Blog

14-06-2019

Nykøbing Falsters nye revydirektører leverer varen med en flot og forrygende morsom forestilling.

 

* * * * *

 

Alle revyer har et eller to numre, hvor man sidder og spejder forgæves efter dømmekraften hos de ansvarlige. Det har årets Nykøbing F. Revy også, men de få svipsere skal være dem tilgivet for langt størsteparten af de 24 numre sidder lige i skabet.

De nye revydirektører Mickey Pless, revyens knalddygtige kapelmester, og Pernille Schrøder, det energiske midtpunkt på scenen, træder allerede i åbningsnummeret elegant ud af Flemming Krølls store direktørsko, og resten af aftenen savner man ikke et øjeblik Krøll, måske lige med undtagelse af i Rasmus Krogsgaards indvandrernummer om Mehmet, som Krøll nok selv havde lavet, hvis han havde været med, og som vi nemt kunne have undværet.

Schrøder og Pless, assisteret af den driftssikre instruktør Michel Castenholt, har givet sydhavsøernes kulturelle flagskib et skud fornyet energi og med et flot sammensat skuespillerhold leverer de sæsonens til dato bedste revy. Det er musikalsk, det er originalt, det er smukt at kigge på og lytte til, og så er det morsomt – ind i mellem lårklaskende morsomt. Sketchen ”En seriemorder” sidst i 1. akt, hvor hele ensemblet hvirvler ud og ind som danske tv-seriekarakterer, der er ofre for ’mordet på DR’ er hylende grinagtigt; godt skrevet af Vase & Fuglsang og perfekt udført. Rasmus Krogsgaard som Mads Mikkelsens Fischer fra Rejseholdet er out of this world!

I det hele taget er det i ensemblenumrene, at Nykøbing F. Revyen har sin største styrke i år. En kommentar til Brexit er lige så originalt udtænkt, og det er jublende sjovt når holdet gentagne gange optræder som syngende falstringe. Holdet på scenen klæder hinanden, komplimenterer hinanden og ingen falder i gennem, hverken i den ene eller den anden retning. Her er alle stjerner. Alle har noget godt materiale at arbejde med og alle kommer godt afsted med det.

Rasmus Krogsgaard leverer et eminent og originalt Ghita Nørby-nummer med lydklip fra det famøse interview, Henrik Koefoed, synger en veldrejet vise om bankgebyrer og afholder et par morsomme og helt aktuelle politiske auktioner, Rikke Buch Bendtsen er skøn som blandt andet fuldfed dating-guru og Pernille Schrøder herlig som pæn, ældre dame, der har genfundet gnisten i sexlivet. Troels Malling giver sine karakterer et skævt, underspillet twist, bl.a. som del af et krænket børnekor og som panda, men han overdriver sin Britta Nielsen-parodi, hvor teksten er bedre end afleveringen, hvilket også gælder Pernille Schrøders lidt for overgearede Pia Kjærsgaard-sang. I begge tilfælde taber de karaktertegningen for at jage effekten i ellers velskrevne numre.

Men helheden. Anders D. Jensens smukke scenografi, Henrik Børgesens kostumer, Steffen Hulehøj Frederiksens gennemførte koreografi, den meget musikalske afvikling og et veloplagt skuespillerhold er ligesom underholdningsværdien er helt i top. Falster har en revyfest.

 

”Nykøbing F. Revyen”.

Tekst og musik: Rasmus Krogsgaard, Mickey Pless, Rasmus Søndergaard og Lars Bisgaard, Jantzen & Aagaard, Jan Svarrer & Søren Anker Madsen, Michel Castenholt, Flemming Krøll, Sune Gylling Æbelø, Vase & Fuglsang, Jakob Fauerby, Kai Norman Andersen, Adde Malmberg/Pernille Schrøder, Carl-Erik Sørensen, Rikke Buch Bendtsen, Leif Maibom, Ross Parker, Mads Keiser, Søren Kragh-Jacobsen og Kim Larsen m.fl.

Instruktion: Michel Castenholt. Scenografi: Anders D. Jensen. Koreografi: Steffen Hulehøj Frederiksen. Kostumer: Henrik Børgesen. Kapelmester: Mickey Pless.

Medvirkende: Pernille Schrøder, Rikke Buch Bendtsen, Troels Malling, Rasmus Krogsgaard og Henrik Koefoed - og Mickey Pless.

