06-08-2020

Lane Lind synger og fortæller om et liv på - og udenfor scenen. Det er varmt, morsomt og ikke uden en vis tristesse.

 

* * * *

 

Jeg har ikke ligget på den lade side, siger skuespillerinden Lane Lind hen mod slutningen på sin små to timer lange solo-cabaret, og afslører et par kærlighedsforhold til langt yngre mænd.

Kærligheden er især i centrum i forestillingen "Hvis livet var en sang"; både den til mændene, som der, må vi forstå, har været en del af undervejs, men sandelig også en kærlighed til sønnen Mads (der har instrueret forestillingen), til barnebarnet Carmen, til teatret og ikke mindst til livet i sig selv. Det sidste, fortæller hun undervejs i det anekdotiske spor mellem sangene, har det ikke altid været lige let med. Der har undervejs været en del tvivl på egne evner, bristede drømme og mislykkede kærlighedseventyr. Et så slemt, at den purunge Lane stod på kanten af sin franske altan på femte sal og kiggede ud i den sorte nat, men ikke turde tage springet fordi der var for langt ned.

Her på det lille cabaret-skib, Liva, i Nyhavn tager hun springet. Det modige spring ud i at stå på scenen - ikke alene, men sammen med den umanerligt velspillende og medlevende guitarist Lasse Schmidt - og fortælle om et levet liv og en karriere på godt og ondt, tilsat en række sange, der på hver sin måde indrammer og illusterer perioder og episoder i Lane Linds 75-årige liv. Fra "Skolepigens sang", som hun optrådte med på skolescenen i 1959 - en omskrivning af "Pige træd varsomt" - til slutnummeret, der helt naturligt er Jacques Brels prægtige djælvedans om livets karrussel.

Lane Lind leverer sangene - de er ganske forskellige i stil og karakter - godt, men det er alligevel de mellemliggende monologer, der fænger mest. Og morer. For der er sjove historier, og de bliver fortalt med en vidunderlig, underspillet selvironi, og en ikke ueffen parodisk elegance. For eksempel historien om Olaf Ussing, som vrængede vredt af hende da de første gang skulle spille sammen. Hvorfor var han så vred på denne unge skuespillerinde? Jo, alle de smukke mænd, han havde mødt på teatret var forelskede - i hende! 

Eller hvad med den om den svenske komiker og sanger Eva Rydberg, der var hyret til at spille glansrollen som Fanny Brice i musicalen "Funny Girl" på Odense Teater, med Lane Lind som 'alternerende', det vil sige, at hun ind i mellem skulle spille rollen, og dublere i tilfælde af sygdom. Det kom aldrig til at ske, for krukken Rydberg forlangte at Lind end ikke måtte prøve på rollen, for ingen skulle skygge for hendes stjerneglans. Det er lidt skæbnens ironi, at netop en sang fra "Funny Girl" også her er blevet 'strøget' i så meget sidste øjeblik, at den stadig figurerer i det trykte program. 

Rollen som Sally Bowles i "Cabaret" kom hun heller aldrig til at spille, men synge "Livet er Cabaret, min ven" gør hun dog her, med den pointe, at uden publikum, hvor angstprovokerende det end kan være, kan skuespilleren ikke få det kick, der er selve meningen med at stå på scenen. 'Meningen med livet er at det er', som hun filosofisk udtrykker det mod slutningen.

Der er indrømmelser og intime afsløringer. Nok har hun været en kærlig mor, men en god mor har hun næppe været, dertil var hun alt for forkuseret på sig selv og sit eget liv og karriere. Og sygdom har der også været - og er, med en nylig konstatering af Parkinsons. Men med alderen, der nager hende, er der også kommet en næsten endnu større livslyst, og selvom "Hvis livet var en sang" næsten kan have karakter af en fin kunstners svanesang på scenen, så må man ikke håbe at dette er det sidste vi ser til hende. Der er fire store stjerner til hendes livskloge og muntre cabaret, og til Lasse Schmidts lækre akkompagnementer på de velstemte guitarer.

