19-01-2019

AMADEUS

Vidunderlig opsætning af Peter Schaffers skuespil om geniet og middelmådigheden blander alle kunstarterne på Det kongelige Teaters Gamle Scene.

 

* * * * * *

 

Det er næsten som at være der selv, ved Hoffet i Wien dengang sidst i 1700-tallet. Det kongelige Teaters Gamle Scene er det helt rigtige sted, at opføre Peter Schaffers skuespil ”Amadeus”, som også var grundlag for Milos Formans otte-dobbelte Oscarvinder. Stemningen er lagt allerede inden den første strofe er spillet, det første ord er sagt.

Og med teatrets øverste chef som instruktør viser det sig også, at dette er den helt rigtige opførelse af stykket. Den får alt hvad den kan trække, med operasangere, dansere, Det kgl. Kapel, en flot, flot scenografi hvor det maniske geni Mozarts nodeark tårner sig op som et bjerg, og med vidunderligt smukke kostumer. Både scenografi og kostumer skabt af Maja Ravn. Det er ganske enkelt en forestilling, der er Kgl Teater værdig i pomp og pragt, og så har jeg endda endnu ikke nævnt det bedste; skuespillerne!

Søren Sætter-Lassen er fuldkommen eminent i den egentlige hovedrolle som den bitre, misundelige hofkomponist Antonio Salieri, der har svoret sit liv til musikkens Gud, men som i mødet med den geniale Mozart indser sin egen middelmådighed og hævner sig på både Gud og Mozart, det sidste med katastrofale følger. Overfor denne lille bitre, men snu og sleske mand, der forstår at gebærde sig blandt hoffets mest slimede snoge, står Simon Bennebjerg som en tilsvarende pragtfuld Mozart. Et fjollehoved, en infantil stratenrøver og horebuk, udstyret med musikhistoriens største talent. Mozart taler før han tænker, han er impulsiv, spontan og ude af stand til at indordne sig under den kejserlige etikette. Derfor bliver han et let offer for den intrigante Salieri. Bennebjerg spiller sin Mozart helt ud til kanten, men aldrig over den. Der er bund bag fjollerierne. Som stykket skrider frem og alting smuldrer omkring Mozart, bliver samspillet mellem disse to modsætninger ekstra seværdigt. En nydelse.

Det er som nævnt teatrets chef, Kasper Holten, der selv har instrueret. Det kan ikke gentages ofte nok, hvor skønt det er at have en kunstner for bordenden på dette teater, der i så mange år har lidt under embedsmænd og bureaukraters vælde. Ok, Holten skal nok få kam til sit hår i dagligdagen, for der er stadig budgetter, der skal holdes, besparelser, der skal gennemføres og tåbelige politiske beslutninger, der pinedød skal føres ud i livet. Man sidder jo ligefrem og frygter, at det går Holten som det gik Mozart ved kejserens hof i Wien. Kan middelmådigheden endnu engang knægte og kue genialiteten? Forhåbentlig ikke.

Holten inddrager her alle teatrets kunstarter. Der er balletdansere, operasangere – vi får sopranen Clara Cecilie Thomsen for fuld udblæsning i blandt andet ”Nattens dronning” fra ”Tryllefløjten” – og kapellet er med på scenen, spiller uden noder som en vidunderligt integreret del af en forestilling, der handler og kredser om kærligheden til musikken. Min eneste anke i forhold til Holtens opsætning er, at musikerne, i modsætning til alle andre på scenen, er iklædt sort hverdagstøj. Hvorfor? Kunne der ikke, når kostumebudgettet alligevel var sat på overload, have været til nogle enkle, tidstypiske kostumer til dem også? Det er måske en lille detalje, men det forstyrrede mit øje fra start til slut – det havde nær kostet en stjerne.

En anden sjov detalje. Proscenium og kongeloge, stole m.v. der på scenen er en del af Wiens Hofteater, er en tro kopi af det rum, vi sidder i. Igen er det, som at være der selv, som førstehåndsvidner, til musikhistorien. En historie, som det jo lige skal pointeres, er fiktiv. Der er intet historisk belæg for andet end at Salieri og Mozart var gode kolleger, måske endda venner. Intrigen, fortællingen om jalousi og mindreværd er digtet af Peter Schaffer, begunstiget af det faktum at Antoino Salieris musik nærmest blev glem, mens Mozarts bliver husket for altid.

Det er Søren Sætter-Lassens virtuose Salieri og Simon Bennebjergs elskelige Mozart, der er hovedattraktionerne. Men omkring dem ses et næsten perfekt skuespillerhold; Sigurd Holmen le Dous og Martin Bo Lindsten, er herlige som de gyldne engle, der bærer historien frem, kommenterer og blander sig i handlingen. Kristian Halken er et elskeligt fjols af en kejser, Henrik Koefoed som Salieris medsammensvorne operachef, endnu en middelmådighed højt placeret i det kunstneriske hierarki, og Michael Moritzen og Morten Hauch-Fausbøll som sleske hofsnoge. Glimrende hele vejen rundt.

Rosalinde Mynster i rollen som Mozarts elskede Constanze er absolut rørende i den afsluttende dødsscene, men ellers savnede jeg noget sødme hos hende. Det er et valg, at spille rollen som en simpel tøs fra Bryggen, men hun skal også have sødme og varme. Det så vi ikke denne ellers så eventyrlige aften.

Tiden flyver afsted i en næsten tre timer lang forestilling, der ikke keder et eneste sekund, men er en fryd for både øje og sjæl. En frydefuld fornøjelse som en strygekvartet af mesteren selv. Bravo. DaCapo.

”Amadeus”. Skuespil af Peter Schaffer oversat af Kasper Holten. Musik af W.A. Mozart og Antonio Salieri.

Instruktion: Kasper Holten. Scenografi og kostumer: Maja Ravn. Musikalsk ledelse: Mikkel Futtrup. Koreografi: Signe Fabricius. Lysdesign: Bruno Poet. Lyddesign: Rasmus Balch og Jacob Bo Nystrup.

Medvirkende: Søren Sætter-Lassen, Simon Bennebjerg, Rosalinde Mynster, Kristian Halken, Henrik Koefoed, Sigurd Holmen le Dous, Martin Bo Lindsten, Michael Moritzen, Morten Hauch-Fausbøll, Clara Cecilie Thomsen, Claus Nielsen, Bjarne Antonissen, Lucia Vinde Dirchsen, Stina Schmidt, seks korsangere og seks balletdansere samt musikere fra Det kgl. Kapel.

Spiller på Det kongelige Teaters Gamle Scene til 17. februar.

Anmeldt 18. januar (premiere).

Forestillingsfoto: Camilla Winther.