Blog

03-07-2019

Shakespeare spilles som vild queer-komedie i Designmuseum Danmarks smukke have.

 

* * * * 

 

Det er en køn affære, den de ruller sig ud i, i William Shakespeares komedie "Helligtrekongersaften". Alle elsker alle på kryds og tværs af rang, stand, alder - og køn. Forviklinger og intriger hober sig op, mens den sørgende adelsfrøken Olivia bejles til fra højre og venstre, og selv falder pladask for en yngling, som viser sig at være en forklædt kvinde, der har mistet sin tvillingebror i en storm på havet. En tvillingebror, der naturligvis dukker op til sidst, så den store forelskelseskabale kan gå op.

I Christoffer Berdals iscenesættelse på Grønnegårdsteatret opløses kønnene godt og grundigt. Hvem er kvinder? Og hvem er mænd? Den centrale karakter Malvolia, Olivias hushovmester, der nærer en skjult kærlighed til sin frue, spilles her af en kvinde, og bejleren Andreas Blegnæb er da vist gået lidt galt i byen, når det er Olivias gunst han forsøger at vinde.

Posen med kønsidentitet rystes godt og grundigt, og det er der blevet en perlende morsom og kvikt spillet queer-komedie ud af. Men forsømmer Berdal egentlig ikke at tage skridtet fuldt ud? For som i alle forviklings- og forvekslingskomedier skal trådene jo redes ud til sidst og det bliver de også her. Viola smider mandedragten og får Grev Orsino, som ganske vist nok hellere ville have haft ham som dreng. Olivia, der er forgabt i Viola i Cesarios drengeskikkelse, får hendes genopstandne tvillingebror, Sebastian, og den drikfældige adelsmand Tobias Hikke får jo nok sin vilje med den geskæftige kammerjomfru Maria. Malvolia får en lang næse. Men i sidste ende, er der ingen, der får én af deres eget køn.... 

På den måde ender komedien lidt mere konventionelt end der er lagt op til, selvom Viola/Orsino og Olivia/Sebastian måske nok kunne finde på at leve i åbne forhold.

Under åben himmel i Designmuseum Danmarks smukke have har især kostumedesigneren Nicholas Nybro fået lov at slå sig løs i vilde kreationer, der er en fryd for øjet, og meget fint understreger det androgyne tema. I såvel kostumer som spillet er kønsidentiteten flydende, og der leveres fra øverste hylde. Ann Eleonora Jørgensen er en aldeles herlig Malvolia, den stakkel, og Asbjørn Krogh Nissen og Anton Hjejle et skønt klovnepar i rollerne som drukbrødrene Tobias Hikke og Andreas Blegnæb. Julie Agnete Vang giver den sørgende grevinde Olivia, hvis lidenskab vækkes til live, alt hvad den kan trække af erotisk overspil - på den gode måde, og Niels Ellegaard er en pusseløjerlig Feste, narren, som kan samle alle de løse tråde, når det er nødvendigt. 

Katrine Greis-Rosenthal har fundet en god balance mellem det pigede og drengede i rollen som Viola/Cesario, og når kønsidentiteterne flyder frit som her, kan vi langt bedre købe illusionen om, at ingen opdager forklædningen. Det er morsomt når den maskuline greve i Troels Lybys skikkelse får homoerotiske følelser overfor den smukke yngling, som han jo ikke ved er en pige. I det hele taget leveres der over hele linjen solidt og veloplagt ensemblespil og når solen så småt går ned, går vi glade og fornøjede ud i den Københavnske nat.

"Helligtrekongersaften".

Af William Shakespeare. Oversættelse: Niels Brunse.

Instruktion: Christoffer Berdal. Scenografi: Peter Schultz. Kostumer: Nicholas Nybro. Design af stole: Rasmus Bækkel.

Medvirkende: Katrine Greis-Rosenthal, Troels Lyby, Julie Agnete Vang, Niels Ellegaard, Ann Eleonora Jørgensen, Laura Bro, Asbjørn Krogh Nissen, Anton Hjejle, Morten Hauch-Fausbøl, Henrik Lund og Søren Birch Plum.

Producent: Grønnegårdsteatret. Spiller i Designmuseum Danmarks Have til 24. august.

Anmeldt 2. juli.

Forestillingsfoto: Bjarne Stæhr.