Spiller på Nykøbing Falster Teater til 24. august.

Anmeldt 13. juni (premiere)

PR-Foto.

 

12-06-2019

Årets Rottefælde-revy er ikke en af dem man vil huske længe, men det er god gedigen underholdning, serveret med musikalsk lethed og publikumsafsmittende overskud.

 

* * * *

 

Med næsten to ugers forsinkelse ovenpå Mikkel Schrøders uheld ved en forpremiere, kunne Rottefælden i Svendborg i aftes omsider byde ind til premiere i det gamle, charmerende revyteater, der gennem årene har fostret så mange store stjerner.

Årets revy hører ikke til de bedste i Rottefældens 136-årige historie, men bestemt heller ikke til de dårligste. Vil man ikke huske den for dens skarpe tekster eller for overdådig lårklaskende morsomme sketches, vil man i stedet kunne mindes den for en legende musikalsk lethed og et perlende spillehumør, der smitter af på publikum.

Revyens grand ol’ man Jan Schou serverer jokes så gamle, at man tænker, at han første gang fik dem fortalt af sine forældre; her bør der strammes op. Men ellers leverer revyen i store træk hvad den lover – mange små grin, der hen ad vejen gør det til en vældigt charmerende aften.

Operasangerinden Kiki Brandt imponerer med sin flotte sangstemme, som hun flittigt får lov at bruge, og så kan hun også være morsom. Christine Astrid har både samme musikalitet og funny bones, og hun udvikler sig positivt som revyskuespiller for hvert år. Et nummer om at multitaske med fire telefonjobs på én gang, er virtuost udført, og giver Christine Astrid mulighed for at vise hvor ferm en revykomedienne hun er. Mikkel Schrøder har både musikalsk elegance og er skarp i sine musikalske parodier. De er nye for publikum i Svendborg, men trækker måske lige i overkanten meget på genbrug i hvert af ideer og opbygning fra tidligere shows andre steder. Jan Schou tager heldigvis revanche for de lamme vittigheder i en ganske god, klassisk revyvise om de masker, vi allesammen går og skjuler vores sande jeg bag og i et par filmsketches, der har en overraskende udvikling.

Anden akt er en velafbalanceret og harmonisk blanding af skæg og ballade, parodier og musikalitet; helt fint i nummeret om de fallerede popdronninger Anne, Sanne og Lis, i et meget sjovt nummer om Tinder-dating, en musikalsk lækkerbisken fra en krænket Christine Astrid og med Jan Schou som Dronning Margrethe, der skal finde en måde at fejre Prins Joachims 50-års fødselsdag på, bistået af Kiki Brandt som en noget spag Marie.

Inden pausen er niveauet mere svingende, og de fire dygtige skuespillere er ikke for alvor blevet forkælet af tekstforfatterne. Mikkel Schrøder har et udmærket nummer om at være transvestit og blive set skævt til, og for Jan Schous Pave ’er alting rent’. Hele herligheden styres aldeles suverænt af Jens Krøyer og hans uhyre veloplagte musikere, der Rottefælde-vanen tro også indgår i et par numre på scenen. Alt i alt er årets revy en munter og vellykket aften i det charmerende gamle revyteater.

 

”Rottefælden 2019”.

Tekst og musik: Jens Krøyer, Pia Ullehus, Peter Oliver Hansen, Morten Holm-Nielsen, Peter Spies, Leif Maibom, Mikkel Schrøder, Kasper Gattrup, Kiki Brandt, Christine Astrid, Kenneth Sichlau, Jeanette Kiilrrich, Peter Bisgaard, Søren Madsen, Giovacchino Forzano, Giacomo Puccini, Vase & Fuglsang, Carl Nielsen og ’Fritz von Léveren’.

Instruktion: Carsten Friis. Scenografi: Pia Ullehus og Henning Pedersen. Koreografi: Christine Astrid. Kostumer: Hanne Mørup og Tina Balleby Madsen. Kapelmester: Jens Krøyer.

Medvirkende: Christine Astrid, Kiki Brandt, Mikkel Schrøder og Jan Schou. Kapelmester: Jens Krøyer. Musikere: Ole Caspersen og Guy Moscoso.

Spiller i Rottefælden i Svendborg til 24. august.

