Blog

21-06-2019

Den smukke musical drukner i mågeskrig og Kenters klovnerier på Hedeland Amfiteater.

 

* * * 

 

Et nyt produktionsselskab, et nyt spillested - i hvert fald til musical - og en næsten ny musicalstjerne in spe er jo slet ikke så dårligt. Musicals er in i disse år, og nu har en ny producent meldt sin ankomst. Bag navnet Miolto Arts & Music står tre venner, som vil producere sommermusicals ude på Hedeland Amfiteater, der jo alligevel kun benyttes få aftener om året til Opera Hedelands opearforestillinger.

Om der er et publikum til endnu en nær-københavnsk musical vil kun tiden vise, men det er naturligvis ikke helt betryggende at det enorme amfiteater i de smukke bakker ude mellem Taastrup og Roskilde selv på premiereaftenen kun fornemmedes at være halvt fyldt op.

Valget af Rodgers & Hammersteins 60 års jubilerende "The Sound of Music" synes til gengæld at passe godt til stedet. Her kan den unge novice for alvor vandre henført rundt i sine elskede bjerge i indledningen uden sans for tid og sted og klostrets strenge regler, og her kan vi sagtens forestille også den bryske kaptajn von Trapps bjergslot ligge med udsigt til en blå skovsø - med et utal af skrigende måger.

Og når mørket ud på aftenen sænker sig - og mørke skyer driver truende ind over arenaen - så er det jo en smuk symbiose til forestillingens dramatiske skifte fra romantisk syngespil til en langt mere dyster fortælling om tyskernes invasion af Østrig i 1938, og den stålsatte kaptajns modstand mod at gøre knæfald for nazismen. Det er et unikt smukt scenebillede, når han og Maria, og de syv søde børn i slutbilledet flygter - bogstaveligt talt - op over det mørke og dystre bjerg mod friheden i Schweiz.

Den unge sopran Isabel Schwartzbach har allerede i en endnu ung karriere sunget Cosette i "Les Miserables" og Maria i "West Side Story" og i vinter var hun Christine Daae i "Phantom of the Opera". Nu er hun en yndig, sød og elskelig Maria, den oprørske novice, der sendes fra klostret for at blive guvernante for kaptajn von Trapps syv stramt dresserede børn, og ender med at stjæle både deres og deres fars hjerter.

Hun synger ganske vidunderligt med den reneste og klare tone, men hun mangler lidt af Marias fandenivoldskhed og temperament, og der er stadig plads til forbedring i det dramatiske spil når alvoren presser sig på. Men jo, hendes Maria forstår man godt at von Trapp ikke kan stå for.

Han spilles her af Morten Hemmingsen som en rigtig stivnakke, og han formår ikke rigtigt at løse op for knuderne selv når han igen møder kærligheden. Det bliver lidt blegt.

Blegt er det sidste man kan sige om Tommy Kenter i rollen som vennen Max Detweiler, førstesekretær i ministeriet for kultur og impressario for Salzburg Festspillene. Instruktøren Frank Rubæk har enten valgt at lade Kenter køre solo, eller ikke magtet at tøjle ham. Resultatet er at Kenter spiller denne østrigske 1938-karakter som var det Rudy S. Kleutzners ukendte far, kostumieret helt uden for forestillingens gennemgående scenografi, og spillet aldeles ude af synch med resten af ensemblet. Kenters kloverier, med indlagte vittigheder taget direkte ud af solistrepertoiret, fjerner fokus og skaber ubalance og selvom man nok skulle tro at den fine karakterskuespiller Kenter jo også er, kunne ramme alvoren da det til sidst står klart, at kun han kan redde von Trapp familien fra nazisterne, så fortsætter kloverierne med usvækket styrke. Bevares, publikum ler, men er det lidt i medlidenhed?

Erfarne kræfter som Anne Suppli og operasangerinden Elsebeth Dreisig som den livskloge Abbedisse leverer fine præstationer, og det er glædeligt at opleve et funklende talent i Mathias Hartmann Niclasen som det nazistiske telegrambud som ældstedatteren Liesl er forgabt i. Hun spilles yndigt af Juliette Schaufuss i spidsen for de ganske bedårende og søde børn, der udgør den store børneflok. 

"The Sound of Music" er med rette en musical klassiker, men i denne ambitiøse opsætning drukner for meget i mågeskrig fra søen bag scenen og i Tommy Kenters monkey business, og når ret skal være ret, så er en næsten tre timer lang forestilling lige lovlig meget af det gode, når man sidder under åben himmel og kulden kommer snigende ved mørkets frembrud. Lad os håbe, at produktionsselskabet Mielto har lidt bedre held med næste års forestilling samme sted, som bebudes i det trykte program og som offentliggøres sidst på sommeren.

