Blog

14-11-2019

BOGANMELDELSE: For anden gang indenfor kort tid, udgives en biografisk bog om en yngre dansk skuespiller med en international filmkarriere. Bogen om et år i hælene på Pilou Asbæk er velskrevet og svært underholdende - men hvorfor skal vi have den nu?

 

* * * *

Hvorfor skal vi have en biografisk bog om den blot 37-årige Pilou Asbæks ganske fine, men dog endnu ikke fuldt udviklede internationale filmkarriere nu? Spørgsmålet er et af mange, der trænger sig på, når man læser journalisten Kristoffer Zøllners meget velskrevne og svært underholdende "Alting sker på en gang", der netop er udgivet på Gyldendal.

Faktisk får vi svaret allerede i bogens indledning; Pilous ene bror har fået konstateret leukæmi, og Pilou vil gerne donere en stor del af sit honorar til Kræftforskningen. Et uhyre ædelt argument, som dog alligevel ikke i sidste ende viser sig at være helt fyldestgørende. Kunne Pilou ikke bare have doneret nogle af de millioner han har tjent på at lave underlødige reklamekampagner for et betting-firma? Eller en procentdel af sit honorar fra en af de action-filmbaskere, han i bogen meget ærligt og redeligt erkender ikke er den store kunst, men som giver ganske godt.

Hvorfor en biografisk bog om en trods alt blot 37-årig skuespiller, der først blev færdig på teaterskolen for 11 år siden, og som trods både Bodil- og Robert-priser, shooting star-hæder, og andel i en Oscar-nominering, vel strengt taget ikke helt kan siges at være verdensstjerne i kategori A - endnu. Nok er det at medvirke i "Game of Thrones" stort, men det er en birolle i to af otte sæsoner, og nok var det en stor rolle, han spillede i "Ghost in the Shell" overfor én af de virkelige superstjerner, Scarlett Johansson, men ligefrem nok til at bære en biografi? Tja, det mente man åbenbart på Gyldendal, som oven i købet blev narret så vandet drev, af en snu og flabet Pilou Asbæk, da kontrakten skulle skrives.

Om den er nødvendig eller ej, så er "Alting sker på en gang" ude nu, og den er vældigt læseværdig, ikke mindst fordi forfatteren Kristoffer Zøllner virkelig formår at beskrive Pilou Asbæk, så man som læser nærmest kan se skuespilleren for sig, nærmest kan høre hans lidt karakteriske stemme og ikke mindst kan mærke det intense blik, som, får vi at vide, er en Pilou-specialitet, der har sendt mangen en dreven Hollywood caster og mesterinstruktør i drømmeland.

Pilou Asbæk er en glimrende skuespiller på film (han har lavet så lidt teater, at det ikke er værd at nævne), men han er det sandelig også som menneske, og historien om ham, bliver også historien om en selvcentreret, manipulerende, til tider rådvild og desperat ung mand, der lyver og charmerer, så det er en fryd og en lyst, og som man måske ikke nødvendigvis skal stole 100 procent på. Det er imidlertid også et portræt af et ambitiøst, søgende og venligt menneske, der i bund og grund ikke vil nogen det ondt, måske lige bortset fra den britiske kollega Sean Harris, som han helt åbenlyst ikke kan fordrage.

Det er ikke så længe siden, at den kun lidt ældre Thure Lindhardt var centrum i en biografisk bog om sin tilgang til sit skuespillerliv - læs anmeldelsen her - og de to bøger kan nemt sammenlignes, da de begge handler om livet som international filmskuespiller og hvad deraf følger. Pilou Asbæk er her ikke nær så reflekterende i sin tilgang til selve metieren, tværtimod virker han næsten overfladisk i sin research og forberedelse i forhold til sin lidt ældre kollega. Begge fortæller om det vilde liv, og ingen synes at have skånet sig selv, hvad det angår. Spiritus i rigelige mængder synes i perioder at være en næsten foruroligende del af Pilou Asbæks livsstil, og jeg tænkte flere gange under læsningen, at alkoholen måske ovenikøbet er en drivkraft for talentet, og at det da godt i værste fald kan blive farligt for ham. En sammenligning med den afdøde Ole Ernst lå og boblede i baghovedet flere gange under læsningen. Også han var en gudsbenådet skuespiller med et helt særligt talent, et utroligt sødt og kærligt menneske, men også et menneske, der satte sin karriere og privatlivet på overhængende kollisionskurs mere end et par gange. Pilou Asbæk mødte således angiveligt op til sin sidste optagelsesprøve på Teaterskolen i en fyrrehestes efterbrandert, og lader ikke til at være den, der går i med tapetet når den internationale filmelite mødes til gallafester rundt om i verden. 

