Blog

16-04-2020

Jeg har modtaget følgende pressemeddelelse fra Foreningen Revydanmark. Det er tvingende nødvendigt, at branchen enten får lov at spille årets revyer eller hvis det ikke kan lade sig gøre af åbenlyse sundhedsmæssige årsager, at branchen får andel i de forskellige hjælpepakker....

PRESSEMEDDELELSE

 

170 års revyhistorie i fare

De danske revyer har eksisteret i 170 år, altså gennem verdenskrige, lavkonjunkturer og historiens forskellige luner. Corona pandemien må ikke stoppe denne æra, og slet ikke nu, hvor vi mere end nogensinde har brug for den.

MEN hvis ikke revybranchen bliver omfattet hjælpepakkerne på lige fod med andre arrangører, så vil det ske.

Revyerne har en helt speciel produktionsform, hvor de bruger et helt år på at tilrettelægge og forberede en revy, som så spilles i en meget kort periode. Denne periode starter lige om lidt.

Indtil videre er der forbud mod større forsamlinger, uden at det er nærmere præciseret hvad større forsamlinger er og uden at der er plan for, hvornår der igen åbnes op for større forsamlinger.

-          Revybranchen ved derfor på nuværende tidspunkt ikke om de overhovedet må spille og i givet fald med hvor mange tilskuere. Begrænsninger i antal publikum samlet på et sted vil få fatale konsekvenser for revyer landet over.

Aftaler med såvel skuespillere og andre leverandører sker mere end et år før spilleperioden, ellers er det jo umuligt at sælge billetterne, som er i salg et år før spilleperioden. Revyerne var således allerede før 11. marts 2020 langt forbi det punkt, hvor de kan nå at stoppe en revy. Hvilket betyder, at såfremt der er forbud mod at spille, så har revyerne en markant stor del af omkostningerne alligevel.

De danske revyer er kommercielle virksomheder, som derfor skal leve af de indtægter som et trofast publikum gennem mange år har betalt. De færreste virksomheder kan klare at skulle køre med fuld produktion et helt år uden at få nogen indtægt. Revybranchen kan i hvert tilfælde ikke.

-          Revybranchen er på nuværende tidspunkt ikke omfattet hjælpepakken ”Kompensation for udskudte eller aflyste arrangementer”, idet antallet af publikum skal være 1000 publikum over flere forestillinger, fremfor nu hvor det skal gennemføres ved et arrangement. Derudover er der brug for at tidsperioden kommer til at gælde for en længere periode end kun marts. Øvrige nuværende hjælpepakker matcher ikke nævnte problemstilling for revybranchen.

Som situationen ser ud lige nu, er det mildest talt kaotisk for hele branchen, som i den grad mangler afklaring på såvel må/må ikke og hvis ikke, som om hjælpepakken ”Kompensation for udskudte eller aflyste arrangementer” bliver tilpasset!

Som Winston Churchills svarede på spørgsmålet om at spare på kunsten: »Hvad er det så, vi kæmper for?«

Coronakrisen vil aflive revybranchen, såfremt der ikke meget snart kommer en håndsrækning til branchen på lige fod med alle andre brancher, der er særlig ramt.

 

06-04-2020

I mangel af teateroplevelser har jeg set DR’s dramaserie ”Når støvet har lagt sig”, og anmelder de 10 afsnit som et samlet værk. Hvad der startede godt sluttede desværre dårligere end skidt. Advarsel: Indeholder spoilers.

 * *

 

Jeg har aldrig været den store fan af at anmelde tv-serier afsnit for afsnit, for jeg synes de skal ses som det ene samlede værk de er skabt som. Dette uanset, at de enkelte afsnit har skiftende instruktører og i mange tilfælde også skiftende episodeforfattere. Derfor har jeg også tålmodigt ventet til at DR har vist alle de 10 afsnit i Dorthe W. Høeg og Ida Marie Rydéns terrordrama ”Når støvet har lagt sig” inden jeg har skrevet min anmeldelse af serien.

Det var måske en fejl. I hvert fald er det ikke faldet ud til seriens fordel, for hvad der startede godt, sluttede desværre værre end skidt. Var projektet simpelthen for ambitiøst?

