17-09-2020

Tivoli afprøver konceptet med en genoplivning af fordums Tivoli Varietéer med Rasmus Botoft som omdrejningspunkt og konferencier.

 

* * * * 

 

Det skulle have været i april, nu blev det i stedet i september, at skuespilleren Rasmus Botoft fik mulighed for at gå salig Preben Uglebjerg i bedene som konferencier i Tivoli Varietéen. Der kom lige en pandemi i vejen.

I aftes, i aften, fredag og lørdag prøver man konceptet af, og går det godt, er det ret sandsynligt, at man til næste sæson vil fortsætte efter samme læst. Det helt store spørgsmål, der blinker i neon er, om Rasmus Botoft kan løfte og bære opgaven.

Ved premieren i aftes var der bestemt intet i vejen med gæsterne - og mange af dem vil de kommende dages publikum også kunne opleve. Det er blandt andet den tidligere X-Factor værtinde Mette Lindberg, der viser sig (undskyld min uvidenhed) at være en spændende popkunstner med en egenartet stemme, der i hvert fald i de tre sange vi fik, formår at fænge og fascinere. Det er også den helt vidunderlige gamle cirkusartist Benny Schumann, som i en alder af 75 år stadig kan sin metier og er aftenens i særklasse mest sympatiske indslag. Vi blev tillige forkælet med den umanerligt dygtige flamenco-danserinde Selene Munoz og ikke mindst hendes gudsbenådede percussionist Stephan Jarl. Akrobaten Christel Stjernebjerg lavede noget, der vel nærmest kan beskrives som 'akrobatisk stand-up i spagat', og hun er et charmerende bekendtskab. I det selskab havde den unge sangerinde Mercedes Lehamm Botoft (ja, hun er Rasmus' niece) sværere ved at trænge igennem og de to dygtige dansere fra Tivolis balletkorps var nok fejlcastet her, ligesom det virker som overdreven ananas i egen Tivoli-juice at have Rasmus Klump-figuren som gennemgående 'udsmider', når indslagene bliver for lange. Lad nu Rasmus Klump lege med børnene i sin del af haven, så de voksne kan få lidt fred.

Aftenen - og de kommende aftener - bød også på et kuriøst møde med en svensk papirklipper, og med en italiensk violinist, der angiveligt turnerer med adskillige verdensnavne, men hvis elektrisk forstærkede violin havde en klang, der mest af alt lød som hvis man forsøger at blende en pakke med blandede skruer fra Silvan. Til gengæld var det syv mands Varieté orkester under ledelse af Peter Jensen veloplagte og velspillende hele aftenen. 

Vi fik i tilgift lov til at overvære en uhyre veloplagt Claus Meyer som både tamburin-spiller, og en slags komiker. Han lavede undervejs i showet en velduftende krabbesuppe, der blev serveret for et par blandt publikum på scenen fulgt af Meyers løfte om 'kompromisløs rejsning'. Han var en engangsoplevelse.

Det er, som man kan forstå, et show, der stikker i alle mulige retninger, og kommer rundt i forskellige kroge af underholdningsbranchen. Og som sådan er det særdeles underholdende to timer - plus pause.

I kan nok fornemme, at jeg kryber lidt som katten omkring den varme grød, når det gælder Rasmus Botoft. Altså, det er ikke fordi jeg ikke synes, at han løfter opgaven fint. Han er sjov, og dygtig på sådan en ferm facon - også når han som Rytteriet-karakteren Else indtager scenen og synger Anita Lindblom-klassikeren "Sånt är livet" - men har han det der helt udefinerbare 'format', der er et nødvendigt krav, når man skal være det absolutte omdrejningspunkt i et stort show i Glassalen? Det er jeg lidt i tvivl om. Men er der lige nu nogen overhovedet, herhjemme, der har det 'format'? 