"Hvis livet var en sang". Manuskript: Lane Lind. Sangtekster og musik: Kai Normann Andersen, PH, Irving Berlin, Volmer-Sørensen, Jimmy McHugh, Dorethy Fields, Bebbe Wolgers, Olle Adolphson, Karl Bjarnhof, Jacques Brel, Habakuk, John Kander, Joe Masteroff og Fred Ebb m.fl.

Instruktion: Mads M. Nielsen. Musikalsk arrangement og akkompagnement: Lasse Schmidt.

Medvirkende: Lane Lind.

Spiller på Cafe Liva indtil 22. august.

Anmeldt 5. august (premiere)

Foto: Mads M. Nielsen.

PS/ Der tages alle forholdsregler for covid-19 på det lille cabaretskib, hvor man ikke sidder nær så tæt som man plejer. 

29-07-2020

Klangfuld og smuk forestilling om kunstmaleren og mennesket Anna Ancher med Bagsværd Sø som fascinerende bagtæppe.

 

* * * *

 

Vel er Bagsværd Sø hverken Skagerak eller Kattegat, men der er hvide toppe på bølgerne på søen denne tirsdag aften i juli, og vinden ude fra vest river godt i kinderne. Sceneriet med den flydende ponton i vandet, og den smukke, hvide bro, der går over det lille indløb fra selve søen, og de omkransende træer, er betagende og indbydende.

I år har Det Flydende Teater valgt ikke at sejle publikum rundt, i stedet sidder vi på land, i magelige havestole og skuer ud mod - nå ja, ikke havet men dog vandet - og får således en glimrende illusion af at være i Skagen, hvor Anna Ancher blev født, og hvor den berømte kunstner i dag ligger begravet.

Det Flydende Teater og Teatergrad har skabt en smuk og klangfuld portrætforestilling om en unik kvindeskikkelse i dansk kunst- og kulturliv, og det lykkes at skabe en let og luftig stemning med lige del smíl, vemod og indignation. Det sidste naturligvis omkring datidens syn på kvinder i kunsten, og personificeret gennem veninden Marie Krøyer, iført englevinger, som var langt mere oprørsk end hovedpersonen selv.

Julie Riis har den bærende rolle som Anna Ancher, og hun mestrer både den unge piges flyvskhed og den modne kvindes kærlighedssorg med stor overbevisning. Det er en helstøbt, smuk præstation. Omkring hende spiller Luise Kirsten Skov og Pelle Nordhøj Kann et spraglet persongalleri af menneskene i hendes liv; han primært ægtemanden Michael Ancher, men Luise Kirsten Skov er på overarbejde, som både den rablende P.S. Krøyer, den oprørske Marie Krøyer samt diverse veninder og rivalinder. Det er effektivt og vellykket ensemblespil.

Endelig har komponisten og sangerinden Nanna-Karina Schleimann skrevet en række sange, som dels hun selv, dels karaktererne, fremfører. Sangene er smukke og medfortællende, og akkompagnementet klangfuldt, men personligt har jeg det lidt anstrengt med det moderne elektroniske lydunivers i sammenhængen med en 1800-tals historie.

Det er dramatikeren Julie Petrine Glargaard, som har sammenfattet et langt og rigt kunstner-, kvinde- og kærlighedsliv i en blot fem kvarter lang forestilling, og hun er kommet godt omkring, omend, der ind i mellem ikke helt bliver bundet knuder på de mange tråde. Brugen af fortællende rekvisitter, som 'sand fra Skagen Nordstrand', et par sko, der markerer 'forelskelse' og en kæmpepude, der er symbolet på Ancher-parrets eneste barn, både som ufødt og levende, fungerer meget fint. 

En central sætning går igen. Angiveligt var det Anna Anchers læremester i København, Vilhelm Kyhn, som sagde: "De bør lægge Deres malergrej i en trillebør og køre det i havet. Der er nok malere, men gode mødre bliver der aldrig for mange af." En god mor, blev Anna Ancher aldrig, og datteren Helga var både en hæmsko for hendes kunstneriske udvikling og en kile mellem hende og ægtemanden. Ligger der ikke en dramatisk mor-datter historie i den fortælling?

