Blog

31-01-2020

Gode sangere og en flot produktion kan ikke skjule, at den tysk-amerikanske vampyr-musical "Dance of the vampires" ikke holder et niveau vi er vant til og forventer på Det Ny Teater.

* * * 

Vi er godt vant når vi går til musical på Det Ny Teater. Masser af skønne forestillinger har teatret budt os gennem de seneste 25 år, bl.a. i flere omgange produktioner af "Phantom of the Opera", der har kunnet matche niveauet i de største internationale musical-byer. Og senest en rørende, smuk og velspillet "Spillemand på en tagryg".

To gange om året skal teatrets direktør Niels-Bo Valbro finde musicals, der dels både passer til teatrets rum, akustik og stil, og dels kan sælge mange billetter. Rigtigt mange, for teatret får ikke produktionstilskud. Af indlysende årsager har man ikke taget mange chancer gennem årene, der skal spilles salgsikre kort.

Desværre tynder det jo ud blandt de store publikumstræffere; man kan ikke køre "Phantom of the Opera", "Les Miserables" eller "Annie get your Gun" i båndsløjfe i et lille land som Danmark. Der må nyt blod til... Apropos blod.... 

"Dance of the vampires" har masser af frisk blod. I stil og udtryk passer den godt ind hvad man kan opsætte på Det Ny Teater. Siden ur-premieren i Østrig i 1997 har den gået sin sejrsgang rundt i mellem- og østeuropa, med succesfulde afstikkere til Japan og Finland, mens en Broadway-opsætning i 2001 endte som en af de største musical-fiaskoer på Broadway i nyere tid. Et faktum Det Ny Teater elegant forbigår i det store glittede souvenirprogram og pressematerialet, muligvis fordi de amerikanske producenter ikke havde tillid til grundmaterialet og derfor gav musicalen en solid og åbenbart ikke særlig vellykket omskrivning.

Musikken er komponeret af ingen ringere end Jim Steinman, og hvis man som jeg var ung i 70'erne kan man ikke undgå at have stødt på hans storladne rockballader fra Meat Loafs legendariske "Bat of Hell"-album fra 1977, en lang række andre hits til Meat Loaf, Bryan Adams og ikke mindst verdenshittet "Total Eclipse of the Heart" fra Bonnie Tyler. Den sidste melodi er også det gennemgående tema i "Dance of the vampires", som i øvrigt også har genbrugt et andet af de store numre fra Meat Loaf-perioden i lettere omskrevet form og med helt nye tekster, naturligvis. De er skrevet af tyske Michael Kunze, pop-rock sangskriver med bl.a. schlager-stjernen Udo Jürgens på sin samvittighed.

Det er altså to erfarne herrer i både musicalbranchen og på pop-rockscenen, der har skabt denne musical, som bare i sidstse ende viser sig ikke at være god nok. I hvert fald ikke god nok målt med den kræsne målestok, som vi er forvænt med på Det Ny Teater.

Man kan bruge nok så mange penge på en visuelt prangende og flot scenografi og kostumeekstravaganza, der skifter fra transylvansk folklore til Grev von Krolocks dystertsorte gravkrypt til slottets prægtige balsal. Og man kan krydre scenen med en kombination af erfarne og sikre musicalsangere som Peter Jorde, Kim Hammelsvang og Julie Steincke, og unge, frembrusende talenter som Monica Isa Andersen og Søren Torpegaard Lund, der synger de svulstige sange med stort format. Men man kan ikke ændre ved det faktum, at "Dance of the vampires" ganske enkelt ikke er en god musical.