Man kan med god ret, synes jeg, spørge om Rasmus Botoft, i eget navn og uden Rytteriet, i længden vil kunne bære og løfte en hel serie af shows. Vil det i dag ikke kræve en form for samarbejde med TV, hvor Botoft i præcis samme værtsrolle som her, kan opbygge og udvikle sit navn og brand for det store, brede publikum. En slags dansk James Corden, der både kan præsentere og optræde med sine gæster, og være aftenens stjerne, næsten uanset hvilke gæster, man får hevet med i showet. Potentialet er til stede.

Tivoli har rig mulighed for, i en normal sæson, at krydre et varieté show som dette med masser af stjerner fra havens andre scener; for eksempel med en operadiva eller en verdensklasse musiker, der alligevel er hyret til at optræde i Koncertsalen eller på Plænen. Konceptet er nok gammeldags, men retro er det nye sort, og det bliver spændende om erfaringerne fra disse fire shows kaster en hel sæson af sig. Det vil kun tiden vise.

Tivoli Varietéen.

Vært: Rasmus Botoft. Instruktion: Katrine Engberg. Kapelmester: Peter Jensen.

Skiftende gæster, vi så: Mette Lindberg, Claus Meyer, Mathias Lindquist, Christel Stjernebjerg, Davide Rossi, Selene Munoz, Stephan Jarl, Benny Schumann, Amalie Isager og Robert Thomsen, Mercedes Lehamm Botoft og Rasmus Klump. Tivolis Varieté orkester. Kommende gæster: John Kørner og Peter Sommer.

Spiller til 19. september (i denne omgang).

Anmeldt 16. september (premiere).

Foto: Rumle Skafte.

15-09-2020

Voldsomt teater om en voldtægt på Aveny-T er på en gang fængende og frastødende.

 

* * * * 

 

Det er bestemt ikke en forestilling for sarte sjæle som Aveny-T åbner sæsonen med. "En historie om vold" er på mange måder noget af det mest modbydelige man længe har oplevet på en teaterscene. Et kort skuespil om en voldtægt, om hvordan voldtægten opfattes, føles og defineres af den forurettede, af familien og af 'systemet'. Det sidste personificeret ved en skeptisk politimand og en hospitalslæge, der har set så mange af den slags tilfælde, at han lige så godt kunne have været en børnelæge, der undersøgte en femårig for hævede mandler, som en retslæge, der foretager en rektoskopi på et mandligt voldtægtsoffer.

Her på scenen i det rå og intime teaterrum på Frederiksberg får vi hele molevitten serveret råt for usødet. Fra den homoseksuelle voldtægt til undersøgelsen hos lægen, og det er lige så frastødende som det lyder, og samtidig også uhyre fængende. Det skyldes ikke mindst, at skuespillerne, Andreas Jebro, som den unge forfatterspire Édouard, og Patrick Baurichter som den fremmede Reda, i den grad går all in. Samspillet mellem de to er gnistrende.

Historien er baseret på den unge franske forfatter Édouard Louis' selvbiografiske roman "Voldens historie", der var hans anden roman. Den første; "Færdig med Eddy Bellegueule" gav ham et internationelt gennembrud. og er ligesom denne også dramatiseret og kunne ses på Edison for et par sæsoner siden.

Den unge Édouard er julenat på vej hjem til sin lille lejlighed i Paris, da han møder den fremmede Reda. De to mænd falder i snak, og homoseksuelle Édouard tager den fremmede med hjem. De har sex, og så langt så godt er alt som det skal være, men så tager situationen en drejning. For har Reda reelle hensigter? Åbenbart ikke, situationen mellem de to mænd eskalerer i vold og i en regulær anal voldtægt. 

Vi får det hele i flashbacks, der skifter mellem efterforskningen, de medicinske undersøgelser og Édouards udadtil velmenende søsters kommentarer, og som historien skrider frem rejser der sig en række spørgsmål. Var det voldtægt? Hvorfor invitere en vildt fremmed mand med hjem? Tilmed en 'af dem' - en indvandrer. Er det ikke bare sådan noget homoer gør? Ja, selv Édouard er i tvivl. Fanget mellem angst, løgn og fornægtelse. Bærer han også selv en del af skylden?

