med erotisk vuggende hofter, suger Emma Sehested Høeg hele teaterrummet til sig. Med en nærmest magnetisk udstråling ejer hun hver eneste kvadratmeter, er i fuld kontrol over ikke bare sit eget, men også de 120 publikummers åndedræt.

Som den unge 2020-kvinde i "Lolita for altid" leverer den 26-årige skuespiller, sanger og musiker en sjældent set overbevisende præstation. En af den slags scenepræstationer, der trækker priser og statuetter som en hale efter sig. Hun er i indledningen koket indsmigrende, flirtende med 'flot fyr, anden række', higende efter anerkendelse; af sin sang, sit udseende, sit tøj - helt ærligt, I DØR, når I ser det tøj, jeg lige har købt! Det er overdådigt morsomt, leveret med en umiddelbar og legende scenisk overlegenhed. Hendes virtuose vægelsind er helt uimodståeligt, da hun opdager en fristende Othello lagkage, som hun insisterer på ikke at røre/ikke kan lade være med at holde fast ved - jeg spiser aldrig mere kage/man kan vel godt lige smage! 

"Lolita for altid" handler om en syg ungdomskultur, men uden at udstille den og uden at råbe til oprør. Forestillingen beskriver det dilemma, alt for mange unge piger står i og lever med; at de på den ene side kan eje ´hele verden', hvis de lige drikker sig mod til og spiller på deres seksualitet, men samtidig også lever på en knivsæg, hvor selvbevistheden er papirstynd og skrøbelig.

Lige så vidunderligt koket og indladende lækker, Emma Sehested Høeg er i indledingen, ligeså rystende tragisk og dybt rørende er hun da glansbilledet krakellerer. Når den uskyldige flirt udvikler sig til kold og kærlighedsløs sex, og når hun mod slutningen konfronterer publikum direkte, som var vi den måske-kæreste, der lige har hældt hende ud med badevandet. 

"Lolita for altid" er skabt af kunstnerduoen How to Kill a Dog, der består af Emma Sehested Høeg selv og forestillingens instruktør, Jennifer Vedsted Christiansen, og fremstår som en musikalsk sceneperformance snarere end som traditionelt dramatisk teater. Scenografien, der er lige så candy-floss køn som vores Lolita, og bliver stadigt mere rodet, som en afspejling af pigens sind, og er lavet af Petruska Miehe-Renard, og musikken - som Emma Sehested Høeg også selv har komponeret - spilles af Viktor Dahl, som også får lov at agere enhjørning og kagemand.

Det var på en almindelig aften midt i ugen en fornøjelse at opleve hvordan et fortrinsvist ungt og overvejende kvindeligt publikum i den grad blev tryllebundet fra start til slut af en af de mest magiske scenepræstationer i meget lang tid. Og hvordan det helt spontant forløste begejstringen med flere minutters velfortjent stående applaus.

"Lolita for altid". Af How to Kill a Dog (Emma Sehested Høeg og Jennifer Vedsted Christiansen).

Instruktion: Jennifer Vedsted Christiansen. Scenografi, kostumer & grafik: Petruska Miehe-Renard. Lysdesign: Balder Vairagi Nørskov. Lyddesign: Viktor Dahl. Komponist: Emma Sehested Høeg.

Medvirkende: Emma Sehested Høeg og Viktor Dahl.

Spiller på Østerbro Teater/Revolver indtil 21. november.

Anmeldt 5. november.

Foto: Sara Galbiati.