Blog

14-04-2019

Magien og sjælen er fraværende i mat romantisk musical, men Sara Gadborg redder heldigvis aftenen.

 

* * *

 

Mange vil huske 90'er filmen "Ghost", der med Patrick Swayze og Demi Moore i hovedrollerne vandt både Oscars og et enormt publikum. Produtionsselskabet Heltemus har fået rettighederne til at opføre den musical, der efterfølgende blev lavet over historien, og forestillingen har turneret en periode i Jylland inden den nu spiller måneden ud i Tivolis Koncertsal.

Det er et meget stort sted at spille, og det er måske én af årsagerne til, at magien, sjælen og intensiteten var stort set fraværende i aftes, i det romantiske drama om Sam, der bliver dræbt, og som spøgelse kan se, at ikke alene jagter hans bedste ven hans sørgende kæreste, det er også ham, der er årsag til Sams død. Med hjælp fra en anløben clairvoyant, Oda Mae, får Sam retfærdigheden til at ske fyldest og han får lige mulighed for at få fortalt sin Molly at han elsker hende, inden han drager til det hinsides.

Musikken er skrevet af ingen ringere end den gamle Eurythmics-guitarist Dave Stewart og blander en håndfuld stilarter, hvilket passer godt til at forestillingen udspiller sig i den multietniske metropol New York. De fleste af sangene, ikke mindst de trioer, hvor Molly, Sam og den svigefulde Carl synger sammen, ender dog ud i noget mudret stadionpop, hvor det selv for det trænede øre synes svært at skelne ordene.

Frederikke Vedel er smuk og har en dejlig musicalstemme, men som den sørgende kunstnerpige Molly, savner hun i den grad nerve, og samspillet med ligeledes nydelige og talentfulde Mikkel Moltke Hvilsom har slet ikke de forelskedes intensitet og gnist. Den fra filmen så kendte, dampende erotiske lerscene, har ikke bare antydningen af noget erotisk over sig, så det bliver faktisk Joachim Knops veludførte "Unchanged Melody", der stjæler scenen. Det er ikke meningen!

Heller ikke Johannes Nymarks Carl har meget at byde ind med, ud over at også han har en glimrende stemme til musicalscenen. Han er hverken desperat nok, farlig nok eller forelsket nok til at vi tror på ham.

Så er der i den grad mere tryk på kedlerne, når Sara Gadborg endelig gør sin entré som Oda Mae Brown. Her er den liv, sjæl og glødende energi som resten af forestillingen i foruroligende grad savner. Her er en der tager scenen til sig, fylder rummet og brænder igennem med sin fremragende soulstemme og sin sceniske pondus. Hvor ville man dog ønske, at resten af det store ensemble havde haft samme urkraft som hende.

I mindre roller giver Jesper Asholt den som stepdansende spøgelse og René Wormack som morderisk desperado. Denne aften var Oliver Aagaard-Williams et udmærket Subway-spøgelse, der lærer spøgelset Sam at slås med de levende. 

Der arbejdes hårdt af dansere og sangere, respekt for det. Musikken lyder som den skal, og scenografen Rikke Juellunds store lerpotter, der i forskellig belysning kan være alt fra New Yorks skyskrabere til kontorlandskab og toplækker boheme-lejlighed er en godt tænkt løsning, som sikkert har fungeret lidt bedre på mindre scener end her på koncertsalens kæmpescene, hvor der bliver lige lovlig langt mellem dem.

"Ghost" er bestemt ingen dårlig musical, men i denne opsætning savner man lige de sidste 10-15 procent - og først og fremmest savner man magien, nærværet, sjælen, kærligheden og erotikken. Det bliver derfor en mat affære, undtagen når Sara Gadborgs Oda Mae stjæler showet, så tak for hende.

"Ghost - The Musical". Af Bruce Joel Rubin. Musik og sangtekster: Dave Stewart og Glen Ballard. Oversættelse: Helle Hansen og Thomas Bay.

Instruktion og koreografi: Tobias Larsson. Dialoginstruktør: Carsten Friis. Scenografi: Rikke Juellund. Kapelmester: Mikkel Gomard.