Anmeldt 11. juni (forsinket premiere) 

Foto: Skovdal & Skovdal.

07-06-2019

'Et strejf af revy' er landets mindste, professionelle sommerrevy, og er helt anderledes, skæv og mere crazy, end noget andet man kan opleve denne sommer.

* * * * (+*)

Danmarks mindste sommerevy 2019 spiller på den glimrende restaurant Strejf i Helsingør. Her er ikke nitterdrenge på balkonen, men der er hårde nysere på scenen - eller hvad man skal kalde det lille plateau i salen, der gør det ud for en scene - både i form af skarpe tekster, der har kant, bid, snert og i perioder er så quirky, at man lige glemmer at grine af pointen, og i form af fine skuespillerpræstationer.

Jeg ved ikke om denne nye mini-revy, der blot spiller ni gange i løbet af de kommende tre uger, tæller med blandt de revyer, der sidst på sommeren præsenteres og hædres i Revyernes Revy på Bakken, men hvis den gør, så kandiderer den stærkt til hele to af revybranchens fine priser.

Simon Nøiers har skrevet flere af revyens 19 numre, og fremfører selv sin egen monolog "DTU", der åbner anden afdeling. Det er sommerens indtil nu bedste revytekst, handler om Dansk Folkeparti og var på premiereaftenen torsdag så dugfrisk aktuel, at den havde onsdagens valgresultat med. Her spiddes DF med en denne sommer hidtil uset politisk skarphed og bidende ironi, når Simon Nøiers fra partiets talerstol bekendtgør at partiets fremtid er at føre en 'stram kurs' (pause) og være 'Danmarks nye borgerlige (pause) parti'. Forkortelsen i titlen står for Danskhed, Tilknytningskrav og Udvisning, og flere forkortelser indgår i teksten, bl.a. PHD, som her står for Problematiske Herboende Danskere, og ingen i DF har 'en PHD' som det stolt konkluderes.

Simon Nøiers kandiderer i denne hans første revyoptræden også åbenlyst til 'Årets talent' og suppleres så fint så fint af Le Münster-Swendsen, Dan Schlosser og Sune Svanekier, der tydeligt har en god og smittende kemi sammen - i øvrigt bakket nydeligt, musikalsk op af Catrine Ullerup Frølund på det flygel, der reelt er den lille forestillings eneste scenografi.

Tekstniveauet forekommer generelt langt højere og mere ambitiøst - man skal altså lytte efter - end i de store revyer, vi hidtil har set, men det er også langt mindre udstillende, at stå i et lille tætpakket restaurationslokale med plads til max. 70 gæster end at stå på en af de store scener. Man slipper afsted med mere og behøver ikke male med den samme, brede pensel. Det klæder den lille Helsingør-revy, og det klæder den i høj grad, at den gang på gang udfordrer os, med skæve, finurlige numre og indslag. Det er blandt andet indslagene om folk med 'morsomme lidelser' og 'Zeitgeist', der begge er små pikante hip til tv-kultureren, der overfladeglat springer fra død og ødelæggelse til munter quiz-leg, hvor det viser sig, at det at 'tro' er rigtigere end at 'at vide', og hvor man rask væk udstiller folks lidelser og sygdomme, bl.a. her en ondskabsfuld mand, der lider af Responsum Paludanus og besvarer alle spørgsmål med indignerede udfald mod alt og alle. 

Sune Svanekier er sød i en glimrende vise om en mand, der fejrer livets fødselsdage, og Le Münster-Swendsen giver den virkelig gas som indebrændt-liderlig myreforsker med et horn i siden på veninden, mens Dan Schlosser er den afdøde Prins Henrik, der fra sin plads ved Skt. Peters veldækkede bord kommenterer livet på jorden. Skuespillerne er i ægte cabaretform næsten hele tiden present på det diminiutive podium, og revyen har et hav af ensemblenumre, fra den helt anderledes skævt udfordrende åbning, hvor man sidder og tænker 'hvad sker der lige her?' til et parterapinummer, hvor terapeuten flyver ud på sine drømmes overdrev mens parret fortæller om deres mislykkede ferie til Tyrkiet.

