Blog

18-09-2019

Litterært og til tider svært tilgængeligt ægteskabsdrama på Husets Teater.

* * * *

Husets Teater giver sig i kast med Chris Kraus' kultroman "I love Dick", der på scenen præsenteres som en musikalsk roadmovie om et ægteskab i forfald og en passion, der nærmest udvikler sig til litterær stalking. Det er der kommet en ganske intens, men ikke hundrede procent vellykket forestilling ud af.

To intellektuelle, den amerikanske eksperimentalfilminstruktør Chris og hendes franske filosof-mand, Sylvère, lever i et efterhånden platonisk ægteskab, hvor de i stedet for at have sex, strøer om sig med litterære betragtninger. De nyder hinandens intellekt i en grad, at det nærmest bliver fysisk. De er begge blandt de fem mest belæste mennesker, de hver især kender - man tænker i disse dage, at det minder lidt om Kathrine Dietz, litteraturkritikeren, der åbenbart kun tænder på litterær ping-pong og citatudveksling. En dag møder de mandens kollega, en kunstkritiker fra Californien, der med sit rå ydre vækker et ellers godt hengemt begær i hende. Det næste år udvikler sig til én lang sanselig kunstinstallation, hvor mand og hustru på skift og sammen skriver kærlighedsbreve til den mystiske Dick. Det bliver nærmest en fysisk besættelse, der sætter deres samliv på prøve, og samtidig bliver en fortælling om kvindelig frigørelse på såvel det mentale som på det fysiske plan.

Husets Teaters ambitiøse leder, Jens Albinus, har bearbejdet Chris Krauss' autobiografiske kultroman fra 1997 for teatret og har selv instrueret Marina Bouras, Steen Stig Lommer og Jimmy Jørgensen i de tre roller. Projektet er ikke umiddelbart lettilgængeligt, og det gælder i den grad om at spidse ørerne, for det flyver over scenen med litterære henvisninger til avantgardekunstscenen, litteraturen og forskellige filosoffer, men der er hjælp at hente i det trykte program, som udover at indeholde stykkets fulde tekst, også indeholder et lille leksikon over personer og begreber, der omtales.  Programmet koster 30 kr. og det er vist penge, der er givet meget godt ud. Er der tid, så mød op i teatrets hyggelige kælderbar en times tid inden forestillingen og læs op på leksien.

I den første halvdel af denne lange enakter, der varer en time og 45 minutter uden pause, flyder spillet næsten som en komedie, hvor dialogen mellem de to intellektuelt oppustede egoer udvikler sig til en erotisk leg. Sylvère synes vel egentlig at det er meget morsomt med hustruen Chris' passion for Dick, selvom han også er forlegen ved situationen, når han, noget modvilligt bliver bedt om at videregive nogle af kærlighedserklæringerne direkte til Dick. I takt med at passionen udvikler sig, både tiltrækkes og frastødes ægteparret hinanden, og for Chris nærmer passionen sig et decideret usundt traume. Den sidste del af stykket fremstår som en skizofren mareridtsdrøm og her lykkes det ikke rigtigt at få forløst fortællingen - måske fordi Jimmy Jørgensen som skuespiller slet ikke formår at yde Marina Bouras det modspil, som Steen Stig Lommer kan i forestillingens første del. Han, Jimmy Jørgensen, er en langt bedre sanger end skuespiller, og hans spændende type til trods forstår man aldrig helt hvad det er i hans stivbenede Dick, der i den grad tænder op under Chris.

"I Love Dick" beskrives som noget nær et feministisk manifest. Et sted mod slutningen af stykket inden hun forlader sin mand, spørger Chris sig selv: Hvem er Chris Kraus? Hun er Sylvère Lotringers kone! Hun er hans 'med ledsager!'. På femten år har hun udvisket sig selv! - Det personlige er ikke personligt. Måske skal man være kvinde, for at se det specielt feministiske i at løsrive sig fra en 17 år ældre mand, som man muligvis i første omgang faldt for fordi han var noget, så det vil jeg ikke rode mig ud i, men blot konstatere, at denne or(d)gasme af en historie hen af vejen bliver lidt for meget af det gode, trods intenst spil og en visuelt spændende opsætning, der effektivt benytter videoprojektioner, musik, lys og lyd, til at skabe den rette stemning af intellektuelt oprør.

