24-09-2020

Alt er næsten perfekt i Odenses nye revykoncept, med Sara Gadborg, Henrik Lykkegaard og Lars Arvad i absolut topform.

* * * * * 

Der har ikke været meget at grine af denne sommer. Ingen revyer, landet er langt i lænker, vi skal holde afstand og den seneste melding fra landets statsminister er, at vi egentlig helst skal holde os hjemme.

En anarkistisk tilgang til dette velmenende råd, vil være at smide alt hvad vi har i hænderne, og rende ud i byen for at have det sjovt. Og befinder man sig i en radius af en omkring 4-500 kilometer fra Odense, så bør man ikke snyde sig selv for årets revyoplevelse.

Revylution, kalder de revyen, der meget apropos spilles på Anarkist Beer & Food Lab i hjertet af Odense. Det er Odense Sommerrevy, der står bag, med kunstnerisk leder Lars Arvad i spidsen. Han kunne ikke bære et helt år uden revy, uden satire og uden noget at grine af. Så det giver han os - i rigt mål. Modsat hans sommerrevy, der er stor i slaget og traditionel i form og indhold, er Revylution et lille, skrabet revyshow med tre skuespillere, en pianist og et lille publikum på maksimalt 138 pr. aften. Indholdsmæssigt er det ikke fordi Revylution som sådan revolutionerer genren, men omgivelserne giver nogle muligheder som det store telt på Engen ikke har. Intimitet, nærvær - med afstand, så absolut. Der tages alle tænkelige hensyn for at undgå smittespredning - og en (undskyld) smittende spilleglæde, der når ud i hver en krog af Anarkists rustikke og drøncharmerende lokaler.

Henrik Lykkegaard er næppe set bedre på en revyscene end her; det klæder virkelig hans revytalent at optræde på et lille spillested. Sara Gadborg, den fynske tornado af en musikalsk humørbombe, får et regulært revygennembrud og må stå højt på ønskelisten hos landets revychefer, og chefen selv, Lars Arvad, viser mere alsidige sider af sit revytalent, som ikke kun er det runde og joviale, men også rummer en snert af galskab og skæv komik. I baggrunden passer en af landets bedste akkompagnatører, Morten Wedendahl, diskret, men med autoritet klaver og guitar.

Revyen består af 18 numre, der spilles uden pause, så publikum kan være ude på Albanigade igen kl. 22, og som noget meget, meget sjældent er der ikke et eneste dårligt nummer i blandt. Naturligvis er ikke alle 18 numre lige gode, bevares, men sammensætningen af dem, og energien og spilleglæden løfter det hele op på et højt, højt niveau. Det er meget morsomt, hele vejen igennem, og meget musikalsk.

Åbningsnummeret er et højintenst snakkenummer om alle de indlysende forskelle på sidste år og i år - sidste år var det ulovligt at bære maske, i år er det et krav og så videre - det serveres kvikt og energiladet og sparker revyen flot igang.

Flere numre er set før andre steder - men jo ikke i Odense - og fungerer her og i denne sammenhæng på bedste vis, ja faktisk bedre end i originaludgaverne. For eksempel et Brexit-nummer, hvor alle engelske låneord er udeladt og erstattet af fordanskninger. Lykkegaard leverer det med skarp elegance. Og helt og aldeles uimodståelig er han som alle troubadurers fader, en folkesanger og storyteller fra Nordjylland, der spidder enhver selvhøjtidlig Allan Olsen-type, med knastørt vid. 

I de to små sketchfilm, der vises undervejs, får Henrik Lykkegaard også lejlighed til at vise hele sit register indenfor komisk karaktertegning, i øvrigt fornemt fulgt til dørs af Lars Arvad og Sara Gadborg.