Medvirkende: Frederikke Vedel, Mikkel Moltke Hvilsom, Johannes Nymark, Sara Gadborg, Jesper Asholt, Mikkel Vadsholt, René Wormark, Christina Elisabeth Mørkøre, Astrid Højgaard Lundgreen, Yasmin Elvira Steenholdt, Joachim Knop, Jonas Suurballe Christensen, Oliver Aagaard-Williams, Caroline Gustafsson, Kristian studsgaard, Lea Palme Skriver, Mike Gamble, Rasmus Grandt, Elina Westberg, Rachael Ireson, Cathrine Kronborg Tøt, Asbjørn Hagen, Anna Solberg og Sofie Amalie Kronborg Christensen. Ni mands orkester.

Producent: Heltemus Productions. Spiller i Tivolis Koncertsal til 28. april.

Anmeldt 13. april.

Forestllingsfoto: Martin Mydtskov Rønne

13-04-2019

Fredericia Teater leverer endnu engang sang, dans og scenografi af høj klasse. "Tissebyen - The Musical" er en original, skæv og anderledes musicaloplevelse.

 

* * * *

 

Jamen, sikke de kan. Da Diluckshan Jeyaratnam i anden akts begyndelse leverer den forrygende gospel "Løb, frihed, løb" i spidsen for de fattiges sultehær i storbyens udtørrede kloakker er taget bogstaveligt talt ved at blæse ud over Fredericia Vold af begejstring. Det er en showstopper af den sjældne slags, hvor man har lyst til at råbe 'da capo' lige som i de italienske operahuse for at få lov til at se det én gang til. Fremragende.

Her (og i øvrigt flere andre steder undervejs i forestillingen) viser Fredericia Teaters ensemble hvorfor de er uden sidestykke i Danmark lige nu. Energi, spilleglæde, strålende stemmer, et helt forrygende velkoreograferet dansenummer, der låner lidt fra alle mulige af genrens gamle klassikere og samler det i en magisk stjernestund. Det er vildt underholdende, ren Broadway-klasse.

"Tissebyen - the musical" er en nu 20 år gammel amerikansk musical, der startede på det, der kaldes Off-Broadway og arbejdede sig ind på et gammelt teater, der alligevel skulle rives ned på New Yorks hovedstrøg. Nu er den i Danmark, for første gang i en professionel opførelse, men dygtige amatører har tidligere opført den, bl.a. på Gladsaxe Ny Teater.

Vi er lidt henne i samme genre som den uhyggeligt succesfulde "Book of Mormon", der har gået sin gang på alverdens musicalscener, bl.a. på Det Ny Teater. En anderledes, fræk, næsten anarkistisk musical, der udfordrer genren, som vi er blevet vant til at kende den. Fortællingen bryder med de klassiske mønstre, samtidig med, at den jo også hylder dem. Der er alle de traditionelle ingredienser; det gode mod det onde, den store kærlighed, en folkelig opstand, hemmelige familiebåd, der afsløres. Vi har at gøre med en moderne "Les Miserables", for i denne fiktive storby, lever de fattige et så misrabelt liv, at de ikke engang har råd til at forrette deres nødtøft. Global opvarmning har udtørret kloden. Stinkårene, der gik forud, har givet al magt til kapitalen, der med hård hånd styrer det politiske system, og tjener styrtende af penge på afgifter på - at tisse. 

Bryder man loven og tisser i buske eller på gaden, bliver man arresteret og ført til Tissebyen. Ingen ved rigtigt hvad det er for et sted, men rart er der ikke, forstår vi. Den onde kapitalist, Troels R. Tårnhøj sidder i sit forgyldte tårn, højt hævet over folket, og jonglerer med politikerne. På gadeplan regerer betjent Strunk og hans (enmandhær) af kampklædt politi og Mona Møntfod passer byens mest usle offentlige toilet, Offentlig facilitet Nr. 9, assisteret af den unge Bobby Stærk. Han forelsker sig selvfølgelig i den onde kapitalists smukke datter, Håb Tårnhøj, der er vendt hjem fra 'verdens dyreste universitet' som noget så sjældent som et godt menneske med et varmt hjerte. For at gøre en lidt for lang historie kort, så gør de fattige oprør under Bobbys ledelse, bortfører Håb, som dog til sidst slutter sig til dem, og fører an i indtagelsen af sin fars imperium, hvor hun selv sætter sig i chefstolen, og så kan vi starte forfra.

