Blog

18-11-2018

Olaf Johannessen stråler i spidsen for et fremragende ensemble i rollen som dødssyg patriark på Betty Nansen Teatret.

 

* * * * *

 

Alle familier har deres at tumle med. Og ligesom vi alle kender nogle, der er syge af eller døde af kræft, så kender de fleste af os vist også familier, hvor den ydre idyl har en mindre glamourøs bagside.

Og så er der er intet som en god arv - den behøver ikke engang være ret stor - der kan få det værste frem i mennesker. Når begge disse to såre velkendte familiespørgsmål samles i én historie, tilsættes en portion druk, sex og selvdestruktion, så får man Tennessee Williams' klassiker "Kat på et varmt bliktag".

Stykket er skrevet i 50'erne og for evigt ikoniseret i filmatiseringen med Elizabeth Taylor, Paul Newman og Burl Ives. På Betty Nansen Teatret er det Johanne Louise Schmidt, Patrick Baurichter og Olaf Johannessen, der spiller rollerne som Maggie, Brick og Big Daddy og de er - mindst - lige så gode.

Instruktøren Minna Johannesson har sammen med scenograf Christian Friedländer flyttet handlingen op til 1970'erne, og skabt et dekadent ørkenranch miljø, med gyldne palmer og gulv til loft lange røvballegardiner i fed silke. De har indlagt en grotesk festmusiker der både diskret og med buldrende trommer lægger baggrundsmusik til dette sylespidse familiedrama, som midt i al sin sydende ondskab også er vanvittigt morsomt. At det så måske ikke giver meget mening, når familiens patriark, den døende Big Daddy, peger ud mod den golde ørken og med stolthed omtaler den som 'den fedeste jord i verden' er en anden sag. Den golde ørken er stadig et meget godt billede på det følelsesmæssige niveau i familien.

Man kan bestemt diskutere nogle af Minna Johannessons ideer; er det virkeligt nødvendigt, at Patrick Baurichters Brick skal spille det meste af første akt i bar røv og dolk? Eller at storebroderen, den succesfulde, men ynkelige advokat Gooper i anden akt går rundt i ført underbukser og grøn blazer - pyntet med en indianerfjer? På mig virker det som unødvendigt effektjageri; unødvendigt, fordi opsætningen har nok af velfungerende craziness i forvejen - ikke mindst de fem rasende irriterende børnebørn, der konstant afbryder med fødselsdagssange, børneremser og røvere og soldater, ivrigt opildnet og henrykt understøttet af deres 'kan I allesammen se mine skønne børn' gruopvækkende mor, Mae. De skal nok vokse op og blive lige så selvoptagede som resten af deres familie, bare vent.

Er nogle af ideerne i iscenesættelsen en kende til det vilde, så er grundsubstansen til gengæld intakt. Det er et helt ind til benet stærkt stykke om bristede forventninger, egoisme, dødsdruk og i sidste ende arven efter Big Daddy i en dysfunktionel familie på kanten af småt brandbart.

Big Daddy, familiens jernnæve af en kynisk forretningsmand og mindst lige så kynisk far, har kræft og skal dø. Familien er samlet for at fejre hans fødselsdag - og måske fortælle ham sandheden. Big Mama, rørende fremstillet af Ditte Gråbøl, vimser omkring og gør sit bedste for at holde gode miner til slet spil, svigerdatteren, den socialt ambitiøse Mae, en øretæveindbydende velspillende Kitt Maiken Mortensen, orkestrerer sit kor af uopdragne ønskebørn og hendes mand, advokaten Gooper, er en sølle stakkel på desperat jagt efter sin fars kærlighed. Han spilles overbevisende af Mikkel Arndt. 

Den eneste Big Daddy holder af er yngstesønnen Brick, engang feteret sportsstjerne, men nu igang med at drikke sig ihjel. Hans ægteskab med den sexede high school sweetheart, Maggie, kører på pumperne, og for hende er det katastrofalt at de ikke har børn. Et barn er hendes livsforsikring, for som situationen er, står hun som katten på det varme bliktag, med én eneste ambition; at holde sig fast deroppe, så længe hun kan. Brick nægter at røre hende, hvor meget hun så en gør sig til, men Maggie er snu. En vinder.