Hun kan synge. Det har vi set før i diverse musicalsammenhænge, men har vi nogensinde hørt hende synge bedre end i en pragtfuld udgave af Bent Fabricius-Bjerres "Duerne flyver", som en helt ren og gåsehudsfremkaldelde hyldest til den nyligt afdøde maestro. Inden da har hun henrykket - også bragende musikalsk - i et ret skønt nummer om de tre mænd, der denne sommer har givet hendes liv ny mening, Geisling, Brostrøm og Mølbak, og sandelig om ikke også hun får lov at trykke den af som countrysangerinde, der følger sin farmors vise råd om mænd fra Kerteminde. 

Lars Arvad er uhyre morsom, både når han fortæller bedemandsvittigheder, er den moderne curlingfar, der har store forventninger til sønnens skolegang og livsbane, og når han indgår i diverse sketches og førnævnte videoer. Hvor de to andre sprudler, er han revyens solide anker, det er også en kvalitet.

Og kvalitet er der hele vejen igennem. Fra det herlige smagebrædt med specialøl fra bryggeriet, til kokken Henrik Jyrks strålende kødservering med salater og en fin mac'n'cheese, der udgør den samlede pakke med mad og revy. Underholdningen starter allerede ved maden og den sjove ølsmagning.

Det er bare om at finde sin indre anarkist frem, spritte hænderne, tage mundbindet på (det må gerne komme af når man sidder og spiser, drikker og griner) og komme afsted til Odense og Revylution. Det bliver ikke meget bedre.

"Revylution". 

Tekst og musik: Vase & Fuglsang, Morten Wedendahl, Carl-Erik Sørensen, Jacob Morild, Klaus Rifbjerg, Bent Fabricius-Bjerre, Jacob Weble, Henrik Lykkegaard og Søren Anker Madsen.

Instruktion: Lars Arvad. 

Medvirkende: Sara Gadborg, Henrik Lykkegaard, Lars Arvad og Morten Wedendahl (pianist). 

Spiller på Anarkist Beer & Food Lab i Odense til 10. oktober.

Anmeldt 23. september (premiere).

Foto: Fra Revylutions Facebook-side.

 

23-09-2020

Molières klassiske komedie "Den Gerrige" som festlig farvelade-farce i veloplagt turnéformat.

* * * *

 

Der er gang i klassiker-opsætningerne for tiden, fra  Holbergs "Den vægelsindede" over Ibsens "Et Dukkehjem" til Det Danske Teaters "Den Gerrige" - udover mange andre. Fælles for alle tre nævnte opsætninger (hvor jeg desværre ikke har kunnet se "Et Dukkehjem") er at de tager et anderledes greb på forlægget, og godt for det, for så undgår vi at teatret lulles i dvale og bliver museumsagtigt.

Geir Sveaass har instrueret "Den Gerrige" til Folketeatrets turnéscene, og publikum ude i det ganske land kan se frem til en særdeles veloplagt, meget farverig farvelade-farce, der morer og underholder fra start til slut.

De lidt dybere sider af historien, som generationopgøret mellem de to moderne og forelskede børn og deres sygeligt nærrige far, og om man vil, en debat om arrangerede ægteskaber, tages der lettere på. Denne opsætning vil more og underholde - og det gør den.

Harpagon er en ældre, velhavende gnier, der må have været forbillede for Disney's Joacim von And. Han puger sine penge, og bruger ikke en skilling på hverken de to voksne børn, på tøj eller mad, og husets tjenere går for lud og koldt vand, omend man ikke lige kan se det i kostumieringen her. Han er besat af sine penge, og gemmer et skrin i haven med 100.000 af en eller anden ikke-defineret valuta. Det er hans 'skat' som han elsker højere end han elsker sine børn.

Sønnen Cléante må låne penge ude i byen, for at få råd til at ligne en laps og leve livet, og datteren Élise må finde sig i at blive lovet bort til en rig greve, ene og alene fordi greven afstår at få medgift.

