Forside Anmeldelser 2020 DEN UNGE WERTHERS LIDELSER

DEN UNGE WERTHERS LIDELSER

337
0

Strålende fortolkning sætter Goethe-klassiker i nyt, moderne lys.

* * * * * 

Tidligere på sæsonen havde Aarhus Teater premiere på den prisbelønnede instruktør Sargun Oshanas fortolkning af J.W. von Goethes litterære klassiker “Den unge Werthers lidelser” med stor opmærksomhed og strålende anmeldelser til følge.

Som et led i Aarhus Teaters samarbejde med Sort/Hvid i Kødbyen spiller forestillingen nu en periode i København, og den kan varmt anbefales.

“Den unge Werthers lidelser” er romantisk tysk weltschmerz, skrevet af Goethe i 1774 og et højdepunkt i datidens litterære ungdomsbølge, der gik – og går – under navnet Sturm und Drang. Det lyder tungt og højlitterært, men i Oshanas moderne, livlige og djævelsk velspillede 2019/20 fortolkning bliver det en perlende fortælling om ulykkelig kærlighed, der ender med at den unge Werther ikke ser anden mulighed end at tage sit eget liv.

Bogen vakte opsigt ved sin udgivelse, fordi den angiveligt førte til en selvmordsbølge blandt unge mænd – vist nok en lille overdrivelse – og den blev flere steder forbudt, blandt andet i København.

Historien er meget enkel og banal. Den unge student Werther forelsker sig under et ophold i provinsen i den unge, smukke Lotte. De indleder et platonisk og nært venskabeligt forhold, for Lotte er lovet væk til Albert, som hun elsker. De tre nyder ungdommens ulidelige lethed sammen, men det bliver sværere og sværere for Werther at undertrykke sine følelser for Lotte, som derfor til sidst må bede ham gå. Dette nederlag kan han ikke bære og han begår selvmord.

Romanen er skrevet i brevform, og brevene spiller en stor rolle i denne opsætning, hvor scenen synes sat i de gamle ruiner af det engang så romantiske landsted. Nu med afskallede mure, overskrevet med graffiti. Vi møder Lotte, og hele to versioner af den unge Werther, og stille og roligt bliver vi draget ind i historien, der springer i tid og sted, og uden at miste sit solide tag i 1770’ernes romantiske periode alligevel hele tiden drager paraller til vore dage, hvor ‘mig-generationen’ jo ganske uden videre kan sammenlignes med den unge Werthers egoistiske selvopfattelse. Selvmord blandt unge er i dag, der ikke føler sig anerkendt, er et enormt problem, så den gamle romans tema synes så relevant og aktuelt som nogensinde før.

Nathalie Mellbye har skabt en fantastisk scenografi af et romantisk haveanlæg nedbrudt af tidens tand, og lader skuespillerne være klædt både tidstypisk og moderne, og bag det centralt placerede flygel giver musikeren og lydperformeren Di Garbi forestillingen et diskret, men alligevel konstant nærværende lydbillede. Meget fascinerende.

Oshana inddrager såvel techno-party og stand-up, og lader de to rivaler kæmpe om publikums opmærksomhed, ligesom historiens to unge mænd, den udvalgte Albert og den afviste Werther, kæmper om pigens gunst, og han gør det vel at mærke uden at forfladige Goethes ord. Det er intelligent klassikerarbejde.

De tre unge skuespillere er alle aldeles overbevisende. Simon Mathew er intenst nærværende som den fortabte Werther, nyuddannede Alexander Mayah Larsen er både hans spejlbillede og sjælelige tvilling, og hans rival. Begge er de skarpe, klart definerede karakterer omkring Sara Viktoria Bjerregaards betagende Lotte. Hun er for mig forestillingens største gave. Sødmefuldt koket i indledningen, charmerende, fyrig og spillevende under sommerens romantiske legen følelsesmæssig kispus, og rørende i sin afmægtighed til sidst. Et stort scenegennembrud for den blot 25-årige og ganske fornyligt færdiguddannede skuespiller. De tres samspil er en nydelse, og det er som om de gør hinanden bedre. Det er en fornøjelse at overvære.

“Den unge Werthers lidelser” spiller på Sort/Hvid til 22. februar, og det er bare om at tage kæresten, flirten, vennen under armen og komme afsted. 

“Den unge Werthers lidelser”. Af Johan Wolfgang von Goethe.

Instruktion & tekstbearbejdelse: Sargun Oshana. Scenografi & kostumer: Nathalie Mellbye. Kompositioner & lyddesign: Di Garbi. Lysdesign: Jim Falk.

Medvirkende: Simon Mathew, Sara Viktoria Bjerregaard, Alexander Mayah Larsen og Di Garbi.

Samproduktion mellem Sort/Hvid og Aarhus Teater. Spiller på Sort/Hvid i Kødbyen til 22. februar.

Anmeldt 31. januar.

Forestillingsfoto: Zuhal Kocan.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her