Blog

11-08-2019

Strålende sangere løfter tyndbenet musical om Skagensmalerne.

 

* * * 

 

Det blev "Lyset over Skagen", der fik lov at åbne Københavns nye musicalteater Falconer på Frederiksberg efter endt renovering. En ny turnéopsætning af en 12 år gammel dansk musical om et fremragende emne; Skagensmalerne.

En historie, der har alt det en klassisk musical skal have. Kærlighed, romantik, jalousi, livsvisdom, drømme, genialitet og galskab. Læg dertil et par stærke kvindeskikkelser og mulighed for scenografisk at lege med nogle af dansk kunsts mest kendte malerier og scenarier.

Lige det sidste kniber det med. Man har ellers hyret ingen ringere end Jesper Kongshaug til at lave lysdesign, men modsat virkelighedens malere, lykkes det ham overraskende nok aldrig at fange 'lyset over Skagen', og derfor fremstår nyopsætningen noget pauvér og skrabet. Heldigvis er der ikke sparet på kostumerne, hvor Maria Gyllenhoff har ramt plet med tid og stil, så det emmer af Nordjysk sommerromantik.

Det er lykkes at samle et højt kvalificeret hold af sangere og skuespillere til de mange roller, og især hovedrollerne er overordentligt godt besat. Silke Biranell er aldeles overbevisende som Marie Krøyer, der bliver splittet mellem to mænd. Den geniale, men maniske og fordrukne maler P.S. Krøyer, som bogstaveligt suger al selvstændighed ud af hende, der også har kunstneriske ambitioner, og den svenske komponist, og skørtejæger, Hugo Alfvén, som hun møder på en rejse til Sicilien og forelsker sig i. Biranell løfter sit åbenlyse talent fra rolle til rolle, og hun ikke bare synger smukt, hun skaber også et troværdigt portræt af en kvinde, der er tvunget til at tage sit livs sværeste beslutning; at forlade den mand, hun ved vil bryde sammen uden hende. Hendes beslutning vil ikke alene gøre en ende på deres ægteskab, men også på hans karriere, for uden hende som muse og inspirator, har han kun alkoholen tilbage.

Tomas Ambt Kofod er ligeledes glimrende som Krøyer. Han fanger malerens manio-depression fint, og også han synger med en overlegen sikkerhed. Omkring dem leverer Nicoline Siff Møller og Jesper Lundgaard lige så overbevisende som det livskloge malerpar, Anna og Michael Ancher. Vokalt på højt niveau og med autoritet i karaktertegningen. 

Joachim Knop er den forelskede Alfvén og Anders Bircow er forestillingens komiske figur, som både djærv fisker og italiensk kok, begge glimrende, og så er det spændende at opleve de to unge, Mathilde Zeuner Nielsen og Søren Torpegaard, som det unge forelskede par i en - lidt overflødig sidehistorie om at drømme sig væk fra Skagen og ud i den vide verden - de leverer lovende præstationer.

Problemet med "Lyset over Skagen" er således på ingen måde på scenen. Problemet er, at "Lyset over Skagen" ganske enkelt er en tyndbenet musical. Musikalsk kommer den ingen vegne. Ikke færre end tre komponister har bidraget til at det hele lyder næsten ens og så føles to en halv time pludselig temmelig langt. Det musikalske arrangement gør bestemt heller intet godt for musikken. En fuldkommen malplaceret percussionist var forestillingen igennem ved at drive mig til næsten Krøyers vanvid - kill that cat! 

Den ellers oplagte historie fortælles alt for omstændeligt og uden et klart fokus, lige som man synes at der er tilløb til noget, leveres endnu et folkloristisk optrin, og som nævnt er sidehistorien om fiskersønnen Jens, der vil være ingeniør i København og bygge en havn i Skagen, reelt overflødig for det egentlige handlingsspor; kærlighed, jalousi, kunstnerisk hanekamp og kunstens altopædende magt. Daniel Bohr har instrueret og burde måske nok have gennemskuet den 12 år gamle musicals svagheder og bearbejdet manuskriptet, der ganske enkelt er for tyndbenet.

