Blog

03-10-2019

Pladderhumoristerne på Café Liva er dygtige til at være morsomme, men savner materiale, der gør showet rigtigt sjovt.

* * * *

De første tre Stand Up revyer, som hen af vejen i stedet fik titlen 'Pladderhumorister', har haft en klar opadgående kvalitetskurve. I sæson nummer fire, som man ville kalde det på tv-serie sprog, jævner kurven sig ud, ja, den tipper måske endda næsen lidt nedad.

Det er jo ikke fordi d'herrer Flemming Jensen, Omar Marzouk, Sebastian Dorset og Michael Schøt ikke er dygtige til det de laver. De er meget gode til at være morsomme, men i dette års show mangler de tydeligvis materiale at lave satire over.

Tiden kan være satirens værste fjende. Her har de faktisk et nummer, hvor Flemming Jensen lader landets revydirektører demonstrere over, at den nye regering er for kedelig at lave satire over, og det synes i høj grad at have ramt Pladderhumoristerne selv. For det er stadig Lars 'fadbamse' Løkke, der er deres yndlingsoffer, og det er stadig DF, LA og Inger Støjberg, der skal have slag med satirens nihalede kat, og det gør desværre årets Pladderhumorist-show mere tilbageskuende end godt er.

Heldigvis er anden afdeling markant mere oplagt end den første halvdel, der ærligt talt går hurtigt i glemmebogen. Her kan man for eksempel opleve Sebastian Dorset i rollen som parodist, og selvom Michael Schøt improviserende, kærligt gasser sin kollega med hans manglende evner udi parodiens kunst, så er det faktisk ikke helt skævt som Dorset rammer Lars Løkkes (der var han igen) helt særlige intonation i interview-situationer.

Indvandrere og klimaet fylder selvfølgelig en del, og Omar Marzouk er bestemt meget morsom i sin stand up solo, hvor ikke mindst det go'e gamle nag til Naser Khader - eller er det omvendt - igen bliver luftet. Jeg ville være et skarn, hvis jeg afslørede nogle af Marzouk's jokes, men han har fundet på et meget godt udtryk for danske mænds forhud, og så har han en morsom pointe omkring Rasmus Paludans (halløj, er der stadig nogen i salen, der kan huske ham?) koranafbrændinger.

Der er mange gentagelser i forestillingen, også et gedigent genbrug af ideer, som Pladderhumoristerne har benyttet før. Hele fire entréer med embedsmænd og deres minister i en elevator, er både for mange og savner idé. Og når Flemming Jensen mod slutningen hiver gamle grønlænderhistorier ud af ærmet - jo, jo, han får lige nævnt Trump i den forbindelse - så er det et meget tydeligt tegn på, at en ikke-så-borgerlig-at-det-gør-noget regering desværre ikke fylder foderbrættet til randen med ideer hos de kære Pladderhumorister.

Deres gode indbyrdes kemi, den bevidst utjekkede, lettere kaotiske afvikling og de fires effektive, individuelle stil når de leverer deres jokes, giver en ekstra stjerne, men alene for Pladderhumoristernes skyld, kunne man godt ønske sig et hurtigt regeringsskifte; gerne inden næste oktober.  

"Pladderhumorister - nu igen".

Af og med Flemming Jensen, Omar Marzouk, Michael Schøt og Sebastian Dorset. Komponister: John du Prez, Niels Clemmensen og Flemming Jensen.

Instruktion: Lars Knutzon. Musikalske arrangementer & tracks: Lars Fjeldmose.

Spiller på Café Liva til 9. november.

Forestillingsfoto: Brita Fogsgaard.

02-10-2019

Iben Hjejle og co. funkler i en fremragende dramatisk biografi om den kvindelige forsker Inge Lehmann. 

 

* * * * *

 

I filmens verden benytter man beskrivelsen biopic, når man fortæller en dramatisk historie inspireret af og om en virkelig person. Hvad kalder man det egentlig på teatret?

En dramatisk biografi, måske? Et biodrama?

