Blog

11-12-2019

TEATERPRISER: Jeanett Albeck modtog i dag Teaterpokalen, Danmarks ældste scenekunstpris, for sin præstation i "Brøgger" på Østerbro Teater/Revolver. Også priser til Kasper Holten og Teatergrads 'I børnehøjde'-projekt.

Året går på hæld og det er så småt med at være slut med anmeldelser for 2019. Derfor afrunder jeg året her på sitet med nyheden om, at skuespiller, musiker og komponist Jeanett Albeck i eftermiddag modtog Foreningen Danske Teaterjournalisters pris Teaterpokalen for sin fremragende præstation i forestillingen "Brøgger", der spillede på Østerbro Teater/Revolver i det tidlige efterår og ikke bare på dette site blev strålende modtaget, men som over hele paletten fik fremragende anmeldelser. Læs anmeldelsen her.

"Brøgger" spillede for udsolgte huse og genopsættes næste år. På søndag udgives musikken, som Jeanett Albeck selv har komponeret, på vinyl og cd. Med hæderen følger en check på 50.000 kr. samt et smukt sølvfad skabt af sølvkunstneren Emanuel Schjødt.

Det kgl. Teaters chef, Kasper Holten, modtog instruktørprisen Teaterkatten for sin opsætning af "Amadeus" på Gamle Scene, og Teatergrad ved Christine Worre Kann og Pelle Nordhøj Kann modtog Initiativprisen for deres 'I børnehøjde'-projekt, der siden 2016 har bragt vanskelige ud til børn i en scenekunstnerisk form.

Tak for året der gik og på gensyn her på sitet igen i januar.

Foto: Anne Liisberg/Iscene.dk

06-12-2019

Morsomme skuespillere redder frivol fynsk julekomedie hjem.

* * *

 

"Knas med kronjuvelerne" er den poetiske titel på det lille odenseanske teater, Teater95B's julekomedie, som, kan jeg læse mig til, er en fast tradition, der de seneste seks år har underholdt publikum i den søde juletid. Nye forestillinger hvert år, men åbenbart med karakteren Waldorf som det faste gennemgående element.

I år handler det om den selvoptagede Greve Waldorf, der har fået til opgave af kongen, at passe på selveste kronjuvelerne, men som har mere travlt med at komme i skørterne på den fagre baronesse Sylvia, og derfor ikke opdager at hans deltidsansatte hofnar såmænd er en  ludfattig prins fra Romanskaja, der pønser på at snuppe både kronjuvelerne og Sylvia med hjem til sit fattige folk.

Det er ikke bare kronjuvelerne, der er 'knas med' her, det er også manuskriptet, som jeg ikke rigtigt kan finde nogen, der vil tage ansvaret for. Det kunne meget vel være skuespilerne selv og instruktøren Kjeld Høegh. Det er - mildt sagt - ikke særlig godt. Dels er det alt for langt, dels er det simpelthen ikke stramt og skarpt nok, og bærer i høj grad præg af, at enhver munter idé pinedød skal med. Det betyder at der pludselig ud af det blå dukker en kinesisk Feng Shui-specialist op på grevens gods, der foruden den selvglade greve tæller et ganske ustyrligt persongalleri; den tyvagtige hofnar, den yndige baronesse, som lider af narkolepsi og derfor hele tiden falder i søvn (når de altså husker det), den alt andet end yndige stuepige Suzette, huslægen, to muntre drillenisser, en homoseksuel tysk kunstmaler og en fangevogter med et sprudlende ordforråd - han siger kun 'Ja'.

Meget vittigt indeholder forestillingen et hav af kendte sange, der har fået nye tekster, så "Kender I den om Rudolph" bliver til "Kender I den om Waldorf", og "Jeg så julemanden kysse mor" kommer til at handle om "jeg så baronessen kysse ham", og en solid opstramning af idémylderet så løjerne havde varet halvanden time i stedet for to timer og tyve minutter, havde i den grad gjort underværker.