Nu vil situationen dog, at Cléante er forelsket i den yndige Mariane, der bor alene med sin gamle, fattige mor, og Élise har forelsket sig i en rig, forældreløs arving, Valère, som har snydt sig ind i Harpagons hus som tjener for at være sammen med sin elskede. Harpagon får den idé, ansporet af koblersken Frosine, at han skal gifte sig med - ja, selvfølgelig den smukke Mariane, og er storsindet nok til ikke at forlange medgift. Dermed bliver han sin egen søns rival, og her kræves snuhed og behændighed fra husets tjenerstab for at alle i sidste ende kan få den rigtige. Og Harpagon kan sidde ensom tilbage og spejle sig i sin rigdom.

Kristian Holm Joensen spiller hovedrollen som Harpagon med hele sit store komiske talent. Han er virkelig en ynkelig og latterlig starut. Og han forsvarer Harpagons karakter, så vi også føler en smule medlidenhed med ham, men først og fremmest er han morsom.

Omkring ham har scenograf og kostumier Marianne Nilsson skabt et farverigt og karrikeret persongalleri, hvor birollerne får lov at funkle på hver deres måde. Kristian Boland er ret skøn som bøsset tjener, og til sidst som kriminalkommisær a la Axel Strøbye i Olsen Banden, Troels Malling giver den lillebitte rolle som pantelåner et umiskendeligt Ozzy Osborne-look, der er uhyre morsomt, og Jacob Webles intrigante Mester Jacques er også en lysende komisk præstation. Mette Horn giver Kristian Holm Joensen skønt modspil som den geskæftige Frosine, og endelig er Alexander Mayah Larsen både flot og finurlig som bejleren Valére, den mest interessante af de fire unge roller. Mads Reuthers lyserøde Cléante får ikke rigtigt lov til at få bid i fader-søn konflikten, som der ellers er muligheder for, og Mathilde Arcel Fock og tredjeårseleven Sofia Mileve Cukic, som henholdsvis teenager-mut og forårsgul yndighed, skaber det bedste de kan ud af et par grundlæggende ret uinteressante ungpigeroller.

Scenografien er skabt til turnébrug, og man kan godt en gang imellem ønske sig, at der blev gjort bare lidt mere ud af den. Det ser ærligt talt noget pauvert ud. Til gengæld har kostumerne fået alt hvad den kan trække. Stykket spilles i Jesper Kjærs moderne, og mundrette oversættelse, og replikkerne flyver muntert afsted. Forestillingen manglede måske på pressepremieren i aftes det sidste snert tempo, men det kan skyldes, at Mads Reuther var kommet til skade under prøverne og måtte gennemføre med en støttekrykke. Når man for alvor får spillet sig ind, så skal tempoet helt sikkert også få det sidste nøk op.

Og dermed kan landets teaterforeninger glæde sig til en hyggelig og munter aften i selskab med den gerrige og hele farveladen.

"Den Gerrige". Komedie af Molière. Oversættelse: Jesper Kjær.

Instruktion: Geir Sveaass. Scenografi: Marianne Nilsson. Koreografi: Jeanette Binderup-Schultz. Trommer: Niels Ratzer.

Medvirkende: Kristian Holm Joensen, Mette Horn, Jacob Weble, Mads Reuther, Kristian Boland, Troels Malling, Mathilde Arcel Fock, Alexander Mayah Larsen og Sofia Mileva Cikic.

Turnépremiere 24. september i Sønderborg. Turnerer til 12. november. 

Anmeldt 22. september (pressepremiere) i Grøndal Centret.

Forestillingsfoto: Gudmund Thai.

20-09-2020

Stjernespækket opførelse af Faust er både velspillet og har en imponerende lyssætning, men den har også vanskeligt ved at fængsle sit publikum.

* * * * 

 

Med Danmarks to bedste mandlige teaterskuespillere i rollerne som Faust og Mephistopheles, og med stjerneinstruktøren Staffan Valdemar Holm ved roret, så kan Østerbro Teaters opsætning af Johann Wolfgang von Goethes klassiker "Faust" ikke undgå at skabe store forventninger.

Det er ikke for meget sagt, at dette er en af sæsonens med spænding mest ventede forestillinger. Kan det blive andet end godt, fantastisk?

