02-12-2020

Ensomhed er et tabu blandt især de unge. Mathilde Arcel Fock gør indtryk i sin egen ensomhedsforestilling på House of T.

* * * * 

 

Allerede inden lyset slukkes og forestillingen går i gang, går den unge kvinde rundt blandt os. Hun er klædt i en mellemting mellem under- og nattøj, med uldsokker og bare ben og skuldre.

Man tænker, at det må være koldt, for der er lidt koldt i den intime sal på House of T - det, der en gang for ikke så længe siden var cafeen og natklubben Cafe Kellerdirk, men som nu indtil en ny teaterbygning om et par år står klar, fungerer som vækstlagsscene for unge teaterfolk med noget på hjerte.

Én af dem er Mathilde Arcel Fock. Nyudklækket fra Statens Scenekunstskole i Aarhus denne sommer, men allerede godt i gang med en lovende karriere på de scener, der ikke er så skrå længere. Hun var aldeles glimrende på Østerbro Teater i "An Education" og leverede en lovende klassikerpræstation på Folketeatrets turné med "Den Gerrige". Film og TV har hun også lavet inden teaterskolen kaldte, og nå ja, så har hun teatret i blodet som så mange andre, som datter af skuespilleren Nastja Arcel og teatermanden Mikael Fock.

Her går hun altså rundt. Delvist i dialog med sit publikum, delvist koncentreret om at skulle 'træde op' om lidt, bogstaveligt talt træde op på det lille podie, hvor en sofa og et vægstort naturfotografi udgør den minimalistiske scenografi.

Der lyder smukke toner fra musicalen "Les Miserables". "On my own" synger Eponine, og billeder fra filmversionen begynder at flimre på væggen. Mathilde kigger med, med ryggen til publikum, spørger forsigtigt om vi kan se... og så er vi i gang. I gang med en fin lille tekst om ensomhed.

Den unge kvinde er ikke med de andre unge ude og drikke øl. Hun sidder hjemme i ungdomshyblen og ser film på flimmeren, hører Christina and the Queens på anlægget, danser med på koreografien til videoen, mens hun venter på at mobilen skal gi' lyd fra sig. Ja, hun beder os om at tænde vores mobil, for tænk nu hvis ham med huen ringer til en af os for at høre, om vi har set hende. Ham med huen er dobbelt så høj som hende og vejer det samme, men hun vil rigtigt gerne, at han ringer. Det gør han bare ikke. Det er skæbnens ironi, at en telefon blandt publikum rent faktisk ringer midt i det hele. Mathilde spiller elegant med på den. Det var ikke ham med huen.

I sin ensomhed har hun lavet en liste over ting, man kan gøre når man er alene. En af dem er at klæde sig ud og tale med accent, så Mathilde klæder sig ud som en skotsk detektiv og ender med at at skulle opklare en ung kvindes mystiske forsvinden. Hendes egen. Hun drømmer, at 'vennerne' og ham med huen er ude at lede, men hun er realist nok til at indse, at ensomhedsfilmen ikke har en happy ending.

Mathilde Arcel Fock har selv skrevet den fine, vittige tekst, sammen med Josephine Eusebius, der går på dramatikerlinjen på Scenekunstskolen, og hun gør indtryk med en fint afstemt balance mellem det komiske og det tragiske, så tingene smelter sammen til en sørgmunter karakter, som man har lyst til at gi' en krammer.

Forestillingen var Mathilde Arcel Focks afgangsforestilling, og det er dejligt, at Jon Stephensen på Aveny-T giver hende og andre unge talenter en mulighed for at præsentere sig for et lidt større og bredere publikum på House of T. Han vil gerne give de unge teaterinteresserede i København et rum, hvor de kan se teater lavet af andre unge for dem, og emnet i "Nogen er ude og drikke øl" rammer i hvert fald lige i målgruppen. Ensomhed er et udbredt tabu blandt unge, endnu mere end blandt os ældre, og ensomhed fører til dødsangst og selvmord blandt de unge.

Hos scenens Mathilde skifter tankerne mellem at få tiden til at gå med film og ensom dans, og om sin egen død. Og hun stiller det helt essentielle spørgsmål om nogen ville savne hende. Vi får ingen forklaring på hvorfor Mathilde er ensom, og ikke er inviteret med ud at drikke øl, men hun frygter at hun er kedelig og dårligt selskab.

