Blog

17-11-2019

Hyggelig norsk julehistorie, der kan godt få klassikerstatus på Odense Teater.

 

* * * *

 

"Snefald" er Odense Teaters nye familie juleforestilling, velegnet til de mindste og til at holde ud for forældre og bedsteforældre. Mens man i Aarhus har dramatiseret en dansk tv-julekalender "Pagten" til scenebrug, har man i Odense rettet blikket mod Norge, hvor "Snefald" har været et tv-hit som julekalender. 

Det er historien om den forældreløse Selma, der bor på et værelse hos den ensomme gammeljomfru Ruth sammen med sin eneste ven, en sød lille hund. Selma tror ikke på julemanden, men skriver alligevel et ønskebrev til ham; det eneste hun ønsker sig er en 'rigtig familie'.

I bedste Alice i Eventyrland og Narnia-stil, findes der et magisk skab i Ruths lejlighed, og gennem det havner Selma i Snefald, som er stedet hvor julemanden bor - ikke Nordpolen, ikke Grønland, men Snefald! Ok, de har altid været lidt anderledes, de nordmænd.

I Snefald hygger julemanden og nisserne sig, og forbereder den forestående jul, men der er en slange i paradiset. Julemandens nedrige sekretær, Winter, som uvist af hvilken grund vil være julemand i stedet for julemanden, og ødelægge enhver form for julehygge. Her halter dramaturgien i "Snefald" alvorligt, for udover jalousi får vi aldrig rigtigt nogen egentlig begrundelse for hvorfor Winter agerer som han gør; lokker Julemanden ind i Mørket, hvor han falder i søvn, bliver løjet død og erstattet af skurken. Selma og hendes nye nissevenner får selvfølgelig løst gåden, reddet julemanden - og julen - og den onde Winter får sin - ikke bekomst, men tilgivelse, for 'tilgivelse er den største gave du kan give'.

Det er bestemt både pladderromantisk og sentimentalt, men det er også i Frede Gulbrandsens letglidende instruktion, hyggeligt. De indlagte sange er ganske iørefaldende, og stemningen skifter mellem det glade forventningsfulde, over det triste og tragiske til lykkelig julestemning, som vor Mor og Far lavede den dengang det altid var snevejr juleaften og gaverne ikke blev købt over nettet.

"Snefald" handler på det overordnede plan om ensomhed. Selma er ensom efter tabet af sine forældre (der viser sig en lille pointe her, som jeg ikke skal afsløre), Ruth vil så gerne have, at Selma og hunden bliver hos hende, selvom hun udadtil er irriteret over barnet, og da Børneforsorgen præsenterer en rigtig plejefamilie til Selma, bliver hun ulykkelig. Skurken Winter er også en ensom diktator-nisse i Snefald, men som en rigtig juleforestilling skal gøre det, ender alting selvfølgelig i fryd og gammen.

Det kunne nemt blive en lidt småkvalm oplevelse, som når man drikker for sød gløgg og spiser for mange fede klejner, men Odense Teaters opsætning er charmerende velspillet i alle roller, både de store og de mindre. Lea Baastrup Rønne er både kær og handlekraftig i rollen som Selma, Anders Gjellerup Koch er en rigtig lun bamsefar af en julemand og så er Malene Melsen ganske enkelt skøn som Ruth. I de mindre roller skaber Anton Sager et herligt komisk portræt af den nye nabodreng, Magnus Andersen Hald er en vittig drillenisse, Anna Bruus Christensen er sød, nørdet nissepige og Niels Skovgaard Andersen tilpas menneskelig bag den ikke helt veldefinerede ondskabsfulde facade som Winter. Kostumer og scenografi er rigtig hygge-julede, og de større drenge vil sikkert synes at julemandens slæde er megasej!

"Snefald" er oprindeligt skabt som tv-julekalender til NRK, og de 24 afsnit er nedkogt til en forestilling på tilpas godt to timer, som både salens mindste og deres bedsteforældre kunne kapere, men det går lidt ud over logikken i historiefortællingen, at alting er så komprimeret. Mon ikke originalen trods alt forklarer os lidt om hvorfor Winter dog er blevet som han er, og sætter de nye naboer, og nissefamilierne lidt mere i scene. Ikke desto mindre fungerer "Snefald" ganske glimrende som en hyggelig - og lige et øjeblik efter pausen også ganske uhyggelig - juleforestilling, som sagtens kan gå hen og blive en juleklassiker på det fynske repertoire, eventuelt alternerende med hittet over dem alle "Nissebanden".

