Blog

12-06-2020

Teaterensemblet Zaragoza giver et inspirerende og vildt bud på en dramatisk fortolkning af en af den græske mytologis fortællinger. Det slipper de umanerligt heldigt fra.

* * * *

Det er højsommer, og på en dag, hvor undertegnede egentlig skulle have siddet til klassisk dansk revy i Nykøbing Falster, blev det i stedet til en tur til Odense, til Teater Momentum og ny dansk dramatik, præsenteret af ensemblet Zaragoza, der i det lille trykte program præsenteres som et 'ladvognsteater', der debuterer på den egentlige teaterscene med denne forestilling.

"Tak for lort" er den lidet poetiske titel, men man skal ikke lade sig narre af den. Sammen med dramatikeren og instruktøren Camille Sieling Langdal har de nemlig skabt et meget charmerende og livgivende anderledes bud på en fortælling fra den græske mytologi.

Historien om kongesønnen Zeus, hans far, den mægtige krigsherre Kronos, og det hævnopgør, som venter, fordi Kronos har ædt Zeus' fem ældre søskende af frygt for at de senere i livet skulle vende sig mod ham, bliver i løbet af 80 skarpe minutter til en til tider helt vanvittig og absurd komedie. Vi ser mænd spille kvinder, en kvinde spille ged med bar røv ud af bukserne. En kong Kronos præsenteret i langstrakt næsten nøgen figur og et stakkels orakel, hvis lidet atråværdige skæbne er, at jo mere han fortæller sandheden, desto mere pines og tortureres han. Samme skæbne rammer kongens tjener, Tjarles.

Sandheden er ilde hørt, og vist aldrig mere end i disse tider, hvor verdens mægtigste magthavere brutalt afviser diverse sandheder med anklager om 'fake news'. Kronos går ekstra håndfast til værks og slår alt og alle ihjel, der giver ham dårligt nyt. 

Centralt i historien står også Kronos' søster - og hustru (det gjorde man åbenbart dengang!) - Rhea, der slet ikke er så utilfreds med sit incestiøse liv på magtens tinde, men dog har svært ved at tilgove ham, at han ligefrem har dræbt og ædt hendes fem børn. "Det er også mine børn!" undskylder Kronos sig mod slutningen, hvor det sidste barn vender hjem for at få hævn.

Rhea har skjult den spæde Zeus på Kreta, hvor hun har ladet ham opfostre af en enfoldig ged, og da han vender tilbage for at 'hævne sig', bliver det her i skikkelse af en helt moderne teenager, der vrangvilligt og surt, i en stadigt mere skinger tone proklamerer, at han 'ikke ved hvad han vil med sit liv', og 'har brug for mere tid', og simpelthen tager livet af sine forældre på den måde. Vi, der for ikke så længe siden har haft teenagebørn kan godt genkende det billede.

Camille Sieling Langdal, ja hun er datter af Charlotte Sieling og Peter Langdal, og talentmæssigt 'belastet' på den positive måde, har sammen med ensemblets fire faste medlemmer skrevet den absolut rablende fabel, og har fundet en meget fin balance mellem den klassiske myte, det rene vanvid og en tidstypisk vinkel. Det hele afviklet og fortalt på under halvanden time, hvor man bestemt ikke keder sig.

På scenen imponerer det unge skuespillerhold Jeppe Ellegaard Marling, Thomas Diepeveen og Simon Kongsted, der er faste medlemmer af Zaragoza, og gæsteskuespilleren Isa Marie Henningsen, der er den sødeste ged man har set på en dansk teaterscenen siden....ja, vist den eneste ged, men kært er det. Ikke bare hun, men hele ensemblet spiller røven ud af bukserne, men Simon Kongsteds Kronos gør størst indtryk med en meget helstøbt og fysisk fascinerende præstation.

Scenografien er uhyre spartansk; en bar sort scene, fem lysstofrør, fem mikrofoner og en lysende sol på himlen. At der kommer en havepavillon ind til sidst er egentligt overflødigt, vi har ingen problemer med at følge med i tid og sted. Skuespillerne leverer selv de fineste små, effektfulde lydeffekter.

Man kan godt tillade sig med forventning, at se frem til hvad Zaragoza finder på næste gang, for der gods i dem.

"Tak for lort"

Koncept og idé: Zaragoza (Rasmus Krone, Thomas Diepeveen, Jepp Ellegaard Marling og Simon Kongsted). Manuskript: Camille Sieling Langdal og Zaragoza.