Vi kan i hvert fald konkludere, at virkelighedens Mathilde er alt andet end kedelig og dårligt selskab, og glæder os til at se mere til hende på de danske scener i fremtiden.

"Nogen er ude at drikke øl". Tekst af Mathilde Arcel Fock og Josephine Eusebius.

Instrueret af med Mathilde Arcel Fock.

Spiller på House of T (Aveny-T) til 5. december.

Anmeldt 1. december (premiere).

Foto: Jacob Sprogøe

29-11-2020

God skuespiller, dygtig sanger, spændende lyrik. Men ikke nødvendigtvis godt teater.

* * * 

 

Jeg tror, jeg elsker Ellen Hillingsø! 

Hendes præstation er der bestemt ikke en finger at sætte på i forestillingen "Jeg tror, jeg elsker Wonder Woman", som lige nu spiller på Teater Grob på Nørrebro i København.

Der er heller ikke noget i vejen med sangerinden Fine Glindvads sfæriske elektro-pop, som i syv indlagte sange indrammer og samler monologen.

Og endelig er teksten, skrevet af den anerkendte lyriker Ursula Andkjær Olsen, i sig selv ganske interessant - som lyrik. Hele teksten i bogform, med flotte fotos fra forestillingen, kan købes på teatret for blot 30 kr. Gør det. Så kan man sidde hjemme i den gode stol, med en varm plaid om benene, dampende thé i koppen, og læse lyrikken bid-for-bid og måske - måske ikke - genkalde sig billeder og sekvenser fra forestillingen, og af den vej få samling på mål og mening, tanker og handling.

Men uden at have læst teksten indgående først, fremstår "Jeg tror, jeg elsker Wonder Woman" som en noget diffus teateropsætning, som det ganske enkelt er svært at blive klog på. 

Der opstår på en måde et misforhold mellem scene og sal. For både Ellen Hillingsøs unavngivne kvinde og forestillingens instruktør, Niels Erling, har jo vendt og drejet teksten, analyseret hver en betoning - hun som kvinde, han som mand. Fundet en vej, en måde at formidle ord, idé, visuelt koncept og det intense, men også lidt kølige lydunivers, til et samlet værk. Måneder, uger og timers endeløs forberedelse i forståelse og formidling. Udfordringen ligger i, at gøre dette værk interesant for det publikum, der sidder og har halvanden time til at absorbere det. For de flestes vedkommende, må man formode, forudsætningsløst, uforberedt. Det lykkes ikke rigtigt.

Niels Erling beskriver selv processen i indledningen til teksten i det trykte værk, og beskriver værket som blandt andet at handle om kroppens økonomi og den skyld, et menneske kan føle over sit forbrug. Og vor heltinde, en helt almindelig kvinde med ex-kæreste og børn, ender med, som en anden Wonder Woman, at forsøge at redde hele verden.

Ellen Hillingsø gør en heroisk indsats, som i sandhed er en Wonder Woman værdig; hun er vittig, legende, skælsk, sprælsk, fortvivlet og håbløst afmægtig i sin kamp mod overmagten - selve livet. Hun holder foredrag på foredrag og forklarer livets tilskikkelser; om at give gaver og om den sande guddommelighed i form af den Hellige Jomfru af Guadeloupe. Hun føder børn, klædt ud som en mellemting mellem en Gudinde og en karikeret dronning i modeskaberen Nicholas Nybro kreative og fantasifulde kostumer. Det var ham, der i sin tid skabte den meget omtale balkjole, som Ghita Nørby havde på til hofbal og som blev genstand for både hån og spot. Her er kreationerne lige så 'tossede', men unægteligt med en ikke uinteressant visuel effekt.

Essencen af alle disse på hver sin måde gode intentioner og smukke indsatser, bliver desværre bare ikke godt teater. Men jeg vil glæde mig til - i næste uge - at sidde i sommerhuset, foran en knitrende brændeovn og læse teksten. Langsomt og dvælende, og så vil jeg forhåbentlig genkalde mig billeder og stemninger fra forestillingen og tænke: Oh, dér er jo meningen med det hele!

