Blog

20-03-2019

Brudstykker af hverdagslivet på godt og ondt, serveret som velspillet collage på Teater Grob.

 

* * * *

 

Der er efterhånden kogt meget suppe på den gamle og formentligt videnskabeligt tvivlsomme måling, der engang gjorde danskerne til 'verdens lykkeligste folk'. Nu også et teaterstykke på Teater Grob på Nørrebro. 

Kan lykke måles og sættes ind i skemaer, og hvis det kan, hvordan defineres lykke egentlig? Hvor længe skal man være lykkelig før det tæller? Hvor længe skal man være ulykkelig, før det tæller? Ja, jeg har aldrig helt fanget præmissen med den slags 'undersøgelser', og i øvrigt har Norge vist overhalet os - pokkers! Det er sikkert fordi de har sne om vinteren, masser af olie i grundfjeldet og alligevel allesammen kører i el-biler.

"Frihed.Sex.Længsel" er titlen på det lille spil - knapt halvanden time varer det - som fire dramatikere har skabt til det lille københavnske bydelsteater, der meget glædeligt havde stort set udsolgt sal i aftes, fire dage efter premieren, på en helt almindelig tirsdag. Et dejligt lydhørt publikum i alle aldre, hvor det eneste der slog mig netop her i hjertet af Nørrebro, var manglen på etnisk diversitet - både i salen og på scenen. Skal man tegne et fuldt ud troværdigt billede af det moderne Danmark og dets folk lige her og nu, så bør etnicitet vel være en del af billedet.

Forestillingen er en collage, næsten en revy i 18-19 tableauer. Nogle næsten ordløse og tangerende det absurde, som når Morten Kjær konstant løber hovedet mod  lukkede døre, som alle andre kan komme ind af, andre særdeles ordrige; som Lars Boms fortravlede parcelist, der drømmer sig i muldvarpens sted, og Lise Lauenblads smerteligt smukke monolog om Michael, der er født som Simone, og kæmper for at få sin mor til at acceptere, at han er hendes fucking søn! Camilla Lau sætter tonen tidligt som trafikofferet, der er erklæret rask, og derfor nærmest mister sin identitet og omverdenens opmærksomhed og medfølelse.

Mobiltelefonafhængighed, Sociale medier og britiske tv-serier fylder en del. De britiske tv-serier er åbenbart blevet nærmest symbolet på småborgerlig kedsommelighed - det sidste stadie før reel hjernedød. 

Rutinerede Lars Bom har klædeligt fået mange flere lag i sit spil, end man så i hans yngre år, og veksler glimrende fra desperat mobilafhængig på low battery over kriseramt skilsmissemand til helt afslappet yogalærer med længsel efter et adrenalinkick på motorcykel. Camilla Lau redegør fint både for ejendomsmæglerens overfladiskhed og for den idealistiske nødhjælpsfrivillige, der bliver efterladt af sin lesbiske kærlighed på Lesbos, mens Lise Lauenblad gør fyldest som hende, der rejser, og som frustreret yogaelev, der drømmer om at møde en mand, der er sød og ikke slår. Morten Kjær har mindre at gøre godt med, men rammer noget som den ensomme mand, der som den eneste i opgangen, ikke får en skrigende rusker i dobbeltsengen.

Marianne Nilsson har lavet en enkel scenografi med et dybt perspektiv og mange døre, som især fungerer takket være Edward Lloyd Pierce' spændende og effektfulde lyssætning. Per Scheel-Krüger, der også har bidraget med teksten, har instrueret med et bedre blik for personinstruktionen end for det noget trættende puslespil med at få folk ud og ind af de rigtige døre.

"Frihed.Sex.Længsel" gør os næppe lykkeligere, men det er udmærket teater, der sætter tanker igang.

"Frihed.Sex.Længsel". Af Kari Vidø, Henrik Szklany, Jesper Pedersen og Per Scheel-Krüger.

Instruktion: Per Scheel-Krüger. Scenografi og kostumedesign: Marianne Nilsson. Lysdesign. Edward Lloyd Pierce. Lyddesign: Anja Tietze Lahrmann. Koreografisk konsulent: Esa Alanne.