Godt er det, men fantastisk? Ikke helt. Og med forventningerne skruet helt op, så går man fra teatret med en lille, nagende fornemmelse af - skuffelse er måske et forkert ord, men lidt uforløst var jeg i hvert fald.

Det er jo ikke fordi hverken forlægget, med sin litterære tyngde, eller opsætningens kvalitet mangler noget - Olaf Johannessen og Søren Sætter-Lassen er som altid fremragende, lyssætningen er fascinerende, lydsiden ligeså. Vi bliver i tilgift præsenteret for et helt ubeskrevet blad i rollen som den stakkels Gretchen, der bliver det uskyldige offer for den pagt Faust indgår med Djævelens sendebud. Siw Ulrikke Maibom gør stort indtryk i sin debut overfor disse giganter. Anne Sofie Wanstrup tilfører den litterære alvor et velkomment snert af humor som nabokonen Marthe og Joen Højerslev leverer upåklageligt som blandt andet Gretchens bror, der myrdes af Faust, med ført hånd af Mephistopheles.

Men hvad er det så, der mangler? Noget nærvær. I al sin ydre kvalitet, synes jeg at opsætningen har vanskeligt ved at fængsle. Jeg tror ikke kun det er mig, der føler sådan. Publikum sad påfaldende uroligt på stolesæderne, omkring mig, og væltede glas og flasker. Havde de også svært ved at fastholde fokus når ordene væltede frem?

Staffan Valdemar Holm og Bente Lykke Møller, der har lavet 'scenografien', har valgt at lade ordene være i altafgørende fokus. Scenen er ét kæmpestort, sort gulv. Der er intet andet end en stribe sorte bokse langs væggene, som skuespillerne kan forsvinde bag og som kun sporadisk inddrages i opsætningen. Det er ordene, lyset og lyden, der alene skal føre os gennem fortællingen. Imponerende er det når Olaf Johannessen i en lang scene gennemfører en sand djælvedans til tonerne af dunkende disco og i et inferno af blinkende lys, mindre effektivt, når lange monologer og dialoger føres så dybt tilbage i det enorme sorte rum, at det forekommer som at overvære en stadionkoncert i Parken fra række 200 - uden storskærm. Når skuespillernes udtryk og mimik ikke kan ses, knapt nok anes, forsvinder en stor del af identiteten i opsætningen, det bliver mærkeligt indadvendt og tillukket, og det er her, at Holms opsætning risikerer at miste sit publikum. Alle de gode intentioner og de gode skuespillere til trods.

"Faust". Tragedie af Johann Wolfgang von Goethe, bearbejdet af Jon Fosse.

Instruktion og yderligere bearbejdelse: Staffan Valdemar Holm. Scenograf og kostumedesigner: Bente Lykke Møller. Lysdesign: Clement Irbil.

Medvirkende: Olaf Johannssen, Søren Sætter-Lassen, Siw Ulrikke Maibom, Anne Sofie Wanstrup og Joen Højerslev.

Spiller på Østerbro Teater, Republique, til 28. oktober.

Anmeldt 19. september.

Forestillingsfoto: Karoline Lieberkind

19-09-2020

Hyggelig krorevy i coronaens skygge med et par gedigne højdepunkter.

* * * * 

Sommerrevyer har været sjældne som ynglende storke i år, men på Menstrup Kro ved Næstved har man valgt at gennemføre årets revy med alle tænkelige forholdsregler for at undgå smittespredning.

Revyen havde premiere sidste fredag, og jeg så den i aftes, få timer efter at statsministeren endnu en gang havde manet til forsigtighed og udstukket nye retningslinjer. Fra i dag skal restauranter og barer lukke kl. 22 - og det er et problem i serveringsteatret på den sjællandske kro. Her slutter revyen nemlig først kl. 22.45. Aftenens forestilling må aflyses for at give kromutter Lene Ulriksen og revyens kunstneriske leder Jesper Søgaard mulighed for at ændre tidsplaner - gæsterne skal fremover komme tidligere og revyen skal tidligere i gang, så alle kan være ude af salen i rette tid. Det er bestemt ikke nemt at være hverken restauratør eller kunstner i disse for vort land så trængte tider.

