Blog

16-02-2020

Løssluppen kvindekomedie om tre veninder omkring de 60 år kommer hele vejen rundt, og det er næsten for meget.

* * *

Med "Modne damer i morgenkåbe" kan man virkelig sige, at der er tale om konceptteater. Det virker som om Landsteatrets leder Erling Mølgaard og den rutinerede dramatiker Ann Mariager i fællesskab har læst samtlige statistikker om 'hvem der går i teatret' og 'hvad de kan lide' og ud fra dem har skabt deres forestilling.

Langt de fleste teatergængere er kvinder. Ergo en forestilling med tre kvinder. Tjek.

Danske teatergængere er 60+ år gamle. Ergo en forestilling om kvinder i netop den alder. Tjek.

De fleste foretrækker en komedie. Tjek! Men der må også gerne være lidt alvor. Tjek! Og et par sange, som vi kender. Tjek! Med nye, revyagtige tekster. Tjek.

Her har Ann Mariager leveret på alle parametre. Hun har skrevet en ganske vittig, alvorsfuldt eftertænktsom komedie om tre modne veninder på et fredfyldt spaophold i Sverige. Her sludrer de om alt fra tørre skeder, til dating-profiler, skilsmisse, utroskab, demente forældre, dildoer og man-spreading. Der er nærmest ikke en sten i den svenske skærgård, der ikke lige vendes, og det er altsammen både ganske udmærket skrevet, og ganske glimrende spillet. Men det er også lidt for meget, lidt for overfladisk, og hverken helt morsomt nok, eller helt alvorligt nok.

På scenen gør Ann Hjort, Sofie Stougaard og Pernille Schrøder alt hvad man næsten kan forlange, som den tjekkede 60-årige Susanne med lederjob indenfor HR, og hendes veninder, Linda og Vibeke. De er bestemt meget sjove, leger med de periodisk godt timede replikker, og skaber hver deres fint tegnede karakterer. Arketyper på kvinderne i lige præcis den alder. Den  fraskilte karrierekvinde, den kække superbedstemor og den givende, men ikke helt lykkelige, evige singlekvinde, der tilmed har begået en kardinalsynd. 

Der burde være stof i "Modne damer i morgenkåbe" til mere end det, der kommer ud af Pia Rosenbaums lovlig firkantede instruktion, og så er Landsteatrets produktion desværre en pauver omgang, med den grimmeste spa-scenografi man længe har set. Ligner det luksusspaet The Oasis i Ystad? Nej, så var omgivelserne på den godt slidte 70'er skole i Jyllinge, hvor jeg så forestillingen, faktisk mere opmuntrende. 

Når man så tydeligt går efter én bestemt målgruppe, så risikerer man at ramme helt forbi alt for mange. Et par medbragte mænd bag mig, snakkede gennem hele forestillingen uden den store interesse for hvad der foregik på scenen, og min unge ledsager kedede sig bravt, og det med god ret. Men der skal nok være mange kvinder omkring de 60 år, der kan nikke genkendende til mange af Ann Mariagers pointer, hvad enten de vil være ved det eller ej.

"Modne damer i morgenkåbe". Af Ann Mariager.

Instruktion: Pia Rosenbaum. Scenografi: Thomas Kolding.

Medvirkende: Ann Hjort, Sofie Stougaard og Pernille Schrøder. Og Pia Rosenbaum i et videoklip.

Producent: Landsteatret.

Spiller på turné rundt i landet indtil 28. marts.

Anmeldt 15. februar i Jyllinge.

Forestillingsfoto: Erling Mølgaard.

 

06-02-2020

Musikalsk er Mikkel Schrøders nye one-man show med band helt sublimt. En tour de force med små bump på vejen.

* * * * *

Mikkel Schrøder er en af landets mest musikalske entertainere. Han kan synge, han spiller adskillige instrumenter og han har en rigtig fin fornemmelse for at tegne karakterer op, som vi kender og kan relatere til. De er tegnet med den brede pensel, men under den karrikerede overflade lurer alligevel en sårbarhed og skrøbelighed.