Jennifer Vedsted Christiansens instruktion samler sig om kvindefortællingen, og det bliver en let, smuk og velklingende portrætforestilling, der er absolut se- og anbefalelsesværdig. 

"Annas verden". Af Julie Petrine Glargaard.

Instruktion: Jennifer Vedsted Christiansen. Scenografi: Sir Grand Lear. Komponist: Nanna-Karina Schleimann.

Medvirkende: Julie Riis, Luise Kirsten Skov, Pelle Nordhøj Kann og Nanna-Karina Schleimann (musik og sang).

Produceret af Det Flydende Teater/Teatergrad.

Spiller udendørs ved Sophienholm i Kgs. Lyngby til 12. august. Derefter landsdækkende turné (indendøre) fra 17.-august til 10. oktober.

Anmeldt 28. juli på Sophienholm.

Forestillingsfoto: Per Morten Abrahamsen.

27-07-2020

Stedsspecifik vandreforestilling om ensomhed og ro. REDIGERET.

 

* * * * 

 

Teater Praxis er en ung teatergruppe, der har specialiseret sig i performancebaserede projekter, og med "Havet er her stadig" kaster de sig ud i et spændende projekt med en vandreforestilling i København, hvor målet er at publikum finder ro ved havet.

Udgangspunktet er forfatteren Anne Morrow Lindberghs bog "Gaven fra havet", som er 65 år gammel og handler om forfatterens ønske om at finde ro. Anne Morrow Lindbergh var gift med den verdensberømte pilot Charles Lindbergh, og han var en ombejlet herre, som - bogstavelig talt - altid var 'flyvende'. For at komme væk fra opmærksomheden søgte Anne Morrow Lindbergh mod havet, hvor hun fandt ro, men også gjorde sig den vigtige erfaring, at man ikke kun kan søge ensomheden, ligesom man ikke kun kan omfavne fællesskabet. Man må finde en balance mellem de to yderligheder.

I "Havet er her stadig" bliver vi som publikum taget med ud på en meditativ vandring mod vandet. Ved premieren her til aften mødtes vi ved Kulturhuset Karens Minde i Sydhavnen, hvor forestillingens to værter - Anne Morrow Lindberghs to alter egoer - mødte os og udstyrede os med et headsæt og en rygsæk med en notesblok og en regnslag for det tilfælde, at det skulle blive regn. I ørerne fik vi teksten læst op. En kombination af Anne Sofie Thomsen og Sara Skei Fostveds bearbejdelse og passager fra Anne Morrow Lindberghs bog  i glimrende oplæsning, kombineret med en smuk, meditativ lydside, som det desværre ikke er oplyst hvem står bag (har siden fået oplyst, at det er Amalie Ulla Pontoppidan Witt der har lavet den, RED). Med fortællingen i ørerne bevæger vi os i en lang række ud på en par kilometer lang gåtur mod Sydhavnstippen, en tur, der viser en mig hidtil ukendt del af København, hvilket i sig selv er fascinerende. 

Undervejs møder vi et par gange unge, hvidklædte kvinder, der tavse, med små bitte skridt, bevæger sig mod et usynligt mål, og da vi når frem, tager vi plads i opstillede strandstole og skuer ud over det rolige vand, befriet for hverdagens stress, jag og eventuelle problemer. - med mulighed for at nedfælde vore tanker i de udleverede notesbøger. Vandringen har en meditativ effekt, og selvom det dramatiske aspekt er til at overse, så er det alligevel ikke uinteressant. Ikke mindst fordi de ord, vi får serveret i ørerne, er uhyre interessante og tankevækkende. 

Fremme ved målet ankommer tre hvidklædte gratier nynnede og tager plads på stenene ved vandet og det er så det. Meget poetisk, og aldeles afstressende. Men måske også en anelse ufuldkomment. Man må selv finde vej tilbage til udgangspunktet, og her opdager man, at man har haft tankerne et helt andet sted end på hvor man gik, for man skal da lige se sig for. 

