Forside Anmeldelser 2019 BESAT

BESAT

261
0

Velskrevet, velspillet og meget gennemført dramatisk fortælling om et sort kapitel i Bornholms historie.

* * * * *

Mens freden er kommet til Danmark, er krigen kommet til Bornholm. Det er sådan det starter, med frihedsbudskabet i den knitrende radio og euforisk glæde – også på Bornholm. Men her forstemmer jubelen hurtigt, for alt er ikke fryd og gammen. De tyske tropper vil nemlig kun overgive sig til briterne, og de kommer ikke. I stedet kommer russerne, og dem vil tyskerne ikke overgive sig til. Bornholm fanges i en lille uge i sandt helvede, hvor russerne tæppebomber byerne. Da de tyske tropper omsider opgiver kampen, besættes Bornholm af russerne, og først næsten et år efter bliver øen fri ligesom resten af Danmark.

Dette stykke Danmarkshistorie er baggrunden for første del af en Bornholmsk samtidshistorisk, dramatisk trilogi, skuespillet ”Besat”. Et stort og ambitiøst projekt, som med denne vellykkede forestilling kommer endog særdeles godt fra land.

Dramatikeren Jesper Bræstrup Karlsen slipper overordentligt godt afsted med at lade seks personers veje krydses i et sommerhus ved kysten i de hektiske dage lige efter 4. maj 1945, og gennem dem fortælle en historie om håb og drømme for fremtiden, om afmagt, desillusion og bristede forventninger. Om mistro, mistillid og om det gode, der trods alt er i alle mennesker.

En mor og hendes unge datter, datterens idealistiske unge ven, der tror på kommunismen, en tysk soldat på desperat flugt, en ung russisk soldat, der netop er landsat for at gøre Bornholm til ’et slagtehus’ og en stovt bornholmsk bonde er de seks mennesker i stykket.

Moderen, forstår vi, har som hustru til en bornholmsk embedsmand været lige lovlig venligtsindet overfor den tyske besættelsesmagt, og en gedigen generationskonflikt er ikke mindst derfor under opsejling mellem hende og den næsten flyvefærdige datter. Bedre bliver det ikke, da en tysk soldat søger tilflugt i sommerhuset. På flugt fra alt og alle; sine egne, danskerne og russerne. ’Tag dog hjem,’ vrænger datteren. ’Jeg har intet hjem længere,’ svarer tyskeren. Den unge russiske soldat dukker op i skoven, og overmandes af tyskeren. Hvorfor er han her? Jo, for at forsvare sit land. Men han ved, at han blot er sendt afsted for at udføre en beskidt ordre og at han skal være heldig, hvis han selv kommer levende hjem. På denne måde er der ingen helte eller skurke, kun stakkels mennesker, der er ofre for krigens meningsløshed.

Alle karakterer har hver deres individuelle, fint tegnede historie at fortælle, og selvom ikke alle replikker synes skrevet lige mundret, så er der hold og konsekvens i dramaturgien.

Bornholms Teaters teaterchef Jens Svane Boutrup har selv instrueret med et glimrende blik for fortællingen, for tiden, dens stil og sproglige tone, og han får det bedste ud af de fem skuespillere i de seks roller. Kim Tørnstrøms bornholmske bonde, med snusfornuft og overskud, kalder på smilet og latteren i en ellers intenst alvorlig forestilling. Unge Tue Skovdal Lunding er både den idealistiske unge student, hvis ungdommelige flirt med kommunismens lyksaligheder kun varer indtil de russiske bøller, går i land på Bornholm, og den russiske soldat, som han spiller med en ganske gribende kynisme og en sproglig elegance, hvor det er et fikst træk at lade ham have studeret nordiske sprog på universitetet inden krigen, så han taler og forstår dansk. På samme måde har Jesper Riefenstahls tyske soldat sønderjyske relationer. Han gør rollen til et ærligt forsvar af et menneske, der vitterligt troede på den sag han gik i krig for, og som indrømmer, at han tog fejl. En både formfuldendt og smuk præstation.

Sarah Juel Werner giver den unge pige et boblende livsmod, men savner lidt flere nuancer i moderopgøret, og endelig leverer Sarah Boberg endnu en meget smuk og fint afbalanceret præstation som kvinden, der måske, måske ikke, har været lidt for samarbejdsvillig med tyskerne. ’Jeg gjorde min pligt’, forsvarer hun sig, og forsøger om ikke man kan danse det onde væk. Der er bund, nerve og konstant nærvær i Bobergs spil.

Lisbeth Burian har lavet en meget velfungerende, tidsmæssigt fin scenografi, hvor væggene i sommerhuset i skoven bid for bid falder, og scenografien spiller smukt sammen med Mikkel Jensens udsøgt gennemtænkte lysdesign og Michael Brøndums lyddesign, der går fra en diskret knitrende grammofon til de dystre brøl fra de russiske bombefly og bombardementerne i det fjerne.

Man må bare lette på hatten over for et ambitiøst projekt, med et stykke velbearbejdet nyskrevet dramatik, og en ambitiøs opsætning med gode skuespillerpræstationer hele vejen rundt. ”Besat” er første ben i Bornholms Teaters ’Bornholmerkrønike’, og det skal blive spændende at følge om næste års forestilling om fiskeriets op- og nedture og fortællingen om finanskrise og isvinter, der sættes op i 2021, kan leve op til denne meget vellykkede indledning.

”Besat”. Dramatiker: Jesper Bræstrup Karlsen.

Instruktion: Jens Svane Boutrup. Scenografi og kostumedesign: Lisbeth Burian. Lysdesign: Mikkel Jensen. Lyddesign: Michael Brøndum. Koreografi: Kasper Ravnhøj.

Medvirkende: Sarah Boberg, Sarah Juel Werner, Jesper Riefenstahl, Tue Skovdal Lunding og Kim Tørnstrøm.

Spiller på Rønne Theater til 14. september.

Anmeldt 27. august.

Forestillingsfoto: Anders Beier.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her