I vinteren 2018 kastede Mikkel Schrøder sig ud i solo-show projektet "Klassebilledet" (læs anmeldelsen her), hvor udgangpunktet var de let genkendelige arketyper fra skoletiden. Det lykkedes så godt, at succesen nødvendigvis måtte gentages, så derfor har Schrøder nu kastet sit blik på den mellemstore virksomhed og alle dens særlige, mere eller mindre letgenkendelige typer; den lumre, lidt for dameglade direktør, hans hvidvinspimpende sekretær, Carsten fra lageret, altid med en dårlig vittelighed på læberne og en uforløst popstjernedrøm. Der er Daniel aka 'homoen fra Hundested', og der er den supereffektive HR-chef, Rikke, der har styr på det hele undtaget sit eget middelklasseliv og stivfrosne ægteskab. 

Og så er der entertaineren selv. Mikkel, midt i en livskrise med hul i økonomien, der gør det nødvendigt at tage et 'almindeligt' job i virksomheden, og derfor både ender til og som medarrangør af årets højdepunkt: Firmafesten.

I videofilmede monologer og i sange, fortæller Mikke Schrøder først om karakterernes små og større bump på livets vej, senere folder festen sig ud med alt hvad en rigtig firmafest skal indeholde af #metoo sexchikane, et blowjob i kopirummet, og en rørende 'når sandheden skal tale' midt i en brandert. Og så selvfølgelig underholdningen, både festkomiteens forrygende version af "Bohemian Rhapsody", det lokale firmabands rock'n roll og entertaineren i jobtræning, Mikkels egne gamle hits med parodier på kendte popnavne, der synger børnesange. Ja, selveste Linie 3 kigger forbi og giver et nummer, og det samme gør Jacob Haugaard fra Aarhus, der holder firmafestens pep-talk.

Parodierne sidder lige i skabet, men der er også et element af genbrug over dem. Den med børnesangene er godt nok ny vin på meget gamle flasker, men ret skal være ret, det er dygtigt udført.

Persontegningerne er karrikerede og vækker genkendelsens glæde og gru, og er igen uhyre dygtigt udført selvom de måske ikke tekstmæssigt har alverden meget at byde på allesammen.

Der hvor "Firmafesten" for alvor skiller sig ud, og tager kegler, er i showets fuldkommen overlegne musikalitet. Som sanger og musiker er Mikkel Schrøder aldeles fremragende, og han bakkes op af et lille to-mands kapel; keyboardspilleren og sangerinden Jeanette Bonde og guitaristen Jacob Jønne Juul, som ikke bare spiller som en drøm, men også leverer de mest forrygende vokalharmonier. Det er en sand fryd fra først til sidst.

Som comedy-show betragtet, er "Firmafesten" måske ikke helt morsomt nok, og afslutningen bliver lidt lang i spyttet, men det er - som karakteren Carsten hele tiden udtrykker det - blot bump på vejen. For musikalsk lykkes det 100 procent at skabe en fest af en aften, og "Firmafesten" - med undertitlen 'hvor godt kender du egentlig dine kolleger' - er ganske enkelt to timers fremragende underholdning.

"Firmafesten - hvor godt kender du egentlig dine kolleger". Tekst og musik af Mikkel Schrøder.

Instruktion: Christine Astrid.

Medvirkende: Mikkel Schrøder, Jeanette Bonde og Jacob Jønne Juul.

Turn´r rundt i landet til (foreløbigt) udgangen af april.

Anmeldt 5. februar i Bremen Teater (premiere).

PR-Foto (bemærk, at ikke alle de afbildede figurer fremkommer i showet)

05-02-2020

Shakespeares forvekslingskomedie morer og underholder på Odense Teater, men den rører kun i perioder.

* * * * 

"Helligtrekongersaften" er en af William Shakespeares bedste - og morsomste - komedier. En romantisk forvekslingskomedie befolket af de skønneste og skøreste karakterer, der når forestillingen lykkes bedst, hver i sær kan tage fokus fra den egentlige handling og skabe helt deres eget lille show i showet.