Uanset hvad, så er det et uhyre vellykket stykke dramatik, der er kommet ud af den unge dramatiker Simone Isabel Nørgaards møde med den danske forsker og videnskabskvinde Inge Lehmann. Et skuespil, der både enkelt og reelt fortæller historien om den ukuelige kvinde, der i årtier måtte finde sig i ikke at opnå anerkendelse blandt sine mandlige kolleger - ikke mindst eller måske her i dramatikkens tjeneste - af Niels Bohr, men som også på et andet (seismografisk) plan, beretter om hvordan det var at være kvinde i videnskabsverdenen 1930'erne, 40'erne, 50'erne, ja helt op i noget der minder om vor tid. En historie om ligeret for kvinder inden for uddannelse, job og forskning. Om kønsroller, mandschavinisme, faglig anerkendelse og meget andet. Inge Lehmann var en ener for sin tid, alene det faktum, at hun fik en matematisk uddannelse på Universitetet, var en sjældenhed og den kom ikke letkøbt. Som kvinde måtte hun ikke deltage i forelæsningerne, så det var reelt et selvstudium. Og som kandidat var det ikke tilladt, at hun  forskede, så hun blev ansat på Geodæisk Institut til administrativt arbejde. Forskningen foretog hun om aftenen og natten i sin fritid. Hendes arkivsystem var i brugte OTA Solgryn-æsker og resultatet af hendes forskning endte med at blive banebrydende; hun beviste, at Jorden har en fast kerne. Først som 88-årig nåede hun at opleve at hendes teorier om jordens indre blev endeligt bekræftet, og hun vedblev at udgive videnskabelige artikler til hun var næsten 100 år gammel. Inge Lehmann døde i København i 1993 som 104-årig, og for bare to år siden - i 2017 - blev der rejst en buste af hende på Frue Plads, ved siden af Niels Bohr.

I Simone Isabel Nørgaards uhyre velskrevne manuskript og i Geir Sveaas' rolige og karakterbærende instruktion bliver Inge Lehmanns mission det bærende omdrejningspunkt i en fortælling om kvindeliv gennem det forrige århundrede. Søsteren Harriet, en forkælet og middelmådig skuespillerinde, er hendes modsætning, mens hun i den kiksede stuepige Esther ser et potentiale. Esther lytter og reflekterer, forstår og har talent, men typisk for tiden, så ender hun som frisør og enlig mor til tre og en på vej. Esther havde ikke de muligheder for at få en akademisk uddannelse som Inge havde, med en far, Alfred Lehmann, der var Danmarks første professor i psykologi, men hun fik dog en håndværksmæssig uddannelse og kunne klare sig selv uden en mand. 

Faderens rolle i Inge Lehmanns liv beskrives smukt og enkelt i flashbacks og gennem drømme, når han dukker op med sit 'lys i pæren', og hendes evige Nemesis, Niels Bohr, bliver i de samme drømme en slags 'faderskikkelse', på en og samme gang, en stor videnskabsmand som hun ser op til og beundrer, og det menneske, som forhindrer hende i at nå sit mål - et professorat ved Geodæisk Institut i København. Da anerkendelsen udebliver i Danmark, opnår hun den af flere omgange i USA, hvor hun i dønningerne efter Anden Verdenskrig tilmed bliver en slags koldkrigshelt, da hendes forskning bidrager til at afsløre styrken i de russiske atomprøvesprængninger på den anden side af jorden.

Inge Lehmann forblev ugift, men her tilsniges endnu en smukt fortalt sidehistorie i form af en skjult forelskelse i den engelske kollega Harold Jeffreys, som hun skriver breve med og gennem brevene opnår en ellers ukendt intimitet. Dette 'forhold' er måske, måske ikke, en af disse 'dramatiske friheder', som dramatikeren har tilladt sig, og som netop gør "Jordens indre" til et helstøbt dramatisk værk i stedet for blot en lineært fortalt biografi.