”Når støvet har lagt sig” er bygget op omkring en række vidt forskellige og mere eller mindre helt almindelige mennesker, hvis skæbner krydses i forbindelse med et terrorangreb på en københavnsk restaurant. Der er den kønne enlige mor, der kæmper for at holde sig oven vande med tjenerjob og studier. Der er den ambitiøse og varmhjertede justitsminister og hendes lesbiske kone; den svenske sangerinde, som har indledt en affære med en fraskilt dansk mand, der har mere end svært ved at slippe sin gamle familie. Vi møder den hjemløse Ginger, den handlekraftige VVS-mand Morten og hans åh så overbærende lærerkone; den ambitiøse og aldeles uempatiske restauratør Nikolaj; gamle, livstrætte Holger med kans i relationen til sine voksne børn og endelig den unge indvandrer Jamal, der vil det bedste, men er fanget i et spind af sociale dogmer. Omkring dem myldrer det med interessante karakterer, og i løbet af de første fire afsnit får forfatterne og instruktørerne Milad Alami og Jeanette Nordahl ganske stille og roligt, og i et næsten for vor tid provokerende langsomt tempo, bygget nogle skæbner op, som vi interesserer os for, uanset om vi har sympati eller det modsatte for dem.

Det er vældigt godt gjort. Ikke mindst fordi der spilles aldeles fremragende i alle de bærende roller og i langt de fleste af de mindre, men ikke mindre væsentlige bi-karakterer. Vi aner at noget grusomt er under opsejling med flash forwards til terrorangrebet. Vi ved det kommer, men ikke præcist hvordan det involverer vores karakterer. Da det kommer i afsnit 5 er det kynisk koreograferet i en uhyggeligt voldsom og lang gribende sekvens. Nogle af vores ’venner’ overlever, men ikke alle. Det var trist at miste Lotte Andersens ministerfrue Stina. Hun var blændende i sit sarte og ømme forhold til Karen-Lise Mynsters på grænsen af det opgivende, justitsminister. Afsnit 1-5 var fremragende, medrivende tv-drama.

Hvad gik galt?

6. afsnit foregår umiddelbart efter angrebet og er det første af tre afsnit, instrueret af Iram Haq. Det er her det begynder at gå galt. Både i instruktionen, men sandelig også på manuskriptplan. Hvad der i de første fem afsnit har været en troværdig og en meget realistisk fortalt historie smuldrer for øjnene af os. Skæbnerne reagerer forståeligt nok på de traumatiske begivenheder, men logikken i fortællingen forsvinder. Realismen og alt det, der var de første fem afsnits ubestridte styrke, er væk. I stedet sidder man som seer og irriteres over sløseri og direkte meningsløshed fra forfatternes og instruktørens side.

VVS-Mortens mentale kollaps – uden at så meget som én krisepsykolog er inde over (overhovedet) – er det rene vanvid. Det er helt uden for skiven, at justitsministeren overhovedet er på arbejde efter at have mistet sin kone, men endnu mere tåbeligt, at hun får lov at blande sig aktivt i politiets arbejde – for slet ikke at tale om det indre magtkampsspor, der slet ikke hænger sammen, traumer eller ej.

Kokken Nikolaj kan uhindret vandre ind og ud af sin sønderskudte restaurant, tilmed medbringende et traumatiseret barn, som han uantastet har hentet på hospitalet, og hjemløse Ginger kan åbenbart uden problemer spadsere ind hos kørestolbundne Holger og sove i et lagerrum på plejehjemmet. Al logik, al sund fornuft, enhver form realisme forvitrer mellem hænderne på instruktør og forfattere, som sikkert vil forsvare sig med, at al sund fornuft og realitetssans forlader mennesker, der er trængt op i en krog af en handling som et terrorangreb. Og at det er det de skildrer. Er det tilfældet, så falder forsøget tungt til jorden. Afsnit 6, 7 og 8 bæres ene og alene oppe af de gode skuespillere, til trods for, at det er blevet markant vanskeligere for dem at skabe reelt troværdige karakterer.

Kan det i det mindste slutte ordentligt? Nej, så langt fra. Afslutningsafsnittet i aftes var helt umuligt. Alle de mange sløjfer skulle ligesom bindes; lynbrylluppet mellem Ginger og Holger, forbrødringen i Mortens familie. Lisa og hendes svenske mand finder sammen selvom hun er gravid med en anden mands barn – bare sådan lige over en kold øl i Nikolajs stadig gennemhullede restaurant, der pludselig udvikler sig til socialt samlingssted….jamen, I Guder altså!

Det viser sig også, at der slet ikke er tale om den slags terrorangreb, som alle tror. Det er ’bare’ nogle skuffede unge mennesker, der tilfældigt blev vrede og dræbte 19 mennesker med koldt blod. Mage til fesen udgang på historien skal man godt nok lede længe efter.

