Blog

26-11-2019

BOGANMELDELSE: Omfattende og længe ventet biografi om revystjernen Jørgen Ryg er grundig, nøgtern og redelig. Men bestemt ikke kedelig.

* * * *

En af dansk revys største stjerner gennem tiderne, Jørgen Ryg, døde i 1981, så man kan vist roligt sige, at det er på tide, at der omsider er blevet udgivet en biografi om ham.

Det er forfatterne Peter Borberg og Henrik Busborg, som sammen har gravet dybt i arkiverne, og har sammenstykket en ganske omfattende og både grundig og nøgtern biografi, der udkom på forlaget Turbine 1. november.

At det først sker nu, mere end 38 år efter Rygs død, kan godt undre. For naturligvis har et sådant værk været savnet på bogreolen hos alle, der interesserer for dansk revy- og teaterhistorie. Forfatterne angiver ganske vist i deres indledning, at Rygs enke, Birgitte Ryg, i 1992 udgav en lille bog om sit liv med den karismatiske komiker, men den er, ganske som nævnt, ikke et egentligt biografisk værk.

Ulempen ved at der er gået så lang tid er naturligvis, at førstehåndskilderne enten selv er døde eller skal grave endog meget dybt i hukommelsen for at genkalde sig et egnet billede af Jørgen Ryg. Derfor fremstår mange af deres udtalelser som forholdsvis ordinære anekdoter, omend ikke mindst beskrivelserne af Jørgen Rygs umådeholdne drikkeri og hans lemfældige forhold til forberedelse får god plads og ligesom alt andet i værket behandles med stor og ærbødig respekt.

Forfatterne har fået adgang til et par kasser med private ejendele fundet i Birgitte Rygs støvede kælderlokale, og har været uhyre flittige og grundige i deres behandling af et omfattende kildemateriale, primært baseret på avis- og ugebladsartikler, og på anmeldelser, og det er et stort plus, at der bagerst i bogen er anført et meget omfattende register over alle Jørgen Rygs arbejder; på scenen, på film, tv, radio og grammofonplade (som det hed dengang). Biografien er omfattende, sober, nøgtern og grundig, men bestemt ikke kedelig af den grund. Det var nemlig alt andet end kedeligt, det liv dansk revys største stjerner levede dengang i 1950'erne, 60'erne og 70'erne, men denne biografi føjer ikke umiddelbart ny viden til den i forvejen velkendte hob af anekdoter og historier. Har man læst om Preben Kaas, Dirch Passer, Kjeld Petersen med flere, så vil man genkende mange af historierne og miljøbeskrivelserne i forvejen. Det skulle da lige være med undtagelse for Jørgen Rygs tidlige karriere som feteret jazzmusiker, som mange måske ikke kender til, men som her får pænt med plads og som fremstår som et gennemgående referencepunkt i forhold til Rygs både musikalske, improviserende og næsten 'jammende' tilgang til sin metier som skuespiller.

Undertegnede nåede både at opleve Ryg på scenen - dels medvirkede han i den første revy jeg så (Nykøbing F. Revyen i 1967) og mine forældre spillede sammen med ham i Dragør Revyen i 1971 - og privat, for min far og han kendte hinanden lidt fra turneer med Skolescenen og det er derfor særligt interessant at læse de afsnit i bogen, der af en eller anden grund vækker fjerne minder om den lille, mærkelige, men også meget venlige mand (sådan husker jeg ham i hvert fald). 

Den næsten 400 sider store biografi lider en smule under, at der en uendeligt mange gentagelser, hvilket muligvis skyldes at de to forfattere har fordelt arbejdet mellem sig, men som redaktøren burde have ryddet lidt op i, og så må jeg bare igen påpege at revykongen Volmer-Sørensen, som her ganske vist ikke spiller en væsentlig rolle, staves med bindestreg, og at han er blevet stavet uden i flere af de biografier, der har dannet kildemateriale for dette værk, berettiger ikke til at gentage fejlen.

Det er dog en petitesse, som ikke skygger for et grundigt og glimrende værk, som enhver revyelsker naturligvis skal have i julegave.

Peter Borberg og Henrik Busborg: "Jeg vil prøve det hele - en biografi om Jørgen Ryg". 356 sider. 299,95 kr. Turbine.