PS/Husk at medbringe en pude at sidde på og nogle varme tæpper. Selv efter en varm sommerdag, bliver det koldt i midnatstimen.

"The Sound of Music". Af Richard Rodgers (musik) og Oscar Hammerstein II (tekst). Oversættelse: Frank Rubæk. Oversættelse af sangtekster sammen med Steffen Gliese.

Instruktion: Frank Rubæk. Scenografi: Nina Schiøttz. Koreografi: Rachel Ireson. Kapelmester for Danmarks Underholdningsorkester Andreas Vetö.

Medvirkende: Isabel Schwartzbach, Morten Hemmingsen, Elsebeth Dreisig, Tommy Kenter, Anne Suppli, Claus Nielsen, Randi Winther, Christina Elisabeth Mørkøre, Mikkel Vadsholt, Mathias Hartmann Niclasen, Juliette Schaufuss, Samuel Gamborg, Trine Marie Wisborg, Rasmus Malthe Jacobsen, Kaya Bergstrøm Eisted Poulsen, Helena Saldern Vetö, Astrid Brøndal Kardel/Katrine Balle Roswall. Ensemble Hedeland.

Spiller på Hedeland Amfiteater til 29. juni.

Anmeldt 20. juni (premiere)

Forestillingsfoto: Esben Salling

17-06-2019

Ganløse byder på gedigen og hyggelig krorevy.

 

* * * *

  

Der er ikke det mindste galt med årets revy på den nordsjællandske Ganløse Kro. Det er en gedigen og hyggelig gang underholdning, som vor mor laver den. ’Vor mor’ er i dette tilfælde skuespilleren Liselotte Krogager, der sidste år var nomineret til Årets Revyskuespiller, og som både har instrueret og medvirker i den flittige trio på scenen. De to andre er Martin Knudsen og Kim Hammelsvang, og de suppleres af pianisten Christian Berg, som i anden akt også får et ord indført. En forrygende sang, der er tæt på at være revyens bedste indslag.

Der er ikke mange overraskelser i en gammeldags revy, som, så man bort fra emner som Brexit, pandaerne, Greta Thunberg og Britta Nielsen, lige så godt kunne være lavet for 30 år siden. Men hvis revygenren ikke fornyes i Ganløse, så holdes den i hvert fald i hævd. Og det er jo også en værdi.

Blandt topnumrene er en ætsende parodi på Ghita Nørby (Hammelsvang), der overfuser en kassedame. Igen har man valgt at udstille Ghita som den store krukkede skurk, hvornår mon nummeret kommer, der vender den karamel? Kim Hammelvang og Martin Knudsen crooner sig storcharmerende gennem et nummer om landsbyen, der har fået storbydrømme fordi man har fået lyskryds. Rasmus Krogsgaard har været leveringsdygtig i teksten til både en veldrejet Britta Nielsen-vise, sunget af Liselotte Krogsgaard, Christian Bergs ”Pianisten mener” og en pudsig sag om Gøg og Gokke, der kommenterer hvordan humoren har forandret sig siden de var på toppen.

Den lille revy kommer vidt omkring og stikker ud i alle mulige retninger uden en klart defineret linje. Det er præcis som man husker den gamle, klassiske krorevy, men her bliver det på en måde en charme i sig selv. Der er en verden - ja, næsten en tidsalder - til forskel på denne ydmyge revy og så de ødsle forestillinger i f.eks. Nykøbing F og Hjørring, men gemytligheden må man ikke undervurdere, og oksekødet i den generøse revymenu er mørt som smør, og er en ikke uvæsentlig del af en gennemgående god aften på Ganløse Kro.

 

Ganløse Revyen.

Tekst & musik: Peter Oliver Hansen, Christian Berg, Lukas Birch, Kenneth Sichlau, Bjarne Lisby, Rasmus Søndergaard & Kasper Le Fevre, Sune Krintel, Palle Nielsen, Farshad Kholghi, Ulla Jessen, Mickey Pless, Jantzen & Aagaard, Casper Sloth, Sune Gylling Æbelø, Kander & Ebb, Søren Raasted, Claus Norreen, Rasmus Krogsgaard, Mogens Sørensen, Petterson Berger, Thomas Pakula, holdet m.fl.

Instruktion: Liselotte Kroager. Scenografi: Team Thompson. Koreografi: Elise Ruusunen.