Det er spillet mellem disse tre; Maggie, Big Daddy og Brick, der er det helt centrale i Williams' drama, og Betty Nansen Teatret kunne ikke ønske sig nogen bedre end en fuldkommen fortryllende, overbevisende Olaf Johannessen som Big Daddy. En lille mand, et lille menneske, der blot er stor i slaget. Et magtmenneske og en følelskold kyniker. Johannessens portræt balancerer mellem det joviale og det iskolde. Hans replikbeherskelse er et studie i stor skuespilkunst. Hvert eneste ord, hver eneste bevægelse, den afmægtige accept og samtidige afvisning af de syngende børnebørn, synes perfekt afvejet og timet og leveres med kirurgisk præcision, uden på noget tidspunkt at miste sin ægthed. Olaf Johannessen er simpelthen vores største teaterskuespiller lige nu.

Så meget desto mere imponerende er det at hverken Johanne Louise Schmidt eller Patrick Baurichter blegner i hans stråleglans. De er begge fremragende. Hun med sin sexede, kælne kynisme. En helt anden type, tør man nok sige, end filmens Elizabeth Taylor, men lige så overbevisende. Og han, med et fornemt afbalanceret spil, der aldrig kammer over. Et troværdigt og værdigt portræt af et feteret menneske, der bare har fået nok. 

Eneste lillebittte mislyd er at rollen som familielægen (af økonomiske årsager) spilles af musikeren Mikkel Hess, hvis replikbehandling i den vigtige overlevering af dødsbudskabet, ikke helt unaturligt kommer til kort overfor dette udsøgt velspillende ensemble.

"Kat på et varmt bliktag" er fremragende, byens bedste teateroplevelse lige nu.

 

"Kat på et varmt bliktag" Af Tennessee Williams. Oversættelse: Madam Nielsen.

Instruktion: Minna Johannesson. Scenografi og kostumer: Christian Friedländer. Kapelmester og musiker: Mikkel Hess.

Medvirkende: Olaf Johannessen, Johanne Louise Schmidt, Patrick Baurichter, Ditte Gråbøl, Kitt Maiken Mortensen, Mikkel Arndt og to hold á fem skønne børn.

Spiller på Betty Nansen Teatret til 31. december.

Anmeldt 17. november (premiere).

Forestillingsfoto: Catrine Zorn.

 

17-11-2018

Problematisk opsætning af Johannes V. Jensens ikoniske storværk "Kongens fald" på Det kgl. Teater, hvor ordene ikke ligger godt i munden på skuespillerne.

* * *

Det ville være let at affærdige Det kgl. Teaters dramatisering af et af dansk litteraturs største værker som mislykket. Sådan var ikke desto mindre den følelse jeg sad med undervejs i den to en halv time lange forestilling, og på vejen hjem i bilen, og under natmadens diskussion om den forestilling vi lige havde overværet, og langt ind i den korte nats grublerier.

Der var noget, nej, der var meget, der slet ikke virkede i den med spænding imødesete forestilling. Var der overhovedet noget, der fungerede?

Der er ingen som helst tvivl om, at den opgave dramatikeren Henrik Szklany har været på, med at skabe et skuespil over dette markante romanværk, vil høre til de større udfordringer i enhver dramatikers liv. Og resultatet vil være genstand for kritik næsten uanset hvordan han end havde løst den. Hans bud er ikke uinteressant, men opførelsen bliver det; uinteressant altså.

Skyldes det, at det dramatiske værk savner forlæggets tyngde, skyldes det den katalanske instruktør og scenograf Carlus Padrissas bearbejdning og opsætning, eller skyldes det skuespillerensemblets kvalitet? Mon ikke svaret, som i den komplekse handling i romanforlægget, reelt er et spindelvæv af det hele. På en måde bliver forestillingen et spejlbillede af fortællingens hovedperson, Mikkel Thøgersen, der vil så meget, men mislykkes med det meste.

Szklany lader den døvstumme pige, Ide, Mikkel Thøgersens senere barnebarn, være historiens fortæller og gennemgående skikkelse. Og med hende som guide bevæger vi os gennem historien i mange, men korte glimt. Det går som i romanen over stok og sten, over fjord og bælt. Men fortællingen er langsom, også her er man tro mod forlægget, der som forfatteren Dorthe Nors i forordet til min udgave skriver det, skal læses langsomt. 