"I love Dick". Baseret på Chris Kraus' roman i Louise Ardenfelt Ravnilds oversættelse.

Bearbejdelse og instruktion: Jens Albinus. Lyddesign & scenografi: Ditlev Brinth. Lysdesign: Súni Joensen. Komponist: August Rosenbaum.

Medvirkende: Marina Bouras, Steen Stig Lommer og Jimmy Jørgensen.

Spiller på Husets Teater til 12. oktober.

Anmeldt 17. september.

Forestillingsfoto: Henrik Ohsten.

13-09-2019

Varm og anderledes lille forestilling om alder på Odense Teaters Værkstedet.

 

* * * *

 

Når jeg bli'r gammel, sang Gnags i et af deres store hits og drømte om at sidde og kigge ud over havet. På Odense Teater har instruktøren og koreografen Sofie Christiansen taget skridtet et hak videre, og twistet udsagnet til det tvetydige Hvis jeg bliver gammel. 

I ord og bevægelse lader hun fire modne mennesker, to fysiske skuespillere og to dansere, der kan slippe afsted med at tale fra en scene, fortælle om alderdommens fordele og ulemper gennem stramt koreograferede bevægelser, korte monologer og enkelte videosekvenser.

Det er der kommet en meget varm, kærlig og poetisk lille forestilling ud af, der kalder på eftertænksomhed og på smilet. De fire optræder det meste af tiden i undertøj, og de har lagt al forfængelighed i garderoben, selvom netop forfængelighed er et af forestillingens mange, små frakmenterede temaer.

I et samfund, der i stadig højere grad hylder det ungdommelige med stram hud og faste balder, er der brug for et lille opråb som dette. En absurd catwalk-scene med alle de medvirkende indhyllet i skiftende kreationer af plastik bliver en kras kommentar til tidens tendenser til at 'rette op på det naturlige forfald'.

Emner som søvnbesvær, motion, overgangsalder, løs hud og blævrende mormorarme bliver berørt, men faktisk er der større fokus på alt det positive ved at blive ældre, og om drømmene om alt det man glæder sig til at få tid til - hvis man bliver gammel! Dette lille 'hvis' er jo i øvrigt lidt af et paradoks, for vi bliver ældre og ældre for hver eneste generation, og skal man lege med ordene 'hvis' og 'når', så kan teatret jo passende til næste sæson følge denne lille, varme forestilling op med en med titlen "Hvis jeg dør".

To af Odense Teaters fine modne karakterskuespillere Githa Lehrmann og Klaus T. Søndergaard leverer begge en udsøgt præstation, hvor de arbejder på grænsen af egen forfængelighed og med varme og poesi forsvarer de forskellige alderstyper, og selvom ordene ikke hele tiden ligger lige rigtigt i munden på danserne Camilla Stage og Lars Bjørn Hansen, så slipper de overraskende godt fra opgaven, og i en smuk dansesekvens mod slutningen fortolker de moden kærlighed på yndigste vis.

Forestillingen varer blot en time og et kvarter, men ret skal være ret; ideerne kører lidt i ring undervejs, så faktisk føles forestillingen lidt lang i savlet, og man kunne efter min mening sagtens have skåret 15-20 minutter fra uden at det havde gjort noget. Ligesom huden bliver lidt løs, som tiden går, gør forestillingen det også.

"Hvis jeg bliver gammel". Dokumentarisk forestilling skabt af de medvirkende og Sofie Christiansen.

Koreografi & iscenesættelse: Sofie Christiansen. Scenografi & kostumer: Julie Forchhammer.

Medvirkende: Githa Lehrmann, Camilla Stage, Klaus T. Søndergaard og Lars Bjørn Hansen.

Samproduktion mellem Odense Teater og sART Danseteater.