Det smitter af at den er tysk. Forestillingens komik - som jeg da går ud fra er tilsigtet og ikke ufrivillig - er typisk tysk, og går slet ikke i tråd med dansk humor, der klart læner sig op af den engelske tongue-in-cheek humor. Kunze har hjemme i det tyske arbejdet med tyske opsætninger af "Phantom of the Opera" med mere, og har, da han og Steinman lavede deres egen musical, planket den med arme og ben fra de store værker. Vi har for eksempel et kropar som i "Les Miserables", vi har en besynderlig dæmon (her en vampyr), der lever i det skjulte og begærer den smukke og uskyldsrene Sarah (den kender vi lidt fra "Phantom"). Hun er på den anden side ikke afvisende overfor den dragende greve og hans erotiske udstråling, men samtidig ungpige-glad for den unge, naive assistent Alfred, der ledsager en 'Professor Tournesol-møder-Van Helsing-møder Albert Einstein' ude i den transylvanske vildmark. Musicalen er i øvrigt inspireret af en gammel film af Roman Polanski, og det lykkedes at få selveste Polanski til at instruere ur-opførelsen i sin tid. Lån på lån, tilsat lidt af den hype, der er omkring vampyr-myten, og som det bestemt ikke kan afvises, kan sælge billetter.

Jeg kan faktisk godt lide flere af Jim Steinmans melodier; "Røde sko", "Kærlighedsduet", "For Sarah" og "Friheden venter" er svulstige rockballader, men teksterne forekommer umådeligt banale og dialogen er til tider nærmest ubehjælpsom. Dramaturgien er det også så som så med; krofatter forsvinder pludseligt ud af handlingen og hans kone går vist stadig rundt i skoven og kalder på sin datter.

I rollen som den flotte vampyr-Greve vender Peter Jorde tilbage til Det Ny Teater med stor autoritet og passende patos. Han er en glimrende og helt rigtig von Krolock, umådeligt godt syngende og aftenens absolutte stjerne. Monica Isa Andersen, der sidste år debuterede i "Den Evige ild" på Bellevue har også både stemme og udtryk som den smukke pige, der forføres af grevens excentriske elegance. Hun synger sig ind i vore hjerter med varme, nydeligt suppleret af Søren Torpegaard Lund, der også er helt nyuddannet og som efter en lidt slingrende start i den grad synger sig op. Også Kim Hammelsvangs professor er et lyspunkt. Hans revytalent kommer til sin ret i en figur, der egentlig er mere irriterende end sjov, og han mestrer et par af forestillingens sværeste sange ganske fortrinligt. Vanskeligere er det for Julie Steincke, Charlotte Guldberg og Jesper Asholt at løfte deres karakterer udover det næsten pinagtigt karikerede. De prøver alt hvad de kan, men opgaven synes uløselig.

Det er Daniel Bohr, der har stået for instruktionen, og man fornemmer at han også har været noget bundet af et forlæg, som man ikke har måttet ændre - forbedre - i, mens teatrets husscenograf Paul Farnworth har lavet en scenografi og nogle kostumer, der ser imponerende ud, men som også  - især i kostumevalget - virker som taget ud af en mellemeuropæisk turistbrochure fra 70'erne.

Konklusionen må være, at "Dance of the vampires" ikke holder det høje niveau, som Det Ny Teater normalt forkæler os med, og man går fra teatret med en lille nagende frygt for, at kilden af musicals, der både kan sælge billetter og passer til teatrets stil, så småt er ved at løbe tør....

"Dance of the vampires". Musik: Jim Steinman. Tekst: Michael Kunze. Oversættelse: Karen Hoffman.

Instruktion: Daniel Bohr. Scenografi: Paul Farnsworth. Koreografi: Alistair David. Musikalsk indstudering og kapelmester: Per Engström.

Medvirkende: Peter Jorde, Monica Isa Andersen, Kim Hammelsvang Henriksen, Søren Torpegaard Lund, Jesper Asholt, Julie Steincke, Anders Bilberg, Charlotte Guldberg, Henrik Lund og mange,mange flere.

Spiller på Det Ny Teater til 9. april.

Anmeldt 30. januar (premiere).

Forestillingsfoto: Miklos Szabo

24-01-2020

Aktuel socialrealisme om De Gule Veste i Frankrig er vedkommende og debatskabende teater på Mungo Park i Lillerød.