Kristoffer Zøllner har fået lov at være med helt tæt på. Han er rejst verden rundt med og i hælene på Pilou, og det er strålende fortællekunst, når det i bogen kommer til en konflikt mellem forfatteren og den pludseligt tvivlende skuespiller, der ikke kan 'se sig selv' i nogle af de første udkast Zøllner har sendt ham. Et vildt skænderi mellem forfatteren og skuespilleren over et spil pool og en masse øl er spændende læsning, fordi det siger en hel del om begge de to ego'er og bidrager til at gøre bogen til et troværdigt indblik i et konstant søgende menneskes liv og hverdag.

Det fremgår at Pilou Asbæk måske ikke er det letteste menneske i verden at være gift med, samtidig med at han er den sødeste far og kærligste ægtemand, og det er et på mange måder meget lidt flatterende billede han i bogen tegner af sin egen far, galleristen Jacob Asbæk, og som er centralt i forhold til referencerne mellem Pilous egen rolle som far og ægtemand i en karrierekarussel, der ikke synes at ville stoppe, og hans egen fars egocentriske fravær i børnenes barndom, ungdom og sågar voksenliv. 

"Alting sker på en gang" følger Pilou Asbæk gennem ét år af en endnu ganske kort, men succesfuld skuespillerkarriere. Er det nok? Er det fyldestgørende? Måske ikke, men det er underholdende. Og så går nogle af pengene bogen tjener ind til at hjælpe mennesker med kræft. Det er da altid noget.

"Alting sker på en gang - et år med Pilou Asbæk". Af Kristoffer Zøllner og Pilou Asbæk i samarbejde. 296 sider. 299,95 kr. Gyldendal.

PS: Man kan denne weekend møde Pilou Asbæk og Kristoffer Zøllner på Bogforum i Bella Centret. De er programsat både fredag og søndag.

06-11-2019

Ørkenens Sønners niende show på 28 år er stadig vanvittigt morsomt og musikalsk.

* * * * * 

Jeg kan stadig huske første gang jeg så Ørkenens Sønner - faktisk første gang nogen så Ørkenens Sønner. Det var til en lukket fest på Det kgl. Teaters bagscene omkring 1990 og de væltede simpelthen festen. I 1991 rykkede de så ud i de ydmyge, men hyggelige lokaler på førstesalen ovenpå restaurant Allégade 10 på Frederiksberg, hvor logens første offentlige show blev lidt af en københavnerbegivenhed, som man kaldte det dengang.

De var sindssygt morsomme, når de iklædt ulastelige smokinger med tilhørende skråbånd og den obligatoriske fez sang smukke firstemmige vokalharmonier med nye, sjofle tekster, og showet blev nærmest kult. I hvert fald nok til at næste scene var det markant større Bellevue Teater og til at logens ene medlem, Flemming Enevold, mente at det nok blev for stort til at kunne kombineres med hans andre ambitioner. Ind kom Niels Olsen og resten er historie, som man siger. Ørkenens Sønner er formentlig den største showsucces i dansk underholdningshistorie.

"En fez i en hornlygte" er Ørkenens Sønners niende show, og når man først har spillet små to måneder i Teltet på Bakken med 1300 pladser, fortsætter turneen med indlagte pauser næsten et år frem til landets største musikhuse. Det er nærmest naturstridigt, at det kan lade sig gøre i et lille land som Danmark, men Ørkenens Sønner har formået både at fastholde og udvide sit publikum fra år til år, fra show til show, dygtigt orkestreret af en effektiv markedsføring, der blandt andet indebærer at de gamle shows pudsigt nok vises i tv samtidig med at reklamerne for billetsalg kører i båndsløjfe i pauserne. Det er topprofessionelt marketingarbejde, men det ville jo ikke nytte noget, hvis ikke slutproduktet - det nye show - holdt niveauet. Det gør det så heldigvis.