Her vinder det gode nok kampen, men ikke krigen. Krøllen på historien er, at det onde måske havde ret når det kommer til stykket. En vittig og tilpas kringlet udgang. 

Manuskriptet er i perioder lidt problematisk. Lad gå med det skæve tegneserieunivers med de fjollede, konstruerede navn, der ikke ligefrem bliver mindre fjollede i Mads Æbelø Nielsens ellers udmærkede oversættelse. Den lede betjent Strunk skifter fra tid til anden fra at være den værste skurk til at være vores 'hyggeonkel' af en fortæller, suppleret af det Mensa-kloge barn Lille Sally. Det er en besynderlig kombination. De medvirkende skal også spille et hav af skiftende roller, hvilket jo er imponerende nok, men som desværre også resulteter i lige lovligt karikerede karakterer - især i siderollerne og fra ensemblet. Hovedrollerne varetages med overlegen styrke af Diluckshan Jeyaratnam som Bobby Stærk, Bjørg Gamst som Lille Sally, Frederikke Maarup Viskum som (vores alles) Håb, Lars Mølsted som Betjent Strunk, Maria Skuladottir som tissekonen Mona Møntfod og hvad gælder det sanglige også af Kim Leprévost som den onde Tårnhøj. Kim Ace Nielsen, der senest henrykkede som Tarzan, er forestillingens koreograf, og den opgave har han løst med bravour. Danseoptrinene, både de store og de mindre, er dybt originalt tænkt og vidunderligt udført. Han spiller også flere roller, og det er med mindre finesse i de små detaljer.

"Tissebyen" har et meget iørefaldende musikalsk score. Der er simpelthen mange gode sange, og man har den luksus at råde over strålende stemmer i hele ensemblet. Nevena Prodanovic har lavet en enkel, men effektiv scenografi i to etager med flittig brug af Fredericia Teaters scenografiske adelsmærke, digitale-projectioner. Sang, dans og scenografi er helt i top. Skuespillet og selve forfatterparrets måde at fortælle historien på halter lidt, men "Tissebyen - The Musical" er alt i alt endnu en glimrende musicaloplevelse i Fredericia.

"Tissebyen - The Musical". Musik:Mark Hollmann. Manuskript og tekst: Mark Hollmann og Greg Kotis. Oversættelse: Mads Æbelø Nielsen.

Instruktion: Michelle Tattenbaum. Koreografi: Kim Ace Nielsen. Scenografi: Nevena Prodanovic. Kostumedesigner: Anna Juul Holm. Digital scenografi: Ane Nejsum. Kapelmester: Thomas Møller & Martin Konge.

Medvirkende: Diluckshan Jeyaratnam, Bjørk Gamst, Maria Skuladottir, Lars Mølsted, Kim Leprévost, Frederikke Maarup Viskum, Thomas Jensen, Kim Ace Nielsen, Mads Æbelø Nielsen og Cecilie Thiim.

Spiller på Fredericia Teater til 4. maj.

Anmeldt 12. april (premiere).

Forestillingsfoto: Søren Malmose.

30-03-2019

Sprudlende veloplagt kærlighedskomedie for både Shakespeare-kendere og dem, der bare vil have en herlig teateroplevelse.

 

* * * * *

 

Shakespeare er forelsket! Det tror da pokker, for kan man overhovedet andet end at forelske sig i Mille Hoffmeyer Lehfeldts Viola i Østre Gasværk Teaters opsætning af den stjernestrøede filmkomedie fra 1998, "Shakespeare in Love"?

Hun er helt vidunderlig som adelskvinden, der elsker teatret så meget, at hun trodser loven for at slutte sig til William Shakespeares teatertrup forklædt som mand; sart, sød, skrap, handlekraftig, charmerende, smuk og fuldkommen perfekt til rollen. Ih, du Mille!

