Forside Anmeldelser 2019 GRIN, GRAN OG GUIRLANDER

GRIN, GRAN OG GUIRLANDER

273
0

Vinterens sjoveste show spiller på den lille Café Liva i Nyhavn, hvor Jacob Morild og Mette Marckmann er i komisk topform.

* * * * *

Skuespillerægteparret Mette Marckmann og Jacob Morild bærer årets største julebrandert hjem i den årligt tilbagevendende julecabaret på Café Liva i Nyhavn. Mens han kæmper med at holde fiskefiletten – med citron og remoulade – indenbords, forsøger hun at forklare Brexit og andre af tidens store samtaleemner, og selv om det bogstaveligt talt er noget fordrukkent sludder så er det et komisk højdepunkt i den fine forestilling, som måske lidt misvisende bærer titlen “Grin, gran og guirlander”.

Gran og guirlander er der nemlig ikke meget af, men grinene er der ikke sparet på. De kommer kommer i serier, ja, nærmest kaskader og julecabareten er utvivlsomt vinterens morsomste show i Hovedstaden.

Ovennævnte nummer kommer hen mod slutningen af det (desværre) blot en time og tyve minutter lange show, der ikke kun er morsomt, men også overdådigt musikalsk. Det er en luksus ud over det sædvanlige, at råde over to af Danmarks ypperligste revykapelmestre, Morten Wedendahl og Thomas Pakula, på én gang, og de skifter dygtigt mellem klaveret, bassen, guitaren og sågar tværfløjten, og de spiller ikke kun til, men også med

Jacob Morild har skrevet størsteparten af numrene med sædvanlig sproglig finesse og snurrige detaljer. Han er en mester i at flette alvor og den rene gak-gak sammen, så der mellem løjerne slipper små, syrlige, satiriske hvepsstik ud. Intet er helligt og ingen er fredede, når han selv som messende præst giver de folkevalgte en ordentlig rusketur, og den barske alvor omkring vort skrantende klima serveres med isnende overfladiskhed når kvartetten synger om, at uanset hvad der sker, så bliver det stadig jul. 

Mette Marckmann må finde sig i, at det først og fremmest er ægtemanden, der trækker de store grin, men den rollefordeling synes at fungere fint, for hun brillerer som forarget Gentofte-frue, der ikke kan få julehjælp fra Røde Kors, og forarges over at samfundet ikke sørger for et socialt sikkerhednet under hendes fyrede Dansk Bank-mand, så de bliver nødt til at ‘leve af deres formue’. Hun er også kækt veloplagt som djærv countrysangerinde, der hylder den helt særlige konfekt, som hendes utro mand har bidraget til – meget apropos musicalen “Sweeney Todd”, der spiller på Operaen lige ovre på den anden side af havnen.

På nærmest genial vis er det lykkedes at sætte kendte julesalmer og sangtekster til Burt Bacharachs ikoniske melodier, og vi får også den ‘sandfærdige’ historie om Maria og det lille Jesusbarn serveret af et bramfrit sjofelt palestinænserorkester.

Der er højdepunkter nok at tage af, og kun enkelte numre, der ikke helt holder niveauet uden at de af den grund falder igennem. Skal man sætte en kritisk finger på Morilds tekster, så er det at den sidste lille pointe ofte mangler eller savner præcision, men det er i høj grad hans skrivestil og kan let tilgives. Værre er det, at showet allerede er slut kl. 21.20. Vi kunne sagtens have klaret en halv time mere i det fremragende selskab.

Cafe Livas julecabaret: “Grin, gran og guirlander”. 

Tekst, ideer og musik: Jacob Morild, Thomas Pakula, Lars Fjeldmose, Morten Wedendahl, Lone Rødbroe, Ole Fick, Mette Marckmann, Guirlanderne, Burt Bacherach, Hal David m.fl.

Scenografi: Nils Krøyer.

Medvirkende: Mette Marckmann, Jacob Morild, Morten Wedendahl og Thomas Pakula. Ole Fick (speak).

Spiller på Café Liva i Nyhavn til 21. december.

Anmeldt 27. november.

Forestillingsfoto: Brita Fogsgaard.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her