27-06-2019

Den nye sommerrevy på Bornholm er lidt af et kaos, men det fungerer og man har en herlig aften helt ude i skoven.

* * * * *

Ud af kaos kan man ind i mellem gro smukke blomster. Det er den nye revy på Bornholm et rigtigt godt eksempel på. Gunvor Reynberg, Søren Hauch-Fausbøl, revydebutanten Joakim Lind Tranberg og den meget alsidige  pianist Alice Carreri har  haft de mest kaotiske forhold op til premieren, for det uhyre charmerende spillested, Kyllingemoderen, ude midt i Almindingen er et velbesøgt sted, hvor revyholdet først kunne rykke fra prøvesal til scenen samme dag som onsdagens premiere. 

Det har naturligvis givet en vis usikkerhed, som dog på forunderlig vis blev vendt til noget hyggeligt og ganske charmerende, når sceneskift, omklædninger og ind i mellem teksterne ikke sad lige i skabet. Spilleglæden og de mange rigtigt fine numre, der både har sjove ideer og gode tekster løfter revyen, som er en overraskende positiv oplevelse.

Der er nærmest tale om en anarkistisk revy, der griber genren livgivende anderledes an. Indimellem ganske traditionelt, til andre tider vildt og crazy, som i et helt og aldeles gakket fuglenummer til sidst, som i en urkomisk byrådsmødesketch, der læner sig noget op af de sketches som man i flere år havde succes med i Kerteminderevyen, og helt bedårende i en samtykkesketch, hvor Reynberg som knastør lektor illustrerer loven om seksuel samtykke med Joakim Lind Tranberg og Alice Carreri som eksempler. Det er revyens bedste nummer, men der er faktisk ingen dårlige numre, og det er en sjældenhed.

Søren Hauch-Fausbøl bliver aldrig skønsanger, men så er det heldigt, at han er omgivet af gode stemmer. Joakim Lind Tranberg er et syngende lindetræ, der i nattens mulm og mørke bliver fældet - et af flere numre med lokalt bornholmsk tilsnit - færgeforbindelsen, der døbes 'Fjolslinjen', får også sine hug og når man i den bornholmske undergrund graver en guldgubbe ved navn Slattenlangpat op, jamen, så skal det jo  blive et revynummer. Her en meget festlig finale på første akt.

Alice Carreri er meget mere end blot forestillingens pianist. Hun indgår i adskillige  numre, blandt andet en meget sød kærlighedsduet med Lind Tranberg om dialektiske forskelle, og hun løfter opgaven aldeles strålende. 

Joakim Lind Tranberg får lov at slå sig løs i en ganske fin parodi på Jørgen Leth, som her kommenterer de lokale mesterskaber i middagssøvn -Lur de France - og så går han igen i et par sammenhængende sketches om den unge mobil-afhængige generation, der hverken kender til brætspil eller trykte aviser. Et gennemført og vellykket generationsportræt, der understreger, at revyen ikke bare er pjat selvom det er morsomt.

På grund af det meget specielle spillested - en hundrede år gammel skovpavillon, der er opført til politiske folkemøder, og som benyttes flittigt til selskaber - spiller Bornholms Sommerrevy kun tirsdag, onsdag og torsdage frem til 1. august. Om en ny revytradition på den skønne ø er skabt, vil tiden vise, men der er al mulig grund til at håbe det, for revyen er en fornøjelse og så afgjort et besøg værd.

"Bornholms Sommerrevy - Helt ude i skoven".

Tekst & musik: Gunvor Reynberg, Alice Carreri, Vase & Fuglsang, Søren Hauch-Fausbøl, Lars Knutzon, Lars Fjeldmose, Ditte Hansen, George &  Ira Gershwin, Leif Maibom, Ida Bjørn Nielsen, Leon Cavallo, Blue Seat Studios, Anne Blomsgaard, Erik Leth, Sven Gyldmark, Joakim Lind Tranberg, Kasper Le Fevre, Marianne Søgaard Andersen, Henrik Schrøder, Lars Bisgaard & Rasmus Søndergaard, Pojken Flensborg, Ida og Bent From, Otto Francker, Jacob Morild, Yllana, Fritz Andersen m.fl.

Instruktion: Lars Knutzon. Scenografi & kostumer: Rikke Juellund. Koreografi: Jannik Elkjær. 