"Havet er her stadig" er ikke interessant som teater betragtet, men som en kunstnerisk performance er det tankevækkende og spændende. Forestillingen opføres de kommende aftener med udgangspunkt fra Teaterøen og Københavns Nordhavn, hvor oplevelsen givetvis vil være en helt anden end i det spændende Sydhavnsmiljø.

"Havet er her stadig". Af Sara Skei Fostvedt og Anne Sofie Thomsen, baseret på Anne Morrow Lindberghs roman "Gaven fra Havet".

Medvirkende: Sara Skei Fostvedt. Laura Hagen Aagaard, Amalie Ulla Pontoppidan Witt, Line Weien Hoffmann og Ingrid Dam.

Spiller på forskellige location i København til og med 2. august. Se nærmere på teaterpraxis.wixsite.com.

Anmeldt 27. juli i Sydhavnen (premiere).

 

26-07-2020

Kasper Dalsgaard leverer en pragtpræstation i Moliere-komedien "George Dandin", der er årets forestilling på Teatret Slotgården i Odense.

 

* * * * * 

 

Der skal mere end lidt dansk sommeregn til at tage humøret fra skuespillerne, der i Odense Slots gård opfører en af Molieres mere ukendte komedier "George Dandin". Anført af en sprudlende Kasper Dalsgaard leverer det unge ensemble en vidunderlig sommerkomedie om hvad der jo må være verdens mest uheldige ægtemand, og de gør det med en spillelyst og en energi, der smitter som var det corona. Så selvom regnen en halv time inde i forestillingen begynder at dryppe og støt tager til i styrke, så smiler og ler vi på publikumspodiet, så det er en fryd.

Selv da Kasper Dalsgaard med små ti minutter igen et kort øjeblik træder ud af sin karakter, og spørger om vi - publikum - vil i tørvejr, eller om de - skuespillere - skal spille færdigt, så råber vi højt i kor 'fortsæt'. Vi vil have det hele med. Vi vil have slutningen med på den stakkels Georges' genvordigheder, der altsammen handler om, at han har giftet sig af kærlighed til den unge, smukke og adelige Angelique, men så smerteligt må erfare, at der er forskel på folk. Adelen har særlige privilegier, og et eget kodeks for ære og anstændighed, og det kan selv Dandin, trods det at han har penge, aldrig blive en del af. Han bør, fornemmer vi, nøjes med at glæde sig over at hans børn med tiden vil opnå adelens privilegier. Hvis han altså får børn, for den yndige Angelique har mere travlt med at kurtisere macho-manden Clitandre, og mener så bestemt, at det er hendes ret - som ung og classy - at leve livet, som hun har lyst til uden nogen synderlig hensyntagen til andre mennesker omkring sig.

Moliere skrev stykket på bestilling fra hoffet i 1668 (og spillede ved den lejlighed i øvrigt selv titelrollen) som en ballet-komedie, men der er intet gammeldags eller forældet over hverken grundhistorien eller den legende og vildt morsomme opsætning på Odense Slot, som nok er mindre prangende end Versailles, men stadig er en prægtig ramme.

Nok ser tingene anderledes ud i dag, men klasseskellene har ikke forandret sig meget, og ungdommen, den er ikke blevet mindre selvcentreret og egoistisk i de over 350 år, der er gået.

Vor anti-helt George Dandin opdager, at hans kone er ham utro, men han kan ikke bevise det overfor hendes forældre, og den killingekælne Angelique er mere snu end hun ser ud, så hun har held til at sno begge forældre, sin elsker og ikke mindst sin hanrej af en mand om sin finger og slipper ud af alle fortrædeligheder hver gang det ellers ser ud til at George Dandin omsider får skovlen under hende. Og hver gang er det Dandin, der ender med at stå med Sorteper og håret i postkassen.