Medvirkende: Lise Lauenblad, Camilla Lau, Lars Bom og Morten Kjær.

Spiller på Teater Grob til 11. april.

Anmeldt 19. marts.

Forestillingsfoto: Christian Geisnæs.

13-03-2019

Det er et vildt og balstyrisk sansebombardement når kunstnerkollektivet Sort Samvittighed dissikerer samlivets små og store rutsjebaneture.

 

* * * *

 

Lad mig lige indlede med en servicemeddelelse; af årsager jeg egentlig ikke kan forklare, er "I et forhold" mit første møde med det anmelderroste, Reumertbelønnede og publikumsmagnetiske kvindelige kunstnerkollektiv Sort Samvittighed. Deres to første forestillinger "Hvid Magi" og "Tove! Tove! Tove!" har ellers spillet igen og igen siden premiererne i henholdsvis 2011 og 2015 og har trukket fulde huse.

Begge forestillinger modtog i sin tid Reumertprisen som bedste musikforestilling, så "I et forhold" har så sandelig noget at leve op til.  Og om den aktuelle forestilling når forgængernes høje niveau må andre bedømme, der har et sammenligningsgrundlag.

Det er et vildt og balstyrisk sansebombardement for både øjne, ører og sjæl, de fem kvinder på scenen og resten af kollektivet leverer med en rig samling af tekster fra det seneste århundrede, som har to ting til fælles; de er skrevet af danske kvinder og de handler om parholdet i alle dets afskygninger, fra den spirende romantiske forelskelse og den mest sanselige ubændige liderlighed til det smertelige brud og den rasende, ukontrollerbare jalousi.

Forestillingen både indledes og afsluttes med Pia Tafdrups smukke ord 'jeg har gjort mit hjerte stort', og ind i mellem går det ellers over stok og sten i en musikalsk, fysisk og visuel kakafoni af stemninger. Det er til tider lige lovlig manieret, og måske ikke så rørende som det vel strengt taget burde være. Til gengæld er det underholdende.

Det gælder når Kitt Maiken Mortensen boblende af forelskelse fortæller veninderne om sin nye kærlighed, der gør hende til en sprællemand af koketteri - ordene er Agnes Henningsens - så de til sidst er ved at kaste op over det, eller når den samme dialog spilles på flere forskellige måder, så den først beskriver den nærmest totale samdrægtighed for til sidst at være et regulært skænderi. Det er enormt godt tænkt og lige så dygtigt udført.

På samme måde rummer Elisa Kragerups iscenesættelse mange små, finurlige detaljer; blandt andet farvelkysset, der først er lidenskabeligt, siden overfladisk, for så slet ikke at være.

Jeanett Albeck er kollektivets musikalske anker, men de andre følger nu fint med på trommer, violin, harmonikaer og diverse blæseinstrumenter, og lydbilledet er lige så omskifteligt som kærligheden i de lyriske tekster. Det ene øjeblik med smukke, poetiske toner, det næste skingert og grimt. Et spejl af parforholdet i alle dets afskygninger.

Lone Hørslevs skilsmissedigt om ønsket om at slå mandens elskerinde ihjel - jeg ved ikke om den slags tanker er normale - bliver livfuldt leveret med guitarakkompagnement og dans, og en smuk tekst af Naja Marie Aidt ender ud i femhændigt klaverspil.

Det visuelle udtryk fra scenografen Ida Marie Ellekilde kommer først og fremmest til udtryk i de vilde kostumer og aparte sminkning; tykke sorte tårer, fjer på næserne og hjerterne udenpå tøjet. Der kommer blomster ned fra himlen, og der vokser hvide buketter op af gulvet, men ellers forekommer scenografien, kostumerne og til en vis grad også Signe Fabricius koreografi som lidt af en rodebutik. Vore sanser bliver bombarderet med indtryk, til sidst med en lydstyrke, der gør decideret ondt, men det bliver lidt for påtaget efter min smag. Jeg savner mere inderlighed, som temaet og de udvalgte, lyriske tekster lægger op til.