Med et så godt manuskript at arbejde med er der de bedste betingelser for skuespillere og instruktør, og den har de taget med kyshånd. Iben Hjejle i den altdominerende hovedrolle som Inge Lehmann har givetvis aldrig været bedre på en teaterscene. Hun tegner et stille, stærkt og overmådeligt troværdigt portræt af den ambitiøse, flittige og handlekraftige kvinde, der til tider må kæmpe med selvforståelsen, og er på nippet til at opgive det hele. Hun er den perfekte 'nørd' inden begrebet for alvor blev opfundet, og portrættet af en kvinde, der vier sit liv 100 procent til videnskaben er både fra dramatikerens og Iben Hjejles side ramt aldeles perfekt. I en god rolle, der kræver sin skuespiller, leverer Iben Hjejle en gennemført vellykket præstation. Hun er ganske enkelt strålende.

Omkring hende funkler Laura Bro, Jesper Lohmann, Troels Malling og unge Roberta Hilarius Reichhardt i birollerne. Jesper Lohmann, i dobbeltrollen som Niels Bohr og faderen, har jeg heller ikke set bedre før. Han er meget troværdig i sin overlegne arrogance som den geniale Bohr, men man fornemmer alligevel hans skjulte beundring for kvindens resultater, der ligger og ulmer under overfladen. Han føler oprigtigt sin position som Danmarks videnskabelige konge truet, og det er den forfængelighed, der får ham til at holde Inge Lehmann nede.

Laura Bro skaber en lille perle af en birollepræstation som søsteren Harriet, med den mest vidunderlige stemmeføring, der til punkt og prikke rammer 1940'ernes lettere affekterede skuespillerindediktion. Troels Mallings engelske professor er ligeledes et glimrende og troværdigt karakterstudie, og endelig er Roberta Hilarius Reichhardts stuepige et særdeles opløftende lille, tidligt gennembrud, der lover godt for fremtiden.

Geir Sveaas' har i sin instruktion fået det bedste frem i såvel teksten som i de fem skuespillere, og Rebekka Bentsens enkle, men effektfulde scenografi båret af fire bevægelige tavler og de fine, tidstypiske kostumer holdt i forskerverdenens grå nuancer, er sammen med en glimrende lyssætning og et spændende lydunivers, med jordskælvsrumlen som underlægning, med til at gøre "Jordens indre" til en fuldendt vellykket forestilling og en teateroplevelse, der heldigvis kommer hele landet til gode.

Turnéen starter i morgen i Aarhus og fortsætter rundt til landets teaterforeninger til 13. november, og forestillingen kan også opleves på Folketeatret i perioden fra 15. oktober til 15. december.

"Jordens Indre". Af Simone Isabel Nørgaard.

Instruktion: Geir Sveaas. Scenografi: Rebekka Bentzen. Lyddesign: Steen Larsen. Lysdesign. Lars Schou. Koreografi: Jeanette Binderup-Schultz.

Medvirkende: Iben Hjejle, Jesper Lohmann, Laura Bro, Troels Malling og Roberta Hilarius Reichhardt.

Turné fra 3. oktober til 13. november. Spiller på Folketeatret i perioden 15. oktober til 15. december.

Anmeldt 1. oktober (pressepremiere)

Forestillingsfoto: Thomas Petri.

29-09-2019

Vidunderlig Olaf Johannessen får os til både at grine og græde som ordekvilibristen Cyrano, der har det så svært med kærligheden.

 

* * * * *

 

Hvor er det befriende, for en sjælden gangs skyld at sidde i Skuespilhusets gode sæder og se rigtigt teater. Sådan rigtigt, gedigent skuespillerteater, hvor forfatterens ord og skuespillerens sprog og stemmebeherskelse er det centrale i kunsten. Og hvor man ikke skal bryde sin hjerne i overdreven grad med, hvad instruktøren dog har tænkt og hvorfor.

Det er den slags teater ”Cyrano de Bergerac” er. Mange, store, smukke ord. Teatralsk på den gode måde. Romantisk, morsomt og dybt, dybt sørgeligt, fordi vores elskende ikke kan finde ud af at få hinanden; ordekvilibristen og provokatøren Cyrano, med den store tud og deraf følgende lave selvværd i relationen til kvinden han elsker, og den skrappe, handlekraftige Roxanne, der synes som skabt for ham, men som først opdager det, da det er for sent.