Hele ensemblet leverer skønt komediespil, men det er Kasper Dalsgaard i titelrollen, der stråler om kap med regnen, og leverer en pragtpræstation. Han er guddommeligt morsomt i indledningens interageren med publikum og når ham på ren stumfilmsmanér forsøger at redde sin ægteskabelige ære, men fumler med bue og pil tilsyneladende helt uden kontrol over arme og ben, og så vokser han i takt med sine nederlag fra det urkomiske til det dybt rørende. Dandin er en stakkel, som man ikke kan andet end have ondt af, og det er i de små detaljer, at Kasper Dalsgaard skaber en hjerteskærende karakter, som til sidst må resignere og erkende sit nederlag. 

Freja Klint er øretæveindbydende dejlig som den ikke-så-dumme-blondine, og som hendes elsker, leverer Thomas Nielsen en prægtig frikadelle-figur, bl.a. når han nedknappet til navlen synger "Nessum Dorma". I rollerne som Angeliques snobbede forældre skaber Jonas Kriegbaum og Rebecca Rønde Kiilerich et par meget morsomme karrikaturer; hun skrydende som et æsel og han, en skydegal laps, der alene tænker på familiens ære. Morten Klode og Amanda Bøgestrøm fylder glimrende som de tjenestefolk, der spiller med på intrigerne for egen vindings skyld og over hele linjen spilles der med en højintens og fysisk energi, der som nævnt i indledningen ikke lader sig kue af regnen, men nærmest tværtimod, benytter den som brændstof. 

Det er Johan Sarauw, der har instrueret, og sammen med Teater Slotgårdens leder Jacob Moth-Poulsen har skabt både scenografi og forestillingens koncept, der understøttes så smukt af Olivia Hetmans farverige, opfindsomme og smukt farvekoordinerede kostumer og karrikerede makeup.

"George Dandin" spiller i Slotgården i Odense frem til 29. august med en lille afstikker til KUNSTEN i Aalborg fra 1.-5. august, og jeg håber for både skuespillere og det forhåbenligt store publikum, at vejret arter sig lidt bedre end på premiereaftenen. Det fortjener alle.

"George Dandin". Komedie af Moliere.

Bearbejdelse og instruktion: Johan Sarauw og Jacob Moth-Poulsen. Koncept og scenografi: Jacob Moth-Poulsen og Johan Sarauw. Kostumer & makeup: Olivia Hetman. Musikalsk arrangement: Matthæus Bech.

Medvirkende: Kasper Dalsgaard, Freja Klint, Jonas Kriegbaum, Rebecca Rønde Kiilerich, Thomas Nielsen, Amanda Bøgestrøm og Morten Klode.

Spiller på Slottet i Odense til 29. august, undtagen 1.-5. august, hvor der gæstespilles på KUNSTEN i Aalborg.

Anmeldt 25. juli (premiere).

Forestillingsfoto: Emilia Therese.

23-07-2020

Den eneste egentlige sommerrevy denne sommer er blevet stablet på benene på blot tre uger, men det bærer den nu ikke præg af. Harmoniens Revyperler er god, gedigen og gemytlig underholdning.

 

* * * * 

 

Endelig en levende revy i Danmark igen. Hvor skønt, og hvor har vi savnet det. 

På bare tre uger har den garvede revymand Max Hansen og kompagni stablet en sød og velkomponeret revyanretning sammen på Harmonien i Rødvig under navnet Harmoniens Revyperler. Det i sig selv er en præstation.

Revyen er baseret på revyperle-konceptet med veltjente numre fra fordums og knapt så fordums tid, med lidt nyt, om ikke andet så i små, friske doser, hvor corona-krisen selvfølgelig er altdominerende. På den måde har flertallet af revyens 22 numre stået og bestået deres prøve, og selvom det bestemt ikke er alle, der med lige god ret kan benævnes 'perler', så er der heller ikke rigtigt store svipsere i mellem. Og når det er bedst, er det endog rigtigt godt.