Filmen vandt i sin tid syv Oscars, bl.a. til Gwyneth Paltrow, og til Tom Stoppard og Marc Norman for deres manuskript, men historien synes som skabt for teatret. For "Shakespeare in Love" handler om kærligheden til teatret ligeså meget som om kærligheden mellem to mennesker. Lee Halls scenebearbejdelse er i allerhøjeste grad i Shakespeares ånd. Den leger med teatrets magi, og sammen med Stoppard og Normans originale manuskript, med dets hav af referencer til Shakespeares dramatik og digtning, appellerer den både til nørder og nybegyndere. 

Nørderne kan kan passende lave en lille citatkonkurrence bagefter, mens nybegynderne får sådan én på opleveren, at de forhåbentlig, som vores prægtige Viola, taber deres hjerte for teatret for tid og evighed.

I Katrine Wiedemanns sprudlende opsætning, får den ikke for lidt på komedieregistret. Der spilles igennem som var det en klassisk farce. De to timer og 45 minutter flyver afsted, for hold da op, hvor bliver vi underholdt, når komedien folder sig ud og Viola forklæder sig som mand for at spille Romeo, og forblænder Thure Lindhardts Shakespeare. Han lider af en alvorlig skriveblokering. Hun bliver hans muse, og hvor han indtil mødet med hende har måttet læne sig op af sin samtidige kollega, Christopher Marlowe, og planke både hans ideer og vers for overhovedet at få skrevet noget ned, får hans kærlighed til Viola igen pennen til at danse på papiret, og han skriver "Romeo og Julie". Kærligheden er gengældt, men da Viola er blevet givet væk til den ubehagelige Lord Wessex, så har den ingen fremtid. Derfor, ræsonnerer forfatterne, blev "Romeo og Julie" en tragedie og ikke den komedie, der oprindeligt var bestilt.

Maja Ravn har skabt Østre Gasværks monumentale rum om til en moderne og dog tidstro version af Shakespeares Globe Theatre, udstyret med 280 ødselt påklædte dukker, der effektivt og uhyre vellykket integreres som et enormt folke- og statistkor. Også det er strålende.

Mille Lehfeldt begejstrer, men hun får så sandelig kvalificeret med- og modspil af Thure Lindhardt som Shakespeare. For at "Shakespeare in Love" skal lykkes, skal gnisten være der mellem dem, og det er den. Samspillet har energi og nerve, så det er en fryd; både det lidenskabelige og det komiske. Omkring dem funkler et sprudlende veloplagt ensemble, hvor ikke mindst Nicolai Jørgensen leverer komediespil af højeste klasse, både som Violas rige far og som den teatertossede Fennyman. Og det er en sand fornøjelse at opleve unge spillere som Elliott Crosset Hove og Anton Hjejle folde sig fuldt ud i komiske roller. Christiane Gjellerup Koch giver sin Dronning Elizabeth I en myndig varme, og Mikkel Arndt er et rigtigt dumt svin som Violas kommende ægtemand, Wessex, der kun er interesseret i medgiften og er parat til at slå ihjel for at få den. Noget af det helt skønne ved denne forestilling er, at alle i det omfattende ensemble har hver deres små øjeblikke, hvor det for en stund er dem, der er hovedpersonen, og at de alle som en udfolder deres rolle strålende. 

Vi bliver tilmed forkælet med en række meget morsomt koreograferede optrin og fægtescener, hvor der veloplagt spilles bold med teatrets illusion, og selvom gassen siver lidt ud af ballonen de sidste ti minutter, bliver "Shakespeare in Love" en af den slags teateroplevelser, der giver én lyst til mere. Meget mere.

"Shakespeare in Love". Baseret på Marc Norman og Tom Stoppards filmmanuskript. Bearbejdet til scenen af Lee Hall. Oversat af Niels Brunse.

Instruktion: Katrine Wiedemann. Scenografi & kostumer: Maja Ravn. Koreografi: Niclas Bendixen. Lysdesign: Brian Njie. Lyddesign: Morten Frank Nebelong.