* * * * 

Den nye, unge teaterchef på Mungo Park i Lillerød, Anna Malzer, kommer lovende fra start med forestillingen "De Hovedløse". Det er vedkommende og debatskabende teater om vor fælles samtid, det er samtidig ny dramatik og selvom opsætningen ikke som sådan kan kaldes nyskabende, så er detaljerigdommen og grundigheden i både historiefortællingen og karaktertegningen spændende og iderig. Man vil først og fremmest noget med stykket. Man vil noget med teatret, og man vil have os, der kigger på og lytter med til at stoppe op og tænke efter.

"De hovedløse" er skrevet af Nanna P. Tüchsen, der her debuterer som uddannet dramatiker. Det er et bestillingsarbejde, forstået på den måde, at ideen om en teaterforestilling om De Gule Veste i Frankrig er Anna Malzers og de to har da også sammen været på researchrejse til Paris og fulgt det folkelige oprør mod magteliten på nærmeste hold.

Den dramatiske finte er, at stykket opererer på to plan; ved det franske hof i 1789, hvor den unge dronning Marie Antoinette keder sin røv i laser og lader sig adsprede ved at ydmyge sin hoftjener. Ind kommer to skuespillere, tilkaldt for at muntre dronningen op - et klassisk dramatisk greb, vi blandt andet kender så godt fra Shakespeare - og med et fingerknips træder Marie Antoinette ind i historien om vores dages folkelige, franske revolution.

I dette hverdagsplan tager Nanna P. Tüchsen udgangspunkt i en ganske almindelig familie i den nederste del af middelklassen. Faderen Bernard, som er pensionist, tidligere bokser og angst for at bevæge sig ud i det offentlige rum. Sønnerne Phillippe og Marcel, den ældste er politimand, den yngste en voldsparat døgenigt, der arbejder på Burger King, men går mere op i at se fodbold på tv og råbe racistiske tilråb mod de afrikanske spillere. Søsteren Manon arbejder i hjemmeplejen i Paris, langt fra hjemmet i den yderste forstad, og bliver i dramatisk form et billede af Jacline Mouraud, den aldeles ukendte kvinde, som via de sociale medier blev en slags uofficiel lederskikkelse og talsperson for De Gule Veste.

I glimtvise scener fortælles historien om De Gule Vestes oprør mod det etablerede politiske system og systemets reaktion, gennem disse fire mennesker, og man kommer vidt omkring; fra selvmordsraten blandt de franske politifolk, til selvskabte mediedarlings, internettets anonyme og allermest rå og uforsonlige, sexistiske debatform. Velfærdsstatens absurditeter kommenteres, hvor de fattige trods lave renter tvinges til at tage dyre kviklån fordi de ikke kan stille sikkerhed, eller købe deres shampoo i mindre, men dyrere flasker, fordi de ikke har råd til at købe de større flasker til lavere literpris. Oprøret, der splitter familier snarere end det samler folket og meget mere. Måske også lidt for meget. Der bliver stoppet ikke så lidt indhold og mange indtryk ned i den halvanden time lange forestilling, der spilles uden pause og som holder et konstant højt tempo og en intens energi. Det er et glimrende manuskript.

Det er bestemt ikke alvor det hele. Der spilles med en perlende humor og satirisk distance af et særdeles veloplagt hold på scenen: Malin Rømer Brolin-Tani, Kasper Dalsgaard, Jonas Munck Hansen og Henrik Prip, som leverer glimrende ensemblespil og præcise karaktertegninger.

Frederikke Dalums enkle, opfindsomme scenografi, skifter med de mindste virkemidler scenen fra Versailles' prægtige saloner til Bernards ydmyge hjem i sønnen Philippes garage, til Manons arbejde hos en livsklog gamling i Paris og omkring de tankstationer, der med sine dyre dieselpriser blev dråben, der fik oprøret anno 2018 i gang. Et oprør, der stadig, omend for mindre blus og under stadigt mindre medieopmærksomhed, ulmer i det franske samfund.