Mens manuskriptforfatterne, DR’s dramaturgiat og instruktørerne mister grebet, holder skuespillerne ganske godt fast i de karakterer, de har fået skabt i forløbet. Karen-Lise Mynster var glimrende hele vejen igennem, Peter Christoffersen har jeg ikke set bedre, han var øretæveindbydende irriterende. Der var fine præstationer af de unge Fillippa Suenson og Katinka Lærke Petersen, der bør kunne blive et springbræt til mere på scene og i film, og Jacob Lohmann har udviklet sig til en solid og troværdig karakterskuespiller over de senere, travle sæsoner.

Det er ikke deres skyld, at ”Når støvet har lagt sig”, nærmest slutter ufrivilligt komisk. Det er skrigende banalt, at Jamal kan komme brasende og lette sit hjerte oppe i den netop afgåede justitsministers lejlighed – og blive modtaget af hende i slåbrok, og helt sort er scenen, hvor en af Gingers hjemløse-venner skyder Holger på plejehjemmet uden at nogen reagerer. Kan man gå ind på et plejehjem og skyde folk uden at personalet opdager noget eller hører noget? Er det forfatternes stille kommentar til niveauet i ældresektoren eller er det simpelthen bare dårlig dramatik?

Svaret dukker måske op – engang, når støvet har lagt sig.

”Når støvet har lagt sig”. TV-drama i 10 afsnit af Ida Marie Rydén og Dorthe W. Høgh.

Instruktion: Milad Alami (afsnit 1,2, 5, 9 og 10), Iram Haq (afsnit 6,7 og 8) og Jeanette Nordahl (afsnit 3 og 4).

Medvirkende: Karen-Lise Mynster, Jacob Lohmann, Malin Crepin, Henning Jensen, Katinka Lærke Petersen, Arian Kashet, Peter Christoffersen. Fillippa Suenson, Hade Ka-Koush, Lotte Andersen, Julie Agnete Vang, Adam Brix og mange flere.

 

Sidste afsnit sendt på DR1 5. april 2020. Serien kan ses på dr.dk.

Foto: DR.

 

 

08-03-2020

BOGANMELDELSE: I dag fylder skuespilleren og Ørkensønnen, Niels Olsen, 60 år. I den anledning har Jacob Wendt Jensen skrevet en læseværdig biografi om ham.

* * * * 

 

Niels Olsen er et af de sødeste og mest sympatiske mennesker i dansk teater- og underholdning. Derfor må en biografi om ham naturligvis også være sød og sympatisk. Anderledes kan det ligesom ikke være. Og sådan er den bog, den flittige, grundige og dygtige biograffist Jacob Wendt Jensen har skrevet. 

"Kan ham den der høje ikke lige sætte sig ned?" er bogens pudsige titel, og refererer til den unge Olsens tidlige tid på skuespillerskolen. Wendt Jensen har talt med at hav af mennesker tæt på, omkring og i periferien af Niels Olsen - også med undertegnede, der på det professionelle plan har fulgt Niels Olsen næsten siden starten. I hvert fald siden 1988, hvor han og makkeren Thomas Mørk i Cirkus Montebello fik mig til at grine så meget, at jeg ødelagde en B.T.-fotografs kamera ved at vælte en fadøl udover det.

Helt så 'morsom' er biografien ikke. Og det er også begrænset hvad de små 400 sider indeholder af saftige afsløringer, der kan få ugepressen i omdrejninger. Det fremgår faktisk meget tydeligt, at Niels Olsen uden for scenen, er en særdeles rolig, afbalanceret, grænsende til det kedelige mand, der godt kan lide at sumpe den foran tv'et med en god fodbold- eller håndboldkamp.

Biografien fortæller om den unge Olsen, femte søn i en drengeflok på seks, vokset op i et lægehjem i Aarhus. Talentfuld håndboldspiller på kanten af landsholdsniveau. Han blev glad for musik, viste evner som både underholder og organisator allerede i gymnasiet. Da ham kom på Teaterskolen kom han på hold med bl.a. Thomas Mørk, og det venskab og makkerskab kom til at forme Niels Olsens karriere. Underholdningen blev hans skæbne. 'Jeg ER Lorry-manden' siger han undervejs, i et forsvar af den kritik, der fra flere sider rettes mod ham om ikke at forsøge sig mere i andre genrer end humoren og komikkens tjeneste.

Der er kritiske røster i biografien. Sælger Niels Olsen ud af sin kunstneriske integritet ved at lave for mange - og for fjollede - reklamer? Overspiller han for ofte sine virkemidler? Benytter han for mange af sine egne revytekster? Revytekster, som han i øvrigt skamroses for hele vejen i gennem, hvilket måske er liiige en tand for meget. I min optik er Niels Olsen en meget ferm, dygtig og effektiv revyforfatter, men trods alt ikke i det fags absolutte superliga. Bogens interviewede synes noget andet, fair nok.