Hvis Jesper Søgaard, der selv er på scenen sammen med revyveteranerne Ann Hjort og Thomas Mørk, og de to unge Mette Ladekarl og Jens Hauvgaard Jepsen, i samråd med revyens instruktør Nikolaj Tarp skal fjerne et par numre for at få tidsskemaet til at passe, så vil det ikke gøre så meget, for dels er der mange numre, 27 plus det løse, dels er der et par stykker, man næppe vil savne. Men årets Menstrup Revy byder også på en lille håndfuld gedigne højdepunkter, der sammen med det dygtige skuespillerhold og det velspillende orkester, bidrager til at revyen som helhed en lun og hyggelig sensommerfornøjelse.

Det første højdepunkt er overraskende. Det er ikke en fornærmelse at kalde revypublikummet i Menstrup for 'modent', så når revyens ouverture er et rungende rock'n roll guitarsolo-medley fra guitaristen Peter Ravn, kan det ellers nok være at vi bliver sparket igang. En herligt utraditionel måde at åbne en sommerrevy på. 

Jesper Søgaard byder velkommen og fortæller at alle på scenen er positive, og bliver naturligvis korrekset af Thomas Mørks Kjeld Petersen-koleriske 'Nej, nej...vi er NEGATIVE.' og så synger holdet ellers om en ren revy, renset for krænkelser og med en miljørigtig tone.

Det viser ikke at være helt løgn. Der er flere numre om klima og miljø, bl.a. dukker Greta Thunberg op, og hele holdet optræder som popsangere med en overfladisk miljø-støttehymne, som de ikke fatter en brik af, sjovt og anderledes tænkt.

Jesper Søgaard leverer fint visen om livsnyderen, der 'jo skal ha' det lidt godt' med rigelige mængder af kød og våde varer, indtil hjertet står af. Et alvorligt nummer, der måske lige netop på dette sted kan virke malplaceret, efter en rødt kød-menu og for nogle af gæsternes vedkommende rigeligt med vin, men ikke desto mindre et glimrende nummer.

Ann Hjort brillerer stort, når hun belærer Jens Hauvgaard Jepsen om de fatale konsekvenser ved at henkaste en bananskræl i naturen, og Thomas Mørk optræder som selveste corona-virussen under 'kunstnernavnet' Mister Podona i en ganske finurlig tekst han selv har skrevet, men hvis pointer denne aften syntes at gå hen over hovedet på publikum.

Næh, så er der mere fis i kasketten når Jens Hauvgaard Jepsen spiller fuldt ud på sin fysionogmi - han er stor som et skilderhus, med en overraskende lethed i sine bevægelser - i et fjollet, men morsomt boksenummer med Søgaard, og med Mørk som klassisk kommentator.

Aftenens i særklasse bedste nummer får vi i anden akt, hvor Thomas Mørk og Jesper Søgaard er et homoseksuelt sølvbrudepar på krisekurs i en meget morsom tekst af Simon Nøiers, og debuterende Mette Ladekarl får lov at vise talentet i en energifyldt  Niels Olsen-vise som Mette Frederiksen.

Rækkefølgen af numrene er noget af det vigtigste, når en lagkagerevy som denne skal lægges sammen, og her lykkes missionen desværre ikke helt for Nikolaj Tarp, der nok skulle have udeladt et nummer eller to mod slutningen, eller blandet bolsjeposen anderledes. Revyen dukker lidt mod enden, men som helhed er Menstrup Revyen er god og gedigen krorevy.

Nu må vi så bare håbe, at de kan finde en måde at gennemføre de kommende forestillinger på, og at publikum overhovedet tør møde op. Åh, de stakkels restauratører og kunstnere!