De fem på scenen leverer bestemt varen. Signe Egholm Olsen er ganske forrygende når hun beskriver et dampende liderligt forhold - teksten er mig ubekendt - Rikke Bilde både synger flot og sprutter af indædt raseri overfor den mand, der ikke længere elsker hende, Kitt Maiken Mortensen og Lila Nobel har begge fine nuancer i deres forskellige karakterer og man må bare beundre Jeanett Albecks musikalske spændvidde, der binder hele forestillingen flot sammen.

Det var en fornøjelse på en almindelig tirsdag at opleve ikke alene en propfyldt sal, men også et markant yngre publikum end det er hverdagskost i danske teatre. "I et forhold" viser at der er håb, både for kærligheden og for teatret. Det er slet ikke så skidt.

"I et forhold" af og med Kunstnerkollektivet Sort Samvittighed.

Tekster af Naja Marie Aidt, Karen Blixen, Louise Breyen, Suzanne Brøgger, Tove Ditlevsen, Inger Christensen, Ellen Heiberg, Agnes Henningsen, Lone Hørslev, Mette Moestrup, Ursula Andkjær Olsen, Stine Pilgaard og Pia Tafdrup.

Instruktion: Elisa Kragerup. Scenogrifi og kostumer: Ida Marie Ellekilde. Koreografi: Signe Fabricius. Dramaturg: Leila Vestgaard. Musik: Jeanett Albeck.

Medvirkende: Jeanett Albeck, Kitt Maiken Mortensen, Signe Egholm Olsen, Lila Nobel og Rikke Bilde.

Spiller på Betty Nansen Teatret til 27. april (skynd jer, der er næsten udsolgt).

Anmeldt 12. marts.

Forestillingsfoto: Catrine Zorn.

02-03-2019

Musikken sejrer stort i særdeles vellykket ny dansk musical med internationalt potentiale.

 

* * * * *

 

For anden gang har de danske musicalmagere Lasse Aagaard, Thomas Høg og Sune Svanekier fået lov at bearbejde en af den engelske bestsellerforfatter Ken Folletts historiske murstensromaner om til en musical. Det var godt første gang, hvor ”Jordens Søjler” lykkedes flot på Østre Gasværk, og det er endnu bedre denne gang, hvor det er ”Den evige ild” det gælder.

Det er først og fremmest musikken, der ikke bare er bedre, men som er i international musicalklasse. Hvor ”Jordens Søjler” nok havde flotte melodier og gode sange, der fungerede i nu’et, men var forudsigelige og forgængelige, er ”Den evige ild” et meget mere helstøbt musikalsk værk. Det lyder ganske enkelt storslået i Niels Bye Nielsens arrangementer, og selvom størsteparten er indspillet på forhånd, og der kun er en lille trio, der spiller viola, guitar, violin og forskellige 1500-tals fløjter på scenen, så fungerer det i denne sammenhæng upåklageligt godt. Man kan næsten kun fryde sig ved tanken over, hvor fantastisk det ville lyde i en produktion, der havde råd til et stort levende orkester.

Også sangerne yder musikken stor respekt. Silke Biranell i den store rolle som Margery Fitzgerald får her et veritabelt gennembrud efter en stribe lovende præstationer, og selvom Christian Collenburg ikke har samme vokale register, så leverer også han en fornem præstation som hendes elskede Ned Willard, der må så grueligt meget igennem inden de to til sidst kan få hinanden. Det er to meget flotte præstationer af to unge, særdeles talentfulde musicalsangere.

Mindre overraskende er det, at Xenia Lach-Nielsen i rollen som den protestantiske engelske dronning Elisabeth I brænder fuldkommen igennem i sine sange, først om at ville kæmpe for en verden uden frygt, og til sidst hvor hun underskriver rivalen Mary Stuarts dødsdom og synger gribende flot om at tronen forpligter.