Der er enkelte gode sange, ikke mindst fordi de synges så overbevisende, men ingen, der rigtigt skiller sig ud, hænger ved og ikke lader sig ryste af.

Som nævnt i indledningen får "Lyset over Skagen" æren af at indvie Københavns nye musicalscene på Falconer. Det viser sig imidlertid  noget skuffende, at Falconer Salen ikke har forandret sig meget - og man sidder stadig forfærdeligt selv på salens bedste pladser, hvis man er over 170 centimeter høj med en bare gennemsnitlig benlængde. Om renoveringen har givet bedre muligheder end tidligere sceneteknisk giver "Lyset over Skagen" ikke svar på. Den minimalistiske scenografi er lavet til turnébrug og til let at kunne flyttes fra sted til sted med skiftende faciliteter. 

"Lyset over Skagen". Forfatter: Thomas Høg. Medforfattere: Niels Brunse, Kim Sørensen og Vilhelm Topsøe. Komponist: Kim Sørensen. Medkomponister: Anders Barfoed og Peter Spies.

Instruktion: Daniel Bohr. Scenografi og lysdesign: Jesper Kongshaug. Kostumedesign: Maria Gyllenhoff. Koreografi: Bettie Uldal. Orkesterarrangør: Edi Premate og Anders Barfoed. Kapelmester: Edi Premate.

Medvirkende: Silke Biranell, Tomas Ambt Kofod, Jesper Lundgaard, Nicoline Siff Møller, Joachim Knop, Anders Bircow, Anders Teigen, Søren Torpegaard, Mathilde Zeuner Nielsen, Christina Skodborg, Ulrik Aabye-Hansen, Kinne Lucas, Jonas Holst, Jonas Suurballe, Rasmus Albeck, Nanna Rossen, Sandra Elsfort og Marie Louise Hansen.

Producent: Danske Musicals. Spiller på falconer i København til 17. august. Derefter Skive, Aarhus, Sønderborg, Flensborg, Aalborg, Nykøbing Mors, Holstebro, Næstved, Odense, Aars, Kolding og Vejle.

Forestillingsfoto: Jens Peter Engedal

09-08-2019

Munter og vittig sommerspøg i Holbæk Museums gård.

 

* * * *

 

En halv time inden premieren på Holbæk Teaters traditionelle sensommerforestilling under åben himmel i byens smukke museumsgård, åbnede himlens sluser sig og sendte kaskader af vand ned over de gæster, der allerede havde indfundet sig.

Ikke den bedste start på sæsonen for udendørs teater i det Vestsjællandske og et varsel til sæsonens publikum om at huske to ting. Et ordentligt sæt regntøj. Og et varmt tæppe. 

Sidste år var det præcis det samme. Sommerens eneste regnvejrsaften i Holbæk faldt på premieren, resten af tiden var det igen bagende varmt til langt ud på aftenen, og man kan kun håbe at det bliver lige sådan igen i år, for det er festlige og hyggelige løjer, der udspiller sig på den lille scene i museumsgården.

Igen er det Flemming Jensen, der har svinget pennen og han har taget en tegneserieklassiker fra fordums tid som gidsel i en rablende komedie, der springer i tid og sted, kommenterer dagligdagspolitiske emner med satirisk vid, og lader skuespillerne og de lokale amatørstatister gøgle derudaf, så det - langt hen af vejen - er en fryd.