Spiller på Odense Teaters Værkstedet til 2. oktober.

Anmeldt 12. september.

Forestillingsfoto: Emilia Therese.

12-09-2019

Litteratur- og filmklassiker bliver ikke fuldt ud forløst i Odense Teaters opsætning.

 

* * *

 

 

Uanset hvor levende den altid gode Benjamin Kitter forsøger at fortælle os om overdådigheden og ekstravagancen ved Den Store Gatsbys storslåede fester i New York i de brølende 20’ere, er det vanskeligt at se det for sig på Odense Teaters store scene, hvor i hundredevis af celebre gæster illuderes af en lækker cabaret sangerinde, en lige så lækker danserinde og…. Nå ja, ikke så meget mere…. Der falder gyldent glimmer fra loftet, men energien, intensiteten og den djævelske puls mangler.

Det bliver på en måde katastrofalt for teatrets velmenende opførelse af F. Scott Fitzgeralds berømte romanklassiker, der tilmed er blevet endnu mere kendt gennem tre filmatiseringer, bl.a. med Robert Redford fra 1974 og senest den visuelt overdådige version fra 2013 med Leonardo DiCaprio.

Man kan sagtens leve med at Jon Lange i rollen som opkomlingen Gatsby, ikke er hverken Redford eller DiCaprio, mindre kan så afgjort gøre det. Mere tvivlsomt er det, at det ikke lykkes at få teatrets virkemidler til at matche filmens. Her er naturligvis ikke 100 statister, der kåde springer i den oplyste marmorpool, eller et swingende big band. Her er ingen skriggul Rolls Royce, eller en stald fuld af kostbare avlsheste. Selvfølgelig ikke, men det der er, er ikke nær nok. Hele denne illusion skal fortælles hjem, og selv med Benjamin Kitters bedste intentioner i rollen som historiens samlende fortæller, bondeknøsen Nick, lykkes det ikke rigtigt.

Slet ikke i første akt, hvor fortællingen kører i tomgang, men dog bedre i anden akt, hvor dramaet og tragedien intensiveres. Her er festerne også ophørt, og denne del egner sig bedre til det tætte kammerspil, med dets mange lag.

Fitzgerald fortæller en banal kærlighedshistorie, men nok så væsentligt også en historie om nye og gamle penge. Om opkomlinge, som Gatsby, der har tjent deres egne penge, og de gamle, rige familier som Buchanans, der er født med en guldske i munden. Gatsbys ungdomskæreste, Nick’s kusine Daisy, valgte manden med pengene, Tom Buchanan, da ham, hun i virkeligheden elskede, Gatsby, alligevel var i krig i Europa, og måske aldrig kom hjem. Man kan for så vidt ikke fortænke hende i det, selvom Tom Buchanan er et vaskeægte dumt svin. Selvstændige og frigjorte kvinder var en sjældenhed i 1922. Det var pengene, der trak, så måtte man tage det sure med det søde.

Daisy og veninden Jordan nyder det sorgløse driverliv på Long Island, selvom de keder sig, så de er svære at skelne fra chaiselongens pyntepuder. Tom Buchanan er en selvoptaget børste, der lever et dobbeltliv med en elskerinde inde i byen. En fattig mekanikers kone, der drømmer om et bedre liv. Både hun og mekanikermanden er blot marionetter i rigmandens egoistiske leg.

Historien tager en dramatisk og dybt tragisk udvikling, men igen er det som om tragedien ikke for alvor forløses på scenen. Det går ikke i hjertet, men forbliver overfladisk, pænt og for så vidt uangribeligt.

For de spiller jo glimrende; især Benjamin Kitter som fortælleren Nick og Nicolai Jandorf som den indædt ondskabsfulde og dybt usympatiske Tom. Mette Kjeldgaard Jensens Myrtle, der drømmer om et bedre liv med en rig mand i stedet for sin fattige tankpasser-mand, er en loyalt tegnet karakter, mens jeg ikke rigtigt synes at Jon Langes Gatsby bliver interessant nok, eller Lea Baastrup Rønnes Daisy for den sags skyld.

