29-10-2020

"Let's Groove" er både en koncert, et live 'radioshow' og en slags teaterkoncert. Og det er først og fremmest et svedigt show.

Jeg giver ikke stjerner til dette show

Nogle gange skal man prøve nye ting. Dette site anmelder teater, revyer, musicals og den slags, men ikke f.eks. opera, ballet og koncerter. Normalt ikke. Men dette er en undtagelse, og måske er det slet ikke en anmeldelse, for hvad ved jeg om funkmusik? I stedet vil jeg kalde det følgende for en anbefaling, for liveshowet "Let's Groove - Earth, Wind & Fire" kan på det varmeste anbefales.

Kender I radioprogrammet "Funk - det er lørdag" med Nicolaj Molbech og Henrik Milling? Det er et program, hvor de to radioværter på den mest nørdede og charmerende facon fortæller om og spiller disco og funk-musik. Ind i mellem benytter de en hel udsendelse til at fortælle om ét band eller én solist, og for et par uger siden lykkedes det dem at samle en sammenhængende kæde af relationer mellem alle de numre, de spillede i de to timer. Det er ægte nørderi; sådan noget med at bassisten på dit, engang havde købt en brugt bil af trommeslageren i dat, og det fik dut til at skrive en sang.... og så videre.

Samme stil overfører d'herrer til livescenen, hvor de bakkes op af det svedigste band, Jan Glæsels Rumours Corner, bestående af 11 mand (m/k) - og fire sangere. Milling og Molbech fortæller historien om alletiders funkband Earth, Wind & Fire med en detaljerigdom, der er imponerende, ledsaget af billeder og lydklip på storskærm, så der samtidig tegnes et ganske skønt tidsbillede. Selv daværende statsminister Anker Jørgensen, dansk melodi grand prix og såmænd Bent Fabricius-Bjerre kan de få flettet ind i det magiske edderkoppespind af anekdotisk materiale. 

Og så er der musikken. Jeg kan ikke sige, at det lige var Earth, Wind & Fire, der roterede på min grammofon i 70'erne hjemme i Gundsømagle, jeg var nok mere rocktypen, men man må bare give dem, at de gamle funkfolk kunne noget med at banke en fest op. Og det skal jeg da love for, at Rumours Corner også kan. En fed blæsersektion, og en ualmindeligt velspillende rytmegruppe bakker på forbilledlig vis op om aftenens fire forrygende sangsolister med Bobo Moreno i spidsen. Kan han synge? Ja, det skal jeg lige love for at han kan og i løbet af de godt to timer koncertshowet varer leverer han - og Marcel Gbekle, Anne Murillo og Gry Trampedach - det ene forrygende vokale højdepunkt efter det andet med "Fantasy" som det ultimative klimaks, og et langt, fornemt medley over gruppens hits til at gå hjem på.

At dømme efter publikums reaktion ved turnépremieren i aftes i Helsingørs Kulturværftet, der primært så ud til at have været unge i 70'erne og 80'erne og derfor have fuldt Earth, Wind & Fire i bandets storhedstid, så rammer både bandet, sangerne og de to finurlige nørder det lige i bulls eye.

Så selvom det slet ikke er teater, så er det alligevel en slags teaterkoncert, og det er ihvertfald en fest. I disse tider, hvor der er langt mellem festerne, er det måske lige præcis en aften som denne i selskab med Milling og Molbech og Rumours Corner, som vi allesammen har brug for. 

Bedre medicin mod efterårs- og corona-tristesse findes næppe.

"Let's Groove - Earth, Wind & Fire" - en Live FunkCast af Henrik Milling og Nicolaj Molbech.

Medvirkende: Milling og Molbech, Jan Glæsels Rumours Corner med solisterne Anne Murillo, Gry Trampedach, Marcel Gbekle og Bobo Moreno.

Turnerer landet rundt til 14. november.

Oplevet i Kulturværftet, Helsinger 28. oktober (turnépremiere).

28-10-2020

Hvad sker der med mennesker, der isoleres ved verdens ende i en kritisk situation? Spændende ny dramatik i Krudttønden.

* * * * 

 

Tre mennesker sidder på en forskningsstation på Antarktis. De er bogstaveligt talt ved verdens ende. Udenfor hyler vinden og det er 30 graders frost. De spiser nøje afmålte madrationer, foretager seismologiske optegnelser og - går hinanden en lille smule på nerverne.