Prins Valiant var en kendt tegneserie (fra 1937) længe inden jeg selv var i læsealderen, men jeg kan godt huske den - og den udgives i øvrigt fortsat, hvis man skulle være interesseret. Det var ham, der gav navn til en populær drengefrisure, hvilket selvfølgelig ikke forbigås her, hvor Jensen tager os med helt tilbage til prinsens undfagelse i det kolde Norge, hvor han bliver døbt Prins Biwer, og som ung tager flugten fra den onde Sigun for at søge mod Kong Arthurs hof i Kolossal-Britannien. For at blive ridder, og få et nyt og mere kækt navn - Valiant - tager han på korstog til det Kedelige land, hvor jøder og arabere lever i fred og fordragelighed lige indtil Prins Biwer skaber den splid og ufred, som i dag stadig hersker i Mellemøsten.

Undervejs møder vor fjollede helt, spillet med munter charme af en veloplagt Brian Kristensen, både et par enøjede tvillinger, Kong Arthur og hans troldmand Merlin, Åge Hareide, Moses med de ti bud og selveste Gud, som jo ved alt. Der er selvfølgelig også en treøjet norsk Vølve, og vi kommer til dansk fætter-kusine fest ved den dansk-tyske grænse, hvor vildsvinehegnet skal forhindre folk i at rejse ud og blande sig med verden udenfor. Jo, jo Flemming Jensen nøjes ikke med det rene pjat og halløj, men har måske nok skrevet med en skarpere pen tidligere.

Mette Marckmann, Ulver Skuli Abildgaard og Morten Thunbo ryger ud og ind af de utallige karakterer og spiller med gnist, energi og glimt i øjnene. Abildgaard som from norsk prinsemoder er slet ikke til at stå for. De otte statister, heraf seks tredjeårselever fra Holbæk Drama College, får lov at sige spredte replikker og fylder godt som kor og runde riddere, og så må vi endelig ikke glemme kapelmester Lars Fjeldmose, der jonglerer med både tangenter og et væld af lydeffekter fra sit lille podie i damesiden. Hele herligheden er instrueret med godt og effektivt overblik og et hav af små, pudsige og komiske detaljer af Joy-Maria Frederiksen, og inklusive pause varer det hele bare lige omkring to timer, så nattekulden ikke for alvor når at blive et problem for publikum (forestillingen starter kl. 19!).

"Prins Valiant" er en munter, vittig og hyggelig sommerspøg. Veloplagt velspillet og skal nok blive populær hos publikum. Så tilbage er blot at krydse fingre for godt vejr helt frem til 1. september.

"Prins Valiant" af Flemming Jensen (meget løst baseret på Hal Fosters originale tegneseriefigur).

Instruktion: Joy-Maria Frederiksen. Scenografi og kostumer: Kirsten Brink. Kapelmester: Lars Fjeldmose.

Medvirkende: Brian Kristensen, Mette Marckmann, Morten Thunbo og Ulver Skuli Abildgaard samt Holbæk Teaters Folkekor: Amalie Hallberg, Liva Lykke Friis, Matilde Røgilds, Mia Fenja Kringelhede, Mikkel Jakob Nielsen, Sofie Richoff Jensen, Jaqueline Lillevang, Preben Lundgreen og Hanne Flesborg.

Producent: Holbæk Teater. Spiller i Holbæk Museums gård til 1. september.

Anmeldt 8. august (premiere).

Forestillingsfoto: PhotoMik

08-08-2019

Vidunderligt vanvids-zirkus med Søren Østergaard og hans pragtfulde artister. Har det nogensinde været bedre?

 

* * * * * *

 

Alt er ved det go'e gamle, men det er som om Søren Østergaards forunderlige og vidunderlige Zirkus Nemo overgår sig selv i år. Har showet nogensinde været bedre? 

Det må andre end jeg i grunden vurdere, for jeg har kun været med til de seneste fire fester i det Østergaardske omrejsende teltzirkus, og selvom jeg hvert år har været begejstret og grinet så tårerne sprang, så har der altid været et eller andet, jeg syntes, der kunne have været lidt bedre. Det er der faktisk ikke i år.

Hovedattraktionen Søren Østergaard har jeg ikke set mere disciplineret i sine karaktertegninger af de vanvittige karakterer; Målermanden, Smadremanden, Marianne, der dresserer rotter, Kim Tim alias Mr. Magic fra Rødovre, som i dette års show på lummerliderlig vis tryller bl.a. en billard bal og en billard kø ud af gylpen på sine bukser. 

