Anmeldersitet ønsker læserne en glædelig jul og et godt nytår

Kære læsere,

2019 går så småt på hæld, og selvom der stadig lige er et par premierer tilbage, så falder de uheldigt i forhold til mine andre aktiviteter, og det betyder at jeg holder juleferie fra nu og året ud.

I 2019 har jeg fået set 89 teaterforestillinger, revyer og shows. Lidt færre end sidste år, men jeg har også haft travlt med andre ting, der tjener penge til den daglige husholdning.

Der har været store oplevelser - på både store og små scener - og der har været mindre vellykkede produktioner, sådan må det nødvendigvis være. Min klare holdning er, at hvis man skal tages alvorligt som anmelder, så er der én ting man altid skal være - ærlig! Uden ærlighed, både når det kommer til valg af ord og tildeling af stjerner, mister anmeldelserne simpelthen deres værdi.

Heldigvis hører jeg fra rigtigt mange, at de værdsætter denne ærlighed, faktisk også når det en gang imellem går dem selv imod. 

Jeg fortsætter anmeldersitet i 2020, og håber om meget kort tid at kunne fortælle gode nyheder om et samarbejde, der vil kunne bidrage lidt til sitets beskedne økonomi. Jeg håber også, at jeg udover når det gælder sommerrevyerne, fortsat vil kunne komme lidt udenfor Hovedstadsområdet og se forestillinger på Fyn og i Jylland. Næppe så mange forestillinger som jeg gerne vil se, men forhåbentligt flere end hidtil. Jeg ved, at jeg faktisk har en trofast lille læserskare i Jylland, så dem synes jeg, at jeg skylder nogle anmeldelser af forestillinger, de ikke skal køre langt for at se.

Med disse ord vil jeg gerne takke Jer allesammen for at støtte mig ved at gå ind på siden her og læse mine anmeldelser, og for at dele dem så flittigt på de sociale medier, at de bliver bredt ud til rigtigt mange mennesker. Næsten en halv million har på et eller andet tidspunkt kigget forbi, og hver eneste uge besøges siden af i gennemsnit over 3.000 læsere. Det er jeg meget stolt af og glad for.

I ønskes en rigtig glædelig jul og et godt nytår,

Morten Buckhøj

(Billedet har jeg tyv-lånt på nettet, og håber ikke at nogle kommer rendende vredt efter mig med dyre ophavsrettigheder...)

Sommerrevyer 2019 - igen i samarbejde med Ekstra Bladet

Kære læsere,

Det er mig en glæde at kunne fortælle, at jeg igen i år har indgået en samarbejdsaftale med Ekstra Bladet, så mine anmeldelser fra nogle af (men desværre ikke alle) landets sommerrevyer også bringes i Ekstra Bladet.

Med undtagelse af anmeldelsen af Cirkusrevyen, der bringes både online på eb.dk, så snart den er skrevet, og i den trykte avis, er det planen at anmeldelserne samles på to opslag i den trykte avis. 

Det er rigtig vigtigt for mig, at mit lille anmeldersite på den måde får nogle indtægter, og at anmeldelserne af den vej kommer ud til et endnu større publikum.

Som planen er lige nu, ser og anmelder jeg alle landets sommerrevyer med start 9. maj på Engen i Odense, hvor det gælder Odense Sommerrevy. Alle anmeldelser kan læses her på sitet.

Indtil da, fortsætter jeg med at se så mange forestillinger jeg har tid til og mulighed for, så kig ind forbi og følg med.

Mange revy-og teaterhilsner,

Morten Buckhøj

Vi glæder os til 2019

Kære læsere,

Efter en lang juleferie på næsten en måned er anmeldersitet igen aktivt. Jeg glæder mig over, at der i gennemsnit har været mere end 1200 inde og kigge hver uge for at se om der var 'noget nyt', og håber selvfølgelig, at tallet stiger støt nu, hvor der rent faktisk 'sker noget'.

Sitet har nu rundet 300.000 unikke gæster, et tal jeg er umådeligt stolt over og glad for. Jeg tager det som et tegn på, at der er behov for et anmeldersite som mit og forsøger virkelig at komme så meget ud som overhovedet muligt.

I 2018 blev det til lige omkring 100 forestillinger! Så mange kan jeg næsten love, at jeg ikke kommer op på i 2019, for dels har jeg fået et job, hvor jeg skal arbejde om aftenen i udvalgte uger fra torsdag til søndag, dels så er det begrænset hvor meget tid jeg kan bruge når der ikke rigtigt kommer penge i kassen på det. Men jeg vil gøre alt for, at se meget, se bredt, og komme uden for Københavnsområdet. Der spilles rigtigt meget - og rigtigt godt - teater på Fyn og i Jylland. 

Med disse ord velkommen til teateråret 2019. Jeg glæder mig. Og håber at I også glæder Jer.

Morten Buckhøj

Seneste kommentarer

22.10 | 13:49

Very proud of the recognition for this company. Thank you from Gander.

22.10 | 11:14

Jeg har ikke set forestillingen endnu, først i næste uge skal jeg se den, så jeg håber jeg kan dele dig glæde ved forestillingen.

22.10 | 10:58

Men ikke i den første del??? Eller hvordan skal jeg forstå det....

22.10 | 10:55

Er enig med dig i det du skriver i sidste afsnit af anmeldelsen

Del siden