Medvirkende: Gunvor Reynberg, Joakim Lind Tranberg, Søren Hauch-Fausbøl og Alice Carreri (pianist m.m.).

Spiller i Kyllingemoderen på Bornholm til 1. august.  (tirs.,ons., torsdage).

Anmeldt 26. juni (premiere).

Forestillingsfoto Anders Beier.

 

25-06-2019

Rødvig Revyens nye kunstneriske ledelse tager et par skridt bagud i udviklingen og har lavet en gammeldags kavalkaderevy, der ikke rigtigt skuer frem.

 

* * *

 

De synger om gammel vin på nye flasker i Rødvig Revyen-Revyperler, præcis som de har gjort i åbningssangen i snart mange år. Revyen opstod i sin tid fordi John Martinus syntes, at man skulle hylde en tid 'hvor de virkeligt kunne skrive revytekster'. Tommy Kenter og siden Max Hansen overtog depechen, og sidstnævnte bragte de senere år noget moderne ind i Revyperlerne, ved at sætte mange af de gamle numre op i en ny sammenhæng, blandt andet med et ekstra vers her og der, som skuede fremad i stedet for kun bagud.

De senere år har Revyperlerne, trods altovervejende genbrug af gammelkendt materiale været blandt årets bedste revyer. Man fandt de rigtige numre - også blandt dem, der måske ikke lå lige til højrebenet - og formåede at binde en nostalgisk buket i så at sige moderne farver og stil.

Det var dengang og sidste år synes meget længe siden, for årets revy på det lille hyggelige Harmonien i Rødvig er gammeldags på den rigtigt gammeldags facon. Numrene bliver for de fleste vedkommende hængende i fortiden, og fortiden er i nogle tilfælde kun et par år siden. Det er mere end almindeligt risikabelt at tage et nummer med, som Lise Baastrup forgyldte til 'Årets talent'-højder så sent som i 2016, når man ikke kan tilføje det noget nyt eller personligt. Især fordi det nummer - "Singlesommermad" - rent tekstligt netop ikke er en perle, men blev det i en fuldendt symbiose mellem kunstneren og ordene.

For mange af revyens 20 numre kan vel ret beset end ikke selv med den bedste vilje kaldes for perler, som for eksempel Ulla Jessens og Michel Castenholts uhyre forudsigelige forvekslingssketch "En ny ven", som Ann Hjort og Christian Damsgaard ikke rigtigt formår at løfte, eller Carl-Erik Sørensens og James Price's latindansende ægtepar, som end ikke den ihærdigste indsats fra Charlotte Amalie Kehlet og Jakob Weble kan gøre til 'et godt nummer'.

Charlotte Amalie Kehlet giver den som "Mandehvisker" i et nummer af Trine Appel fra Bornholm i 2013 med Christian Damsgaard som de mandlige arketyper, der skal dresseres, og igen synes man at være noget langt fra 'en perle', selvom der sådan set ikke er noget galt med leveringen.

De rigtigt gode, gamle revynumre - som "Dit hjerte er i fare Andresen" (1936) og "Ved kajen" (1940) - foredrages loyalt og troværdigt af henholdsvis Christian Damsgaard og Ann Hjort, men uden et egentligt 2019 twist, og selvom det er en nydelse at lytte til en velskrevet og veldrejet tekst, der giver sig tid, så bliver det også lidt for altmodish for min smag. Den festlige "Når familien skal i skoven" (1948) har fået den drejning, at det er et af familiens børn, der synger den - Charlotte Amalie Kehlet - men heller ikke her, eller i Damsgaards version af "Det må jeg ikke for moar", får instruktøren Kristian Holm Joensen pustet støvet af.

Der er fine højdepunkter undervejs i en forestilling, der skal have ros for at den trods nogle lange numre - de skrev jo helst syv vers dengang - afvikles i et kvikt og flydende tempo. Åbningen med hele ensemblet som Rødvig Garden er original og lover godt, Jakob Weble og Ann Hjort er meget morsomme i en Vase & Fuglsang ægtepar-sketch fra 2003, og det er også Vase & Fuglsang, der har skrevet den morsomme, og fint fremførte, sketch om en politianmeldelse, der går op i hat og briller på grund af misforståelser. Jakob Weble er glimrende i den musikalsk elegante "De hader mig" fra Hjørring i 2013, om manden der bliver genkendt og lagt for had overalt - og, nej han er ikke pædofil eller noget der ligner. Og første akts finale, der er en hyldest til Gustav Winckler, swinger godt og gammeldags under den nye kunstneriske leder Stuart Goodsteins musikalske ledelse.

