Blog

19-01-2019

Vidunderlig opsætning af Peter Schaffers skuespil om geniet og middelmådigheden blander alle kunstarterne på Det kongelige Teaters Gamle Scene.

 

* * * * * *

 

Det er næsten som at være der selv, ved Hoffet i Wien dengang sidst i 1700-tallet. Det kongelige Teaters Gamle Scene er det helt rigtige sted, at opføre Peter Schaffers skuespil ”Amadeus”, som også var grundlag for Milos Formans otte-dobbelte Oscarvinder. Stemningen er lagt allerede inden den første strofe er spillet, det første ord er sagt.

Og med teatrets øverste chef som instruktør viser det sig også, at dette er den helt rigtige opførelse af stykket. Den får alt hvad den kan trække, med operasangere, dansere, Det kgl. Kapel, en flot, flot scenografi hvor det maniske geni Mozarts nodeark tårner sig op som et bjerg, og med vidunderligt smukke kostumer. Både scenografi og kostumer skabt af Maja Ravn. Det er ganske enkelt en forestilling, der er Kgl Teater værdig i pomp og pragt, og så har jeg endda endnu ikke nævnt det bedste; skuespillerne!

Søren Sætter-Lassen er fuldkommen eminent i den egentlige hovedrolle som den bitre, misundelige hofkomponist Antonio Salieri, der har svoret sit liv til musikkens Gud, men som i mødet med den geniale Mozart indser sin egen middelmådighed og hævner sig på både Gud og Mozart, det sidste med katastrofale følger. Overfor denne lille bitre, men snu og sleske mand, der forstår at gebærde sig blandt hoffets mest slimede snoge, står Simon Bennebjerg som en tilsvarende pragtfuld Mozart. Et fjollehoved, en infantil stratenrøver og horebuk, udstyret med musikhistoriens største talent. Mozart taler før han tænker, han er impulsiv, spontan og ude af stand til at indordne sig under den kejserlige etikette. Derfor bliver han et let offer for den intrigante Salieri. Bennebjerg spiller sin Mozart helt ud til kanten, men aldrig over den. Der er bund bag fjollerierne. Som stykket skrider frem og alting smuldrer omkring Mozart, bliver samspillet mellem disse to modsætninger ekstra seværdigt. En nydelse.

Det er som nævnt teatrets chef, Kasper Holten, der selv har instrueret. Det kan ikke gentages ofte nok, hvor skønt det er at have en kunstner for bordenden på dette teater, der i så mange år har lidt under embedsmænd og bureaukraters vælde. Ok, Holten skal nok få kam til sit hår i dagligdagen, for der er stadig budgetter, der skal holdes, besparelser, der skal gennemføres og tåbelige politiske beslutninger, der pinedød skal føres ud i livet. Man sidder jo ligefrem og frygter, at det går Holten som det gik Mozart ved kejserens hof i Wien. Kan middelmådigheden endnu engang knægte og kue genialiteten? Forhåbentlig ikke.

Holten inddrager her alle teatrets kunstarter. Der er balletdansere, operasangere – vi får sopranen Clara Cecilie Thomsen for fuld udblæsning i blandt andet ”Nattens dronning” fra ”Tryllefløjten” – og kapellet er med på scenen, spiller uden noder som en vidunderligt integreret del af en forestilling, der handler og kredser om kærligheden til musikken. Min eneste anke i forhold til Holtens opsætning er, at musikerne, i modsætning til alle andre på scenen, er iklædt sort hverdagstøj. Hvorfor? Kunne der ikke, når kostumebudgettet alligevel var sat på overload, have været til nogle enkle, tidstypiske kostumer til dem også? Det er måske en lille detalje, men det forstyrrede mit øje fra start til slut – det havde nær kostet en stjerne.

En anden sjov detalje. Proscenium og kongeloge, stole m.v. der på scenen er en del af Wiens Hofteater, er en tro kopi af det rum, vi sidder i. Igen er det, som at være der selv, som førstehåndsvidner, til musikhistorien. En historie, som det jo lige skal pointeres, er fiktiv. Der er intet historisk belæg for andet end at Salieri og Mozart var gode kolleger, måske endda venner. Intrigen, fortællingen om jalousi og mindreværd er digtet af Peter Schaffer, begunstiget af det faktum at Antoino Salieris musik nærmest blev glem, mens Mozarts bliver husket for altid.