Nu er det i stedet op til forestillingens tre medvirkende at 'spille den hjem', og det gør de så heldigvis med et herligt, komisk overskud, der tilgiver meget. Kasper Møller er en rigtig provinsfrikadelle af en selvglad greve, med glimt i øjnene og svung på stemmen, og allermorsomt er han faktisk som den yndigste drillenisse Erik, med skelende øjne og den herligste syngende fynske dialekt. Tom Due giver den forbryderiske, men charmerende, hofnar alt hvad figuren kan trække, men har lidt problemer med den sin tyske kunstmaler, mens pianisten Ulf Starup ikke har haft svært ved at lære replikkerne som fangevogteren. Det er dog, måske ikke så overraskende, Sara Gadborg, der imponerer mest. Hendes Suzette med kløe i skridtet er et studie i grovkornet karakterkomik - meget vellykket - og selv Feng Shui-kineseren får hun noget morsomt ud af selvom karakteren er helt malplaceret. Hun synger ganske forrygende godt, og får heldigvis lov til at slippe stemmepragten løs i "Let it go" fra "Frozen" og ikke mindst i klassikeren "Have yourself a merry little Christmas", der får den fedeste vibrato og serveres med overlegen patos, når hun undervejs beder pianisten 'sætte den en tone op' - 'fordi jeg kan!' Og det kan hun!

Teater95B er et uhyre hyggeligt lille spillested, med små borde, bjælker og stolper, en bar i det ene hjørne og en trekantet miniaturescene i det modsatte. Løjerne er frivole, med ikke så få jokes under bæltestedet, og spilleglæden og talentet for komikken redder aftenen hjem. Man keder sig bestemt ikke i det gode og sympatiske selskab, men det ville være dejligt, hvis det gode hold ville stramme op på manuskriptsiden til næste år, hvor Waldorf vel formentlig igen skal på eventyr et sted i verdenshistorien.

"Knas med kronjuvelerne". Teater 95B's Waldorf'ske juleforestilling.

Musik: adskillige klassiske julesange og -salmer.

Instruktion: Kjeld Høegh.

Medvirkende: Sara Gadborg, Tom Due og Kasper Møller. Pianist: Ulf Starup.

Spiller på Teater 95B til 14. december.

Anmeldt 5. december (premiere).

Foto: Forestillingens plakat.

30-11-2019

Mette Horn som den julehadende kapitalist Scrooge og scenografien er lyspunkterne i en voldsomt overgearet klassikeropsætning på Nørrebro Teater.

* * *

 

Nogle gange må man give op, og opgive at finde ud af hvad instruktøren egentlig har villet med sin forestilling. Sådan har jeg det med "Et juleeventyr" på Nørrebro Teater.

Charles Dickens' klassiker om den ondskabsfulde gnier Ebenezer Scrooge, der gennem mødet med tre ånder; fortidens jul, den nuværende jul og fremtidens jul indser, at alle hans penge ikke gør ham lykkelig, er i Patrick Barlows moderne dramatisering og Viktor Tjernelds instruktion blevet til en højtråbende farce, og selvom der bag al den skrigen og skrålen, de vanvittige kostumer og den anstrengte gestik fortsat anes konturerne af en i bund og grund alvorlig fortælling om klasseforskelle i 1840'ernes England, om griskhed og om at ægte kærlighed godt kan gro uden rigdom, så overdøves historiens grundlæggende kvaliteter af opsætningens gøgl og overgearede gakkelak.

Hvem er egentlig målgruppen for al denne halløj? På teatrets hjemmeside anføres, at forestillingen er egnet for børn fra 7 år - umiddelbart synes det at være lidt lavt sat til et Charles Dickens-univers, men som der spilles, forekommer det periodisk næsten som om det er for højt. Indimellem er vi virkelig til småbørneteater. Indimellem er vi det ikke. Slet ikke.

Resultatet er en forestilling, hvor de mindste hviner af fryd, når der pjankes og klovnes i de karikerede karakterer, for øjeblikket efter højlydt forundret at spørge deres voksne om 'hvad sker der nu'? De små er helt fortabt, det er vi andre langt hen af vejen desværre også.