Efter pausen løfter løjerne sig med det ret geniale musikalske bestyrelsesmøde, mens Weble og Damsgaard har godt fat i en klassisk parløbs sketch om ikke at kunne huske hvad hun hedder 'hende den lille lyshårede'. Oprindelig Ryg og Kaas efter svensk forbillede. Ann Hjort og Charlotte Amalie Kehlet kæmper bravt om scenens midte i den komiske "En lille vise" (Cirkusrevyen 2001) og Weble er ligeså så sjov som Thomas Mørk var det i Mørks egen "Pouls pølser" fra Nykøbing Falster i '11.

Underholdningsværdien er ganske høj igen i år i Rødvig, og det er et sympatisk og dygtigt hold, der ikke skal klandres for, at den kunstneriske leder og instruktøren ikke har været helt heldige i forhold til at få de gamle numre til også at pege fremad. På en måde kan man sige, at revyen i Rødvig i år tager et par skridt bagud i forhold til sin egen udvikling, og mere ligner de første Revyperler-revyer, end de seneste. Det synes jeg er synd, men det er bestemt ikke det samme som, at revyens publikum vil synes det samme.

"Rødvig Revyen - Revyperler". 

Tekst & Musik: Stuart Goodstein, Poul Sørensen & Aage Stentoft, Vase & Fuglsang, Anker Hansen & Leo Sventrup, Dirch Passer & Kjeld Petersen, Helge Kjærulff-Schmidt & Henrik Blichmann, Trine Appel, Troels II Munk & Henrik Baloo Andersen, Neal Hefti, Peter Schrøder & Niels-Jørgen Steen, Hasse & Tage, Jørgen Ryg & Preben Kaas, Jakob Weble, Henrik Lykkegaard, Thomas Mørk, Ulla Jessen & Michel Castenholt, Carl-Erik Sørensen & James Price, Poeten & Sven Gyldmark, Børge Müller & Kai Normann Andersen m.fl.

Instruktion: Kristian Holm Joensen. Koreografi: Anete Jensen. Scenografi: Michael Møller Larsen & Jan Kongebro Hansen. Kunstnerisk ledelse og kapelmester: Stuart Goodstein.

Medvirkende: Ann Hjort, Charlotte Amalie Kehlet, Jakob Weble og Christian Damsgaard.

Spiller på Kulturhuset Harmonien i Rødvig til 27. juli.

Anmeldt 24. juni (premiere)

PR-foto

23-06-2019

Der er masser af sjove ideer og fart over feltet i Græsted Revyen, som dog savner lidt struktur.

 

* * * *

Der er efterhånden ikke mange revyer tilbage af Græsteds slags. Den go'e gammeldags krorevy, hvor et solidt og velsmagende måltid inden revyen sætter stemningen - nogle gange temmelig højt - inden underholdningen starter. 

Græsted Revyen startede helt tilbage i en periode, hvor der måske var 20 af denne slags revyer over hele landet, og hvor kvaliteten var noget flagrende. Sådan har det også været heroppe på den nordsjællandske kro, som René Richardt og hans kone, Vibe Pock-Steen overtog for at føre stedets revytradition videre. De har knoklet i årevis for at få kroen på fode igen, og det synes at være lykkedes. Den lille by har fået et sted med masser af aktivitet. Maden er strålende med en langtidsstegt gris som specialiteten, der har lige så stor betydning for Græsted Revyen som Ulf Pilgaard har for Cirkusrevyen.

Nogle år har revyen i Græsted ramt lige i plet - to gange er den kåret til 'Årets revy' - andre år har man nærmest skrabet bunden. Men publikum er trofaste og måske også ganske nøjsomme når det kommer til stykket. 