Det er Søren Sætter-Lassens virtuose Salieri og Simon Bennebjergs elskelige Mozart, der er hovedattraktionerne. Men omkring dem ses et næsten perfekt skuespillerhold; Sigurd Holmen le Dous og Martin Bo Lindsten, er herlige som de gyldne engle, der bærer historien frem, kommenterer og blander sig i handlingen. Kristian Halken er et elskeligt fjols af en kejser, Henrik Koefoed som Salieris medsammensvorne operachef, endnu en middelmådighed højt placeret i det kunstneriske hierarki, og Michael Moritzen og Morten Hauch-Fausbøll som sleske hofsnoge. Glimrende hele vejen rundt.

Rosalinde Mynster i rollen som Mozarts elskede Constanze er absolut rørende i den afsluttende dødsscene, men ellers savnede jeg noget sødme hos hende. Det er et valg, at spille rollen som en simpel tøs fra Bryggen, men hun skal også have sødme og varme. Det så vi ikke denne ellers så eventyrlige aften.

Tiden flyver afsted i en næsten tre timer lang forestilling, der ikke keder et eneste sekund, men er en fryd for både øje og sjæl. En frydefuld fornøjelse som en strygekvartet af mesteren selv. Bravo. DaCapo.

”Amadeus”. Skuespil af Peter Schaffer oversat af Kasper Holten. Musik af W.A. Mozart og Antonio Salieri.

Instruktion: Kasper Holten. Scenografi og kostumer: Maja Ravn. Musikalsk ledelse: Mikkel Futtrup. Koreografi: Signe Fabricius. Lysdesign: Bruno Poet. Lyddesign: Rasmus Balch og Jacob Bo Nystrup.

Medvirkende: Søren Sætter-Lassen, Simon Bennebjerg, Rosalinde Mynster, Kristian Halken, Henrik Koefoed, Sigurd Holmen le Dous, Martin Bo Lindsten, Michael Moritzen, Morten Hauch-Fausbøll, Clara Cecilie Thomsen, Claus Nielsen, Bjarne Antonissen, Lucia Vinde Dirchsen, Stina Schmidt, seks korsangere og seks balletdansere samt musikere fra Det kgl. Kapel.

Spiller på Det kongelige Teaters Gamle Scene til 17. februar.

Anmeldt 18. januar (premiere).

Forestillingsfoto: Camilla Winther.

 

18-01-2019

Verden er overfladisk og mennesket vil bedrages. Mungo Parks Line Knutzon-dramatisering om brevkassefænomenet er sjov – og en lille smule anstrengende.

 

* * * *

Vi kender så udmærket Line Knutzon som dramatiker. Her er hun så blevet dramatiseret. For ”Camille Clouds brevkasse” er jo en roman, og til scenebrug på Mungo Park i Allerød er det Heinrich Christensen, der har haft fingrene i materialet, og både dramatiseret dramatikeren, der blev skønlitterær, og instrueret forestillingen om brevkassefænomenet, som med sine absurde, overfladiske svar på dette og hint er blevet langt mere end kult, ja, nærmest en religiøs skikkelse for sine følgere.

Ingen har – vist nok – set hende, for hun har, viser det sig, en ganske særlig evne til at holde foredrag uden at møde op, men hendes aura svæver rundt i rummet på en måde, at alle ved præcis hvad hun vil svare. Og det er der vi er. Til foredrag et sted i landet. På scenen står et pink podium pyntet med lyserøde fjer, og omkring det 21 tomme stole. På den sidste stol sidder en ung mand og venter på Camille Cloud; han lider af O.T. – overdreven tålmodighed – og har ikke noget i mod at vente på denne frelser, dette orakel, så længe det skal være. Omkring ham dukker det mest besynderlige persongalleri set på et dansk teater i mange år så op. Morten, der er født uden albuer, Flemming, der har levet helt sit liv uden nogen har opdaget det, ægteparret Plou, der har gjort deres utilfredshed med alt til det eneste tilfredsstillende i tilværelsen, forfatteren, der har skrevet et værk om at tiden vil begynde at gå baglæns, kvinden uden relationer – men med en løbsk arm, der hungrer efter selskab. En vred mand, der vil have lov at råbe ’fede kælling’ efter en kvinde, der rent faktisk er fed, en dansk-svensk mimekunstner, der må have hjælp fra publikum for at komme til orde, og hvis alt dette ikke er grotesk nok, er der den endnu ufødte uden køn, der spørger Camille Cloud, om det overhovedet kan betale sig at blive født? Svaret er så ultraliberalt, som den slags kan blive: Ja, men spar op fra du er spæd, og grav din egen grav.