Til sidst sidder Marie Antoniette tilbage og morer sig kongeligt over den 'folkekomedie' hun netop har overværet, uvidende om, at hun kort tid efter havner i guillotinen, som et offer for folkets opstand. 

I dagens Frankrig tager præsident Macron formentlig ikke helt lige så let på oprøret, som stykkets Marie Antoniette, men overalt i verden, hvor vi i dag oplever folkelige oprør mod den etablerede elite er tendensen vel lidt den samme; at det skal nok gå over hvis vi bare venter længe nok.

Hvad rager De Gule Veste i Frankrig egentlig os, vil mange sikkert spørge. Har vi ikke emner herhjemme, der er vigtigere og mere vedkommende at tage op og sætte under dramatisk lup? Anna Malzer giver et næsten harmdirrende svar i det trykte program til forestillingen: 'Det er teatrets og fiktionens fornemmeste opgave at engagere Jer gennem historiefortælling,' skriver hun og forudser, at de oprør, der de seneste år har ulmet i Frankrig sagtens kan sprede sig til Danmark, så 'kom nu ind i den globale kamp!' tordner hun.

Med "De hovedløse" giver hun sit første indspark i den kamp på Mungo Park. Det tegner ganske lovende.

"De hovedløse". Dramatiker: Nanna P. Tüchsen.

Instruktion: Johan Sarauw/Anna Malzer. Scenografi og kostumer: Frederikke Dalum.

Medvirkende: Malin Rømer Brolin-Tani, Henrik Prip, Jonas Munck Hansen og Kasper Dalsgaard.

Spiller på Mungo Park, Lillerød til 26. maj (indgår i teatrets repertoire).

Anmeldt 23. januar.

Forestillingsfoto: Jon Kort.

23-01-2020

Succesmusicalen med ABBA's udødelige popsange spiller igen i Danmark, med en prægtig Annette Heick i hovedrollen.

* * * * 

For ti år siden blev den første danske opsætning af musical-hittet "Mamma Mia!" set af ikke færre end 190.000 publikummer, og verden over har adskillige millioner hygget sig med de musikalske løjer om singlekvinden Donna, der lever på en idyllisk græsk ø, og om hendes kønne datter, Sofie, der skal giftes og i den anledning nærer en ubændig trang til at møde den far, hun aldrig har set og intet ved om. Tilfældet vil, at hele tre mænd kan være den potentielle far, så dem opsporer hun og inviterer til brylluppet.

Lige så gode ABBA-drengene Benny Andersson og Björn Ulvaeus' legendariske popsange er, ligeså papirstynd er den historie engelske Catherine Johnson har skrevet og flettet sangene ind i. Uden sangene tør jeg gå så vidt som at kalde "Mamma Mia!" for et makværk - og desværre gør Ann Mariagers oversættelse og fordanskning, der også blev benyttet i 2010, det ikke bedre. Tværtimod.

I filmen fra 2008 spiller Meryl Streep hovedrollen som Donna, og der medvirker en stribe store stjerner som bl.a. Pierce Brosnan og Stellan Skarsgård. De synger mådeligt, men på det hvide lærred kan "Mamma Mia!" mere end på scenen, så det gik an. På en teaterscene skal sangene derimod leveres på topniveau, og her kan vi denne gang glædes og frydes over Annette Heick, der har hele pakken. Hun spiller den selvstændige, men også sårbare singlemor med tyngde og autoritet, og så synger hun fremragende. Ikke mindst i den følsomme mor-datter duet "Slipping Through my fingers" og den efterfølgende showstopper "The Winner takes it all" - begge som alle forestillingens øvrige sange i danske oversættelser af Anne Linnet.

Annette Heick præsterer det nærmest naturstridige at være bedre end 'verdens bedste skuespillerinde', og alene hende er det værd at købe billet for at opleve.