Et strejf af revy er til tider så sær i sin form, at det går ud over rytmen, og kvæler både latter og klapsalver - noget tilsvarende oplever man også ofte i Dragsholmrevyerne, som denne fine, lille forestilling til en vis grad er åndsbeslægtet med. Pausen giver plads til eftertanke, og så går anden afdeling rent hjem - er vi simpelthen blevet tunet ind på samme frekvens? 

Der er fire flotte stjerner til denne lille revy, som man altså skal skynde sig hvis man vil opleve - og så tillader jeg mig at smide en ekstra stjerne på for den udsøgte mad, som restauratør Jakob Christensen på Strejf diverterer med. Uden nogen som helst sammenligning det mest delikate måltid en dansk sommerrevy kan byde på i sommeren 2019.

"Revyen i Helsingør - Et strejf af revy"

Tekst og musik: Simon Nøiers, Jantzen/Aagaard, Catrine Frølund, John Batz, Staffan Bjerstedt, Nis Pedersen, Lasse Scmidt, Jens Korse, Mads M. Nielsen, Lars le Dous, Thomas Høg, Dan Schlosser og Bent Fabricius-Bjerre.

Instruktion: Mads M. Nielsen. Pianist: Catribe Ullerup Frølund. Producent: Peter Holst-Beck

Medvirkende: Le Münster-Swendsen, Simon Nøiers, Sune Svanekier og Dan Schlosser.

Spiller torsdag-lørdag på Restaurant Strejf i Helsingør til 22. juni.

Anmeldt 6. juni (premiere)

PR-foto.

02-06-2019

Sønderborg Sommerrevy savner finesse, formål og fornyelse.

 

* * *

Hvordan får man publikum i Sønderborg til at le? Opskriften synes ganske klar; man klæder sig ud i tykdragt og sørger for at se så grimme ud som muligt – hele tiden. Så bliver der grinet, og missionen er lykkedes. Eller er den? Er det virkelig nok til at underholde folket i dagens Danmark? Nej, selvfølgelig er det ikke det.

Sønderborg Sommerrevy har i år undertitlen ’Sidste nyt fra latterfronten’ og åbnings-og finalenumrene handler om begreber som fake news, og de løgne, hvorpå nyhedsstrømmen synes at være bygget. Det lugter af politisk satire til tiden med seks indlagte ’Breaking News’, der kommer til at skifte i takt med hvad dagligdagens nyheder bringer, men vittighederne på premiereaftenen var hverken skarpe eller sjove nok, og kan slet ikke opveje den eklatante ophobning af dårlig smag og vandede vittigheder, der gennemsyrer årets revy.

Bortset fra en elegant og musikalsk åbning, et velarrangeret Kim Larsen-hyldestpotpourri og en velbalanceret finale, så er Sønderborg Revyen i år blottet for finesse og charme, og jo morsommere de fem hårdtarbejdende skuespillere på den store, flotte scene desperat forsøger at være, desto mindre morsomt bliver det. Revyen er en konstant og temmelig trættende leflen efter de billigste point, og de nemmeste grin.

Er det virkelig sådan de vil lave revy i Sønderborg i 2019? Er det sådan de tænker, at revyen skal skæres i årene der kommer? Jeanne Boel har overtaget roret efter Leif Maibom, der dog stadig er en særdeles aktiv leverandør af tekster; han har haft en finger med i 21 af 28 numre. Boel har selv skrevet et enkelt – til sig selv – det burde, ligesom nogle af de andre mest pinagtige numre aldrig være nået til scenen, enkelte andre numre i den lumre ende kunne måske være gået an i en lille krorevy, men i en stor revy som i Sønderborg bliver såvel teksternes kvalitet som den overspillede levering nådesløst udstillet. Et par enkelte undtagelser løfter niveauet op på spinkle tre stjerner. Det er Tom Jensens falskt undskyldende Danske Bank direktør og Jeanne Boels neddæmpede vise om at tænde lys for freden, om terrorisme og manglende dansk humanisme. Og der er et sjovt nummer i indledningen om alt det der ikke blev plads til i revyen. Det er desværre morsommere end det, der blev plads til.

Vi får selvfølgelig pandaer og Britta Nielsen, vi møder fire ikke så lykkelige DF’ere og en fuldfed plastikpumpet havfrue. Thomas Pakulas orkester spiller effektiv klap-i-takt-musik og både lys og lyd er lækkert.  Lone Rødbroe, John Batz og Bjarne Antonisen anstrenger sig for at score billige points – og lykkes sporadisk. Men som helhed er sidste nyt fra latterfronten, at der ikke er meget at grine af i Sønderborg.