Vi møder også manden, der er forelsket i sig selv, og kvinden Kerstin på 50, der er begyndt at ligne en på 50, og mange, mange andre karakterer, som et eller andet sted midt i vanviddet og galskaben alle har noget kærligt og menneskeligt over sig.

Forestillingen er altså baseret på Line Knutzons roman, der udkom i efteråret 2017, og det er en rå satire over den bølge af selvhjælpslitteratur, brevkasser og dilemmaløsende fora, der i efterhånden mange år er strømmet ind over os. Det vi oplever på scenen i Allerød, er en slags Mads & Monopolet på LSD-trip, og det er et langt stykke hen af vejen meget, meget underholdende. De overfladiske svar på folk små problemer, der for manges vedkommende mest handler om at få solgt nogle af Camille Clouds egne bøger, videoer eller kurser, giver et grumt billede af en verden, hvor ingen længere for alvor går i dybden, hvor for få tør tage ansvar for egne handlinger og hvor man i ramme alvor beder et hold af medie-kendisser i radioen løse ens problemer med hvorvidt ’svigermor skal holde jul hos én eller om man skal lade hende sidde alene fordi hun altid er så p….irriterende’. Når en enkelt endelig søger svar på hvordan vi løser nogle af verdens virkelige problemer, affærdiges det med et hovedrystende ’næh’. 

På en måde kan ”Camille Clouds brevkasse” godt minde lidt om en anden Line Knutzon opførelse for snart mange år siden på Mungo Park, ”Guitaristerne”, der også opererer med en ikke-tilstedeværende person, der har opnået en form for afgudsstatus. Men her materialiserer Camille Cloud sig – eller også gør hun ikke (men det må være op til en personlig fortolkning) – og det samme gør så det næste alvidende orakel, forfatteren selv, Line Knutzon, i en lige lovlig langstrakt og anstrengende slutning. Ironien er ikke til at tage fejl af. Afliver du én myte, opstår den næste blot i asken deraf.

Malin Rømer Brolin-Tani, Marianne Mortensen, Anders Budde Christensen og Mads Hjulmand, fire skuespillere fra Mungo Parks faste ensemble, spiller alle de mange karakterer. Det gør de ved hjælp af få karakterskabende rekvisitter, og skiftende udtryk, og det hele minder til tider om en avanceret selskabsleg eller en teaterskoleøvelse, men det er unægtelig også meget morsomt at overvære. I sagens natur rammer nogle karakterer bedre end andre, og selvom ”Camille Clouds brevkasse” kun varer en god halvanden time uden pause, kunne instruktøren Heinrich Christensen måske godt have skåret et par enkelte karakterer væk, uden at man som publikum ligefrem havde følt sig snydt.

Mens vi forlader salen, ganske fornøjede og måske også en anelse uforløste, sidder vor ven med O.T. troligt tilbage og venter. Måske er det bare det vi ikke må glemme; at være lidt mere tålmodige.

”Camille Clouds brevkasse”. Efter Line Knutzons roman. Dramatiseret af Heinrich Christensen.

Instruktion: Heinrich Christensen. Scenografi og kostumer: Nadia Nabil. Komponist: Jonas Munck Hansen.

Medvirkende: Marianne Mortensen, Malin Rømer Brolin-Tani, Anders Budde Christensen og Mads Hjulmand.

Anmeldt 16. januar (årskortpremiere). Indgår som en del af Mungo Parks løbende repertoire. Se teatrets hjemmeside mungopark.dk for spilledatoer.

Forestillingsfoto: Bjarke MacCarthy

05-01-2019

Intens og betagende monolog om moderskab og barnløshed, som buldrende totalteater på Revolver.

 

* * * *

 

Er det en menneskeret at blive mor? Er det et socialt krav, at blive det? Er det et helvede?