Især den ældste af de tre, engelske Bertram, synes at være lidt en mundfuld, med sine småpendantiske rutiner. Lederen af gruppen er engelske Angela, og danskeren Lars er trioens radiooperatør.

Der var en fjerde, men han er taget ud i snestormen for at fange et forsyningsskib hjem. Vi møder ham kortvarigt i indledningen, hvor han forgæves forsøger at få kontakt med gruppen over satellitradioen. For noget er galt. Helt galt.

Det engelsksprogede danske teater, That Theatre Company har i en årrække præsenteret et københavnske teaterpublikum for engelsksproget dramatik, nyt såvel som klassisk, og med "Extremophiles" giver de verdenspremiere til Fergal O'Byrnes nye skuespil, som er første del i en trilogi, med omdrejningspunktet 'lokationer'.

Første lokation er altså ved verdens ende. I begyndelsen går alting lidt langsomt, havde man forventet andet et sted, hvor der intet er at lave, ud over de daglige måleraflæsninger og den tørre konstatering, at vejret er som det plejer at være her; koldt, blæsende og mørkt!

Det er lidt af en bombe, Angela sprænger i gruppen, da hun fortæller at hun er gravid. At hun har et forhold til den nu manglende fjerde person i gruppen, har alle naturligvis vidst, men hvordan får man hende hjem og føde, og kan man overhovedet komme derfra? Kan man have et spædbarn i de omgivelser? Og helt konkret, så er der pludselig en mund mere at mætte.

Dramaet tager først for alvor fart, at fjerdemanden omsider kommer væltende tilbage gennem uvejret, og da det første chok over nyheden om at han skal være far, har lagt sig, kan fortælle, at verden udenfor ikke er som de tror. En altødelæggende atomstråling har lagt verden øde, formentlig dræbt alt liv - It's all gone, man! De fire - snart fem - er med en vis sandsynlighed de sidste mennesker på jorden. 

Extremophiles betyder i følge ordbogen; organismer, der lever eller overlever under ekstreme livsforhold, der ellers ville være dødelige for de fleste skabninger.

Stykkets fire efterladte er sådanne extremophiler, og hvordan reagerer de på situationen? Forskelligt, men hver på deres måde med en form for selvopholdelsesdrift. Sådan er vi mennesker indrettet. Når alt synes allermest håbløst, skal vi nok forsøge at finde en udvej. På en eller anden mærkelig måde, er det lidt som i den nuværende coronatid. Og det giver skuespillet en ekstra dimension og en formentlig helt utilsigtet aktualitet.

Hvordan det går, skal ikke afsløres her, men skuespillet er en intens og uhyre velspillet lille enakter på halvanden time. Ian Burns står stærkt i billedet som den ældre Bertram, der får mere og mere isolationskuller, Sira Stampe skaber et interessant karakterstudie af den vordende moder, Benjamin Stender er radiotelegrafisten, der bærer på en dyb, personlig sorg, og ind fra kulden kommer Michael Worthman som en afdæmpet vildmand med en blanding af autoritet og rædsel for den fremtid, han som den eneste godt ved ikke findes.

Claus Bue har instrueret med god fornemmelse for de enkelte karakterer, men måske også med en især i indledningen lige lovlig langsommelig scenegang mellem mikrobølgeovn og spisebord, og endelig krediteres TTC Grew for den ganske autentiske scenografi.

Til foråret kommer anden del af trilogien, som man godt kan tillade sig at havde forventninger til.

"Extremophiles" af Fergal O'Byrne.

Instruktion: Claus Bue. Scenografi: TTC Crew. Kostumer: Hanne Mørup.

Medvirkende: Siri Stampe, Ian Burns, Michael Worthman og Benjamin Stender.

Produceret af That Theatre Company. Spiller på Krudttønden til 21. november.

Anmeldt 27. oktober

 

25-10-2020

Dirty Dancing er tilbage, og det med et brag af et show forklædt som musical.