Instruktion: Camille Sieling Langdal. Lysdesign: Casper Døi.

Medvirkende: Isa Marie Henningsen, Simon Kongsted, Jeppe Ellegaard Marling og Thomas Diepeveen.

Producent: Zaragoza. Spiller på Teater Momentum, Odense, til 20. juni.

Anmeldt: 11. juni (premiere).

Forestillingsfoto: Emilia Therese.

10-06-2020

Café Liva i Nyhavn er genåbnet efter corona med den fortryllende Benny Andersen-mosaik, som lukkede ned sammen med landet midt i marts.

* * * * *

Sidst i februar havde Café Liva premiere på Benny Andersen-mosaikken "I al slags vejr" med skibets kunstneriske leder Jacob Morild og Joy-Maria Frederiksen samt musikerne Eva Skipper og Nicolai Majland.

Forestillingen nåede knapt at spille et par uger inden den - ligesom resten af landet og kulturlivet - blev lukket ned. Den nåede at få flotte fem-stjernede anmeldelser, men jeg nåede ikke at se den. Heldigvis har Jacob Morild sat den på programmet som genåbningsforestilling, og selvom der ikke kan være helt det samme publikum i det lille cabaretskib i Nyhavn, som under normale omstændigheder, så fortjener han og de øvrige medvirkende et stort publikum.

For sjældent har man da oplevet en så velbalanceret, velkomponeret og helt igennem vellykket opsætning som denne, hvor alting synes at gå op i en højere enhed fra Eva Skippers første søvnige anslag på sin kontrabas til vi bliver sendt hjem med den ultimative gå-hjem-sang "Go' nu nat".

Forestillingen er inddelt i to gange 35 minutter med en mellemliggende pause, hvor de medvirkende skifter fra 'Morgen'-afdelingens pyjamaser til 'Aften'-afdelingens habitter. Den første del er lys og perlende, med Joy-Maria Frederiksen som den ukuelige optimist, der ser lyst og positivt på livet og alt hvad det kan ventes at bringe, mens Jacob Morild omvendt er vred, vranten og 'fætter modsat'. Ja, han han er hele humørregistret igennem i den elegante "Humørsvingninger", og meget morsom, når han argumenterer for at alle vi danskere i bund og grund er - svenskere. Anden afdeling er mere melankolsk i udtrykket og giver næsten endnu bedre plads til de finttegnede nuancer i Benny Andersens balancegang mellem dur og mol, det sjove og det vrede, det kærlige og det opsternasige. 

Teksterne og musikken er hele vejen igennem af Benny Andersen, dog med Povl Dissing og Eva Madsens søde andersen'ske "Vennesang", som sprogligt passer perfekt ind i universet, og man kan ikke andet end beundre Benny Andersens helt vidunderlige evne til at lege musikalsk med ord og rim, der både er muntre, vrede, glade og befriende morsomme. Der er tekster nok at tage af - i reolen herhjemme står "Benny Andersen Samlede digte" i en jubilæumsudgave på knapt 1200 sider, og den indeholder ikke engang alle forestillingens tekster.

Jacob Morild har sammensat programmet ud fra denne nærmest uudtømmelige kilde, og han har jongleret smukt med de mange digte og viser, viklet dem elegant ind i hinanden, allerbedst i anden afdelings mere melankolske kærlighed-suite, der er en poetisk stjernestund.

Det er ikke meget man de senere år har oplevet Joy-Maria Frederiksen på scenen - hun har primært fungeret bag scenen som en særdeles dygtig instruktør - men det er en fornøjelse at se hende her. Samspillet mellem hendes poetiske sødme og kærlige varme, og Morilds mere håndfaste udtryk har den helt perfekte temperatur; boblende og let perlende uden på noget tidspunkt at koge over. Det samme kan siges om Eva Skipper og Nicolai Majlands særdeles delikate musikalske klangbund, der også inkluderer de smukkeste vokalharmonier og en diskret og elegant tilstedeværelse hele vejen igennem.

Der kan som nævnt i indledningen være lidt færre mennesker under dæk på Café Liva, når alle forholdsregler omkring social afstand skal tages. Derfor er der meget få billetter tilbage i spilleperioden, som går frem til 20. juni og igen fra 27. juni til 4. juli. Det kan på det varmeste anbefales at sikre sig plads, og så må man håbe, at dette er en forestilling, som det er muligt at genoptage igen, eventuelt sende ud i landet på turné. Det fortjener den virkelig.