Det lykkes aldrig rigtigt for instruktøren Nicolei Faber at etablere det vilde livs dunkende intensitet, og dermed falder noget af det fascinerende ved ”Den Store Gatsby” til jorden. Scenerne med sangerinden (flot sunget af Cecilie Gerberg) synes inspireret af tv-serien ”Babylon Berlin”, men uden at opnå den ekstatiske puls af løssluppen 1920’er dekadence, man netop skabte der. Mie Riis’ kostumer rammer tidsperioden aldeles spot on, mens scenografien bliver for steril og stilistisk – hvor er overfloden?

På Odense Teater bliver ”Den store Gatsby” snarere den lille Gatsby. Der er for lidt af alt det, der er for meget. Det forbliver alle de bedste intentioner og udmærkede præstationer til trods uforløst.

”Den store Gatsby”. Af F. Scott Fitzgerald. Oversat af Jørgen Nielsen.

Dramatisering og iscenesættelse: Nicolei Faber. Scenografi & kostumer: Mie Riis. Koreografi: Peter Friis og Louise Davidsen. Komponister: Marie Højlund og Anders Boll.

Medvirkende: Benjamin Kitter, Jon Lange, Lea Baastrup Rønne, Nicolai Jandorf, Anna Bruus Christensen, Peter Høgsbro, Mogens Rex, Cecilie Gerberg, Niels Skovgaard Andersen, Louise Davidsen, Isa Heisterberg/Kika Harild Andersen (barn) og Bella/Abby (hund).

Spiller på Odense Teater til 4. oktober.

Anmeldt 11. september (premiere).

Forestillingsfoto: Emilia Therese

 

08-09-2019

Jeanett Albeck leverer en uafrystelig præstation i sin musikalske soloforestilling "Brøgger" på Republique.

 

* * * * *

 

 

Kan man overhovedet forstå eller få noget ud af "Brøgger", hvis ens kendskab til Suzanne Brøggers litterære værk og person, består af spredte tekster, læst i en fjern gymnasietid, og af sporadiske avisartikler af tvilsom kvalitet om den karismatiske forfatter?

Det var lidt med den tanke, at jeg lørdag eftermiddag lod mig gelejde ind af bagindgangen på Østerbro Teaters Revolver-scene for, sammen med et talstærkt og altovervejende kvindeligt publikum i alle aldre, at opleve Jeanett Albecks musikalske performance "Brøgger". En forestilling, der som det hedder i præsentations- og programmaterialet er en musikalsk fortolkning af Suzanne Brøggers univers.

Det korte svar er: Ja. Det lidt længere svar vil være, at når man som noget nær Brøgger-novice, i en sådan grad som jeg, kan lade sig betage, og indfange i et spind af følelser og tanker, der rækker langt ud over de 90 minutter forestillingen varer, så er det fordi både Brøggers ord og Jeanett Albecks ny-komponerede musik og hendes præstation på scenen virkelig kan noget. Det er bragende godt.

Vi kender mest Jeanett Albeck som det musikalske anker i teaterkollektivet Sort Samvittighed, hvor hun spiller en afgørende rolle både på scenen og som komponist og musiker. Her står hun på egne ben. Hun er ikke blot alene på scenen - næsten, en særdeles aktiv scenetekniker spiller en vigtig rolle i forestillingen - hun har også bearbejdet teksten, komponeret musikken og produceret det lydspor, der ledsager hendes eget spil på skiftende instrumenter undervejs. 

Her er tale om hjerteblod i en sjældent set grad, og man mærker i hvert eneste sekund, fra hun træder ind af en nødudgang på den til at begynde med helt nøgne scene, til hun forlader den igen, hvor meget det her betyder. Hvert blik, hver lille bevægelse, hvert eneste ord, og hver tone, der spilles, er begrundet. Der er i den grad klangbund i Albecks spil,sang og musikalitet. Jeanett Albeck investerer sig selv 100 procent, med krop og sjæl, og resultatet er en uafrysteligt stærk præstation i en dybt fascinerende forestilling.