Edmund Rostand har skrevet skuespillet i 1897, og hvad der indledningsvis fremstår som en perlende, romantisk komedie, ender som en tragedie, når Cyrano møder sit endeligt, ikke for en værdig fjendes skarpe klinge, men ydmygende nok, slået ned af en simpel træl, der taber et stykke brænde ned i hovedet på ham.

Forinden har han netop fået gjort boet op i forhold til kusinen og den elskede Roxanne, som i årevis har været blind for, at det netop var ham hun elskede; poeten Cyrano, der havde ført hendes elskede Christians pen og tungebånd, fordi han ikke selv havde mod til at tro på, at hun kunne elske ham, når han nu var så grim med sine store næse, og Christian så smuk, til trods for at han, modsat Cyrano, ikke mestrede ordets magt.

I Olaf Johannessens skikkelse bliver Cyrano alt det man overhovedet kan ønske sig at han skal være. Fræk, provokerende, sjov, rørende og sentimental. Hans Cyrano bærer også hele tiden det manglende selvværd i sin krop, i sit udtryk og i sin stemme, der stråler på scenen i al fagets ypperligste glans. Sikken en kontrol, sikken en beherskelse af intonation og klangfuldhed og fuldendt sproglig balance. Johannessen skaber et ægte og helstøbt menneske i denne gamle klassiker. Et menneske, vi synes vi kender, måske ligefrem i os selv. Han er ganske enkelt vidunderlig – igen, fristes man til at tilføje, for denne mesterlige skuespiller træder sjældent ved siden af.

Her får han frydefuldt mod- og medspil af Johanne Louise Schmidts temperamentsfulde, håndfaste og handlekraftige Roxanne. En borgerkvinde med saft og kraft og indestængt sanselighed og sensualitet, der kaldes frem i det åbne af Cyranos poetiske ordleg, der bliver lagt i munden på den dumme, men smukke Christian, som Cyrano kun hjælper fordi Roxanne selv har bedt ham om det. 

At Alvin Olid Bursøe i rollen som Christian ikke kan matche Olaf Johannessens tårnhøje kunstneriske niveau, gør jo lige netop i dette tilfælde ikke alverden, for her er han helt rigtig i rollen. Men man sidder alligevel og tænker, at den unge generation af skuespillere i dag, alle deres mange andre kvaliteter til trods, savner noget udi den helt elementære, klassiske kunst at tale fra en scene, så hvert et ord fremstår ægte og rent, uden at virke påtaget og duarder-agtigt. Olaf Johannessen kan kunsten, Kristian Halken i rollen som Grev de Guiche behersker den også, de andre ikke helt eller slet ikke. Men pyt.  For det er Olaf Johannessen det handler om og han er i topklasse.

Katrine Wiedemann har instrueret med en stor og tydelig kærlighed til det skrevne og talte ord. Hun lader ordene stå alene, uden så mange dikkedarer, og det klæder forestillingen, at vi ikke skal sidde og forholde os til moderne (over)fortolkninger af en gammel tekst, men får lov at nyde det talte ord – i øvrigt uden skæmmende mikroports – og skuespillet som selvstændigt kunsthåndværk.

Maja Ravn har scenograferet og kostumieret i helt den samme ånd og bidrager, med den store, dybe og åbne scene, og med de diskrete og alligevel bemærkelsesværdige skriblerier på væggene, til at fortælle den rene og hjerteskærende kærlighedshistorie i dens mest enkle form.

Det kongelige Teaters ”Cyrano de Bergerac” er rigtigt teater, for rigtige teaterelskere. Og tak for det.

”Cyrano de Bergerac”. Af Edmond Rostand. Oversættelse: P.A. Rosenberg. Gendigtning: Niels Brunse. Bearbejdelse: Katrine Wiedemann og Johan Holm Mortensen.

Instruktion: Katrine Wiedemann. Scenografi & kostumer: Maja Ravn. Koreografi: Esa Alanne. Lysdesign: Clement Irbil. Musikkonsulent: Stephan Bomberg.