"I al slags vejr - en Benny Andersen-mosaik".

Tekst & musik af Benny Andersen, Povl Dising, Eva Madsen og Jens Johansen. Idé & sammensætning: Jacob Morild. Musikalsk arrangement: Nicolai Majland, Eva Skipper og Jan Rørdam.

Medvirkende: Joy-Maria Frederiksen, Jacob Morild, Eva Skipper (bas) og Nicolai Majland (piano).

Spiller på Café Liva frem til 20. juni og igen i perioden 27. juni til 4. juli.

Anmeldt 9. juni (forestillingen havde premiere 27. februar, men nåede kun at spille en begrænset periode).

Foto: Brita Fogsgaard.

29-05-2020

DigiDramatik er seneste nye innovation fra Pelle Koppels Teater-V, og online-dramaet "Safe Space" er en uhyre vellykket begyndelse.

* * * * * 

 

Når publikum ikke kan komme i teatret, må teatret komme til publikum.

Det er tanken bag den innovative teatermand Pelle Koppels seneste tiltag - DigiDramatik - der er live teater, streamet online på internettet. Det første skud på den stamme "Safe Space" havde premiere i aftes, og den 55 minutter lange forestilling skulle vise sig at være en særdeles vellykket begyndelse.

Formatet er atypisk. Når man køber billet - ja, der sælges billetter, så man kan ikke bare hoppe med på live-streamet - modtager man et link, som man så skal logge ind på i god tid inden forestillingen begynder. I denne virtuelle teaterfoyer bliver man så guidet igennem de enkle funktioner, der er nødvendige for at man kan opleve forestillingen, vigtigst er naturligvis om billede og lyd går igennem, men man kan også kommentere forestillingen i et chatroom, og man kan se de andre publikummer - i hvert fald dem, der har webkamera. Skuespillerne ser det samme, så de kan, må man formode, også til en vis grad fornemme publikums reaktioner. Det muligt at applaudere eller give 'thumbs up', og det er der al mulig grund til i denne lille, velkomponerede fortælling om ensomhed, savn og en virkelig dyster familiehistorie, som jeg ikke skal afsløre her hvad går ud på.

En væsentlig del af forestillingen er nemlig suspence-elementet, som skifter spor et par gange undervejs i takt med at vi kommer ind under huden på stykkets fem karakterer.

Ene er hvad hun hedder, ene, ensom og forladt. Hun er en ung, smuk kvinde, der lever et meget introvert liv, hvor hendes primære kontakt med verden går via den live stream, hun sender til en lille sluttet kreds af særligt udvalgte med et password. Det er denne live stream, vi som digitalt teaterpublikum er linket med på, og det er jo så heldigt for os, at vi er på netop den aften, hvor Ene lader sin lille personlige bombe springe.

Den inkluderer tvillingerne Alma og Asta, deres mor, og Enes eneste rigtige ven, den samspilsramte unge fyr, Luka. Og så vil jeg ikke afsløre mere.

I sidste uge så jeg online live teaterforestillingen "Alt er umuligt" fra afgangseleverne på teaterskolen i Aarhus. Et eksperiment, der var blevet til som et kompromis, hvor man tog en forestilling, skrevet til scenen, og opførte den online, og det havde i hvert fald svært ved at fastholde mig i gennem den halvanden time. Anderledes forholder det sig her. Dels varer forestillingen under en time, men den er også skrevet specifikt til mediet og dramatikeren Nanna Berner har formået at skabe en historie, der holder publikum fast. Det er meget nærværende og intenst. Godt hjulpet på vej af, at teknikken her er væsentligt bedre end det håndholdte dogme-teater forleden. Og så bliver der hele vejen rundt spillet med forrygende nerve af Filippa Suenson, som den ensomme Ene, af Lucia Vinde Dirchsen som Alma, Theresa Hedelund som Asta og Mette Marie Ahrenkiel som deres mor. Mathias Bøgelund er vennen Luka, et sitrende vrag, balancerende på kanten af enten det store sammenbrud eller på vej ud ad narkoens lige vej mod helvede. Han har uendeligt svært ved at udtrykke følelser, og da han endelig får det gjort, bringer det os helt ud på kanten af stolen. Det er virkelig hjerteskærende.