"En fez i en hornlygte" er, og vil formentlig være, det morsomste show i Danmark det næste år frem, og skulle man frygte at de efterhånden ganske modne herrer i kvartetten - den yngste fylder 60 til marts, den ældste runder de 70 til sommer - har mistet noget af sprødheden med alderen, så er det bestemt ikke tilfældet. De sprudler, spjætter og spræller. Skifter kostumer og køn, pjatter og fjoller, og er så sjofle som nogensinde før. Man skraldgriner og sidder bagefter og tænker over hvorfor man lo så meget? 

Er det virkelig morsomt, når fire modne mænd klæder sig af, eller klæder sig ud som Tintin (her dog, formentlig af rettighedsmæssige årsager; Tøntøn) og hans venner, og synger om "at de aldrig har fået noget", for så at blive inviteret til fælles rusketur hos Bianca Castagnetta? Eller er det morsomt, når de efterhånden godt brugte karakterer i "Landmandssketchen" kaster sig ud i gangbang på Gyllegården til sangen "Alle går rundt og forgriber sig" som vi alle kan synge med på? Mærkeligt nok, så er det virkeligt morsomt.

Plathederne synes ingen ende at tage, og alligevel kan vi ikke andet end at overgive os. Fordi der er en ærlighed og en bund i alt, hvad de foretager sig på scenen. Det er pjat, men det er ikke bare pjat. Det bliver ikke bare liret af 'for pengenes skyld', men leveres som med livet som indsats. Der er mindre sang og flere sketches end i de originale shows. Scenografien er vild og vanvittig, naivistisk og ganske vidunderlig og i øvrigt skabt af Ørkensønnen Søren Pilmark. 

Når man går all-in, som Ørkenens Sønner gør - ikke bare med dette, men også med tidligere shows - lader ideerne spire og udvikle sig, få form og ikke blot flagre som spredte fjollerier udsprunget af for meget (formentlig god) rødvin i gode venners lag, så kan det lade sig gøre at holde et så pjattet koncept vitalt og seværdigt. 

Vi får serveret et hav af figurer; Frankenstein og hans monster, Grev Dracula og Solo Testicolo (Einstein!), Otto Fjærtoman, old boys gymnastikholdet a la Chippendales (de sparer hverken sig selv eller os). De glade bedemænd på dødsmesse og selvfølgelig Didrik, Dorthe, Grethe og Pikkerup fra Gyllegården. Vi får de sædvanlige filmindslag, når der skal klædes om; denne gang bygget op som tv-serie parodierne Game of Scones og Bagehotellet, med den første som klart den morsomste, og de gamle reklamefilm, der vidner om en forlængst svunden tid, som man i disse 'jeg bliver krænket af alt'-tider næsten kan savne. Er man akut krænkningsparat, så skal man måske springe "En fez i en hornlygte" over.

Ikke alt er lige morsomt, men det afhænger jo også af øjnene, der ser, og ørerne, der lytter. Nogle af indslagene griner man måske nærmest af på trods eller i en form for afmagt. Men man griner. Uafbrudt i godt to timer. Det er ik' så ringe endda.

Der er sket meget siden den unikke aften på Det kgl. Teater, men Ørkenens Sønner lever i absolut bedste velgående; fisse, fisse - fez, fez!

Ørkenens Sønner: "En fez i en hornlygte". Tekst & idé og medvirkende: Niels Olsen, Søren Pilmark, Asger Reher og Henrik Koefoed. Guitarist. Troels Skovgaard.

Scenografi: Søren Pilmark. Film: Søren Kuhn.

Spiller i Teltet på Bakken til 21. december. Turné fra 7. januar til 6. oktober (med pauser) inkl. 10 shows i Tivolis Glassalen.

Producent: Agenzy ApS.

Anmeldt 5. november.

Foto: Steen Brogaard.

 

 

27-10-2019

En noget forsinket anmeldelse af Citysinglers 10 års jubilæumsshow, der er morsomt og sjofelt, musikalsk og seværdigt.

* * * *

 

Bedre sent end aldrig. Det  er mere end en måned siden, at komikkvartetten - i år minus én - Citysingler havde premiere deres femte og samtidig 10 års jubilæumsshow, som meget passende har fået undertitlen "Gammel vi på nye tasker". 

Egentlig er det jo for sent, at anmelde showet nu, hvor der kun er ti shows tilbage af turnéen, men af mange forskellige årsager har det først været muligt for mig at se showet i aftes, hvor det var Musikteatret Albertslund, der lagde scene til grovhederne.