"Snefald". Baseret på NRK's julekalender "Snöfall" af Klaus Hagerup, Hilde Hagerup, Hanne Hagerup og Synne Teksum. Bearbejdet af af Synne Teksum og Marianne Sævig. Musik: Henrik Skram. Oversættelse: Christina Wendelboe.

Instruktion: Frede Gulbrandsen. Koreografi: Peter Friis. Scenografi & kostumer: Krogh & Bjørnvad. Videodesign: Signe Krogh.

Medvirkende: Lea Baastrup Rønne, Malene Melsen, Anders Gjellerup Koch, Niels Skovgaard Andersen, Anton Sager, Magnus Andersen Hald, Anna Bruus Christensen, Mads Nørby, Mikkel Bay Mortensen, Hanne Hedelund, Githa Lehrmann, en masse søde børn og hunden Choco/Bella.

Spiller på Odense Teater Store Scene til 23. december.

Anmeldt 16. november (premiere).

Forestillingsfoto: Emilia Therese.

15-11-2019

Brexit har ikke alene sat Storbritannien skakmat, det har også fået skovlen under Vivienne McKee.

 

* * * 

 

Det burde være en gave til en ferm satiriker, men Storbritanniens langstrakte og fuldstændigt kaotiske afsked med EU - Brexit - har også sat en kæp i hjulet på Vivienne McKee og hendes årlige Crazy Christmas Cabaret. Allerede i januar blev årets show annonceret; et tema over Dumas' De tre musketerer omsat til crazy humor bliver naturligvis til The Three Brexiteers. Indlysende. Oplagt. What can possible go wrong!

Ja til at begynde med kan der jo gå det galt, at Brexit slet ikke kom - i 2019 - hverken som planlagt i marts, eller i juni, eller i oktober. Og her står Vivienne McKee og skal sætte sin traditionelle julekomedie op i Glassalen - briterne skal til valg 12. december, og Brexit kan (måske) blive i begyndelsen af januar - "The Three Brexiteers" spiller til 11. januar og tager vist igen i år et par forestillinger i Aarhus bagefter. Der er ikke bare kaos i Storbritannien, der er det nu også hos den skøre, primært engelske skuespillertrup. For hvad fanden skal de stille op med et stykke, hvor forudsætningerne ikke bare kan, men højst sandsynligt vil ændre sig flere gange i løbet af spilleperioden.

Det bliver lidt lige som den forgangne revysommer, med folketingsvalg, regeringsskifte og politikerparodierne der blev væk. Brexit må blive en sidehistorie i showet, og med grundlaget kuldkastet bliver satiren lidt fesen. Tilbage er så de go'e gamle virkemidler med at tage et forlæg alle kender og pjatte og fjolle sig gennem det, med lidt indlagte sange, en masse ordspil og selvfølgelig The Dame, Andrew Jeffers i nogle vanvittige kvindekostumer, i år i dobbeltrollen Frankrigs østrigske dronning og en kromutter, som er gul vest-aktivist, og naturligvis skal indgå i den onde skurk, Cardinal Rich-Pervs nedrige planer om at vippe Kong Louis d. 13 af pinden.

Det kommer der mange, men ikke helt nok, muntre situationer ud af, og som det sædvanligvis forholder sig så stikker historien af i forskellige retninger, fra en Stars Wars duel til at forestillingens kvindelige diva, Katrine Falkenberg, er sur over ikke at have fået skrevet sange nok ind i showet til at hun kan brillere - hvilket hun så gør - brillerer, altså - med fuld vokal power og absolut star quality.

Den nye mand på holdet, australske Kevin Kiernan-Molloy, er et friskt pust i rollerne som blandt andet den tåbelige konge og den sexede musketer Amorous, og Jefferson Bond som bl.a. D'Artagnan, og Bennet Thorpe arbejder energisk og med god effekt for sagen, og får mest muligt ud af løjerne.