21-11-2019

Engelsk turnéudgave af den pragtfulde musical "The Book of Mormon" spiller hele 19 forestillinger i Musikhuset Aarhus. Det  er en meget underholdende og flot opsætning, men det er desværre ikke A-holdet vi får at se.

* * * *

 

Musicalen "The Book of Mormon" er noget af det morsomste, og mest politisk ukorrekte indenfor genren, man overhovedet kan opleve. Den handler om en gruppe mormoner, der er sendt til Uganda for at missionere, og som man kan forvente det af skaberne af kult-animationsserien "South Park", der også står bag denne musical, er intet helligt her. 

Det er en vidunderligt fræk, flabet og grænseoverskridende parodi på både religion i almindelighed, ikke kun mormonerne, og på det 'vilde' Afrika. Hvordan det er undgået musicalen at blive kastet på krænkelsesbålet er næsten uforståeligt, for den portrætterer afrikanerne, som enten AIDS-syge, der tror at det kurerer dem hvis de voldtager spædbørn, som naive 'happy-go-lucky'-folk, der siger Hasa Diga Eebowai (det betyder i følge forestillingen: Fuck Dig, Gud!) til alt, eller som følelseskolde, militante warlords. Fordommene står i kø, men de præsenteres med et smil og en kærlighed, der får alt til at gå an og blive accepteret.

Det er meget, meget morsomt, musikken og sangene er elementært fængende. Det er derfor, at "The Book of Mormon" er én af verdens allerbedste, moderne musicals og derfor, at den har gået sin sejrsgang over hele verden - fra Broadway til West End i London, og blandt andet kunne opleves i foråret 2018 på Det Ny Teater i København på dansk med Silas Holst, Carsten Svendsen og Lea Thiim Harder i topform i de tre hovedroller.

Nu har Musikhuset Aarhus satset  butikken og inviteret den engelske turnéopsætning til at  spille i Store Sal ikke færre end 19 gange. Det er unægteligt lidt  af en satsning, for kan 'direkte fra Broadway", der som jeg ser det er 'direkte fra prøvelokalerne'et sted i England, sælge lige så godt som Silas Holst og co. kunne i København? Det vil tiden vise.

Vi lider nogle gange af den opfattelse herhjemme, at alt er bedre hvis bare det kommer fra Broadway eller West End, men den danske version i 2018 var klart bedre end den, der nu spiller i Aarhus. Ikke mindst var hovedaktørerne bedre. Ensemblet står ret skarpt. Bredden er god. De mormonske missionærer og de enfoldige afrikanere, danser og synger så det er en fest og en fryd. Opsætningen er en kopi af originalen - scenografisk, koreografisk, i instruktionen og helt ned i castingen, hvor f.eks. Conner Peirson som Elder Cunningham synes valgt fordi han har en umiskendelig fysisk lighed med Josh Gad, der spillede rollen i den originale 2011-opsætning i New York. Musikken lyder godt i det lækre musikhus. Underholdningsværdien er i top.

Men. Ingen forestilling på dette niveau kan helt overleve de tårnhøje forventninger uden at hovedrollerne lever op til ansvaret, og det gør ingen af  de tre her. Conner Peirson, Kevin Clay og Nicole-Lily Baisden hedder de tre, der har rollerne som den Usikre Elder Cunningham, den selvoptagede Elder Price og landsbypigen Nabulungi.  Clay har skam spillet rollen på både Broadway og på den amerikanske turné, og Peirson har været i ensemblet i fem år, men ingen af dem er i nærheden af at skabe den charmerede  energi, som Holst og Svendsen  leverede til perfektion i København. De leverer deres karakterer professionelt i den forudbestemte skabelon, men begges stemmer - både i replikker og i sangene - er mærkeligt skingert nasale. Det lyder ganske enkelt ikke rart, og bliver frygteligt irriterende i længden, og det trækker desværre noget ned i helhedsindtrykket. Nicole-Lily Baisden er et ganske ubeskrevet blad. Hun er sød og kær i udtrykket, men vokalt ikke helt god nok til for alvor at imponere. Man kan se talentet, men det har ikke helt udviklet sig endnu.

Det er således ikke A-holdet, der er kommet til Aarhus, og som skal føre musicalen via Zürich tilbage til Storbritannien og slutte  på West End en gang i midten af 2020. Når udgangspunktet er så sprudlende og skønt som tilfældet er med "The Book of Mormon" kan mindre end det bedste bestemt gå an. Det er stadig en festlig og temmelig forrygende musicaloplevelse. Men helt oppe og ringe er det ikke.