Resten af det store skuespiller-, sanger- og danserhold er mere svingende i niveau. Danserne er lige steppet et niveau op siden jeg så forestillingen for ti år siden. Publikums forventninger til den side af et musicalshow er steget og belønnes. Og i rollerne som Donnas gamle veninder tager Trine Gadeberg og Nicoline Siff Møller kegler, både komisk og musikalsk. Sidstnævnte spillede Donne sidste gang, men passer bedre til rollen som man-eateren Tanya. Der sker noget når de er på scenen.

De tre fædre spilles af Peter Oliver Hansen, der også spillede rollen som forfatteren og eventyreren Bill i 2010, Gordon Kennedy og Jesper Lundgaard, sidstnævnte med en mærkelig nasal klang i sin sangstemme, som man ellers skulle mene kunne stå distancen, men som til premieren virkede presset.

Unge Matilde Zeuner Nielsen, der i sommer blev færdig på Musicalakademiet i Fredericia, har fået en flyvende start på karrieren med hovedrollen som den giftemodne datter. Hun har den dejligste, sødeste og mest charmerende udstråling, hun kan bevæge sig og spiller den ikke helt nemme rolle som splittet ungpige på vej ud i voksenlivet glimrende, men vokalt mangler hun de sidste og afgørende gear. Det bliver simpelthen for spagt. Men det er der naturligvis tid til at forbedre. Talentet er i hvert fald uomtvisteligt. I rollen som hendes udkårne giver René Wormark en energifyldt og gedigen præstation. Det unge pars venner leverer desværre over en kam krampagtigt overspil - men de danser godt.

"Mamma Mia!" er på mange måder en besynderlig musical. På den ene side er den sindssygt underholdende, men er med sin næsten tre timer lange spilletid også til tider langtrukken og i denne opsætning periodisk tempoforladt. De store ensemblenumre fungerer 100 procent upåklageligt og er en fest, mens de mere stille soloer og duetter kun overbeviser når Annette Heick er en del af dem.Musikken har overlevet i 40-50 år og fortjener sin klassikerstatus, mens dialogen tangerer det ubehjælpsomme, historien er tynd som et stykke smørrebrødspapir og fordanskningen gør den intet godt.

Det hele slutter med verdens mest effektive træk; et farvestrålende, buldrende effektivt medley, som får os til at smådanse ud af teatret på en sky af minder fra vor ungdom i 70'erne og næsten glemme, at de forudgående små tre timer på mange måder har været temmeligt middelmådige.

Det er det "Mamma Mia!" kan; få os til at glemme hverdagens trængsler og det er jo sådan set en udmærket kvalitet i sig selv.

"Mamma Mia!". Musik og tekster: Benny Andersson, Björn Ulvaeus og Stig Anderson. Manuskript: Catherine Johnson. Oversættelse: Ann Mariager. Oversættelse af sange: Anne Linnet.

Instruktion: Phylinda Lloyd. Scenografi: Mark Thompson.  Koreografi: Anthony Van Laast. Musikalsk supervisor & arrangementer: Martin Koch. Kapelmester: Johan Bergman.

Medvirkende: Annette Heick, Matilde Zeuner Nielsen, Jesper Lundgaard, Gordon Kennedy, Peter Oliver Hansen, Trine Gadeberg, Nicoline Siff Møller, René Wormark, Anne Jørgensen Kaack, Tara Toya, Benjamin Dupont Igens, Jonathan Heegaard Jespersen og et 18 m/k stort ensemble.

Producent: PER SE Aps.

Spiller i Tivolis Koncertsal til 22. marts, derefter på turné til Holstebro, Aalborg, Randers, Esbjerg, Vejle og Viborg frem til 24. maj.

Anmeldt 22. januar (premiere)

Forstillingsfoto: Bjarne Stæhr.

 

22-01-2020

Hjertegribende præstation af Anders Juul i genopsætningen af "Jeg løber" på Det kgl. Teater.

