12-08-2019

REVYERNES REVY

Fuldt fortjente revypriser over hele linjen.

KOMMENTAR: Det er altid lidt vanskeligt med priser og nomineringer, som de årlige revypriser, der uddeles i forbindelse med Revyernes Revy. For hvordan sammenligner man det usammenlignelige?

Revy er jo ikke bare revy. Revyerne har hver deres stil, sjæl, udgangspunkt og økonomi. De vil noget vidt forskelligt, og er i løbet af sæsonen blevet bedømt af anmelderne - og publikum - på deres helt egne præmisser.

Og så én gang om året når sæsonen er ved at være slut, så skal de bedømmes over én kam, i hvert fald sætter en jury af anmeldere - den består af Anne Middelboe Christensen, Michael Søby, Jakob Steen Olsen og Lars C.W. Wallenberg - sig ned og nominerer en stribe kunstnere, revyer, forfattere og komponister til de årlige revypriser, der er højdepunktet ved Revyernes Revy, som blev afviklet i går aftes som et velgørenhedsshow til fordel for Skuespillerforeningen af 1879.

Man kan altid diskutere både nomineringer og priser. Alle vil have deres personlige favoritter, og det er vel ikke muligt at ramme 100 % plet med alle nomineringer. Man skal forstå, at nomineringerne også skal ses som et skulderklap, en anerkendelse af et godt stykke arbejde - også selvom man ikke får prisen. Det vigtigste er, at selve priserne, der uddeles, ikke 'rammer helt ved siden af skiven'. Det er bestemt sket før - ikke bare i Revyernes Revy, men også i andre prisuddelinger af samme type.

Det skete heldigvis ikke, da Revyernes Revy i aftes kårede Nykøbing F. Revyen som 'Årets revy' i konkurrence med Dragsholmrevyen og Hjørring Revyen, tildelte Henrik Koefoed fra Nykøbing F. Revyen den prestigefulde 'Årets Dirch' som 'Årets revyskuespiller', valgte den lille Ganløse revys kapelmester Christian Berg som 'Årets revykomponist' og Jakob Fauerby til 'Årets revyforfatter' specifikt for numrene "Vælgerens sang" og "Diktet 1-2-3" fra Dragsholm Revyen. 

Det var alle fortjente og kompetente valg, og det var lige så indlysende, at Nykøbing F. Revyens afgående chef Flemming Krøll skulle tildeles æresprisen og Hjørring Revyens Kasper Le Fevre var 'Årets talent'. De to sidste priser er der ikke nominerede til. En særlig 'Revypris' for lang og tro tjeneste, blev tildelt scenografen Kirsten Brink.

Selve showet Revyernes Revy var igen i år sammensat af Birgitte Næss-Schmidt og var en absolut godkendt og velsammensat kavalkade af - ikke kun de bedste numre fra sommerens revyer, men numre, der i sammenhæng gav det fyldte telt i Cirkusrevyen en god og underholdende aften. Det siger sig selv, at ikke alle numre fungerer lige godt, når de tages ud af deres vante sammenhæng og præsenteres i langt større omgivelser end de er skabt til - fangede publikum helt nede i den bagerste del af teltet dobbelttydighederne og de hårfine nuancer i Dragsholmrevyens forfatterprisvindende "Diktat 1-2-3" med Bente Eskesen? Jeg tror det måske ikke, men sådan er præmissen med showet. Til gengæld gik de stort anlagte numre, som Rottefældens "Anne, Sanne og Lis" rent hjem, og Sønderborg Sommerrevy tog kegler med den ligeledes prisnominerede "Britta Polka" og revyens store Kim Larsen-potpourri. 

Flere af de nominerede optrådte bl.a. Henrik Koefoed i Nykøbing F. Revyens prægtige "En seriemorder" om nedskæringerne i DR fortalt gennem tv-serie figurer, Gordon Kennedy som grovkornet visesanger fra Kerteminderevyen, Kasper Le Fevre med sin sproglige tour de force om et splittet Europa fra Hjørring Revyen og pianisten Christian Berg fra Ganløse  med nummeret "Pianisten mener", som gav ham prisen som 'Årets komponist' - en pris, der vel retteligt bør hedde 'Årets kapelmester', for det er reelt det prisen gives for; evnen til musikalsk at styre en revy, stor som lille, sikkert i hus.

Der er også visse modstridigheder i prisen som 'Årets Revyforfatter', der gives til et - eller flere - specifikt nummer og ikke til 'en samlet produktion'. Her kan man således teoretisk set både blive nomineret, hvis man rammer plet én ud af 25 gange og hvis man rammer plet 24 ud af 25 gange, men giver det et reelt og rimeligt billede? Heldigvis gik prisen til Jakob Fauerby, som havde skrevet flere vellykkede numre end blot de to han var nomineret for, og også som instruktør havde en stor ære af Dragsholmrevyens store succes i denne sæson.

Revyernes Revy bød også på en forrygende opvisning i klassisk revykunst fra Hjørring Revyens Trine Gadeberg, som rejste et ganske relevant spørgsmål; hvordan lykkedes det lige at undgå at nominere hende til 'Årets Dirch'? 

Men sådan er det helt uundgåeligt. Der vil altid være men'er og hvis'er når man nominerer og giver priser, især efter en over-gennemsnittet-god revysæson som i år. I år var de få, og ALLE priser var fuldt fortjente.

Foto: Nykøbing F. Revyen blev 'Årets revy' ved Revyernes Revy.