På denne måde bliver "En historie om vold" et uhyre aktuelt indspark i hele debatten omkring samtykke, om seksuel chikane og krænkelser. Hvornår er et seksuelt forhold voldtægt? I Anders Lundorphs dramatisering handler det også om erindring, og om hvordan vores hukommelse kan spille os et puds. Hvad er det vi husker? Er det det vi ønsker at huske, og forskyder vores erindring den reelle sandhed? Skuespillet kunne næsten ikke blive sat op på et bedre tidspunkt, og det er en af de helt store styrker ved dette stykke dramatik, som når det kommer til stykket, måske ikke er det mest velskrevne, og som bestemt også i Anders Lundorphs egen instruktion har sine mangler.

Det er groft sagt bedst, når det er værst. I samspillet mellem de to mænd. Den pæne, forsigtige unge homo Édouard og den frække, pågående, falske indvandrer-efterkommer Reda. Er han i tvivl om sin seksualitet? Næppe, men kan han leve med den? Næppe heller. Udspringer volden af skam? Højst sandsynligt. Patrick Baurichter har hele pakken som Reda. Farlighed, charme og desperation. Andreas Jebro er tilsvarende overbevisende i sin udlægning af Édouard. En ung mand, der egentlig bare vil elskes, men som har svært ved at blive det. For nok siger familien, repræsenteret ved den røv-irriterende storesøster, glimrende spillet af Karin Bang Heinemeier, at den altid har 'accepteret' at Édouard var 'anderledes' - bare han gik lidt stille med det - men Édouard har aldrig følt accepten, og flyttede til byen så hurtigt han kunne komme afsted hjemmefra provinsen. Jebro leverer en respektfremkaldende præstation i den krævende rolle.

Anders Budde Christensen har rollerne som myndighedspersonerne; politimanden, der formentlig er både homofob og racist, og derfor blot passer sit arbejde i denne sag fordi han skal, og som lægen, der med en påtaget, næsten klinisk empati, stikker hånden ind hvor det gør allermest ondt. Det er tilpas overfladisk til at ramme helt plet.

Der er passager undervejs i den systematiske opklaringsfase, hvor forestillingen synes at slække på både intensitet og fokus, og bliver den periodiske direkte tale til publikum ikke en kende for pædagogisk? Men det er ikke en forestilling man glemmer lige med det samme, for emnet, spillet og den ualmindeligt rå, naturaliske fremstilling går i hjertet. På godt og på ondt.

"En historie om vold". Af Édouard Louis.

Dramatisering og instruktion: Anders Lundorph. Scenografi: Nicolaj Spangaa. Kostumedesigner: Michael Nøhr.

Medvirkende: Andreas Jebro, Patrick Baurichter, Karin Bang Heinemeier og Anders Budde Christensen.

Spiller på Aveny-T til 3. oktober.

Anmeldt 14. september.

Forestillingsfoto: Emilia Therese.

09-09-2020

Flemming Jensen trækker det største læs i Pladderhumoristernes fem-årsjubilæumsshow, der veksler i kvalitet, men i sine bedste stunder er ekvilibristisk ordleg for voksne.

* * * * 

 

'Hej igen!'. Sådan indleder Omar Marzouk Pladderhumoristernes femte Stand-up revy, og bliver denne tirsdag aften mødt af larmende tavshed fra den så-fyldte-som-den-nu-må-være sal på Café Liva.

Det var måske ikke den bedste indgang hverken for Omar Marzouk eller for showet, men det lader til at være en tradition i stand-up miljøet, at man kan tage publikums reaktion, eller mangel på samme og 'lege' videre med, indtil man finder fodfæste for sine jokes. I hvert fald benytter både han selv igen og senere Michael Schøt sig af præcis samme teknik et stykke tid inde i forestillingen, hvor publikum ellers er varmet godt op - og med samme resultat.

I mødet mellem revy-genren og stand-up-genren, der nu har varet i fem år - og de har ikke alle været lige forbandede - er det stadig ikke helt lykkedes stand-upperne Schøt, Marzouk og Sebastian Dorset at få revypublikummet helt med på deres vogn. Kudos for at de bliver med at forsøge, men et kig i salen inden showet, en vurdering af hvem, der sidder der i aften, og handling derefter, ville nok være en god idé. "Hej" og "Tak fordi I lyttede med" duer ikke rigtigt i denne sammenhæng.