Til gengæld må jeg gentage mig selv lidt fra sidste års anmeldelse når det gælder Andrew Jeffers og David Bateson. De to Crazy Christmas Cabaret veteraner virker simpelthen metaltrætte og det er også lidt som om Vivienne McKee er løbet tør for nye ideer til dem i deres faste skabeloner som skurk og dame. Det er simpelthen for forudsigeligt, selvom forudsigelighed er en meddigtende faktor i disse cabarets, som Vivienne McKee nu har skrevet og instrueret 37 af. Hun giver den selv ganske fint gas som den kvindelige skurk Milady de Whichway, der undervejs også bliver sexet cabaretværtinde på Moulin Rouge, og som den fjollede Dr. van Helsingor fra Helsingør.

Der er for meget tomgang, for få steder, hvor latteren for alvor får lov at rulle, og showet fungerer afgjort bedst i sangnumrene og de få gange, hvor det bliver rigtigt skørt. Men der tages for få chancer og det er alt, alt for meget same procedure as last year og året før, og året før og..... PS/ Jeg behøver vel ikke at skrive at showet er for langt, for det har det vist været 35 gange før....

"The Three Brexiteers"  af Vivienne McKee.

Instruktion: Vivienne McKee. Koreografer: Peter Friis og Anete Jensen. Scenografi og kostumer: Kirsten Brink. Musical director: Stuart Goodstein.

Medvirkende: Katrine Falkenberg, Andrew Jeffers, David Bateson, Jefferson Bond, Bennet Thorpe, Kevin Kiernan-Molloy, Claus de Lichtenberg og Vivienne McKee.

Produceret af London Toast Theatre. Spiller i Glassalen i Tivoli til 11. januar.

Anmeldt 14. november.

Forestillingsfoto: Thomas Petri.

 

14-11-2019

BOGANMELDELSE: For anden gang indenfor kort tid, udgives en biografisk bog om en yngre dansk skuespiller med en international filmkarriere. Bogen om et år i hælene på Pilou Asbæk er velskrevet og svært underholdende - men hvorfor skal vi have den nu?

 

* * * *

Hvorfor skal vi have en biografisk bog om den blot 37-årige Pilou Asbæks ganske fine, men dog endnu ikke fuldt udviklede internationale filmkarriere nu? Spørgsmålet er et af mange, der trænger sig på, når man læser journalisten Kristoffer Zøllners meget velskrevne og svært underholdende "Alting sker på en gang", der netop er udgivet på Gyldendal.

Faktisk får vi svaret allerede i bogens indledning; Pilous ene bror har fået konstateret leukæmi, og Pilou vil gerne donere en stor del af sit honorar til Kræftforskningen. Et uhyre ædelt argument, som dog alligevel ikke i sidste ende viser sig at være helt fyldestgørende. Kunne Pilou ikke bare have doneret nogle af de millioner han har tjent på at lave underlødige reklamekampagner for et betting-firma? Eller en procentdel af sit honorar fra en af de action-filmbaskere, han i bogen meget ærligt og redeligt erkender ikke er den store kunst, men som giver ganske godt.

Hvorfor en biografisk bog om en trods alt blot 37-årig skuespiller, der først blev færdig på teaterskolen for 11 år siden, og som trods både Bodil- og Robert-priser, shooting star-hæder, og andel i en Oscar-nominering, vel strengt taget ikke helt kan siges at være verdensstjerne i kategori A - endnu. Nok er det at medvirke i "Game of Thrones" stort, men det er en birolle i to af otte sæsoner, og nok var det en stor rolle, han spillede i "Ghost in the Shell" overfor én af de virkelige superstjerner, Scarlett Johansson, men ligefrem nok til at bære en biografi? Tja, det mente man åbenbart på Gyldendal, som oven i købet blev narret så vandet drev, af en snu og flabet Pilou Asbæk, da kontrakten skulle skrives.

Om den er nødvendig eller ej, så er "Alting sker på en gang" ude nu, og den er vældigt læseværdig, ikke mindst fordi forfatteren Kristoffer Zøllner virkelig formår at beskrive Pilou Asbæk, så man som læser nærmest kan se skuespilleren for sig, nærmest kan høre hans lidt karakteriske stemme og ikke mindst kan mærke det intense blik, som, får vi at vide, er en Pilou-specialitet, der har sendt mangen en dreven Hollywood caster og mesterinstruktør i drømmeland.