* * * * * 

Det er efterhånden fem år siden, at One and Only Musical Teater havde en stor, stor succes med opsætningen af "Dirty Dancing the Musical", så nu er det på sin plads at tage den op igen. Det er stadig med Mathilde Norholt og Silas Holst i hovedrollerne som den godhjertede teenagepige Baby og danselæreren Johnny Castle, og flere andre gengangere fra dengang, men det er i en visuelt endnu flottere opsætning, og det er et show, der simpelthen vælter publikum bagover med det ene flotte optrin efter det andet. Især inden pausen, hvor der er fuld knald på alt andet end handlingen. 

Scenografien er fantastisk; baseret på kæmpestore projektioner, der kan skifte på et splitsekund fra mondænt resort i bjergene til personalets snuskede bar, til dansesal, til golfbane og så  videre. Tilsat dekorationer, der kører ind fra siderne, og ned fra loftet, og en overdådighed af flotte kostumer. Det er en vaskeægte whau-oplevelse.

Musikken spilles af et fem-mands orkester, som vi først ser til sidst, men de lyder af mere, og de ikke færre end 53 musiknumre, som er proppet ind i showet, er lydsporet fra de sene 1950'ere og tidligere  60'ere - handlingen udspiller sig i 1963 - tilsat en håndfuld sange skrevet til historien af Eleanor Bergstein, der har skabt manuskriptet, og Conrad Helfrich m.fl. 

Manuskriptet er som sådan ikke noget at skrive hjem om. Det er alt andet end historien, der gør "Dirty Dancing The Musical" til en femstjernet festforestilling, men kort fortalt, så er familien Houseman taget på ferie på sommerresortet Kellerman's, hvor de næsten voksne døtre begge udfordrer kærligheden med det tjenstvillige personale. Den ene med en slesk krabat af en tjener, der også 'har bollet danselæreren tyk', den anden, vor heltinde, med den flotte mandlige danselærer, Johnny.  Det er ham, der har erfaringen, men det er hende, der lærer ham noget om hvad der giver livet værdi, og da de af omveje skal deltage i en dansekonkurrence sammen opstår der sød musik. Det er en banal og drivende sentimental historie, tilsat et skvæt socialrealisme om klasseskel, kønskamp og kampen for sortes rettigheder i 60'ernes USA.

Men når musikken spiller - og det gør den næsten hele tiden - og når der danses, det gøres der i gennem det meste af første akt, så har showet høj puls og en fremaddrivende intensitet, der er medrivende og gennemført vellykket.

Efter pausen mister forestillingen noget af pusten. Det er stadig flot at se på, og at lytte til, og det skal siges at både Mathilde Norholt og Silas Holst i hovedrollerne, og i store træk hele ensemblet omkring dem, leverer glimrende præstationer, men historien har svært ved for alvor at holde dampen oppe. Man sidder ganske enkelt og savner første aktens store optrin og brusende dansenumre, når der spilles kammerspil mellem Baby og Johnny, mellem Baby og hendes mor, mellem mor og far og så videre. 

Det er først til sidst, da Johnny leverer den legendariske replik - Nobody puts Baby in the corner - at der igen for alvor kommer fart over feltet, og parret kan danse den sidste, perfekte dans, med løft og hele pivetøjet, og kærligheden overvinder alt. 

Mathilde Norholt er glimrende som Baby. I begyndelsen en mut og småtvær pige, der hellere vil til Mississippi og demonstrere for de sortes rettigheder med Martin Luther King end på familieferie i bjergene. Hurtigt udvikler hun sig dog til en empatisk, viljestærk pige med ben i næsen og hjertet på rette sted. Hun klarer de krævende dansescener imponerende flot. Det samme kan man måske ikke så overraskende sige om hele Danmarks yndlings dansetrold, Silas Holst, som viser hele sit store format som danser, men som bestemt også hele tiden udvikler sig som skuespiller. De to  klæder hinanden godt, de har en god kemi sammen, så man virkelig tror på den blomstrende forelskelse. 

Omkring dem shiner Karina Frimodt som danselærerinden, der kommer i uføre, Kim Ace Nielsen (som man kan opleve i rollen som Johnny Castle, når Holst deltager i Vild Med Dans) har en fremragende energi og god udstråling, James Sampson, Christian Lund og Line Krogholm synger røven ud af bukserne som showets gennemgående sangere. Morten Lützhøft og Andrea Vagn Jensen er Babys søde forældrepar, og Nina-Maria Schjødt Lybæk-Hansen hendes plukkemodne søster. Anders  Bircow leverer en lille birolleperle som langfingret resortgæst og Jeff Schjerlund er ganske sjov og energisk, og en kende overspillet, som hotellets event-manager. Derudover  har hele det store ensemble stor ære af at showet bliver så godt som det er  tilfældet. De danser og synger, så det er en sand fornøjelse.