”Den evige ild” er en lang forestilling, næsten tre timer. Meget anderledes kan det næsten ikke være, når romanforlægget er en 900 sider stor mursten af en roman, med et personregister som i en mellemstor dansk provinsby. Handlingen bevæger sig på flere plan med Ned Willard, som det gennemgående bindeled. Vi er i 1500-tallets Europa. Den katolske kirke har vundet magten i England og brænder kættere på bålet.

Herfra følges både kærlighedssporet mellem Ned og Margery, der ikke må få hinanden, så ikke vil have hinanden, for til sidst alligevel at få hinanden. Der er magtkampen mellem de to dronninger, Elisabeth I og Mary Stuart, religionskrigen i både Frankrig og England mellem den katolske og den protestantiske kirke, og flere andre personlige fortællinger på begge sider af kanalen.

Det er omfangsrigt, men bliver aldrig uinteressant, for Sune Svanekier og Thomas Høgs tekst er lige så velkomponeret som Lasse Aagaards musik, og der spilles og synges aldeles fortræffeligt af alle de medvirkende, der på grund af opsætningens begrænsede budget alle må spille adskillige forskellige karakterer. Det kan godt virke en lille smule forvirrende, især når også de mest bærende skuespillere har mange funktioner, men det kan der rådes bod på hvis ”Den evige ild” på et tidspunkt kan opnå en større opsætning. Og det bør den få, enten herhjemme eller i udlandet.

Det er nu slet ikke fordi, der er noget, der virker pauvert her. Benjamin la Cours scenografi, der inkluderer hele to menneskeafbrændinger på bålet, en veludnyttet drejescene og en flytbar bro, skaber en flot ramme om det historiske drama, og Astrid Lynge Ottosen og Karin Ørum har løst udfordringen med de mange kostume- og karakterskift uhyre elegant med kjoler og kåber, der kan ’hæftes’ af og på med et snuptag.

Der skal gives roser til hele ensemblet, men især til Søren Bech-Madsen med den imponerende dybe stemme, der kommer smukt til udfoldelse i bl.a. rollen som den grumme kardinal de Guise, og til Camille-Cathrine Rommedahl, som jeg ikke mindes at have set bedre, end som den modige Sylvie Palot. Til unge Monica Isa Andersens fine Mary Stuart, Pernille Petterson, Karsten Jansfort, Anders Gjesing og Marie Mondrup i flere forskellige roller, og til Kasper Dalsgaard, der skaber en charmerende charlatan ud af rollen som den ækle skurk Pierre Aumande.

Mads M. Nielsens instruktion fungerer som et velsmurt urværk, og er et meget godt eksempel på, at selv en lang forestilling med en vidtforgrenet og kompliceret historie som denne, ikke behøver at slæbe sig afsted.

Forfatteren Ken Follett var til stede ved premieren, og så ud som om han var tilfreds med resultatet. Han har ikke grund til andet. Bellevue Teatret har fået en fornem musical, der fortjener et stort publikum – også meget større, end det, der kan nå at se den her.

”Den evige ild”. Musical af Lasse Aagaard (dramatisering og musik), Sune Svanekier og Thomas Høg (dramatisering og tekst) baseret på Ken Folletts roman af samme navn.

Instruktion: Mads M. Nielsen. Scenografi: Benjamin la Cour. Kostumer: Astrid Lynge Ottosen og Karin Ørum. Musikalsk arrangement: Niels Bye Nielsen. Korarrangement & -instruktion: Johnny Jørgensen. Kapelmester: Olof Ander.

Medvirkende: Silke Biranell, Xenia Lach-Nielsen, Pernille Pettersson, Monica Isa Andersen, Marie Mondrup, Camille-Cathrine Rommedahl, Christian Collenburg, Karsten Jansfort, Anders Gjesing, Kasper Dalsgaard, Søren Bech-Madsen, Daniel Hansen, Victoria Elvirose Rishøj og musikerne Olof Ander, Ditte Fromseier og Dan Selchau.

Spiller på Bellevue Teatret til 31. marts.

Anmeldt 1. marts (verdenspremiere)

Forestillingsfoto: Robin Skjoldborg.

01-03-2019

Der er pang på farverne, drøn på musikken og masser af god energi i Nørrebro Teaters opsætning af filmklassikeren om at sætte sin hat, som man vil.