Revymanden Flemming Jensen er mere på hjemmebane - i hvert fald denne aften, og de forrige fire gange, hvor jeg har set Pladderhumoristerne - for det synes at være det modne revypublikum, fremfor det - forestiller jeg mig - noget yngre stand-up publikum, der søger mod Livas lejder. I øvrigt i en sådan grad, at der kun er meget få billetter tilbage til hele spilleperioden.

I årets forestilling er det afgjort Flemming Jensen, der trækker det største læs, og tager de fleste stik hjem. Han har været i hopla tekstmæssigt, blandt andet med aftenens eneste vise om den lavtlønnede sygeplejerske, som med en vis misundelse kigger til erhvervsmandens årsløn på 40 millioner, men alligevel med tilfredshed konkluderer, at han (erhvervsmanden) i modsætning til sygeplejersken kan undværes. Det er fin, klassisk revyvisekunst midt i et virvar af sproglige finurligheder, rundet af tidens politiske klima og dårskaber, og ind i mellem så aktuelt, at samme aftens fodboldlandskamp er med.

Apropos sport, så leverer Flemming Jensen et andet af aftenens højdepunkter som udsendt reporter, der kommenterer balletten "Svanesøen" som var det en håndboldkamp og på den måde finsnitter Socialdemokratiets påståede kulturpolitik som var det en sprød iceberg-salat. Her forenes den pjattede revyhumor på smukkeste vis med den fineste politiske satire.

Det er ikke Jensen det hele. Alle fire har deres egen stand-up rutine, der er fine fællesnumre, hvor holdet blandt andet er Venstre-folk, der brainstormer om hvordan de skal kunne gøre Jacob Ellemann til statsminister - en af hans største udfordringer, konkluderer de, er at han er veluddannet og begavet. Senere gentager de temaet med Dansk Folkeparti, hvor løsningen på vælgerfrafaldet synes at være, at der fødes for få ægte danske ældre.... Også det nystiftede Veganerparti, får en tur i satiremøllen, men her knapt så vellykket.

Hidtil har der vist aldrig for alvor været tvivl om, hvor i det politiske landskab de fire befinder sig, og det er der formentlig stadig ikke, men det siddende regeringsparti går bestemt ikke fri for at få med både den runde og den skarpe satire, og når Sebastian Dorset parodierer kulturminister Joy Mogensen ved at tale som Mogens Jensen, der taler om lejrbålet som symbolet på den ultimative danske kultur, er vi aldrig i tvivl om, at hverken Joy eller Socialdemokraternes regering generelt rigtigt er i kridthuset hos de satiriske komikere.

De har, det må man medgive, alle ordet i deres magt. Showet byder på masser af ekvilibristisk ordleg for voksne, igen først også fremmest leveret af Flemming Jensen, der også personifiserer en dansk Donald Trump-tilhænger ved at rable den rene associasionsdiarré af sig. Det er fuldkommen vrøvl, men vidunderligt vrøvl.

En del numre, både stand-up rutinerne og nogle af fællesnumrene, virker lige lovlig ustrukturede, og har af og til svært ved at flyde naturligt. Omar Marzouk har sine øjeblikke, når han blandt andet fortæller om den utryghed det skaber i den offentlige transport, når han og sønnen sidder i toget og taler om counterstrike, og bringer de jyske ulve ind i indvandrerdebatten med det ræsonnement, at dyr næppe har en national identitet. Sebastian Dorset stand-upper om blandt andet Black Lives Matter-demonstrationer og dyresex med sproglig elegance, men uden at det rigtigt er morsomt, og Michael Schøt går linen ud, når han fortæller om at være coronaindespærret i fem måneder med to døtre på otte og 12 år, og om groteske forældremøder på skolen. Han kommer skævt i gang, men spiller sig op.