Medvirkende: Mille Hoffmeyer Lehfeldt, Thure Lindhardt, Christian Gjellerup Koch, Flemming Enevold, Steen Stig Lommer, Tina Gylling Mortensen, Patrick Baurichter, Anton Hjejle, Mikkel Arndt, Nicolai Jørgensen, Elliott Crosset Hove, Marcus Gad Johansen, Gustav Dyekjær Giese, Mark Agerskov, Simon Kaarfast, Tanja Fleth Bønke, otte statister og 280 dukker.

Spiller på Østre Gasværk Teater til 28. april.

Anmeldt 29. marts (premiere).

Forestillingsfoto: Miklos Szabo.

 

28-03-2019

Kunsten og fascismen går hånd i hånd i besynderligt lille stykke om Benito Mussolini som dramatiker.

 

* * *

 

Det var i 30'erne, en tid der meget ligner vore dage. Sådan nogenlunde bliver det sagt. To gange endda for at vi ikke skal glemme det. For i 30'erne rasede fascismen i Europa, under Benito Mussolinis diktatur i Italien, og i Adolf Hitlers gryende nazisme i Tyskland.

De to mødes kort i Lucas Svenssons lille skuespil "Mussolinis De 100 dage", der er skrevet specielt til Teater FÅR 302, men det er et andet møde, det mellem digteren og kunsteren Mussolini og dramatikeren Giovacchino Forzano, der er drivkraften. Folkeføreren henter dramatikeren ind for at hjælpe sig med at skrive et skuespil om Napoleon.

Det er ikke fiktion. Mussolini var skam digter og dramatiker. Forzano var bl.a. librettist for Puccini, og stykket "De 100 dage" blev opført med succes i hele Europa, bl.a. på Dramaten i Stockholm i 1934, som denne aftens dramatiker kredser om. Er det fordi Sverige i endnu højere grad end vi herhjemme i disse år oplever en populistisk politisk drejning i retning af noget, der godt kan ligne fascisme? Det var i 30'erne, en tid der meget ligner vore dage.

"Mussolinis De 100 dage" spilles på det lillebitte Teater FÅR 302 i Toldbodgade, hvor vi sidder stuvet sammen i noget, der vel knapt er stort nok til at kaldes 'en sal'. På scenen har scenografen Siggi Óli Pálmason udført små mirakler med et multifunktionelt skrivebord, tre gennemlyselige skærme og et par tunge, røde tæpper. Vi springer i tid og sted; snart hos Napoleon på vej mod sit Waterloo, snart hos Mussolini og Forzano, så i Sverige til premieren på "De 100 dage", som vi får en bid af fremført som dukketeater, og i vor tid, hvor kloge hoveder taler om 'kunsten og fascismen'. 

Det er et stort emne - og bestemt højaktuelt - men det er desværre ikke et stort stykke dramatik. Ole Lemmeke, Birgitte Prins og en lige lovlig karrikeret Charlotte E. Munksgaard gør deres bedste for at skabe en mening med det hele, men det lykkes kun sporadisk. Det er paradoksalt, at Birgitte Prins' Mussolini kræver af Ole Lemmekes Forzano, at han 'gør Napoleon til et menneske', men at det aldrig rigtigt lykkes for aftenens dramatiker at gøre sine karakterer til mennesker. De fremstår alene som postulater.

"Mussolinis De 100 dage" varer fem kvarter uden pause og det er godt det ikke var fem minutter mere, for så er jeg bange for at vi havde lidt kvælningsdøden i det lille, meget varme og ukomfortable teaterrum.

"Mussolinis De 100 dage". Af Lucas Svensson.

Instruktion: Egill Pállson. Scenograf: Siggi Óli Pálmason. Lyddesign: Klaus Risager. Lysdesign: Mads Lindegaard.

Medvirkende: Birgitte Prins, Charlotte E. Munksgaard og Ole Lemmeke.

Spiller på Teater FÅR 302 til 13. april.

Anmeldt 27. marts.

Forestillingsfoto: Søren Meisner.

23-03-2019

Underholdende og veloplagt revy-komedie om Erhard Jacobsen og hans kamp mod DR's røde lejesvende.