Vi får et meget personligt kig ind bag kulisserne i samarbejdet mellem de fire logebrødre i Ørkenens Sønner, hvor Niels Olsen har en for mig overraskende dominerende rolle i hierakiet, og vi får også et ærligt billede af hans lange, lykkelige ægteskab - både privat og ofte professionelt - med skuespilleren og instruktøren Joy-Maria Frederiksen, der ikke lægger skjul på, at de to er hinandens absolutte modsætninger, og at netop det er deres fælles styrke. Én lille bitte ting undrer mig. Deres fælles datter omtales i biografien, og udtaler sig til citat, men ikke ét eneste sted figurerer hendes navn. Ikke engang i det omfattende register, der som altid runder Jacob Wendt Jensens biografier af. Er det en forglemmelse eller vil 'Niels Olsens datter', som hun omtales, simpelthen bare være anonym? 

Uden de store dramaer, afsløringer og hidtil hemmeligholdte lig i lasten, bliver "Kan ham der den høje ikke lige sætte sig ned?" til en velskrevet, godt gennemarbejdet og meget sympatisk biografi om en folkekær skuespiller, som man undrer sig lidt over allerede fylder 60 år.

Det gør han i øvrigt i dag! Så et hjerteligt tillykke.

Jacob Wendt Jensen: "Kan ham der den høje ikke lige sætte sig ned?". En biografi om Niels Olsen. 398 sider. 299.95 kr. Gyldendal.

16-02-2020

Løssluppen kvindekomedie om tre veninder omkring de 60 år kommer hele vejen rundt, og det er næsten for meget.

* * *

Med "Modne damer i morgenkåbe" kan man virkelig sige, at der er tale om konceptteater. Det virker som om Landsteatrets leder Erling Mølgaard og den rutinerede dramatiker Ann Mariager i fællesskab har læst samtlige statistikker om 'hvem der går i teatret' og 'hvad de kan lide' og ud fra dem har skabt deres forestilling.

Langt de fleste teatergængere er kvinder. Ergo en forestilling med tre kvinder. Tjek.

Danske teatergængere er 60+ år gamle. Ergo en forestilling om kvinder i netop den alder. Tjek.

De fleste foretrækker en komedie. Tjek! Men der må også gerne være lidt alvor. Tjek! Og et par sange, som vi kender. Tjek! Med nye, revyagtige tekster. Tjek.

Her har Ann Mariager leveret på alle parametre. Hun har skrevet en ganske vittig, alvorsfuldt eftertænktsom komedie om tre modne veninder på et fredfyldt spaophold i Sverige. Her sludrer de om alt fra tørre skeder, til dating-profiler, skilsmisse, utroskab, demente forældre, dildoer og man-spreading. Der er nærmest ikke en sten i den svenske skærgård, der ikke lige vendes, og det er altsammen både ganske udmærket skrevet, og ganske glimrende spillet. Men det er også lidt for meget, lidt for overfladisk, og hverken helt morsomt nok, eller helt alvorligt nok.

På scenen gør Ann Hjort, Sofie Stougaard og Pernille Schrøder alt hvad man næsten kan forlange, som den tjekkede 60-årige Susanne med lederjob indenfor HR, og hendes veninder, Linda og Vibeke. De er bestemt meget sjove, leger med de periodisk godt timede replikker, og skaber hver deres fint tegnede karakterer. Arketyper på kvinderne i lige præcis den alder. Den  fraskilte karrierekvinde, den kække superbedstemor og den givende, men ikke helt lykkelige, evige singlekvinde, der tilmed har begået en kardinalsynd. 

Der burde være stof i "Modne damer i morgenkåbe" til mere end det, der kommer ud af Pia Rosenbaums lovlig firkantede instruktion, og så er Landsteatrets produktion desværre en pauver omgang, med den grimmeste spa-scenografi man længe har set. Ligner det luksusspaet The Oasis i Ystad? Nej, så var omgivelserne på den godt slidte 70'er skole i Jyllinge, hvor jeg så forestillingen, faktisk mere opmuntrende. 

Når man så tydeligt går efter én bestemt målgruppe, så risikerer man at ramme helt forbi alt for mange. Et par medbragte mænd bag mig, snakkede gennem hele forestillingen uden den store interesse for hvad der foregik på scenen, og min unge ledsager kedede sig bravt, og det med god ret. Men der skal nok være mange kvinder omkring de 60 år, der kan nikke genkendende til mange af Ann Mariagers pointer, hvad enten de vil være ved det eller ej.