 

* * * *

 

Der er en vidunderlig god energi over hele ensemblet i Nørrebro Teaters opsætning af Klaus Rifbjerg og Bent Fabricius-Bjerres gamle filmmusical "Jeg er sgu min egen". I modsætning til filmens omfangsrige rolleliste, er der her skåret ind til benet med blot seks skuespillere og et fire mands orkester, der får lov til at arbejde hårdt for hyren. Bortset fra to, så flyver og farer de ind og ud, op og ned i et hav af små, skæve, skønt karrikerede karakterer i Torden & Lynilds festlige og meget farverige let psykadeliske 60'er inspirerede scenografi med dertilhørende kostumer i pang-farver.

Stærkt ensemblespil er blevet et varemærke på det moderne Nørrebro Teater, og det står igen centralt i denne opsætning. Kun to skifter ikke karakter undervejs; Maria Askehaves opsynsværge og Mathilde Passers oprørske Annie.

Forestillingen er ikke helt debut for næsten nyuddannede Mathilde Passer, men det er tæt på.  Hun er på scenen fra start til slut i rollen som den unge pige med det lyse sind, og en helt uimodståeligt frihedstrang. Annie vil såmænd gerne rette ind og tilpasse sig samfundets rigide normsæt, men hun vil også have lov til bare at være sig selv. Det er udmærket for hende, at være mor for bagermester Hyldesens otte skringende unger, men hun vil have passion og lidenskab til gengæld frem for søvnig, skemalagt onsdagssex. Hun vil da gerne have et kontorarbejde, men hun vil ikke fanges i hamsterhjulet, uden også at have et liv. For Annie er selve livet.

I Jeanette Munzerts dramatisering, der tager sig en hel del friheder i forhold til originalen, og Niclas Bendixens kvikke og effektfulde instruktion bliver Rifbjergs mere end 50 år gamle samfundssatire - skrevet lige på kanten af ungdomsoprøret - en uhyre relevant kommentar til vore dages bureaukratiske regeltyrani. Annie kommer under opsyn af Over Overvågnings- og Opsynsdepartementet, men den kvikke pige finder hurtigt ud af at sno sig i systemet. Selv ikke den nidkære opsynsværge, kan rigtigt stå for hendes charme og umiddelbarhed. Det kan musikeren Anders, aldeles glimrende spillet og sunget af Nicolai Jandorf, bestemt heller ikke, men selv for ham, er Annie en ordentlig mundfuld.

Det vil være for meget at hævde, at "Jeg er sgu min egen" står og falder med sin Annie, for lige netop denne opsætning beviser det modsatte, men selvfølgelig er det afgørende vigtigt at have den rigtige Annie. Mathilde Passer spiller hende med en kæk, gæv og ganske uimodståelig charme. Hun suger os til sig, og er en insisterende og elskelig Annie, men hun kommer til kort i sangene. Hun synger - jamen, det må nævnes - pivhamrende falsk.

Nu er Bent Fabricius-Bjerres jazzede 60'er melodier bestemt heller ikke de letteste at håndtere, men her eraltså tale om en så central del af forestillingen, at det skurrer. Heldigvis klarer hun den ikoniske afslutningssang "Jeg sætter min hat som jeg vil" ganske fint, for hun er bedst, når der er lidt knald på musikken.

Omkring Mathilde Passer leverer ensemblet alle som en fine præstationer; morsomst er Tom Jensen som bl.a. den hykleriske bagermester, som servil tjener og som rasende nabokone, Nicolai Jandorfs version af "Duerne flyver" bliver aftenens musikalske højdepunkt, Anne Sofie Espersen og Morten Hemmingsens groteske adelskarakterer er skarpe og Marie Askehave er intens i blikket og tilpas blød om embedsmandshjertet i rollen som opsynsværgen. 

Ind i mellem bliver løjerne lige pjattede nok, og mange ældre vil muligvis synes, at kapelmester Søren Graversens nye, mere rockede arrangementer af Fabricius-Bjerres melodier er upassende. Det synes jeg bestemt ikke. Det klæder melodierne at blive opdaterede. Orkestret fungerer godt, både musikalsk og som 'menneskemængde', når det er nødvendigt.