* * * * *

Jeg fik ikke set "Jeg løber", da monologen første gang spillede på Det kgl. Teater i efteråret 2017. Nu har teatret meget klogt valgt at genopsætte den, og tak for det! 

Den godt og vel en time og et kvarter lange monolog, om en far, der mister sin kræftsyge seksårige datter, og derefter bruger løb som terapi og sorgbearbejdning er noget af det mest gribende, og noget af det bedste, der længe er set på en dansk teaterscene.

Udgangspunktet er journalisten Anders Legarth Schmidts egne oplevelser, der blev til en blog på Politiken og siden udkom i bogform. Line Mørkeby har bearbejdet materialet til scenen, og har skabt et langt dramatisk digt, der går lige i knoglerne på publikum. Aldrig har jeg oplevet dyb sorg beskrevet i så ren og ærlig en form. Et lille mesterligt stykke dramatik uden én eneste mislyd.

Uden Anders Juuls præstation som den løbende far, ville "Jeg løber" dog muligvis ikke stå distancen. Han er hjertegribende god. Han løber og taler, og taler, og taler. Hvæser sin afmægtige sorg ud, skælder ud, angrer, fortryder, men finder et helle midt i sorgen ved at løbe. Det er, som der skrives i det lille A4 printede programark, en tour de force ud over det sædvanlige. En hjertegribende, karrieredefinerende præstation, som da også allerede ved urpremieren ramte mine anmeldende kolleger og trak fremragende anmeldelser.

Historiens autencitet, tekstens loyalitet overfor den dybeste af alle sorger; at miste et barn, og skuespillerens ægthed og nærvær gør "Jeg løber" til en enestående teateroplevelse - også denne gang.

"Jeg løber" spilles kun i en begrænset periode - frem til 8. februar - og der sælges godt med billetter (der var helt udsolgt i aftes, da jeg så den), så har man ikke allerede oplevet dette hjertegribende ægte stykke sorgterapi, så er det om at komme afsted til Mellemgulvet, hvor stykket både spiller - og rammer!

PS/ Blandt tirsdagens publikum var mange yngre par, som, da lyset tændtes i salen, spontant lige måtte give hinanden et kys og en dyb krammer. Det oplever man ikke så ofte.

"Jeg løber" af Line Mørkeby baseret på Anders Legarth Schmidts blog og bog af samme navn.

Instruktion: Thomas Bendixen. Scenografi: Sir Grand Lear v/Ingvild Grande og Lea Burrows. Lyddesign: Mogens Laursen. Lysdesign: Egil Barcley Høgenni Hansen.

Medvirkende: Anders Juul.

Spiller i Skuespilhuset, Mellemgulvet til 8. februar.

Forestillingsfoto: Camilla Winther.

15-01-2020

Betty Nansen Teatret går nye veje med en danseforestilling med indlagte replikker, og om mange år vil forsøget stadig blive husket; om ikke andet så for Astrid Elbos blændende præstation.

 

* * * *

Man skal turde, at tage chancer. Turde, at tage fejl.

Sådan ser Betty Nansen Teatrets kunstneriske chef, Elisa Kragerup, på kunsten, og derfor har hun konsekvent taget chancer i sit endnu korte, men yderst succesfulde virke på teatret på Frederiksberg Allé.

At benytte denne taleteater-scene til at sætte en danseforestilling op på, er ganske modigt. Dansen har sine scener, sit publikum, taleteatret har sit. Kan de mødes? At sætte moderne urban-dansere på scenen med to klassisk uddannede dansere fra Den kongelige Ballet er bestemt også modigt, og at lade danserne sige replikker – om end de ikke er mange, så er de dog uhyre væsentlige – er meget, meget modigt.

Alle tre satsninger lykkes dog et meget langt stykke hen af vejen, for ”Bonnie & Clyde”, den virkelige fortælling om gangsterparret, der i depressionstidens USA’s blev samfundets fjender nummer et, men som også blev en slags folkehelte og reality-stjerner før reality-begrebet blev opfundet, er en klassisk god fortælling.