"Modne damer i morgenkåbe". Af Ann Mariager.

Instruktion: Pia Rosenbaum. Scenografi: Thomas Kolding.

Medvirkende: Ann Hjort, Sofie Stougaard og Pernille Schrøder. Og Pia Rosenbaum i et videoklip.

Producent: Landsteatret.

Spiller på turné rundt i landet indtil 28. marts.

Anmeldt 15. februar i Jyllinge.

Forestillingsfoto: Erling Mølgaard.

 

06-02-2020

Musikalsk er Mikkel Schrøders nye one-man show med band helt sublimt. En tour de force med små bump på vejen.

* * * * *

Mikkel Schrøder er en af landets mest musikalske entertainere. Han kan synge, han spiller adskillige instrumenter og han har en rigtig fin fornemmelse for at tegne karakterer op, som vi kender og kan relatere til. De er tegnet med den brede pensel, men under den karrikerede overflade lurer alligevel en sårbarhed og skrøbelighed.

I vinteren 2018 kastede Mikkel Schrøder sig ud i solo-show projektet "Klassebilledet" (læs anmeldelsen her), hvor udgangpunktet var de let genkendelige arketyper fra skoletiden. Det lykkedes så godt, at succesen nødvendigvis måtte gentages, så derfor har Schrøder nu kastet sit blik på den mellemstore virksomhed og alle dens særlige, mere eller mindre letgenkendelige typer; den lumre, lidt for dameglade direktør, hans hvidvinspimpende sekretær, Carsten fra lageret, altid med en dårlig vittelighed på læberne og en uforløst popstjernedrøm. Der er Daniel aka 'homoen fra Hundested', og der er den supereffektive HR-chef, Rikke, der har styr på det hele undtaget sit eget middelklasseliv og stivfrosne ægteskab. 

Og så er der entertaineren selv. Mikkel, midt i en livskrise med hul i økonomien, der gør det nødvendigt at tage et 'almindeligt' job i virksomheden, og derfor både ender til og som medarrangør af årets højdepunkt: Firmafesten.

I videofilmede monologer og i sange, fortæller Mikke Schrøder først om karakterernes små og større bump på livets vej, senere folder festen sig ud med alt hvad en rigtig firmafest skal indeholde af #metoo sexchikane, et blowjob i kopirummet, og en rørende 'når sandheden skal tale' midt i en brandert. Og så selvfølgelig underholdningen, både festkomiteens forrygende version af "Bohemian Rhapsody", det lokale firmabands rock'n roll og entertaineren i jobtræning, Mikkels egne gamle hits med parodier på kendte popnavne, der synger børnesange. Ja, selveste Linie 3 kigger forbi og giver et nummer, og det samme gør Jacob Haugaard fra Aarhus, der holder firmafestens pep-talk.

Parodierne sidder lige i skabet, men der er også et element af genbrug over dem. Den med børnesangene er godt nok ny vin på meget gamle flasker, men ret skal være ret, det er dygtigt udført.

Persontegningerne er karrikerede og vækker genkendelsens glæde og gru, og er igen uhyre dygtigt udført selvom de måske ikke tekstmæssigt har alverden meget at byde på allesammen.

Der hvor "Firmafesten" for alvor skiller sig ud, og tager kegler, er i showets fuldkommen overlegne musikalitet. Som sanger og musiker er Mikkel Schrøder aldeles fremragende, og han bakkes op af et lille to-mands kapel; keyboardspilleren og sangerinden Jeanette Bonde og guitaristen Jacob Jønne Juul, som ikke bare spiller som en drøm, men også leverer de mest forrygende vokalharmonier. Det er en sand fryd fra først til sidst.

Som comedy-show betragtet, er "Firmafesten" måske ikke helt morsomt nok, og afslutningen bliver lidt lang i spyttet, men det er - som karakteren Carsten hele tiden udtrykker det - blot bump på vejen. For musikalsk lykkes det 100 procent at skabe en fest af en aften, og "Firmafesten" - med undertitlen 'hvor godt kender du egentlig dine kolleger' - er ganske enkelt to timers fremragende underholdning.

"Firmafesten - hvor godt kender du egentlig dine kolleger". Tekst og musik af Mikkel Schrøder.

Instruktion: Christine Astrid.

Medvirkende: Mikkel Schrøder, Jeanette Bonde og Jacob Jønne Juul.

Turn´r rundt i landet til (foreløbigt) udgangen af april.

Anmeldt 5. februar i Bremen Teater (premiere).

PR-Foto (bemærk, at ikke alle de afbildede figurer fremkommer i showet)