20-03-2019

FRIHED.SEX.LÆNGSEL

Brudstykker af hverdagslivet på godt og ondt, serveret som velspillet collage på Teater Grob.

 

* * * *

 

Der er efterhånden kogt meget suppe på den gamle og formentligt videnskabeligt tvivlsomme måling, der engang gjorde danskerne til 'verdens lykkeligste folk'. Nu også et teaterstykke på Teater Grob på Nørrebro. 

Kan lykke måles og sættes ind i skemaer, og hvis det kan, hvordan defineres lykke egentlig? Hvor længe skal man være lykkelig før det tæller? Hvor længe skal man være ulykkelig, før det tæller? Ja, jeg har aldrig helt fanget præmissen med den slags 'undersøgelser', og i øvrigt har Norge vist overhalet os - pokkers! Det er sikkert fordi de har sne om vinteren, masser af olie i grundfjeldet og alligevel allesammen kører i el-biler.

"Frihed.Sex.Længsel" er titlen på det lille spil - knapt halvanden time varer det - som fire dramatikere har skabt til det lille københavnske bydelsteater, der meget glædeligt havde stort set udsolgt sal i aftes, fire dage efter premieren, på en helt almindelig tirsdag. Et dejligt lydhørt publikum i alle aldre, hvor det eneste der slog mig netop her i hjertet af Nørrebro, var manglen på etnisk diversitet - både i salen og på scenen. Skal man tegne et fuldt ud troværdigt billede af det moderne Danmark og dets folk lige her og nu, så bør etnicitet vel være en del af billedet.

Forestillingen er en collage, næsten en revy i 18-19 tableauer. Nogle næsten ordløse og tangerende det absurde, som når Morten Kjær konstant løber hovedet mod  lukkede døre, som alle andre kan komme ind af, andre særdeles ordrige; som Lars Boms fortravlede parcelist, der drømmer sig i muldvarpens sted, og Lise Lauenblads smerteligt smukke monolog om Michael, der er født som Simone, og kæmper for at få sin mor til at acceptere, at han er hendes fucking søn! Camilla Lau sætter tonen tidligt som trafikofferet, der er erklæret rask, og derfor nærmest mister sin identitet og omverdenens opmærksomhed og medfølelse.

Mobiltelefonafhængighed, Sociale medier og britiske tv-serier fylder en del. De britiske tv-serier er åbenbart blevet nærmest symbolet på småborgerlig kedsommelighed - det sidste stadie før reel hjernedød. 

Rutinerede Lars Bom har klædeligt fået mange flere lag i sit spil, end man så i hans yngre år, og veksler glimrende fra desperat mobilafhængig på low battery over kriseramt skilsmissemand til helt afslappet yogalærer med længsel efter et adrenalinkick på motorcykel. Camilla Lau redegør fint både for ejendomsmæglerens overfladiskhed og for den idealistiske nødhjælpsfrivillige, der bliver efterladt af sin lesbiske kærlighed på Lesbos, mens Lise Lauenblad gør fyldest som hende, der rejser, og som frustreret yogaelev, der drømmer om at møde en mand, der er sød og ikke slår. Morten Kjær har mindre at gøre godt med, men rammer noget som den ensomme mand, der som den eneste i opgangen, ikke får en skrigende rusker i dobbeltsengen.

Marianne Nilsson har lavet en enkel scenografi med et dybt perspektiv og mange døre, som især fungerer takket være Edward Lloyd Pierce' spændende og effektfulde lyssætning. Per Scheel-Krüger, der også har bidraget med teksten, har instrueret med et bedre blik for personinstruktionen end for det noget trættende puslespil med at få folk ud og ind af de rigtige døre.

"Frihed.Sex.Længsel" gør os næppe lykkeligere, men det er udmærket teater, der sætter tanker igang.

"Frihed.Sex.Længsel". Af Kari Vidø, Henrik Szklany, Jesper Pedersen og Per Scheel-Krüger.

Instruktion: Per Scheel-Krüger. Scenografi og kostumedesign: Marianne Nilsson. Lysdesign. Edward Lloyd Pierce. Lyddesign: Anja Tietze Lahrmann. Koreografisk konsulent: Esa Alanne.

Medvirkende: Lise Lauenblad, Camilla Lau, Lars Bom og Morten Kjær.

Spiller på Teater Grob til 11. april.

Anmeldt 19. marts.

Forestillingsfoto: Christian Geisnæs.