Der er det komiske makkerpar Tobias Hikke og Andreas Blegnæb, som er ren Gøg og Gokke, blot skrevet 400 år tidligere, eller den indbildske hushovmester Malvolio, som det går så grumme galt, og naturligvis forestillingens samlende filur, narren Feste, der med sine filosofiske kommentarer og spidse pen spidder samfundets og livets dårskab og stiller det frem til skue og latter.

Det er disse biroller, der gør "Helligtrekongersaften" til en finurlig og festlig teaterleg, til en farce inden dette begreb underhovedet var opfundet. Det er også denne overflod af gode roller, der gør stykket til en lille perle at opsætte for en teaterdirektør, fordi ingen i emsemblet sidder skuffede tilbage med en kedelig rolle.

Sidste sommer spillede Grønnegårdsteatret i København denne herlige klassiker som en opskruet og vældig seværdig queer-komedie (se anmeldelsen her) og netop legen med køn og kønsidentitet er oplagt her, hvor historien netop handler om, hvem der elsker hvem og forelsker sig i hvem.

Tvillingeparret Viola og Sebastian bliver adskilt ved et skibsforlis, og begge tror den anden død. Viola skylles op på Illyriens kyst, hvor hun ser hertug Orsino, som hun straks forelsker sig i. Hertugen er dog kendt for sit bejleri til den smukke, ugifte Olivia, som sørger over sin elskede brors død og nægter at lade en mand komme sig nær. Viola klæder sig ud som page under navnet Cesario og får tjeneste hos Orsino. Her får hun til opgave at hjælpe Orsino med hans bejleri til Olivia, som så forelsker sig hovedkuls i Cesario. Midt i det hele dukker hendes tvillingebror Sebastian op, og så starter forviklingerne for alvor, men inden da møder vi Tobias Hikke, Olivias onkel, og hans komplet idiotiske drukbror, den alt andet end tapre ridder Andreas Blegnæb, der også bejler til Olivias gunst, samt folkene i Olivias hus, tjenestepigen Maria, der er en geschjæftig djævel, og den indbildske og selvhøjtidelige hushovmester Malvolio, der minsandten også begærer sin frue i huset.

På Odense Teater har direktør og instruktør Jens August Wille i lighed med i København sidste år ladet kønsidentiteterne flyde frit. Ikke alene forklæder Viola sig som mand, rollen som Andreas Blegnæb spilles med kostelig morskab af Malene Melsen, og i en mindre rolle, spilles tjenestepigen Fabiana af en mand, Anton Sager. Den gennemgående skjald, narren Feste, svæver frit midt imellem kønnene. Det ene øjeblik i strutskørt, det næste i bukser og det næste igen i hofteholder. Han/hun/den spilles af musikeren Thorbjørn Radisch Bredkjær, bedre kendt under kunstnernavnet Bisse, og han har også skrevet de seks indlagte sange i forestillingen til allestedsnærværende Adi Zukanovic's tidløse og ganske underfundige musik, der spilles live på scenen af Thorbjørn Radisch Bredkjær selv (på moderne akustisk guitar) og musikerne Malthe Beck (saxofon og fløjte) og Ying-Hsueh Chen (slagtøj).

Hans Feste-figur er interessant, men ikke helt uproblematisk, for de nye sange er for fleres vedkommende alt for lange, og i stedet for at bære fortællingen videre sætter de den i stå. Sangteksterne kan læses i forestillingens trykte program, og godt for det, for meget af teksten fortaber sig i sangerens manierede diktion, der minder mig om en ung udgave af C.V. Jørgensen, bare uden samme sjælfuldhed. Også i dialogerne synes diktionen at være en udfordring, der er vanskelig at løse, så selvom Thorbjørn Radisch Bredkjær giver et spændende og særdeles interessant bud på Feste-karakteren, så er det ikke helt vellykket.