Vi elsker den slags eventyr. Det har man alle dage gjort. En livsfarlig romance, der balancerer på en knivsæg. Forbrydere og mordere, som Bonnie Parker og Clyde Barrow, kan godt i den rigtige – eller forkerte, om man vil – sammenhæng blive helte. Vi kender det også fra vore dage, hvor hardcore drabsdømte rockere i dagbladene nærmest optræder som var de popidoler eller i det mindste tv-reality kendisser med stjernestatus.

Clyde var vel i grunden blot en afstumpet bandit, men hans Bonnie gjorde parret til noget særligt. Hun skabte den romantiske fortælling, og det var hende selv, der fortalte den; i digte, skrevet under et fængselsophold. Historien om Bonnie & Clyde er blevet til film, til sange og nu til danseteater.

Ligesom det var virkelighedens Bonnie, der med sin tilstedeværelse skabte den romantiske gangstermyte omkring parret, så er det på Betty Nansen Teatres skrå og det meste af tiden helt nøgne scene, Astrid Elbo, der mere end nogle andre skaber magien. Hendes præstation er ganske enkelt blændende.

Jeg har ikke nogen videre forstand på dans, men det behøver man heller ikke at have for at blive grebet og indfanget af Astrids Elbos bevægelser og fysiske udtryk. Hun kan også sige replikker fra en scene, og er hjerteskærende i en scene, hvor parret på flugt fra politiet sulter og tørster, og hun drømmer om en karriere indenfor filmen. Hun får sin glamour, men på en lidt anden måde. Og livet bliver kort. Parret dør i en regn af kugler da de stadig kun er et sted midt i 20’erne.

En af Det kgl. Teaters store dansere, Ulrik Birkkjær, danser og spiller hendes Clyde med format og imponerede fysisk styrke, men forestillingens bankende hjerte, er Astrid Elbos.

Omkring dem, i skiftende roller som politifolk og medlemmerne af Bonnie & Clydes bankrøverbande, står fem urban-dansere, hvor især Stephanie Nguyen skiller sig ud. Ikke mindst fordi også hun på ganske udmærket vis forstår at sige replikker fra scenen og udtrykke sig på anden måde end i dansen. De er afsindigt dygtige, uden tvivl, men det er her at mine personlige forbehold overfor forestillingen får næring. Jeg synes simpelthen at det bliver for ensformigt, for langt og ikke mindst for enerverende, når den dunkende musik fra blandt andet Anders Trentemøller og Isaac Hayes lægger en tung baggrundsrytme til dansernes bevægelser.

Musikalsk stikker ”Bonnie & Clyde” i mange retninger, men ikke så ofte i takt med den tid, historien udspiller sig i, og det er lidt ærgerligt. Signe Fabricius har koreograferet, instrueret og skabt manuskriptet til forestillingen. Hun har fået lov at lege med genrerne på det gamle taleteater, og det eksperiment falder ganske vellykket ud, ikke mindst fordi forestillingen har Astrid Elmos lysende stjerne i front.

”Bonnie & Clyde”. Manuskript og koreografi af Signe Fabricius. Musik: Jeanett Albeck, Anders Trentemøller, Guiseppe Verdi, Finneas Baird O’Connell, Isaac Hayes, Dustin O’Halloran, Max Richter, Boris Blank, Dieter Meier og W.A. Mozart.

Instruktion: Signe Fabricius. Scenografi & kostumer: Ida Grarup. Lysdesign: Súni Joensen. Musikalsk konsulent: Jeanett Albeck.

Medvirkende: Astrid Elbo, Ulrik Birkkjær, Veronica Bracaccini, Stephanie Nguyen, Suad Demirovic, Robert Malmborg og Mads Gronemann.

Spiller på Betty Nansen Teatret til 8. februar.

Anmeldt 14. januar.

Forestillingsfoto: Catrine Zorn.