Medvirkende: Liselotte Krogager, Kim Hammelsvang, Martin Knudsen. Musikerne: Christian Berg og Josef Aarskov.

Spiller til 30. august.

Anmeldt 16. juni (premiere)

Forestillingsfoto: Niels-Steen Andersen

 

16-06-2019

Stjernedygtige solister og et toptunet orkester holder revyfanen højt i Hjørring.

 

* * * *

Det er et stjernedygtigt skuespillerhold, Hjørring Revyens musikalske direktør og kapelmester Henrik Baloo Andersen har fået samlet til årets revy – også selvom én af hovedkræfterne, Anne Sofie Espersen, måtte melde forfald med en diskusprolaps lidt inde i prøveforløbet og ikke er blevet erstattet. Trine Gadeberg er nu ene høne i kurven og hun får lov at fylde og funkle i alt fra rollen som 85-årig pensionsansøger over bitter konfirmandmor til 5-årig dreng. Sikken en spændvidde!

Kasper Le Fevre revydebuterer på scenen (han har skrevet tekster i årevis) med blandt andet et fremragende sprogligt virtuost nummer om Europas historie og som ’gammel krænket’, der er godt og grundigt krænket over alle de ’ny krænkede’, der stjæler billedet. Kække og charmerende Carsten Svendsen er slet ikke til at stå for, selvom han er den, der i denne revy har fået det tyndeste materiale at arbejde med. Han er både en løjerlig giraf, spastiker (jo, de laver sjov med spastikere!), russisk hypnotisør, hårdt prøvet Borgerservicemedarbejder og mimisk klimatosse, udover alt det musikalske.

Rutinerede Preben Kristensen spiller kun revy for tredje gang i en lang karriere, og gør det med en afvæbnende selvironi lige fra et morsomt åbningsnummer, der præsenterer holdet, til en afsindig parodi på en revyvise, der er så rædsom, at det er vanvittigt morsomt. Han lader til at befinde sig som en fisk i vandet, både i en stille vise om at vi danskere skal huske på, at vi set fra det ydre rum blot er en lillebitte prik, og når han giver den for fuld udblæsning som operasyngende påfugl, der er irriteret over alt fra vinkendere til Vild med dans og NemId.

Musikalsk er Hjørring i topklasse. Hele holdet kan og får lov til at synge igennem og Henrik Baloo Andersens seksmands orkester med tre blæsere swinger så det er en fryd. På tekstfronten balancerer man mellem det poetiske, det absurde, det skarpe og det helt og aldeles fjollede, hvoraf noget afgjort fungerer bedre end andet.

Der er mange rigtigt gode numre, men også enkle, hvor det er svært at se ideen eller meningen. Blandt andet en lang sketch om politifolk med tørre hænder og en bagedyst med scorereplikker lever simpelthen ikke op til Hjørring Revyens egne store ambitioner.

Det er der så andet der gør. Trine Gadebergs glansfigur, Pelle, er rykket med til Hjørring, og de travle forældre har efterladt ham med en Ipad, som han ser både porno og islamistisk propaganda på, og hvor han møder nye venner i chatrooms. Det er grumt, og grumt godt. Gadeberg og Kristensen genbruger en spydig ægteskabssketch fra sidste års Esbjerg Revy – det skal Hjørring-publikummet glæde sig over - og det politiske strejfes med blandt andet en pophymne til de multinationale selskaber, der ikke betaler skat, og en sketch om et nyt parti, Sund Skepsis, der minder en hel del om noget, vi lige har hørt alt for meget til i valgkampen.

 Alt dette gode til trods, så mangler revyen et eller andet. Det er svært at pege på lige præcis hvad, men rytmen hakker, rækkefølgen halter. Instruktøren Frede Gulbrandsen har ikke haft held med afbalanceringen af numrene. Det virker decideret besynderligt at slutte af med fire solonumre i træk inden det flot swingende, afsluttede shownummer hvor alle mulige tv-shows, i takt med tidens foruroligende tendenser, bliver omsat til musicals.

Hjørring Revyen er bestemt god, men den har potentiale til mere.

Hjørring Revyen.

Tekst og musik: Kasper Le Fevre, Trine Gadeberg, Rasmus Søndergaard, Henrik Baloo Andersen, Preben Kristensen, Kjeld Torbjørn, Pernille Sørensen, Frede Gulbrandsen, Jan Svarrer, Jørgen Bing, Søren Anker Madsen, Mei Oulund, Carsten Svendsen, Anders Hoff, Øyvind Rafto & Calle Hellevang-Larsen, Mozart, Shubert, Puccini, Michael Bévort, James Price m.fl.