Sønderborg Sommerrevy – Sidste nyt fra latterfronten.

Tekst og Musik: Leif Maibom, Thomas Pakula, Lars Bisgaard & Rasmus Søndergaard, Wolfgang Roloff, Tom Jensen, Wendt, Tind & Engholm, H.C. Lumbye, Jan Svarrer, Søren Anker Madsen, Jeanne Boel, Kim Larsen, Mogens Mogensen m.fl.

Instruktion & Koreografi: Jeanne Boel. Scenografi: Klaus Kristensen. Kostumier: Henrik Børgesen. Kapelmester & musikalske arrangementer: Thomas Pakula

Medvirkende: Jeanne Boel, Lone Rødbroe, Tom Jensen, Bjarne Antonisen og John Batz.

Spiller på Hotel Sønderborg Strand til 27. juli.

Anmeldt 1. juni (premiere)

Foto: Dace Gruzdeva.

 

31-05-2019

Der er masser af talent i afgangseleverne fra Den Danske Scenekunstskole – Skuespilleruddannelsen på Odense Teater.

 

* * * *

 

I øjeblikket kan man på Odense Teaters Værkstedsscene opleve afgangseleverne fra teatrets skuespilleruddannelse i Martin Crimps udfordrende skuespil ”Anslag mod hendes liv”. Forestillingen markerer afslutningen på uddannelsen og nu skal de otte unge mennesker ud og stå på egne ben i en benhård og ikke altid lige nådig branche.

De otte nye skuespillere hedder Ellaha Lack, Haesam Jakir, Anton Sager, Line Vejgaard Kjær, Siff Vintersol, Magnus Andersen Hald, Freja Klint Sandberg og Simon Kongsted og tre af dem er allerede blevet engageret til Odense Teaters eget, fine ensemble for næste sæson. At dømme ud fra præstationerne her, skal der også nok være både arbejde og en karriere for dem og de andre, men alting afhænger selvfølgelig af hvad branchen efterspørger.

Det er Rune David Grue, der har instrueret (og lavet scenografi og kostumedesign) til afgangsforestillingen, og med valget af Crimps dystopiske, mærkværdige, ordrige samfundssatire om kvinden Anne, som ingen ved hvem er, bliver afgangseleverne i hvert fald udfordret til det yderste. Det er en svær tekst, der kræver lydhørhed og nærvær, og det er en fysisk energisk opsætning, hvor ingen falder i og overspiller. Det er også blevet en musikalsk opsætning, da et par af de medvirkende selv har komponeret to iørefaldende sange, der især giver Freja Klint Sandberg lejlighed til at vise hvor godt hun synger og Anton Sager til at spille en lækker sprød klarinet.

Haesam Jakir har en accent så man kan frygte at han kun vil blive typecastet som indvandrerskurk på Vesterbro, og nu vi er ved de specielle typer, så falder også Siff Vintersol ind under sådan en ’special look’-kategori, der i denne branche kan være både godt og ondt.

I et helt igennem velfungerende ensemblespil, skilte Simon Kongsted sig mest ud med en bundsolid sceneautoritet og en smuk replikbehandling, men ingen faldt igennem og det er glædeligt at opleve en hel årgang, hvor man umiddelbart tænker, at de  alle nok skal klare sig. Klare sig godt, ovenikøbet.

”Anslag mod hendes liv”. Af Martin Crimp. Oversættelse: Emmet Feigenberg. Musik: Magnus Andersen Hald, Freja Klint Sandberg og Anton Sager.

Instruktion, scenografi og kostumedesign: Rune David Grue.

Medvirkende: Ellaha Lack, Haesam Jakir, Anton Sager, Line Vejgaard Kjær, Siff Vintersol, Magnus Andersen Hald, Freja Klint Sandberg og Simon Kongsted. Alle 3. års elever fra Den Danske Scenekunstskole – Skuespilleruddannelsen Odense.

Set 31.maj.

Spiller til 8. juni på Værkstedet, Odense Teater. Og i Skuespilhuset, København, 12.-14. juni.

Forestillingsfoto: Emilia Therese