Medvirkende: Olaf Johannessen, Johanne Louise Schmidt, Alvin Ovid Bursøe, Kristian Halken, Mads Rømer Brolin-Tani, Bjarne Antonisen, Tina Gylling Mortensen, Laus Høybye, Michael Brostrup, Thomas Kristian Bek, Marie Reuter, Johan Bergholdt Jørgensen, Amanda Maag Arenbrandt, Dan Loffredo, Lars Halby, Michael Gade Thomsen.

Spiller på Skuespilhusets Store Scene til 15. februar.

Anmeldt 28. september.

Forestillingsfoto: Miklos Szabo.

21-09-2019

Bloggen sendte gæste- og junioranmelder Laura Klint Buckhøj til den tredje af Aveny-T’s ”Skam”-forestillinger.

 

* * * *

 

Torsdag aften tog jeg min kæreste under armen for at tage på Aveny-T og se ”Skam 3”, som er historien om Isak og Even og om deres kærlighed for hinanden. Forventningerne var højt sat, og vi var meget spændte på at se den tredje teaterudgave af den populære norske ungdomsserie ”Skam”.

Det ingen hemmelighed, at jeg er en stor Skam-fan, og jeg var enormt positivt overrasket over Skam 1 og 2, der også blev opført på Aveny-T. Denne gang var jeg ikke helt så imponeret. Skuespillet fejlede bestemt intet; der ikke tvivl om, at det er meget dygtige unge skuespillere og at de alle leverer. Dog kunne jeg godt savne nogle af de fantastiske elektroniske effekter, som førhen har fungeret super fint på teatret, og ikke mindst Skams ikoniske, originale musik. 

Historien om Isak og Even er en fortælling om to gymnasieelever, som forelsker sig, på et tidspunkt og i en alder, hvor man kun er ved at lære sig selv at kende.

Vi oplever Isak sammen med hans to venner, Jonas og Magnus, på gymnasiet, hvor fester, sex og damer er det der fylder allermest i en ung fyrs liv. Isak møder Even til ”hyggegruppen” som er et udvalg på skolen. Her opstår der en uventet, men fantastisk følelse i Isak, der bliver forelsket for første gang. Isaks forelskelse i netop en fyr, ender ud i at han aflyser aftaler og lyver for sine venner om hvor han er og hvordan han har det – fordi han endnu er nervøs for hvad folk vil sige og tænke. Da Isak vælger at fortælle om sin forelskelse i Even, er hans venner dog ikke det mindste forbavsede.

Isak, der spilles af Lue Dittmann Støvelbæk, er som udgangspunkt en udadvendt person og en god ven. Han kan lide at feste og at tale med piger, men det er ikke pigerne, som fanger hans blik. Da han møder Even og forelsker sig, bliver den ellers ikke så stille fyr pludselig meget stille, genert og forsigtig. Han åbner sig mere og mere op, og til sidst er det forelskelsen, der blusser. Lue Dittmann Støvelbæk leverer rollen som Isak meget præcist, og tro imod den karakter, som man kender fra serien.

Even, som spilles af Nikolaj Groth, er selvsikker og ved hvem han selv er. Med sit lange hår og sin selvsikre væremåde formår han at charmere sig ind på Isak - og på hele salen. Det er Even, som tager de første skridt mod den blomstrende kærlighed, og han virker ikke det mindste nervøs over at springe ud i det. Han er impulsiv og man oplever ham i en intens, central scene, hvor Isak bliver skræmt over, at Even kommer ud i et manisk anfald. Det viser sig at Even er bipolar, og at det spænder ben for hans og Isaks forhold. Men det får ikke lov at stoppe deres kærlighed til hinanden.

Nikolaj Groth spiller rollen som Even helt fantastisk. Man spotter lynhurtigt at her er tale om et stort skuespillertalent.

Vi oplever endnu en gang Isaks roomie, Eskild, som spilles for tredje gang af Andreas Dittmer, der igen formår at få hele salen i latter med sine sjove bemærkninger og skæve væremåde. Talentfulde Fanny Bornedal spiller to roller denne gang; både Isaks uerfarne ven Magnus, som hun gør meget komisk og godt, og pigen Emma, som Isak prøver sig af med i en fornægtelse af sine homoseksuelle lyster.