Instruktion: Frede Gulbrandsen. Scenografi: Kirsten Brink. Koreografi: Peter Friis. Kapelmester: Henrik Baloo Andersen.

Medvirkende: Trine Gadeberg, Preben Kristensen, Carsten Svendsen og Kasper Le Fevre.

Spiller på Vendsyssel Teater til 3. august.

Anmeldt 15. juni (premiere).

Forestillingsfoto: Axel Søgaard.

 

14-06-2019

Nykøbing Falsters nye revydirektører leverer varen med en flot og forrygende morsom forestilling.

 

* * * * *

 

Alle revyer har et eller to numre, hvor man sidder og spejder forgæves efter dømmekraften hos de ansvarlige. Det har årets Nykøbing F. Revy også, men de få svipsere skal være dem tilgivet for langt størsteparten af de 24 numre sidder lige i skabet.

De nye revydirektører Mickey Pless, revyens knalddygtige kapelmester, og Pernille Schrøder, det energiske midtpunkt på scenen, træder allerede i åbningsnummeret elegant ud af Flemming Krølls store direktørsko, og resten af aftenen savner man ikke et øjeblik Krøll, måske lige med undtagelse af i Rasmus Krogsgaards indvandrernummer om Mehmet, som Krøll nok selv havde lavet, hvis han havde været med, og som vi nemt kunne have undværet.

Schrøder og Pless, assisteret af den driftssikre instruktør Michel Castenholt, har givet sydhavsøernes kulturelle flagskib et skud fornyet energi og med et flot sammensat skuespillerhold leverer de sæsonens til dato bedste revy. Det er musikalsk, det er originalt, det er smukt at kigge på og lytte til, og så er det morsomt – ind i mellem lårklaskende morsomt. Sketchen ”En seriemorder” sidst i 1. akt, hvor hele ensemblet hvirvler ud og ind som danske tv-seriekarakterer, der er ofre for ’mordet på DR’ er hylende grinagtigt; godt skrevet af Vase & Fuglsang og perfekt udført. Rasmus Krogsgaard som Mads Mikkelsens Fischer fra Rejseholdet er out of this world!

I det hele taget er det i ensemblenumrene, at Nykøbing F. Revyen har sin største styrke i år. En kommentar til Brexit er lige så originalt udtænkt, og det er jublende sjovt når holdet gentagne gange optræder som syngende falstringe. Holdet på scenen klæder hinanden, komplimenterer hinanden og ingen falder i gennem, hverken i den ene eller den anden retning. Her er alle stjerner. Alle har noget godt materiale at arbejde med og alle kommer godt afsted med det.

Rasmus Krogsgaard leverer et eminent og originalt Ghita Nørby-nummer med lydklip fra det famøse interview, Henrik Koefoed, synger en veldrejet vise om bankgebyrer og afholder et par morsomme og helt aktuelle politiske auktioner, Rikke Buch Bendtsen er skøn som blandt andet fuldfed dating-guru og Pernille Schrøder herlig som pæn, ældre dame, der har genfundet gnisten i sexlivet. Troels Malling giver sine karakterer et skævt, underspillet twist, bl.a. som del af et krænket børnekor og som panda, men han overdriver sin Britta Nielsen-parodi, hvor teksten er bedre end afleveringen, hvilket også gælder Pernille Schrøders lidt for overgearede Pia Kjærsgaard-sang. I begge tilfælde taber de karaktertegningen for at jage effekten i ellers velskrevne numre.

Men helheden. Anders D. Jensens smukke scenografi, Henrik Børgesens kostumer, Steffen Hulehøj Frederiksens gennemførte koreografi, den meget musikalske afvikling og et veloplagt skuespillerhold er ligesom underholdningsværdien er helt i top. Falster har en revyfest.

 

”Nykøbing F. Revyen”.

Tekst og musik: Rasmus Krogsgaard, Mickey Pless, Rasmus Søndergaard og Lars Bisgaard, Jantzen & Aagaard, Jan Svarrer & Søren Anker Madsen, Michel Castenholt, Flemming Krøll, Sune Gylling Æbelø, Vase & Fuglsang, Jakob Fauerby, Kai Norman Andersen, Adde Malmberg/Pernille Schrøder, Carl-Erik Sørensen, Rikke Buch Bendtsen, Leif Maibom, Ross Parker, Mads Keiser, Søren Kragh-Jacobsen og Kim Larsen m.fl.

Instruktion: Michel Castenholt. Scenografi: Anders D. Jensen. Koreografi: Steffen Hulehøj Frederiksen. Kostumer: Henrik Børgesen. Kapelmester: Mickey Pless.