Det bedste ved Pladderhumoristernes femte show er, at selv i de numre, der fungerer dårligst, er der sproglige finesser, sjove ordspil, elegante situations-twist og gode jokes. Det er stadig fire solister, der lever på deres individuelle færdigheder, men samspillet og samklangen i forestillingen synes at blive bedre fra år til år. Og de har skabt sig et stort og trofast publikum, som heller ikke i år vil gå skuffede fra borde - hvis de altså kan opdrive en billet på den sorte børs.

"Pladderhumorister - vores første 5-års jubilæumsshow nogensinde". Af og med Flemming Jensen, Omar Marzouk, Michael Schøt og Sebastian Dorset.

Musik: Lars Fjeldmose, Lars Knutzon, Niels Clemmens og Tchaikovsky.

Instruktion: Lars Knutzon.

Spiller på Café Liva til 16. oktober.

Anmeldt 8. september.

Plakatfoto: Brita Fogsgaard.

06-09-2020

Den franske instruktør Laurent Chétouane ofrer Aarhus' Teaters skuespillere på kunstens skafot med en totalt mislykket opsætning af Holbergs "Den vægelsindede".


Stakkels skuespillere!

Udbruddet kommer fra ægteparret på rækken bag mig i Aarhus Teaters Scala-sal omkring to timer og 45 minutter inde i Laurent Chétouanes opsætning af Holbergs skuespil "Den vægelsindede". På dette tidspunkt kommer tjeneren Henrik på scenen iført indiansk fjerprydelse, nøgen og med rødmalet pik. Indrømmet. Optrinnet vækkende undertegnende en smule af den døs af afmægtig kedsomhed, som den enormt lange og ekstremt ufokuserede forestilling hidtil havde bragt mig i, men tankevækkende er det jo, at 'de stakkels skuespillere'-udbruddet var i flertal.

Ganske som jeg havde haft det stort set hele forestillingen, var det ikke kun Christian Hetlands afklædte Henrik, parret havde medlidenhed med, det var hele ensemblet; det gælder violinisten Toke Hansenius, hvis medlevende strengeleg er ét af de få relativt vellykkede greb i instruktionen, lige indtil han i anden akt også skal sige replikker og dermed i overført betydning bliver klædt lige så meget af til skindet, og det gælder teatrets grand ol' man, Anders Baggesen, som har sin første replik mere end to timer inde i forestillingen, og måske i trods, spiller mere klassisk Holberg'sk på en anden frekvens end det øvrige ensemble. Og i høj grad gælder det Anne Plauborg, der i rollen som det vægelsindede omdrejningspunkt Lucretia, har fået en stor klassisk hovedrolle, som hun måske godt kunne spille, hvis hun fik lov. Det gør hun bare ikke. Humørsvingningerne fra det melankolske indadvendte til den fyrige femme fatale bliver sært udviskede, spillet uden inderlighed og, hvilket er forestillingens helt store generelle problem, uden fokus.

Det varer mere end tre timer. En del af arbejdet med opsætningen, kan man læse sig til i forestillingens trykte program, skyldes improvisation, hvilket til en vis grad forklarer at flere af ensemblets skuespillere undervejs taber tråden og må have hjælp fra suffløsen på første række. Improvisationen kan også være en del af forklaringen på, at der ikke forekommer at være en samlet idé med at spille Holberg på netop denne måde.

Chétouane, franskfødt og respekteret instruktør med en særlig interesse for psykoanalysen, har henlagt handlingen til et western-miljø. Hvis man ikke læser programmet, vil man aldrig kunne forstå hvorfor, for det gives der intet dramatisk bud på. Teksten er bevaret på 1700-tals sprog, og det kolliderer aldeles uelegant med de ydre rammer. I programmet fortæller Chétouane om ideen: "Western handler om mødet med det naturlige eller rå, som du prøver at kontrollere med regler. Og med naturen er du tilbage ved drifterne. Og så kan jeg godt lide friktionen, der opstår mellem Holbergs 1700tals sprog og denne westernverden, som tydeligt viser skuespillets kunstighed." 