Denne "Helligtrekongersaften" er ubetinget morsom og underholdende, men bliver også lidt for langstrakt - mere end 40 minutter længere end sommerens kondenserede udgave på Grønnegårdsteatret - og selvom Peder Dahlgaard og Malene Melsen leverer komiske stjernestunder som Tobias Hikke og Andreas Blegnæb, og selvom Anna Bruus Christensen er en ganske overbevisende Viola/Cesario, fint balancerende mellem den kække drengerolle og den hemmeligt forelskede pige, så savner opsætningen lidt følelser. Nok er det morsomt, men det må også godt være rørende. Og det bliver det aldrig rigtigt. Natalí Vallespir Sands Olivia er bedårende smuk og køres sikkert hjem, men man savner den glødende, ubændige lidenskab, det sanselige begær efter den unge, uskyldsrene page. Og Lars Simonsens Malvolio er vel i begyndelsen ikke besidderisk og indbildsk nok til, at vi for alvor kan forstå, hvorfor han skal nedgøres og forhånes som han bliver. Så lykkes det bedre for Benjamin Kitter at gøre Grev Orsino til en vi har medlidenhed med, midt i alle løjerne.

Alt i alt lykkes Odense Teater fint med at skabe en underholdende Shakepeare-opsætning, der har sin styrke i komikken og i sin ydre glans, med både smukke og morsomme kostumer og en ganske spændende scenografi bestående af store, til tider lysende bogstaver, og en udmærket udnyttelse af teatrets drejescene. 

"Helligtrekongersaften" Af William Shakespeare. Oversættelse: Niels Brunse. Sanskriver: Thorbjørn Radisch Bredkjær. Komponist: Adi Zukanovic.

Instruktion: Jens August Wille. Scenografi og kostumedesign: Franciska Zahle. Koreografi: Sofie Christiansen. Dramaturg: Mathias Rosenkrands Bech.

Medvirkende: Peder Dahlgaard, Anna Bruus Christensen, Natalí Vallespir Sand, Benjamin Kitter, Magnus Andersen Hald, Malene Melsen, Isa Marie Henningsen, Anton Sager, Thorbjørn Radisch Bredkjær, NIels Skovgaard Andersen, Lars Simonsen, Peter Høgsbro, Bo Westergaard. Musikere: Ying-Hsueh Chen og Malthe Beck.

Spiller på Odense Teater (Store Scene) til 7. marts.

Anmeldt 4. februar.

Forestillingsfoto: Emilia Therese.

02-02-2020

Anne Karin Broberg vender tilbage til scenen efter længere tids sygdom i den lille, men bestemt ikke uefne Jægerspris Revyen. Revyen byder både på masser af gode grin og en lille tåre i øjenkrogen.

* * * *

Der er normalt ikke nogen grund til ligefrem at fremhæve i en anmeldelse, at en skuespiller har været væk fra scenen i mere end et år på grund af sygdom. Den slags er normalt ugebladsstof. Men her kan man ikke komme uden om det.

Den lille Jægerspris Revyen slutter nemlig med et af den slags næsten uafrystelige revynumre, som man oplever alt for sjældent. Et lille øjeblik, hvor det brede smil for en stund afløses af en påtrængende tåre i øjenkrogen. I "En festsang" synger Anne Karin Broberg modigt, åbent og dybt personligt om kvinden - hende selv - der får kræft, mærker dødens ånde i nakken, men kommer ud på den anden side, i live, ja mere levende end nogensinde. Hun er den lille pige, den gamle hejre, der råber et højt hurra for livet og fejrer sig selv.

Tekst og musik er skrevet af Mette K. Madsen og den kommende sæsons store revyer skal saftsuseme tage sig sammen, hvis de skal komme op med en bedre, stærkere og mere menneskeligt vedkommende vise end denne.

Jægerspris Revyen er nu ellers mere til de lette og lystige løjer, med nogle skarpe, velmente hips til den totale absurditet i vores offentlige sektor, med en god portion rendyrket galskab, der går rigtigt godt hjem og selvfølgelig også med et par svipsere, der nok skulle være blevet i skrivebordsskuffen. Men det er der ikke noget forgjort ved.