Som publikum møder vi til at begynde med at helt bart, hvidt scenegulv, som et blankt ark papir. En stor rude, der hænger ned fra loftet er den eneste effekt, men gradvist som forestillingen skrider frem, benyttes skiftende effekter til at fortælle og illustrere historierne om forfatterinden. Historien om hvordan hun som 15-årig mister sin mødom til 30-årig, gift mand, historien om en mor, der ikke var som andre mødre, måske slet ikke var mor. En musikalsk fortælling om hvordan den unge kvinde finder virkelighedens kvinderolle både unaturlig og grotesk, og om ikke at ville indordne sig efter datidens normer i forhold til samfundet og til ægteskabet som institution. Hun taler for fri kærlighed, og bliver anset som provokatør og kontroversiel af sin samtid. I en meget melodisk sang synger Brøgger gennem Albecks mund: Hvis jeg døde i nat har jeg fået det hele og mere end nok.

Helt centralt i forestillingen står en lang og grusom fortælling om en massevoldtægt i Uzbekistan, hvor hvert enkelt trin i ydmygelserne afrundes med et nærmest kækt omkvæd: Morale - du skal ikke gå alene med en mand i en park i Tashkent, hvis du ikke vil voldtages! Gennem denne dybt gribende sekvens af forestillingen, trækker Albeck elegant tråde til vore dages debat om samtykke, og i den efterfølgende Delta Woman Blues synger hun medrivende om hvordan det er voldtægtsofferet, der ender i den offentlige gabestok. Det er sådan jeg skriver, synger Brøgger, som ikke behøver eller har behov for at forsvare sig.

Mod slutningen lukkes scenerummet gradvist af af hvide sætstykker, og til sidst står Brøgger bag en hvidkalket glasrude og betragter beskuerne. Alt hvad der løfter mig op, det slikker jeg på. Alt hvad der trykker mig ned, det skider jeg på, kommer til at stå som et centralt statement fra en forfatter, der gennem en unik teaterbegavelse, får et gribende eftermæle.

Det er Liv Helm, der har instrueret og fået alt det bedste og mere til ud af Jeanett Albecks talent. Freya Sif Hestnes har udtænkt den opfindsomme scenografi og Albecks kostumer, men det er først og fremmest Jeanett Albecks med-livet-som-indsats fremragende præstation, der gør "Brøgger" til en af den endnu unge teatersæsons allerstørste oplevelser.

PS/ Det er ikke helt slut, når det er slut - men det skal I selv ind og opleve.

"Brøgger".

Idé, tekstbearbejdelse, komponist og musikalsk produktion: Jeanett Albeck. Tekst: Suzanne Brøgger.

Instruktion: Liv Helm. Scenografi & kostumedesign: Freya Sif Hestnes.

Medvirkende: Jeanett Albeck.

Spiller på Østerbro Teaters Revolver-scene til 13. oktober.

Anmeldt 7. september.

Forestillingsfoto: Sara Galbiati.

 

07-09-2019

 

 Komik, sprudlende musikalitet og en overdådighed af mad. Pejseshowet er strålende underholdning.

* * * * *

  

Nej, ikke alt fungerer lige godt. Og ja, der er et par numre, der falder til jorden - blandt andet et par af de videoindslag, der de senere år ellers er blevet en kendt og integreret del af det årlige Pejseshow på det midtjyske Hotel Pejsegården i Brædstrup. Men helheden er et topunderholdende, femstjernet musikalsk festfyrværkeri af et show, leveret af fire gennemmusikalske solister og en musikalsk trio, der virkelig rykker igennem.