"Jeg tror, jeg elsker Wonder Woman". Af Ursula Andkjær Olsen.

Instruktion: Niels Erling. Scenografi og kostumer: Nicholas Nybro. Lyddesigning og co-produktion af lyd: Rasmus Juncker. Lysdesign: Malte Hauge. Komponist: Fine Glindvad.

Medvirkende: Ellen Hillingsø og Fine Glindvad (sang).

Produceret af AKT1 og Teater Grob.

Spiller på Teater Grob til 10. december.

Anmeldt 28. november.

Forestillingsfoto: Catrine Zorn.

25-11-2020

Coronakrisen spejles i besættelsestiden i en munter, men ujævn julecabaret på Odsherred Teater.

* * * 

Der en masser af små skæve hints, finurlige ordspil, skøre karakterer og såvel over-som underspillet humor i årets Bankovarieté på det hyggelige Odsherred Teater. 

Salen i det lille teater er bygget om og coronasikret. Vi sidder nu på rækker med behørig afstand og navn på stolen, og de, der spiser inden forestillingen, placeres bag publikumsopbygningen i et rum, der nu fremstår intimt og ganske hyggeligt. Bankovarietéen er en fast tradition på teatret og blandt publikum, og det er igen i år Odsherreds faste skuespillere, Mei Oulund og Henrik Ipsen, der står bag - begge på scenen, og hun også som den, der fører den ind-i-mellem meget finurlige pen. Pianisten Mads Strandgaard er som altid et meget medagerende musikalsk anker, og så har man gjort lidt af et scoop ved at få Marie Mondrup på årets hold. Få kan som hun ligne én stor undskyldning for sig selv og alligevel have en massiv scenisk udstråling og være meget, meget morsom.

Mei Oulund - og holdet - har skabt en ramme omkring hele forestillingen, hvor tiden er skruet tilbage til besættelsestiden og præsenterer et farverigt persongalleri fra den tykke konferencier Verner, med tilnavnet 'Verner mager', adskillige nyhedsoplæsere på en knitrende forbindelse fra et studie i damesiden, til frihedskæmpere og swingpjatter. 

Forestillingen spejler coronakrisen i besættelsestiden. Der er talrige referencer mellem 'de fem forbandede år' og de 'ti forbandede måneder', som vi foreløbigt har måttet igennem, og det fremgår såvel af undertitlen som af åbningsnummeret om 'jul på flødeskumsfronten', at det måske nok kunne have været meget værre end det trods alt er. Der tegnes en tydelig sammenligning mellem mørklægningsgardiner og mundbind, når Oulund som forarget utilfreds overklassefrue pointerer at kun 2,2 procent af danskerne er blevet 'bombet', og at hun slet ikke kender nogle, der er blevet bombet, mens Ipsen som hendes resignerende mand betoner, at det nok er bedst at 'være på den sikre side'.

Marie Mondrup spiller så fint på det stille og forsagte, i en svidende tekst på melodien 'Lili Marleen' om at ville hjælpe andre mennesker i nød, men føle opgaven for stor - Verden er så stor, hold empatien i kort snor - messer hun i et af varietéens bedste numre. Inden da har Henrik Ipsen som fyrig drag sunget om mænd i uniformer på Marilyn Monroes "Diamonds are a girls best friend", hvilket meget godt afspejler forestillingens lidt slingrende kurs, for hvad vil man egentlig? Være underfundigt satiriske eller give den max gas for et overrislet julefrokostpublikum? Det fungerer ikke rigtigt, at forsøge at være begge dele.

Mads Strandgaard synger og swinger os gennem et energisk og gennemført Leo Mathisen potpourri, og vi sendes til pause med et elegant jazzet nummer efter 50 minutter, som også har indeholdt det obligatoriske bankospil.

Bankospillet er en del af showet, men det er også et problem. Det tager for lang tid, det bryder rytmen og det sænker tempoet, som i forvejen ikke er højt. I år har man - klogeligt - lagt spillet lige i begyndelsen af hver akt. Det giver i det mindste mulighed for at få sat farten op igen i afviklingen af showet, men helt godt er det ikke, heller ikke selvom talopråbningen er speedet op, så man godt nok skal spidse ørerne og holde godt fast i blyanten.