"The Book of  Mormon". Af Trey Parker, Robert Lopez og Matt Stone.

Instrueret af Casey Nicholaw og Trey Parker. Scenografi: Scott Pask. Kostume design: Ann Roth. Koreografi: Casey Nicholaw. Musikalsk supervision og vokal arrangementer: Stephen Oremus.

Medvirkende: KevinClay, Conner Peirson, Nicole-Lily Baisden, Will Hawksworth, Ewen Cummins og et stort ensemble.

Spiller i Musikhuset Aarhus til 6. december.

Anmeldt 20. november (premiere).

Forestillingsfoto: Paul Coltas.

 

17-11-2019

Hyggelig norsk julehistorie, der kan godt få klassikerstatus på Odense Teater.

 

* * * *

 

"Snefald" er Odense Teaters nye familie juleforestilling, velegnet til de mindste og til at holde ud for forældre og bedsteforældre. Mens man i Aarhus har dramatiseret en dansk tv-julekalender "Pagten" til scenebrug, har man i Odense rettet blikket mod Norge, hvor "Snefald" har været et tv-hit som julekalender. 

Det er historien om den forældreløse Selma, der bor på et værelse hos den ensomme gammeljomfru Ruth sammen med sin eneste ven, en sød lille hund. Selma tror ikke på julemanden, men skriver alligevel et ønskebrev til ham; det eneste hun ønsker sig er en 'rigtig familie'.

I bedste Alice i Eventyrland og Narnia-stil, findes der et magisk skab i Ruths lejlighed, og gennem det havner Selma i Snefald, som er stedet hvor julemanden bor - ikke Nordpolen, ikke Grønland, men Snefald! Ok, de har altid været lidt anderledes, de nordmænd.

I Snefald hygger julemanden og nisserne sig, og forbereder den forestående jul, men der er en slange i paradiset. Julemandens nedrige sekretær, Winter, som uvist af hvilken grund vil være julemand i stedet for julemanden, og ødelægge enhver form for julehygge. Her halter dramaturgien i "Snefald" alvorligt, for udover jalousi får vi aldrig rigtigt nogen egentlig begrundelse for hvorfor Winter agerer som han gør; lokker Julemanden ind i Mørket, hvor han falder i søvn, bliver løjet død og erstattet af skurken. Selma og hendes nye nissevenner får selvfølgelig løst gåden, reddet julemanden - og julen - og den onde Winter får sin - ikke bekomst, men tilgivelse, for 'tilgivelse er den største gave du kan give'.

Det er bestemt både pladderromantisk og sentimentalt, men det er også i Frede Gulbrandsens letglidende instruktion, hyggeligt. De indlagte sange er ganske iørefaldende, og stemningen skifter mellem det glade forventningsfulde, over det triste og tragiske til lykkelig julestemning, som vor Mor og Far lavede den dengang det altid var snevejr juleaften og gaverne ikke blev købt over nettet.

"Snefald" handler på det overordnede plan om ensomhed. Selma er ensom efter tabet af sine forældre (der viser sig en lille pointe her, som jeg ikke skal afsløre), Ruth vil så gerne have, at Selma og hunden bliver hos hende, selvom hun udadtil er irriteret over barnet, og da Børneforsorgen præsenterer en rigtig plejefamilie til Selma, bliver hun ulykkelig. Skurken Winter er også en ensom diktator-nisse i Snefald, men som en rigtig juleforestilling skal gøre det, ender alting selvfølgelig i fryd og gammen.

Det kunne nemt blive en lidt småkvalm oplevelse, som når man drikker for sød gløgg og spiser for mange fede klejner, men Odense Teaters opsætning er charmerende velspillet i alle roller, både de store og de mindre. Lea Baastrup Rønne er både kær og handlekraftig i rollen som Selma, Anders Gjellerup Koch er en rigtig lun bamsefar af en julemand og så er Malene Melsen ganske enkelt skøn som Ruth. I de mindre roller skaber Anton Sager et herligt komisk portræt af den nye nabodreng, Magnus Andersen Hald er en vittig drillenisse, Anna Bruus Christensen er sød, nørdet nissepige og Niels Skovgaard Andersen tilpas menneskelig bag den ikke helt veldefinerede ondskabsfulde facade som Winter. Kostumer og scenografi er rigtig hygge-julede, og de større drenge vil sikkert synes at julemandens slæde er megasej!