For groft  er det - ikke for groft, men meget groft - når Trine Gadeberg, Anne Sofie Espersen og Kaya Brüel i den grad kalder  en  skede for en skede og udstiller både sig selv og kvindekønnet med klædelig selvironi i det to timer lange, ganske morsomme og gennemmusikalske show, hvor publikum får fornøjelsen af både nyt materiale og gamle numre - det er jo et jubilæumsshow.

Materialet er af svingende kvalitet, det skal medgives, blandt andet de filmede indslag, der er en fast bestanddel af et Citysingler show, og hvor Anne Louise Hassing i øvrigt også optræder, selvom hun i år ikke er med live på scenen. Nogle af de små dialoger og monologer er vanvittigt morsomme, blandt andet Trine Gadeberg som  en kær ældre kvinde, der ikke er nærig med det seksuelle, mens andre fremstår forholdsvist umorsomme. 

Nogle af livenumrene bliver lidt for lange, blandt andet et ellers ganske sjovt nummer hvor de tre er de onde stedmødre fra Disney-universet, men hvor en lang dialog afløses af en lige så lang sang, og hvor det halve havde været nok.

Men det er detaljer, for showet holder generelt et højt tempo og en god energi, og det er djævelsk underholdende. Frækt balancerende på grænsen til hvor fræk man kan tillade sig at være. Plat vil mange nok sige, men det er befriende at det ikke kun er mænd, der har patent på at være platte, og den næsten udsolgte sal i Albertslund lod heller ikke til at lade sig støde på manchetterne. 

Citysinglerne lever op til  forventningerne, ja faktisk er dette show væsentligt bedre end kvartettens forrige show, og vi får blandt andet et meget morsomt bud på hvordan Ciysinglernes show i 2069 kunne se ud, en topløs koncert på vin- og ølkrus og et musikalsk genhør med en Lesbisk Linedance og flere andre af deres veldrejede popsjoferter. Det er slet ikke ikke så tosset, men skrupskørt.

"Citysingler - gammel vin på nye tasker". Af og med Citysingler.

Instruktion: Kasper Le Fevre og Rasmus Søndergaard.

Medvirkende: Kaya Brüel, Anne Sofie Espersen og Trine Gadeberg samt Anne Louise Hassing på video.

Turnerer til 15. november.

Anmeldt 26. oktober i Musikteatret Albertslund.

Foto: PR foto.

 

25-10-2019

Strindbergs fremragende tekst og tre glimrende skuespillere er en god kombination i en lidt for gammeldags turnéopsætning af ægteskabsdramaet "Dødsdansen".

 

* * * *

 

Skuespillere taler nødigt om 'drømmeroller', men lur mig om ikke skuespillerægteparret Pia Jondal og Waage Sandø alligevel ikke har haft Strindbergs ægteskabsdrama "Dødsdansen" højt på 'to-do-before-we-die'-listen i en del år. Nu giver de sig så muligheden gennem deres turnéteater, Teater 2, og med Nørregadeteatret i Maribo som samarbejdspartner.

Jondal og Sandø indtager naturligvis rollerne som næsten sølvbrudeparret Alice og Edgar, mens de har fået en så strålende skuespiller som Ole Lemmeke til at rejse med som tredje-hjulet på vognen, Kurt. Hendes fjerne fætter, hans tidligere ven. Tidligere er vigtigt. De har ikke set hinanden i 15 år. Mens Kurt efter et forlist ægteskab har søgt lykken i Amerika, er ægteparret Alice og Edgar endt på en afsides svensk ø, isoleret i hinandens utålelige selskab. Han er millitærmand med uopfyldte drømme, og placeret som en slags ø-forvalter så langt fra et væsentligt ansvar som næsten muligt, og hun er skuespillerinde, naturligvis med lige så bristede forhåbninger. 