Der er lovlig mange gentagelser undervejs; de mange radio-studie indslag kører lidt i ring, selvom der er små fine detaljer i teksten, som at det er svært at tøjle festfolket, der bryder spærretiden i 1943, og tempoet er simpelthen for dvælende i de gentagende indslag med modstandsgruppen Ønskeø-gruppen. Nogle af holdets ideer er lige skæve nok til at de rigtigt fungerer på scenen, og det er mere aparte end egentlig morsomt, når Henrik Ipsen som nazist synger "Stille nacht" udsat for tonesabotage, eller når Mondrup og Oulund er to jævne koner, der forveksler det tyske 'sind sie juden?' med 'er i jyder?' og tager hele familien på togtur mod ukendt destination i Tyskland. Henrik Ipsen tager i bogstaveligste forstand 'skraldet' i forestillingens svageste tekst om en vicevært, der skal på lokum, og derfor sender en modstandsmand på flugt lige lukt i armene på tyskerne. Meningen er vel, at vi som oftest har 'nok i os selv', men det vil være synd at sige at nummeret lykkes.

Næh, så er der mere substans i en tredelt vise, hvor de tre synger et vers hver om dels at savne fest, kys og kram, om at føle sig fanget og længes efter at rejse ud, og om at vi, set i det store verdensperspektiv, stadig har forholdsvis små problemer i Danmark. Samme model benyttes i slutnummeret på 'jeg gi'r mit humør en gang lak', hvor de hver i sær synger om bl.a. selv at vælge sin mand, og at se frem mod bedre tider.

Marie Mondrup klæder varietéholdet med sine stilsikre karakterer, men det er ikke klædeligt, at hun i den grad planker Trine Gadebergs 'Pelle-figur' i både tekstopbygning og figurtegning, som drengen, der er søn af en tyskertøs. Teksterne er generelt ikke helt gode nok, selvom de fleste har tilløb til at kunne blive det, og forestillingen som helhed kommer til at fremstå som alt for ujævn de fine indsatser til trods.

"Bankovarité 2020 - jul på flødeskumsfronten".

Tekst og musik af bl.a. Mei Oullund og holdet, P.H. og Leo Mathiessen.

Instruktion: Kasper Jacob Sejersen. Scenografi. Rebekka Bentzen.

Medvirkende: Marie Mondrup, Mei Oulund, Henrik Ipsen og Mads Strandgaard (pianist).

Spiller på Odsherred Teater til 19. december.

Anmeldt 24. november (premiere).

Foto: Rie Neuchs.

 

 

22-11-2020

"Baskerville" er måske sæsonens sjoveste teaterforestilling. Fem skuespillere har over 30 roller i en hvirvelvind af en detektiv-farce.

* * * * *

 

Der er intet mere befriende og livgivende end en god latter, og der har sandt for dyden ikke været meget at grine af i 2020, og da slet ikke i de seneste uger i Nordjylland.

Så meget desto bedre er det, at én af denne sæsons absolut sjoveste teateroplevelser lige nu kan opleves på kanten af det nordjyske, på Himmerlands Teater i Hobro, hvor man har en årelang tradition for at spille en rigtig komedie-farce frem mod jul, og hvor man i år rammer mandelen midt i risalamanden med en forrygende morsom opsætning af "Baskerville", løseligt baseret på Sherlock Holmes' historien om "Baskervilles hund", og skrevet af den amerikanske farce-mester Ken Ludwig.

Farcen kaldes ofte helt fejlagtigt for 'den lette genre', det er nemlig en af de sværeste discipliner indenfor scenekunsten at udfolde og udføre, men her på den lille scene på en første sal på havnen i Hobro spilles der farce med et talent og en livlighed, som man skal tilbage til de bedste dage på det hedengangne ABC-Teatret for at matche. Teaterchef Susanne Sangill har selv instrueret løjerne med udsøgt fornemmelse for selv de mindste, skæve detaljer, og for farcens vigtigste egenskaber; timing og tempo. Og så er hun begavet med et skuespillerhold, som alle kan spille farce, så det virker perlende, og legende let - hvad det altså ikke er!