Ok, så. I denne tæmmede natur i det vilde westen, får Helene og Leonora deres kærester Eraste og Apicius, matchet op med den smukke enke, Lucretia, som de hver især har mødt i to vidt forskellige versioner, for denne bipolare kvinde har nemlig mere end én personlighed, og skifter mellem dem fra det ene øjeblik til det andet. De føler ikke at deres kærester kan elske dem, fordi de ikke er perfekte, men Lucretia er umiddelbart perfekt. Da mændene så møder den 'forkerte' version af den skønne kvinde, bliver de vrede - på hende og på hinanden, og det kommer til duel inden alting, med de snu tjenestefolks mellemkomst, alligevel ender i en eller anden form for samdrægtighed. Midt i kærlighedsdramaet står den forelskede magister Petronius, der uforskyldt også bliver offer for det djævelske vægelsind.

Man kan gøre meget med klassiker-materiale som Holbergs. Der er ikke så stramme regler og temmeligt frie rammer, men denne opsætnings ufokuserede, forvrøvlede anarkisme er ganske enkelt komplet misforstået og aldeles mislykket.

Endelig så må en sceneinstruktørs fornemste opgave være, at gøre sine skuespillere så gode som overhovedet muligt, her sker det stik modsatte. Skuespillerne lades så skammeligt i stikken, at man får medlidenhed med dem. At en udenlandsk instruktør ikke har fornemmelse for det danske sprog og diktionen, at toneøret kører på en anden sproglig frekvens, kan undskyldes, men så må man hjælpe til med en personinstruktør. Med meget få sporadiske undtagelser fremstår ensemblets replikbehandling og sceniske udtryk, som var de hjælpeløse dilettanter på en uløselig mission i et forsamlingshus langt, langt borte.

Selve opsætningen giver indtryk af, at vi som publikum er inviteret med til en åben prøve på et meget tidligt tidspunkt i forløbet. Burde teatrets ansvarlige ledelse i virkeligheden ikke have grebet ind og beskyttet sit personale mod dette overgreb på deres faglige stolthed?

Stakkels skuespillere.

"Den vægelsindede" Af Ludvig Holberg.

Instruktion: Laurent Chétouane. Scenografi: David Gehrt. Kostumedesign: Sanna Dembowski. Lysdesign: Kasper Daugberg.

Medvirkende: Anne Plauborg, Christian Hetland, Mathias Flint, Mette Døssing, Mette Klakstein Wiberg, Kjartan Hansen, Viktor Pascoe Medom, Nanna Bøttcher, Anders Baggesen, Simon Kongsted og Toke Hansenius.

Spiller på Aarhus Teaters Scala til 3. oktober.

Anmeldt 5. september.

Forestillingsfoto: Rumle Skafte.

04-09-2020

Gennemmusikalsk revyshow i coronaens skygge.Vi er i trygge rammer og godt underholdt.

 

* * * *

 

Coronaen er et gennemgående tema i et af de meget få revyshow, der er blevet til noget i år. På Pejsegården i Brædstrup spiller, synger og danser de – på scenen, ikke til natmaden, det må man jo ikke – ganske som de plejer, og inden showet lykkes det faktisk at gennemføre den velkendte bugnende buffet på en måde så alting ligner sig selv, blot med spritstandere og plastikhandsker, køkultur og nænsom afstand.

Selv om alt ikke er helt som vi er vant til, så ligner det til forveksling. Som publikum føler vi også ganske trygge og det er vigtigt.

Også på scenen er vi i gode hænder. Showets faste producent, Mikkel Schrøder, har samlet et godt og meget musikalsk hold; hustruen Christine Astrid, musicalstjernen Julie Steincke og den solide revymand, Gordon Kennedy- foruden sig selv, naturligvis. Der er masser af kvalitet, flotte sangstemmer, sjove gags og et rasende tempo, sat af den nye instruktør Carsten Friis. Første akts 12 numre gennemføres på blot 45 minutter og de holder en solid kvalitet; gode ideer, nogle mere oplagte end andre, andre mere originale end gennemsnitligt. Traditionen tro suppleres numrene på scenen med videoindslag, i år i reklameblokke, og lidt sjovere end vi har været vant til de senere år. Parodier på Finn og Jacobs Squash-reklamer, og et par tilbagevendende indslag med Danske Spils lottevinder-reklamer er originalt tænkt og sjovt udført.