Pilou Asbæk er en glimrende skuespiller på film (han har lavet så lidt teater, at det ikke er værd at nævne), men han er det sandelig også som menneske, og historien om ham, bliver også historien om en selvcentreret, manipulerende, til tider rådvild og desperat ung mand, der lyver og charmerer, så det er en fryd og en lyst, og som man måske ikke nødvendigvis skal stole 100 procent på. Det er imidlertid også et portræt af et ambitiøst, søgende og venligt menneske, der i bund og grund ikke vil nogen det ondt, måske lige bortset fra den britiske kollega Sean Harris, som han helt åbenlyst ikke kan fordrage.

Det er ikke så længe siden, at den kun lidt ældre Thure Lindhardt var centrum i en biografisk bog om sin tilgang til sit skuespillerliv - læs anmeldelsen her - og de to bøger kan nemt sammenlignes, da de begge handler om livet som international filmskuespiller og hvad deraf følger. Pilou Asbæk er her ikke nær så reflekterende i sin tilgang til selve metieren, tværtimod virker han næsten overfladisk i sin research og forberedelse i forhold til sin lidt ældre kollega. Begge fortæller om det vilde liv, og ingen synes at have skånet sig selv, hvad det angår. Spiritus i rigelige mængder synes i perioder at være en næsten foruroligende del af Pilou Asbæks livsstil, og jeg tænkte flere gange under læsningen, at alkoholen måske ovenikøbet er en drivkraft for talentet, og at det da godt i værste fald kan blive farligt for ham. En sammenligning med den afdøde Ole Ernst lå og boblede i baghovedet flere gange under læsningen. Også han var en gudsbenådet skuespiller med et helt særligt talent, et utroligt sødt og kærligt menneske, men også et menneske, der satte sin karriere og privatlivet på overhængende kollisionskurs mere end et par gange. Pilou Asbæk mødte således angiveligt op til sin sidste optagelsesprøve på Teaterskolen i en fyrrehestes efterbrandert, og lader ikke til at være den, der går i med tapetet når den internationale filmelite mødes til gallafester rundt om i verden. 

Kristoffer Zøllner har fået lov at være med helt tæt på. Han er rejst verden rundt med og i hælene på Pilou, og det er strålende fortællekunst, når det i bogen kommer til en konflikt mellem forfatteren og den pludseligt tvivlende skuespiller, der ikke kan 'se sig selv' i nogle af de første udkast Zøllner har sendt ham. Et vildt skænderi mellem forfatteren og skuespilleren over et spil pool og en masse øl er spændende læsning, fordi det siger en hel del om begge de to ego'er og bidrager til at gøre bogen til et troværdigt indblik i et konstant søgende menneskes liv og hverdag.

Det fremgår at Pilou Asbæk måske ikke er det letteste menneske i verden at være gift med, samtidig med at han er den sødeste far og kærligste ægtemand, og det er et på mange måder meget lidt flatterende billede han i bogen tegner af sin egen far, galleristen Jacob Asbæk, og som er centralt i forhold til referencerne mellem Pilous egen rolle som far og ægtemand i en karrierekarussel, der ikke synes at ville stoppe, og hans egen fars egocentriske fravær i børnenes barndom, ungdom og sågar voksenliv. 

"Alting sker på en gang" følger Pilou Asbæk gennem ét år af en endnu ganske kort, men succesfuld skuespillerkarriere. Er det nok? Er det fyldestgørende? Måske ikke, men det er underholdende. Og så går nogle af pengene bogen tjener ind til at hjælpe mennesker med kræft. Det er da altid noget.

"Alting sker på en gang - et år med Pilou Asbæk". Af Kristoffer Zøllner og Pilou Asbæk i samarbejde. 296 sider. 299,95 kr. Gyldendal.

PS: Man kan denne weekend møde Pilou Asbæk og Kristoffer Zøllner på Bogforum i Bella Centret. De er programsat både fredag og søndag.

06-11-2019

Ørkenens Sønners niende show på 28 år er stadig vanvittigt morsomt og musikalsk.