Hans tjekkiske bugtaler, som i det trykte program ganske vist er tysk, der med rystende hænder og bævende stemme, er så nervøs, at han aldrig får bugtalt inden showet forvitrer i hænderne på ham, er både hylende morsomt og dybt rørende. Et lille skarpt tegnet portræt af hvor nådesløst og ubarmhjertigt show business kan være. 

Karakterne har vi set før. Nogle elsker dem, det er dem, der år efter år valfarter til Zirkus Nemo, andre hader dem - og de bliver heldigvis væk, men bør måske give det en chance til. Variationen er ikke stor fra sæson til sæson, men karaktererne udvikler sig alligevel. Det kan man faktisk bedst se, når en ny karakter i det Østergaardske univers får lov at gå i manegen. I år er det Ove Rudolf Jørgensen, Danmarks eneste optrædende røde pølse. Nummeret er komplet idiotisk, og Ove Rudolf er endnu ikke blevet raffineret som de andre gamle kendinge. Det er i hans ubehjælpsomhed, at vi virkelig kan se, hvor gode de andre karakterer er blevet gennem årene. Måske er Ove Rudolf med igen til næste år, måske ikke, men Smadremanden er, for uden Smadremanden intet Nemo. I dette års eminente entré udfører han rent faktisk et aldeles imponerende magisk nummer med en mand i en kasse, mens han sviner publikum til med eder og forbandelser, man vist skal være fra Otterup for at forstå.

Zirkus Nemo er synonymt med Søren Østergaards pragtfulde klovnerier, men uden artisterne ville det alligevel ikke rigtigt holde vand. I år er der flere gensyn med artister, som før har været i Zirkus Nemo - og tak for det. Gummimanden Captain Frodo er et formidabelt akt, som både henrykker og frastøder, den hollandske jonglør Menno, der danser fyrig tango med sin anorektisk tynde hustru Emily mens han jonglerer med både bolde og kegler, er uhyre elegant og afsindigt dygtigt, men blegner dog i forhold til de ukrainske kraftkarle i Duo Kvas, hvis muskelbaserede balancekunst er i verdensklasse. Hvilken entré! 

Den finske tryllekunstner Marko Karvo har været i Nemo før, og også hans nummer er af en anden verden. Duer, kakaduer og en kæmpe papagøje - inklusive deres bure - får han tryllet frem i lyset, så man sidder måbende tilbage i dyb beundring. Det er fantastisk. Og så er det vildt morsomt, at han og hustruen, der er asssitent, ligner figurer fra The Addams Family mens de i dybeste alvor udfører deres verdenskunst.

Det hele slutter med Søren Østergaard og Captain Frodo i en rørende og poetisk klovneentré med sæbebobler, som vi også har set før, men det bliver den bestemt ikke dårligere af - og når cirkustjenerne i år så tilmed bidrager til morskaben og artisteriet, Duo Solys, der var stjerneartister sidste år, er nemlig i år med som pausenumre, så kan man ikke forlange mere.

Det er Zirkus Nemos 20 års jubliæum, de har rejst Danmark rundt siden midten af april, og 'Københavnerpremieren' i aftes i Charlottenlund afslørede en 100 procent gennemarbejdet, tæt og perfekt udført forestilling. Teltet ligger ved Charlottenlund Fort til 1. september inden sæsonen sluttes af med 11 forestillinger i Odense. Hvis ikke du har nået det endnu, så er det om at komme afsted. Zirkus Nemo har aldrig - tror jeg - været bedre.

Zirkus Nemo.

Idé og udvikling: Søren Østergaard. Kostumer: Kirsten Brink. Dukkemager: Paul Erik kring. Rekvisitter: Nils Götzsche. Musik: Frans Bak. Kapelmester: Øyvind Ougaard.