Et talkshow-hjørne er også en gennemgående del af årets show, som sikrer en elegant sammenhæng mellem de enkelte numre, uden at det for alvor bliver en ’rød tråd’. Blandt ’gæsterne’ er en meget vittig bugtaler, der taler som Jørgen Leth, en kvinde med dansk rekord i diagnoser fra OCD til skizofreni, en stakkels døgnflue, der får sine 15 seconds of fame og en kvindelig erotisk forfatter med lettere censureret oplæsning. Det er sjofelt, og det er der også et par af showets andre numre, der bliver, men det skal nok gå hjem til firmaudflugten og julefrokosterne mod slutningen af spilleperioden.

Meget handler om corona. På scenen skjuler de ikke glæden ved igen at kunne optræde for et publikum, og flere numre kredser om emnet. Bedst i ”Shallow” – ja, mega-hittet, der her i Julie Steinckes tekst handler om corona, og at være sammen – hver for sig. Fornemt udført af Julie Steincke selv og Mikkel Schrøder.

Dygtige Christine Astrid er et alsidigt revytalent; hun er både morsom som den erotiske forfatterinde og rammende i sin gennemmusikalske parodi på Anne Linnet, ikke mindst når hun med spredte ben liderligt sidder og labber Julie Steinckes Medina i sig i en veludført musikalsk sketch om tv-hittet Toppen af poppen, med Gordon Kennedy som L.O.C. og Mikkel Schrøder som en kostelig Lars Lilholt.

Mikkel Schrøder er også voldspsykopaten, der tøjler temperamentet ved at strikke – igen i en solid musikalsk indpakning, mens hans Carl Mar Møller i en alt for lang ’Spørg Pejsen’-sketch bliver mere vulgær end egentlig morsom.

Crazykomik og en opvisning i flot popsang går hånd i hånd med Gordon Kennedy som komisk danser og Julie Steincke som sangerinden, der tryllebinder os publikummer, og endelig får Bent Fabricius-Bjerre en uhyre værdig, smuk og afdæmpet musikalsk hyldest, der pludselig bringer poesi ind i det ellers så effektive underholdningsmaskineri.

Årets Pejseshow har næsten alt hvad man kan ønske sig, bortset måske fra det ene eller to virkelige topnummer, der kunne løfte showet fra solide og velfortjente fire stjerner til den femte. Det er til gengæld meget lidt, der ikke fungerer, og de steder hvor teksterne ikke rigtigt holder, tager musikaliteten over og garanterer en høj underholdningsværdi.

”Pejseshow 2020 -Late Night”

Tekster og musik: Mikkel Schrøder, Rasmus Friis Tvørfoss, Morten Holm Nielsen, Gordon Kennedy, ’holdet’, Julie Steincke, Lady Gaga, Mark Ronson, Jan Svarrer, Jannik Fuglsang, Jane Birkin & Serge Gainsburg, Rasmus Søndergaard, Kasper Le Fevre, Christine Astrid, Troels Malling, Bent Fabricius-Bjerre, Vase & Fuglsang m.fl.

Instruktion: Carsten Friis. Koreografi: Christine Astrid. Musikalske arrangementer: Rasmus Friis Tvørfoss, Jakob Juul Nielsen, Stephen Nørrrelykke og Mikkel Schrøder. Kostumer: Lasse Spangenberg. Animationstegner: Allan Buch. Videoproduktion: Gordon Kennedy. Kapelmester: Rasmus Friis Tvørfoss.

Medvirkende: Julie Steincke, Christine Astrid, Julie Steincke og Gordon Kennedy. Musikere: : Rasmus Friis Tvørfoss, Jakob Juul Nielsen og Stephen Nørrrelykke.

Producent: Mikkel Schrøder.

Spiller på Pejsegården, Brædstrup til 11. november (fredage-lørdage).

Anmeldt 4. september (premiere).

Foto: Rune Buch