Casper Juel Berg er en tilpas arrogant Sherlock Holmes, selvglad helt ud til pibespidsen, og Ronny Sterlø er hans faste støtte, Dr. Watson, begge med en stram disciplin i det afbalancerede komediespil. De har de lette roller, for det er nemlig de tre andre, der må slide i det og tager grinene. Kirstine Hedrup, Sune C. Abel og især Erik Viinberg folder sig ud i utallige roller og vanvittige skæve karakterer i det vilde persongalleri, der går fra en snobbet fransk hoteldirektør, over til et grotesk husholderpar på Baskervilles skumle slot, til en lallet sommerfuglefanger, en jovial arving fra Texas, en giftemoden søster, en døv postmesterfrue og en stribe af gadedrenge, kuske, stuepiger, efterkommere af Baskerville-slægten, læger, sygeplejesker og hvad ved jeg... Listen er alenlang, og de tre skifter tøj og hvirvler ind og ud af scenen i et hæsblæsende tempo. Når et kostumeskifte skal gøres lidt for hurtigt, stopper de op og spiller på det, med en vidunderlig præcision og udsøgt timing.

De er simpelthen eminent morsomme og de formår alle tre med små, fine detaljer - mimik, accent eller fysiske gestalter - at give hver enkelt af karaktererne deres egen lille, elegante særpræg. Grovkornet, javist, men aldrig overspillet. Meget bevidste om en anden af farcekunstens fineste dyder; ikke for meget, ikke for lidt. Bare tilpas.

"Baskerville" vækker mindelser om nogle af Mel Brooks' morsomste filmkomedier, og opbygningen er ikke ulig "De 39 trin", som for nogle år siden blev spillet til kæmpesucces i Tivolis Glassalen med bl.a. Niels Olsen og Thomas Mørk på overarbejde i utallige roller. "De 39 trin" har for øvrigt også været på repertoiret på Himmerlands Teater. Sådan som der spilles farce her, ville jeg gerne have oplevet det.

Det er første gang jeg er på Himmerlands Teater, men bestemt ikke sidste, og man kan godt misunde det himmerlanske og nordjyske publikum muligheden for at gå juletiden i møde med sådan en grinebider af forestilling.

"Baskerville". Af Ken Ludwig. Oversat af Robin Haslund Buch.

Instruktion: Susanne Sangill. Scenografi: Gitte Baastrup. Komponist og lyddesign: Mads Horsbøl. Lysdesign: Carl Koytu. Kostumer: Gitte Baastrup og Susanne Sangill.

Medvirkende: Casper Juel Berg, Ronny Sterlø, Kirstine Hedrup, Sune C. Abel og Erik Viinberg.

Spiller på Himmerlands Teater i Hobro til 12. december.

Anmeldt 21. november.

Foto: Emilia Therese.

21-11-2020

Aarhus Teaters "Et juleeventyr" er smuk som et guldaldermaleri og er en meget vellykket juleforestilling for hele familien.

* * * * *

 

Teaterforestillinger, der benævnes som familieforestillinger er som regel enten primært til børn, eller også er de gavnlige som det første fix for et nyt, potentielt teaterpublikum.

"Et juleeventyr" på Aarhus Teater falder ind i den sidstnævnte kategori. Dels fordi de mindste børn - den anbefales fra 6 år - givetvis vil finde den uhyggelig, og måske vil savne nisser, men mest fordi den på prægtig vis byder på al den teatermagi man overhovedet kan ønske sig.

Sceneriet, der møder os når vi kommer ind i teatersalen, er smukt som et gulnet guldaldermaleri. Den gamle gnavpot Ebenezer Scrooge's kolde hjem, med store vinduer ud til gaden, hvorfra vi hører glade sange, en stor bred trappe til første sal, en markant pejs og den brede dør ud til virkeligheden. Her står Scrogge ved sin arbejdspult; et stort, krumbøjet, forkvaklet menneske. Ensom, forhadt og blottet for empati. Et menneske, der har lagt fortidens ulykkelige barndom og ungdommens korte, forbigående lykkestunder bag sig, og som nu alene lever for at skabe sig mere rigdom. En ondskabsfuld satan af en arbejdsgiver for assistenten Bob, og alt andet end den yndlingsonkel man vil invitere hjem til jul, selvom hans nevø alligevel stædigt gør forsøget.