Revyen er skabt af den bare 20-årige Lukas Birch, som er lidt af en sjældenhed. Han kommer ud af en bedemandsfamilie og har af en eller anden grund kastet sin kærlighed på den go'e, gamle, klassiske danske revy, hvor andre drenge i hans alder har spillet Counterstrike på computeren. Allerede som 17-årig skrev han tekster til professionelle revyer og har med erfarne mentorer i branchen på få år skabt sig et ry som en 'fremtidens mand' i den revygenre, som jo for en stor dels vedkommende styres af meget modne mænd og kvinder.

Lukas er først og fremmest en ferm forfatter. Som skuespiller har han sine begrænsninger, bevares. Men det gode ved ham er, at han til syneladende godt er klar over dem, og simpelthen ikke slår større brød op end han kan håndtere på scenen. Så derfor fungerer han faktisk rigtigt fint, bl.a sammen med Anne Karin i en bundsjofel, men på forunderligvis ikke ucharmerende version af 'Pensionistvisen', hvor de er et ældre ægtepar på eventyr i en swingerklub og som ungdomskriminal, der omsider finder sin rette hylde i livet.

Revyens pianist, Christian Berg, får lov til at give sit forrygende solonummer om 'Pianistens mening', fra sidste års Ganløse Revy, og Anne Karin optræder i skiftende solonumre, bl.a. som spejlblank influencer med meninger om alt fra dyrevelfærd til klimakrise, og som Charlottenlund-fruen, der lider store kvaler ved at være rig. Hun kunne have købt Lolland for hvad hendes hus koster! Teksten har masser af små, pudsige detaljer og skæve rim.

Anne Karin er også temmelig skøn i et absurd nummer om en moden kvinde, der har fået sine kropsdele stjålet og erstattet med andre. Michel Castenholt har instrueret - det siger jo også noget om ambitionsniveauet for den lille revy, der første gang så dagens lys sidste år, men som gerne må blive en tradition. Der spilles i Jægerspris Amatør Scenes sal, der tidligere har huset byens biograf, og hvor stolene kommer fra det nu for længst lukkede Amager-Scenen. Et lille, hyggeligt sted, og en lille hyggelig og professionelt sammensat revy.

Jægerspris Revyen 2020.

Tekst og musik: Anne Karin Broberg, Lukas Birch, Familien Andersen, Michel Castenholt, Christian Berg, Jantzen & Aagaard, Caren & Rachmaninoff, Frederik Knudsen, Farshad Kholghi, Daniel Lassen, Thomas Pakula, Otto Francker, Pippi O'Hara, Mette K. Madsen, Svend Ludvig og Sune Gylling Æbelø.

Instruktion: Michel Castenholt. Kostumer: Lissy Larsen, Amorin og No. 1 By Ox. Scenografi & direktion: Lukas Birch.

Medvirkende: Anne Karin Broberg, Lukas Birch og Christian Berg.

Spiller på JAS i Jægerspris til 16. februar. Derefter som Korsør Revyen på Restaurant Sommerlyst fra 21.-27. februar.

Anmeldt 1. februar (premiere).

PR-foto.

 

01-02-2020

Strålende fortolkning sætter Goethe-klassiker i nyt, moderne lys.

* * * * * 

Tidligere på sæsonen havde Aarhus Teater premiere på den prisbelønnede instruktør Sargun Oshanas fortolkning af J.W. von Goethes litterære klassiker "Den unge Werthers lidelser" med stor opmærksomhed og strålende anmeldelser til følge.

Som et led i Aarhus Teaters samarbejde med Sort/Hvid i Kødbyen spiller forestillingen nu en periode i København, og den kan varmt anbefales.

"Den unge Werthers lidelser" er romantisk tysk weltschmerz, skrevet af Goethe i 1774 og et højdepunkt i datidens litterære ungdomsbølge, der gik - og går - under navnet Sturm und Drang. Det lyder tungt og højlitterært, men i Oshanas moderne, livlige og djævelsk velspillede 2019/20 fortolkning bliver det en perlende fortælling om ulykkelig kærlighed, der ender med at den unge Werther ikke ser anden mulighed end at tage sit eget liv.