"Snefald" er oprindeligt skabt som tv-julekalender til NRK, og de 24 afsnit er nedkogt til en forestilling på tilpas godt to timer, som både salens mindste og deres bedsteforældre kunne kapere, men det går lidt ud over logikken i historiefortællingen, at alting er så komprimeret. Mon ikke originalen trods alt forklarer os lidt om hvorfor Winter dog er blevet som han er, og sætter de nye naboer, og nissefamilierne lidt mere i scene. Ikke desto mindre fungerer "Snefald" ganske glimrende som en hyggelig - og lige et øjeblik efter pausen også ganske uhyggelig - juleforestilling, som sagtens kan gå hen og blive en juleklassiker på det fynske repertoire, eventuelt alternerende med hittet over dem alle "Nissebanden".

"Snefald". Baseret på NRK's julekalender "Snöfall" af Klaus Hagerup, Hilde Hagerup, Hanne Hagerup og Synne Teksum. Bearbejdet af af Synne Teksum og Marianne Sævig. Musik: Henrik Skram. Oversættelse: Christina Wendelboe.

Instruktion: Frede Gulbrandsen. Koreografi: Peter Friis. Scenografi & kostumer: Krogh & Bjørnvad. Videodesign: Signe Krogh.

Medvirkende: Lea Baastrup Rønne, Malene Melsen, Anders Gjellerup Koch, Niels Skovgaard Andersen, Anton Sager, Magnus Andersen Hald, Anna Bruus Christensen, Mads Nørby, Mikkel Bay Mortensen, Hanne Hedelund, Githa Lehrmann, en masse søde børn og hunden Choco/Bella.

Spiller på Odense Teater Store Scene til 23. december.

Anmeldt 16. november (premiere).

Forestillingsfoto: Emilia Therese.

15-11-2019

Brexit har ikke alene sat Storbritannien skakmat, det har også fået skovlen under Vivienne McKee.

 

* * * 

 

Det burde være en gave til en ferm satiriker, men Storbritanniens langstrakte og fuldstændigt kaotiske afsked med EU - Brexit - har også sat en kæp i hjulet på Vivienne McKee og hendes årlige Crazy Christmas Cabaret. Allerede i januar blev årets show annonceret; et tema over Dumas' De tre musketerer omsat til crazy humor bliver naturligvis til The Three Brexiteers. Indlysende. Oplagt. What can possible go wrong!

Ja til at begynde med kan der jo gå det galt, at Brexit slet ikke kom - i 2019 - hverken som planlagt i marts, eller i juni, eller i oktober. Og her står Vivienne McKee og skal sætte sin traditionelle julekomedie op i Glassalen - briterne skal til valg 12. december, og Brexit kan (måske) blive i begyndelsen af januar - "The Three Brexiteers" spiller til 11. januar og tager vist igen i år et par forestillinger i Aarhus bagefter. Der er ikke bare kaos i Storbritannien, der er det nu også hos den skøre, primært engelske skuespillertrup. For hvad fanden skal de stille op med et stykke, hvor forudsætningerne ikke bare kan, men højst sandsynligt vil ændre sig flere gange i løbet af spilleperioden.

Det bliver lidt lige som den forgangne revysommer, med folketingsvalg, regeringsskifte og politikerparodierne der blev væk. Brexit må blive en sidehistorie i showet, og med grundlaget kuldkastet bliver satiren lidt fesen. Tilbage er så de go'e gamle virkemidler med at tage et forlæg alle kender og pjatte og fjolle sig gennem det, med lidt indlagte sange, en masse ordspil og selvfølgelig The Dame, Andrew Jeffers i nogle vanvittige kvindekostumer, i år i dobbeltrollen Frankrigs østrigske dronning og en kromutter, som er gul vest-aktivist, og naturligvis skal indgå i den onde skurk, Cardinal Rich-Pervs nedrige planer om at vippe Kong Louis d. 13 af pinden.

Det kommer der mange, men ikke helt nok, muntre situationer ud af, og som det sædvanligvis forholder sig så stikker historien af i forskellige retninger, fra en Stars Wars duel til at forestillingens kvindelige diva, Katrine Falkenberg, er sur over ikke at have fået skrevet sange nok ind i showet til at hun kan brillere - hvilket hun så gør - brillerer, altså - med fuld vokal power og absolut star quality.