Der er ikke tvivl om at skuespillet i orden og handlingen er gennemført – det er sårbart, morsomt og grænseløst. Men øv, at der ikke var samme elektroniske virkemidler, som har fungeret så godt tidligere. Det kunne virke lidt som om at det var blevet sparet væk.

”Skam 3”. Baseret på Julie Andems NRK-serie ”Skam”.

Dramatiker: Line Mørkeby.

Iscenesættelse: Anders Lundorph. Scenograf: Jon Stephensen

Medvirkende: Lue Dittmann Støvelbæk, Nikolaj Groth, Fanny Bornedal, Andreas Dittmer, Nanna Finding Koppel og Ferdinand Gomez Glad Bak.

Spiller på Aveny-T til 9. november. Derefter Musikhuset Aarhus fra 13.-16. november.

Anmeldt 19. september (verdenspremiere).

 

Forestillingsfoto: Zuhal Kocan

21-09-2019

Læseværdig og velskrevet biografi om en af Danmarks morsomste kvinder.

 

* * * *

 

Den måtte jo komme på et eller andet tidspunkt, biografien om Kirsten Lehfeldt, kendt og elsket af teatergængere og tv-seere for ikke mindst det lykkelige komiske samarbejde med Søs Egelind.

Det er den erfarne og altid velforberedte Jacob Wendt Jensen, der har skrevet biografien, baseret på talrige interviews med hovedpersonen selv og mennesker omkring hende, 54 i alt, afslører henvisningerne bagerst i det fyldestgørende værk, der både ærligt og underholdende fortæller om et spændende skuespillerliv.

Det er altid lidt sådan med denne slags biografier – dette er en biografi, ikke en erindringsbog fortalt til en ghostwriter – at det kan gå hen og blive lidt for pænt. Især hvis solen det meste af livet har skinnet på hovedpersonens liv og karriere. Således også her, hvor forfatteren ganske vist indleder med et stressnedbrud for åbent tæppe, men hvor livets og karrierens pil langt det meste af tiden har peget op af.

Der har (heldigvis) ikke været alt for mange dybe livskriser, skilsmisser, alkoholproblemer eller fiaskoer i Kirsten Lehfeldts liv, og det sætter (uheldigvis) da også sit præg på bogen, som mestendels bliver hyggelæsning uden de store følelsesmæssige udsving. Der er altid lidt mere bid i biografier, hvor hovedpersonen på forskellig vis har haft modgang i livet, end når det modsatte er tilfældet. Men det skal hverken hovedpersonen eller forfatteren naturligvis lastes for.

Vi får lov at kigge ind bag om et lagt ægteskab, som viser sig faktisk at være et langt samliv og et indtil videre ganske kort ægteskab, med livsledsageren Stig Hoffmeyer, som på mange måder er Kirstens diametrale modsætning. Er der én lille knast i det forhold, så er det, at parret kun fik ét barn. Kirsten Lehfeldt fortæller med stor ømhed og kærlighed om at ønske sig flere børn, og om glæden ved at være blevet mormor.

Karrieremæssigt fylder filmsuccesen ”Flamberede hjerter” en hel del, og vi får fortalt, at man i hvert fald ikke kom gnidningsfrit til succesen. Også samarbejdet med Søs Egelind fylder godt, og så er det et fint træk af forfatteren, at han i flere interviews lader venner og kolleger beskrive Kirsten Lehfeldt ved at reelt set at tale om sig selv.

Kirsten Lehfeldt er befriende ærlig når hun taler om succeser og – de få – fiaskoer hun har oplevet i karrieren. Hun bekræfter, at de fleste skuespillere udmærket er bevidst omkring når noget ikke er godt, og sagtens i bakspejlet kan se hvad der gik galt. Heldigvis bliver denne bog aldrig en lang kedsommelig opremsning af ’så spillede jeg dit og så spillede jeg dat’, og derfor er biografien om Kirsten Lehfeldt så afgjort anbefalelsesværdig. Både for inkarnerede fans og for dem, der blot holder af at læse om kendte menneskers liv og levned uden at der går ’ugeblad’ i den.

Jacob Wendt Jensen: ”Kirsten Lehfeldt – en biografi”. 384 sider. 300 kr. Gyldendal.