Carlus Padrissa er en kendt international teatermand, der elsker store formater. Han har da også udfordret Det kgl. Teaters tekniske stab til det yderste her; vandet driver, der benyttes videoteknologi, projektioner, lys- og lydeffekter - de sidste skabes live af lydkunsteren Adele Madau i damesiden, og det er noget af det mest fascinerende ved forestillingen. Store flettede skulpturer, der ligner pilehytter, danner en væsentlig del af den bevægelige scenografi, en gigantisk gynge gør det ud for både den lille fiskerbåd, hvori Mikkel hævnvoldtager sin rivals kæreste, og det skib, hvori kong Christian d.2 ubeslutsomt sejler frem og tilbage i mellem Jylland og Fyn, på vej mod det, der bliver hans endelige fald fra magtens tinde. 

Smidige akrobater gør det ud for de heste, der piskes frem over heden, og slagtes af raggeren, og da kongen lader hele den svenske adel halshugge i det Stockholmske boldbad farves scenebilledet blodrødt. Bondeopstanden i Jylland visualiseres med skærmprojekteringer, der minder om en fattigmandsudgave af de store slag i Ringenes Herre. Ikke ueffent, men heller ikke udelt vellykket. Der fyldes for meget udenoms værk på, og det er direkte oplevelsesforstyrrende, når der midt i 1500-tallet pludselig dukker teknikere op midt på scenen i sort arbejdstøj og øresnegl - kunne de da ikke bare have fået en vadmelskutte på?

Padrissa inddrager hele salen. Der spilles rundt om publikum, men centrale scener som Mikkels møde med den magtfulde biskop Gustav Trolle transformeres op på storskæm via et videolink, der lige har den anelse forsinkelse at det bliver usynkront med ordene, der bliver talt.

Og apropos det talte ord, så ligger replikkerne, monologerne er det jo mestendels, simpelthen ikke godt i munden på det moderne skuespillerhold. Der er noget ved deres diktion, der ikke fungerer, og som ikke yder Johannes V. Jensens (og Szklanys) lyrik retfærdighed. 

Det gælder reelt hele ensemblet, men kommer selvfølgelig mest til udtryk hos dem, der har mest at sige. Maria Rossings gennemgående Ide, har simpelthen en forkert klang, og hverken Joen Højerslev som Mikkel Thøgersen eller Peter Christoffersen som kong Christian evner at give ordene tyngde og troværdighed. Det virker påtaget og uægte, og dermed bliver det hele underligt mispasset. Når det så netop af alle steder foregår på Det kgl. Teaters store scene, så sidder jeg i hvert fald og savner de store skuespillere, sådan i helt gammeldags forstand. En årsag til denne skæve sproglige tone kan meget vel være, at instruktøren Padrissa nok forstår stykket, men ikke forstår sproget. Og dermed måske ikke har været sit skuespillerhold til stor hjælp undervejs.

Visuelt er "Kongens fald" en flot forestilling, men opsætningen fremstår i bedste fald som problematisk, hvis mislykket er for stærkt et udtryk.

"Kongens fald" af Henrik Szklany efter Johannes V. Jensens roman.

Instruktion og scenografi: Carlus Padrissa. Kostumedesign: Karin Betz. Lysdesign: Ulrik Gad. Lyddesign. Jonas Vest. Komponist: Adele Madau. Videodesign: Vibeke Bertelsen og Freja Hyldgaard, Vertigo.

Medvirkende: Joen Højerslev, Peter Christoffersen, Maria Rossing, Alvin Olid Bursøe, Lila Nobel, Mikkel Becker Hilgart, Anne Plauborg, Jens Andersen og Janus Elsig. Cirkusartister: Liam Jones, Maya Saoirse Tenenbaum Peters, Alfred Hall Kreigsbaum, Sonia Christina Silvestre Matos, Matthias Umaerus og David Ulrich. Musiker: Adele Madau.

Co-produktion mellem Det kgl. Teater og Aarhus Teater.

Spiller på Skuespilhusets store scene, efter nytår i Aarhus.

Anmeldt 16. november (premiere).

Forestillingsfoto: Miklos Szabo.

 

16-11-2018

Sjov omgang lumre juleløjer i Odsherred med indlagt banko.

* * * *

Ét tal. Ét.

Mere manglede denne anmelder ikke i at have vundet hovedpræmien i anden omgang af Odsherred Teaters Bankovarieté. Ud over en pænt indpakket gave, sponsoreret af den lokale Shell kiosk, havde præmien været at komme op på scenen til en musikalsk hyldest på ABBA's "The Winner takes it all" - på dansk "Vinderen rydder bordet" - der i bund og handlede om, at resten af salen nu sad og var misundelige.

