02-10-2019

JORDENS INDRE

Iben Hjejle og co. funkler i en fremragende dramatisk biografi om den kvindelige forsker Inge Lehmann. 

 

* * * * *

 

I filmens verden benytter man beskrivelsen biopic, når man fortæller en dramatisk historie inspireret af og om en virkelig person. Hvad kalder man det egentlig på teatret?

En dramatisk biografi, måske? Et biodrama?

Uanset hvad, så er det et uhyre vellykket stykke dramatik, der er kommet ud af den unge dramatiker Simone Isabel Nørgaards møde med den danske forsker og videnskabskvinde Inge Lehmann. Et skuespil, der både enkelt og reelt fortæller historien om den ukuelige kvinde, der i årtier måtte finde sig i ikke at opnå anerkendelse blandt sine mandlige kolleger - ikke mindst eller måske her i dramatikkens tjeneste - af Niels Bohr, men som også på et andet (seismografisk) plan, beretter om hvordan det var at være kvinde i videnskabsverdenen 1930'erne, 40'erne, 50'erne, ja helt op i noget der minder om vor tid. En historie om ligeret for kvinder inden for uddannelse, job og forskning. Om kønsroller, mandschavinisme, faglig anerkendelse og meget andet. Inge Lehmann var en ener for sin tid, alene det faktum, at hun fik en matematisk uddannelse på Universitetet, var en sjældenhed og den kom ikke letkøbt. Som kvinde måtte hun ikke deltage i forelæsningerne, så det var reelt et selvstudium. Og som kandidat var det ikke tilladt, at hun  forskede, så hun blev ansat på Geodæisk Institut til administrativt arbejde. Forskningen foretog hun om aftenen og natten i sin fritid. Hendes arkivsystem var i brugte OTA Solgryn-æsker og resultatet af hendes forskning endte med at blive banebrydende; hun beviste, at Jorden har en fast kerne. Først som 88-årig nåede hun at opleve at hendes teorier om jordens indre blev endeligt bekræftet, og hun vedblev at udgive videnskabelige artikler til hun var næsten 100 år gammel. Inge Lehmann døde i København i 1993 som 104-årig, og for bare to år siden - i 2017 - blev der rejst en buste af hende på Frue Plads, ved siden af Niels Bohr.

I Simone Isabel Nørgaards uhyre velskrevne manuskript og i Geir Sveaas' rolige og karakterbærende instruktion bliver Inge Lehmanns mission det bærende omdrejningspunkt i en fortælling om kvindeliv gennem det forrige århundrede. Søsteren Harriet, en forkælet og middelmådig skuespillerinde, er hendes modsætning, mens hun i den kiksede stuepige Esther ser et potentiale. Esther lytter og reflekterer, forstår og har talent, men typisk for tiden, så ender hun som frisør og enlig mor til tre og en på vej. Esther havde ikke de muligheder for at få en akademisk uddannelse som Inge havde, med en far, Alfred Lehmann, der var Danmarks første professor i psykologi, men hun fik dog en håndværksmæssig uddannelse og kunne klare sig selv uden en mand. 

Faderens rolle i Inge Lehmanns liv beskrives smukt og enkelt i flashbacks og gennem drømme, når han dukker op med sit 'lys i pæren', og hendes evige Nemesis, Niels Bohr, bliver i de samme drømme en slags 'faderskikkelse', på en og samme gang, en stor videnskabsmand som hun ser op til og beundrer, og det menneske, som forhindrer hende i at nå sit mål - et professorat ved Geodæisk Institut i København. Da anerkendelsen udebliver i Danmark, opnår hun den af flere omgange i USA, hvor hun i dønningerne efter Anden Verdenskrig tilmed bliver en slags koldkrigshelt, da hendes forskning bidrager til at afsløre styrken i de russiske atomprøvesprængninger på den anden side af jorden.

Inge Lehmann forblev ugift, men her tilsniges endnu en smukt fortalt sidehistorie i form af en skjult forelskelse i den engelske kollega Harold Jeffreys, som hun skriver breve med og gennem brevene opnår en ellers ukendt intimitet. Dette 'forhold' er måske, måske ikke, en af disse 'dramatiske friheder', som dramatikeren har tilladt sig, og som netop gør "Jordens indre" til et helstøbt dramatisk værk i stedet for blot en lineært fortalt biografi.

Med et så godt manuskript at arbejde med er der de bedste betingelser for skuespillere og instruktør, og den har de taget med kyshånd. Iben Hjejle i den altdominerende hovedrolle som Inge Lehmann har givetvis aldrig været bedre på en teaterscene. Hun tegner et stille, stærkt og overmådeligt troværdigt portræt af den ambitiøse, flittige og handlekraftige kvinde, der til tider må kæmpe med selvforståelsen, og er på nippet til at opgive det hele. Hun er den perfekte 'nørd' inden begrebet for alvor blev opfundet, og portrættet af en kvinde, der vier sit liv 100 procent til videnskaben er både fra dramatikerens og Iben Hjejles side ramt aldeles perfekt. I en god rolle, der kræver sin skuespiller, leverer Iben Hjejle en gennemført vellykket præstation. Hun er ganske enkelt strålende.

Omkring hende funkler Laura Bro, Jesper Lohmann, Troels Malling og unge Roberta Hilarius Reichhardt i birollerne. Jesper Lohmann, i dobbeltrollen som Niels Bohr og faderen, har jeg heller ikke set bedre før. Han er meget troværdig i sin overlegne arrogance som den geniale Bohr, men man fornemmer alligevel hans skjulte beundring for kvindens resultater, der ligger og ulmer under overfladen. Han føler oprigtigt sin position som Danmarks videnskabelige konge truet, og det er den forfængelighed, der får ham til at holde Inge Lehmann nede.

Laura Bro skaber en lille perle af en birollepræstation som søsteren Harriet, med den mest vidunderlige stemmeføring, der til punkt og prikke rammer 1940'ernes lettere affekterede skuespillerindediktion. Troels Mallings engelske professor er ligeledes et glimrende og troværdigt karakterstudie, og endelig er Roberta Hilarius Reichhardts stuepige et særdeles opløftende lille, tidligt gennembrud, der lover godt for fremtiden.

Geir Sveaas' har i sin instruktion fået det bedste frem i såvel teksten som i de fem skuespillere, og Rebekka Bentsens enkle, men effektfulde scenografi båret af fire bevægelige tavler og de fine, tidstypiske kostumer holdt i forskerverdenens grå nuancer, er sammen med en glimrende lyssætning og et spændende lydunivers, med jordskælvsrumlen som underlægning, med til at gøre "Jordens indre" til en fuldendt vellykket forestilling og en teateroplevelse, der heldigvis kommer hele landet til gode.

Turnéen starter i morgen i Aarhus og fortsætter rundt til landets teaterforeninger til 13. november, og forestillingen kan også opleves på Folketeatret i perioden fra 15. oktober til 15. december.

"Jordens Indre". Af Simone Isabel Nørgaard.

Instruktion: Geir Sveaas. Scenografi: Rebekka Bentzen. Lyddesign: Steen Larsen. Lysdesign. Lars Schou. Koreografi: Jeanette Binderup-Schultz.

Medvirkende: Iben Hjejle, Jesper Lohmann, Laura Bro, Troels Malling og Roberta Hilarius Reichhardt.

Turné fra 3. oktober til 13. november. Spiller på Folketeatret i perioden 15. oktober til 15. december.

Anmeldt 1. oktober (pressepremiere)

Forestillingsfoto: Thomas Petri.