Forside Anmeldelser 2019 ANSLAG MOD HENDES LIV

ANSLAG MOD HENDES LIV

292
0

Der er masser af talent i afgangseleverne fra Den Danske Scenekunstskole – Skuespilleruddannelsen på Odense Teater.

* * * *

I øjeblikket kan man på Odense Teaters Værkstedsscene opleve afgangseleverne fra teatrets skuespilleruddannelse i Martin Crimps udfordrende skuespil ”Anslag mod hendes liv”. Forestillingen markerer afslutningen på uddannelsen og nu skal de otte unge mennesker ud og stå på egne ben i en benhård og ikke altid lige nådig branche.

De otte nye skuespillere hedder Ellaha Lack, Haesam Jakir, Anton Sager, Line Vejgaard Kjær, Siff Vintersol, Magnus Andersen Hald, Freja Klint Sandberg og Simon Kongsted og tre af dem er allerede blevet engageret til Odense Teaters eget, fine ensemble for næste sæson. At dømme ud fra præstationerne her, skal der også nok være både arbejde og en karriere for dem og de andre, men alting afhænger selvfølgelig af hvad branchen efterspørger.

Det er Rune David Grue, der har instrueret (og lavet scenografi og kostumedesign) til afgangsforestillingen, og med valget af Crimps dystopiske, mærkværdige, ordrige samfundssatire om kvinden Anne, som ingen ved hvem er, bliver afgangseleverne i hvert fald udfordret til det yderste. Det er en svær tekst, der kræver lydhørhed og nærvær, og det er en fysisk energisk opsætning, hvor ingen falder i og overspiller. Det er også blevet en musikalsk opsætning, da et par af de medvirkende selv har komponeret to iørefaldende sange, der især giver Freja Klint Sandberg lejlighed til at vise hvor godt hun synger og Anton Sager til at spille en lækker sprød klarinet.

Haesam Jakir har en accent så man kan frygte at han kun vil blive typecastet som indvandrerskurk på Vesterbro, og nu vi er ved de specielle typer, så falder også Siff Vintersol ind under sådan en ’special look’-kategori, der i denne branche kan være både godt og ondt.

I et helt igennem velfungerende ensemblespil, skilte Simon Kongsted sig mest ud med en bundsolid sceneautoritet og en smuk replikbehandling, men ingen faldt igennem og det er glædeligt at opleve en hel årgang, hvor man umiddelbart tænker, at de  alle nok skal klare sig. Klare sig godt, ovenikøbet.

”Anslag mod hendes liv”. Af Martin Crimp. Oversættelse: Emmet Feigenberg. Musik: Magnus Andersen Hald, Freja Klint Sandberg og Anton Sager.

Instruktion, scenografi og kostumedesign: Rune David Grue.

Medvirkende: Ellaha Lack, Haesam Jakir, Anton Sager, Line Vejgaard Kjær, Siff Vintersol, Magnus Andersen Hald, Freja Klint Sandberg og Simon Kongsted. Alle 3. års elever fra Den Danske Scenekunstskole – Skuespilleruddannelsen Odense.

Set 31.maj.

Spiller til 8. juni på Værkstedet, Odense Teater. Og i Skuespilhuset, København, 12.-14. juni.

Forestillingsfoto: Emilia Therese

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her