Lyrikeren Christina Hagen, der i en alder af 38 år endnu ikke har børn, møder tit spørgsmål og fordomme om sin ’barnløshed’, og det har inspireret hende til det scenedigt ”Med mig selv i mine egne arme”, som hun har skrevet direkte til skuespilleren Ida Cæcilie Rasmussen på et tidspunkt, hvor skuespilleren netop havde fået sit eget første barn.

Hun har bidraget med noter til den sprudlende tekst, og investerer alt i en intens og respektindgydende imponerende præstation som kvinden, der befinder sig i et limbo mellem barnløshed og moderskab. På den ene side vil hun have sin frihed til at feste igennem, drikke hjernen ud og knalde med hvem-som-helst-hvor-som-helst, på den anden side møder hun omverdenens fordomme om, at ’en kvinde ikke er et helt menneske, hvis hun ikke er mor’.

I instruktøren Maria Kjærgaard-Sunesens hudløse og skamløst underholdende opsætning på Revolver på Østerbro, er scenen sat i et bugnende supermarked, omkranset af publikum på tre sider, der på forunderlig vis også kan være både spansk ferieparadis, dunkel natklub med dunkende house-rytmer, småborgerligt villavejs-helvede, fødestue og børnefødselsdagsinferno. Scenografien – skabt af Christian Friedländer – er nærmest svulmende imponerende, og det er lige før, at den stjæler lidt for meget fokus fra Hagens interessante, velskrevne ord, og Ida Cæcilie Rasmussens sceniske tour de force, blandt andet fordi hun jo i sagens natur i perioder vil være delvist skjult for nogle publikummer bag kølemontrer og varereoler.

Men Ida Cæcilie Rasmussen lader sig nu ikke sådan overskygge her. Hun er i den grad på. En rå, egoistisk bimbo det ene øjeblik, og et sårbart, fortvivlet menneske, det næste. Nedslidt, opofrende mor, og rasende hævngerrig amazone, da manden forlader hende for en model uden lange ammepatter. Både fysisk og skuespilteknisk er det en fornem præstation. Og hun bakkes vældigt fint op af de unge statister – 11 på premieren, så de ’20’ der nævnes i kreditlisten skyldes nok at der skiftes lidt ud – der agerer et særdeles aktivt, og fint koreograferet persongalleri omkring hovedpersonen.

Jamen, er der slet ingen forbehold? Jo. Udover at scenografien altså næsten kan bliver for meget, så er det umiddelbart svært for mig, som midaldrende mand, fuldt og helt at forstå hele grundessensen i Christina Hagens tekst. Min kvindelige ledsager er lige et nummer for ung til helt at kunne sætte sig ind i problematikken; barn eller ikke barn… så hvis man skal have den totale hjerterystende oplevelse, som jeg vitterligt tror, at Christina Hagens tekst kan bibringe, så skal man nok være kvinde i den fødedygtige alder. Og det er jo i sig selv lidt begrænsende.

Den sidste lille anke er, at med så mange ord, på den time forestillingen varer, så vil der uvægerligt være nuancer; sproglige og tematiske finurligheder, der smutter, ikke mindst fordi forestillingen opføres som et sandt sansebombarderende totalteater.  Jeg har aldrig selv rigtigt fået lyrik ind under huden som litterær genre, men jeg kunne faktisk godt tænke mig at læse Christina Hagens lange dramatiske digt stille og roligt, bid for bid, uden al den udenoms tummel, hvor betagende og underholdende det end er.

 

”Med mig selv i mine egne arme” af Christina Hagen.

Instruktion: Maria Kjærgaard-Sunesen. Scenografi: Christian Friedlænder. Lysdesign: Christian Gulløv. Lyddesign: Erik Christoffersen.

Medvirkende: Ida Cæcilie Rasmussen og 20 elever fra Scenekunst på Københavns Akademi for musik, dans og teater.

Spiller på Østerbro Teaters Revolver til 2. februar.

Anmeldt 5. januar (premiere)

Foto: Per Morten Abrahamsen

05-01-2019

Det musikdramatiske ensemble De Damer famler i blinde efter en mening med det hele i deres aktuelle forestilling.