Sjovt ser det ud. Kostumerne er vilde og vanvittige. Scenografien er ganske skøn, og leger med alle teatrets fine muligheder med en strålende udnyttelse af drejescenen. Der er masser af idéer og gags, hvoraf nogle fungerer fint. Det gælder for eksempel scenen hjemme hos familien Cratchit, Scrooges hårdtprøvede sekretær, og scenen med den lille dreng, der med bævende knæ, som den første opdager Scrooges forvandling. Hver især har Lila Nobel, Jesper Groth, Asta Kamma August og Andreas Jebro bestemt øjeblikke, hvor de rammer komikken på sømmet, men de er trukket ud på et overspillets overdrev, der i længden hverken klæder dem eller forestillingen. 

Mette Horn spiller Ebenezer Scrooge. Det gør hun godt, uden at vi får en egentlig forklaring på hvad der ligger bag ideen om at lade rollen spille af en kvinde. Har udgangspunktet oprindeligt været et andet? For en udspekuleret kapitalist, der på grund af en dårlig opvækst har mistet sin empati, og er blevet et følelseskoldt og ensomt menneske, kunne jo principielt sagtens være en kvinde. Det er det så ikke. Scrooge er en mand og spilles som en mand - af en kvinde. 

Godt så, for Mette Horn giver sin Scrooge med en for opsætningen sjælden dybde og afdæmpet ynde, hvor både komikken og alvoren kommer til sin ret. Hun er decideret rørende når hun konfronteres med sin fortid, og når Scrooge til sidst indser, at han blot er fanget i grådighedens og profittens lænker, og at der, når han er død og borte, ikke er nogle der vil savne ham og hans mange penge. 

Der ligger måske en pointe i, at Scrooge er den eneste reelt menneskelige karakter midt i al overfladiskheden. Måske er det i virkeligheden det Viktor Tjerneld har villet fortælle os med sit juleeventyr. 

"Et juleeventyr". Af Patrick Barlow baseret på Charles Dickens' roman.

Instruktion: Viktor Tjerneld. Scenografi & kostumer: Franciska Zahle. Lysdesign: Mårten K. Axelsson. Lyddesign: Ida Jacobsen.

Medvirkende: Mette Horn, Andreas Jebro, Asta Kamma August, Lila Nobel og Jesper Groth.

Spiller på Nørrebro Teater til 4. januar.

Anmeldt 29. november (premiere).

Forestillingsfoto: Büro Jantzen.

28-11-2019

Vinterens sjoveste show spiller på den lille Café Liva i Nyhavn, hvor Jacob Morild og Mette Marckmann er i komisk topform.

 

* * * * *

Skuespillerægteparret Mette Marckmann og Jacob Morild bærer årets største julebrandert hjem i den årligt tilbagevendende julecabaret på Café Liva i Nyhavn. Mens han kæmper med at holde fiskefiletten - med citron og remoulade - indenbords, forsøger hun at forklare Brexit og andre af tidens store samtaleemner, og selv om det bogstaveligt talt er noget fordrukkent sludder så er det et komisk højdepunkt i den fine forestilling, som måske lidt misvisende bærer titlen "Grin, gran og guirlander".

Gran og guirlander er der nemlig ikke meget af, men grinene er der ikke sparet på. De kommer kommer i serier, ja, nærmest kaskader og julecabareten er utvivlsomt vinterens morsomste show i Hovedstaden.

Ovennævnte nummer kommer hen mod slutningen af det (desværre) blot en time og tyve minutter lange show, der ikke kun er morsomt, men også overdådigt musikalsk. Det er en luksus ud over det sædvanlige, at råde over to af Danmarks ypperligste revykapelmestre, Morten Wedendahl og Thomas Pakula, på én gang, og de skifter dygtigt mellem klaveret, bassen, guitaren og sågar tværfløjten, og de spiller ikke kun til, men også med

Jacob Morild har skrevet størsteparten af numrene med sædvanlig sproglig finesse og snurrige detaljer. Han er en mester i at flette alvor og den rene gak-gak sammen, så der mellem løjerne slipper små, syrlige, satiriske hvepsstik ud. Intet er helligt og ingen er fredede, når han selv som messende præst giver de folkevalgte en ordentlig rusketur, og den barske alvor omkring vort skrantende klima serveres med isnende overfladiskhed når kvartetten synger om, at uanset hvad der sker, så bliver det stadig jul. 