Jeg vil stadig til enhver tid foretrække at sidde i et teaterrum, fysisk sammen med andre mennesker og se kunsten udfolde sig på scenen foran mig, men jeg husker også fra min tidlige ungdom, hvordan Radioteatret kunne fascinere mig, og det er lidt dem samme følelse og fornemmelse jeg sidder med, efter at have set "Safe Space". Det fungerer ganske enkelt glimrende. 

Til lejligheden har Teater-V skabt Future-V, som er producent af forestillingen, og det ligger i kortene, at der er mere af samme slags på vej. DigiDramatik kan sagtens være en vej at gå indenfor dramatikken, men forhåbentlig bliver det ikke sådan, at vi i fremtiden kun skal sidde i hver vores Safe Space og opleve scenekunsten. 

"Safe Space". Dramatiker Nanna Berner med bidrag af Pelle Koppel.

Instruktion: Pelle Koppel.

Medvirkende: Filippa Suenson, Lucia Vinde Dirchsen, Theresa Hedelund, Mette Marie Ahrenkiel og Mathias Bøgelund.

Forestillingen opføres live online frem til 6. juni se tidspunkter og billetpriser på www.teater-v.dk.

Anmeldt 28. maj (premiere) fra kontoret i Tikøb.

Foto: PR-foto af Filippa Suenson som Ene.

24-05-2020

Covid-19 har tvunget afgangseleverne på Den Danske Scenekunstskole i Aarhus til at tænke meget anderledes i deres afgangsforestilling. Den kan nu opleves som håndholdt dogme teater online live.

 

Der gives ikke stjerner til denne forestilling

 

I aftes var der premiere på årets afgangsforestilling for eleverne på Den Danske Scenekunstskole i Aarhus; et stykke om unge og ungdom, skrevet til lejligheden af dramatikeren Nanna Cecile Bang, instrueret af Tue Biering.

Det blev ikke som man havde troet og ventet, for der kom en COVID-19 pandemi ind over, og lagde teatrene øde. Derfor stor cadeau for holdet, for at tænke ud af boksen og flytte scenerummet hjem i de private hjem, og ud i cyberspace. Forestillingen opføres live online, og det er bestemt et interessant og vanskeligt eksperiment.

"Alt er umuligt" hedder forestillingen, men opførelsen modsiger titlen, for med snilde, kreativitet og vilje kommer man langt, og alt viser sig modsat at være muligt, for dem, der tør og vil det.

Det vil de unge mennesker, som nu er klar til at springe ud i et usikkert liv som scenekunstnere. Vi så fem unge mennesker - den ældste 30 år gammel - kaste sig ud i en næsten umulig opgave med stor entusiasme og med åbenlyse evner og talent for at ville kunsten. 

Opgaven er ikke let, og den lykkedes faktisk heller ikke specielt godt. Ikke fordi de fem skuespillere Magnus Juhl Andresen, Clara Josephine Manley, Patrick Alexander Hansen, Anne Laybourn og Lasse Steen Jensen ikke kan levere, men fordi det håndholdte dogme koncept i hvert fald gjorde det vanskeligt for mig - en overvejende analog 57-årig - at bevare fokus på fortællingen om unge og ungdomsliv her og nu, fortalt i monologform på fem flimrende skærme, hvor der det meste af tiden sker noget på alle skærmbilleder samtidig. Nanna Cecilie Bangs tekst havde utvivlsomt stået klarere og stærkere i et intimt scenerum, og havde også givet skuespillere bedre muligheder for at udtrykke desperationen, usikkerheden og angsten for fremtiden og det helt aktuelle nu, som er essensen af stykket.

Stærkest står en scene hvor den ene af stykkets piger, Anne Laybourn, havner hjemme i en klam kælder sammen med byens score-Kaj, og mest har lyst til at sige nej til den kolde, kærlighedsløse sex, men ikke tør gøre det. Voldtægt er det måske ikke, men det er i hvert fald sex uden samtykke, og et overgreb.

Afgangsforestillingen skal gerne vise nogle særlige talenter hos eleverne, og Lasse Steen Jensen er gruppens musiker, Clara Josephine Manley, den, der måske har den bedste sangstemme. Men her svigter formen dem desværre, fordi dårlig lyd og usle optageforhold ikke går meget godt for slutproduktet. Forestillingen får dog alligevel, trods alt, vist sider af de unge mennesker, der skal bære dem trygt videre ud i branchen, og det er i hvert fald ikke kreativiteten, modet og engagementet der mangler.