Da årets revy havde premiere i sidste uge herskede et vist kaos, siger rygterne. Ikke alt var på plads, og i revy er struktur og timing alt afgørende. Heldigvis, fristes man til at sige, var jeg forhindret i sidste uge, så jeg fik først set revyen med en uges forsinkelse og en uge kan gøre en markant forskel. Årets revy savner stadig noget struktur, men den har mange gode ideer, flere gode numre og er underholdende hele vejen igennem fra den ganske traditionelle 'lidt-af-hvert-der-har-optaget-os-på-det-seneste'-åbningsnummeret til det forrygende Kim Larsen hyldestpopourri, som lukker og slukker et par timer senere. René Richardt optræder året rundt med et Kim Larsen Tribute Show, og få kender som han den gamle hankats sjæl og tone. Det skinner igennem i nummeret, der kalder på både fællessang og taktfast applaus. 

Det er lykkedes at få en af Danmarks morsomste kvindelige skuespillere til at spille revy for blot anden gang i karrieren i Græsted i år, og Tina Gylling Mortensen viser da også i perioder sit skæve og skøre talent. Bl.a. i en rablende 'venindesnak' med revyens anden kvinde, Sofie Stougård, og som kapitalistisk 2. maj-taler, et af flere numre, som har potentialet til at blive endnu bedre. d'Damer leverer også en fyrig sag om et fænomen mange af os kender - 'mandeinfluenza' - og de har en effektfuld mirakelkur mod det.

Jan Linnebjerg fortæller om en ny selvskabt badebro i plastik, der snart gør Nordsjælland landfast med Skåne, men er bedst i en fin, tankevækkende tekst af Mette K. Madsen om den snart 60-årige, der står og betragter en ældre mand i spejlet. Også René Richardt er i det afdæmprede hjørne, når han inden pausen foredrager en fin, klassisk vise om alt det vi er trygge ved; samfundet, bankerne, ældreplejen, der venter os og magtapparatet - og så alligevel...

Det er et godt greb på den politiske situation denne sommer, at fokusere på et nyt, fiktivt parti der favner alt og intet i ét langt overbud af løfter. Teksten er af Dan Schlosser og nummeret er et meget godt eksempel på, at timingen er vigtig i revyens vanskelige genre. Også her er der potentiale til mere, når timingen i afleveringen af nummeret bliver bedre. Den halter lidt hist og her i revyen, og det samme gælder strukturen. Den dygtige revy-komedienne Sofie Stougård savner for eksempel et solo-nummer, og når man nu har en velspillende trio under Henrik Schrøders ledelse, så kunne man også savne endnu mere musikalitet i forestillingen.

Men alt i alt leverer årets Græsted Revy en ganske gedigen og hyggeligt underholdende aften, som også ser ud til at falde i stampublikummets smag.

"Græsted Revyen 2019 - Bare rolig".

Tekst & Musik: Leif Maibom, Henrik Schrøder, Martin Ahlehuus, Gunvor Reynberg, Franzois, Carl-Erik Sørensen, Vase & Fuglsang, Claus Flygare, Ib Christoffersen, Holdet, Torbjørn Rafn, Poul Kjøller/Gunvor Bjerre, Nicolaj Holmboe, Dan Schlosser, Henrik Mygind, Wendt, Tind & Engholm, Mette K. Madsen, Stig Hessner og Kim Larsen.

Instruktion: Christine Exner. Scenografi: Vibe Pock-Steen. Koreografi: Michael Olesen. Kapelmester: Henrik Schrøder.

Medvirkende: Tina Gylling Mortensen, Sofie Stougård, Jan Linnebjerg og René Richard.

Spiller på Græsted Kro til 28. september.

Anmeldt 22. juni.

Forestillingsfoto: Peter Søndergaard

 

 

 

22-06-2019

Den 13. udgave af Dragsholmrevyen er formentlig den hidtil bedste. Revytanterne slår til igen!

 

* * * * *

 

Jeg har misset en eller to af de nu 13 udgaver af Bente Eskesens Dragsholmrevyer, så jeg er ikke 100 procent sikker på at denne er den bedste, men dette års revy er den bedste jeg endnu har set heroppe. For femte gang består det lille revyhold blot af Bente Eskesen og Susanne Breuning, og 'revytanterne' som de kalder sig, slår til igen, bedre, skarpere og morsommere end nogensinde før. Ledt gennem de 27 numre og entréer af guitaristen Niels Bugge, der giver revyen en helt anderledes musikalsk tone, end det klaver som jo nærmest per definition er revyakkompagnetørens udvalgte instrument.