* * * * * 

Jeg kan stadig huske første gang jeg så Ørkenens Sønner - faktisk første gang nogen så Ørkenens Sønner. Det var til en lukket fest på Det kgl. Teaters bagscene omkring 1990 og de væltede simpelthen festen. I 1991 rykkede de så ud i de ydmyge, men hyggelige lokaler på førstesalen ovenpå restaurant Allégade 10 på Frederiksberg, hvor logens første offentlige show blev lidt af en københavnerbegivenhed, som man kaldte det dengang.

De var sindssygt morsomme, når de iklædt ulastelige smokinger med tilhørende skråbånd og den obligatoriske fez sang smukke firstemmige vokalharmonier med nye, sjofle tekster, og showet blev nærmest kult. I hvert fald nok til at næste scene var det markant større Bellevue Teater og til at logens ene medlem, Flemming Enevold, mente at det nok blev for stort til at kunne kombineres med hans andre ambitioner. Ind kom Niels Olsen og resten er historie, som man siger. Ørkenens Sønner er formentlig den største showsucces i dansk underholdningshistorie.

"En fez i en hornlygte" er Ørkenens Sønners niende show, og når man først har spillet små to måneder i Teltet på Bakken med 1300 pladser, fortsætter turneen med indlagte pauser næsten et år frem til landets største musikhuse. Det er nærmest naturstridigt, at det kan lade sig gøre i et lille land som Danmark, men Ørkenens Sønner har formået både at fastholde og udvide sit publikum fra år til år, fra show til show, dygtigt orkestreret af en effektiv markedsføring, der blandt andet indebærer at de gamle shows pudsigt nok vises i tv samtidig med at reklamerne for billetsalg kører i båndsløjfe i pauserne. Det er topprofessionelt marketingarbejde, men det ville jo ikke nytte noget, hvis ikke slutproduktet - det nye show - holdt niveauet. Det gør det så heldigvis.

"En fez i en hornlygte" er, og vil formentlig være, det morsomste show i Danmark det næste år frem, og skulle man frygte at de efterhånden ganske modne herrer i kvartetten - den yngste fylder 60 til marts, den ældste runder de 70 til sommer - har mistet noget af sprødheden med alderen, så er det bestemt ikke tilfældet. De sprudler, spjætter og spræller. Skifter kostumer og køn, pjatter og fjoller, og er så sjofle som nogensinde før. Man skraldgriner og sidder bagefter og tænker over hvorfor man lo så meget? 

Er det virkelig morsomt, når fire modne mænd klæder sig af, eller klæder sig ud som Tintin (her dog, formentlig af rettighedsmæssige årsager; Tøntøn) og hans venner, og synger om "at de aldrig har fået noget", for så at blive inviteret til fælles rusketur hos Bianca Castagnetta? Eller er det morsomt, når de efterhånden godt brugte karakterer i "Landmandssketchen" kaster sig ud i gangbang på Gyllegården til sangen "Alle går rundt og forgriber sig" som vi alle kan synge med på? Mærkeligt nok, så er det virkeligt morsomt.

Plathederne synes ingen ende at tage, og alligevel kan vi ikke andet end at overgive os. Fordi der er en ærlighed og en bund i alt, hvad de foretager sig på scenen. Det er pjat, men det er ikke bare pjat. Det bliver ikke bare liret af 'for pengenes skyld', men leveres som med livet som indsats. Der er mindre sang og flere sketches end i de originale shows. Scenografien er vild og vanvittig, naivistisk og ganske vidunderlig og i øvrigt skabt af Ørkensønnen Søren Pilmark. 

Når man går all-in, som Ørkenens Sønner gør - ikke bare med dette, men også med tidligere shows - lader ideerne spire og udvikle sig, få form og ikke blot flagre som spredte fjollerier udsprunget af for meget (formentlig god) rødvin i gode venners lag, så kan det lade sig gøre at holde et så pjattet koncept vitalt og seværdigt. 

Vi får serveret et hav af figurer; Frankenstein og hans monster, Grev Dracula og Solo Testicolo (Einstein!), Otto Fjærtoman, old boys gymnastikholdet a la Chippendales (de sparer hverken sig selv eller os). De glade bedemænd på dødsmesse og selvfølgelig Didrik, Dorthe, Grethe og Pikkerup fra Gyllegården. Vi får de sædvanlige filmindslag, når der skal klædes om; denne gang bygget op som tv-serie parodierne Game of Scones og Bagehotellet, med den første som klart den morsomste, og de gamle reklamefilm, der vidner om en forlængst svunden tid, som man i disse 'jeg bliver krænket af alt'-tider næsten kan savne. Er man akut krænkningsparat, så skal man måske springe "En fez i en hornlygte" over.