Alt i alt er "Jeg er sgu min egen" stadig en overraskende tidsaktuel samfundssatire, her leveret som en kulørt billedbog med masser af grin og god musik.

"Jeg er sgu min egen". Baseret på Klaus Rifbjergs manuskript til filmen af samme navn. 

Dramatiker: Jeanette Munzert. Komponist: Bent Fabricius-Bjerre. Musikalsk arrangør og kapelmester: Søren Graversen.

Instruktion: Niclas Bendixen. Scenografi og kostumer: Torden & Lynild. Koreografi: Peter Friis.

Medvirkende: Mathilde Passer, Marie Askehave, Tom Jensen, Nicolai Jandorf, Anne Sofie Espersen, Morten Hemmingsen samt musikerne Anders Birk, Stephan Grabowski, Rene Damsbak og Søren Graversen.

Spiller på Nørrebro Teater til 13. april.

Anmeldt 28. februar (premiere).

Forestillingsfoto: Büro Jantzen.

28-02-2019

Forholdet mellem døtre og fædre beskrives underfundigt i en lille, velspillet forestilling på Folketeatrets Hippodromen.

 

* * * * 

 

Hvis det er sandt hvad Victor Cornelius sang i 1951, at 'mor er den bedste i verden', er det så også sandheden, at 'far er den værste i verden'? 

Rikke Wölcks lille skuespil "Dansen med far" fortæller i hvert fald historien om tre temmeligt frygtelige fædre, set gennem deres døtres briller. Der er Ejnar, som skred da Inger-Lise bare var 10 år gammel, og først viste sig igen med en æske gamle chokolader, da hun fyldte 18. Der er Karl, en brovtende narcissist, der er far til Lea, og så er der Jeppe, Sofies far, der egentligt vil det så godt, men bare aldrig har tid og falder om med et hjertestop som 45-årig.

Historien fortælles af kvinderne. Tre generationer af kvinder, og handler således også om mødre, men den historie kan det være vi får en anden gang, for med blot en god times spilletid, kan man jo ikke nå alt. 

Rikke Wölck har både skrevet de fine, afstemte ord med gode replikker som: Han: Vi har jo haft det godt sammen. Hun: Ja, det siger du jo!  - og spiller selv den ældste af de tre kvinder, Inger Lise. Det gør hun, ligesom Sonja Oppenhagen og Laura Allen Müller som hendes datter og barnebarn, vældig nænsomt og diskret. Det er mændene, der råber højt, slås og skaber sig.

Det er et uhyre fint dramatisk trick, at lade de tre fædre fremstå som dukker, skabt af dukkemageren og skuespilleren Rolf Søborg Hansen, der selv, sammen med Morten Hauch-Fausbøll, fører dukkemændene, og siger deres replikker. Dukkerne har deres helt egen personlighed og udtryk, og kombinationen af dukketeater og ægte mennesker fungerer upåklageligt.

Også pigerne som børn optræder som dukker, så vi slipper for at opleve voksne skuespillere spille børn, hvilket sjældent er en rigtigt god idé. Det er altså en på mange måder meget vellykket og seværdig forestilling, der dvæler i sit eget langsomme og rolige tempo.

Se den med din far, din datter, dine bedsteforældre eller børnebørn og tag samtalen om jeres egne datter/far relationer over et glas vin eller en kop kaffe bagefter. Det kan der sikkert komme meget godt ud af.

"Dansen med far". Af Rikke Wölck.

Instruktion: Madeleine Røn Juul. Scenografi: Kisser Rosenquist og Rolf Søborg Hansen. Dukkemager: Rolf Søborg Hansen. 

Medvirkende: Rikke Wölck, Sonja Oppenhagen, Laura Allen Müller, Rolf Søborg Hansen og Morten Hauch-Fausbøll.

Spiller på Folketeatrets Hippodromen til 23. marts.

Anmeldt 27. februar.

Forestillingsfoto: Thomas Petri.