Den danske folkesjæl sat i perspektiv med skæv Odsherredsk humor serveret af teatrets faste skuespillere Mei Oulund og Henrik Ipsen, københavnergæsten Christiane Bjørg Nielsen og den lokale spillemand Mads Strandgaard, der både kan spille klaver, sige replikker og synge. Han var i en periode med i Dragsholmrevyerne, hvor han indtog stort set samme rolle.

Man kan godt drage en sammenligning med Bente Eskesens Dragsholmrevyer, der de senere somre har spillet samme sted, og så denne julerevy-tradition, som efterhånden har kørt i nogle år. Humoren er skæv, tvetydig og underfundig. Til tider rablende i sit karrikerede overspil, tilmed temmelig lummer. I løbet af to timer serveres ca. 20 numre inklusive to omgange god gammeldags banko. Det første bankospil er sjovest - er det ikke altid sådan - for Henrik Ipsen har tillært sig mange af udråberens finurlige ordspil og kommentarerer, men i sagens enkle natur ikke nok forskellige til to omgange. Anyway, begge bankospil ligger lige i starten af henholdsvis første og anden afdeling, så de bryder ikke revyens - eller varietéen, som de kalder det - rytme på samme måde som da jeg første gang så bankovarieté for to år siden.

Scenen er flot pyntet - grønt glimmertæppe, julerødt gulvtæppe, og blinkende julelamper. Kvindernes kjoler matcher scenografien, fikst og smart. Det vil sikkert hjælpe lidt på stemningen i den lille sal, når publikum - modsat premierepublikummet - også er 'godt pyntede' i de kommende julefrokostuger. Stilen er lagt, med plads til både spidsfindigheder og de grove løjer. 

I den sidste kategori henrykker Henrik Ipsen som totalt overgearet medlevende publikummer i revyens vilde og vildt morsomme version af juleevangeliet, og som lokalt tossehoved, der kommer til at lægge an på en transvestit på havnekroen. På en gang en grovkornet revymonolog, og en finurlig satirisk kommentar til en af tidens trends, flydende kønsidentiteter. Nummeret kommer i forestillingens bedste flow, efter pausen, hvor vi også får Christiane Bjørg Nielsen som en stakkels Obelix, der viser sig at være den sidste kødspiser i verden, omgivet af veganere. Senere dukker hun op som dameglade Johnny, der er så rigeligt udstyret, og synger om klimaet til tonerne af klassikeren "Fever". En uhyrlig figur, der savner det sidste i teksten.

Teksterne er generelt skrevet af Mei Oulund, med bidrag fra Christiane Bjørg Nielsen, og de rammer mange af tidens varmeste emner; vi får blandt uddelt Guldsnabelen til årets finansfusker - prisen er sponsoreret af advokater uden grænser, og så bliver afdøde Kim Larsen hyldet med et forbløffende neddæmpet potpourri.

Mei Oulund og Christiane Bjørg Nielsen laver en stribe ret sjove kvindesketches, som måske alle lider lidt under at mangle en skarpere pointe, men figurtegningerne er meget rammende og præcise.

Løjerne er instrueret af Frede Gulbrandsen med dygtig sans for at holde et godt tempo, og det er i det hele taget et par særdeles hyggelige timer tilbragt i godt selskab, så pyt med at jeg ikke vandt en præmie.

"Bankovarieté 2018 - Godt pynt". Tekst og musik af Mei Oulund og Christiane Bjørg Nielsen, Kim Larsen og kendte melodier.

Instruktion: Frede Gulbrandsen. Scenografisk konsulent: Sir Grand Lear. Kostumier: Gry Skotte, Sarah Hesteng Thomsen og Helle Bruun Poulsen. Kamelpester (det står der!): Mads Strandgaard.

Medvirkende: Mei Oulund, Christiane Bjørg Nielsen, Henrik Ipsen og Mads Strandgaard.

Spiller på Odsherred Teater til 15. december.

Anmeldt 15. november (premiere).

Forestillingsfoto: Mie Neel.

15-11-2018

danskdansk's forestilling "Udvandrerne" er et intenst og knivskarpt indlæg i 'udlændinge debatten'. 

* * * * *


Hver gang der kommer en indvandrer til Danmark, er der et menneske, der er udvandret.

Det er det teatret danskdansk's forestilling "Udvandrerne" handler om. Fokus er et helt andet sted end når politikerne i en mere og mere populistisk og skinger tone kæmper om spalteplads og sendetid med deres forslag om stramninger.