* *

Der er fire kvinder indlagt på et besynderligt hospital. Den ene har fået stukket øjnene ud, den anden skriger af mavesmerter. En tredje venter tvillinger og den fjerdes knogler brækker for et godt ord. En femte - der ankommer lidt senere - er i koma efter en ulykke. To kækt smilende sygeplejersker vimser rundt, giver aften-, nat og morgenpille og lover, at 'lægen' nok skal komme, når han får tid. Der er andre, der har mere behov end den brogede flok, der dog ikke har det bedre end at den ene dør mod slutningen af første akt.

De Damers musikdramatiske forestilling "Den sidste Gud" er i sandhed en besynderlig affære. Ind i mellem bryder damerne ud i sang; et katalog over kendte og mindre kendte Boybandsange og det gør de sådan set glimrende - især efter pausen, hvor både sangene og sangerne bliver bedre - men teksten i mellem sangene? Stykket er skrevet af dramatikeren Alexandra Moltke Johansen, som er en aktiv dame med meget på hjerte. Her må det være gået lidt for stærkt for historien er omtrent lige så meget 'hul i hovedet', som det Penille Albæk-Andersen går rundt med på scenen, som den mystiske patient Sarah.

I følge det lille trykte program, der udleveres, handler "Den sidste Gud" ikke om religion. Der står: "Bare rolig "Den sidste Gud" handler ikke om religion, men om besættelse, kærlighed og idoldyrkelse. Om troen på den store kærlighed, som unge piger oplever den, når de bliver forelskede i deres drømmedrengeband, uden at ane, at de måske i virkeligheden er blevet forført af en topstyret popkultur."

Det er meget rart at vide, for det fremgår sådan set ikke af den tekst, De Damer fremfører, og man skal godt nok ud i en noget avanceret tolkning for at komme frem til, at den liderlige Rebekka (Iben Dorner) lider af blind kærlighed til Take That, eller at den gravide jomfru Dora (Linnea Voss) er blevet besvangret via Spotify. Er den kønne Viktoria med de brækkede arme selvskader som følge af ugengældt kærlighed til One Direction? Og hvad med den modne Johanne (Ann Hjort)? Har hun ligget der siden Bee Gees hittede med "Staying Alive"?

Det hele runder af med, at Sarah alligevel er den Gud, som det ellers blev proklameret at stykket ikke handler om. En overnaturlig skikkelse, der udfører mirakler; lad de blinde se og de døve lytte, lad knogler hele og lad de døde genopstå. Amen. Og skurkene er de to sygeplejersker, der har gjort patienterne mere skade end gavn - er de Stock og Aiken, uden Waterman? De spilles forøvrigt med en ikke ueffen kæk energi af Tine Gotthelf og Jette Sophie Sivertsen.

Forestillingen havde premiere på årets næstsidste dag, og der ligger vist noget bag med en produktionsstøtte, der skulle bruges inden årets udgang, hvilket til en vis grad kan forklare, at hverken det forudproducerende billedmateriale eller omtaler af forestillingens handling harmonerer med det endelige resultat. Instruktøren Mads M. Nielsen, der før med stor succes har arbejdet med De Damer, har forsøgt at skabe et absurd gyserunivers, hvor der spilles igennem på kanten af skingert overspil - heller ikke her hjælper teksten meget - og resultatet bliver derefter; han og ensemblet synes at famle i blinde efter en mening med det hele. "Den sidste Gud" varer små to timer inkl. en meget velkommen pause, men burde nok have været skåret ned og afviklet på en hurtig time uden pause eller - (skam dig, Morten) - helt være droppet!

"Den sidste Gud". Tekst af Alexandra Moltke Johansen med sange fra Boybands som Boyzone, Take That, Blue, One Direction, Blondie, *NSYNC, Bee Gees, Jackson Five og Backstreet Boys.

Instruktion: Mads M. Nielsen. Scenograf og kostumedesigner: Gøje Rostrup. Musikalsk arrangement: Raivis Zandovskis, Lasse Schmidt, Christian Berg, Martin Schriver og Sebastian Owens, Cynomore Music Productions. Koreograf: Jeff Schjerlund.

Medvirkende: Ann Hjort, Jette Sophie Sivertsen, Margit Watt-Boolsen, Linnea Voss, Iben Dorner, Penille Albæk-Andersen og Tine Gotthelf. Musiker: Raivis Zandovskis.

Spiller på Teater-V i Valby til 13. januar.

Anmeldt 4. januar.