 

* * * *

 

Stedsspecifikt teater kan et eller andet. Der er noget særligt ved at sidde i en - iøvrigt glimrende - teatersal på en skole i Gladsaxe, i skyggen af de mægtige højhuse, og opleve en nyskrevet teaterforestilling om Erhard Jacobsen, den gamle bykonge, og hans indædte årelange kamp mod en anden af bydelens mastodonter, Danmarks Radio.

Ikke at Lasse Bo Handsbergs ganske veloplagte, næsten revyagtige komedie ikke også ville kunne fungere glimrende på Mungo Parks normale scene i Allerød, eller på et hvilket som helst andet teater, men det er lidt som om ånden hviler over forestillingen og os på en anden måde her.

"Erhard mod monopolet" handler om politikeren Erhard Jacobsen. Den handler i høj grad også om Danmarks Radio, og omdrejningspunktet er Erhards fjende nummer 1, Mogens Vemmer. Handberg lader afdøde Erhard genopstå som et endog meget vitalt spøgelse for at tage den sidste ordduel med den gamle chef for B&U-afdelingen. Ordstyrer er selve DR, personificeret af Malin Rømer Brolin-Tani, der assisteret af musikeren og skuespilleren Jonas Munck Hansen, også agerer at hav af personer i det rige galleri af mennesker omkring Erhard; fire-fem statsministre, hans hustru Kate og mange flere.

Vi får Erhards livshistorie præsenteret bid for bid, fra den fattige opvækst i Jylland, over den politiske vækkelse som glødende socialist og hans transformation til ligusterhækkenes ukronede bykonge i småborgerlighedens forstad med det berømte horn i siden på det DR, han mente udsendte uforfalsket kommunistisk propaganda i en lind strøm. Det kunne meget let blive en småklam latterliggørelse af hidsigproppen med den uregerlige hårlok, men det lykkes faktisk både dramatikeren og instruktør Peter Langdal at finde en fin balance mellem det komiske i Erhards paranoide forfølgelsesvanvid og portrættet af det idealistiske menneske, der trods alt bare kæmpede for sin sag.

Her er man også godt hjulpet af Henrik Prip, der med små, enkle midler afkoder Erhards gestik og talemåde, og skaber en imponerende fysisk lighed med Erhard. Han rammer meget præcist både spradebassen og den evigt forsmåede politiker, der selv på toppen af sin karriere, bliver ydmyget med en bare ni måneder kort ministerperiode som minister for økonomisk samordning. Prip har stor ære af at skabe en karakter, der nok bliver karikeret, men på intet tidspunkt latterliggøres. Overfor Erhard står forestillingens anden hovedkarakter B&U-chefen Mogens Vemmer, der gestaltes lige så veloplagt af Anders Budde Christensen.

Udgangspunktet i "Erhard mod monopolet" er det paradoksale i at Erhard Jacobsen først 16 år efter sin død, fra sit sted i det hinsides, kunne fejre en eller anden form for triumf, da regeringen og Dansk Folkeparti sidste år besluttede at skære DR med 20 procent. En amputation af landets største nyheds- og kulturinstitution, som Erhard utvivlsomt gerne ville have oplevet, men som nu blev båret frem af DF. Forestillingen bliver således også en replik i debatten om armslængdeprincipper og public service.

Replikkerne er morsomme, og der spilles med en livgivende entusiasme i Karin Betz' fine sort-hvide DR logo scenografi, hvor polstrede puder i alle størrelser flyttes rundt så de både er sofaer, talerstole og de højhuse, vi sidder forneden af. Det er som om fortællingen flader lidt ud hen mod slutningen og den uhyre forudsigelige udgangsreplik, men man er godt underholdt uden at være vidner til en udlevering.

"Erhard mod monopolet". Af Lasse Bo Handberg.

Instruktion og bearbejdelse: Peter Langdal. Scenografi og kostumedesign: Karin Betz.

Medvirkende: Henrik Prip, Anders Budde Christensen, Malin Rømer Brolin-Tani og Jonas Munck Hansen.

Spiller på Mungo Parks Gladsaxe scene på Grønnemose Skole, Høje Gladsaxe Torv til 9. maj (men Mungo Park er et repertoireteater, så forestillingen kan godt forventes opført i længere perioder).

Anmeldt 22. marts (premiere).

Forestillingsfoto: Bjarke MacCarthy.