Anne Karin Broberg forgylder den aktualitets-opdaterede version af "Den sidste turist i Europa" som afslutning på en solid første akt, der også byder på Max Hansen i et elegant viseforedrag af Carl-Erik Sørensens skarpe "Et lille kompromis" om forholdet mellem kristendom og islam, og hvad der blot skal til af små kompromiser før alt burde ånde fryd og gammen - og så alligevel ikke helt. Et nummer fra Cirkusrevyen tilbage i 2007, men stadig skræmmende aktuelt.

Jeff Schjerlund, der er relativt uprøvet i revysammenhæng, får en sjov karakter ud af en i grunden intetsigende tekst som fugleimitator, og er glimrende som liberal stræberfar, der klager over sønnens karakterer, og selv revyens dygtige pianist, Mathias Grove, får lov at folde sig ud i nummeret "Pianisten mener", som hans kollega Christian Berg sidste år blev prishædret for i Ganløse Revyen. I Groves fine, men knapt så virtuose version, står Rasmus Krogsgaards glimrende tekst distancen.

Anden afdeling starter ligeså strålende som første afdeling sluttede med Jeff Schjerlund og Anne Karin i den energiske "Vi får solskin i morgen", der spreder masser af positive vibrationer, og det følges op af Max Hansen i skøn fuldemandskomik for fuld udblæsning i en monolog om konens kosmetiske operationer. Herefter bliver kvaliteten lidt mere broget, og Jeff Schjerlund får både lov at vise hvor teknisk dygtig han er som musicalperformer, og at opleve, hvor vanskeligt det kan være at stå med tvivlsomt materiale i "Testen", som Tommy Kenter for et årti siden kunne redde hjem på talentet alene, men det kræver mere end hvad Schjerlund lige nu mestrer.

Anne Karin er bestemt set bedre og skarpere end i sin egen og Lukas Birchs "I sku' vide hvor dyrt det er at være rig"; en tekst, som har mange sjove elementer, men ikke rigtigt holder. Problemer med at huske teksten går noget ud over helhedsindtrykket af Max Hansens fortolkning af Osvald Helmuths "100 mand og en bajer", som han dog alligevel får halet i land til sidst, så vi forventer at denne afsluttende perle rent faktisk bliver en perle i den resterende spilleperiode.

Det klæder Harmonien i Rødvig, at være serveringsteater med små borde og en langt hyggeligere stemning end når man normalt sidder på stolerækker i salen, og den revyplatte, der indgår i arrangementet er ganske glimrende, hvis man springer den skrækkelige fabriksmuffin over, der gør det ud for 'desserten'. Som en del af helhedsindtrykket er det absolut med pil op ad.

Som nævnt i indledningen er det skønt at være til revy igen. Harmoniens Revyperler kan bestemt anbefales for den revyhungrende teatergæst.

"Harmoniens Revyperler".

Tekst og musik af: Mathias Grove, Lukas Birch, Kent Bovin, Sven Gyldmark, Henrik Lykkegaard, Carl-Erik Sørensen, James Price, Mads Nørgaard (Nørby, tror jeg), Rasmus Krogsgaard, Christian Berg, Vase & Fuglsang, Mogens Dam, Anne Karin Broberg, Henrik Blichmann, Peter Spar, Peter Yarrow, Jacob Morild, Jan Svarrer & Søren Anker Madsen, Pippi O'Hara, Gunvor Reynberg, Henrik Krogsgaard, Hans Chr. Ægidius, Thomas Pakula, Arvid Müller, Amdi Riis, Epe og Aage Stentoft.

Instruktion: Max Hansen. Medinstruktør: Donald Andersen. Koreografi: Jeff Schjerlund. Scenografi: Morten Jørgensen. Kapelmester: Mathias Grove.

Medvirkende: Anne Karin Broberg, Max Hansen, Jeff Schjerlund og Mathias Grove.

Spiller på Harmonien i Rødvig til 21. august (torsdag-lørdag).

Anmeldt 23. juli (premiere)

Foto: Revyens pr-foto.

PS/ Harmoniens Revyperler er ikke at forveksle med Rødvig Revyen - Revyperler, som skulle have spillet samme sted, men er aflyst på grund af corona. Ja, det er forvirrende med navne- og stedsammenfald, ikke mindst for publikum.