Tingene gøres sjældent 'almindeligt' i Dragsholmrevyen, som altid har haft sin egen, skæve stil og gakkede tilgang til genren. Således også i år, hvor det for andet år i træk er Jakob Fauerby, der har instrueret - og skrevet en god portion af teksterne. Resultatet af det samarbejde er langt hen af vejen en fryd at overvære. For nok er løjerne gakkede, virkeligt gakkede ind i mellem, men der ligger en alvor og en eftertanke bag langt størsteparten af numrene. 

Som i Bente Eskesens tilbagevendende skolelærer, der læser diktat op for børnene, med fokus på ord som 'dickpics' og 'hadprædikanter' og i øvrigt lige med en bemærkning til klassens frække dreng om at han ikke 'må krænke Natasja' i timen. 

Bag overfladen lurer noget andet end det vi tror vi ser og hører; tonen lægges an i åbningsnummeret, hvor der synges om dansk hygge med indskudte bemærkninger om børn, der sulter og kloden, der sveder. Og allerbedst i Peter Oliver Hansens smægtende countrysang "Sunny Side', der handler om de to sangerinders opvækst med incest, misbrug, vold og prostitution og hvordan de fejrer mændene i deres liv med en grum gensynsfest. 

Som så mange andre danske revyer denne sommer har Dragsholm også pandaerne med, i to ultrakorte vignetter, og tilbagekomsten af poplegenderne Anne, Sanne og Lis. Her fortalt gennem en superfan, for hvem trioen har været soundtracket til et i virkeligheden alt andet end lykkeligt liv. Susanne Breuning fremfører Anne Karin Brobergs skønne monolog helt afdæmpet, så den fremstår både rørende poetisk, meget morsom og dybt tragisk.

Der er også plads til de efterhånden faste druktanter Rikke og Kirsten, der mikser ulækre drinks i et par kæmpe branderter - ikke lige min kop te, men i år er de to 'Drikke med Rikke'-sketches samtidig en tak til revyens sponsorer, og så glider de lidt bedre ned. 

Bente Eskesen er skøn som naturvejlederen, der i det smukke Odsherred observerer arter som den 'gråspættede landligger', 'kunstknæleren' og den 'lille odsing', der er en sød lille 'godtnokker'. Hun optræder igen som Mette Frederiksens gamle børnehavepædagog Jette F., med skarpe skud i bøssen til Danmarks måske næste statsminister, og så er hun ubetalelig morsom som den stakkels 'forhudsfe', der 'ikke har meget at rive i'. Susanne Breuning synger eftertænktsomt 'Vælgerens vise'  og sammen rammer de hovedet på sømmet i en musikalsk lækker a capella, om at alle, der er anderledes, kan få deres egen øde ø at være på.

Dragsholmrevyen kan noget, som ingen andre revyer kan, med sine beskedne midler og sin helt egen stil og stemning. Mange af revyens tekster kunne sagtens indgå i andre mere mainstream revyer, men her kommer de virkelig til deres ret fordi man ikke forsøger at tale ned til sit publikum. Det er ganske enkelt strålende.

Inden revyen kan man nyde en aldeles udsøgt revymenu, hvor der i køkkenet er kælet lige så meget for de gode råvarer, som der er på scenen.

Dragsholmrevyen er en af landets mindste revyer, men så afgjort en af årets allerbedste.

"Dragsholmrevyen 2019 - Hjææælp".

Tekst & Musik: Dorte Munksgaard, Niels Bugge, Jakob Fauerby, Ole Strandgaard, Kitter Malling, Peter Oliver Hansen, Susanne Breuning, Søren Dürr, Anne Karin Broberg, Wendt, Ting & Engholm, Martin Ahlehuus, Michel Legrand, Dan Ejlersen, Vase & Fuglsang, Martin Bennebo, Aagaard & Jantzen, Anders Aaman Anderskov, Bjørn Eidsvåg, Gipsy Kings, Kai Normann Andersen og Lars Bisgaard.

Instruktion: Jakob Fauerby. Koreografi: Susanne Breuning. Scenografi: Effektfabrikken (Lone Pedersen & Ferdinand Fleischer).

Medvirkende: Susanne Breuning, Bente Eskesen og Niels Bugge (guitarist).

Spiller på Odsherred Teater til 3. august.

Anmeldt 21. juni (premiere).

Forestillingsfoto: Mie Neel.