Medvirkende: Søren Østergaard, Duo Kvas, Captain Frodo, Marko & Vanessa Karvo, Menno & Emily van Dyke, Duo Solys. 

Spiller ved Charlottenlund Fort til 1. september, derefter Odense Dyrskueplads fra 4.-15. september.

Anmeldt ved 'Københavnerpremieren' 7. august.

Forestillingsfoto: Steen Brogaard.

05-08-2019

Det er en helt forrygende oplevelse at være med til Don Juans mindefest på Sort/Hvid.

 

* * * * *

 

Jeg tror godt, at jeg kan både love og garantere det; sådan har du ALDRIG tidligere oplevet opera før! Og det selvom mine egne operapræferencer er yderst sparsomme, og ligger en del år tilbage.

Mozarts opera ”Don Giovanni”, historien om forføreren Don Juan, præsenteres på Teater Sort/Hvid som en dødsmesse for den afdøde Don Juan. Et stykke totalteater over moralens forfald, der kombinerer operaens arier og duetter med indlagte nye monologer, og som kulminerer med en grotesk mindefest over den afdøde Don Juan, som inkluderer alt fra et slangemenneske over en tatoveret sabelsluger til en androgyn luftakrobat og fire fuldkommen forrygende musikere, der med piano, akkordeon, slagtøj og med intense synthesizer-samplinger tager den i forvejen indspillede orkestermusik et nyt sted hen – på forunderlig vis uden at forråde forlægget, i hvert fald indtil sangen til sidst forstummer og efterlader alle; sangere, musikere, skuespillere, artister og publikum i en ekstatisk tranceagtig dans til dunkende technomusik og fortsætter så længe man orker. Ja, det sidste er bogstaveligt. Ikke-operakyndige, som jeg, plejer at sige, at operaen ikke er slut før den tykke dame har sunget, men her er ingen tykke damer, og festen slutter aldrig…

Det er teatermagikeren Christian Lollike, der har instrueret dette dybt, dybt fascinerende stykke musikalsk totalteater, og igen går ind og bearbejder klassisk materiale, her altså en af Mozarts store operaer, så man som beskuer både fascineres og måske frastødes. Og det med beskueren skal i dette tilfælde ikke tages så bogstaveligt, for i tredje akt af denne forestilling er vi som publikum en yderst aktiv del af aftenens performance, og der bliver ikke lagt fingre imellem, når halvnøgne mænd og kvinder, gnider deres svedige kroppe op af en, og inviterer til erotisk dans og orgastisk fest.

Inden dette vanvittige klimaks, som man selv kan bestemme hvornår man forlader, ledes vi indenfor i et bælgmørkt lokale, hvor der fra seks piedestaler messes guddommeligt smukt. Vi får at vide at Don Juan er død, og med ham dør et moralsk kollaps. Men også, at hans handlinger består. Efter denne smukke intro gelejdes publikum ind i den tilstødende teatersal hvor musikerne har indtaget scenen og langsomt, næsten uendeligt langsomt ankommer et følge af sørgende kvinder, de fire sangere og to skuespillere, som herefter inden for de næste omkring tre kvarter tager os med igennem en stribe arier og duetter fra ”Don Giovanni”, suppleret af skuespillernes fortællinger om Don Juans forførelser, hans svig, og den erotiske udstråling, hvormed han kunne tryllebinde alt og alle. Sangerne Morten Grove Frandsen, Clara Thomsen, Margaux de Valensart og Nicolai Elsberg leverer i hvert fald i mine uprøvede ører hvad angår klassisk opera, overlegent flotte præstationer, hvor ikke mindst sidstnævntes afsluttende basarie og musikernes kakofoniske klimaks har en decideret whau-effekt.