Der er naturligvis tale om et indkøbt koncept, med regler der  skal holdes i forhold til rettighedsejerne, men man sidder med en god fornemmelse af at instruktøren Philip Zandén og koreografen Tim Zimmermann har bidraget til at give denne opsætning personlighed og sin egen sjæl. At  kalde det en 'musical' er nok en tilsnigelse. Men det er et brag af et musikalsk show, og djævelsk underholdende.

"Dirty Dancing The Musical" af Eleonor Bergstein. Oversat af Trine Dansgaard.

Sange af bl.a.  Eleonor Bergstein, Conrad Helfrich og et utal af originale sange fra  perioden.

Instruktion: Philip Zandén. Koreograf: Tim Zimmermann og David Scotchford (original koreografi). Scenografi: Paul Edwards. Videodesign: Philip Sundbom/Johan Larsson. Kostumedesign: Marianne Lunderquist. Kapelmester: Thomas Jaque/Joacim Pedersen. Executive Music producer: Joacim Pedersen. Producent: Jesper Winge Leisner.

Medvirkende: Mathilde Norholt, Silas Holst, Karina Frimodt, Jeff Schjerlund, Nina Maria Schjødt Lybæk-Hansen, Andrea Vagn Jensen, Morten Lützhøft, Ole Boisen, Andres Bircow, Joacim Lind Graae Tranberg, James Sampson, Kim Ace Nielsen, Christian Lund, Christian Mosbæk, Linnea Stenbeck, Line Krogholm, Steffen Hulehøj Frederiksen, Malene Koch, Kristine Yde, Morten Daugaard, Lasse Dyg, Nadin Reiness, Gustav Kvale, Lisa Johanne Stokseth, Hannah Ohlsson og Jamie Cox.

Spiller i Musikhuset Aarhus til 7. november, og igen fra 29. april til 6. maj. Spiller på Falconer i København fra  4. marts.

Producent: One and Only Musical Teater.

Foto: Miklos Szabo

24-10-2020

"Kussesumpen 2" er et sexfixeret og alt for rodet show om den moderne, unge kvinde. Der er dog pointer og perioder, der gør indtryk.

* * * 

 

Unge kvinder ser rigtig meget porno. 

Det er nyt for mig, men skal man tro de tre unge kvinder og baglandet bag forestillingen "Kussesumpen 2" på Aveny-T, og det er der absolut ingen grund til ikke at gøre, så fylder porno, seksuelle fantasier og sex i det hele taget meget i en ung kvinde omkring de 30 års liv og tanker.

Og det fylder derfor også en hel del i showet, hvor vi fra start møder de tre på en videoskærm, hvorfra de tager visse forbehold fra Skabelsesberetningen; Jeg er ikke skabt af dit ribben. Du er skabt af min kusse! råber de og slår tonen an. Det er her bliver en aften i feminismens tegn. Det er meget morsomt, og lover godt for resten af aftenen, men det skal vise sig, at niveauet ikke holder - hele vejen.

Der er mange meget sjove og bingo-i-bullseye oneliners, sjove sekvenser og morsomme situationer. Ja, der er også perioder med melankoli og alvor. Men som helhed er Karen Dich og Jacobe Orrys tekst for rodet og usammenhængende. 

Det er tre år siden, at den feministiske blog Kussesumpen blev til teater på Teatret ved Sorte Hest. Jeg så ikke selv showet dengang, men har læst mig til, at det var meget vellykket og en stor succes, der blev taget op igen i '18. Dengang var materialet hentet fra bloggens eget univers, og måske var det nøglen til succesen. Umiddelbarheden. Dennegang har Dich og Orry skrevet manuskriptet direkte til scenen, og omdrejningspunktet er tre veninder, alle lige omkring de 30 år. De er over den værste ungdom, og skal nu etablere sig i livet. Én drømmer om at blive berømt forfatter, en anden om at blive filminstruktør, men hun må dog nøjes med at arbejde med kommunikation. Alle tre har de deres forestillinger om et parforhold, og det er det emne, der synes at optage dramatikerne mest. De tre kvinder bliver alt for stereotypt beskrevet; den ene lever i et 'perfekt' parforhold med den rigtige mand i en lejlighed med sildebensparket på Østerbro, den anden er lige blevet dumpet af sin utro kæreste, der knaldede hende den perfekte Sofie fra arbejdet, der også havde fået en forfremmelse for næsen af hende. Den tredje er rebellen. Hun er sprunget ud som lesbisk og har forelsket sig i endnu en Sophie, der er ligeså perfekt som den første, og de knalder så lysekronerne klinger.