Mens han bærer sin sabel uden formål, og lever i en forestilling om at alle andre end han er forholdsvis idiotiske, holder hun fast i skuespillerinde-livet ved at skifte paryk efter sit humør. En pudsig lille detalje i Vibeke Wredes ellers ikke specielt moderne iscenesættelse. Håret er fyrigt rødt, da Kurt pludselig dukker op og der skal 'leges' med følelser, gråt når parrets fortvivlende håbløse ægteskab skal dissikeres for den måbende gæst, og sort som hos Disneys Hexia de Trix, når hun til sidst dufter blod og måske kan sende sin ægtemand lige lukt i spjældet og starte forfra på en ny. Så godt går det nu ikke. Da legen er slut kan ægteparret slå en streg over det hele - og fortsætte. Meningsløshedens ægteskabelige hamsterhjul drejer videre indtil døden på et tidspunkt befrier dem.

Sidste år opførte teatret Teatergrad "Dødsdansen" som et vitalt opdateret mad-teater, der pustede nyt perspektiv i Strindbergs eviggyldige klassiker. Så vidt går man ikke her. Man sidder undervejs med en fornemmelse af at der spilles lidt for gammeldags og at det lige så godt kunne være en opførelse fra 1950'erne som en spritny 2019-opsætning. Det er jo sådan set også helt i orden når man arbejder med klassiker-materiale, og Strindbergs tekst er jo ganske fremragende, i øvrigt oversat og bearbejdet til lejligheden af Pia Jondal og Waage Sandø selv. Spydighederne, de bitre stikpiller, der fyger mellem parret, som en del af hverdagen og - da muligheden byder sig - som en del af parrets djævelske leg med den uventede gæst, flyder elegant og mest stor dygtighed. Det er sydende ondskabsfuldt, og meget vittigt spillet, og Ole Lemmeke bidrager bestemt med sit overordentlig morsomme bud på den forknytte knudemand, som tydeligvis ikke befinder sig godt i Alice og Edgars giftige, men samtidigt dragende selskab.

Waage Sandø og Pia Jondal trives som ål i mudder med replikaffyringerne, som de helt givet har hygget sig med at finjustere, og samspillet er bestemt intenst, præcist og ind i mellem gnistrende, men jeg savnede lidt mere sjæl. Man bliver godt underholdt, men bliver man også berørt? Nej, ikke sådan for alvor. Den der knugende fornemmelse i maven kom ikke.

Men dermed ikke sagt, at denne "Dødsdansen" ikke er seværdig. Det er den bestemt. Vi får tre glimrende skuespillere i en af Skandinavisk teaters bedste tekster, og der er stof til eftertanke til natmaden, hvis man har mod på at tage sit ægteskab op til diskussion med udgangspunkt i "Dødsdansen". Man kan jo altid krydre oplevelsen, ved at invitere naboen med i teatret - og med til natmaden.

"Dødsdansen". Af August Strindberg. Oversat og bearbejdet af Waage Sandø og Pia Jondal.

Instruktion: Vibeke Wrede. Scenografi: Waage Sandø & Vibeke Wrede. Kostumer: Charlotte Strahenberg. Videoproduktion: Mikal Bing.

Medvirkende: Pia Jondal, Waage Sandø og Ole Lemmeke.

Producent: Teater 2 og Nørregadeteatret.

Turnerer i hele landet til 3. december.

Anmeldt 24. oktober i Baltoppen, Ballerup.

Forestillingsfoto: Brita Fogsgaard.

 

22-10-2019

"Så længe mit hjerte slår" er en sød, kærlig og folkelig musikalsk forestilling. Lidt banal, men båret af fine præstationer med Marie Mondrup i spidsen.

* * * *

Henrivende! Det er sådan et sødt, lidt gammeldags ord, som man godt kan forbinde med dengang i en ikke så fjern fortid, hvor radioprogrammet Giro 413 samlede danskerne hver søndag med musikalske hilsner i den mest folkelige ende af det musikalske spektrum.

Henrivende er også lige hvad Marie Mondrup er i rollen som den modne sygeplejerske Anne, der først kan slippe tøjlerne og kaste sig ud i livet og kærligheden, da hendes dominerende mor dør, og som stille og roligt lærer at sige fra og stå på helt egne ben. 

Dramatikeren og instruktøren Heinrich Christensen skabte musicalen "Så længe mit hjerte slår" til Odense Teater i 2017, hvor den blev en stor succes og blandt andet modtog en Reumertnominering. Det er også ham, der nu genopsætter forestillingen for Folketeatret - først på en lang, landsdækkende turné og siden på teatrets scene i Nørregade - med et helt nyt hold af skuespillere.