Menstrup Revyen - Ren revy

Tekst og musik: Peter Ravn, Thomas Mørk, Christian Dahlberg, Harry Vanda & George Young, Staffan Bjerstedt/Pernille Schrøder & Jesper Søgaard, Johan Strauss, Peter & Steen, Leif Maibom, Søren Anker Madsen & Jan Svarrer, Rasmus Krogsgaard, Jeff Schjerlund, Gioacchino Rossini, Martin Miehe-Renard, Vicki Berlin, Morten Wedendahl, Josef Aarskov, Michael Jackson, Nikolaj Lie Kaas, Anders Øhrstrøm & Rcco Wichmann, Simon Nøiers, Robert Rydberg, Niels Olsen, Thomas Pakula, Vase & Fuglsang, Wendt, Tind & Engholm, Kai Normann Andersen, Mette Ladekarl, Nikolaj Tarp, Jacob Fauerby, Giacomo Puccini, The Poiner Sisters & Trevor Lawrence og Benny Andersen & Povl Dissing.

Instruktion: Nikolaj Tarp. Kapelmester: Christian Dahlberg.

Medvirkende: Mette Ladekarl, Ann Hjort, Thomas Mørk, Jens Hauvgaard Jepsen og Jesper Søgaard. Musikere: Peter Ravn, Josef Aarskov og Christian Dahlberg.

Spiller på Menstrup Kro til 7. november (se hjemmesiden for ændrede tidspunkter).

Anmeldt 18. september.

Pr-foto

18-09-2020

Det Ny Teater leverer endnu engang topkvalitet, med en vanvittigt flot opsætning af Lionel Harts musical "Oliver!".

* * * * * 

Når Det Ny Teater lover 'en pragtopsætning', så leverer de 'en pragtopsætning'. Der er ikke en finger at sætte på noget i teatrets første forestilling siden corona lukkede Danmark og kulturlivet ned, og skulle det private musicalteaters pengekasse være slunken, så kan man i hvert fald ikke se det fra salen.

Musicalen "Oliver!" er et hit. I modsætning til teatrets seneste satsning, den kikset kitschede tyske vampyr-musical, er der her både en stærk historie - baseret på Charles Dickens berømte roman "Oliver Twist" - en perlerad af glimrende sange, det ene fantastiske optrin efter det andet og nogle interessante hovedroller, hvor titelrollen, den forældreløse dreng Oliver i virkeligheden blot bliver den motor, der holder historien i gang.

I "Oliver!" er det personerne omkring Oliver, der er de mest interessante. Den gamle hæler Fagin, der selvom han lever af ulovligheder, har en godt hjerte, og holder byens hjemløse børn både beskæftiget og mætte. Den unge pige Nancy, der ved skæbnens ugunst har forelsket sig i den værste stodder i hele London, men ikke kan slippe ham, uanset hvor grov og modbydelig denne Bill Sikes er. Det bliver hendes død, at kærligheden ganske enkelt ikke kender til begrebet 'sund fornuft'.

Vor lille ven Oliver er endt på Mr. Bumbles fattighjem, da hans mor døde i barselsseng, og da han vover at bede om mere mad, bliver han solgt til en bedemand, hvorfra han stikker af og slutter sig til Fagins bande af lommetyve, inviteret af den drevne Lurendrejer. Inden da har han i den smukke, renfærdige "Hvor findes kærlighed?" spurgt sig selv om ikke der trods alt et sted i denne dystre verden findes kærlighed. Det ender med at han finder den, hos den rige Mr. Brownlow, som - det er jo et eventyr - viser sig at være hans bedstefar, men inden da skal både Oliver og det brogede persongalleri omkring ham så grumme meget igennem.