Det er her at der går lige i overkanten sex og porno i den. Den ene onanerer til en erotisk fantasi om et pizzabud, den anden drømmer om at blive voldtaget. Ok, så. Den tredje, det er hende den lesbiske, udlever alle drømmene med en trapez over den runde seng i soveværelset.

Midt i forestillingen tager de alle tre alt tøjet af og stiller sig splitternøgne - dog undtaget nogle klodsede mikrofonbælter - i positur midt i den bevægelige kube, der udgør den spartanske scenografi. Hvorfor de gør det er ikke gået op for mig, men måske er det blot teatrets ønske om ligestilling mellem kønnene, for i den seneste forestilling smed mændene jo tøjet både når der var belæg for det i teksten og når der ikke var. Her gør de det så bare, men kun i et enkelt akavet minuts tid.

Vi kommer omkring alle de emner, som - må man jo gå ud fra - presser sig på hos kvinder i sluttyverne; Onani, parforhold, samlinger af mågestel, karrieredrømme, drømmen om, og den iboende frygt for at få børn. Alt for meget og alt for lidt lyst til sex, Tinder-dates af den mest kiksede karakter. Jalousi mellem kvinder, venindesårbarhed og i en lille kort scene, der nærmest må være blevet skrevet til indenfor den seneste uge, også klamme mandlige chefer, der krænker en på jobbet. Det er så afgjort kvindeteater, men er det egentlig feministisk? Det synes jeg ikke.

Jacobe Orry er selv på scenen som hende den tjekkede i det ikke-helt-så-perfekte-parforhold, der ender med selv at knalde udenom, Vanessa M. Petterson er den lesbiske veninde, der ender med at blive gravid med det barn hun ellers har svoret at hun aldrig vil have, og Kimmie Liv Sennov er singlepigen med forfatterdrømmene. Fælles for dem er at de alle har deres fine øjeblikke, hvor de både kan være følsomme og ganske morsomme, men også alle tre har deres problemer med sproget, diktionen og intonationen. De råber for meget, det bliver for skingert og forceret. Her burde instruktøren Morten Burian, den eneste mand i hele produktionen, nok have arbejdet mere med de sproglige balancer, og i det hele taget have skabt et bedre flow mellem de skiftende scener.

Indholdet og tekstens emner kan jeg hverken som mand og dobbelt så gammel som målgruppen jo ikke som sådan stille spørgsmålstegn ved. Hvis det er hvad, der fylder hos unge kvinder i dag, så er det jo det, men det teatertekniske synes jeg det kniber med. Og det er synd for showet, der har potentialet til mere.

PS/ Teatrets bar sælger de billigste bajere i byen - 10 kr. for en Harboe på dåse. Alene det er en god grund til at møde op i god tid, og blive hængende den halve time man må efter det er slut henad kl. 21.30.

"Kussesumpen 2". Af Karen Dich og Jacobe Orry.

Instruktion: Morten Burian. Scenografi: Eva Lendorph. Kostumedesign: Ellen Ahnfeldt-Rønne. Lys-og videodesign: Malthe Hauge. Komponist og lyddesign: Ida Skjerk og Sofie Voight Simonsen. Koreografi: Ponija Dumo.

Medvirkende: Kimmie Liv Sennov, Jacobe Orry og Vanessa M. Petterson.

Spiller på Aveny-T til 29. november.

Anmeldt 23. oktober (premiere).

Forestillingsfoto: Camilla Winther.

 

23-10-2020

Københavns mindste show, er også det bedste. Casper Phillipson synger Tom Lehrer med flere så det er sand fryd.