Indtil nu har aftenen budt på et storladent smukt bud på en fortolkning af den originale opera i en koncertpræget form, men vi er kun halvvejs, for nu ledes vi tilbage til teatrets foyer, hvor festen først for alvor kan begynde. En yderst dekadent og depraveret fest – en mindefest for forføreren, og en fest for lysten og begæret. Det er her artisterne dukker op – den tatoverede sabelslugerske Cecilia Gosilla, det næsten nøgne slangemenneske, Ylva Maia Havndrup, der slår knuder på sin atletiske krop. Den nærmest diabolsk androgyne luftakrobat, Michiel Tange van Leeuwen, der svinger sig i loftet i ringe og dybrøde silkereb, eller danser på tårnhøje stylter til den stadigt mere inciterende musik, der starter med Mozart for hen af vejen at udvikle sig til dunkende techno. Sangerne og skuespillerne er der; Olaf Højgaard og Anne-Marie Curry, dekant klædt eller nærmest afklædte. Musikerne, anført af Mads Brauer, på diverse elektroniske dimser, og mens endnu et par arier leveres; med størst dramatisk patos af Margaux de Valensart, en fremragende ung, belgisk sopran, som nu er tilknyttet Det kgl. Teater som solist, og af kontratenoren Morten Grove Frandsen, som kønsneutral forfører med en smuk, smuk klang. Mere dydig fremstår den ligeledes yndigt syngende Clara Thomsen, der som den eneste i ensemblet ikke går all in hvad angår den erotiske fremtoning.

Her er tale om solister, der virkeligt udfordrer både sig selv og publikum. Det er grænseoverskridende og vildt fascinerende. Skuespilleren Olaf Højgaard har selv skrevet de indlagte monologer, hvori blandt andet Anne-Marie Curry foreslår, at vi lader ham, Don Juan, blive til en hun, der forfører alle mænd – og kvinder, de er ikke fedtede med kærligheden i denne forestilling – og derpå lader de små rosetter, der dækker hendes bryster falde. Højgaard slutter af med en dundertale om begærets magt, en monolog, som desværre bliver lige lovlig for meget, og som kickstarter det vulgære danceparty, som fortsætter, og fortsætter….også til lang tid efter, at jeg har forladt festen…beriget og beruset, ikke af alkohol, men af indtryk, med sanserne mættet og blodet pumpende i kroppen.

Hvis du nogensinde i en sær og euforisk drøm, har fået en lapdance af en smuk sopran med bare bryster, eller er blevet forført af en to meter høj, muskuløs bassanger i kjole og høje hæle, så er det måske Christian Lollikes ”Don Juan”-performance du har drømt…. Det er vildt, mildt sagt. Men også en helt forrygende fantastisk oplevelse, og festen fortsætter yderligere ni aftener nætter frem til 17. august. som en del af Copenhagen Opera Festival.

”Don Juan”. Musik: W.A. Mozart. Libretto: Lorenzo da Ponte. Tekst: Olaf Højgaard.

Instruktion: Christian Lollike. Scenografi og kostumedesign. Ida Grarup og David Gehrt. Lysdesign: Morten Kolbak. Lyddesign: Asger Kudahl. Musikalsk koncept og koncertmester: Mads Brauer.

Medvirkende: Morten Grove Frandsen, Clara Thomsen, Margaux de Valensart, Nicolai Elsberg, Olaf Højgaard, Anne-Marie Curry, Cecilia Gosilla, Ylva Maia Havndrup, Michiel Tange van Leeuwen. Musikere: Fei Nie (piano), Ying-Hsueh Chen (slagtøj), Julie Holmegaard Schade (akkordeon) og Mads Brauer (synthesizer m.v.). Orkester indspilning: Czech National Symphony Orchestra ved dirigent Oliver von Dohnányi.

Spiller på Teater Sort/Hvid frem til 17. august.

Anmeldt 4. august (premiere).

Forestillingsfoto: Emilia Therese.

03-08-2019

Mystisk og betagende monolog om hjemløses liv og død.

 

* * * * *

Vi sidder foran en grav dækket af gamle, visne blomster, urtepotter, papir og andet skrald. I baggrunden står et interimistisk hjemløseshelter, flikket sammen af gamle brædder og et stykke affaldsplastik til at skærme mod vind og vejr. 