Det her handler om mennesker. Mennesker af kød og blod, som af den ene eller den anden grund har forladt det land de er født i og er kommet til Danmark. Mennesker med savn og hjemve. Mennesker med håb og drømme.

Dramatikeren Julie Petrine Glargaard har skabt en meget intens og uendeligt smukt og poetisk fortalt historie om nogle af disse skæbner. Vi møder tyrkiske Mehmet, der forlader kone og børn hjemme i landsbyen for at søge lykken og tjene penge i Danmark, vi møder en ung kvinde på desperat flugt fra krig og ødelæggelse, og vi møder parret, der tilfældigt støder sammen i en lufthavn et sted og sød musik opstår; han udlænding, hun dansk. De bliver alle indvandrere, men er først og fremmest udvandrere.

I musik, sang, bevægelse, ord; korte dialoger og monologer fortælles disse historier på kryds og tværs af hinanden. Det er politisk teater, teater med holdning. Men det er ikke kun dyb alvor. Der er plads til humoren, det lille glimt i øjet.

Sandra Yi Sencindiver har instrueret forestillingen som en timelang, kunstnerisk performance med glimrende udnyttelse af lys og lydeffekter i det enkle, rå rum i det spritnye Tingbjerg Bibliotek og Kulturhus. Musikken, der spænder fra regulære sange på flere sprog og musikalske traditioner til monoton fabriksstøj er komponeret og spilles på stedet af multi-instrumentalisten Marie Louise von Bülow, der indgår som en naturlig del af forestillingen. Skuespillerne Josephine Raahauge og Wahid Sui Mahmoud leverer begge rørende, intense og stærke præstationer, i perioder helt ordløst, til andre tider i sang og med et fornemt fysisk kropssprog. De skaber nærværende karakterer og giver stemme til dem, vi næsten aldrig hører i debatten.

Det "Udvandrerne" IKKE forholder sig til er kriminalitet, bander, burka'er, ghettorisering og den slags emner, som politikerne elsker. Forestillingen handler i stedet om identitet, sprog og medmenneskelighed. Om hvordan vi som danskere møder udlændinge. blandt andet illustreret ved fabrikarbejderen, der affejer Mehmets åbenhjertighed med et 'jeg er ked af det, men jeg forstår dig sgu ikke rigtigt', eller flygtningekvinden, der føler, at folk ser igennem eller forbi mig. 

Fælles for alle de fint flettede historier er, at ingen af udvandrerne vi hører om føler sig hjemme. Danmark er ikke deres land, men et sted hvor de bor og lever. Sprog er tøj, jeg kan tage af og på. Modermålet er min hud, siges der på et tidspunkt. Selv kvinden, der er flygtet fra krig og forfølgelse, føler hjemve. En afgørende pointe er, at man ikke bliver dansk blot fordi man lever her. Et af tekstens mere håndfaste postulater er, at et land er ikke et hus, det er ingens private ejendom. Det vil jo nok kunne give anledning til en længere diskussion, men det er også det, der er formålet med "Udvandrerne".

Teatret kan og skal bidrage til at skabe dialog. Og som sådan er "Udvandrerne" aldeles fremragende teater.

"Udvandrerne" af dramatiker Julie Petrine Glargaard.

Instruktion: Sandra Yi Sencindiver. Komponist: Marie Louise von Bülow. Scenograf: Mona Møller Schmidt. Lysdesign: Martin Danielsen.

Medvirkende: Josephine Raahauge, Wahid Sui Mahmoud og Marie Louise von Bülow (musik og sang).

Produceret af danskdansk.

Spiller til 20. november i Tingbjerg Bibliotek & Kulturhus, derefter turné til 10. december. Se turnéplanen på danskdansk.dk.

Anmeldt 14. november (premiere).

Forestillingsfoto Per Morten Abrahamsen.

 

14-11-2018

Jorden rundt på små tre timer med pjank, pjat, Putin og prægtige piger.

 

* * * *

 

Der er noget paradoksalt i at et show om at nå jorden rundt på kort tid, skal tage så lang tid.

For - vanen tro, fristes man til at skrive - tager Vivienne McKee sig god tid, når hun folder sine løsslupne løjer ud på scenen i Tivolis Glassalen. Lige knapt tre timer tager det i år for Phileas Fogg's kønne søster, Phillippa, at rejse Jorden rundt og vinde sin brors væddemål i Reformklubben.