 

* * * * *

 

Ingen ved hvad fremtiden bringer. Om få dage, måske timer, risikerer vi at landet lukker ned igen, og at coronaen endnu engang stikker en kæp i hjulet på blandt andet kulturlivet. Men sker det ikke - og det må vi virkelig håbe, at det ikke gør - så er der ingen som helst valide, sundhedsfaglige argumenter for IKKE at lægge vejen omkring det lille, hyggelige Posthusteatret i hjertet af København og opleve skuespilleren Casper Phillipson på slap line i hans "Late Night Show", der slet ikke er så 'late night' endda. Han spiller kl. 20 - kl. 16 om søndagen - og showet varer kun lige godt en time. Det er så til gengæld formentlig den bedste times underholdning i byen lige nu.

Casper Phillipson er gået lidt under raderen herhjemme, men vi har læst om 'ham den danske skuespiller, der ligner John F. Kennedy', og derfor har fået internationale filmroller som ex-præsidenten. Phillipson har også sat sit aftryk i bl.a. en række musicals, men er ellers sådan en af dem, mange lige skal google, for at få sat ansigt på.

Det er en grum uretfærdighed, for han viser i sit Late Night Show, at han hører til blandt landets i særklasse bedste entertainere, når han sidder der ved sit klaver, i knaldrød smokingjakke, og med en diskret, britisk moustache og med den tørreste, sorteste og mest distancerede humor fortæller om coronaen og alt dens uvæsen, og hvad den har gjort for sam- og sexlivet. Han causerer om nyhedsformidling, kulturministeren (he's is not amused), sociale medier og det amerikanske valg. Det er meget, meget morsomt på en klassisk britisk facon, som til fulde underbygges af sangvalget, der til en stor del består af sange af Tom Lehrer og sange fra Monty Python's vanvidskatalog, der alle er skrevet i denne helt særlige Music Hall-stil. Men showet er også tilsat ægte dansk folkelighed i form af "Er du dus med himlens fugle", "Så længe jeg lever" og "Susanne, Birgitte og Hanne", hvor der indbydes til fællessang - med afstand - og til sidst med en ganske vidunderlig udgave af Bent Fabricius-Bjerre og Klaus Rifbjergs "Duerne flyver".

Casper Phillipson synger og spiller med en overlegen sikkerhed, og det er ikke det letteste repertoire. Nok oser showet af britik humor, men Tom Lehrer er amerikaner, og hans tekster er en sprudlende parade af satiriske dobbelttydigheder, sydende ironi og gakket genialitet. Det er ordekvilibrisme på tårnhøjt niveau. 

"I got it from Agnes" er simpelthen en sang om en kønssygdoms vandring rundt i vennekredsen. "Poisoning Pigeons in the Park" handler om at fodre duer med cyankalium og "I hold your hand in Mine" er den kulsorte fortælling om en mand, der har myrdet og parteret sin kone, men har beholdt hånden som et minde. Tom Lehrer, som for øvrigt stadig lever og er 92 år gammel, er matematiker, og hans glansnummer, den virtuose opremsning af det periodiske system i "The Elements" bliver også et virtoust højdepunkt for Phillipson, der mestrer udfordringen til fuldkommenhed.

Med elegance guider han os rundt mellem sangene med satiriske kommentarer og finurlige fortællinger, hvor Lehrers "The Masochism Tango" præsenteres som De Radikales nye slagsang, mens Socialdemokraternes udsvævende festpolitik får en sang med på vejen i form af Monty Pythons "The Medical Love Song" - hvor kønssygdommene endnu engang er i centrum. Det bliver også Monty Python, der har leveret aftenens sidste sang, perfekt til denne tid, med opfordringen om ikke at hænge med hovedet, når man står i lort til halsen... Med "Always Look on the Bright Side of Life" i ørerne danser vi glade ud i den Københavnske aften, en stor musikalsk og komisk oplevelse rigere.

Casper Phillipson har netop forlænget spilleperioden, så han spiller på udvalgte dage og aftener helt frem til jul. Og hvis I må, så SKAL I lægge vejen omkring Posthusteatret og opleve dette ypperlige show.

"Late Night Show" af og med Casper Phillipson. Sange af Tom Lehrer, Monty Python, Bent Fabricius-Bjerre, Klaus Rifbjerg, John Mogensen, Erik Leth og Sven Gyldmark.

Spiller i Posthusteatret frem til jul.

Anmeldt 22. oktober.

Foto: Sverrir Pállson.