Mette Marckmann må finde sig i, at det først og fremmest er ægtemanden, der trækker de store grin, men den rollefordeling synes at fungere fint, for hun brillerer som forarget Gentofte-frue, der ikke kan få julehjælp fra Røde Kors, og forarges over at samfundet ikke sørger for et socialt sikkerhednet under hendes fyrede Dansk Bank-mand, så de bliver nødt til at 'leve af deres formue'. Hun er også kækt veloplagt som djærv countrysangerinde, der hylder den helt særlige konfekt, som hendes utro mand har bidraget til - meget apropos musicalen "Sweeney Todd", der spiller på Operaen lige ovre på den anden side af havnen.

På nærmest genial vis er det lykkedes at sætte kendte julesalmer og sangtekster til Burt Bacharachs ikoniske melodier, og vi får også den 'sandfærdige' historie om Maria og det lille Jesusbarn serveret af et bramfrit sjofelt palestinænserorkester.

Der er højdepunkter nok at tage af, og kun enkelte numre, der ikke helt holder niveauet uden at de af den grund falder igennem. Skal man sætte en kritisk finger på Morilds tekster, så er det at den sidste lille pointe ofte mangler eller savner præcision, men det er i høj grad hans skrivestil og kan let tilgives. Værre er det, at showet allerede er slut kl. 21.20. Vi kunne sagtens have klaret en halv time mere i det fremragende selskab.

Cafe Livas julecabaret: "Grin, gran og guirlander". 

Tekst, ideer og musik: Jacob Morild, Thomas Pakula, Lars Fjeldmose, Morten Wedendahl, Lone Rødbroe, Ole Fick, Mette Marckmann, Guirlanderne, Burt Bacherach, Hal David m.fl.

Scenografi: Nils Krøyer.

Medvirkende: Mette Marckmann, Jacob Morild, Morten Wedendahl og Thomas Pakula. Ole Fick (speak).

Spiller på Café Liva i Nyhavn til 21. december.

Anmeldt 27. november.

Forestillingsfoto: Brita Fogsgaard.

27-11-2019

Astrid Lindgrens klassiker som computeranimeret Manga-teater i Skuespilhuset.

* * * * *

Den gode historie er grundlaget for al godt teater, og den gode historie er der til fulde i Astrid Lindgrens børnebogsklassiker om Brødrene Løvehjerte. En bog kendt og elsket af de fleste gennem et par generationer, med en udødelig fortælling om ubrydeligt venskab mellem brødre og deres kamp i det hinsides på det godes side i mod den rendyrkede ondskab.

"Brødrene Løvehjerte" er flere gange blevet dramatiseret både for skærm, lærred og scene, og på Det kgl. Teater er det den dygtige og flittige Line Mørkeby, der nu giver fortællingen nyt liv i en dramatisering, der retter sig direkte mod tidens unge. Sammen med instruktøren Thomas Bendixen, scenografen Karin Betz og videodesigneren Tal Rosner har hun skabt en moderne fantasy-udgave, der placerer sig et eller andet sted mellem den helt klassiske scenekunst, computerspil a la Fortnite eller Mindcraft og den japanske manga tegneseriestil.

Det er langt hen af vejen meget vellykket, og de skoleklasser i 6.- 7. klasse alderen, der denne aften i skuespilhuset udgjorde en meget stor del af publikum, tog tydeligvis både historien og fortælleformen til sig. Fra det øjeblik lillebror Tvebak træder ensomt frem på forscenen og indleder med replikken: "Jeg skal snart dø!" forstummede al snak, pludren og fnisen, og man kunne have hørt en mobiltelefon falde til jorden, hvis ikke de allerede var behørigt pakket væk. Det er fedt at opleve, når et nyt teaterpublikum tager teatret til sig og lader sig suge ind i dets særlige univers, som man ikke finder magen til foran en computer- eller tv-skærm eller i biografen til selv det mest ekstravagante udstyrstykke indenfor fantasygenren.