Det er for lang tid, uanset hvor festlig og sjov rejsen end er undervejs. Uanset hvor ekstravagante kostumer Kirsten Brink igen i år har lavet til Andrew 'The Dame' Jeffers og co., og uanset hvor godt Katrine Falkenberg og Rikke Hvidbjerg synger som showets to smukke heltinder. 

Sidste år skulle egentlig have været sidste år med Vivienne McKees Crazy Christmas Cabarets, men publikum krævede mere, og fik det. Og minsandten om ikke forberedelserne allerede nu er i gang til næste års show. Det kan vi så glæde os til i sikker forvisning om, at alting i dette års show såmænd er som det plejer at være. Det er bestemt meget morsomt, ikke mindst, tror jeg, hvis man allerede er fan i forvejen. 

Gentagelser og forventningen om gentagelserne er en væsentlig del af showets DNA, efter 36 år har der unægteligt hobet sig en del op. Sidste nye skud på stammen er David Batesons parodi på Donald Trump. Den får vi for tredje år i træk, i år på en saloon langt ude i Nevadas ørken, og uden nogen som helst sammenhæng til den historie, der ellers binder showets sange og komiske optrin sammen - altså en meget løs, og alligevel ganske trofast, fortolkning af Jules Verne's "Jorden rundt i 80 dage". På den måde skal det jo blive en lang aften.

Vi kunne måske også have undværet et gensyn med piraten Jack Sparrow.

Til gengæld er der saft og kraft i satiren, når Andrew Jeffers kommenterer Brexit gennem Adelés "Hallo", eller når Rikke Hvidbjergs fyrige western-dulle Steamy Daniels ikke er særligt imponeret over præsidenten på Shania Twains "That don't Impress me Much". Det er her, at Crazy Christmas Cabareten kommer bedst til sin ret, når al deres pjank og pjat får en snert af helt aktuel politisk satire. Derfor er Bennet Thorpes Vladimir Putin (her med et 'B') også en velkommen skurk, som vi buh'er fornøjet af.

Det er i det hele taget et veloplagt skuespillerhold, der - i år uden Vivienne McKee selv på scenen - fyrer løjerne af. Jefferson Bond laver masser af sjove små figurer; både som den rigtige Phileas Fogg, der aldrig kommer længere end til et casino i Monte Carlo, som skønt over-bøsset fransk tjener og ballon-skipper, som gigtplaget britisk konsul i troperne og indisk togkonduktør. Henrik Lund udnytter fint, at han får mere plads end tidligere, blandt andet som Fogg's danske tjener Pasnupå og som nævenyttig journalist med varmt indiansk blod i årerne. Claus de Lichtenberg springer som altid ind, når der lige mangler en cowboy, en pirat eller en kung fu fighter i Hong Kong.

Centralt står Kartine Falkenberg som showets heltinde, der med sin stemme, sin energi og en god portion charme løser opgaven glimrende, suppleret både i kvindelig ynde og med stemmens kraft af Rikke Hvidbjerg, der får rigelig mulighed at gøre det hun er bedst til; trykke den af med livfuld power i de indlagte popnumre, men som også viser, at hun kan være ret morsom.

Vi ved, at David Bateson og Andrew Jeffers er morsomme. De er veteranerne i dette show, og de leverer præcis det vi forventer; man kan så måske nok mene, at der bygges for lidt på år for år. Det er næsten som at sidde nytårsaften og se "90 års fødselsdagen" for 30. gang. Morsomt, ja bestemt, men også meget forudsigeligt.

I det store hele leverer årets Crazy Christmas Cabaret varen. Vivienne McKee og co. gives the people what they want, og det er langt hen af vejen vældigt morsomt og veloplagt serveret. Ægte toasties vil givetvis elske det.

"Fogg's Off!".

Skrevet og instrueret af Vivienne McKee. Scenografi og kostumedesign: Kirsten Brink. Kapelmester: Stuart Goodstein. Koreografi: Peter Friis. Lydeffekter: Søren Brunsgaard Petersen.

Medvirkende: Katrine Falkenberg, David Bateson, Andrew Jeffers, Rikke Hvidbjerg, Bennet Thorpe, Jefferson Bond, Henrik Lund og Claus de Lichtenberg samt musikerne Stuart Goodstein, Søren B. Petersen og Tom Højlund Petersen.

Produceret af London Toast Theatre. Spiller i Tivolis Glassalen til 5. januar og på Herman's i Aarhus fra 9.-12. januar.

Anmeldt 13. november (premiere).

Forestillingsfoto: Thomas Petri.