"Alt er umuligt" foregår i realtid, live på nettet. Der 'spilles' igen fra mandag til fredag, kl. 20 på platformen www.alterumuligt.com, og det er ikke nødvendigt at købe billet eller adgang om man vil. I aftes var der flere end 1300 aktive i et tilhørende chatforum, og blandt de unge, for hvem internettet, computerskærmen og denne form for onlineliv ikke er så fremmed som det er for mig, virker det til at både stykke, form og indhold gik renere ind end det gjorde hos mig, der elsker at sidde i et fysisk rum sammen med skuespillerne og det øvrige publikum.

På den anden side. Med de afstandskrav teatrene lige nu er underlagt, fungerer en online kyssescene fra hver sin ende af byen måske næsten bedre, end hvis de unge havde stået på samme scene med to meter afstand...

"Alt er umuligt". Afgangsforestilling.

Af Nanna Cecilie Bang.

Instruktion: Tue Biering.

Medvirkende: Clara Josephine Manley, Anne Laybourn, Magnus Juhl Andersen, Patrick Alexander Hansen og Lasse Steen Jensen. OBS! Mathilde Fock Arcel skulle have medvirket, men måtte melde fra på grund af en let hjernerystelse. Afgangselever fra Den Danske Scenekunstskole Aarhus.

Set 23. maj hjemme fra stuen i Tikøb. Kan ses live online fra 25-30. maj kl. 20 på www.alterumuligt.com.

Foto: PR-foto, Aarhus Teater.

14-05-2020

Endelig teater igen! Dansk Rakkerpak er på gaden igen, med den pudsige lille forestilling "Skøre strømere".

 

* * * *

 

Teater igen, ah! Det har man ventet længe på. Mere end to måneder faktisk. 

Corona-krisen har lagt alt levende kulturliv ned. Ingen teaterforestillinger, ingen koncerter. Biograferne er fortsat lukket og revyerne aflyser én efter én i disse dage.

Derfor er det en lille solstråle i en mørk tid, at Helsingør Teater, der blandt står for den årlige gadeteaterfestival Passage, har valgt at bryde teatertørken og fået det Næstved-baserede teater Dansk Rakkerpak til at rykke ud - bogstaveligt talt - med forestillingen "Skøre Strømere".

Det er en pudsig, lille børnevenlig sag om tre skøre politibetjente, i denne udgave endda ridende politi, og en undvegen fange, han så sandelig også til hest, eller til zebra, for at være helt præcis.

Teksten er sporadisk; en blanding mellem volapyk, rim og remser og improvisationer udledt af publikums reaktioner. Humoren er tegneserieagtig, men en slet skjult fascination af stumfilmenes stiliserede univers. De fire heste er morsomt lavet, og fanger i især de mindste blandt publikums interesse.

Der spilles i offentlige byrum - jeg så forestillingen på Ørebakken i Helsingør, en helt almindelig villavej i en helt almindelig provinsby - og tilfældige billister, cyklister og fodgængere blander sig med det egentlige publikum, der på grund af corona skulle tilmelde sig, men som ellers bare kan dukke op.

Det er en teaterform, der stiller krav til improvisation og nærvær, og det er en form Dansk Rakkerpak har arbejdet med i mange år og mestrer rigtigt godt. 

Idémændene Niels Grønne og Niels Peter Kløft spiller selv to af karaktererne, mens det simpelthen ikke er lykkedes mig at opdrive hvem den tredje skuespiller er. Alle tre kender deres og gadeteatrets virkemidler, men der er måske lige småt med originale ideer i "Skøre strømere" til at de kan holde interessen kørende i de 20-25 minutter en forestilling varer. Dertil er der lovlig mange gentagelser og lidt for megen tomgang.

Det kan dog ikke spolere glæden ved igen at opleve levende teater. 

Vi er så småt i gang igen. Hurra for det.

"Skøre strømere"

Idé og medvirkende: Niels Grønne og Niels Peter Kløft.

Kostumer: Malene Bjelke.

Hestemagere: Annika Nielsson/Malene Bjelke.

PR-foto: Jan Christensen (desværre uden heste).

Anmeldt: 14. maj i Helsingør. Der spilles også samme dag i Espergærde og Ålsgårde.