Jeg så desværre ikke forestillingen i Odense og skal derfor ikke sige om det lykkes bedre eller dårligere dennegang, men udgangspunktet er i hvert fald en sød, kær og varmhjertet musikforestilling om noget så alment som kærlighed og og personlig frihed.

Musikken er taget fra den danske populærmusiks skatkiste, som en hyldest til Giro 413, og indeholder sange som "To lys på et bord", "Gem et lille smil til det blir' gråvejr", "Rør ved mig", "Under stjernerne på himlen" og så videre og så videre.23 sange i alt. Dem har Heinrich Christensen benyttet stort set som de er skrevet, men flettet dem ind i et handlingsforløb, så de fleste faktisk fungerer medfortællende til historien. Det er ganske godt gjort, selvom finten også indimellem virker lige konstrueret nok.

Handlingen er henlagt til et hospital med patienter, sygeplejesker og overlæger, og samtlige ni medvirkende får lov at fortælle hver deres små, kærlige historier gennem sange og optrin. Størst indtryk i birollerne gør Rasmus Fruergaard i rollen som invalideret soldat, når han synger om at være 'dus med himlens fugle' omgivet af skovens dyr, og forestillingens ældre par, Sonja Oppenhagen og Troels II Munk, som demente Hedvig, der savner sin forlængst afdøde Carl, som dog genopstår i hendes drømme - både de onde og de gode.

Marie Nørgaard er glimrende som både Annes kollega, kvinde med knust hjerte og som desperat, fødende teenagepige, og Jesper Riefenstahl, Morten Christensen og Søren Birch Plum får hver især det meste ud af deres skiftende karakterer. Altid seværdige Tom Jensen får givet Annes gifte overlæge-flirt både et menneskeligt og et komisk ansigt, men det er Marie Mondrups hjertenskære, søde og troværdige portræt af Anne, der bærer forestillingen det sidste stykke hjem.

Hun er ganske knuselskelig i sin stille proces fra altopofrende sygeplejerske og knuget ensomt voksenbarn til hun springer ud i fuldt forårsgult flor til sidst. Hele sit liv har hun været tvangsindlagt til at sidde og lytte til Giro 413 med moderen i stedet for at være ung. 'Du skal finde dig en Gustav Winckler,' befaler moderen, som selv efter sin død forsøger at styre datterens kærlighedsliv. 'Sig ja - han er overlæge', lyder det således fra det hinsides, da overlægen Henrik omsider får taget sig sammen til at vise sig som det mandfolk, Anne fortjener, men da er det for sent. 

"Så længe mit hjerte slår" er nok en banal historie, en slags musikalsk lægeroman, til tider lige på kanten af det sentimentale, men den har også en charmerende puls og så er der jo et eller andet over de sange, der hvor kitschede og pladderromantiske nogle af dem end er, alligevel fremstår som en eller form for lydspor til vor fælles fortid. En tid, der langsomt er ved at rinde ud. 

Det er lidt morsomt, at sangen, som forestillingen har sin titel fra, ikke indgår i musicalen, og måske knapt så heldigt, at der i det trykte program ikke indgår en kreditliste over sangtekster og kompositioner. Musikken er indspillet på forhånd, hvilket giver mulighed for et storladent lydbillede, men som selvfølgelig også gør at musikken fremstår lidt upersonligt og påklistret. Det er et vilkår man bliver nødt til at affinde sig med, og det er bestemt også til at leve med.

"Så længe mit hjerte slår". En musikalsk hyldest til Giro 413.

Dramatiker & instruktør: Heinrich Christensen. Scenografi & kostumer: Helle Damgaard. Dyremasker: Karin Ørum. Koreografi: Rebekka Lund og Peter Friis. Musik arrangeret og produceret af: Adi Zukanovic. Video: Jonas Preben Jørgensen, Henrik Spangsbo og Jakob Søby.

Medvirkende: Marie Mondrup, Tom Jensen, Sonja Oppenhagen, Marie Nørgaard, Troels II Munk, Jesper Riefenstahl, Rasmus Fruergaard, Morten Christensen, Søren Birch Plum og Martha Gottlob Stein (video).

Turnerer landet rundt fra 23. oktober til 12. decemner. Spiller på Folketeatrets Store Scene fra 16. januar- 23. debruar.

Anmeldt 21. oktober (presse-og forpremiere).

Forestillingsfoto: Thomas Petri.