Fagin drømmer i sit stille sind om et liv på den rigtige side af loven, men det har visse ulemper, så han 'overvejer situationen' som han synger i blot én af mange, herlige sange som denne 60 år ganle musical har at byde på. Preben Kristensen er en aldeles pragtfuld Fagin. Mere hyggelig måske, end decideret farlig, men fuldkommen overlegent god i sangnumrene både dem med og dem uden børnekor. Det er godt set af ham og instruktøren Daniel Bohr, at få lagt referencer ind til både Disneys Aladdin og Ringenes Herre, når Fagin pudser sine skinnende hælervarer. Det børster lidt den sidste smule støv af en musical, som man naturligvis godt kan høre har en del år på bagen.

Monica Isa Andersen i rollen som Nancy har potentialet til at blive den næste store, kvindelige musicalstjerne herhjemme, og spiller sig op efter en lidt vaklende entré så hun til sidst gør stort indtryk som den ædelmodige unge kvinde, der ofrer sit eget liv for at hjælpe Oliver. Hendes store sang "Blot han behøver mig", leverer hun med dyb indlevelse og en følsom nerve i den glimrende sangstemme.

Ved torsdagens premiere var det Bertram Hasfort Klem, der spillede Oliver. Det gjorde han strålende. Med vitalitet og charme - og god kontrol i den vanskelige solo. Jonathan Tage Pedersen var en tilsvarende gæv Lurendrejer. De mange børneroller, der kan være en udfordring at besætte rigtigt, klarede opgaven med bravour, og man må håbe og ønske, at de to andre hold børn er lige så gode.

Operasangeren Jens-Christian Wandt er en sand fornøjelse som fattiggårdsforvalter Bumble, der gifter sig med Ann Mari Max Hansens barske Mrs. Corney, og hurtigt fortryder igen, og selvom ikke alle de små biroller spilles med samme kvalitet, så er der stor ros til hele ensemblet, der virkelig leverer på et niveau, som man næppe finder meget bedre i musical-metropoler som London og New York. De store fælles optrin, både dem med Oom-pah-pah og ramasjang, og den smukke, poetiske "Kom og køb" sidder simpelthen lige i skabet.

Opsætningens kvalitet; den stilsikre og effektive instruktion af Daniel Bohr, husscenografen Paul Farnsworth fornemt flotte og meget effektive slum-scenografi, koreografien, lys- og lyd, kostumer og den overlegne afvikling af hele det tekniske cirkus er på højt internationalt niveau.

Der må blot spilles for omkring 350 publikummer pr. aften i Det Ny Teater, og med en opsætning som denne, hvor der ikke er sparet på noget (der kan ses og høres fra salen) må teaterchef Niels-Bo Valbro selv med 'udsolgt' alt andet lige sætte en mindre formue til. Man må håbe på bedre tider, så "Oliver!" kan få et langt sceneliv for rigtigt udsolgte huse, for det fortjener den virkelig.

"Oliver!". Musical af Lionel Bart baseret på Charles Dickens' roman "Oliver Twist".

Iscenesættesle: Daniel Bohr. Scenografi: Paul Farnsworth. Koreografi: Lee Proud. Musikalsk indstudering og kapelmester: Per Engström.

Medvirkende: Preben Kristensen, Monica Isa Andersen, Rasmus Fruergaard, Jens-Christian Wandt, Ann Mari Max Hansen, Bertram Hasfort Klem (en af tre Oliver), Jonathan Tage Pedersen (en af tre Lurendrejer), Sebastian Harris, Christina Elisabeth Mørkøre, Lea Palme Skriver. Søren Torpegaard Lund, Michael Lindvad, Carl-Christian Rasmussen, Mia Karlsson, Mikkel Hoé Knudsen, James Leece, Niklas Frandsen, Thomas Mark, Mark Agerskov, Søren Bech Madsen, Lærke Belle Juul Hansen, Linda Fabricius Hultemark, Thea Boel Gjerum, Elise Ruusunen, Jonas Suurballe og Sophia Johar (en af tre Bet), samt tre hold lommetyvebørn.

Spiller på Det Ny Teater til 6. december.

Anmeldt 17. september (premiere).

Forestillingsfoto: Per Morten Abrahamsen.