Ind kører en tavs kirkegårdsmedarbejder i en lille arbejdstruck. Han læsser lidt mere blomsteraffald på bunken, og så .... ud fra graven stikker en arm, og en spag stemme høres, mens optagelserne fra en dokumenterudsendelse om hjemløse lyder fra en skrattende højtaler. 

Der ligger hun, Marie, som hun engang hed. I dag blot kendt som X. Den ukendte i de mest ukendtes grav. Hun er død, men træder frem foran os for at fortælle sin historie, eller dele af den, for teksten er fragmentarisk og hakkende. Periodisk klar og konkret, til andre tider sfærisk og forvirrende. Kirkegårdsmedarbejderen ser hende ikke, hører hende ikke. Hun er usynlig, i døden som hun var det livet. 

Den franske monolog "De ukendtes land" er skabt af teatergruppen Compagnie Sous X, og originaltitlen "Terre Commune", der betyder 'fælles jord', refererer til de regler, der er i Frankrig for at begrave hjemløse. De jordfæstes direkte uden kiste, uden navn, blot med et nummer, og har ingen gjort krav på de jordiske rester inden for fem år, graves de op og smides ud, så der er plads til en ny.

Forestillingens skaber og instruktør Alix Denambride fik ideen til stykket, da hun overværede en hjemløs' begravelse, og i den godt og vel en time lange monolog følger vi kvinden, der engang var Marie, men som nu på svajende og vaklende ben, mutters alene i den stadigt mørkere skov søger en vej ud af ensomheden. Kun det nærliggende lokaltogs tuden svarer hende, når hun taler, og det tegner et skræmmende billede af den hjemløses ensomhed, at den eneste hun har at tale med er et tog. 

Hun havde engang en ven. Etienne. Men han er død nu, og det tyder ikke på, at de er forenet i det hinsides.

Det er en mystisk forestilling. Langsom og i perioder helt stillestående. Med disse små sætninger, enkelte ord og råb i mørket, som et skræmmende vidnesbyrd om ensomhed. Andrea Vagn Jensen har påtaget sig opgaven at levendegøre den døde Marie, og leverer en hjertegribende, stærk og helt igennem troværdig præstation. Det bliver meget ægte, intenst og bogstaveligt talt helt ind til skindet ærligt teater, som sender beskueren videre ud i den nu mørke nat - forestillingen begynder 21.15 og varer til ca. 22.30 - med hovedet fuldt af tanker. Det er en meget betagende oplevelse.

Måske skulle man købe et par kopper kaffe, og sætte sig ned og tale med vedkommende, næste gang man møder en hjemløs på sin vej. For skal denne tekst og fortolkning stå til troende, er deres ensomhed nærmest umenneskelig. 

Forestillingen spiller kun én gang mere - i aften- i forbindelse med Passage Festivalen i Helsingør, og man skal have billet til den, i modsætning til de fleste andre af festivalens forestillinger, der er gratis. De kan købes online på Passages website, og Andrea Vagn Jensens prisværdige præstation og intenst nærværende spil er hele turen værd. Man kan jo altid tage op i god tid, og snuppe en håndfuld af de gratis glæder på vejen inden turen går til Sommeriva i byens nordlige udkant hvor "De ukendtes jord" opføres. 

Man må desuden håbe, at det bliver muligt at opføre forestillingen andre egnede steder, for den har et vigtigt budskab, der fortjener opmærksomhed.

"De ukendtes jord". Af Compagnie Sous X. Oversættelse: Ann-Jette Caron.

Instruktion/tekst: Alix Denambride. Scenografi: Juliette Morel.

Medvirkende: Andrea Vagn Jensen og Alban de Tournadre.

Spilles til 3. august på Sommeriva i Helsingør i forbindelse med Passage Festival.

Anmeldt 2. august.

Foto: Passage Festival.