I Aarhus Teaters opsætning af denne klassiker, baseret på en roman af Charles Dickens og i en ny dramatisering af Jack Thorne, spiller Jacob Madsen Kvols dette monster af et menneske med al sin sceniske autoritet, og lægger et nyt lag på sin portefølje af 'groteske skabninger' som man de seneste sæsoner har set i både "The Rocky Horror Show" og "Lazarus". Det er en ny fin præstation af Jacob Madsen Kvols, som der trækkes store veksler på fra teatrets side.

"Et juleeventyr" er kendt af de fleste. Historien om den gamle gnier, der først hjemsøges af sin afdøde partner ved juletid, og senere samme nat hjemsøges af tre ånder, der tager ham tilbage til fortidens jul, nutidens jul og fremtidens jul, og som lærer ham at elske og føle glæde igen. I denne opsætning fortælles historien helt klassisk og traditionelt, men med en inspirerende leg med teatrets magi. Ånderne dukker op fra steder, man ikke tror muligt - ingen spoilere her! - og sneen daler yndigt over hele salen, da der til sidst går god, gammeldags julestemning i den. Kostumerne er smukt kreeret af Karin Betz, og Benjamin La Cour (den mand er utrolig - og utroligt flittig!) har skabt en helt vidunderlig naturalistisk scenografi, der tager os med tilbage til 1800-tallets London. 

Et kor af byfolk guider os gennem historien med indlagte sange, der dels bygger på kendte  julesalmer, dels hviler på et moderne musikalsk udtryk, skabt af huskomponisten Marie Koldkjær Højlund, Anders Boll og Steffen Lundtoft. Det er altsammen meget virknings- og effektfuldt og forestillingen er som helhed gennemført vellykket i Jacob Schjødts sikre iscenesættelse, med god fornemmelse for de små, finurlige detaljer.

Aarhus Teater havde premiere på forestillingen for et par uger siden, men den spiller helt frem til 20. december. Det er en markant anderledes, og mere traditionel tilgang til det klassiske stof end Nørrebro Teaters opsætning fra sidste vinter, som netop har fået repremiere i København - se anmeldelsen fra sidste år her

Omkring Jacob Madsen Kvols' imposante Scrooge, leverer ensemblet fine præstationer. Det er en god blanding af gamle kendinge på teatret og nye talenter: Anders Baggesen og Kim Veisgaard, Christian Hetland, Emil Prenter og Anne Plauborg. Mette Klakstein Wiberg, Isa Marie Henningsen og den scenedebuterende Andrea Øst Birkkjær, og så fik jeg Lasse Steen at se i rollen som den unge Scrooge i en lyndublering, han klarede helt problemfrit. Desuden får tre unge studerende fra teatrets scenekunstskole vigtig sceneerfaring i det store teaterapparat.

Om de allermindste børn fanges af historien, som langt hen af vejen bestemt er alt andet end 'julehyggelig', er nok tvivlsomt. En lille pige foran mig sad lidt uroligt i sædet især inden pausen, men mon ikke de fleste bliver grebet af alt det vidunderlige det levende teater kan, og som der leges så lystigt med i denne ødsle opsætning? Det tror jeg. Og derfor skal dette  juleeventyr nok skabe nye teatergængere til fremtidens jul og andre tider.

"Et  juleeventyr". Af Jack Thorne baseret på en roman af Charles Dickens. Oversættelse: Julie Petrine Glargaard.

Instruktion: Jacob Schjødt. Scenografi: Benjamin La Cour. Kostumer: Karin Betz. Lysdesign: Mathias Hersland. Lyddesign: Lars Gaarde. Komponister: Marie Koldkjær Højlund, Anders Boll og Steffen Lundtoft.

Medvirkende: Jacob Madsen Kvols, Christian Hetland, Anne Plauborg, Andrea Øst Birkkjær, Mette Klakstein Wiberg, Isa Marie Henningsen, Kim Veisgaard, Emil Prenter, Anders Baggesen, Vickor Pascoe Medom (Lasse Steen),Ulrik Windfeldt-Schmidt, Ludmilla Faber Striim og Martin Ivan.

Spiller på Aarhus Teater til 20. december.

Anmeldt 20. november

Forestillingsfoto: Emilie Theresa