Mikkel Schrøder Uldal er endnu engang primus motor og kunstnerisk leder for den showprægede revy eller det revyprægede show, alt efter hvilken indgangsvinkel man vælger at have til forestillingen, der har lidt af det hele; klassiske revynumre, en gang fis og ballade og en stribe lækre musikalske shownumre, hvor solisterne for alvor får lov at fyre den af, og hvor for eksempel skønne Sara Gadborg undervejs giver den fuld gas som rå soul mama for fuldfed udblæsning, og hvor Christine Astrid er skamløst laber i en krænkelsesblues, der handler om, at den værste krænkelse af hende er hvis man ikke synes hun er lækker. I øvrigt et nummer, hun også gav i årets Rottefælderevy, og som tåler et gensyn. Det samme gør Gordon Kennedys herlige folkesanger fra Kerteminderevyen, hvis tekster måske er lige ’krads’ nok, og Mikkel Schrøders poetiske sang om et langt liv i bankernes gebyrkløer, der ledsages af et yndigt skyggespil – et nummer, der også tog kegler i Rottefælden. Ud over dette – relevante – genbrug, har man genbrugt nogle gamle ideer, men givet dem nyt indhold.

Inden showet går i gang, har vi spist os igennem en overdådighed af en buffet, der næsten er for meget af det gode, men som er et af Pejsegårdens varemærker. Kernepublikummet på disse kanter møder med en sund appetit, må man formode, og går man sultne hjem, bør man søge læge. Men apropos ovennævnte ’genbrug’, så kan jeg ikke i disse tider lade være med at tænke ’madspild’, når jeg ser hvor meget mad, der trods gæsternes sult går ud igen.

Man skal være noget af en stivstikker for ikke at lade sig underholde af showet, der i høj grad er præget af musikalsk virtuositet, som når hele holdet omdanner scenen til en funky pianobar eller når Christine Astrid og Mikkel Schrøder parodierer kendte danske kunstnere, der synger lige så kendte melodier fra tv-reklamer. Et godt gennemprøvet koncept i Schrøders univers, men her på nye flasker og bedre end nogensinde. Hele holdet hylder selvfølgelig også Kim Larsen i et lækkert musikalsk arrangement, der sender publikum til pause i højt humør.

En satirisk gennemgang af året, der er gået, i ord og toner, tager os med fra Britta-sagen til Lars Løkkes exit, og det er komik på højt plan, når Mikkel Schrøders forsøg på at synge Alberte-sangen ”Lyse nætter” bliver godt og grundigt spoleret af Christine Astrid og Sara Gadborg som lydløse korpiger. Begge d’damer mestrer såvel det musikalske som det komiske med stort scenisk nærvær, og det bliver spændende når Sara Gadborg næste sommer skal slå sine folder i Rottefælden, som det afsløres i det trykte program.

Som nævnt indledningsvis er der svipsere, eller i hvert fald numre, der i sammenhængen ikke fungerer. Men helheden er der ikke en finger at sætte på-  det giver den ekstra stjerne. Alt det  ydre fungerer upåklageligt; fra Donald Andersens kvikke instruktion, til Rasmus Friis Tvørfoss’ intenst energiske band, over lys, lyd og Lasse Spangenbergs flotte kostumer, der i hvert fald er et udtryk for, at der ikke bliver sparet på noget på Pejsegården, selvom de undervejs på herlig vis joker med at kostumerne er syet af hotellets aflagte gardiner.

”Pejsen – skyder på det hele”.

Tekst & Musik: Gordon Kennedy, Rasmus Friis Tvørfoss, Mikkel Schrøder, Martin Miehe-Renard, Alberte, Søren Vandkær, Christine Astrid, Sara Gadborg, Sartori, Petterson & Quarantotti, Kim Larsen, Jens Krøyer og diverse.

Instruktion: Donald Andersen. Koreografi: Christine Astrid. Kostumier:  Lasse Spangenberg. Videoproduktion: Gordon Kennedy. Kapelmester: Rasmus Friis Tvørfoss.

Medvirkende: Sara Gadborg, Christine Astrid, Mikkel Schrøder Uldal og Gordon Kennedy. Musikerne: Jakob Juul Nielsen, Jason J. Dove og Rasmus Friis Tvørfoss.

Producent: Mikkel Schrøder – MBM Productions. Spiller på Hotel Pejsegården, Brædstrup til 16. november.

Anmeldt 6. september (premiere)