Opsætningen rammer det publikum den er lavet til som en knytnæve i solar plexus, også selvom det afsluttende drama, hvor de modige brødre jages af dragen Katla, måske ikke helt formår at skabe den samme spænding som på film, men som til gengæld spilles med intensitet, nerve og sjæl af Morten Hee Andersen og Alvin Olid Bursøe som Tvebak og Jonatan, der her for anden gang går i døden for hinanden.

Det er et eventyr, men det er også en enkel fortælling om at intet er stærkere end blodets bånd mellem brødre, der elsker hinanden og vil gøre alt for hinanden. I indledningen møder vi lillebroderen, der ligger forkrøblet og dødssyg i en lille lejlighed på anden sal. Moderen er alene med de to brødre, og storebror Jonatan er det voksenbarn, der kan det hele. Både holde modet oppe hos moderen og hos den syge lillebror, som ikke ved at han snart skal dø, men måske aner at noget er i gære. Jonatan fortæller ham om det paradisland i fantasien, Nangiala, hvor de to skal forenes når de begge er døde, og da Jonatan dør i forsøget på at redde sin invalide bror ud af familiens brændende hus, ja så bliver det Jonatan, der først når til Nangijala. Da Karl (Tvebak) senere dukker op, viser det sig, at ikke alt er lige lykkeligt i paradiset, for den onde fyrste Tengil, som har sikret sig magten over den grusomme drage Katla, truer idyllen, og det bliver de heltemodige brødres opgave at bekæmpe Tengil og genskabe freden i Nangijala.

Den imponerende LED-scenografi og Karin Betz' manga-inspirerede kostumer skaber et vellykket scenisk univers, og det lille ensemble med bl.a. Peter Christoffersen og Sigurd Holmen le Dous som voldsomt karikerede og ganske underholdende skurke, Christiane G. Koch og Mette Maria Ahrenkiel som handlekraftige kvinder og Bjarne Antonisen som lumsk spion fylder den store scene overraskende godt ud. Alvin Olid Bursøe spiller sin Jonatan som en kæk, energisk drengehelt, der er så godhjertet, at han ikke kan dræbe, ikke engang ondskaben selv. Og Morten Hee Andersen er aldeles rørende som den svagelige lillebror, der viser sig at være både meget mere snu og meget modigere end han selv tror, og som også er historiens egentlige fortæller og omdrejningspunkt.

Man kan sagtens argumentere i mod spillestilen og opsætningens stiliske brud med det traditionelle teater, men det lykkedes på overbevisende facon af fastnagle målgruppen og gøre fortællingen både vedkommende og spændende. Hvis "Brødrene Løvehjerte" er Det kgl. Teaters bud på at skabe scenekunstneriske oplevelser for et nyt, potentielt teaterpublikum, så lykkedes det glimrende. Ikke mindst fordi historien er god. Mon ikke mange af de unge fra i aftes tænker, at 'det der teater, det er ikke så støvet endda!'.

"Brødrene Løvehjerte" Af Astrid Lindgren. Dramatiseret af Line Mørkeby.

Instruktion: Thomas Bendixen. Scenografi og kostumer: Karin Betz. Videodesign: Tal Rosner. 3D animation: David Shepherd. Komponist: Kristian Eidnes Andersen.

Medvirkende: Morten Hee Andersen, Alvin Olid Bursøe, Mette Maria Ahrenkiel, Bjarne Antonisen, Martin Bo Lindsten, Christiana G. Koch, Sigurd Holmen le Deus, Peter Christoffersen, Martin Dupont og Lars Mikkelsen (stemme). Musikere: Henrik Dam Thomsen, Charlotte Rafn, Hidekazu Uno, Therese Åstrand Radev og Elan Lura Haakensen.

Spiller på Skuespilhusets Store Scene til 11. januar.

Anmeldt 26. november.

Forestillingsfoto: Miklos Szabo.