Den nye mand på holdet, australske Kevin Kiernan-Molloy, er et friskt pust i rollerne som blandt andet den tåbelige konge og den sexede musketer Amorous, og Jefferson Bond som bl.a. D'Artagnan, og Bennet Thorpe arbejder energisk og med god effekt for sagen, og får mest muligt ud af løjerne.

Til gengæld må jeg gentage mig selv lidt fra sidste års anmeldelse når det gælder Andrew Jeffers og David Bateson. De to Crazy Christmas Cabaret veteraner virker simpelthen metaltrætte og det er også lidt som om Vivienne McKee er løbet tør for nye ideer til dem i deres faste skabeloner som skurk og dame. Det er simpelthen for forudsigeligt, selvom forudsigelighed er en meddigtende faktor i disse cabarets, som Vivienne McKee nu har skrevet og instrueret 37 af. Hun giver den selv ganske fint gas som den kvindelige skurk Milady de Whichway, der undervejs også bliver sexet cabaretværtinde på Moulin Rouge, og som den fjollede Dr. van Helsingor fra Helsingør.

Der er for meget tomgang, for få steder, hvor latteren for alvor får lov at rulle, og showet fungerer afgjort bedst i sangnumrene og de få gange, hvor det bliver rigtigt skørt. Men der tages for få chancer og det er alt, alt for meget same procedure as last year og året før, og året før og..... PS/ Jeg behøver vel ikke at skrive at showet er for langt, for det har det vist været 35 gange før....

"The Three Brexiteers"  af Vivienne McKee.

Instruktion: Vivienne McKee. Koreografer: Peter Friis og Anete Jensen. Scenografi og kostumer: Kirsten Brink. Musical director: Stuart Goodstein.

Medvirkende: Katrine Falkenberg, Andrew Jeffers, David Bateson, Jefferson Bond, Bennet Thorpe, Kevin Kiernan-Molloy, Claus de Lichtenberg og Vivienne McKee.

Produceret af London Toast Theatre. Spiller i Glassalen i Tivoli til 11. januar.

Anmeldt 14. november.

Forestillingsfoto: Thomas Petri.

 

14-11-2019

BOGANMELDELSE: For anden gang indenfor kort tid, udgives en biografisk bog om en yngre dansk skuespiller med en international filmkarriere. Bogen om et år i hælene på Pilou Asbæk er velskrevet og svært underholdende - men hvorfor skal vi have den nu?

 

* * * *

Hvorfor skal vi have en biografisk bog om den blot 37-årige Pilou Asbæks ganske fine, men dog endnu ikke fuldt udviklede internationale filmkarriere nu? Spørgsmålet er et af mange, der trænger sig på, når man læser journalisten Kristoffer Zøllners meget velskrevne og svært underholdende "Alting sker på en gang", der netop er udgivet på Gyldendal.

Faktisk får vi svaret allerede i bogens indledning; Pilous ene bror har fået konstateret leukæmi, og Pilou vil gerne donere en stor del af sit honorar til Kræftforskningen. Et uhyre ædelt argument, som dog alligevel ikke i sidste ende viser sig at være helt fyldestgørende. Kunne Pilou ikke bare have doneret nogle af de millioner han har tjent på at lave underlødige reklamekampagner for et betting-firma? Eller en procentdel af sit honorar fra en af de action-filmbaskere, han i bogen meget ærligt og redeligt erkender ikke er den store kunst, men som giver ganske godt.

Hvorfor en biografisk bog om en trods alt blot 37-årig skuespiller, der først blev færdig på teaterskolen for 11 år siden, og som trods både Bodil- og Robert-priser, shooting star-hæder, og andel i en Oscar-nominering, vel strengt taget ikke helt kan siges at være verdensstjerne i kategori A - endnu. Nok er det at medvirke i "Game of Thrones" stort, men det er en birolle i to af otte sæsoner, og nok var det en stor rolle, han spillede i "Ghost in the Shell" overfor én af de virkelige superstjerner, Scarlett Johansson, men ligefrem nok til at bære en biografi? Tja, det mente man åbenbart på Gyldendal, som oven i købet blev narret så vandet drev, af en snu og flabet Pilou Asbæk, da kontrakten skulle skrives.