Medvirkende: Pernille Schrøder, Rikke Buch Bendtsen, Troels Malling, Rasmus Krogsgaard og Henrik Koefoed - og Mickey Pless.

Spiller på Nykøbing Falster Teater til 24. august.

Anmeldt 13. juni (premiere)

PR-Foto.

 

12-06-2019

Årets Rottefælde-revy er ikke en af dem man vil huske længe, men det er god gedigen underholdning, serveret med musikalsk lethed og publikumsafsmittende overskud.

 

* * * *

 

Med næsten to ugers forsinkelse ovenpå Mikkel Schrøders uheld ved en forpremiere, kunne Rottefælden i Svendborg i aftes omsider byde ind til premiere i det gamle, charmerende revyteater, der gennem årene har fostret så mange store stjerner.

Årets revy hører ikke til de bedste i Rottefældens 136-årige historie, men bestemt heller ikke til de dårligste. Vil man ikke huske den for dens skarpe tekster eller for overdådig lårklaskende morsomme sketches, vil man i stedet kunne mindes den for en legende musikalsk lethed og et perlende spillehumør, der smitter af på publikum.

Revyens grand ol’ man Jan Schou serverer jokes så gamle, at man tænker, at han første gang fik dem fortalt af sine forældre; her bør der strammes op. Men ellers leverer revyen i store træk hvad den lover – mange små grin, der hen ad vejen gør det til en vældigt charmerende aften.

Operasangerinden Kiki Brandt imponerer med sin flotte sangstemme, som hun flittigt får lov at bruge, og så kan hun også være morsom. Christine Astrid har både samme musikalitet og funny bones, og hun udvikler sig positivt som revyskuespiller for hvert år. Et nummer om at multitaske med fire telefonjobs på én gang, er virtuost udført, og giver Christine Astrid mulighed for at vise hvor ferm en revykomedienne hun er. Mikkel Schrøder har både musikalsk elegance og er skarp i sine musikalske parodier. De er nye for publikum i Svendborg, men trækker måske lige i overkanten meget på genbrug i hvert af ideer og opbygning fra tidligere shows andre steder. Jan Schou tager heldigvis revanche for de lamme vittigheder i en ganske god, klassisk revyvise om de masker, vi allesammen går og skjuler vores sande jeg bag og i et par filmsketches, der har en overraskende udvikling.

Anden akt er en velafbalanceret og harmonisk blanding af skæg og ballade, parodier og musikalitet; helt fint i nummeret om de fallerede popdronninger Anne, Sanne og Lis, i et meget sjovt nummer om Tinder-dating, en musikalsk lækkerbisken fra en krænket Christine Astrid og med Jan Schou som Dronning Margrethe, der skal finde en måde at fejre Prins Joachims 50-års fødselsdag på, bistået af Kiki Brandt som en noget spag Marie.

Inden pausen er niveauet mere svingende, og de fire dygtige skuespillere er ikke for alvor blevet forkælet af tekstforfatterne. Mikkel Schrøder har et udmærket nummer om at være transvestit og blive set skævt til, og for Jan Schous Pave ’er alting rent’. Hele herligheden styres aldeles suverænt af Jens Krøyer og hans uhyre veloplagte musikere, der Rottefælde-vanen tro også indgår i et par numre på scenen. Alt i alt er årets revy en munter og vellykket aften i det charmerende gamle revyteater.

 

”Rottefælden 2019”.

Tekst og musik: Jens Krøyer, Pia Ullehus, Peter Oliver Hansen, Morten Holm-Nielsen, Peter Spies, Leif Maibom, Mikkel Schrøder, Kasper Gattrup, Kiki Brandt, Christine Astrid, Kenneth Sichlau, Jeanette Kiilrrich, Peter Bisgaard, Søren Madsen, Giovacchino Forzano, Giacomo Puccini, Vase & Fuglsang, Carl Nielsen og ’Fritz von Léveren’.

Instruktion: Carsten Friis. Scenografi: Pia Ullehus og Henning Pedersen. Koreografi: Christine Astrid. Kostumer: Hanne Mørup og Tina Balleby Madsen. Kapelmester: Jens Krøyer.

Medvirkende: Christine Astrid, Kiki Brandt, Mikkel Schrøder og Jan Schou. Kapelmester: Jens Krøyer. Musikere: Ole Caspersen og Guy Moscoso.

Spiller i Rottefælden i Svendborg til 24. august.

Anmeldt 11. juni (forsinket premiere) 

Foto: Skovdal & Skovdal.