Ikke alt er lige morsomt, men det afhænger jo også af øjnene, der ser, og ørerne, der lytter. Nogle af indslagene griner man måske nærmest af på trods eller i en form for afmagt. Men man griner. Uafbrudt i godt to timer. Det er ik' så ringe endda.

Der er sket meget siden den unikke aften på Det kgl. Teater, men Ørkenens Sønner lever i absolut bedste velgående; fisse, fisse - fez, fez!

Ørkenens Sønner: "En fez i en hornlygte". Tekst & idé og medvirkende: Niels Olsen, Søren Pilmark, Asger Reher og Henrik Koefoed. Guitarist. Troels Skovgaard.

Scenografi: Søren Pilmark. Film: Søren Kuhn.

Spiller i Teltet på Bakken til 21. december. Turné fra 7. januar til 6. oktober (med pauser) inkl. 10 shows i Tivolis Glassalen.

Producent: Agenzy ApS.

Anmeldt 5. november.

Foto: Steen Brogaard.

 

 

27-10-2019

En noget forsinket anmeldelse af Citysinglers 10 års jubilæumsshow, der er morsomt og sjofelt, musikalsk og seværdigt.

* * * *

 

Bedre sent end aldrig. Det  er mere end en måned siden, at komikkvartetten - i år minus én - Citysingler havde premiere deres femte og samtidig 10 års jubilæumsshow, som meget passende har fået undertitlen "Gammel vi på nye tasker". 

Egentlig er det jo for sent, at anmelde showet nu, hvor der kun er ti shows tilbage af turnéen, men af mange forskellige årsager har det først været muligt for mig at se showet i aftes, hvor det var Musikteatret Albertslund, der lagde scene til grovhederne.

For groft  er det - ikke for groft, men meget groft - når Trine Gadeberg, Anne Sofie Espersen og Kaya Brüel i den grad kalder  en  skede for en skede og udstiller både sig selv og kvindekønnet med klædelig selvironi i det to timer lange, ganske morsomme og gennemmusikalske show, hvor publikum får fornøjelsen af både nyt materiale og gamle numre - det er jo et jubilæumsshow.

Materialet er af svingende kvalitet, det skal medgives, blandt andet de filmede indslag, der er en fast bestanddel af et Citysingler show, og hvor Anne Louise Hassing i øvrigt også optræder, selvom hun i år ikke er med live på scenen. Nogle af de små dialoger og monologer er vanvittigt morsomme, blandt andet Trine Gadeberg som  en kær ældre kvinde, der ikke er nærig med det seksuelle, mens andre fremstår forholdsvist umorsomme. 

Nogle af livenumrene bliver lidt for lange, blandt andet et ellers ganske sjovt nummer hvor de tre er de onde stedmødre fra Disney-universet, men hvor en lang dialog afløses af en lige så lang sang, og hvor det halve havde været nok.

Men det er detaljer, for showet holder generelt et højt tempo og en god energi, og det er djævelsk underholdende. Frækt balancerende på grænsen til hvor fræk man kan tillade sig at være. Plat vil mange nok sige, men det er befriende at det ikke kun er mænd, der har patent på at være platte, og den næsten udsolgte sal i Albertslund lod heller ikke til at lade sig støde på manchetterne. 

Citysinglerne lever op til  forventningerne, ja faktisk er dette show væsentligt bedre end kvartettens forrige show, og vi får blandt andet et meget morsomt bud på hvordan Ciysinglernes show i 2069 kunne se ud, en topløs koncert på vin- og ølkrus og et musikalsk genhør med en Lesbisk Linedance og flere andre af deres veldrejede popsjoferter. Det er slet ikke ikke så tosset, men skrupskørt.

"Citysingler - gammel vin på nye tasker". Af og med Citysingler.

Instruktion: Kasper Le Fevre og Rasmus Søndergaard.

Medvirkende: Kaya Brüel, Anne Sofie Espersen og Trine Gadeberg samt Anne Louise Hassing på video.

Turnerer til 15. november.

Anmeldt 26. oktober i Musikteatret Albertslund.

Foto: PR foto.