Om den er nødvendig eller ej, så er "Alting sker på en gang" ude nu, og den er vældigt læseværdig, ikke mindst fordi forfatteren Kristoffer Zøllner virkelig formår at beskrive Pilou Asbæk, så man som læser nærmest kan se skuespilleren for sig, nærmest kan høre hans lidt karakteriske stemme og ikke mindst kan mærke det intense blik, som, får vi at vide, er en Pilou-specialitet, der har sendt mangen en dreven Hollywood caster og mesterinstruktør i drømmeland.

Pilou Asbæk er en glimrende skuespiller på film (han har lavet så lidt teater, at det ikke er værd at nævne), men han er det sandelig også som menneske, og historien om ham, bliver også historien om en selvcentreret, manipulerende, til tider rådvild og desperat ung mand, der lyver og charmerer, så det er en fryd og en lyst, og som man måske ikke nødvendigvis skal stole 100 procent på. Det er imidlertid også et portræt af et ambitiøst, søgende og venligt menneske, der i bund og grund ikke vil nogen det ondt, måske lige bortset fra den britiske kollega Sean Harris, som han helt åbenlyst ikke kan fordrage.

Det er ikke så længe siden, at den kun lidt ældre Thure Lindhardt var centrum i en biografisk bog om sin tilgang til sit skuespillerliv - læs anmeldelsen her - og de to bøger kan nemt sammenlignes, da de begge handler om livet som international filmskuespiller og hvad deraf følger. Pilou Asbæk er her ikke nær så reflekterende i sin tilgang til selve metieren, tværtimod virker han næsten overfladisk i sin research og forberedelse i forhold til sin lidt ældre kollega. Begge fortæller om det vilde liv, og ingen synes at have skånet sig selv, hvad det angår. Spiritus i rigelige mængder synes i perioder at være en næsten foruroligende del af Pilou Asbæks livsstil, og jeg tænkte flere gange under læsningen, at alkoholen måske ovenikøbet er en drivkraft for talentet, og at det da godt i værste fald kan blive farligt for ham. En sammenligning med den afdøde Ole Ernst lå og boblede i baghovedet flere gange under læsningen. Også han var en gudsbenådet skuespiller med et helt særligt talent, et utroligt sødt og kærligt menneske, men også et menneske, der satte sin karriere og privatlivet på overhængende kollisionskurs mere end et par gange. Pilou Asbæk mødte således angiveligt op til sin sidste optagelsesprøve på Teaterskolen i en fyrrehestes efterbrandert, og lader ikke til at være den, der går i med tapetet når den internationale filmelite mødes til gallafester rundt om i verden. 

Kristoffer Zøllner har fået lov at være med helt tæt på. Han er rejst verden rundt med og i hælene på Pilou, og det er strålende fortællekunst, når det i bogen kommer til en konflikt mellem forfatteren og den pludseligt tvivlende skuespiller, der ikke kan 'se sig selv' i nogle af de første udkast Zøllner har sendt ham. Et vildt skænderi mellem forfatteren og skuespilleren over et spil pool og en masse øl er spændende læsning, fordi det siger en hel del om begge de to ego'er og bidrager til at gøre bogen til et troværdigt indblik i et konstant søgende menneskes liv og hverdag.

Det fremgår at Pilou Asbæk måske ikke er det letteste menneske i verden at være gift med, samtidig med at han er den sødeste far og kærligste ægtemand, og det er et på mange måder meget lidt flatterende billede han i bogen tegner af sin egen far, galleristen Jacob Asbæk, og som er centralt i forhold til referencerne mellem Pilous egen rolle som far og ægtemand i en karrierekarussel, der ikke synes at ville stoppe, og hans egen fars egocentriske fravær i børnenes barndom, ungdom og sågar voksenliv. 

"Alting sker på en gang" følger Pilou Asbæk gennem ét år af en endnu ganske kort, men succesfuld skuespillerkarriere. Er det nok? Er det fyldestgørende? Måske ikke, men det er underholdende. Og så går nogle af pengene bogen tjener ind til at hjælpe mennesker med kræft. Det er da altid noget.

"Alting sker på en gang - et år med Pilou Asbæk". Af Kristoffer Zøllner og Pilou Asbæk i samarbejde. 296 sider. 299,95 kr. Gyldendal.

PS: Man kan denne weekend møde Pilou Asbæk og Kristoffer Zøllner på Bogforum i Bella Centret. De er programsat både fredag og søndag.