Bogen vakte opsigt ved sin udgivelse, fordi den angiveligt førte til en selvmordsbølge blandt unge mænd - vist nok en lille overdrivelse - og den blev flere steder forbudt, blandt andet i København.

Historien er meget enkel og banal. Den unge student Werther forelsker sig under et ophold i provinsen i den unge, smukke Lotte. De indleder et platonisk og nært venskabeligt forhold, for Lotte er lovet væk til Albert, som hun elsker. De tre nyder ungdommens ulidelige lethed sammen, men det bliver sværere og sværere for Werther at undertrykke sine følelser for Lotte, som derfor til sidst må bede ham gå. Dette nederlag kan han ikke bære og han begår selvmord.

Romanen er skrevet i brevform, og brevene spiller en stor rolle i denne opsætning, hvor scenen synes sat i de gamle ruiner af det engang så romantiske landsted. Nu med afskallede mure, overskrevet med graffiti. Vi møder Lotte, og hele to versioner af den unge Werther, og stille og roligt bliver vi draget ind i historien, der springer i tid og sted, og uden at miste sit solide tag i 1770'ernes romantiske periode alligevel hele tiden drager paraller til vore dage, hvor 'mig-generationen' jo ganske uden videre kan sammenlignes med den unge Werthers egoistiske selvopfattelse. Selvmord blandt unge er i dag, der ikke føler sig anerkendt, er et enormt problem, så den gamle romans tema synes så relevant og aktuelt som nogensinde før.

Nathalie Mellbye har skabt en fantastisk scenografi af et romantisk haveanlæg nedbrudt af tidens tand, og lader skuespillerne være klædt både tidstypisk og moderne, og bag det centralt placerede flygel giver musikeren og lydperformeren Di Garbi forestillingen et diskret, men alligevel konstant nærværende lydbillede. Meget fascinerende.

Oshana inddrager såvel techno-party og stand-up, og lader de to rivaler kæmpe om publikums opmærksomhed, ligesom historiens to unge mænd, den udvalgte Albert og den afviste Werther, kæmper om pigens gunst, og han gør det vel at mærke uden at forfladige Goethes ord. Det er intelligent klassikerarbejde.

De tre unge skuespillere er alle aldeles overbevisende. Simon Mathew er intenst nærværende som den fortabte Werther, nyuddannede Alexander Mayah Larsen er både hans spejlbillede og sjælelige tvilling, og hans rival. Begge er de skarpe, klart definerede karakterer omkring Sara Viktoria Bjerregaards betagende Lotte. Hun er for mig forestillingens største gave. Sødmefuldt koket i indledningen, charmerende, fyrig og spillevende under sommerens romantiske legen følelsesmæssig kispus, og rørende i sin afmægtighed til sidst. Et stort scenegennembrud for den blot 25-årige og ganske fornyligt færdiguddannede skuespiller. De tres samspil er en nydelse, og det er som om de gør hinanden bedre. Det er en fornøjelse at overvære.

"Den unge Werthers lidelser" spiller på Sort/Hvid til 22. februar, og det er bare om at tage kæresten, flirten, vennen under armen og komme afsted. 

"Den unge Werthers lidelser". Af Johan Wolfgang von Goethe.

Instruktion & tekstbearbejdelse: Sargun Oshana. Scenografi & kostumer: Nathalie Mellbye. Kompositioner & lyddesign: Di Garbi. Lysdesign: Jim Falk.

Medvirkende: Simon Mathew, Sara Viktoria Bjerregaard, Alexander Mayah Larsen og Di Garbi.

Samproduktion mellem Sort/Hvid og Aarhus Teater. Spiller på Sort/Hvid i Kødbyen til 22. februar.

Anmeldt 31. januar.

Forestillingsfoto: Zuhal Kocan.